lørdag den 29. januar 2011

Henriette Kjærs attitude

Husker du sagen om den socialdemokratiske næsttoppolitiker Jeppe Kofod? I marts 2008 havde han sex med en 15-årig pige ved et DSU-stævne. Partiet reagerede lynhurtigt, da sagen kom frem.
Jeppe Kofod mistede sine ordførerposter og blev sat ned på bageste række med besked på at holde sin mund. Han beklagede overfor pigen og hendes forældre og holdt meget lav profil længe. Først efter næste valg ved vi, hvad sagen på længere sigt kommer til at betyde for den unge politiker.
Jeppe Kofods handling var
- amoralsk
- uansvarlig
- et udtryk for elendig dømmekraft.
De samme ord vil jeg gerne hæfte på Henriette Kjærs håndtering af sin privatøkonomi. Det er langt ude, at hun misligeholder et stort lån, ikke reagerer på henvendelser og ender med at blive dømt i retten. Hun burde vide bedre, for netop rod i privatøkonomien kostede hende i 2005 en ministerpost.
Hvordan reagerede de konservative så på sagen?
De afviste kritikken. De mente, det var en privat sag. De mente, den var afklaret. De mente, det var en hetz fra mediernes side.
De konservative burde vide, at den form for reaktion er benzin på mediernes bål. Så der nåede at komme historier frem om Henriette Kjærs svigermor, som ville anlægge en sag og vist også om et sagsanlæg den anden vej. Det udviklede sig til en ren sæbeopera.
Det kunne enhver med minimalt kendskab til pressen og Christiansborg regne ud. Henriette Kjær er velkommen til at mene, at pressen har været for hård ved hende. Hun kan sikkert også få nogle politiske venner til at hyle med i koret.
Men det er ikke B.T., der har ladet Henriette Kjærs privatøkonomi sejle. Det er Henriette Kjær og hendes mand.
Det er Henriette Kjær og hendes parti, der fuldstændig har fejlbedømt sagen. Vælgerne er simpelthen forargede, og både hendes handlinger og hendes attitude er et udtryk for dårlig moral.
Hvis hun nu fra starten havde sagt, at hun godt kunne se, det var helt forkert med rod i økonomien. Hvis hun nu havde bedt om hjælp til at rydde op. Hvis hun havde anerkendt, at det er dybt problematisk at lade sin økonomi flyde. Så kunne hun måske have reddet sit politiske liv.
Men når hun lige som Lene Espersen benægter, at der overhovedet er et problem - så går det hende lige som det gik Lene Espersen.

onsdag den 26. januar 2011

Maks nice togtur

Da jeg kørte i tog forleden overhørte jeg og 10-12 andre et par telefonsamtaler, som en kvindelig jurastuderende førte med veninder. Vi kunne kigge i avisen, sætte musik i ørerne eller lukke øjnene, men vi kunne ikke undgå at høre hvert et ord.
Den første veninde hed Baby. Hun fik at vide, at togpassageren netop havde sat sig i toget, og ville være i København om et par timer. Så var der lidt snik-snak om hvad vej, hun ville gå fra toget til Babys lejlighed. Og det sluttede med hyggehejsa Baby.
Den næste hed sjovt nok også Baby. Hun hørte på mange ord. Jeg opfattede ikke noget væsentligt, men en del af det passerede var nederen, noget var nice og enkelt gang nåede det helt op på maks nice. Baby og den jurastuderende skulle til julefrokost dagen efter. De gad godt nok ikke, men måtte hellere vise deres gode vilje til at socialisere. Så var der lidt om eksamen, der mindst skulle give 02. Det fag var nederen, hørte vi i toget. Endelig var der ekskæresten, som hun havde sendt en sms til. Han havde ikke svaret. Han havde til gengæld sendt en meget sød sms til telefontalerens fødselsdag. Den havde hun ikke svaret på, så nu var det endegyldigt forbi. Det var også okay, for de sagde ikke hinanden så meget.
Du kan sikkert læse på den måde, jeg skriver, at jeg ikke er imponeret over den højttalende piges intellekt. Hvis jeg om 10 år ender i en retssag, vil jeg have svært ved at tage hende alvorligt som forsvarer, anklager eller dommer.
Det bliver hun nok heller ikke.
Men hvad skal sådan en gang højlydt tomgang til for? Hvad er det for en kommunikation, hun har gang i? Det er i grunden interessant.
Hvis vi tager selve samtalerne, så er de på overfladen tæt på at være nonsens. Men pigen får da sendt nogle signaler til Baby og Baby. Hun fortæller, at hun glæder sig til at se dem, og at de betyder noget for hende. Med sit sprog fortæller hun også, at hun og 2 x Baby tilhører den samme stamme.
Så er der situationen. Det er helt umuligt, at pigen ikke opdager, at halvdelen af kupeen ufrivilligt overhører samtalerne. Alligevel bliver hun ved med at tale højt, og hun ringer op flere gange, når forbindelsen forsvinder - uden at sige noget væsentligt. Hun vil altså gerne ses og høres. Måske vil hun gerne vise de halvgamle mænd i toget, at hun altså har et socialt liv. Hendes veninder er vigtigere end nogle oldschool konventioner om at tage hensyn til hinanden i et tog.
Måske har hun allerede skrevet en opdatering på Facebook om de tussehoveder, der sad og så skævt til hende, mens hun sludrede med veninderne. Måske synes hun, det var lidt sjovt at provokere os - eller at få os til at følge med i samtalen. Måske har hun også observeret mig, mens jeg rullede med øjnene, rystede på hovedet eller hvad jeg nu gjorde.
Måske var der skjult kamera i toget eller på hendes bluse. Hun har filmet det hele til Goaften eller Gomorgen eller Godaw Danmark, og så bliver alle medpassagererne hængt ud som intolerante tørvetrillere uden humoristisk sans.
Vi ved det ikke, og det bliver sikkert aldrig opklaret, hvad hendes motiv var. Tilbage står det principielle spørgsmål: Hvorfor svarede ekskæresten ikke på den sms?

mandag den 24. januar 2011

Det usagte spil mellem løbetosser

Vinduespudsere ser på verden på deres helt egen måde. De kan ikke gå igennem en by uden at lægge mærke til de store vinduespartier og spekulere over den rigtige måde at pudse dem på.
Som kommunikationsmand omsætter jeg også meget af det, jeg ser og oplever til budskaber og medier. Mit svar på alle problemer er naturligvis kommunikation. På det punkt er der en forskel på vinduespudseren og mig.
Som løber kan jeg ikke omsætte alt til løberuter. Til gengæld møder jeg løbere og løbetosser overalt.
Gamle klasse- og studiekammerater viser sig at være bidt af løbebacillen, og flere og flere af mine kunder er i den samme mentalt forstyrrede tilstand som jeg. De skal simpelthen ud at løbe 2-4 gange om ugen, og de har store planer om løb, de skal gennemføre. Dem, der er på min alder, har også enorme bekymringer om skader - dem, de netop er kommet over og dem, der er lige ved at opstå.
Når man møder en person i en anden sammenhæng og pludselig opdager, at man sidder over for en løbetosse, spreder der sig et smil hos begge parter. Vi kommer meget hurtigt på bølgelængde. Snart begynder vi at snakke om de ture, vi lige har løbet, om de seneste løb, vi har deltaget i og om andre løbetosser, vi kender.
Der går også lidt konkurrence i den uden at det direkte bliver udtalt. Jeg skal vide, om vedkommende har løbet maratonløb og i givet fald hvor mange. Og så skal jeg have hans/hendes tid. Jeg vil helst have, at de har løbet færre løb end mig, og at de har taget længere tid om det end mig.
Jeg ved ikke hvorfor. For når jeg er til løb, glæder jeg mig helt ubetinget over alle dem, der løber hurtigere end mig. Jeg stiller ikke op for at vinde eller for at slå nogen, men for at få et godt løb, hvor jeg gennemfører i den bedst mulige tid alt efter min form.
Jeg er glimrende tilfreds med mine egne resultater, og de bliver hverken dårligere eller bedre af, at andre løber hurtigere, langsommere, kortere eller længere. Men det er altså skønnest at være den, der løber længst og hurtigst.
Der er kun én forklaring: Jeg er en løbetosse.

lørdag den 22. januar 2011

Kære syltekrukke: Sats på journalistik

Henning Dyremose er blevet formand for en syltekrukke af et udvalg, som skal komme med forslag til fordeling af licensmidler og mediestøtte.
Det er et helt unødvendigt udvalg. Der er kommet en fin redegørelse for over et år siden, og i den er der endda to modeller, som politikerne kan forhandle ud fra. Partiernes medieordførere er kompetente folk, som kender området til bunds, så de behøver ikke flere tykke rapporter for at tage stilling. De skal BARE igennem en lang og meget besværlig forhandling. Uden for står en masse meget stærke økonomiske og politiske kræfter, og uanset hvilken løsning, politikerne lægger sig fast på, vil den møde massiv kritik.
Nå, men Dyremose er jo så blevet formand, og han opfordrer alle interesserede i at tage del i debatten. Det gør jeg hermed.
Min holdning er, at flest mulig penge skal gå til journalistik.
I dag er dagbladene fritaget for moms. Det sikrer en høj produktion af journalistik. Dagbladene er nemlig den vigtigste fødekæde til nyheder i Danmark.
Men jeg mener, konstruktionen er helt forkert. Staten skal ikke støtte dagblade - eller radiostationer, eller internetmedier eller tv-kanaler. Støtten skal gå til journalistik. Distributionsformen er ikke væsentlig, for de gode nyheder skal nok nå ud til os medieforbrugere.
Hvordan det så skal gøres, må teknikerne finde ud af. Professor Anker Brink Lund, som stod bag den fine rapport om mediestøtten, er kommet med et par forslag. Dem kan politikerne trygt arbejde videre med.
En stor omlægning kan betyde, at et eller flere store mediehuse får problemer og måske må lukke. Ja, det er sørgeligt. Men det er ikke mediehusene, der skal overleve. Det er journalistikken.
Hvorfor skal medierne overhovedet have støtte? Af den ene grund, at der ikke er ret mange, der taler dansk og interesserer sig for danske forhold. Markedet er simpelthen så lille, at det er svært at få økonomien til at hænge sammen for dem, der producerer journalistik.

torsdag den 20. januar 2011

Giv mig noget Viral

Viral markedsføring - det er når man får andre til at sprede sin historie eller sin reklame.
Nettet er så godt til det. Ser du noget spændende, linker du det videre til fem venner, som måske selv linker videre til andre - og i løbet af et stykke tid har flere tusinde lige pludselig set det.
Jeg er meget fascineret af det, og jeg fortæller gerne mine kunder om fænomenet. Jeg anbefaler dem at gøre brug af de mange værktøjer til at sprede deres information. Men jeg har et problem: Jeg kan ikke selv få det til at virke.
Jeg har haft bloggen her i 3,5 år, og det er mildest talt ikke strømmet ind med læsere. Det ved jeg, fordi jeg i efteråret installerede en lille tæller. Den afslørede, at jeg havde 0-7 besøgende om dagen.
Så begyndte jeg selv at blive mere viral. Jeg lagde et lille link til hvert nyt indlæg på Facebook. Det gav ca. 10 nye læsere hver gang. Nu er jeg også begyndt at linke på Twitter. Det giver sommetider lidt.
Et rigtig populært indlæg får 30 læsere, men så skal det også være sjovt.
Jeg skriver for min egen skyld, så egentlig er det ligegyldigt, om jeg har 2 eller 30 læsere. Men nu er der gået lidt sport i at få det tal op. Jeg vil jo gerne have, at den medicin, jeg anbefaler mine kunder, også virker.
Derfor beder jeg dig nu om hjælp. På to måder:
1. som er det vigtigste: hvis du synes om min blog, skal du anbefale den til andre. Du kan give det som et generelt råd, eller du kan sende et indlæg videre næste gang, jeg skriver noget, du kan lide. Bed dem eventuelt om at sende videre til andre. Jeg linker gerne til noget af dit
2. Kom med gode idéer til andet, der kan hæve mit læsertal. Emnevalg vil jeg helst ikke gøre meget ved. Jeg skriver om kommunikation, sprog, politik, medier, sundhed og motion. Og så skriver jeg nogle pudsige historier, når jeg støder på dem. Men alle andre råd vil jeg lytte kærligt til.
Jeg håber, du vil hjælpe med at gøre mig viral. På forhånd tak. Smiley.

onsdag den 19. januar 2011

Værdifulde topchefer

I forrige uge sagde forsikringsselskabet Trygs chef Stine Bosse sit job op. Hun ville have mere tid, og så var det belejligt, at hun kunne tage 13,5 mio. kr. med sig i fratrædelsesgodtgørelse.
13,5 mio. kr. for at sige op. Det er en buschaufførs livsløn. Det er mere end de samlede årlige lønudbetalinger i Tankegang. Kan én person virkelig være det værd - for ingenting at lave?
Jeg kender hende ikke, så jeg kan ikke vurdere det. Men jeg er godt tilfreds med, at jeg hverken er aktionær eller kunde i Tryg.
I sidste uge meldte Apples chef Steve Jobs sig syg. Det er tredje gang, og Apple forklarede, at chefen var væk på ubestemt tid.
Selskabets aktier faldt omgående i værdi - et par milliarder røg der af kursen. Det rettede sig siden op, fordi Apple et par dage efter kunne præsentere et nærmest surrealistisk godt regnskab. Alene salget af iPhone var steget med 86 procent på et år.
Det er umuligt at sige, hvordan aktiekursen havde været uden sygemeldingen eller uden det fantastiske regnskab. Men det er nogenlunde sikkert, at det vil koste Apples ejere adskillige milliarder kroner, hvis Steve Jobs må opgive at vende tilbage topposten i det firma, han grundlagde i 1977.
Årsagen er enkel. Det er simpelthen Steve Jobs, der har drevet Apple frem til dets enestående position.
Han opfandt den revolutionerende Macintosh computer, som reddede Apples økonomi fra 1984 og årene frem. Efter en strid med firmaets administrerende direktør blev Steve Jobs fyret og var ude af Apple i 12 år. Da han vendte tilbage, var firmaet i krise, og der var ikke kommet afgørende nye produkter til.
Med Jobs i spidsen udvikede Apple iPod, iPhone og iPad, som har sat helt nye standarder og har gjort Apple til et guldæg uden lige og mage.
Jobs tegner simpelthen Apple. Hans personlighed er med til at sælge millioner af apparater. Når han indkalder til en præsentation flyder pressen og it-verdenen over med spekulationer i dagene op til arrangementet. Da iPad blev lanceret, var det en verdensbegivenhed, som sikrede Apple medieomtale for mange milliarder dollars.
I centrum for det hysteri står Steve Jobs. Computer- og finansfolk i hele verden spørger sig selv: Kan Apple udvikle de næste revolutionerende produkter uden Jobs? Kan Apple bevare sin gennemslags- og salgskraft uden den karismatiske leder? Ingen kan med sikkerhed svare ja til de to spørgsmål.
Set i det lys bliver Stine Bosses 13,5 mio. kr. håndører. Steve Jobs er formentlig 13,5 mio. kr. værd om dagen for Apple.
Han hæver for resten en årsløn på 1 dollar.

lørdag den 15. januar 2011

Dit sprog er korrekt

Min kollega Claus Højbjerg gjorde mig opmærksom på et spændende program i radioen om sprog. Poul Friis havde sprogprofessor Jens Normann Jørgensen i studiet i P1 Formiddag.
Det var ikke bare spændende. Det var fantastisk. Det skal du høre: http://bit.ly/fBsqeT
Jeg tør ikke referere, hvad Normann Jørgensen sagde, så jeg nøjes med mine egne refleksioner.
Der findes ikke ukorrekt sprog. En forudsætning for, at vi fortsat kan have et sprog er, at det hele tiden kan udvikle sig. Sproget kan ikke hegnes inde af regler.
Hør, hvordan de taler i Matador fra 1978. Eller endnu værre: Poul Reumert i 50erne. Begge dele var på deres tid det fineste og mest ansete sprog. I dag er det antikveret.
Du vil måske gerne forhindre unge piger i at kalde hinanden for "luder". Jeg kan heller ikke fordrage det udtryk, men det er en meget præcis sprogbrug, som udtrykker en loyalitet og en fællesskabsfølelse mellem de to, der bruger det om hinanden.
Mine forældre syntes, det var forfærdeligt, da alting pludselig blev "fedt". Jeg bruger det stadig, men jeg tror, mange unge synes, det er en halvgammel mands anstrengte forsøg på at virke ung.
Dansk er det sprog, danskerne taler med hinanden. Det ændrer sig hele tiden - ellers dør det ud.
Så er der retskrivningen. Jens Normann Jørgensen provokerer med, at det ok at skrive "gjordt" med famøse d som flere generationer har lært på en remse. Der er mange afarter af dansk, og det skal også afspejles i retskrivningen. PH skrev for mange år siden ha, blir, sku og ka. Det var hans og mange andres sprog, og det var nemt at forstå. På samme tid udtalte Poul Reumert de samme ord som have, bliver, skulle og kan. Det var hans sprog. Stavningen fulgte Poul Reumert. Det gør den stadig.
Det kunne være dejligt, hvis vores konventioner om stavning blev lidt mindre stive. Det vigtigste ved en tekst er indholdet og læseoplevelsen.
Stavekontrol er for computere og sure gamle mænd med røde kuglepennne.

torsdag den 13. januar 2011

Fra skurk til martyr

Medierne og de konservative har jagtet Lene Espersen siden den famøse Mallorcaferie for et lille års tid siden.
Hun har sprællet lidt i nettet, men i dag gav hun op og lod sig hale i land. Færdig som partileder. Bang.
Nærmest sekundet efter er Lene Espersen ved at blive martyr. Hun er et offer for den utrolige personfiksering på Christiansborg og for det alt for store fokus på enkeltsager.
I går var hun en dårlig leder - i morgen er hun offer for gamle magtsyge mænd, der kanøfler kvinder, som forsøger at stige til tops.
Interessant - det vil sige: interessevækkende og sandt.
Som politisk topfigur er du i en vanvittigt barsk branche, hvor du hele tiden står til regnskab for det du gør, det du ikke gør og måden, du gør det på.
Som kvinde skal du oven i købet kæmpe med en uudtalt mandschauvinisme. Jeg er ikke i tvivl om, at det også har spillet en rolle i Lene Espersens politiske dødskamp.
Men det er et vilkår, som Lene Espersen har kendt i 25 år, og indtil for to år siden boltrede hun sig som en fisk i vandet. Men hun klarede altså ikke at stige det næstsidste trin op ad laksetrappen i den politiske verden. Hun ejede ikke evnen til at være topleder i den helt, helt specielle branche, som har sit centrum på Christiansborg.
Lene Espersen er dygtig. Men ikke dygtig nok.
Mere indviklet er det vist ikke.

onsdag den 12. januar 2011

Forkert mening om lukkedage

Nu vil jeg lufte mine aldeles ukorrekte holdninger til lukkedage i daginstitutioner. Anledningen er, at Københavns Kommune netop har meldt ud, at børnehaver og vuggestuer holder lukket to uger i juli - dog med et nødberedskab.
Jeg synes, det er en glimrende idé, Københavns Kommune der har fået.
Børn skal holde ferie sammen med deres forældre. Eller jeg skulle måske skrive: Forældre skal holde ferie sammen med deres børn. Hvis ikke forældrene vil det, er der simpelthen noget, de har misforstået. Det er ikke kommunen, der har født børnene. Det er ikke kommunens opgave at give børnene en tryg barndom.
Forældre til små børn må indrette sig sådan, at børnene ikke skal passes 10 timer om dagen, 50 uger om året. Det er en prioritering. Hvis ikke forældrene prioriterer deres børn, har forældrene et problem - ikke kommunen.
Jeg ved godt, at alle mennesker ikke kan holde ferie i to uger i juli. Men mange kan. Københavns Kommunes beslutning betyder, at nogle forældrepar må splitte deres ferie op for at få det til at gå op. Det må de så gøre. Det kan blive en superferie for ungerne at have en hel uge alene sammen med far eller mor. Det kan også blive en rigtig god oplevelse for far eller mor.
Er det helt umuligt for begge forældre at få fri i de to uger - ja, så er der jo nødberedskabet.
Uha, så gammeldags mit synspunkt er. Det er muligvis lige til antikvariatet. Og det er helt gratis at mene sådan, når man har en lille yndig datter på 21 år og en papsøn på 31.
Men jeg synes bare godt, vi kan vende debatten om. Forældre har det fulde ansvar for deres egne børn, og de har også en opgave. Det synes jeg ikke er tydeligt nok i den offentlige debat. Og jeg tror, det er tiltrængt, at Københavns Kommune og andre presser forældrene til at påtage sig mere ansvar.

mandag den 10. januar 2011

Løbetosserier på glatte veje

- Pas på, du ikke falder.
- Uha, det er da alt for farligt i det vejr
Det er de typiske kommentarer, jeg har hørt i de seneste uger, når jeg har trukket i løbetøjet. Og de er ikke spor forkerte. Det ER glat, og jeg kan risikere at falde.
Men det forhindrer ikke en løbetosse i at begive sig ud. Tværtimod.
Jeg har rigtig haft gang i træningen her i julen, og de to seneste søndage har jeg rundet de 28 kilometer. Begge gange ændrede ruten sig undervejs på grund af vejforholdene.
I går løb jeg et par kilometer på den smukke Vrangbækvej mellem Gærum og Frederikshavn. Det var næsten ren is med en smule vand oven på, så det var i behersket tempo. Min plan var at løbe den samme tur to gange, men da Vrangbækvej var så glat, improviserede jeg en tur ind gennem byen og videre nordpå ad ryddede cykelstier.
Her i den kolde tid er jeg kun faldet én gang, og det var ikke på grund af is. Det var igen-igen mine lange gule snørebånd, der tog fat i den anden sko.
Hvorfor er det så ikke særlig farligt at løbe på isglatte veje? Jeg kan se to meget logiske forklaringer.
Den ene er, at det trods alt går så langsomt, at løberen hele tiden kan følge underlaget. Er der en klump is, løber vi bare udenom. Er der ekstra glat et sted, kan vi afpasse farten.
Den anden er, at vi sætter fødderne hårdt ned på underlaget, når vi løber - hårdere end gående. Dertil kommer, at løbeskoene har riller, så man står godt fast på dem.
Så alt i alt vil jeg vove den påstand, at det ikke er farligt at løbe, når det er glat.
Har du hørt om nogen, der er kommet til skade ved at løbe i de seneste tre uger? Nej, vel.
Har du hørt om en cyklist, der er væltet og kommet på hospitalet? Nej, det har jeg heller ikke.
Har du så hørt om bilister, der er kommet galt afsted? Nå. Det er noget andet.

fredag den 7. januar 2011

Sandhed eller meningsmåling?

En meningsmåling i Politiken i dag viste pludselig borgerligt flertal igen, og vi hørte i alle morgenens radioaviser, at målingen var et helt afgørende vendepunkt for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Til lykke med det.
Siden kom to lige så friske meningsmålinger. Både Berlingske og Børsen kunne rapportere om fortsat stor føring til oppositionen på grund af en markant fremgang for Socialdemokraterne. Også til lykke med det.
Hvad skal man så lære af det, som Gotha Andersen sagde i et sort-hvidt tv-program?
At én meningsmåling ikke fortæller den endegyldige sandhed. Det kan være målingen fra Politiken, der simpelthen er ramt af statistisk uheld. Det kan også være de to andre målinger, der ikke er præcise.
Det nyhedsmedie, der betaler tusinder af kroner for at få foretaget en måling, giver den maksimal gas i sin egen dækning af målingen. Sådan er det. Men det betyder ikke, at målingen i sig selv er præcis.
Det, vi kan sige med sikkerhed er, at meningsmålinger over en bred kam giver et nogenlunde retvisende billede af vælgernes holdninger. Jeg er sikker på, at de konservative i dag står dårligere end ved valget i 2007, at Liberal Alliance risikerer genvalg til Folketinget, og at Venstre fortsætter sin mangeårige tilbagegang. Jeg er også overbevist om, at oppositionen har haft flertal i det seneste halve år.
Vi ved også med rimelig sikkerhed, at resultatet ved valget afviger fra de allersidste meningsmålinger. Det er der to grunde til.
Den ene er, at mange vælgere først beslutter sig i allersidste øjeblik. Det er op imod hver femte, der træffer afgørelsen i de sidste timer, inden de står i stemmeurnen. Nogen bestemmer sig først, når de står med blyanten i hånden.
Den anden er, at en lille andel af de adspurgte i meningsmålingerne lyver. Det er især Dansk Folkepartis vælgere, som ikke vil indrømme i telefonen, at de stemmer på Pia Kjærsgaards parti. Derfor går det altid Dansk Folkeparti bedre på valgdagen, end Gallup & co. har kalkuleret med.
Til lykke med det.

tirsdag den 4. januar 2011

Nytårsfortsæt

Hov. Der er en stavefejl i overskriften.
Det hedder et forsæt - noget man sætter sig for.
Nej, der er ingen stavefejl. For jeg har ikke noget forsæt. Jeg har kun nogle fortsætter. Noget, jeg vil fortsætte med - at øve mig på.
Jeg vil fortsat forsøge at undgå at rette alle fejl, jeg opdager. Hvis én skriver nytårsfortsæt, om sin ambition om at holde op med at ryge, så er der ingen grund til at jeg eller en anden sur, gammel mand dunker vedkommende i hovedet med, at der er et t for meget. For vi forstår godt meningen.
Hvis en kollega kommer med en bemærkning, som kan misforstås, eller som er forkert, behøver jeg ikke at være den første, der retter den. Det motiverer jo ikke folk til at blande sig i samtalen, at der hele tiden sidder Kloge-Åger klar med retvisninger.
Jeg har en mening om næsten alt, men den behøver ikke at springe frem som den første i enhver samtale. Mine selvsikre formuleringer kan hindre i at komme ud med deres guldkorn. Og andres input kan absolut påvirke mig. Det viser al erfaring.
Derfor vil jeg fortsat øve mig i at holde mund, bare en gang imellem.
Jeg vil love helt sikkert med statsgaranti - at det ikke altid lykkes.

søndag den 2. januar 2011

Advarsel til Socialdemokraterne

Jeg lægger hårdt ud her i 2011 med at advare mine politiske venner i Socialdemokraterne mod at stå hårdt fast på efterlønnen. Pas på. Efterlønnen er blevet en tabersag, og I mister troværdighed på det økonomiske område, hvis I krampagtigt holder fast.
Jeg vil meget kraftigt opfordre jer til at gå positivt ind til forhandlingerne om efterløn. I skal selvfølgelig ikke lægge jer fladt ned for Løkkes dagsorden - men benyt anledningen til at få et bredere forlig, også indholdsmæssigt.
Jeg ser to grunde til at tage det endelige opgør med efterlønnen:
1. Efterlønnen har overlevet sig selv. Ordningen blev skabt i 1979, da der var vanvittigt høj ungdomsarbejdsløshed, og det var et Columbusæg. Groft sagt byttede staten understøttelsen til de unge ud med efterløn til de ældre. Det var en win-win. Siden er ungdomsarbejdsløsheden næsten bekæmpet, og efterlønnen er nærmest et luksusgode.
2. Socialdemokraterne er et ansvarligt parti, som løfter de brede og svære forlig igennem. Vælgerne er dødtrætte af blokpolitik, og det går ikke at bruge en dårlig sag på at grave grøfterne dybere. Socialdemokraterne skal stå for samarbejde før og efter et valg.
Jeg ved godt, at I har alle mulige taktiske overvejelser inde på Christiansborg, men de må altså ikke fylde det hele. Vi almindelige vælgere oplever en hverdag med nedskæringer på mange områder. Så har vi svært ved at forstå, at staten bruger mange milliarder om året på at give folk fri, selv om de stadig kan gøre nytte.
Jeg har før skrevet, at en afskaffelse af efterlønnen ikke kan redde alt for dansk økonomi. Det mener jeg stadig. Faktisk tror jeg, den kan redde meget lidt. Men det er et bidrag, som vi ikke har råd til at sige nej til.
Mit forslag til Socialdemokraterne er at sige ja til at gå ind i en genforhandling af velfærdsforliget fra 2006. Mød frem med ambitiøse forslag til et stort og bredt forlig, som går meget videre end det med efterlønnen. De berømte 12 minutter skal naturligvis være en del af pakken. Lad så forhandlingerne vise, om regeringen er indstillet på at sikre velfærden, eller om det bare var Løkkes genvalg, der stod på dagsordenen.