torsdag den 31. august 2017

Orv, se: Et dyr



Når jeg ser på de billeder, jeg lægger op på Facebook, er der mange dyr imellem. Forleden var det den flotte tudse herover, som sad lige uden for døren. Jeg kunne få telefonen helt hen til den og tage et udmærket billede.
Krondyr på marken, en flok rådyr, en ræv, tre vagtsomme musvåger eller næbbene af en flok sultne svaleunger fra reden er andre oplagte motiver.

Intet er usædvanligt
Intet af det er usædvanligt. Det er dagligdags natur her i reservatet og mange andre steder i landet. Selv i parcelhuskvarterer ser man rådyr.
Alligevel farer jeg hen og finder et kamera, hver gang jeg ser et vildt dyr.
Vi gjorde det samme, da vi var på sommerferie i Grand Canyon. Bådføreren stoppede simpelthen, når vi passerede det mest almindelige dyr på de egne: En bjergged. Og så fotograferede vi allesammen.
Det er nærmest en refleks hos de fleste, at når vi ser et vildt dyr, skal vi fotografere det.
Hvorfor er det mon sådan?

Grævling og spætte
Jeg kan forstå, hvis jeg skulle være så heldig at få en grævling eller en ugle på linsen. Eller en spætte. Men en ganske almindelig frø, et rådyr eller en ræv. Det har alle set før, og der findes langt bedre billeder end dem, jeg kan tage med telefonen eller med det kamera, som jeg endnu ikke helt har lært at betjene rigtigt.
Kan du en god forklaring på denne fællesmenneskelige trang til at fotografere almindelige dyr? Og lige et spørgsmål mere:
Synes du ikke, den er sjov at se på, den tudse?

mandag den 21. august 2017

Det skal tv sende: Noget godt

Kulturminister Mette Bock spørger i disse måneder borgerne, hvad de gerne vil se i tv - og hvordan de vil se tv. Det sker som optakt til forhandlingerne om et nyt medieforlig, som ministeren regner med at skyde i gang i starten af 2018.

Tv sender noget for de andre
Det er en sympatisk tanke at spørge borgerne, men det er også en syltekrukke. For der kommer ikke ét, men mange svar. Nogen vil have mere sport, nogen vil have mindre. Nogen vil have flere nyheder og færre vejrudsigter, andre omvendt. Nogen vil have mere underholdning, andre mindre.
Det eneste, de fleste kan blive enige om, er at tv er for dårligt. Det er for overfladisk, der er for mange genudsendelser, og der er kun noget for unge/ældre/midaldrende/gamle/jyder/københavnere/rige/fattige/middelklassen. Lige nøjagtigt folk med mine interesser er tv-stationerne helt ligeglade med, synes de fleste at mene.

Send noget godt
Jeg hører til blandt det enorme flertal, der ikke har deltaget i kulturministerens debat. Jeg ved ikke, hvad tv skal sende. Jeg vil kun kunne svare: Noget godt.
For sådan er min egen tilgang. Hvis der kommer noget spændende i tv, og jeg er hjemme og har tid, så vil jeg gerne se det. Det kan være en dokumentar, en tv-avis, et magasinprogram, sport, underholdning eller film. Det er ikke så vigtigt - bare det er godt.
Jeg sætter mig ikke foran fjernsynet og leder efter noget for bagefter at blive irriteret over, at der kun er bras. Så finder jeg hellere noget andet at spilde min tid med.

DR får kniven
Uanset, hvad folk svarer Mette Bock, så kommer hun op med et forslag om at sætte DR på skrump. Det står i regeringsgrundlaget, og Dansk Folkeparti er meget ivrig for at gøre DR mindre.
Paradoksalt nok, for DR laver mere og mere af det, befolkningen efterlyser: Noget godt.
Det går bedre for DR end nogensinde, når vi taler indhold. Men det drukner desværre i hestetransporter, mangfoldighedskonsulenter og fratrædelses-millioner til direktører, som selv siger op.


onsdag den 16. august 2017

Ud af klappen med de ansvarlige

Danmark er et af verdens mindst korrupte lande. Vi borgere tror på myndighederne, og vi har grund til det, for de er lovlydige og ordentlige.
Det er en krumtap i vores demokrati, at vores gode embedsmænd følger lovene og hensigten i lovene. Det skaber tryghed og tillid i hele samfundet, og det er meget, meget værdifuldt.

Helt udansk
Netop derfor er de aktuelle sager om total mangel på administration af fiskekvoter og rækken af svigt i Skat opsigtsvækkende. Det er helt udansk, at vores embedsmænd slet ikke løser den opgave, de er blevet pålagt. Det er skandaløst, og der skal slås meget hårdt ned på det. For tillidens skyld.
Skat er ved at blive helt omorganiseret, og der bliver ansat flere folk. Det er både godt og nødvendigt, og så må vi leve med, at problemerne ikke er løst fra den ene dag til den anden.
Fiskeriet skifter ministerium, og der skal opbygges en helt ny styrelse, som skal starte forfra med at administrere fiskeriets forhold på en ordentlig måde. Det er også fint. Igen tager det tid, og det må vi også slå os til tåls med.

Præmie for milliardtab
Men jeg begriber ikke, at de ledende embedsmænd, som ikke har været deres opgave voksne, i den grad bliver beskyttet.
Det tog månedsvis at fyre direktøren for Skat - og så skulle han oven i købet have  fratrædelsesgodtgørelse. Hvis det står i offentlige chefers kontrakter, at de skal have en præmie, hvis de bliver fyret, så skal de kontrakter laves om. Det hører ingen steder hjemme at forgylde en mand, der har haft det ledelsesmæssige ansvar for, at staten er gået glip af mange milliarder kroner.

Flyttet til andre opgaver
Og senest er to ledende embedsmænd fra Miljø- og Fødevareministeriet blevet degraderet og flyttet til andre opgaver i ministeriet. De havde ansvar for kontrol af fiskekvoterne - en kontrol, der har vist sig at være ikke-eksisterende.
Det underminerer min høje tillid til systemet, at det beskytter folk, som ikke løser deres opgaver. Når man er leder, får man en høj løn for at påtage sig et ansvar. Når det viser sig, at ens opgave ikke er løst, har lederen stadig ansvaret. Så skal han ud, og det skal undersøges, om der ligger svindel bag eller om det bare er inkompetence.

Kreativitet og mod
Jeg går ikke ind for at fyre ledere og medarbejdere i bundter, hver gang der bliver begået en fejl. Tværtimod. Der skal være plads til kreativitet og mod, også i det offentlige.
Men når der er tale om totale svigt, som Rigsrevisionen har påvist både i Skat og i Miljø- og Fødevareministeriet, så skal hammeren falde. Ellers ryger vores tillid. Vi må ikke få den tanke, at lederne i styrelser og departementer først og fremmest tænker på at beskytte sig selv og hinanden. De er til for vores skyld.

lørdag den 12. august 2017

Verdens sidste blyavis



I den første uge af vores ferie kørte vi i cowboy- og indianerland fra Denver til Las Vegas. 
På en af de længste og varmeste køreture trængte vi til en pause først på eftermiddagen. Den øde del af Colorado vrimler ikke ligefrem med byer og landevejs-caféer. Så da der dukkede et byskilt op, tog vi en hurtig beslutning og kørte ind til Sagauche (udtales Sawatch). Der var dødt. Hovedgaden var lang og øde, men vi kunne skimte en bar og et hotel.

En gammel sættemaskine
Da vi havde sat bilen og gik hen imod en butik, der så åben ud, kørte en bil henimod os. Føreren stoppede og pegede på en gul bygning og sagde noget meget amerikansk, som vi ikke rigtig forstod. 
Vi gik hen til bygningen og kunne se en gammel sættemaskine samt en masse rod. Vi tog et billede og satte igen kursen mod den åbne butik. Vi faldt selvfølgelig i snak med indehaveren, som forklarede, at verdens sidste blyavis holdt til i det gule hus. Udgiveren var hendes partner, og hvis ville se stedet, skulle hun gerne prøve at hente ham.

Trykt på 1 ark
5 minutter senere stod vi i avislokalet sammen med Dean Coombs, en 65-årig meget venlig mand med et vildtvoksende skæg og en bomulsdsskjorte med malerpletter. For vores skyld tændte han sættemaskinen og fortalte om sin avis.
The Sagauche Crescent udkommer hver onsdag i 600 eksemplarer. Den er på fire sider, trykt på 1 ark på egen trykkemaskine. Vidunderet er fra 1921, og det samme er sættemaskinen, som Dean Combs demonstrerede for os.

1-fingersystemet
Han satte sig og skrev et stykke ind, som han havde fået fra det lokale museum. Hver linje blev til et lille stykke bly, og de små blybrikker kørte automatisk op og stillede sig ved siden af hinanden. Det larmede noget, og det var fascinerende at se mekanikken på den gamle maskine, mens avisejeren stilfærdigt trykkede bogstaver ind efter 1-fingersystemet.
Journalist - er Dean Coombs ikke. Han opsøger ikke en eneste nyhed, men han bringer alt stof, som folk afleverer. Blot det er gode nyheder. Hans mor havde det princip, at dårlige historier ikke hørte hjemme i The Sagauche Crescent, og det holder Dean fast i.

Papir til 5 år
Hans familie har ejet avisen i 100 år, siden 1917. Dean Coombs er tredje og sidste generation, og han er sikker på, at avisen går ind, når han en gang holder op med at udgive den.
- Jeg tager en dag ad gangen og bliver ved så længe, jeg kan. Jeg har lige købt papir ind til de næste fem år, fortalte Dean Combs, da vi var nået hen til trykpladerne.

Offentlige meddelelser 
Her så vi, hvor nem hans lille produktion er. En stor del af avisen er nemlig genbrug. Det meste af stoffet er offentlige meddelelser fra Sagauche County, en slags amtsmyndighed. Mange af deres informationer skal bringes op til fem gange, og de får den samme plads på arket hver gang. De finansierer også avisen, for amtet betaler naturligvis for at få bragt de officielle meddelelser. Der er ligefrem en regel om, at amtet skal bruge en avis, der er produceret i området til sine officielle meddelelser. Der er ganske vist en større avis i amtet, men den bliver produceret andetsteds, så Dean Coombs sidder på en fast indtægt.
- Det er nok til, at jeg kan leve af det. I det første halvår i år har jeg haft 11.000 dollars mere i omsætning end sidste år, så jeg klager ikke, smiler Dean Coombs.

16-20 dollar om året
Der er også lidt annoncer i avisen, men det interesserer ikke rigtigt udgiveren. Hans veninde i butikken synes, han sælger dem for billigt. Abonnementsindtægterne er også begrænsede. Folk i amtet betaler 16 dollar om året, i resten af Colorado er det 18 dollar og i verden udenfor 20 dollar. Det er ca 130 kr., og der er over 100 faste læsere, som får den lille billedløse avis hver uge med posten. Det er en underskudsforretning for Dean Coombs, men økonomi bekymrer ikke denne histories hovedperson.

CBS kom før mig
En herlig oplevelse i en lille søvnig by i det tidligere guldgraverområde San Luis Valley. Og en sensation med verdens sidste blyavis. Den historie er jeg desværre ikke først med. De to tv-stationer CBS og Al Jazeera har bragt en reportage fra det suverænt mest berømte sted i Sagauche.