torsdag den 25. august 2016

P1 har sportsallergi

Radioens P1 er tilsyneladende allergisk over for sportsnyheder. Måske mener P1, at sport er uvæsentligt. Måske synes redaktionen ikke, vi lyttere burde interessere os for det. Eller måske interesserer P1s ansatte sig ikke for sport.
Jeg ved det ikke.

Politik, samfundsforhold og sport
Men jeg ved, at det er en forkert vurdering. Jeg er P1 lytter, fordi jeg interesserer mig for politik og samfundsforhold. Samtidig interesserer jeg mig for sport. Den kombination er ikke spor usædvanlig. Jeg tipper, at over halvdelen af P1s lyttere også interesserer sig for sport. Det er videbegærlige mennesker.
Vi skal nok finde det andetsteds, men det er bare galt, at sport ikke er en del af en seriøs kanals nyhedsdækning.

Fodboldaktier og Champions League
Her til morgen var der et helt grotesk eksempel. I Radioavisen klokken 7 omtalte P1 en undersøgelse, som dokumenterede, at de børsnoterede danske fodboldklubber taber penge. Beløbet var gjort op, og P1 fortalte, at man ikke skal investere i fodboldaktier for at tjene penge. Man skal kun gøre det for at støtte klubben.
Rapporten var muligvis ny. Men historien var det ikke. Slet ikke. Det har været kendt i årevis, blandt aktieinvestorer og fodboldfans. Og det har været fremme i medierne utallige gange. Også i P1.
Hvad Radioavisen derimod undlod at fortælle var, at FC København 7,5 time tidligere, mens lytterne sov, havde kvalificeret sig til Champions League. Det er ugens største sportshistorie, og det er en god nyhed for alle fodboldinteresserede i Danmark. Den var nem at koble til den gammelkendte historie om fodboldaktier, for kvalifikationen giver børsnoterede FCK en ekstraindtægt på ca. 200 mio. kr.

Segment-succes
DRs radiokanaler har succes, fordi de segmenterer lytterne og præsenterer det stof og den stil, der passer til målgruppen. Det kan de kommercielle radioer slet ikke finde ud af. Men det kan blive for stift, og når P1 nægter at oplyse os om breaking news inden for sportsverdenen, så følger kanalen et koncept uden hensyntagen til lytterne.

P3 - flot segmenteret
Under OL var jeg som radiolytter henvist til P3 for at blive opdateret. Det kan jeg underholde længe om, for det handlede mere om værterne end om sportsbegivenheder i Rio. Men jeg vil nøjes med at konstatere, at jeg helt klart ikke hører til P3s målgruppe.
Så foretrækker jeg sportsallergiske kloge-Åger.

mandag den 22. august 2016

Altså, de der politiske meteorologer

De politiske meteorologer forudser kraftig modvind og uvejr for regeringen her i efteråret. Det bygger de på sommerens gratis udmeldinger fra de partier, som har placeret Venstre på taburetterne.
Hvis man bruger denne teatertorden som eneste grundlag, er opgaven umulig for regeringen. Liberal Alliance vil vælte regeringen, hvis ikke topskatten bliver sænket med mindst 5 %. Dansk Folkeparti vil ikke være med til at sænke topskatten. Så er der ikke noget flertal, og bummelum.

Alt er som det plejer
Alle de politiske analytikere, som nu pisker en stemning op, har oplevet det her før. Og ingen kan huske en situation, hvor en regering blev væltet, fordi den ikke kunne finde flertal for en finanslov eller en større økonomisk aftale.
Det hele er, som det plejer.
Folketinget er sammensat nogenlunde som det plejer at være. Der er en blok af borgerlige partier, som ikke er helt enige. Og der er en blok af ikke-borgerlige partier, som heller ikke er helt enige.
De helt store økonomiske forlig bliver indgået af meget brede flertal, og mindretalsregeringer laver tit finanslovsforlig med partier fra den modsatte blok. Det er ikke spor usædvanligt, og det er sådan, vores lille demokrati skal fungere. Jeg går i hvert fald ikke ind for, at de partier, der har fået 50,7 % af stemmerne, skal bestemme alt i fire år.

Tæl til 90
Når der skal forhandles, gælder det om at tælle til 90. Sådan som det ser ud lige nu, vil det nemmeste for Løkke og Hjort være en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de radikale. Så kan Anders Samuelsen sidde oppe i sit træ og hyle videre om topskatten, der ødelægger alt i det danske samfund. Og det lillebitte konservative parti kan vælge, om det vil være med og fortælle om den store indflydelse, det har fået, eller om det vil stå udenfor og kravle op i træet til liberalisterne.

Hvad hvis vi siger nej
Alle, der forhandler seriøst med en regering ved, at de ikke kan få alle ønsker opfyldt. Det er hele tiden en balancegang: Er det godt nok, det er vi ved at blive enige om her? Og hvad sker der, hvis vi siger nej? Hvem forhandler regeringen så med, og hvad kommer de frem til?
Et eller andet sted i sådan et forløb, kommer parterne på bølgelængde og så kommer der skred i forhandlingerne - og det er kun et spørgsmål om tid, før aftalen er på plads. Det sker hvert år for alle regeringer. Løkkes, Thornings, Foghs, Nyrups, Schlüters, Ankers og Krags. Fortsæt selv rækken.
Det sker også i år, hvor situationen er lige så håbløs, fastlåst og umulig, som den har været hvert år inden den politiske sæsonstart.


mandag den 15. august 2016

Medaljerus

Hvis du for to uger siden havde spurgt, hvor mange medaljer Danmark ville vinde ved OL, ville jeg have været ligeglad. 3, 7 eller 12 - det ville være ét fedt for mig.
Sådan er det ikke længere. Tværtimod. Jeg er hooked på OL, og jeg håber, at Danmark får så mange medaljer som muligt.

Bimlen og bamlen
Min telefon og iPad er slukket om natten, så min digitale maskinpark ikke vækker mig med bimlen og bamlen hver gang, der er breaking news. Men det første, jeg tænker på, når jeg slår øjnene op om morgenen, er danske OL-medaljer. Jeg tænder straks iPad'en og går på dr.dk for at tjekke nattens høst.
I bund og grund kan det være ligegyldigt. Det er bare underholdning, ligesom kongehuset og Vild med Dans.
Men det er underholdning i stort format. Hele Verden er fælles om OL, og det er den mest prestigefulde sportsbegivenhed, der findes.

Dannebrog
Og så viser det, hvad sport kan: aktivere vores følelser. En af dem er nationalfølelsen. Jeg bliver stolt, når en dansker vinder eller får medalje. Jeg får en klump i halsen, når Dannebrog stiger til vejrs, også selv om et andet lands flag kommer endnu højere op.

Leverpostej og regnvejr
Jeg vil gerne være stolt af at være dansker, og det kan jeg godt være uden at have noget imod folk fra andre lande. Det er jo en del af min identitet, at jeg er født og opvokset her. Jeg kan også godt lide leverpostej og regnvejr om sommeren.

Jeg kender en, der....
OL er en af de fælles oplevelser. Nu kender vi allesammen Pernille Blume, Mark O. Madsen og de to glade ropiger. Det er vores OL-helte, og Danmark er ikke større end, at vi næsten er i famlie med dem. Tænk sig: En af mine kollegers niece deler lejlighed med en medaljevinder. Så jeg har på en måde også vundet lidt.

onsdag den 3. august 2016

Nu skal du bare opleve

Cyklen er pumpet, reporteren er klar.
Foto: Solle G 

En børnehave i en lillebitte landsby, der har fået dobbelt så mange børn.
En lokal forening, der har samlet ind til en sofacykel til byens plejehjem.
En ung fyr, der er kommet ud af et misbrug og nu har fået en læreplads.

Det er tre af de historier, jeg i næste uge skal cykle rundt og høre og videreformidle i Ringkøbing - Skjern Kommune.

Små sensationer
Kommunen vil gerne sætte fokus på at få fortalt de små sensationer, og jeg har så foreslået at cykle rundt i fire dage og interviewe folk. Målet er 40 små sensationer på de fire dage, og det skal jeg nok nå. Over halvdelen af dem er allerede planlagt og resten dukker op undervejs.
Mit stunt har allerede skabt masser af glæde og energi. Tankegang har lavet et elektronisk postkort, hvor jeg inviterer kommunens ansatte til at stikke mig en lille sensation. Det er sendt rundt i hele organisationen, og det er piblet ind med henvendelser.

Gammelt nyt
Mine kilder er både glade og taknemmelige for, at jeg vil komme forbi og lave en historie med dem. Mange af historierne har været fremme før, så det er måske ikke selv offentliggørelsen, der er så interessant. Det er lige så meget oplevelsen - at der kommer en journalist, som vil lave en historie om vores lille eller store projekt.
Som journalist har jeg altid fokus på resultatet - den artikel, det billede eller den opdatering på et socialt medie, der kommer ud af interviewet. Og som journalist er det ikke så spændende at lave en historie, som andre har lavet før.

Ros som drivkraft
Men for kilderne er det garanteret helt anderledes. Det er en spændende dag, når der kommer en journalist, der vil lytte og tager billeder. Det er en oplevelse i sig selv, og det giver lidt status eller kaster lidt glans over det, som den interviewede brænder for. Det er anerkendelse eller ros - og det er noget nær den stærkeste drivkraft, der findes.
Glæden smitter. Jeg bliver smigret og glad, når jeg får en begejstret mail om, at de glæder sig til at se mig og ønsker mig en god cykeltur.

Nyt fag: Kildekarma
Den gode oplevelse er helt klart en del af historien. Mon ikke også det gælder i traditionel nyhedsjournalistik?
God kildekarma er ikke et tema, jeg har lært om på journalisthøjskolen eller på efteruddannelse. Det har heller aldrig været et tema på de redaktioner, jeg har været tilknyttet. Men det er vigtigt at arbejde med den gode oplevelse for alle involverede. Det må give det bedste resultat i den sidste ende.