Manden bag Muhammedtegningerne, Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose har netop udgivet en bog om hele forløbet og om ham selv. Jeg har ikke læst den, men jeg har hørt Rose i flere interviews.
Jeg synes, han fremstår som en både sympatisk og tænksom mand. Mit overfladiske indtryk af en lidt fanatisk skikkelse er helt blevet visket væk. Rose har beskæftiget sig meget dybt med alle de problemstillinger, Muhammedkrisen har kastet af sig - og det er han blevet klogere af.
Muhammedkrisen, ytringsfrihed og forholdet mellem religion, politik og samfund er blevet Flemming Roses store sag. Jeg gætter på, at det holder ham beskæftiget resten af hans arbejdsliv.
Der er et par ting, der skurrer i mine ører. Det ene er udtrykket "hån, spot og latterliggørelse". Det er noget, som vi i følge Rose må tåle, når vi har ytringsfrihed.
Det er principielt rigtigt, men jeg synes, det er en besynderlig sag at gå på barrikaderne for. Jeg vil til enhver tid forsvare alle menneskers ret til at sige deres mening. Men at udtrykke det på den måde, at enhver har ret til at håne, spotte og latterliggøre andre - det bryder jeg mig ikke om.
Målet med ytringsfriheden er ikke, at vi skal være onde mod hinanden. Målet er et retfærdigt samfund. Det får vi, når alle har og oplever den fundamentale ret at kunne sige deres mening.
Mit andet svage punkt i forhold til Rose er hans anklager om selvcensur i det danske samfund. Når et museum fjerner et kunstværk fra en udstilling, når et teater tager en forestilling af plakaten eller når et forlag ikke vil trykke en bog på grund af frygt for repressalier fra muslimer (eller andre) - så er det ifølge Rose en farlig indskrænkelse af ytringsfriheden. Det mener jeg ikke.
Jeg mener, det er en almindelig ledelsesmæssig vurdering, som man både har ret og pligt til at foretage. Hvis den skade, man påfører sig selv ved at udgive en bestemt bog, er større end det udbytte, man kan få - så har man ret til ikke at udgive den. Ytringsfriheden er netop en frihed. Det betyder, at jeg har ret til at ytre mig - og til at lade være. Rose og andre må gerne være uenige i de konkrete dispositioner, men de kan ikke nægte forlag, museer eller andre retten til ikke at ytre sig.
På samme måde er det med de famøse tegninger. Selvfølgelig var det lovligt at bringe dem. Selvfølgelig skal det være lovligt i fremtiden. Man må tegne både Muhammed og Dronning Margrethe, som man vil og vise sit værk offentligt.
Det var heller ikke ulovligt at genoptrykke Muhammedtegningerne, da selve konflikten kørte på sit højeste. Men det var benzin på bålet. Det vidste Rose og Jyllands-Posten. Alligevel fremturede de.
Det var dumt. Synes jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar