lørdag den 30. april 2011

Drivhusejerens selvbedrag

Så er drivhuset sat i gang. Det har taget tre weekender med småpuslerier i glashytten bag i haven. Først skulle den gøres ren, siden skulle ruderne kalkes, og i dag har jeg så sat de spæde planter i sækkene.
Det er ren hygge, og jeg går og gør mig vidtløftige forestillinger om sæsonens udbytte. Krydderurterne kom i deres egen plantesæk for et par uger siden, og de pibler frem. I år har jeg lovet mig selv at plante ruccola-salat to gange. Det gror helt fantastisk i drivhus.
Tomater, agurker og peberfrugter gror meget langsomt i starten, men når så tager fat, er det mirakuløst ustyrligt.
To tomatplanter i en sæk kan blive til et vildnis. Jeg nipper og nipper, og alligevel kan man altid finde et kæmpeskud, der skulle have været fjernet for længst.
Økonomien i foretagendet? Der er helt klart penge at tjene. Tag nu agurkerne. Jeg har købt to planter á 20 kr. plus en sæk til 8. Jeg bruger højst for 2 kr. gødning, så den samlede udgift er 50 kr. Jeg er ret sikker på, at vi får 100 agurker, så det er sølle 50 øre pr. stk.
Fed forretning, hvad? Njaa. Der er lige den detalje, at vi højst spiser 10 agurker. De kommer jo væltende i løbet af 4-5 uger, og vi går ikke sådan lige og gnasker agurker som mellemmåltid. Vi forærer dem væk i rå mængder, og der ender desværre også nogen i kompostbeholderen.
Jeg kan lave et tilsvarende regnestykke med tomaterne, mens peberfrugterne arter sig anderledes. Det ender med meget få vellykkede frugter på spisebordet, så det er en stensikker underskudsforretning.
Men det er dejligt at se tingene gro. Det er forunderligt at plukke sine egne tomater og agurker. Og det er skønt at bilde sig selv ind, at den lille amatørgartner sparer husholdningen for en masse penge.

onsdag den 27. april 2011

Amerikansk investor-information

Vi har aktier i Danisco, som det amerikanske selskab Dupont nu i månedsvis har forsøgt at købe. Dermed er vi også målgruppe for Duponts kommunikation. Det er bestemt interessant at være vidne til.
Jeg går ud fra, at Dupont er et meget stort og meget professionelt selskab. Derfor går jeg også ud fra, at deres kommunikationsindsats over for Daniscos aktionærer er nøje tilrettelagt.
På mig virker den amatøragtig, men det kan måske være forskellen på dansk og amerikansk kultur.
Grundlæggende føler jeg på ingen måde, at Dupont har forsøgt at overbevise mig om, at det var fornuftigt at sælge mine aktier. De er kommet med to argumenter:
1. At kursen er 25 % højere end dagen før, tilbuddet blev fremsat.
2. En enig bestyrelse i Danisco anbefaler aktionærerne at sælge til Dupont.
Dupont har derimod ikke fortalt om sig selv, om sine intentioner med at købe Danisco eller om danske arbejdspladser. De har svaret kortvarigt på det i pressen men i den kommunikation, de selv styrer, fylder disse vigtige spørgsmål intet.
Deres tilbud er blevet forlænget to gange, og indtil videre har kun 6 pct. af aktionærerne takket ja. Mange har udtalt i pressen, at prisen var for lav - ikke mindst efter, at Danisco offentliggjorde sit seneste kvartalsregnskab, der var bedre end ventet.
Det har Dupont ikke svaret på over for aktionærerne. Selskabet har på ingen måde hjulpet os med at tage stilling. De bombarderer os blot med breve, annoncer og senest et postkort, som fortæller, hvordan vi rent praktisk skal gøre, hvis vi vil sælge.
Og så sker det i et knudret sprog. Det virker som en oversættelse af en amerikansk tekst. Dupont burde have sat nogen til at skrive teksten om på dansk. Så ville den flyde bedre og være mere vedkommende for mig.
Postkortet bærer overskriften "Vigtig påmindelse til Danisco aktionærer". Det kom mindre end en uge efter det seneste brev og den seneste annoncekampagne. Vi er godt nok danskere, men vi er ikke så dumme, at vi ikke har opdaget Duponts tilbud. Vi har ikke brug for en påmindelse - men for argumenter.
Jeg håber, at Dupont er bedre til at lave ingredienser og kemikalier end til at kommunikere med danskere.

mandag den 25. april 2011

Journalistens skuffende enkle motiv

Vores lokale avis, Nordjyske, har i vinterens løb kørt en fremragende artikelserie om lokale konkursryttere. Ved at behandle data fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har de fundet en række nordjyske erhvervsfolk, som er gået konkurs med det ene selskab efter det andet, har efterladt skuffede kreditorer og har videreført samme aktivitet i et nyt selskab.
En af dem er bladmanden Anders Bruun fra Aalborg, der gennem en årrække har udgivet en række magasiner. Det er sket gennem selskaber, som hver gang er endt med at gå konkurs. 18 konkurser og en samlet gæld på 25 mio. kr. har han ifølge Nordjyskes afdækning lagt bag sig.
I februar erklærede Anders Bruun over for Nordjyske, at han ikke længere ville have noget med bladene at gøre, og i går kunne Nordjyse så afsløre, at Bruun fortsat er involveret. Han har købt debitorregistret af konkursboet og bladene drives fra en ejendom, han ejer. Anders Bruun har efter det oplyste med salget at gøre, men han står ikke i bladenes kolofoner, og han er heller ikke direktør i det nye selskab DNA 1.
Den post indtager journalist Jeppe Søe fra 1. maj, og han har i dag krævet en berigtigelse og et dementi af Nordjyske. Får han ikke det, vil han føre en erstatningssag. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsportal epn.dk.
Anders Bruun vil ikke udtale sig. Han mener, at Nordjyske fører hetz mod ham, fordi han er en konkurrent til avisen. Samme argument bruger Jeppe Søe.
Uden at have nogen som helst forbindelse til Nordjyske kan jeg garantere, at det argument overhovedet ikke holder. Det er en total misforståelse at tro, at en redaktion på en uafhængig avis skriver artikler, der skal tjene bestemte forretningsmæssige formål for den virksomhed, de er ansat i. Det kan lyde mærkeligt for ikke-journalister, men sådan er det altså. Det ligger dybt i enhver journalist, og det er en helt afgørende forudsætning for avisens troværdighed. Nordjyske skriver også kritisk om AaB, selv om mediekoncernen helt fornuftsstridigt er medejer af sportsselskabet. Jeg kan love for, at hverken bestyrelse eller direktion forsøger at påvirke sportsredaktionens dækning af AaB for at pleje Nordjyskes investering.
Jeg hører tit folk i kommunerne fortælle, at den lokale avis bekæmper kommunen af politiske grunde. Det kan være en såkaldt Venstreavis, som er sur over, at kommunen har fået socialdemokratisk flertal. Men det kan også være en Venstre-kommune, hvor ledende medarbejdere er overbeviste om, at røde journalister med overlæg bekæmper borgmesteren og resten af kommunen.
Det er også rent sludder. En lokalavis er uafhængig i sin dækning. Den forfølger ikke noget politisk formål. Dens mål er at fastholde abonnenterne, intet andet. Den tid, hvor de lokale aviser var talerør for politiske partier er for længst forbi. Det var den stort set allerede i min barndom.
Journalistens motiv er at lave en god historie - interessant, spændende, sjov eller overraskende. Journalistens overordnede, redaktøren, har det motiv at sælge aviser. Og her kommer i øvrigt en anden kendt misforståelse. Vi hører så tit om sensationsjournalistik og får at vide, at aviserne sætter nogle vanvittige overskrifter på for at lokke flere til at købe deres produkt.
Det holder i et begrænset omfang for B.T. og Ekstra Bladet. Men alle andre lever af deres abonnenter, og dem lokkker man ikke til med en saftig overskrift. Tværtimod. Dem fastholder man ved at skrive noget interessant, spændende, sjovt eller overraskende hver dag.
Jamen, jamen, siger du måske. Og så disker du op med eksempler på fejlagtige artikler eller overskrifter, som har skadet en virksomhed, en kommune eller en politisk sag.
Mit svar er, at det er hastværk eller en anden form for dårligt håndværk. Det forekommer. Det forekommer desværre hver dag. Men der ligger altså ikke en udspekuleret strategi bag. Desværre. Det er skuffende enkelt, og der er ingen stor sammensværgelse.

tirsdag den 19. april 2011

Pensionist redder sit gamle firma

Jeg har en ven, der hedder Bent. Bent Engelbrecht.
Han har flere venner i den virkelige verden end du og jeg og vores familie har på Facebook. Bent er simpelthen et inspirerende menneske - vidende, nysgerrig, kærlig og tillidsfuld.
Defor er han også en dygtig konsulent. Folk føler sig trygge i Bents selskab.
For 32 år siden startede han konsulentfirmaet Ankerhus, som han var drivkraft for gennem adskillige år. For nogle år siden indledte Bent et generationsskifte, som gik helt efter bogen. En ny ledelse tog langsomt over, og Bent trappede lidt ned. Det gik fornuftigt, men Ankerhus fik et par svære år, da finanskrisen satte ind. Meget svære, viste det sig, for for et par uger siden sagde banken stop, og selskabet gik konkurs.
Bent var hovedaktionær, og jeg er ret sikker på, at han har lidt et stort tab på konkursen. Der til kommer smerten ved at sige farvel til sit livsværk.
Hvad gør man i sådan en situation? De fleste ville ærgre sig og komme videre, men Bent er altså en helt speciel person. Han kastede sig ind i en rekonstruktion, som faldt på plads i løbet af en uge. Nu har Bent købt navn og rettigheder af konkursboet og er startet forfra som direktør for Ankerhus. Han lejer nye lokaler, ansætter folk på nye vilkår og kontakter igen kunderne med tilbud om ledelsesrådgivning.
En iværksætter på 66 år, der er klar til at arbejde tidligt og sent for at få enderne til at nå sammen. Og en god ven, der hjælper så mange som muligt af de ansatte videre efter den pludselige konkurs.
Det er Bent. Bent Engelbrecht. Du kan godt forstå, hvorfor jeg er stolt af at være hans ven, ikke?

mandag den 18. april 2011

Løbetossens selvbedrag

Da jeg havde gennemført New York Marathon erklærede jeg frejdigt, at det blev mit sidste maratonløb. Frem over vil jeg kun løbe for at løbe. Jeg vil ikke presse mig selv med risiko for at blive skadet.
Det sidste overholder jeg indtil videre uden problemer. Jeg har ikke været skadet siden, og jeg har holdt mig væk fra hård træning. Resultatet er, at benene nemt klarer tre ugentlige løbeture på i alt ca. 45 kilometer.
Men det der med maratonløbene ved jeg nu ikke rigtig. Hvis nu det viser sig, at jeg rent faktisk kan holde til det uden at blive skadet, såe...
Inden for den seneste måned har jeg løbet nogle ture, som afslørede en ret god form. En meget hård 15,50 km strøg jeg igennem på 4,27 minut pr. kilometer. Så kan jeg også løbe en halv maraton på 1,33 timer, som jeg gjorde i Skagen en måned før New York.
I går var det en 28 kilometers tur med en højdeforskel på over 150 meter. Gennemsnitstiden var 4,45. Så kan jeg løbe en maraton på 3,35 timer, og det er superduper.
Så - jeg kan da prøve at løbe 30 kilometer de næste par weekender. Hvis så vejret er nogenlunde køligt i København den 22. maj, kunne jeg måske prøve Copenhagen Marathon for første gang.
Den svære øvelse er lade være med at træne for meget de kommende uger. Nu når det går så godt.
Jeg løber stadig for at løbe, og det vigtigste for mig er stadig at kunne løbe tre gange om ugen uden at blive afbrudt af irriterende skader. Men hvis jeg både kan det og klare et maratonløb, så er der ingen grund til at være principrytter. Bare fordi, man i en højtidelig stund er kommet med en lidt svulstig udtalelse.

fredag den 15. april 2011

Min digitale strategi

Har din virksomhed en digital strategi? Sådan lød spørgsmålet på et kursus i Kommunikationsforum, jeg var til for nylig. Vi kiggede alle sammen ned i gulvet, og spørgeren reddede os ved at afmontere spørgsmålet: Nej vel, I har jo heller ikke en telefonstrategi.
Tankegang har faktisk en digital strategi, men den nedskrevne version er et par år gammel og garanteret forældet. Men jeg vil mene, at vi bruger digitale medier bevidst, og at vi hurtigt kan formulere det til en strategi.
Har jeg så selv én? Altså en digital strategi for Stener? Næe.
Jeg skriver på bloggen et par gange om ugen om det, der lige optager mig. Det kunne gøres mere målrettet, så jeg henvendte mig direkte til bestemte målgrupper. Men det er jo svært at segmentere 25 mennesker. Nogen hopper fra, når jeg skriver om politik, andre når det er om løb. Det eneste sikre er, at platte indlæg om populære emner altid har mange læsere.
På Facebook følger jeg venner og kommenterer og liker deres indlæg, men jeg poster ikke andet ned links til min blog.
Til gengæld er jeg ret flittig på Twitter, men der er nærmest ingen linje i mine små indlæg. Det kan være en kommentar til dagens aktuelle emne. Det kan være lidt fra min hverdag, men det kan også være lynhurtig nyhedsformidling af Caroline Wozniackis resultater.
Hvad vil jeg så opnå med mine digitale aktiviteter? Der fik jeg mig. Det har jeg ikke lige tænkt over før nu, og det kniber mig at finde et svar.
Jeg vil gerne have respons. Det er skønt, når nogen svarer og kommenterer. Men det er vel ikke et mål?
Vil jeg gerne være berømt? Næe.
Vil jeg gerne markedsføre Tankegang? Ja, men det gør jeg ikke ret meget privat. Det gør jeg i firmaet. Men jeg er selvfølgelig bevidst om, at jeg også bliver forbundet med Tankegang på min blog og på Twitter.
Så mit mål er - at skrive - at bidrage til gode diskussioner - og at blive fortrolig med de nye medier. Det jeg skriver, er det jeg lige har i hovedet. Mavefornemmelsen driver værket.
Er det for sølle af en kommunikationsrådgiver? Det er jeg bedøvende ligeglad med. Det bliver ikke sjovt, hvis jeg skal forfølge et abstrakt mål.
Jeg løber for at løbe. Jeg skriver for at skrive.
Jeg kan ikke lade være.

tirsdag den 12. april 2011

Løkkes lillebitte valgplan

90ernes SR-regeringer udarbejdede langsigtede økonomiske planer - og holdt dem til punkt og prikke.
Den borgerlige regering overtog i 2001 den eksisterende plan og førte den videre i nogle få år. Så blev det instrument stille og roligt gemt af vejen.
Nu relancerer Venstre og konservative sig selv som økonomisk ansvarlige, og derfor skal de også have en langsigtet økonomisk plan.
I sin nytårstale lovede Lars Løkke at fremlægge sådan en karl, og jeg forstod det sådan, at den nærmest var på vej i trykken. Landet stod nemlig i en alvorlig økonomisk situation, så det gjaldt om at forhandle et forlig på plads hurtigst muligt.
Offentliggørelsen blev udskudt flere gange, og i dag kom planen så. Det store trylleord er fortsat afskaffelse af efterlønnen, men det nåede finansministeren lige at skyde ned i Politiken få timer før, hans chef holdt sit pressemøde.
Tilbage står en papirplan, som regeringen ikke selv tror på - et forhandlingsoplæg, som Dansk Folkeparti nu kan pille fra hinanden og reducere til en eller anden forårspakke tilsat nogle nye stramninger af udlændingeloven.
Alle regeringens medlemmer og talsmænd vil så lægge ansigterne i de allermest alvorlige folder og forklare, at de har udvist ansvarlighed. Og så vil de sige en hel masse om S-SF planens brandbeskatning og totale mangel på ansvarlighed.
Det vil de politiske kommentatorer så analysere og vende og dreje, og de vil vurdere, hvordan Løkke tager sig ud i forhold til Helle Thorning - Schmidt.
Den langsigtede økonomiske plan - ja, den skulle vi helst glemme. Det har jo aldrig været meningen, at den skulle gennemføres.
Lars Løkke og Co. skal ikke redde dansk økonomi. De skal redde deres taburetter.

lørdag den 9. april 2011

Sådan firedobler du dit læsertal

For en uge siden skrev jeg her på bloggen om Martin Thorborgs svovlende kommentar om gebyr for at starte aktieselskaber i Danmark.
Som altid lagde jeg et link ud på Twitter og Facebook, og der kom 20-25 ind for at læse kommentaren. Det var fint.
Jeg sendte også et link til Thorborg, og i går var han så sød at svare. Jeg modtog en lydfil fra ham, hvor han sagligt og stilfærdigt redegjorde for sine motiver. Det blev jeg glad for, så jeg lagde en meddelelse ud på Twitter om, at Thorborg havde sendt et dejligt svar.
Det gav en kæmpe effekt.
I løbet af dagen kom der mails ind om syv nye følgesvende på Twitter. Det sker aldrig for mig. Jeg får højst 1 ny om ugen. Jeg fik også en hilsen fra én, der havde fundet en stavefejl på min blog - tak for det. Så jeg var godt klar over, at der var noget i gære.
Her til morgen kiggede jeg på statistikken, og min blog havde 93 kiggere i går. Vi kan godt blive enige om, at det ikke er ret mange. Men for siden her er det helt uhørt kæmperekord. En gang, hvor jeg rigtig gav den gas, nåede jeg op på 40. Normalt vil et indlæg med en saftig overskrift give 25 besøgende. Men 93 - det har jeg aldrig været i nærheden af.
Nu sidder jeg så og funderer over årsagen til min forbløffende succes. Det er ikke fordi, jeg har skrevet om en kendt person - for det gav jo kun 25 besøg.
Det må være fordi, jeg har fået et svar fra den kendte person.
Ja, mon ikke, det er så ubarmhjertigt, at de besøgende kommer for at høre Thorborgs svar - ikke for at læse mine betragtninger? Det kan jeg godt have en mistanke om. I hvert fald kan jeg konstatere, at de mange besøg ikke har kastet 1 kommentar af sig på bloggen.
Så mit råd til dig, der gerne vil have mange læsere: Skriv noget provokerende om en kendt person og få vedkommende til at svare.
Jeg vil ikke følge opskriften. Jeg vil hellere skrive om noget, jeg brænder for og så lade mig nøje med 20 læsere.
20 gode læsere.

PS. Jeg ville gerne lægge Thorborgs lydfil op på bloggen, men jeg kan ikke finde ud af at vedhæfte filen.

tirsdag den 5. april 2011

Er du overhovedet integreret?

Gå en tur i et af de belastede kvarterer i en af vores storbyer. Så møder du nogle unge rødder, der hænger ud og kigger skeptisk på dig. Det er ikke trygt, og du tænker straks, at de nok er kriminelle og at de burde arbejde i stedet.
De er på samfundets kant. Er de overhovedet en del af samfundet?
Det kommer an på hudfarven. Hvis de er hvide, er svaret ja. Ellers er de ikke. Så er de 2. generations indvandrere, og så har de en bande. De vil ikke integreres, siger vi.
Da jeg løb en tur i København forleden aften sad tre skumle mænd og røg hash på en bænk ved søerne. De var hvide, selv om huden ikke var helt ren. Jeg er sikker på, at de er flittige gæster i politiets døgnrapport. Hvis jeg boede i kvarteret, ville jeg låse min dør meget grundigt, for jeg er sikker på, at de tre fyre og nogle af deres kammerater kunne finde på at bryde ind. Lever de op til danske værdier? Er de integreret i det danske samfund?
Jeg har også før løbet gennem palækvarterer i Hellerup. Det er en helt anden verden. Her lever folk et isoleret liv uden forbindelse til vores andres hverdag. De har ansatte til at klare det praktiske arbejde og får tiden til at gå med teater-, museums- og cafébesøg. De læser fine bøger og tager på eksotiske rejser. Når huset skal renoveres, hyrer de billige udenlandske håndværkere, for de er sure over de tårnhøje danske skatter. Lever de op til danske værdier? Er de integreret i det danske samfund?
I enhver by i Danmark sidder alt for mange ensomme og isolerede mennesker i små lejligheder. De har aldrig haft arbejde eller også har de mistet det, og er nu førtidspensionister. De har et kæmpe forbrug af medicin, en elendig økonomi og ingen omgangskreds. Lægen er deres vigtigste kontakt. De deltager ikke i samfundslivet, stemmer ikke ved valget og gør på overfladen ingenting for at bringe sig selv ud af deres håbløse situation. Lever de op til danske værdier? Er de integreret i det danske samfund?
Ikke så langt her fra bor en bondemand. Han og samleveren ejer vist 10 gårde, og jeg tror, al deres arbejdskraft er fra Østeuropa. Der ser herrens ud på gårdene, og vi ser jævnligt døde svin ligge udækket tæt på vejen. Bonden har haft flere sager om gylleudslip, og han har pløjet nogle fredede kæmpehøje ned. For mig ser det ud som om, han slet ikke tænker på sine omgivelser men kun på sin egen pengepung. Lever han op til danske værdier? Er han integreret i det danske samfund.Spørgsmålstegn.
Hvad med dig selv? Hvad med mig?

fredag den 1. april 2011

Martin Platborg

Jeg er fan af Martin Thorborg, og som en rigtig ven kan jeg godt tillade mig at give ham et los i røven.
Forleden udgav den kendte it-mand et af sine hurtigt producerede videopodcasts, og det har fået enorm opmærksomhed. Stor medieomtale, rekordmange hits på YouTube og over 1000 kommentarer. De fleste klapper guruen på ryggen.
Budskabet var okay. Thorborg er rasende over, at det nu koster 2000 kr. at starte et aktieselskab. Det skal han være som stifter af en iværksætterportal.
Men Thorborg bruger de mest primitive og platte kommunikationskneb for at få opmærksomhed. Han opnår ikke de høje seertal på grund af den gode sag. Det er på grund af overskriften og hans frådende udfald mod danskernes trang til at blive underholdt.
Fuck Holger hedder indlægget.
Og en stor del af det handler om den 3-årige dreng, der forsvandt og blev fundet i Tranum Klitplantage. Thorborg bander og svovler over, at danskerne interesserer sig mere for lille Holger end for dem, der skal skaffe os smør på brødet. Undervejs kommer der også en række bandeord om vinderen af X-Factor.
Det er klassisk manipulation og fint udført. Men det er stadig manipulation.
Thorborg bruger Holger og X-Factor til at få opmærksomhed. Og så krydrer han med et overdrevent svulstigt sprog, som i sig selv giver opmærksomhed og får os til at sende linket videre. Hen imod slutningen står manden nærmest og skriger, og tilhørerne glemmer alt om iværksættere og aktieselskaber. Vi sidder bare og måber over en mand, der går bersærk. Og vi tænker: Sender han virkelig det her ud?
Hvis Thorborg virkelig synes, det er forkert, at vi interesserer os for meget for underholdning, så er det ikke troværdigt, at han selv bruger underholdningskneb for at få os til at lytte til ham.
Og jeg er ret sikker på, at historien mere kommer til at handle om Thorborg end om gebyret for at oprette et selskab.
Hvis du har oplevet den stortalende mand, vil du måske indvende, at det ikke er bevidst manipulation. Han er sådan og taler sådan, og når han rigtigt bliver ivrig, vælter grovhederne ud af munden. Det er en del af Thorborgs charme og personlighed.
Ja, det er korrekt. Men det er stadig plat, og når plathederne fylder mere end budskabet, er det bare underholdning.
Det ved Thorborg også godt.
Alligevel gør han det. Og slipper godt fra det. Det er da lidt sjovt.

http://www.thorborg.tv