lørdag den 30. marts 2013

Påskekonkurrence: Gæt 14 fra eliten

Hej

Her er en lille påskekonkurrence. Du får navnene på 7 kvinder og 7 mænd, som allesammen tilhører eliten inden for det samme område. Gæt, hvad det er.
Her er navnene:
Kvinder: Liv Holm Andersen, Kirsten Brosbøl, Linda Kristiansen, Annette Lind, Sara Olsvig, Lotte Rod og Sanne Rubinke.
Mænd: Jacob Bjerregaard, Thomas Danielsen, Mikkel Dencker, Lars Dohn, Henning Hyllested, Daniel Toft Jakobsen og Jens Joel.
Hvad tror du?

Basket eller tv?
Er det stamspillerne på vores to ungdomslandshold i basketball? Er det den seneste årgang på forfatterskolen eller balletskolen? Er det mon deltagerne fra Paradise Hotel? Er det 14 nye studieværter på TV2? Eller er det topscorerne fra Mærsks interne lederuddannelser?
Nej.
De her folk er ikke bare i eliten. De er også kendte.

Her kommer løsningen
Men derfor er det ikke sikkert, du kender dem. Jeg gjorde det heller ikke, før jeg slog navnene op.
Her kommer løsningen:
De er medlem af Folketinget, og de repræsenterer alle partier på Christiansborg. De er altså blandt de førende politikere i Danmark. De har stor indflydelse. De kender til tusindvis af detaljer i lovgivningen om vindmøller, anbringelse af børn, Det kongelige Teater, fødevarekontrol, tilskud til efterskoler og regulering af boligstøtte.

Lygtepæle og medier
Deres ansigter har prydet lygtepæle landet over i flere uger, de har skrevet masser af læserbreve i lokale aviser og har udtalt sig til lokale, regionale og landsdækkende medier mindst 100 gange.
Men du kendte dem ikke. Jo, du gjorde. Men jeg gjorde ikke.

Skærmtække?
Så kan du tænke over forklaringen. Er det min manglende interesse for politik, mediernes fokus på enkelte toppolitikere eller de 14 personers manglende skærmtække?
God påske :-)

fredag den 29. marts 2013

360 km blaffertur for et par billeder

Hvis ikke du tager blaffere op, snyder du dig selv for en spændende oplevelse og en god historie.
Jeg åbner sjældent bildøren for en blaffer - men det er af den triste grund, at næsten ingen rejser på tommelen længere. Der går år imellem, at jeg møder én, jeg har mulighed for at tage med, men så gør jeg det også meget gerne.

Ungarer fra idrætshøjskolen
Forleden var der bid tæt ved en af motorvejsafkørslerne ved Aalborg. Der stod Aarhus på den unge mands skilt. Jeg skulle til Silkeborg, så jeg forklarede, at han kunne køre med til Randers.
Han var ungarer og gik på idrætshøjskolen i Brønderslev, og det fik vi en hyggelig snak om. Da vi nærmede os Randers, forklarede jeg, at jeg ville sætte ham af på en rasteplads, fordi jeg skulle videre til Silkeborg.
Så slog han op i et stort smil og vendte sit skilt om. Der stod Silkeborg, så han fik lov at køre med hele vejen. Det var så ikke hele vejen, skulle det vise sig.

Billeder på Himmelbjerget
Hans egentlige ærinde var Himmelbjerget. Her skulle han tage et par billeder, som han gerne ville sende til en pige, som han åbenbart var lun på. Min passagerer talte ikke så godt engelsk, men jeg spurgte ind til det flere gange, så jeg er ret sikker på, at han tog på stop fra Brønderslev til Silkeborg alene med det formål at tage et par billeder på toppen af Himmelbjerget.
Jeg satte ham af på stationen i Silkeborg kl. 12.45, og der gik et tog mod Ry et kvarter senere. Han skulle være hjemme i Brønderslev igen til aftensmaden, og hans kammerater havde forklaret ham, at hans plan var helt urealistisk.
Det kunne jeg kun give dem ret i. Især, når han åbenbart havde fået at vide, at han skulle køre via Aarhus. Jeg har selv blaffet en del fra Aarhus, og der er garanti for meget lange gåture, hvis ikke man starter på den rigtige indfaldsvej.

Pigen er imponeret
Jeg skulle til et møde, som jeg på forhånd tippede til at vare højst to timer. Vi aftalte, at han kunne stå klar på banegården mellem kl 14.30-15.00, og så ville jeg hente ham, hvis jeg kom i det tidsrum. Mit møde varede næsten til kl. 15.30, og da vi skulle have gæster om aftenen, var der ikke tid til et svinkeærinde omkring banegården.
Jeg håber, min ven fik nogle gode billeder. Og jeg er helt sikker på, at pigen bliver imponeret.

mandag den 25. marts 2013

Kritisk interview - en god samtale

Enhver mediefidus med respekt for sig selv har set Martin Krasniks interview med Lars Hedegaard, som Søren Krarup og hans datter fik sat en masse blæst om.
Vi sad også med, da Martin Krasnik selv var interview-offer i Deadline lørdag aften. Her havde DR givet Poul Erik Skammelsen fra TV2 frie hænder til et kritisk interview.

Krarup satte dagsordenen
Og minsandten, om ikke begge interviews blev dissekeret i Presselogen på TV2 News dagen efter. Der var jeg ude at gå tur med hunden. Der gik for meget journalisme i den for mig (og vi kan heller ikke tage News).
Diskussionen drejer sig nu om formen på Krasniks interview - og ikke på Hedegaards ekstreme holdninger, som Krasnik søgte at få frem i lyset. Godt gået af Søren Krarup. Han forstår altid at sætte dagsordenen.

Journalisten skal have svar - ikke ret
Jeg er ikke spor forarget over Krasnik, men rent fagligt kan man godt diskutere, om han kunne have grebet opgaven anderledes an. Et kritisk interview behøver ikke at være en duel. Opgaven for journalisten er ikke at få ret i nogle påstande - men at få nogle oplysninger eller holdninger frem. Det er ikke sikkert, at den konfronterende stil er den mest velegnede.

Behagelig tone
Et kritisk interview kan godt foregå i en behagelig tone og som en god samtale. Når jeg tænker nærmere over det, tror jeg faktisk, TV2 er dygtigere til det end DR, som ellers er min foretrukne kanal. DR-interviews ender alt for tit med afbrydelser eller med, at journalisten stiller det samme spørgsmål tre gange og kræver at få et klart svar på det.
Som i al anden journalistik gælder mottoet "don't tell it - show it" også her. Vi seere er ikke så dumme, at vi skal have det ind med teskeer to gange for at fatte, at ministeren ikke kan eller vil svare på lige præcis det spørgsmål, som journalisten stiller. Det er heller ikke et mål i sig selv. Målet må være at blive klogere på ministerens holdninger. Det bliver vi sjældent gennem en ubehagelig konfrontation.

Stil spørgsmål
Journalistens håndværk er at stille spørgsmål. Den gode samtale opstår, når et svar afføder et nyt, uddybende spørgsmål. Når vi mærker, at journalisten er videbegærlig og nysgerrig. Og når interviewet varer så længe som 25 minutter, skal vi også gennem samtalen have et indtryk af den interviewedes personlighed.

Svært og meget svært
Det er svært, og med en lidt ustruktureret person som Lars Hedegaard er det meget, meget vanskeligt. Lige som det er med en rigtig dygtig politiker, der har forberedt tre statements sammen med den spindoktor, der står lige uden for studiet og følger hver en bevægelse.

onsdag den 20. marts 2013

SF mangler bare en anledning

Med de unge såkaldte arbejderisters farvel til SF er min spådom om SFs snarlige farvel til regeringen blevet endnu mere aktuel.
Partiets medlemmer bakker slet ikke op om regeringens økonomiske politik. Partiets ledelse gør det vel formelt set, men ikke helhjertet, for så er de i modstrid med medlemmerne. SF-vælgerne val(g)farter over til Enhedslisten af samme grund.
Nu forsvinder de veltalende, unge SFere, som skulle sikre og sætte ord på den pragmatiske linje.
Så er der ikke andet end nogle taburetter, der holder SF i regeringen, og det er for spinkelt.

Overenskomsten?
Så jeg er ret sikker på, at det eneste, der skiller SF fra at gå i opposition, er en god anledning. Den kan komme når som helst. Det første, jeg kan få øje på, er lærernes overenskomst. Hvis Corydon og Vestager laver et KL-venligt indgreb, så har SF den perfekte sag til at sige farvel og tak og tilmed et fint afsæt til at få vælgere tilbage i den lille fold.
Ellers må de vente på forhandlingerne om Vækstpakken. Eller en anden sag, som jeg ikke lige har set komme. Men den kommer snart.

fredag den 15. marts 2013

Et helt klart både og om lærerkonflikten

Er det godt eller skidt, at KL og Danmarks Lærerforening er på konfliktkurs? Det har jeg spekuleret over, mens debatten har kørt, og jeg er nu kommet frem til en knivskarp konklusion: Både og.

Fordele ved konflikt
- Konfliktvarslet har skabt en fin debat i medierne og blandt folk om den danske folkeskole, om det vores børn lærer og måden, undervisningen foregår på. Jeg synes, den debat har fyldt mere end den lidt firkantede diskussion om lærernes arbejdstid. Det er godt for skolen, og dermed for samfundet.

- Debatten om heldagesskolen og helhedsskolen har fået kød og blod under konflikten. Det er rigtig godt, for det er en stor omvæltning, regeringen lægger op til, og der er både plusser og minusser ved den.

- Og så er det selvfølgelig dejligt, at vi endnu engang ser den højt besungne danske model fungere. KL og lærerne er godt i gang med at presse hinanden. Det er sådan, det skal være. Og det er dejligt, at ikke alle vigtige beslutninger skal træffes i sene nattetimer på Christiansborg.

Ulemper ved konflikten
- Den værste ulempe er risikoen for en bitter strid, som får mange lærere til at opfatte den faglige kamp som deres vigtigste opgave. Skolen og samfundet har brug for, at lærernes engagement kommer børnene til gode - og ikke brændes af på vrede mod KL eller "politikerne".

- Der er også tendenser til, at parterne stiller sig hen i et hjørne og råber ad hinanden. Det har vi set fra begge sider, og det kommer der intet godt ud af. Det svækker både kommunernes og lærernes troværdighed.

Arbejdstiden
Stridens kerne er lærernes arbejdstid. KL ønsker, at lærerne skal undervise eleverne i længere tid og at tilrettelæggelsen skal foregå på den enkelte skole. Lærerne ønsker nogle overordnede rammer for arbejdstiden, som alle skal rette sig efter.
Det må de finde ud af. Der må være plads til, at begge giver sig. Som jeg forstår det, er lærerne klar til at acceptere mere undervisningstid - og i praksis længere arbejdstid. Så må KL også give sig på sit krav om at afskaffe den centrale arbejdstidsaftale.
Husk lige: Skolen fungerer jo i dag. Der er altid plads til forbedringer, men det er altså ikke lærernes arbejdstidsaftale, der er skyld i alle problemer i den danske folkeskole.

Konklusion
Hvis lærerne og KL indgår en aftale uden Folketingets indblanding, er jeg helt sikker på, at konflikten har været nyttig - også selv om den har kostet eleverne en uge eller to uden undervisning. Så har det faglige system bevist, at det kan løse en meget svær opgave, og så har vi i hele samfundet fået vores skole højere op i bevidstheden. Det vil være fedt.

Hvis det bryder endegyldigt sammen, er det omvendt et nederlag af dimensioner for de professionelle organisationer, som har tilranet sig en del magt. Og vi risikerer, at alt for mange lærere alt for længe ser det som deres vigtigste mål at arbejde efter reglerne. Det vil være en ulykke.


torsdag den 14. marts 2013

Gerne mine ord igen

Jeg har netop fået en opgave ind med at hjælpe en kunde med en mediestrategi.
I det baggrundsmateriale, jeg så har modtaget, fremgår organisationens vision flere gange. Den er altid nævnt først, og den er omdrejningspunktet for det arbejde, Tankegang nu skal byde ind på.
Det er jeg rigtig glad for. Det var nemlig Tankegang, der stod for processen med visionen for 6 år siden, og jeg er manden bag formuleringerne.

Tre afslørende ord
Da jeg læste dem igen i går, stoppede jeg lige op ved det ene af de tre afsnit. Der var et eller andet galt. Jeg kunne mærke, at rytmen var brudt, og der stod noget, som ikke hørte hjemme i teksten.
Nu har tjekket det, og det viser sig, at de har rettet i min oprindelige formulering. Det er en tilføjelse, som selvfølgelig må være vigtig - men som altså generer mig rent sprogligt. Jeg kunne med det samme mærke, at jeg ikke havde skrevet de tre ord, som det viste sig at være.
Er det ikke utroligt, at jeg kan opnå en fysisk reaktion ved at se en lille ændring i en 6 år gammel tekst? Jeg kan altså ikke huske alt det sludder, der løber gennem mine fingre gennem år og dag.

Intensivt arbejde
Men netop sådan en visionstekst er et meget intensivt arbejde. Kloge mennesker diskuterer en hel dag, og vi skriver nogle punkter og ord op, som er centrale. Med hovedet fyldt af det sætter jeg mig til tasterne og forsøger at favne alt indholdet, samt afsenderens stil og intentioner i en tekst, der flyder og er let at forstå. Det cykler rundt i hjernen, og mens jeg skriver, kasserer jeg masser af formuleringer. Selve arbejdet tager en time, og når jeg kommer tilbage med resultatet, kan jeg argumentere for hvert et ord.
Alt det kom tilbage til mig, da jeg læste den 6 år gamle tekst og de tre famøse ord kunne jeg naturligvis ikke argumentere for.

Sprog og personlighed
Den intensive skriveproces er en del af forklaringen med netop sådan en tekst. En anden er min sproglige stil. Vi skriver alle sammen på en særlig måde. Sprogforskere kan måske sætte begreber på min eller din skrivestil, men vi andre kan ikke. Men jeg kan rent intuitivt genkende min egen stil, og derfor sprang de tre ord sådan i øjnene på mig.
Mit sprog er en del af min personlighed. En afslørende del, når man søsætter så mange ord, som jeg gør.

Min læser i serie 2
Det lærte jeg for 30 år siden, da en af mine nuværende bloglæsere til min store forbløffelse fortalte, at han læste mine kampreferater fra serie 2 fodbold i Holstebro Dagblad. Vi var 2 journalister, som skrev om disse vigtige begivenheder, og der stod intet navn på artiklerne. Alligevel kunne min ven uden problemer udpege de referater, jeg havde klimpret ned. Han kendte mig. Han kendte mit sprog, og det kunne jeg ikke skjule selv i et klinisk referat på 20 linjer af en ret ligegyldig fodboldkamp.

lørdag den 9. marts 2013

Sygelig sameksistens

I Politiken i dag svarer BT-journalist Lars Fogt sobert igen på to meget personlige og barske angreb, han er blevet udsat for fra Zenia Stampe (R) og Ellen Thrane Nørby (V). Bedøm selv lødigheden her: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1917626/paa-christiansborg-er-godbidskulturen-sat-i-system/

Sladdertasker på pressetjenesten
Det er endnu et bidrag til historien om en sygelig sameksistens mellem politikere og medier.
I dette tilfælde var det angiveligt den statsstøttede pressetjeneste for Venstre, der brugte tid på at samle billeder og eksempler på Helle Thorning-Schmidts fine dametasker. Så sendte Venstre-journalisterne det til deres venner på BT med en opfordring om at skrive en historie om Gucci-Helles enorme privatforbrug.
Lars Fogt afviste at gøre det, fordi det var for plat, men BT tog rent faktisk historien op.

Politisk arbejde på BT
Vi har altså et politisk parti, der som en del af sin virksomhed, laver sladderpresse-journalistik.
Det er den ene side af medaljen. Den anden side er en avis, der laver politisk arbejde, og det er igen BTs forhold til den nuværende statsminister, vi skal have fat i.
Avisen spillede en helt central rolle i den skattesag, som en kommission i øjeblikket undersøger. Et centralt notat i sagen, som beskriver, hvorfor Stephen Kinnock skulle være skattepligtig i Danmark, er simpelthen udarbejdet af redaktionschef Simon Andersen på BT. Han har siddet og fundet eksempler på andre sager om beskatning af udenlandsdanskere. Det har han samlet i et notat, som han vist nok i flere omgange har sendt til den tidligere skatteministers spindoktor.
Notatet kom helt til tops i Skatteministeriet og indgik i Skat Københavns behandling af sagen. Desværre for Simon Andersen holdt det åbenbart ikke vand rent fagligt, for skattefolkene nåede frem til den stik modsatte konklusion.

Logrer halen med hunden?
Hvem der er politiker og hvem der er uafhængig journalist i det  samarbejde, der foregår mellem BT og Venstre - det er svært at afgøre. Det er ikke ulovligt, men det er fint, at vi får afdækket det tætte parløb, det tidligere ledende regeringsparti kørte med BT under sidste valgkamp.
Hvem der er hund, og hvem der er den logrende hale, må du selv afgøre.

onsdag den 6. marts 2013

En ordentlig vestjyde

Jeg er jyde.
Jeg har boet 21 år i Holstebro, 3 år i Århus og 26 år i Frederikshavn.
Måske er jeg ved at blive nordjyde. Måske er jeg det allerede. Men jeg er også vestjyde.
Det mærker jeg i disse dage, hvor jeg arbejder i Ringkøbing. Jeg bor på Vestjyllands Højskole lige uden for Velling, og det er det rigtige Vestjylland.

Bælgmørkt og ikke andet
I aftes var jeg ude at løbe en tur. Der var bælgmørkt og næsten ikke andet. Der var bare marker og meget få bygninger, og der lugtede af landbrug. Det er Vestjylland.
Folk her er hjælpsomme uden at sige for meget. Der er husregler på skolen, som bliver overholdt som noget helt naturligt. Aftensmaden serveres klokken 18. Man sætter sig ved bordet og hilser på de andre. Så kommer kokken og fortæller, hvad vi skal have at spise. Hun siger "værs'go", og så klapper vi. Respekt for maden - og der er rigeligt af den.
Det er Vestjylland.

Ordentlige værdier
I dag talte vi blandt andet om de tre værdier, jeg har været med til at formulere for Ringkøbing - Skjern Kommune: Ordentlig, nysgerrig, handlekraftig.
Det ord, som alle kan huske - det er ordentlig. Her på egnen er det et plusord. I hovedstadsområdet er det gammeldags, lidt Matador-agtigt, men ikke i Vestjylland.
Vi ved godt, at ordentligt ikke er et cool ord. Men som en af deltagerne sagde i dag: Det er et fedt ord.
Det er fedt, fordi det favner begreber som respekt, anerkendelse, rettidighed og omsorg på en vestjysk måde. I Vestjylland giver det rigtig god mening, at kommunens ansatte behandler hinanden og andre ordentligt. Det er ikke en kliché. Det er et ord, som alle forstår og kan forholde sig til.
Var det ordentligt? spørger de ansatte deres chef, spørger journalisten fra den lokale avis borgmesteren, spørger forældrene skolelederen. De henviser til kommunens værdier, og så får de en god diskussion.

En ordentlig diskussion
Eller en ordentlig diskussion, skulle jeg måske sige. Herude er en ordentlig diskussion ikke et skænderi. Det er en diskussion, hvor vi taler ordentligt til hinanden.
Gid der var flere vestjyder.