fredag den 10. september 2010

Præst holder verden for nar

En præst i en lillebitte kirke i Florida er ved at lave en ny Muhammedkrise, fordi han har fået den fjantede idé at brænde 200 koraner af.
Det kan endda blive større end Muhammedkrisen, fordi Terry Jones kommer fra USA, som i den muslimske verden må have større symbolbetydning end Danmark og Jyllands-Posten. Vil jeg tro.
Terry Jones vil brænde koranerne, fordi terrorangrebet i New York den 11. september 2001 efter hans opfattelse var en direkte følge af tekster i muslimernes hellige bog. Det har han ret til at mene, og personligt kan det overhovedet ikke hidse mig op, at 200 koraner går op i røg. Blot det sker på en sikker og miljørigtig måde.
Det problematiske er naturligvis, at præsten ved, hans aktion vil medføre en heftig reaktion blandt muslimer. Han ved, det vil koste menneskeliv, lige som Kurt Westergaards tegninger gjorde. Det vidste Jyllands-Posten ikke i sin tid.
Det allerbedste havde været, at manden ikke havde fået nogen medieomtale. Så kunne han stå der på en mark sammen med 50 proselytter og varme sig ved bålet i en eller anden Guds navn.
Men det kan ikke lade sig gøre i 2010, og det skal det heller ikke. Det er en uundgåelig hage ved pressefriheden, at spektakulære narrehatte får meget stor medieomtale.
Det var derimod ikke nødvendigt, at den amerikanske regering gik ind i sagen og pustede til ilden. Det har kun givet Terry Jones alt for meget opmærksomhed. Resultatet er, at ekstreme muslimer over alt i verden nu er klar til at gå i bevægelse.
Det er i øvrigt også vanvittigt. Bliv hjemme og vær sammen med jeres familie. Terry Jones er ikke repræsentant for Vesten eller for kristendommen. Han er bare præst for 50 mennesker i en lille landsby.

1 kommentar:

Arne M sagde ...

Ja, det er en helt utrolig historie. Anders Fog og David Petraeus er allerede ude at bede pastor Fjols fra Florida om at lade være. Proportionsforvrængning af værste klasse. Det er da kun at opmuntre til mere af den slags. Som for to uger siden, da en bande hærværksmænd ødelagde et bederum i Slagelse og Dansk Folkeparti krævede, at regeringen gik ind i sagen. M.a.o. opmærksomhedssøgende hjernedøde har aldrig haft så meget interesse på højeste plan som nu. Hvorfor skulle de holde op? Man giver dem, hvad de vil have.