tirsdag den 28. august 2007

SOSU - en nødvendig uddannelse

I går var jeg i Dianalund og havde fornøjelsen af at holde møde med ledelsen i SOSU Vestsjælland. Vi skulle diskutere deres interne og eksterne kommunikation.
Det VAR en stor fornøjelse. Skolen uddanner plejepersonale til kommunerne, og det er en meget vigtig opgave for samfundet. De gamle, de syge og de handicappede skal passes på en ordentlig måde. Tankegangs opgave som kommunikationsbureau er at hjælpe SOSU Vestsjælland med at tiltrække elever på kort og på lang sigt. Det skal ikke foregå ved en reklamekampagne men ved at skolen konstant fortæller sin omverden om de gode uddannelser og det meningsfulde fag.
På mødet oplevede jeg meget stærkt, at skolens folk brænder for sagen. De synes simpelthen, det er så vigtigt, at de ældre får en professionel pleje. Som en af lederne udtrykte det: "Det er rart at kunne hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv".
Det er selvfølgelig banalt. Men det er vigtigt at holde fast i - for alle ansatte og over for omverdenen - at der er tale om en meningsfuld og nødvendig opgave. Hele grundlaget for uddannelsen er glæden og tilfredsstillelsen ved at kunne hjælpe folk, der ikke kan klare sig selv.
Hvor mange kan sige det om deres arbejde? Hvor mange kan med én simpel sætning udtrykke den dybere mening med det, de bruger 30-40-50 timer på hver uge?
Verden kan leve uden bordfodboldspil, PH-lamper og kommunikationsworkshops. Men vores samfund og vores liv bliver fattigere, hvis vi ikke kan tage os af de gamle på en anstændig måde.
Vi tager den lige igen: "Det er rart at kunne hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv". Det udsagn bliver stående igennem det projekt, Tankegang nu byder ind med hos SOSU Vestsjælland.

onsdag den 22. august 2007

Hvad tænker taktikeren Fogh?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er kendt som Christiansborgs bedste taktiker og skarpeste analytiker. Netop derfor er det så interessant at gætte på hans motiver til at fremlægge en kæmpe velfærds- og skattepakke uden at have et politisk flertal på plads.

Går han efter et valg? Det lyder usandsynligt. Skattelettelser til de rige er ikke nogen magnet hos de vælgere, Venstre kæmper med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om. Det er også en ren foræring til Helle Thorning-Schmidt, som med regeringens udspil kan komme med sit enkle og let forståelige budskab om ikke at klatte overskuddet væk til skattelettelser. Det er et flertal af danskerne enige med hende i.

Nå.

Hvis ikke Fogh går efter et valg, går han vel efter et forlig? Det ser ikke sådan ud. Dansk Folkeparti er ikke taget i ed, og partiet har på forhånd klart sagt nej til skattelettelser. Ved tidligere store udspil fra regeringen, har Dansk Folkeparti principielt tilsluttet sig inden forhandlingerne gik i gang. Ja, de ville have - og fik - indrømmelser, men gik til møderne med Fogh & co. i sikker forvisning om at få en aftale.
Denne gang ej. Hvorfor?

Regeringen har brug for Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne for at opnå flertal. Radikale og Ny Alliance er ikke nok. Hvorfor er der ikke en underforstået aftale med Dansk Folkeparti om denne sag, der rent pr-mæssigt får fuld skrue fra regeringschefen?
Det ved vi måske om en måned eller to.
Min teori er, at statsministeren simpelthen er træt af sit flertal. Konservative og Dansk Folkeparti er i åben krig, og konflikten bliver bare værre og værre. Det er umuligt at lægge en politisk linje og følge en strategi, når to af de tre samarbejdspartnere konstant farer i flæsket på hinanden - og i øvrigt også er politisk uenige på rigtig mange områder.
Så nu tænker Fogh først og fremmest på Venstre. Han vil fremstå som den resultatorienterede, visionære leder, som gerne vil række hen over midten og favne alle danskere. Så overlader han det til konservative og Dansk Folkeparti at tage skylden for sammenbruddet i forhandlingerne. Lykkes det, kan Fogh gå til valg uden blod på hænderne og i valgkampen kan hans to samarbejdspartnere svine hinanden til.
Efter valget er der så en ny parlamentarisk situation. VKO har sikkert mistet sit flertal, og alskens bogstavskombinationer kommer i spil. Her er Foghs bedste håb, at han stadig står som leder af Danmarks største parti, og at det fører til en ren Venstre-regering, som manøvrerer sig frem med skiftende flertal.
En sidegevinst ved den taktik fra Foghs side er, at Dansk Folkeparti og konservative falder til patten og indgår forlig om velfærds- og skattepakken. Så har Fogh igen leveret resultater, og Helle Thorning-Schmidt er endnu engang sat uden for døren.

fredag den 17. august 2007

Rygerne har ordet for en kort bemærkning

I denne uge har rygerne haft ordet i den offentlige debat. Det er de ikke sluppet godt fra. De mangler i den grad en spindoktor, der kan rådgive dem om at fremføre positive budskaber på de rigtige steder og tidspunkter.
Det mest fatale har været, at rygerne næsten konsekvent har ladet sig interviewe på værtshuse. Det var der en vis stemning over for 20-25 år siden, men folk der går på værtshus hver dag, er ikke ligefrem trendsættere i dag. De fleste af talsmændene for rygernes sag ser blege og usunde ud. Vi må gå ud fra, at det er ikke-rygere, de ønsker at overbevise om, at de skal have ret til at ryge på restauranter, værtshuse og arbejdspladser. Når vi ser disse hostende mennesker med gusten hud, er vores højeste ønske sådan set at hjælpe dem med at holde op med at ryge. Det er ikke at give dem flere steder at dyrke deres last.
Demonstrationer, hvor folk pulser løs på overdimensionerede cigarer eller har 2-3 cigaretter i munden ad gangen, kan heller ikke overbevise ikke-rygere om deres medmenneskers gode sag. Det giver presseomtale her og nu, fordi sagen er aktuel. Men det er ikke lykkedes rygerne at trænge igennem med vægtige argumenter. Derfor dør debatten lige så stille ud, og rygerne kan se frem til flere stramninger de kommende år. De fjollede undtagelsesbestemmelser med 40 kvm. forsvinder selvfølgelig, og det bliver sikkert forbud at sælge cigaretter til børn under 18 år.
Den helt store effekt kommer dog først, når skattestoppet bliver ophævet, og Dansk Folkeparti ikke længere regerer landet. Så kan vi over en årrække fordoble afgifterne på tobak, så vi får nordiske priser. Det har en dokumenteret effekt, for det betyder simpelthen at færre begynder at ryge.
Jeg kan godt forstå, at rygerne føler sig forfulgt. Set fra deres synspunkt er det ikke rimeligt, at de skal pålægges strenge restriktioner.
Men målet og hensigten er ikke at forfølge den enkelte ryger. Det er at hjælpe flest muligt med at holde op med at ryge og at forhindre alle andre i at begynde på det. Det er en samfundsopgave, som jeg synes er vigtig at løse. Færre rygere betyder et bedre liv for tusinder af danskere, og det er meget mere værd end skattestop og velfærdsgarantier.

onsdag den 15. august 2007

Skolen har aldrig været bedre

Så er folkeskolen startet igen, og samtidig får vi en skylle af historier i medierne om alskens problemer i skolerne.
Børnene er for dårlige til at læse og regne, lærerne er for dårligt uddannede og lokalerne er nedslidte, hører vi i debatten.
Det er utroligt, at vi bruger så meget energi på at kritisere noget, der er så vigtigt for samfundet. Naturligvis skal alt under kritisk lup en gang imellem, men det er kammet over for folkeskolens vedkommende. Den har nærmest fået et image som kriseramt, og det er dybt uretfærdigt.
For selv om meget kan forbedres - og skal forbedres - så er folkeskolen i dag bedre end nogensinde før. Og den er klasser over standarden i 1970erne, hvor jeg var kunde.
Det var en skole, hvor op til en tredjedel af eleverne var opgivet på forhånd. De behøvede ikke at lære noget særligt. De skulle bare henslæbe 7 eller 9 år i skolen, indtil de kunne komme ud og få job på en fabrik. Vi andre blev udsat for en velmenende men håbløs pædagogik, der var præget af udenadslære og militære omgangsformer.
Lokalerne var gamle, møbler og inventar var slidt, og mange af bøgerne var 15-20 år gamle. Lærerne var uddannet på et seminarium men havde ikke en brøkdel af den pædagogiske indsigt, nutidens lærere har.
Når man i dag hører kendte folk fortælle i radioen eller i aviser om deres skoletid i 60erne og 70erne, forklarer de forbløffende tit, at de slet ikke fulgte med i skolen. De passede ikke ind i systemet, lyder det med et skuldertræk.
Siden er der ofret mange milliarder kroner på at forbedre pensum, pædagogik, lærernes viden og evner og de fysiske rammer. Det har båret frugt. Næsten 80 % af en årgang tager en uddannelse efter folkeskolen og målsætningen er, at skolen tilrettelægger undervisningen efter enkelte elevs forudsætninger. Det er simpelthen en revolution i forhold til den skole, det meste af den voksne danske befolkning har gået i.
Nej, skolens største problem er, at samfundets forventninger er blevet tårnhøje. Der kan skolen ikke følge med - dels fordi der ikke er penge til det, og dels fordi ingen store forandringer kan gennemføres med et fingerknips. De tager tid, og når så de er sket, opdager vi dem slet ikke.
Giv skolen en chance. Det vil i sig selv gøre den bedre.

tirsdag den 7. august 2007

Socialdemokrater analyseret i krise

Nu er den der igen - debatten om Socialdemokraternes dybe krise. Sidste år var Danmarks titallige skare af politiske eksperter enige om, at Socialdemokraterne manglede et projekt. Jeg ved ikke, om det er dukket op, men det er i hvert fald glemt nu.
Det nye problem er manglende synlighed. De andre partier og kommentatorerne er enige om, at Helle Thorning-Schmidt er for lidt synlig i den politiske debat - og at partiets ordførere vist nok også er det.
Politiske kommentatorer skal levere nogle tusinde bogstaver hver dag, så de analyserer flittigt hinandens analyser af Helles og Socialdemokraternes manglende synlighed.
Resultatet er - større synlighed. Hurra for det, men politisk og vælgermæssigt har det ingen betydning. Det er og bliver beskæftigelsesterapi for Christianborgnørder.
Denne særlige race kan vandre rundt i korridorerne i årevis uden at indse, at vælgerne ikke reagerer på taktiske manøvrer, bogstavkombinationer og nye kommunikationsstrategier.
De tager stilling til værdier og holdninger. Vælgerne vil se, høre, føle og mærke, hvad den enkelte politikere og hendes parti står for og hvad de vil på længere sigt.
Det kunne Anker og Auken, Uffe og Fogh, Glistrup og Pia, Jelved og Baunsgaard og mange før dem.
Og det kan Helle Thorning-Schmidt garanteret også. Når valget kommer, og hun kan slå håret ud.
Indtil da må hun affinde sig med, at Socialdemokraterne aldrig har været gode til at være i opposition. Det har Venstre for resten heller ikke.

fredag den 3. august 2007

Rystende dokument

Her mod slutningen af sommerferien har jeg læst Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden. Det er et helt igennem fantastisk dokument, som jeg vil anbefale til alle, der interesserer sig for politik og samfundsforhold.
Bogen er dokumentarisk og fortæller den samlede historie om den bande, der i 1989 røvede postkontoret i Købmagergade og dræbte en politibetjent på flugten. Det er såmænd bare en kriminalhistorie.
Men Øvig Knudsen samler trådene tilbage til midten af 1960erne, hvor bandens medlemmer var helt unge og deltog i Vietnam-demonstrationer. De var tilsluttet Kommunistisk Arbejder Kreds, KAK, som var ledet af en maoistisk ideolog, Godtfred Appel.
På helt surrealistisk vis udviklede det sig til en sekt, og det er skræmmende at læse, hvordan unge meget velfungerende mennesker kastede sig ud i et vanvittigt politisk projekt. Efter et brud med maoismen fik de kontakt med en palæstinensisk terrorgruppe PFLP. Flere af dem kom i træningslejr og medvirkede måske - måske ikke - i terroraktioner.
I alt fald ligger det fast, at de gik ind for vold og drab som led i en politisk kamp. Gruppen gennemførte selv en lille mislykket terroraktion i Danmark. De forsøgte at brænde Bella-Centret af få dage før Verdensbankes topmøde.
Men hovedaktiviteten var professionelt udførte røverier, hvor en stor del af udbyttet blev sendt til PFLP. Banden stod i hvert fald for en håndfuld vellykkede kup med udbytter på hele eller halve millioner, og i alle tilfældene var politiet på bar bund.
Med til historien hører, at Politiets Efterretningstjeneste skyggede og fulgte bandemedlemmerne i lange perioder men undlod at give kriminalpolitiet et vink i forbindelse med de store røverier. Det skete først efter røveriet i Købmagergade, og det stoppede bandens aktiviteter.
Min sommerlæsning var bind 1. Der kommer ét til, og det kan kun gå for langsomt med at få sendt afslutningen på denne fantastiske historie på gaden.
Og så håber jeg, at Danmarks Radio eller en dygtig filminstruktør er på pletten. Der kan laves en fantastisk tv-serie eller film om dette stykke Danmarkshistorie.