tirsdag den 30. september 2008

Jesus i Aalborg

Overskriften er et falsum - og det er også en underdrivelse. Det er nemlig en meget større begivenhed, der finder sted i den nordjyske hovedstad netop nu. Det er ikke bare Guds Søn, der har indtaget byen - det er selve Manchester United. Europas bedste fodboldhold og verdens mest berømte fodboldklub.
Alle hoteller er booket i Aalborg. Tyren på Vesterbro er malet i AaBs farver, og de nordjyske medier glemmer fuldstændig finanskrise og EUs overgreb mod det danske demokrati. I disse dage handler alt om KAMPEN, som spilles på det lokale stadion i aften kl. 20.45. Turneringen hedder Champions Leauge, og de fire hold i AaBs og Uniteds pulje spillede 0-0 i første runde, så alt er endnu åbent.
Det er ikke blot fodboldben for milliarder af kroner, der vandrer rundt i Aalborg i disse dage. Det er også en kæmpemæssig markedsføringsmaskine, trukket og drevet af den fantastiske historie, som fodbold er - og som Manchester United er en del af. Klubben, der har fostret verdensnavne og har været med blandt Europas bedste i 50 år. Klubben, som i dag er en af de største arbejdspladser i den gamle engelske industriby og som alene i salg af trøjer omsætter for flere hundrede mio. kr. om året.
Fodbold er en drømmefabrik. Manchester United er den ultimative drøm. For millioner af fodboldpurke i hele Europa er den mest fantastiske drøm at få lov at spille på Uniteds stadion Old Trafford.
Den går i opfyldelse for de bolsjestribede nordjyder, og alle vi andre synes, vi er en lille smule med. Vi er en del af drømmen. Den bedste historie en journalist kan skrive er i kategorien "Bare det var mig". Den lever Manhcester Uniteds besøg i Aalborg til fulde op til. Ikke blot for spillerne og for tilskuerne - men også for os, der bare følger det lidt på afstand.
Go AaB!

fredag den 26. september 2008

Jeg - et skvat

Så stod vi der - 5 duknakkede mænd, i et omklædningsrum i Odense Idrætspark. Inde på stadion spurtede eliteløberne i mål og ude i den fynske hovedstads gader kæmpede ca. 3000 andre løbere med at gennemføre H. C. Andersen Marathon. I omklædningsrummet stod fem tabere, der havde måttet give op før tid. En humpede kraftigt på venstre fod, en havde dårligt knæ, en tredje havde feber, og den fjerde var helt tavs. Jeg selv havde fået krampe i lægmusklen efter knap 24 kilometer, og det var derfor håbløst og uansvarligt at fuldføre.
Men det var et nederlag, og jeg ledte ivrigt efter gode forklaringer. Jeg havde trænet mindst lige så godt som de to tidligere år og skulle være klar til at gennemføre løbet. Mit tempo var en anelse hurtigere end sidste år, men det kunne ikke være forklaringen.
Tirsdag aften kom der så en ny teori. Jeg fik et meget voldsomt maveonde, og det viste sig at være en influenza, som jeg stadig ikke har fået helt ud af kroppen. Måske var bacillen allerede i kroppen i søndags og åd nogle af de kræfter, jeg skulle bruge på at løbe de 42,195 kilometer.
Nu er det tredje dag, jeg bliver hjemme fra arbejde, og jeg føler mig simpelthen som et skvat. I går skulle jeg ordne stald om formiddagen, og jeg gik flere timer og forberedte mig på den lillebitte opgave, som tager under et kvarter. Efter frokost måtte jeg en tur under dynen og sov som en sten. I aftes strøg jeg noget tøj men måtte afbryde arbejdet for at lægge mig hen på sofaen for at slappe af.
Det er slet ikke min stil, men det er interessant at betragte den svækling, som er på besøg i min krop. Ham gad jeg godt nok ikke at være sammen med ret længe, hvis jeg selv kunne vælge.

torsdag den 18. september 2008

Friheden til at glo sig tyk og dvask

Popduoen Souvenirs har netop udgivet cd'en Rækkehuse på Mars. Her rusker de i de lykkelige danskeres uopfindsomme magelighed. Jeg hørte et nummer og lidt snak i går i radioen, hvor sangskriver Nils Torp fortalte om det fængsel, vi frivilligt sætter os selv i. Vi har alle muligheder for inspirerende, livgivende og berigende aktiviteter - og på hylden af spændende tilbud vælger vi så at sætte os i sofaen aften efter aften og kigge ind i tv-skærmen.
Litteratur, teater, naturoplevelser, samvær og nærvær vælger vi fra, fordi der kommer Vild med Dans.
Det er dejligt, at Souvenirs og andre river os i næsen med vores begrænsede opfindsomhed, og jeg vil såmænd heller ikke argumentere imod hovedpointen.
Men udtrykket fængsel skurrer. For det er ikke et fængselsophold at sidde lænket foran tv og følge folk, der danser eller slår hinanden ihjel. Den helt afgørende forskel er, at vi har muligheden for at vælge noget andet. Tv-kigning er et aktivt og helt igennem frit valg. Det er fængsel ikke.
Følelsen af frihed - den sikre viden om, at du selv bestemmer - gør hele forskellen.
At se tv er i høj grad et symbol på frihed. Det er jo blevet så vigtigt at slappe af, og hvordan gør man så det? Personligt kan jeg godt lide at løbe en tur, skrive på min blog, kløve brænde eller ordne noget indendøre. Det er dejligt afslappende, men andre synes, det er anstrengende og hårdt. For dem er afslapning at lave ingenting, og så er tv helt ideelt. Når man ser det, er man meget tæt på nulpunktet rent aktivitetsmæssigt. Man skal kigge og lytte og behøver i mange tilfælde ikke rigtigt at tænke.
Det er efterhånden blevet en vedtaget sandhed, at arbejde og fysisk aktivitet er hårdt, og når man har lavet noget hårdt i et vist stykke tid, har man ret til at slappe af. Den nemmeste måde at gøre det på, er at se harmløs underholdning på tv.
Derfor kigger vi os dvaske og tykke foran den hastigt voksende skærm. Og vi nyder det, for det er den reneste form for frihed, vi kender.
Så er det irriterende, at popmusikere og kunstnere kommer og belærer os om, at vi spilder vores tid. Og det mest irriterende er, at de har fuldstændig ret.

søndag den 14. september 2008

OLes lege

I går afvikledes 2. udgave af OLes lege, opkaldt efter arrangøreren og idémanden, en af Frederikshavns største sportsidioter - Ole Nielsen.
Denne gang var 10 atleter med, og vi måtte igennem 6 hårde discipliner og en laaang votering, udregning og manipulering fra Ole himself, før vinderne kunne træde op på medaljeskamlen.
Nu kan det jo være ligegyldigt, hvem der vandt, hævede pokalen og drak fortjent champagne. Det gælder jo om at deltage, så det er ikke så vigtigt at fortælle, at det faktisk var yderst velfortjent. Årets sejrherre blev nummer 1 i cykelløbet og i freesbeekastningen og var langt fremme i alle øvrige discipliner, så det var en uhyre populær herre, der kunne bestige skamlens øverste trin.
Og i øvrigt en rigtig holdspiller, der trak sin hustru Solveig op på en tredjeplads i den prestigefyldte begivenhed.
Årets nyskabelse fra arrangøren var øvelse på bom. Det foregik på en særdeles hjemmelavet konstruktion, hvor deltagerne i 30 sekunder skulle igennem en fri øvelse. Nogle dansede kækt, en tog armbøjninger, én jonglerede koket med en fluesmækker, og der var også et par stykker, der havde gang i et stripnummer. De kom heldigvis i tidsnød.
Vores ven Ole har brugt timer på at forberede legene, og det var alle tiders hyggelige eftermiddag og aften. Det er simpelthen skønt at have nogen venner, der gider gøre så meget for at skabe en god oplevelse for os andre.
Ole fortjener at vinde næste år, så vi opfordrer ham til at opfinde nogle discipliner, hvor han selv kan gøre sig gældende. Vi ses næste år, Ole.
PS. Skulle dette blive læst af pressen, må vi desværre skuffe. Deltagerne har blandet blod på, at vi ikke udtaler os om arrangementet. Vi lader de sportslige præstationer tale for sig selv. 

lørdag den 13. september 2008

Fodboldkomedien

Barnlige fodboldspillere og barnlige sportsjournalister opførte ugens morsomste og pinligste komedie.
Først var der topunderholdning på grønsværen, hvor det undertippede danske landshold for en gangs skyld havde alt heldet på sin side og vandt 3-2 på udebane over Portugal i VM-kvalifikationen.
Efter kampen lavede spillerne en lille boykot af danske sportsjournalister ved at undlade at udtale sig til dem i et par timer. Det var angiveligt i sympati med landstræner Morten Olsen, som har fået heftig kritik i medierne i den seneste måned.
Det var barnligt at stille sig op som små fornærmede skoledrenge, men det var dog intet imod den reaktion, store dele af sportspressen spillede tilbage med. Den lille sag blev pustet op til en kæmpe strid, og sportsjournalister på stribe udtalte sig til hinanden om det forfærdelige i boykotten. Kritisk journalistik er i den verden at kritisere landstræneren og spillerne - men der var ikke én journalist, der stillede et uddybende og kritisk spørgsmål til de højtråbende sportsjournalister. Deres barnligheder kom ubehandlet igennem den redaktionelle proces.
Den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting kunne med et skævt smil forklare tv-avisen, at spillernes lille aktion i hvert fald havde haft en helt fantastisk effekt. Deres mål var at skabe opmærksomhed om landsholdets forhold til pressen - og det lykkedes ganske fint.
I al det hurlumhej har ingen spurgt, hvad vi som tv-kiggere, radiolyttere og avislæsere er gået glip af. Ja, vi har altså for en gangs skyld måttet undvære de uigennemtænkte, spontane kommentarer fra dødtrætte mænd, der lige har ydet en meget hård fysisk præstation. Vi har ikke hørt, at det var en god kamp, at de var glade for at vinde, at det var rart at få 3 point, og vi har overhovedet ikke fået at vide, hvordan det føltes, da bolden gik i mål.
For de fleste medieforbrugere er det et meget begrænset tab, men sportsjournalisterne må jo holde meget af de hurtige historier, hvor de stikker en mikrofon op i hovedet på en træt mand og forsøger at få ham til at sige noget, der kan bruges som citat eller overskrift.
Jeg håber, at de forkælede, fornærmede drenge har lært noget af ugens sæbeopera. Det gælder både fodboldspillerne og sportsjournalisterne.

onsdag den 10. september 2008

Ufarlig regeringsrokade

Bendt Bendtsen er en høflig og beleven mand, som ikke støder nogen. Det var hans store styrke som leder af et parti med en blodig historie, og det var hans enorme svaghed som politisk frontfigur.
Han har skullet træde tilbage i flere år, men den konfliktsky mand har ventet på det helt rigtige tidspunkt - så det skabte mindst mulig ballade.
Efter sidste valg er Lene Espersen blevet positioneret som klar 2er i partiet, mens Connie Hedegaard har fået en interessant og indholdsrig udfordring med klimatopmødet i København. Så er den interne konflikt til en side.
Oven i kommer en lille krise i Venstre som følge af Birthe Rønn Hornbechs opsigtsvækkende administration af sit ministerembede. Så statsministeren har også brug for ro.
Derfor vælger de konservative og Anders Fogh den sikre og ufarlige udvej. Bendtsen lister lige så stille af, Lene Espersen kommer til, og der bliver byttet lidt rundt på ministertaburetterne blandt kendte ansigter.
Ikke noget med at tage en spændende person udefra, som dengang Schlüter udnævnte Grethe Rostbøll og H. P. Clausen som ministre. Ikke noget med at fyre udvisningsministeren og erstatte hende med en driftssikker person med forstand på politiske hårdknuder.
Nej, vi kører videre med den velfriserede facade og fastholder, at alt er i sin skønneste orden.
Det er da både sødt og sympatisk, at Brian Mikkelsen skal forfremmes til justitsminister, når nu han har passet sit arbejde så trofast i 7 år og offentligt har udtalt, at han hellere ville have et større ministerium. Men det er ikke noget, der rykker.
Det er da også sjovt, at den uerfarne Carina Christensen nu får sit tredje ministerium, når der ikke lige er en oplagt kandidat til Kulturministeriet. Og det er decideret høfligt, at Lars Barfod får en ministerbil igen efter at være blevet fyret af Dansk Folkeparti fra Fødevareministeriet.
Men det gør ikke regeringen stærk.
Anders Fogh lagde ud med brask og bram i 2002 og erklærede, at hans ministre skulle arbejde hårdt og vise resultater for at beholde taburetten. Det var bare snak. 
Det er for længst blevet sådan, som det altid har været. Ministre bliver siddende medmindre de begår kæmpe dumheder eller selv forlader jobbet. Deres fornemste opgave er at styre udenom problemer og kriser - for dem selv og for Anders Fogh.


onsdag den 3. september 2008

Tre tosser på Fyn

Sidste år var tre tosser fra min familie på weekendcykeltur fra Frederikshavn til Esbjerg. De to andre hedder John og Lars og er min svogre, og vi synes selv, det var en hyggelig tur.
Vi havde planlagt den gennem flere måneder, og aftalen var, at vi så vidt muligt skulle cykle i medvind, så vejrudsigten bestemte ruten. Var vinden mest i nord, startede vi i Frederikshavn, var den mest i syd, startede vi i Esbjerg.
Vejrudsigterne meldte om nordenvind både i den aktuelle weekend og i dagene før og efter, så vi besluttede os for at lægge ud i Frederikshavn en dejlig lørdag morgen. Fredag eftermiddag vendte vinden, så hele weekenden stod den nærmest i sydvest. Det var i hvert fald ren modvind.
Turen var på 300 kilometer, og det var hårdt. Modvind er en slem ting på cykel, og når man oplever det i 20 timer ud af 20, er det tæt på at være træls.
Så de tre tosser bestemte sig for, at dette års tur skulle være mindre vindafhængig. Vi ville køre Fyn rundt. Det viste sig at være en meget lang tur, så vi lavede det om til at køre fra Middelfart over Assens, Faaborg og Svendborg til det hyggelige fiskerleje Lunderborg. Dagen efter ville vi køre tværs over Fyn tilbage til Middelfart.
Det gjorde vi så forrige weekend, og lad det være sagt med det samme: Vi var ikke plaget af modvind.
Til gengæld regnede det hele lørdagen. Nej, det gjorde ej - det øs-pis-tissede ned fra morgen til aften. Vi kørte ca. 1 time i tørvejr om lørdagen, 4-5 timer i almindelig regn og 3-4 timer i meget kraftigt regnvejr. Vi var dyng-sjask gennemblødte, da vi nåede Lundeborg, som ikke var spor idyllisk. Det var bare ét stort regnvejr.
Men vi drak en hyggelig middag på Havgassens Kabys og gik glade i seng i bevidstheden om, at det stort set ikke ville regne om søndagen. Det holdt også stik.
Desværre havde en af tosserne - det var hverken John eller Lars - købt en ny cykel og dens hjul kunne desværre ikke tåle at køre rundt. Baghjulet slingrede noget, da vi lagde fra Lundeborg søndag morgen. Det blev desværre værre op ad dagen, så nær landsbyen Fangel måtte vi ind på en ejendom for at låne værktøj. Vi kunne konstatere, at 4 eger var knækket, og vi turde ikke køre videre. Så vi vendte omkring og kørte ind til Odense, hvor vi og cyklerne tog toget tilbage til Middelfart.
Fiasko er et stort ord at bruge om sådan en weekend, for alle tre var begunstiget af godt selskab. Men vi må finde på en aktivitet til næste år, som er mindre afhængig af vejrets luner og af ustyrbar mekanik.

mandag den 1. september 2008

To års dødskamp for Nyhedsavisen

Så kom endelig nyheden om, at Nyhedsavisen giver op, er gået konkurs og at de mondæne lokaler på Holmen bliver lukket af.
Ikke, at jeg holder med de gamle dagblade - ikke, at jeg er modstander af nye medier og nye spillere på markedet.
Men at opretholde en virksomhed, som giver et bragende, drønende underskud, og som ikke har nogen som helst udsigt til at kunne blive rentabel - det er for dumt. I de sidste måneder øgede Nyhedsavisen sit oplag og fik flere annoncer, men økonomien gik mere og mere skævt. De solgte simpelthen annoncerne alt for billigt. Jo flere aviser, de trykte, jo flere penge tabte de.
Lad gå at redaktører og direktører blev ved med at udtale sig som om de troede på projektet. Det skulle de gøre. Men at de måned efter måned tillod dødssejleren at køre videre med massive milliontab - det er ubegribeligt.
I gamle dage, da jeg var en endnu yngre journalist end i dag, var det A-Pressen, der blev drevet som en underskudsforretning på 1. klasse. En lille avis på Bornholm fik større tilskud fra fagbevægelsen, end vi havde i omsætning på Vendsyssel Tidende. Og tilskuddene til Det fri Aktuelt steg i mange år i samme takt som oplaget faldt. Det fik en ende og aviserne lukkede fra en side af.
Tilbage i den trykte presse er kun 1 grelt eksempel: Århus Stiftstidende. Avisen har i årevis givet et stort underskud, oplaget rasler ned, og der er ingen udsigt til forandring. Det er ikke i samme klasse som Nyhedsavisen, men princippet er det samme.
Berlingske ejer Stiften, og det er sikkert på grund af Jyllands-Posten, at den britisk ejede aviskoncern bliver ved med at sende penge til Århus for at udgive en hensygnende lokalavis.
I en fri verden må man bruge sine penge til hvadsomhelst. Men det gavner ikke rigtigt nogen at bruge dem på virksomheder, der aldrig kan komme til at løbe rundt. Både ejerne, kunderne og samfundet har mere gavn af sunde virksomheder, der kan stå på egne ben.