tirsdag den 28. januar 2020

Hvad er der i vejen med at sige undskyld?

Jyllands-Posten har igen bragt sig selv i fokus med en tegning, der bliver misforstået.
Muhammedtegningerne skulle vise, at intet er helligt, når man laver satire i et moderne medie. De skulle demonstrere, at medierne ikke underlægger sig selvcensur.
Nu er det så en tegning af Coronavirus i det kinesiske flag, som har fået kineserne op i det røde felt.

Gør grin med en sygdom
De er tilsyneladende kollektivt forargede over, at en fremtrædende dansk avis på den måde gør grin med en sygdom, som er ude af kontrol.
Jyllands-Posten afviser kritikken og siger, at det bestemt ikke var for at gøre grin med nogen, men blot en illustration, som meget kort indrammer fortællingen.
Den forklaring køber jeg gerne. Hvis det havde været satire, skulle avisen have ramt kineserne med noget politisk, for eksempel deres jerngreb om Hong Kong eller deres systematiske forfølgelse af politiske modstandere. Coronavirus er jo ikke noget, politbureauet eller centralkomiteen har sat i værk for at genere befolkningen.

Sig da undskyld
Men hvorfor er de så stædige i Viby? Sker der noget ved at sige undskyld? Det var ikke ment som en fornærmelse, men sådan kan vi se, at I har opfattet det. Det beklager vi.
Går der nogen skår af Jyllands-Postens ytringsfrihed ved at være lidt høflig? Det kan jeg ikke se.
Avisredaktioner træffer hver dag mange hurtige beslutninger, og de kan ikke bare undlade at gøre noget. For der skal en ny avis ud hver dag og nye opdateringer op hele tiden. Så der må engang imellem komme noget ud, som virker imod hensigten. Noget, som redaktionen ikke lige havde tænkt igennem, inden den ansvarlige trykkede på knappen.

Ny avis ud i morgen
Jeg håber ikke, der går storpolitik i den lille sag, for den bør ikke være politisk. Det er alene en sag for Jyllands-Posten. Hvis avisen ikke undskylder - så er det lidt dumstædigt. Og det er så det. Der skal en ny avis ud igen i morgen, og den skal hellere handle om noget, der sker ude i samfundet end om avisens selvskabte konflikt med nogle hundrede mio. mennesker, som hverken er abonnenter eller annoncører.

fredag den 17. januar 2020

Irans værste fjende

Irans værste fjende er landets eget styre.
Efter mordet i Irak på den åbenbart meget populære general Soleimani har præstestyret begået fire fatale brølere, som fuldstændig har undermineret dets egen troværdighed.

1: 90 trampet ihjel
Den første var at udkommandere alt for mange mennesker til en mindehøjtidelighed for generalen. Der var slet ikke styr på logistikken, så mindst 90 iranere døde ved den lejlighed. Mast eller trampet ihjel. I ethvert almindeligt land ville det være en kæmpe katastrofe, hvis en statslig ceremoni endte med, at 90 af landets egne indbyggere døde.

2: Rutinemæssig løgn om angreb
Få dage efter kom brøler nummer to. Iranerne gennemførte et missilangreb mod to militære baser i Irak som hævn for nedskydningen af Soleimani. Straks efter gik styret ud og forsøgte at bilde befolkningen ind, at 80 amerikanere blev dræbt ved angrebet. Det rigtige antal var 0. Men det ligger åbenbart så dybt i de iranske ypperstepræster, at officielle udmeldinger som standard er løgn.

3: Nedskydning af passagerfly
Tredje katastrofe var Irans nedskydning af et ukrainsk passagerfly, som kostede 176 mennesker livet - de fleste af dem iranere eller folk med tæt tilknytning til Iran.

4: Tre dages gentagne løgne for hele verden
Og den fjerde var endnu en fed og mange gange gentagen løgn over for befolkningen og resten af verden. I tre dage forsøgte styret at bilde omverdenen ind, at flyet var styrtet ned på grund af en motorfejl. De vidste selv bedre. De kendte den reelle årsag fra det øjeblik, flyet faldt ned. Men de løj og løj og løj og løj i tre dage. Da ukrainerne oplyste, at flyets ene sorte boks var fundet, løj de videre og beskyldte amerikanerne for at stå bag en sammensværgelse mod det iranske folk.
Først da en amatørvideo af missilnedskydningen var gået verden rundt, kunne de religiøse løgnhalse ikke narre deres egen befolkning længere. Så måtte de indrømme, at de havde skudt flyet ned ved en beklagelig fejl. På grund af en amerikansk provokation, naturligvis.

Sikkerhedsstyrker slår iranere ihjel
Nu er der igen store demonstrationer imod styret, og de bliver igen brutalt behandlet af det, præsterne kalder for sikkerhedsstyrker. Vi ved, at staten ved demonstrationer i november myrdede omkring 1500 landsmænd. Hvor mange af landets egne indbyggere, der denne gang skal lade livet for at sige deres mening, kan vi kun gætte på. Kun ét er sikkert: Regeringen fortæller ikke sandheden.
Det er absurd og helt vildt bedrøveligt, at et stort og rigt land som Iran skal køres i sænk af en religiøs elite, som er ligeglade med menneskeliv og med sandheden.

Styret må falde
Jeg tillader mig dog at have en vis optimisme. Det må simpelthen styrte sammen, det vanvittige regime. Når den folkelige modstand bliver kraftig nok, viser selv de hårdeste diktaturer sig at være en tom skal. Vi så det i Østeuropa for 30 år siden, og vi så det i Tunesien og Egypten i 10erne.
Den såkaldte åndelige ledelse i Iran er gået så langt over stregen denne gang, at dens styre må forvitre.

Fra diktatur til kaos
Og så burde jeg slutte her med et halleluja.
Desværre ligger lykken ikke lige om hjørnet for de hårdt plagede iranere. Når og hvis præstestyret bliver sendt på porten, bliver det sandsynligvis erstattet af et mangeårigt kaos, som ikke gør hverdagen stort bedre for almindelige mennesker i landet.

mandag den 6. januar 2020

Papiravisens snarlige død



Da jeg gik på Journalisthøjskolen (med stort, for der var kun den samme dengang) i 80erne diskuterede vi ofte papiravisens skrøbelige fremtid. Dagblad efter dagblad havde drejet nøglen rundt, og oplaget på de overlevende faldet med ca. 1 pct. om året.
Den alvorlige trussel var de unge. Disse håbløse væsener, der ikke havde forstået betydningen af en fri og uafhængig presse, men som gik mere op i disko, punk eller det, der var værre.

Internettet
Så kom internettet, og med det de første dødsdomme over den trykte avis. Jeg tror selv, jeg var blandt de kloge, som ikke ville give papiraviserne længere levetid end til år 2010.
Nu er jeg så klog, at jeg ikke tør udtale mig skråsikkert. Men jeg ved, at papiravisernes oplag går støt tilbage, og det skyldes igen de unge. Ingen under 30 holder en avis, så vi kan tælle ned til den sidste gamling sidder og bladrer stædigt i det sværtede papir.
Eller hvad?

Er det kun skærm vs papir?
Logikken holder ikke. De unge læste ikke avis i 80erne, men en stor del af os, der var unge dengang, gør det i dag.
Er det nu helt sikkert, at de unge i dag ikke vil læse papiravis om 10, 15 eller 20 år? Kan vi mon vænne dem til det?
Er det helt bombegranatsikkert, at de altid foretrækker en skærm for papir? Er det skåret i granit, at fremtidens midaldrende ikke interesserer sig for lokale og regionale nyheder? Jeg tror det ikke.
Jeg tror, aviserne skal kigge på indholdet, på temaerne, på vinklingen, på sproget og på formen. En del af dem ser 80er eller 90eragtige ud og henvender sig ret entydigt til sådan nogen som mig. Det er egentlig ret naturligt, for jeg er en typisk avislæser, og det er god latin at give sine kunder det, de vil have.

Spyt de dyre vine ud
Men der skal også nye kunder i butikken, og de kommer ikke med historier til og om midaldrende. Anmeldelser af restauranter og dyre vine, beskrivelse af eksotiske rejsemål og konforme læserbreve fra sure gamle mænd får ikke min kloge datter til at holde avisen.

Mere klima og fitness
Avislæsere vil overraskes og have nye vinkler på tingene. Vi vil også gerne puffes lidt til. Så jeg tror, der skal mere klima, fitness, digitalt og sundhed i spalterne. Mere om Netflix og Apple og mindre om DR og TV2. Mere humor, mere natur, mere videnskab og teknologi. Flere unge stemmer og skribenter og flere børn og unge i spalterne.
Skriv avisen til en yngre målgruppe. Vi andre vil gerne læse med. Hellere end gerne.