Du må gerne være lidt højtidelig

 

I betragtning af, at jeg er hedning, var det ret usædvanligt, at jeg var i kirke to gange i sidste uge. Men det gør jeg meget gerne, når anledningen er til det, og det var den desværre og heldigvis. Det var nemlig en bisættelse og en konfirmation.

Vores dejlige nabo Helle døde i forrige uge, og den lille lokale kirke var fyldt med folk i pænt tøj, der ville markere det sidste farvel. Solen skinnede, og det blev en smuk og enkel ceremoni, som er et godt minde om et særligt menneske.

Kærligt portræt
Konfirmanden var min kære niece Kamille, og der var anderledes schwung over rammerne. Det foregik nemlig i Roskilde Domkirke.

Det blev en meget hyggelig dag for os alle. Det var også en smule højtideligt med nogle indholdsrige taler, der både tegnede et kærligt portræt af Kamille og kom med nogle gode råd uden antydning af løftede pegefingre.

Sig det, før det er for sent
Min fætter Joakim nævnte efter min lille optræden en tale, jeg havde holdt til min fars 85 års fødselsdag. Der startede jeg med at sige, at jeg hellere måtte få sagt noget pænt til ham, for man vidste jo aldrig, hvornår det var for sent. Det blev fars sidste fødselsdag, så Joakim påpegede, at det var rigtigt godt, jeg fik sagt et par kærlige, alvorlige ord ved den anledning.

Det har han ret i.
Selv om jeg absolut går ind for en uformel omgangsform og gerne vil bløde stemningen op med en sjov bemærkning, går jeg også ind for at være højtidelig og sige noget betydningsfuldt til hinanden. At være højtidelig er lidt gammeldags - på en god måde, synes jeg. 

Kærlighed og omsorg er det største, vi kan give hinanden. Og det gør vi i hverdagen med vores handlinger. Det er fint, og sådan skal det være.

Sig det, du mener
Men jeg tror, det er godt at gribe de anledninger, der kommer, til at sætte lidt store ord på følelserne. Det er nyttigt, både for modtageren og afsenderen for nu at bruge nogle banale begreber fra mit arbejde.

Vi skal ikke være bange for at blive højtidelige. Min erfaring er, at det altid falder i god jord hos dem, der hører på det. Vi behøver ikke at overlade det til præster og andre professionelle. Når blot man mener, det man siger, kan det ikke gå helt galt.

Årets drop på Stonefield Road

 

For første gang i en del år var jeg til fodbold i søndags. I en halv halvleg.

Vi besøgte min storebror Flemming og hans kone Annemette i Blokhus og gik en tur ind til Hune. Flemming og jeg skulle passe to hunde, mens cheferne inspicerede Papirmuseet. Lige over lå Hune Stadion, hvor der var gang i en fodboldkamp.

Så der trissede vi over og så 15-20 underholdende minutter. Stedet hedder Stenmarken, men de humoristiske folk fra Hune Boldklub har omdøbt stadion til Stonefield Road.

Bedagede mandagstrænere
Det var ikke divisionsfodbold, men vi to bedagede mandagstrænere blev i vores visdom enige om, at det ikke var serie 5 eller 6. De spillede ganske pænt, og især hjemmeholdets folk havde gode kombinationer. De sad på spillet, og mens måltavlen virkede, viste den 3-0 til Hune Boldklub.

Da jeg skulle lave research til denne vigtige artikel, viste det sig, at det var serie 6. Modstanderen var selveste Jetsmark IF, som måtte køre den tunge vej til Pandrup med et 0-6 nederlag i tasken.

Nu skal jeg grave mine gamle kundskaber som sportsjournalist på Holstebro Dagblad i 1984 frem, for her kommer en beskrivelse af årets drop på Stonefield Road.

Bolden svæver langsomt
Hune er i angreb, og bolden bliver spillet tilbage til en angriber, der lægger an til skud ca. 5 meter udenfor det store målfelt. Det er i strid modvind og han rammer den ikke helt rent. Bolden svæver i en blød bue hen imod venstre side af målet, hvor Jetsmarks målmand står godt placeret og kan følge den hele vejen. Han vurderer, at den blæser ud og for ikke at give et hjørnespark væk, lader han bolden gå. Da han vender sig om for at hente den, ligger den i nettet, og hjemmeholdet fører nu 4-0.

Målmanden stod under 10 centimeter fra den langsomme bold og kunne med en doven bevægelse have prikket den væk. Ville han gribe den, skulle han have hoppet omkring 8 cm.

Høflige spillere - men publikum...
Hunespillerne var høflige nok til næsten ikke at juble. Desværre havde kampens to tilskuere ikke samme pli. Vi kom simpelthen til at grine lidt for højt, og vi stod pinligt tæt på den uheldige målmand. Jeg beklager hermed offentligt vores opførsel.

Men jeg er endnu mere ked af, at jeg ikke optog den fantastiske episode. Den havde fået mange likes. Nu må du i stedet nøjes med et andet dejligt motiv fra søndagsturen i Hune. Billedet har ganske vist ingenting med fodbold at gøre, men jeg ved bare, at artikler med billeder bliver mere læst.