fredag den 30. december 2016

Tilståelse: Jeg bruger støttestrømper

Mine nye løbemakkere.

Elefantiske læsere husker måske, at jeg for et par år siden skrev et forarget indlæg om, at støttestrømper for gamle mest var til for at støtte beskæftigelsen i ældresektoren.
Nu må jeg krybe til korset og indrømme, at jeg selv er begyndt at bruge støttestrømper.
Ja, sådan kalder jeg dem på dansk. I ældre- og løbebranchen hedder det kompressionsstrømper. Det lyder mere prof, men er nøjagtigt det samme.

Krampe i benet
Jeg har haft mine støttestrømper i nogle år og brugt dem meget, meget lidt.
For en måneds tid siden, da jeg for anden gang i år var plaget af en skade i venstre ben, læste jeg nogle artikler om de lange strømper. Konklusionen var helt klar: Hvis man som løber døjer med krampe i benet, skal man bruge kompressionsstrømper. Alt andet er uforsvarligt. Behold strømpen på en halv time efter løbeturen, lød det andet råd.

Dumstædighed
En fast karakter er godt. Stædighed også okay, men dumstædighed er ikke til at forsvare. Så jeg trak de lange strømper på og begav mig ud på en længere løbetur. Siden har jeg brugt dem til hver eneste løbetur, og jeg har ikke haft nogen form for krampesymptomer i det venstre ben.
Det er over 10 år siden, det sidst er sket.
Så støttestrømper ser fjollet ud sammen med et par korte bukser. Og det bliver sikkert frygteligt varmt til sommer.

Fjollet tekstil
Men hvis 20 års problemer med krampe i venstre lægmuskel kan holdes i skak, så er det prisen værd. Jeg har betydeligt mindre uro i benene nu, end jeg havde i de mange år, hvor jeg rystede overbærende på hovedet af de udstyrs-freaks, der brugte det fjollede stykke tekstil.


tirsdag den 27. december 2016

Mellemsvær bureaukrati-allergi



 Den gode gamle Betalingskontrol sendte en hilsen til mig

Jeg lider i mellemsvær grad af allergi over for bureaukrati. Det kan være ganske plagsomt for mine omgivelser, når jeg får et anfald. Jeg er temmelig barnlig og skal virkelig beherske mig for ikke at være sarkastisk over for de helt uskyldige mennesker, der servicerer mig på bureaukratiets vegne.
Ting, der skal udfyldes eller betales uden nogen anden grund end, at det skal de - giver mig røde pletter og frigør enorme mængder adrenalin.

Forsvarsværker nede
Igennem en del år kunne mit personligt ejede selskab Tekstener ApS antænde et allergisk anfald. Jeg oprettede det i 2009, da jeg købte 25 % af Tankegang. Det sagde revisoren og advokaten, der var nemmest og smartest for mig. Og mine forsvarsværker var nede, for jeg sagde bare ja og betalte for at få det gjort.
Selskabets eneste aktivitet var at eje mine aktier i Tankegang. Fordelen ved at have et selskab skulle vist være, at udbytter og et overskud fra salg blev beskattet mildere. Allerede der skulle jeg have sagt fra, for jeg vil gerne betale skat af de penge, jeg tjener.

300 kr. for et kontoudtog
I alle årene var der ingen udbytter og jeg solgte ikke aktierne. Så jeg havde bare et selskab, der skulle administreres. Jeg betalte revisoren for at udfærdige et regnskab, og banken forlangte hvert år 300 kr. for at sende en kontoopgørelse til revisoren. På den stod der, at der var hævet penge til revisoren og til banken. Selskabet havde ingen indtægter og dets formue gik op og ned med Tankegangs resultater, men der var absolut ingen penge i foretagendet.

Digital Tignasur
I 2013 skulle jeg oprette en digital signatur til Tekstener ApS. Jeg gik pligtskyldigt i gang på min Mac og fik hentet en medarbejdersignatur. Den kunne ikke installeres, fordi systemet åbenbart ikke var gearet til Mac. Og jeg kunne ikke få en ny, for systemet meddelte, at min digitale postkasse var aktiveret.
Det lod jeg hvile. Det skete der nok ikke noget ved, eftersom selskabet ikke havde anden aktivitet end at eje aktier.

En fri mand
Sidste år blev jeg træt af cirkusset og nedlagde selskabet. Så nu er jeg igen en fri mand, som hverken skal betale til bank og revisor eller bakse med Macfjendske digitale postkasser.
Så forleden lå der et brev til selskabet i min postkasse ude på vejen. Det var fra Betalingskontrollen i Frederikshavn Kommune, og indeholdt en rykker for erhvervsaffaldsgebyr for 2016 for Tekstener ApS. 375 kr. + 100 kr. for at sende rykkeren, skulle det gode foretagende have. Jeg ringede til nummeret og forklarede meget venligt, at selskabet var nedlagt. En flink bureaukrat slog CVR-nummeret op i registret og indrømmede, at det var en fejl. De vil sende mig et nyt brev, hvor de retter fejlen, og det er endda ganske gratis.

Endnu et brev - nu gratis
Jeg forsøgte at slippe for brevet, men de har deres systemer. Det kan være de sender det til selskabets tilsandede digitale postkasse, og så må vi håbe, at jeg ikke får en bøde for ikke at svare.
Gad vidst, hvad der ellers ligger. Og gad vidst, om jeg kan blive ved med at være ansvarlig for et lukket selskab. Det kan jeg godt sidde her og hidse mig lidt op over.

søndag den 18. december 2016

Begejstring er oplevelsen


 Johan Snemand med et eddersmart edderkoppelys

Som så mange midaldrende middelklassedanskere går vi efter oplevelser: Rejser til hovedstæder, safari, maratonløb, koncerter, teater og god mad.
Det meste af det er ret dyrt, men det kalder vi for prioritering, og så er prisen ikke så vigtig.
Men så er der kommet noget, der hedder børnebørn, og oplevelserne sammen med dem er mindst lige så værdifulde som rejser og årgangsvine. Til gengæld koster de nærmest ingenting.

Morgenhygge med legetøj
Her til morgen vågnede vi op på to feltsenge i Gedved, og der kom to glade drenge ned med hver sin bog, vi kunne læse op for dem. Så gik der mindst en halv time med morgenhygge, hvor Viktor og Johan hentede legetøj ind i stuen til os. Herligt, herligt.

Kitsch - en vild underdrivelse
Efter morgenmaden ledte jeg efter et arrangement i nærheden, og Google tilbød et julemarked i landsbyen Torrild lidt uden for Odder. På hjemmesiden lignede det kitsch, og det viste sig at være en vild underdrivelse. Det var flere hundrede kvadratmeter fyldt med nisser, kugler og alt andet, der har med julen at gøre. Da vi voksne havde grinet af, så vi julelysene i drengenes øjne.
Hver gang, vi passerede en julemand, pegede Johan på halvandet år begejstret på figuren og råbte SNEMAND!
Viktor forelskede sig i et guldglas til en 10er, og det kom i kurven. Siden fulgte to nisshuer, to elektriske lamper med edderkopper uden på, 10 kugler, en nissefigur, tre træjuletræer, to rustne søm, en adventsstage og et par ting, jeg allerede har glemt.

Tre lykkeposer oveni
Vi sagde ja til mange ønsker og nej til endnu flere, men det skabte ingen konflikter. Jeg stillede mig i  kø og gjorde klar til at betale en 3-400 kr. for en kurvfuld tingeltangel. Men det blev kun til sølle 144 kr., og så havde jeg optjent ret til 2 lykkeposer til børn og 1 til voksne. Ny jubel hos drengene, der blandt andet blev de tilfredse ejere af to små plastikpistoler. Den slags kan man jo ikke få for mange af.

Være med og være sammen
Den store oplevelse var drengenes glæde og begejstring. Og så var det sjovt at se kilometervis af julepynt stablet sammen i rum efter rum. Var der en ledig kvadratmeter, var der en mekanisk nisse, som kravlede op ad en stige, pustede sæbebobler eller lavede øvelser i trapez.
På lørdag er vi sammen med børnebørnene igen. Der bliver de bombarderet med kostbare gaver, som de sikkert også bliver glade for. Det håber vi da. Men dagens dejlige oplevelse i det proppede juleland viser, at det ikke er ungerne, der har dyre vaner. De vil være med og være sammen.
Det er en gave.

lørdag den 10. december 2016

Stop spild af alt


 Købbardo

I årevis har miljøforkæmpere været mere eller mindre udtalte modstandere af øget forbrug. Det ligger også dybt i mig, at vi ikke skal forbruge mere og slide mere på klodens ressourcer. Men det er imod den menneskelige natur. Vi vil have mere, og rationelle argumenter er ikke stærke nok til at tæmme vores lyst til forbrug.

En ny dagsorden
Så jeg dropper den livsnyderfjendske dagsorden.
Men jeg vil stadig være grøn, værne om naturen og sikre vores klima. Så vi må have fat i en ny dagsorden, der ikke giver folk dårlig samvittighed over at købe julegaver.
Den kunne hedde Stop spild af alt.

Selina Juul er fantastisk
Forbilledet er Selina Juuls fantastiske arbejde med Stop spild af mad. På få år er det lykkedes Selina at få madspild højt op i vores bevidsthed, og hun arbejder nu i hele Europa og i resten af verden for at udbrede det geniale budskab.
Vi spiser ikke mindre. Vi smider bare mindre ud eller køber kun det, vi har brug for. Og butikkerne smider færre fødevarer ud. Madspildet er faldet med 25 pct. i de seneste 5 år i Danmark. Resultatet er mindre affald, mindre transport, mindre afbrænding - men ikke mindre mad i vores munde.

Den blå luft
Den samme filosofi kan bruges med opvarmning og transport.
Stop spild af varme. Stop spild af el. Stop spild af benzin.
Hver dag fiser millionvis af kilowatttimer varme lige op i den blå luft. Tusinder af motorer, generatorer, pumper og andre tekniske installationer spreder varme, som ikke bliver udnyttet. Det er mere gak end madspild. I Skjern har papirfabrikken gjort noget ved det. Damp og varme fra produktion af genbrugspapir bliver nu udnyttet, så fabrikken leverer 45 procent af varmen til 3100 husstande i Skjern. Investeringen tjener sig hjem på få år, og forbrugerne får billigere varme.

Køl ned og varm op 
13 pct. af elforbruget i Danmark går til at køle ned. Det er frysere og kølediske, men det er også ventilationsanlæg til mennesker og computere. Apparaterne står på steder, hvor man samtidig bruger energi på at varme op. Også den ligning kan løses bedre end i dag. Vi skal hverken fryse eller svede, og vores apparater skal ikke brænde sammen. Men vi kan nedbringe spildet af el, alene ved teknologiske løsninger.

El- og delebiler
Og så er der vores spild af benzin og diesel. En elbil udnytter energien langt bedre. Så vi vil bruge langt mindre energi, hvis vi gik over til elbiler. Kunne vi oven i købet blive bedre til at køre sammen, ville vi spilde mindre energi. Vi skal ikke transportere os mindre, men vi kan godt gøre det i færre biler, som bruger langt mindre energi.

2,5 mio. solceller i Indien
Og så er der den gode nyhed: Arbejdet er i fuld gang. Hver dag bringer nye tekniske løsninger, som nedsætter spildet af energi. Og det er ikke kun i Danmark. For nylig blev verdens største solcelleanlæg indviet i den indiske by Kamuthi. Det kan levere strøm til 150.000 husstande, og prisen for anlægget er under 30 pct. af prisen for det hidtil største anlæg, som ligger i Californien - nemlig 679 mio. dollars.
På 1 sekund leverer solen lige så meget energi, som vi bruger i hele verden. Det spild må stoppes.

lørdag den 3. december 2016

Tjen 10 % efter skat

Her stiger kursen ikke - kun humøret


Vores solceller ser ud til at blive en strålende (ha) investering med et udbytte på 10 % - og det er helt skattefrit.
Det kan muligvis gøres bedre på aktiemarkedet eller med skibsanparter. Men her er risikoen minimal, og vi giver et lillebitte bidrag til at bremse den globale opvarmning.

Vi tjener på at bruge
Her kommer regnestykket: På knap 7 måneder har vi produceret lidt mere end 5000 kilowatttimer. 2000 af dem har vi selv brugt - og dermed sparet 2 kr. pr. kilowatttime. De 3000 sælger vi med garanti fra Energinet.dk for 1,02 kr. pr. kilowatttime. (Det er syret med et ord med 3 t'er på stribe)
Når anlægget har kørt et år, har det nok produceret 7000 kilowatttimer. Lad os sige, vi selv bruger 3000 og sælger de 4000. Det giver en samlet indtægt/besparelse på 10.000 kr. for en investering på lige knap 100.000 kr.
Det er da meget godt.

Huset er mere værd
Nu vil du måske indvende, at der også skal være penge til at betale af på anlægget. Jaja. Vi har betalt kontant, men selv om vi havde lånt pengene, havde der stadig været et afkast på 10 %. Så skulle vi bare bruge en stor del af pengene til at betale renter og afdrag.
Og så har vi forøget husets værdi. Det er blevet mindst 100.000 kr. mere værd, når energiregningen er 10.000 kr. lavere.

En dårlig forretning
Hvad kan gå galt?
Elprisen kan falde, og det gør den, når PSO-afgiften bortfalder. Så sparer vi lidt mindre. Men den kan også stige, for priserne på energi på verdensmarkedet er meget lave for tiden.
Afregningsprisen på 1,02 kr. gælder i 20 år. Til den tid fungerer solcellerne stadig. Men jeg håber da, at vi inden da er holdt op med at sælge af vores egen strøm. Det er nemlig en dårlig forretning. Det er meget bedre at bruge den selv, og det kan vi, fordi vi har jordvarme, der sluger 4-5000 kilowatttimer om året.

Vi gemmer strømmen
Om få år er der nye smarte batterier på markedet, som kan opsamle og lagre strømmen i de gode sommermåneder og gemme dem til mindre solrige tider. Med sådan ét tjener vi ikke 1,02 kr. pr. kilowatttime, men 2,01 kr. eller 1,75 kr., eller hvad nu den samlede pris med moms og alle afgifter er til den tid.
Det kræver selvfølgelig en ny investering, men også den vil kunne give et fremragende afkast.

lørdag den 26. november 2016

Se & Hør - en meget simpel sag

Efter dommene i Se & Hør sagen forleden kan man læse indlæg om det principielle i sagen. Nogen mener, der skal strammes op over for mediernes arbejdsmetoder. Andre finder det problematisk, at journalister kan blive dømt for at passe deres arbejde.
Jeg synes ikke, der er noget som helst principielt.
Qvortrup & co gik langt, langt over stregen. De betalte en mand 10.000 sorte kr. om måneden for at hacke sig ind til dybt private oplysninger om kendte mennesker for at lave ligegyldige sladderhistorier.
Det er langt ude. Og det vidste de godt selv. Det behøver man hverken at være medieekspert eller jurist for at indse.
Det er fint, at en af gerningsmændene selv har afsløret det. Og det er fint, at anklagemyndigheden kan finde paragraffer at straffe det efter. Det er rigtig fint, at de bliver straffet.
Mere er der ikke i den sag.
Og husk: Hvis du ikke bryder dig om sladderjournalistik, kan du stoppe det ved ikke at købe bladene og ikke læse dem på nettet.


tirsdag den 22. november 2016

Det tredje flertal

 Her er noget af det, der er kommet ned fra træerne
Regeringen er kørt fast.
Med lodder og trisser lykkedes det i allersidste øjeblik at få en smagsløs finanslov stablet på benene. Men ellers har Lars Løkke og hans folk ikke rigtig præsteret noget siden sommerferien.
Nu skal der en ny regering til. En af de underholdende fyre bag den, sagde i går lettere opstemt, at der i realiteten har været folketingsvalg.
Det har der overhovedet ikke på nogen måde. Den parlamentariske situation er helt uændret. Den kan der kun laves om på ved at udskrive et folketingsvalg. Her udviser partierne i blå blok en sjælden form for enighed. De vil gerne undgå et valg.

Samme flertal som i sidste uge
Der er det samme flertal i næste uge, som der var i sidste uge og for et år siden. Måske sidder Anders Samuelsen på et kontor og arbejder i stedet for at sidde oppe i et træ, men det ændrer heller ikke meget ved flertallet. Hans foretrukne politik med at tage fra de fattige og give til de rige er der hverken flertal for i Folketinget eller i befolkningen. Langt fra
De politiske banalytikere fortæller os, at den kommende trekløverregering har bedre mulighed for at få noget gennemført end den bette Venstreregering. Logikken er, at den næste regering kun skal forhandle med ét parti - Dansk Folkeparti.

Så arbejd da sammen
Det bygger på den forkerte forudsætning, at der er to mulige flertal dansk politik: Blå blok eller rød blok. Venstre, konservative og liberalisterne sidder i denne uge og tilrettelægger en politik, der kan gennemføres i blå blok.
Men der er et tredje flertal, som består af Socialdemokratiet, Venstre, radikale, konservative, SF og Dansk Folkeparti. Over 80 pct. af vælgerne har stemt på dem, og langt de fleste af os vil gerne have, at partierne arbejder sammen på tværs af blokkene.
Det gjorde den tidligere regering. En række store reformer blev vedtaget af næsten alle partier. Mange af dem tager lang tid om at komme til at virke, så det er rigtig fint, at et bredt flertal står bag, så nye love får tid til at virke i praksis.
Bredt samarbejde er også hverdag for de samme partier ude i næsten alle landets kommuner og i regionerne.

Risikabelt, dumt og frækt
At basere sig på at regere med 90 mandater er ikke bare risikabelt og dumt. Det er også frækt over for de 49 pct., som har stemt på de andre partier. Partierne i blå blok er langt fra enige om alt - lige som det er tilfældet i rød blok. Derfor må en regering af en hvilken som helst farve søge samarbejde hen over den midte, som de fleste partier mener, de befinder sig på.
Den midte, hvor vi også finder et massivt flertal af vælgerne.

Vælgernes 179 repræsentanter
De kommende ministre skal huske på, at det ikke er nok for dem at blive enige om at danne en regering. Det gjorde Lars Løkke sidste år, og det kom der ikke rigtig noget ud af. Opgaven er at samle et team, der kan skabe nyttige resultater blandt de 179 ærede medlemmer, som vælgerne har udpeget.


















tirsdag den 15. november 2016

Trump mod eliten

Landets tusindvis af USA-eksperter er enige om, at Trump vandt præsidentposten, fordi han kunne sætte ord på den brede befolknings modstand mod eliten.
Og så bliver de enige med hinanden om, at den samme tendens slog igennem ved Brexit-afstemningen i Storbritannien og ved det seneste folketingsvalg i Danmark, i Sønderjylland.

De dårlige gamle dage
Konklusionen er, at nu må den politiske elite lære at lytte til folkets røst.
Den køber jeg ikke. Slet ikke.
Jeg er ikke enig med texanere, englændere og sønderjyder i, at nationerne skal lukke sig om sig selv. Jeg er ikke enig i, at vi kan bringe USA, England eller Danmark tilbage til gamle dage, hvor vi ikke var afhængige af resten af Verden.

Mure skaber mistillid - ikke frihed
Og jeg er helt uenig i, at det vigtigste for vores samfund er at forhindre folk fra andre lande i at flytte hertil.
Mure skaber hverken velstand, lykke eller frihed. De skaber mistillid og frygt.
Folk, der higer efter magten, må have højere mål end at tale et tavst flertal efter munden. De må sige deres mening og præge samfundet i den retning, som skaber en bedre verden for os alle.
Den udskældte elite må holde fast i sine politiske mål, drømme og visioner. Ellers har vi ikke brug for den.

Tal til - og med - vælgerne
I disse år er de gamle partier i defensiven overalt på kloden. Det må ikke forlede dem til at tilpasse deres holdninger til folkestemningen.
Svaret må være at tale i et sprog, som appellerer til flere vælgere. Her kan de lære noget af Barack Obama. Der skal flere drømme på bordet. Der skal flere følelser og mere varme. De skal tale mere ud fra folks hverdag, og de skal oversætte drømmene med letforståelige, konkrete forslag.
Det er ikke plat eller populistisk. At tale til og med vælgerne på en måde, som tager dem alvorligt - det er seriøst.

Hav hjertet med
Slut med de tekniske forklaringer og udredninger. Lad eksperter og embedsmænd om dem. Politikerne skal drømme højt og have hjertet med - og det skal vi som vælgere opleve og mærke.
Hvis politikerne evner det, er det helt overflødigt at skælde ud på muslimer, EU og globaliseringen. Det er på tide, at vi vælgere hører en positiv historie om det gode samfund, politikerne vil bygge sammen med os.

onsdag den 9. november 2016

Smarte byer og dumme motorveje

 Del dem da du

Når man som jeg kommer til konferencer og seminarer om affald, miljø og planlægning, oplever man et paradoks, som ikke er til at forstå.
Gang på gang hører jeg om fremtidens intelligente løsninger, hvor vi bruger vores ressourcer meget smartere. Det nikker alle til, og jeg tror i min naivitet, at hele samfundet så går i den retning.

Smart City hos kommuneteknikerne
I forrige uge var Smart City overskriften på årsmødet i KTC, Kommunalteknisk Chefforening. Det var meget inspirerende, og vi hørte igen om den nære fremtids bil, som er en app. Du skal ikke have en bil stående hjemme i garagen, men du booker et førerløst køretøj til at hente og bringe dig efter behov.
Kører du sammen med andre, sparer du penge, og mobilitets-appen er naturligvis koblet med offentlige transportmidler, så du hele tiden kan vælge den nemmeste og billigste løsning.
Det vil betyde langt bedre plads på vejene, et dramatisk fald i antallet af trafikuheld, og det vil gøre en ende på parkeringsproblemer (og parkeringsvagter :-). Det bliver billigere for den enkelte og for samfundet, og det gavner i høj grad miljøet.

Flere og større motorveje
Alle klapper, og de fleste glæder sig til den nye fremtid. Den kan komme lige om et øjeblik, for den bygger på kendt teknologi, som store firmaer buldrer derudad med at videreudvikle.
Imens sætter politikerne flere penge af til store, brede motorveje, hvor bilisterne kan sidde i kø og bande og svede. Her i Nordjylland synes regionens største vision at være at få etableret en tredje Limfjordsforbindelse.
Det hænger slet, slet ikke sammen.

Planlæg fremtiden
Planlægningen skal skubbe til den udvikling, vi som samfund ønsker. Hvis vi ønsker flere biler på vejene med 1 person i hver, så skal vi bygge flere og større veje og flere og større parkeringspladser, sådan som vi har gjort de seneste 50 år.
Hvis vi ønsker at høste alle fordelene af de selvkørende delebiler og intelligente trafiksystemer, skal vi begynde at planlægge ud fra det. Så skal vi indrette veje og parkeringspladser, som favoriserer selvkørende biler og deleøkonomien. Mange steder i USA er der særlige vejbaner for biler med mere end én person i. I Norge parkerer elbiler gratis, og der er mange andre spændende idéer at plukke rundt omkring. Vi skal også ændre afgiftssystemet, så det bliver mere attraktivt at dele. Der er mange knapper at skrue på.

Der er arbejdsplader i det
Og det kan give nye arbejdspladser i det. Hvis Danmark bliver et foregangsland på området - eller bare halvt så avanceret som Californien - så vil der helt sikkert opstå danske virksomheder, som udvikler teknologi, der om et øjeblik bliver efterspurgt i hele den vestlige verden. Bilindustrien blev aldrig dansk og fred være med det, men energi og teknologi er danske virksomheder i front med. Så der er penge i skidtet, hvis vores lovgivere snart vil være så rare at lytte til de frontløbere i kommuner og virksomheder, som øser af deres visioner på konferencer og i fagblade.

fredag den 4. november 2016

Jeg har taget helt fejl

Her på bloggen skriver jeg undertiden politiske spådomme. Jeg har forudset flere ministres fald og SFs farvel til den forrige regering.
Men den politiske udvikling, som pågår i disse måneder her og der, kommer bag på mig. Jeg tog fejl, da jeg for flere måneder siden bagatelliserede krisen i blå blok som en slags teatertorden. Jeg troede, regeringen ville lave en aftale med de blå partier eller med de radikale og Socialdemokratiet. Så kunne Liberal Alliance stå der og hyle.

Enhedslisten
Situationen var helt parallel til et forløb under den tidligere regering, som indgik et skatteforlig med de borgerlige, selv om den næsten havde en færdig aftale med Enhedslisten. Johanne Schmidt-Nielsen blev rasende men væltede naturligvis ikke regeringen. Enhedslisten vendte senere tilbage og indgik flere store aftaler med regeringen.
Men sådan spiller klaveret ikke hos Liberal Alliance. Samuelsen kortslutter al almindelig Christiansborg-logik med én mærkesag, som 80 pct. af befolkningen er modstander af. Han insisterer på at vælte regeringen, hvis ikke han får sin vilje. Hvis regeringen går af, skal Liberal Alliance bagefter pege på en regeringsleder. Spændende, hvem det måtte blive :-)

En dårlig joke
Jeg tog også grueligt fejl sammen med alle andre, der betragtede Donald Trump som en joke. Nu er der en reel risiko for, at han bliver præsident i USA.
Jeg ser måbende til i en valgkamp, hvor kandidaterne oplever fremgang hver gang, de sværter modstanderne til. Jeg kan ikke få ind i min lille knop, at et oplyst folk kan stemme på en mand, hvis politik for 80 procents vedkommende består i at kritisere folk. De 20 procent er så initiativer, der vender sig imod muslimer og mexicanere.

Løsninger har ingen interesse
Og vi ser desværre lignende tendenser rundt omkring i Europa og i resten af verden. De populære politikere er ikke dem, der skaber løsninger. Det er dem, der kan sviner fremmede til.
Det må stoppe på et tidspunkt. Det vil jeg have ret i.

fredag den 21. oktober 2016

Ta-selv politiet rykker ud




Den vrede mand på billedet her er en af Danmarks upopulære ta-selv-betjente. Han er parkeringsvagt, ansat i et privat firma, som lever af at udstede det, vi andre kalder for bøder. Men det er det ikke. For private kan ikke give bøder. De kan alene forlange et gebyr.

750 kr.
Min ikke-ven her har netop sat en organge seddel i Tankegangs gule bil få sekunder før, jeg tog billederne af ham. Han har også fotograferet den. Den orange seddel er et kontrolgebyr på 750 kr., fordi jeg har parkeret bilen i modstrid med de regler, mandens arbejdsgiver har lavet for parkeringspladsen.
750 kr. er helt ude af proportioner med min lille fejl. Formålet med reglerne er ikke at skabe orden på parkeringspladsen. Det er at tjene penge til parkeringsvagten og hans arbejdsgiver. Intet andet.

En lukket butik og 300 ledige pladser
Min brøde foregik midt i Horsens på en stor og næsten tom parkeringsplads foran Kvickly. Varehuset er nu lukket, og man må kun holde på pladsen i en time, så der er næsten ingen biler. Den dag, jeg kom forbi, vil jeg tro, der var 300 ledige pladser. Der holdt 10-12 biler i alt.
Jeg skulle et hurtigt ærinde ind til REMA 1000 og fandt det nemmeste sted at holde. Det var ved siden af en anden bil og lidt i skyggen af et træ. Jeg huskede at stille p-skiven, for man ved jo aldrig.

Overflødig sti
Da jeg to minutter senere kom ud til bilen, stod den orangeklædte mand og skrev sit kontrolgebyr ud. Jeg spurgte, hvad der var galt og fik at vide, at jeg havde parkeret uden for båsen. Det viste sig, at der gik en flisebred sti op til Kvickly - som ingen har brug for, fordi varehuset er lukket. Nabobilen og min den gule stak snuden ind over stien, og det var en overtrædelse af reglementet på stedet.

Reglement
Al fornuft prellede af på manden. At stien var overflødig og at parkeringen ikke skabte nogen gener, var helt ligegyldigt. Han havde et reglement at forholde sig til, og det koster så Tankegang 750 kr.
Som du kan se på billedet, brød han sig ikke om at blive fotograferet. Han mente ligefrem, det var ulovligt. Lidt vovet påstand fra en mand, der lige selv har stået og taget et billede af min bil.
Jeg ønskede ham til lykke med ordren, og nu skriver jeg dette for at påvirke dem, der giver private firmaer lov til at udstede tårnhøje bøder for ingenting.

Retsfølelse
Det er simpelthen ikke i orden. Min retfærdighedssans og min retsfølelse bliver krænket, når den kære stat tillader private firmaer at score kassen på små ligegyldige fejltagelser i forbindelse med parkering. Det er ikke en ordentlig forretningsmodel, og som offer føler jeg mig magtesløs. Jeg kan vælge at betale 750 kr. for ingenting eller at klage og komme til at betale det 5- eller 10-dobbelte på at tabe en retssag om ingenting.
Afskaf ta-selv politiet.

fredag den 14. oktober 2016

Jeg har hørt en ulv

 Smuk bro og måneskin over Karlsgårde Sø

Det var en mørk og stormfuld aften i det barske Vestjylland. Den enlige konsulent ankom til et afsides liggende sovested og skulle lade op til næste dags vigtige arrangement. DR viste Bedrag, men det var for uhyggeligt at se alene, så vores hovedperson ledte efter en løbetur på GoogleMaps.

Ujævn sti med brændenælder
Skæbnen var ham venligt stemt - troede han. For lige i nærheden lå en større sø, og et par stier førte hen til en natursti, som omkransede søen.
Den løbetossede konsulent trak i de sorte tights, tog telefonen i jakken, klikkede start på uret og begav sig ud i mørket. Den første sti dukkede op som planlagt, og den næste kom lige så smertefrit. Den viste sig at være ujævn, og der stak grene og brændenælder ind over. Telefonen måtte frem, og dens lille lampe blev tændt.

Fra mørkt til kulsort
Vor antihelt kunne se et par meter foran sig, og stoppede jævnligt op for at orientere sig om rutens forløb. Det var umuligt at se fem meter frem. Det var ikke længere mørkt - det var nu kulsort. Og så kom lydene. Bedst, som han fandt ind i en slags rytme, lettede en fasan fra et buskads, og frigav en halv liter adrenalin.
Så kom stedet, hvor naturstien burde være, og alle trængsler skulle få en ende. Han løb lidt frem og tilbage, og fandt afmærkningen. På det første stykke bestod stien af et 30 centimeter bredt spor, og der var træer på begge sider. Mørket var nu skalaen over det kulsorte.

Puslen i skovbunden
Sengen var et par kilometer væk, og der var ikke elektrisk lys eller anden tegn på civilisation at se nogen steder. Der var simpelthen intet at se, andet end den lillebitte lysstråle fra telefonen.
Rækkerne af træer blev tættere. Den sorte sø var hele tiden på højre hånd, men den var sjældent synlig.
Ikke én men mange gange puslede det i skovbunden. Der lød skridt og trampen, og der lugtede flere steder af dyr.
Et sødt rådyr, tænkte konsulenten. Første gang. Senere blev tankerne mørke som omgivelserne. Det næste dyr kunne være en ræv eller en grævling, og kunne de ikke opfatte den pludselige bevægelse i skoven som en fjende?

Var det en ulv?
Godt, at telefonen også har den behagelige sidefunktion, at man kan ringe 112 på den, tænkte den langsomt løbende adrenalinforbruger. Så lød en skramlen fra det allermørkeste sted. Det var tæt på. Meget tæt, og en grufuld tanke tog bolig mellem de strittende ører: Var det en ulv? Er det ikke netop på denne egn, der er set spor af det hurtige dyr med de sylespidse hugtænder? Og er det ikke lige netop, når man forstyrrer dem ude midt i ingenting, at de er mest farlige?
Løbetossen turde ikke stoppe, men fortsatte i jævnt, langsomt tempo uden at se sig tilbage. Han kunne jo heller ingenting se.

Mange, lange minutter
Sådan fortsætte det i mange, lange minutter. Flere gange måtte konsulenten stoppe og orientere sig, og hver gang var det som om, der kom en lyd inde fra mørket. Så dukkede en bro op, som kortet også viste, og efter at have løbet galt et par gange åbenbarede der sig en stor, flot hængebro over det klare, sorte vand. Skyerne havde forladt trekvartmånen, der lå som en lysende prik i det sorte vand, og synet var storslået. Intet mindre. Her var i hvert fald ingen ulve.
Resten af turen gik glat. Via en hugning fandt den nu frygtløse løber tilbage til forbindelsesstien, hvorfra han kunne se lyset over sin sengelampe.

Lykkerus på asfalten
I ren lykkesrus slog han en omvej ud på en asfaltvej og løb i sikker stil den nærmeste landsby og tilbage igen i et mere vant tempo. Nattesøvnen blev helt uden mareridt, og næste dags arrangement kunne starte med en drabelig historie. Og her kunne de stedkendte deltagere bekræfte, at der er observeret ulve på egnen.
Så det kan i hvert fald ikke modbevises, at jeg har hørt en ulv.

tirsdag den 4. oktober 2016

En verden uden støvsugermagasiner

Sidste nye sug

Engang i starten af 70erne var jeg med min far i Holstebro Støvsugermagasin. Vi skulle købe en ny støvsuger, og den snakkesalige mand i butikken fremstod som en sand ekspert på området. Han fortalte om fordele ved forskellige modeller og om tilbehør samt en ny smart funktion med automatisk oprul af ledningen.

Piiinligt
Om det var ekspertisen, talegaverne eller familiens akutte behov for en ny støvsuger, kan jeg ikke bedømme her på 40 års afstand. Men min far valgte på stedet en model, og så kom det piiinlige øjeblik, hvor han gik i gang med at prutte om prisen. Jeg kunne være krøbet i et musehul, og jeg syntes nærmest det var tyveri, da far fik presset prisen 50 eller 100 kr. ned.

Ingen støvsugermagasiner
Her i weekenden besluttede vi os for at købe en ny støvsuger. Holstebro Støvsugermagasin er lukket, og der er heller ikke en tilsvarende butik i Frederikshavn. Mon den slags overhovedet eksisterer?
Så vi gik nettet. Først ledte vi på diverse testsider og fandt frem til et par modeller. Næste stop var pricerunner.dk, hvor vi fandt den bedste pris på den ønskede model. 963 kr. kostede drømmesugeren hos WhiteAway.com.
Så kom mit pinlige øjeblik - digital prutten om prisen. Jeg googlede efter rabatkoder til WhiteAway og fandt også nogle stykker. Men de viste sig ikke at være aktive, så jeg måtte bide i det sure Dankort og betale det fulde beløb. I min tågede hukommelse fra episoden i Holstebro kostede støvsugeren dengang over 1000 kr., så jeg er er fint tilfreds med købet.

Pling
Ordrebekræftelsen kom straks på mail og mandag aften modtog vi en instruktiv og serviceminded mail om, at varen var sendt afsted. Her skrev de om fortrydelsesret og garanti og forvarslede et spørgeskema, som jeg får om et par dage.
Tirsdag over middag plingede en besked ind om, at pakken nu var klar til afhentning hos Brugsen i Gærum, og få timer senere kørte vi den første tur med det udmærkede apparat.

Mindre charmerende
Det er muligvis meget mindre charmerende at købe en støvsuger via nettet end i en såkaldt specialforretning. Men som forbruger er jeg meget mere tryg ved 2016-proceduren.
Støvsugermanden fra Holstebro var ikke en uvildig ekspert. Han var sælger, som ønskede at lange de modeller over disken, som han forhandlede. Eksperten i dag er netbrugere og forbrugersider, hvor produkterne bliver bedømt.
Støvsugermanden i Holstebro var muligvis billig, muligvis dyr. På nettet finder jeg den billigste pris. WhiteAway og deres konkurrenter justerer hele tiden, for de ved, at vi ikke er loyale over for deres butik. Hvis vi kan få den samme vare 20 kr. billigere et andet sted, vælger vi det.

Mere trygt på nettet
Som forbruger er jeg meget tryg ved nethandel, og de digitale butikker har på få år udviklet systemer, som gør det nemt at finde varer, bedømme dem og gennemføre handlen. Mit samlede tidsforbrug ved en nethandel er mindre end ved at handle i en butik. Jeg er mere sikker på pris og kvalitet, så samlet set skal der en rigtig god og meget personlig service til i en butik for at hamle op med nutidens nethandel.

lørdag den 24. september 2016

Opråb fra Havepartiet

Det vil ingen ende tage.
Politikere og medier forsøger at bilde os ind, at indvandring og topskat er det største problem for os danskere. De er som sædvanligt helt uden forbindelse til virkeligheden.
Det største problem, vi husejere oplever, er vejret. En våd sommer og en forbistret varm september betyder, at vores græsplæner bare vokser og vokser. Det har de gjort hele sæsonen, som normalt ville være forbi på denne tid.

Kæmpe arbejde
Jeg har altså to styk, og det er et kæmpe arbejde at holde de grønne vækster nede. Ikke så snart er den ene plæne slået, før den anden er blevet alt for langhåret. Og her i september er det helt galt. Selv på solskinsdage bliver græsplænen aldrig helt tør, og så er det tungt og hårdt at slå græsset.
Det skulle nogen gøre noget ved.
Det er jo masser af ekstra arbejde, vi bliver påført. Uden at få noget for det. Der giver hverken afspadsering eller genetillæg, selv om det er højst generende. Og det koster. Jeg plejer at klare mig med to dunke benzin om året. Nu er den tredje ved at være tom, og sådan en opfyldning står mig i næsten 50 kr. Som jeg har betalt skat af.

Hækkeklipning er dyrt i ledninger
Hækken gror også vildt og ubehersket, men heller ikke det gør de noget ved på Christiansborg. Adskillige haveejere er ude nu for anden eller tredje gang i år for at trimme deres grønne indhegning. De fleste bruger en elektrisk hækkesaks, og cirka hver tredje gang kommer de til at skære en ledning over. På den måde er det en ekstraudgift på mange tusinde kroner til danske haveejere, som ingen vil tage ansvaret for. Tror de, pengene gror på træerne? Vi betaler troligt skat måned efter måned, og så skal vi flås i udgifter til plæne- og hækkeklipning.

To slidte ukrudtsrensere
Og så er der ukrudtet. Hvornår har du sidst hørt en politiker bekymre sig om den meget beklagelige udvikling i dette frodige år? Ukrudtet bliver ved med at vælte frem. Vi har i år købt to nye ukrudtsrensere til 20 kr. stykket, bare til at gøre rent mellem fliserne. Stålbørsterne på dem er næsten slidt ned nu, og hvad får man af hjælp?

I seng med ømme rygge
Hvem taler haveejernes sag i denne ekstreme situation, der nærmer sig undtagelsestilstand? Vi er mange hundrede tusinde plagede menenesker, som har brugt timer og atter timer på at bekæmpe det grønne, som vælter frem.  Vi går i seng med ømme rygge og vågner op til endnu et bed fyldt med små frække ukrudtsplanter. Er der dog i det mindste ikke én politiker, som vil gøre noget for at få det til at blive lidt koldere, så vi kan få efterår og vinter her i Danmark. Vi er ved at bukke under for arbejdspresset.

Ultimativt krav fra Havepartiet
Når Nye Borgerlige kan få 9 pct. af stemmerne i en meningsmåling, så bør Havepartiet kunne storme ind i Folketinget med et ultimativt krav om, at græsplæner, hække og ukrudt ikke må få lov at vokse så vildt som i år.
Det er på tide, at Christiansborg vågner op og lytter til folkets desperate råb. Som lige nu er ved at blive overdøvet af græsset, der gror.

fredag den 9. september 2016

Hvad giver du i Nettarif C Skabelon?


Jeg havde en skøn indkøbstur forleden. Det meste af det, der stod på min seddel, var tilfældigvis på tilbud, så jeg gik fra supermarkedet med en dejlig følelse af at have sparet en masse penge. 10, 20 eller måske helt op til 30 kr. Fedt!

Volapyk fra Frederikshavn Elhandel
Så kom jeg hjem og fandt en besked i E-boksen om vores elregning. Den lyder på 5431,92 kr. for de kommende måneders strøm. Som en god kritisk forbruger (nærigpind) tjekkede jeg mellemregningerne. Det var en eventyrligt. Kig selv på billedet herover.
Jeg vil umiddelbart tro, at der er under tusind mennesker i Danmark, der kan afkode det volapyk, Frederikshavn Elhandel her serverer.

0,00 kr. i negativt reduceret elafgift
Jeg skal betale henholdsvis 1 øre og 398,70 kr. for Nettarif C Skabelon. Jeg kan sige med sikkerhed, at jeg ikke har efterspurgt netop denne vare. På den anden side er jeg ganske sikker på, at jeg skal betale pengene, og at det er korrekt regnet ud.
Elafgiften udgør 0,33 kr. + 0,00 kr. Dertil - eller derfra - kommer "negativt reduceret elafgift" på 0,00 kr. Rart at vide, ikke?

Dyre skabeloner
Så er der tre linjer med abonnementer.
Den første hedder "Abonnement" og står mig i 109,71 kr.
De to næste hedder begge to "Abonnement, skabelonafregnet", og for denne underfundige betegnelse må jeg punge ud med 473,79 kr. og 625,00 kr. Næste gang vil jeg gerne være fri for skabelonerne, medmindre det giver klumper i strømmen.

Ukendt rabat og billig balancetarif
Jeg indrømmer gerne, at vores elregning er speciel, fordi vi har jordvarme. Det giver nemlig en rabat på den del af elregningen, som overstiger 4000 kilowattimer. Hvor stor rabatten er, er det ikke lykkedes mig at slå op på Energistyrelsens eller Energinet.dks ellers meget omfattende hjemmesider. Men af regningen her fremgår det, at det drejer sig om 1.696,69 kr. Så kan jeg godt leve med at betale 0,68 kr. og seks linjer senere 5,76 kr. i "balancetarif for forbrug".

Dum og til grin
Til gengæld er jeg som borger og som kommunikationsfidus gal og forarget over, at jeg skal modtage en komplet uforståelig regning fra mit elselskab. Jeg føler mig dum og til grin for mine egne penge.
Det værste er, at ingen har ansvaret. Frederikshavn Elhandel A/S følger bare love og vejledninger og af dem fremgår det, at elselskaberne har pligt til at oplyse i detaljer, hvordan regningen er skruet sammen. Jeg ved, at flere selskaber har forsøgt at slippe for det, fordi det ikke giver nogen mening. Men de må man ikke, for det står i loven, som Folketinget har vedtaget. Ingen af de ærede medlemmer på Christiansborg har nogensinde ønsket, at elregningen skulle blive til volapyk, og sådan kører det i ring.

Vi dumme borgere
Så resultatet er, at vi dumme borgere kan kontrollere, om mælken koster 7,95 eller 8,95, men de store beløb fra forsyning, kreditforening, forsikring og banker opgiver vi at forstå. De er jo regnet ud af en computer, så det er nok rigtigt.

fredag den 2. september 2016

Tudekiks til Journalistpartiet

Journalistpartiet har hele ugen skældt ud på Lars Løkke, fordi han holdt en tale på Facebook mandag aften. Her fortalte han om skattelettelser og flere bevillinger til sundhed, politi og forsvar. Først hele fjorten (14) timer senere holdt han pressemøde, hvor også nedskæringerne i 2025-planen kom for en dag.
Ifølge Journalistpartiet var det uhørt at lancere en plan på den måde. Uden journalister, som kunne stille kritiske spørgsmål.
De skulle have en tudekiks. Deres opgave er at fortælle os andre, hvad der foregår. Det er ikke at bestemme, hvordan en minister, et firma eller en offentlig myndighed skal kommunikere sine budskaber ud.

8 minutters stiv oplæsning
For mig virker det helt naturligt, at en statsminister i 2016 bruger Facebook som en central kanal. Her er der direkte adgang til folk, og her er der mulighed for dialog, spørgsmål og kommentarer.
Selve præsentationen var derimod ikke nutidig. Lars Løkke er stiv og formel, når han bliver proppet i det mørke jakkesæt og 8 minutters oplæsning fra et manuskript er ikke god formidling. At han så oven i købet vælger næsten kun at præsentere de positive nyheder, er ikke gennemtænkt. Facebookbrugerne er ikke dumme. Vi ved godt, at regningen skal betales, så det burde han have fortalt mandag aften.
Åbenhed er et af vilkårene i den digitale verden. Og det er ikke åbenhed kun at vise forsiden af medaljen frem. Det er dumhed.

Digitale medier er et vilkår
De digitale medier er kommet for at blive, og selvfølgelig bruger politikerne dem. Ellers var de ude af trit med befolkningen.
Journalister på nyhedsmedier må finde sig i, at magthaverne selv bestemmer, hvor de vil offentliggøre deres nyheder. Sådan har det altid været. Det nye er bare, at de sociale medier er blevet mere effektive kanaler end pressen.
Det er et vilkår for journalisterne, og det kan de sagtens leve med. For når politikerne har leveret deres overskrifter, har vi pressens vågne folk til at dykke ned i detaljerne og fortælle os om følgerne af beskåret SU, højere pensionsalder, stop for havvindmøller, stop for tilskud til energiregningen til fattige familier og usikkerheden om skat på ejendomsværdier. Og vi har ikke mindst pressen til at følge med i partiernes holdninger og positioner.

Blå splittelse
Selv om Løkke ikke lagde ud med et gammeldags pressemøde, er den nyhed, der står tilbage efter få dage, at den blå blok er splittet i atomer. Det er endnu gang lykkedes dem at tale sig fra hinanden. Med god hjælp fra vores allesammens journalistparti.

torsdag den 25. august 2016

P1 har sportsallergi

Radioens P1 er tilsyneladende allergisk over for sportsnyheder. Måske mener P1, at sport er uvæsentligt. Måske synes redaktionen ikke, vi lyttere burde interessere os for det. Eller måske interesserer P1s ansatte sig ikke for sport.
Jeg ved det ikke.

Politik, samfundsforhold og sport
Men jeg ved, at det er en forkert vurdering. Jeg er P1 lytter, fordi jeg interesserer mig for politik og samfundsforhold. Samtidig interesserer jeg mig for sport. Den kombination er ikke spor usædvanlig. Jeg tipper, at over halvdelen af P1s lyttere også interesserer sig for sport. Det er videbegærlige mennesker.
Vi skal nok finde det andetsteds, men det er bare galt, at sport ikke er en del af en seriøs kanals nyhedsdækning.

Fodboldaktier og Champions League
Her til morgen var der et helt grotesk eksempel. I Radioavisen klokken 7 omtalte P1 en undersøgelse, som dokumenterede, at de børsnoterede danske fodboldklubber taber penge. Beløbet var gjort op, og P1 fortalte, at man ikke skal investere i fodboldaktier for at tjene penge. Man skal kun gøre det for at støtte klubben.
Rapporten var muligvis ny. Men historien var det ikke. Slet ikke. Det har været kendt i årevis, blandt aktieinvestorer og fodboldfans. Og det har været fremme i medierne utallige gange. Også i P1.
Hvad Radioavisen derimod undlod at fortælle var, at FC København 7,5 time tidligere, mens lytterne sov, havde kvalificeret sig til Champions League. Det er ugens største sportshistorie, og det er en god nyhed for alle fodboldinteresserede i Danmark. Den var nem at koble til den gammelkendte historie om fodboldaktier, for kvalifikationen giver børsnoterede FCK en ekstraindtægt på ca. 200 mio. kr.

Segment-succes
DRs radiokanaler har succes, fordi de segmenterer lytterne og præsenterer det stof og den stil, der passer til målgruppen. Det kan de kommercielle radioer slet ikke finde ud af. Men det kan blive for stift, og når P1 nægter at oplyse os om breaking news inden for sportsverdenen, så følger kanalen et koncept uden hensyntagen til lytterne.

P3 - flot segmenteret
Under OL var jeg som radiolytter henvist til P3 for at blive opdateret. Det kan jeg underholde længe om, for det handlede mere om værterne end om sportsbegivenheder i Rio. Men jeg vil nøjes med at konstatere, at jeg helt klart ikke hører til P3s målgruppe.
Så foretrækker jeg sportsallergiske kloge-Åger.

mandag den 22. august 2016

Altså, de der politiske meteorologer

De politiske meteorologer forudser kraftig modvind og uvejr for regeringen her i efteråret. Det bygger de på sommerens gratis udmeldinger fra de partier, som har placeret Venstre på taburetterne.
Hvis man bruger denne teatertorden som eneste grundlag, er opgaven umulig for regeringen. Liberal Alliance vil vælte regeringen, hvis ikke topskatten bliver sænket med mindst 5 %. Dansk Folkeparti vil ikke være med til at sænke topskatten. Så er der ikke noget flertal, og bummelum.

Alt er som det plejer
Alle de politiske analytikere, som nu pisker en stemning op, har oplevet det her før. Og ingen kan huske en situation, hvor en regering blev væltet, fordi den ikke kunne finde flertal for en finanslov eller en større økonomisk aftale.
Det hele er, som det plejer.
Folketinget er sammensat nogenlunde som det plejer at være. Der er en blok af borgerlige partier, som ikke er helt enige. Og der er en blok af ikke-borgerlige partier, som heller ikke er helt enige.
De helt store økonomiske forlig bliver indgået af meget brede flertal, og mindretalsregeringer laver tit finanslovsforlig med partier fra den modsatte blok. Det er ikke spor usædvanligt, og det er sådan, vores lille demokrati skal fungere. Jeg går i hvert fald ikke ind for, at de partier, der har fået 50,7 % af stemmerne, skal bestemme alt i fire år.

Tæl til 90
Når der skal forhandles, gælder det om at tælle til 90. Sådan som det ser ud lige nu, vil det nemmeste for Løkke og Hjort være en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de radikale. Så kan Anders Samuelsen sidde oppe i sit træ og hyle videre om topskatten, der ødelægger alt i det danske samfund. Og det lillebitte konservative parti kan vælge, om det vil være med og fortælle om den store indflydelse, det har fået, eller om det vil stå udenfor og kravle op i træet til liberalisterne.

Hvad hvis vi siger nej
Alle, der forhandler seriøst med en regering ved, at de ikke kan få alle ønsker opfyldt. Det er hele tiden en balancegang: Er det godt nok, det er vi ved at blive enige om her? Og hvad sker der, hvis vi siger nej? Hvem forhandler regeringen så med, og hvad kommer de frem til?
Et eller andet sted i sådan et forløb, kommer parterne på bølgelængde og så kommer der skred i forhandlingerne - og det er kun et spørgsmål om tid, før aftalen er på plads. Det sker hvert år for alle regeringer. Løkkes, Thornings, Foghs, Nyrups, Schlüters, Ankers og Krags. Fortsæt selv rækken.
Det sker også i år, hvor situationen er lige så håbløs, fastlåst og umulig, som den har været hvert år inden den politiske sæsonstart.


mandag den 15. august 2016

Medaljerus

Hvis du for to uger siden havde spurgt, hvor mange medaljer Danmark ville vinde ved OL, ville jeg have været ligeglad. 3, 7 eller 12 - det ville være ét fedt for mig.
Sådan er det ikke længere. Tværtimod. Jeg er hooked på OL, og jeg håber, at Danmark får så mange medaljer som muligt.

Bimlen og bamlen
Min telefon og iPad er slukket om natten, så min digitale maskinpark ikke vækker mig med bimlen og bamlen hver gang, der er breaking news. Men det første, jeg tænker på, når jeg slår øjnene op om morgenen, er danske OL-medaljer. Jeg tænder straks iPad'en og går på dr.dk for at tjekke nattens høst.
I bund og grund kan det være ligegyldigt. Det er bare underholdning, ligesom kongehuset og Vild med Dans.
Men det er underholdning i stort format. Hele Verden er fælles om OL, og det er den mest prestigefulde sportsbegivenhed, der findes.

Dannebrog
Og så viser det, hvad sport kan: aktivere vores følelser. En af dem er nationalfølelsen. Jeg bliver stolt, når en dansker vinder eller får medalje. Jeg får en klump i halsen, når Dannebrog stiger til vejrs, også selv om et andet lands flag kommer endnu højere op.

Leverpostej og regnvejr
Jeg vil gerne være stolt af at være dansker, og det kan jeg godt være uden at have noget imod folk fra andre lande. Det er jo en del af min identitet, at jeg er født og opvokset her. Jeg kan også godt lide leverpostej og regnvejr om sommeren.

Jeg kender en, der....
OL er en af de fælles oplevelser. Nu kender vi allesammen Pernille Blume, Mark O. Madsen og de to glade ropiger. Det er vores OL-helte, og Danmark er ikke større end, at vi næsten er i famlie med dem. Tænk sig: En af mine kollegers niece deler lejlighed med en medaljevinder. Så jeg har på en måde også vundet lidt.

onsdag den 3. august 2016

Nu skal du bare opleve

Cyklen er pumpet, reporteren er klar.
Foto: Solle G 

En børnehave i en lillebitte landsby, der har fået dobbelt så mange børn.
En lokal forening, der har samlet ind til en sofacykel til byens plejehjem.
En ung fyr, der er kommet ud af et misbrug og nu har fået en læreplads.

Det er tre af de historier, jeg i næste uge skal cykle rundt og høre og videreformidle i Ringkøbing - Skjern Kommune.

Små sensationer
Kommunen vil gerne sætte fokus på at få fortalt de små sensationer, og jeg har så foreslået at cykle rundt i fire dage og interviewe folk. Målet er 40 små sensationer på de fire dage, og det skal jeg nok nå. Over halvdelen af dem er allerede planlagt og resten dukker op undervejs.
Mit stunt har allerede skabt masser af glæde og energi. Tankegang har lavet et elektronisk postkort, hvor jeg inviterer kommunens ansatte til at stikke mig en lille sensation. Det er sendt rundt i hele organisationen, og det er piblet ind med henvendelser.

Gammelt nyt
Mine kilder er både glade og taknemmelige for, at jeg vil komme forbi og lave en historie med dem. Mange af historierne har været fremme før, så det er måske ikke selv offentliggørelsen, der er så interessant. Det er lige så meget oplevelsen - at der kommer en journalist, som vil lave en historie om vores lille eller store projekt.
Som journalist har jeg altid fokus på resultatet - den artikel, det billede eller den opdatering på et socialt medie, der kommer ud af interviewet. Og som journalist er det ikke så spændende at lave en historie, som andre har lavet før.

Ros som drivkraft
Men for kilderne er det garanteret helt anderledes. Det er en spændende dag, når der kommer en journalist, der vil lytte og tager billeder. Det er en oplevelse i sig selv, og det giver lidt status eller kaster lidt glans over det, som den interviewede brænder for. Det er anerkendelse eller ros - og det er noget nær den stærkeste drivkraft, der findes.
Glæden smitter. Jeg bliver smigret og glad, når jeg får en begejstret mail om, at de glæder sig til at se mig og ønsker mig en god cykeltur.

Nyt fag: Kildekarma
Den gode oplevelse er helt klart en del af historien. Mon ikke også det gælder i traditionel nyhedsjournalistik?
God kildekarma er ikke et tema, jeg har lært om på journalisthøjskolen eller på efteruddannelse. Det har heller aldrig været et tema på de redaktioner, jeg har været tilknyttet. Men det er vigtigt at arbejde med den gode oplevelse for alle involverede. Det må give det bedste resultat i den sidste ende.

fredag den 29. juli 2016

Den ku de ha klaret bedre i Lemvig

Her holder cyklisterne til grin.
De skal til højre midt på broen

Kyssebroen kaldes den nye bro, som forbinder Nyhavn med Holmen. Vi krydsede den forleden på cykel, og så forklaringen på broens navn. Et højmastet skib skulle passere og to broklapper gik til siden i stedet for den traditionelle model med at blive hævet. Efter meget lang ventetid samlede de to klapper sig igen i et kys, og vi kunne køre over.

Genialt og skandaløst
Placeringen er genial. Hundredevis af turister på cykel og gåben kan nu komme til og fra to af hovedstadens mest attraktive steder på kort tid.
Alt andet ved broen er skandaløst.
Det har taget fem år at bygge den, og der har været alverdens problemer undervejs. For arkitekter, A. P. Møller Fonden og Københavns Kommune har det været vigtigt at lave et smukt byggeri - en elegant bro, der skulle stå som symbol på dansk design. Desværre viste det sig, at konstruktionen var forkert, så den har måttet laves om flere gange. Oven i kom, at entreprenøren gik konkurs midt i arbejdet.

Overflødigt sving
Når man kører på broen, føles det helt ærligt ikke som noget særligt. Tværtimod virker det absurd, at det skulle tage fem år at bygge den smule. Og så er den upraktisk.
Der er valgt en særligt dyr, blå cindersbaneagtig belægning på cykelstien. Den gør kørebanen glat i regnvejr - men det er vel pænt? Og på grund af kysse-konstruktionen skal cyklisterne slå et sving og skifte bane midt på broen.

Næ, kom til Lemvig
Samlet set kunne de have gjort det bedre, hurtigere og billigere i Lemvig.
Det ved jeg, fordi de i den vestjyske fjordby har gennemført et genialt projekt med at sikre byen mod oversvømmelse. På selve havnefronten er der bygget en fin plads, hvor børn kan lege og folk kan hygge sig og nyde udsigten over Limfjorden. Sådan er det 363 dage om året.
I sjældne tilfælde stiger vandstanden, og så hæver havnevagten en mur omkring området, som så bliver omdannet til et bassin. Det har flere gange sikret Lemvig imod oversvømmelser.
Projektet blev tænkt, projekteret og bygget på et par år, og det holdt både budget og tidsplan. Det fungerer perfekt og er blevet et nyt aktiv for Lemvig.

Læs her om mur der dur i Lemvig http://www.oranje.dk/filer/PR/Gront_Miljo_0214.pdf


tirsdag den 19. juli 2016

Den tildansede kirke med Fritz og Poul

Smuk ballet ved Den tilsandede Kirke

Satirefigurerne Fritz og Poul sad lige foran os, da vi i aftes var til verdensballet ved Den Tilsandede Kirke i Skagen. Det var ikke skuespillerne, men to af de snobber, som Fritz og Poul karikerer. De var eventyrligt gode.
To københavnske mænd i 50erne med et pikant tørklæde om halsen. Den ene havde kone og datter med, mens den anden kom alene. Jeg tror, partneren var blevet syg. For den gode mand sendte små filmklip med hjertehilsener på fra sin telefon. Jeg lurede ikke, men han sad altså lige foran mig med telefonen hævet. Begge havde et iphone cover med et rødvinglas på bagsiden.

To flasker champagne
Selskabet ankom i højt humør og anbragte en kuffert på en tom plads ved bænken. Den blev straks åbnet og befriet for to flasker champagne og vinglas, der blev sendt ned ad rækken.
Fritz i gule solbriller sippede til champagnen, nikkede anerkendende og studerede flasken med respekt. Senere fulgte tre flasker rødvin til selskabet, der talte 5 voksne og datteren, som fik sodavand. Også rødvinen faldt i snobbernes smag.

Jyde-arrangement v. Gentofteborger
Derimod var det en streg i regningen, at der kom en kvinde og bad om at sidde på kuffertens plads. Hun havde billet til den, og Pouls kone forklarede i meget tydelige vendinger, at hun havde betalt for 7 pladser, og at der kun var 1 ledig, fordi en af deltagerne var blevet syg. Solle hjalp til med en bemærkning om, at der kunne være 4 på hver bænk, og derfor var der 8 pladser på de to bænke, snobberne og deres kuffert optog. Hun blev naturligvis bidt af. Kvinden smilede og satte sig ved siden af kufferten, og Fritz rystede på hovedet og kaldte billetkaoset for "et rigtigt jydearrangement".
Den tog kegler i selskabet. Verdensballetten arrangeres af operasanger Jens-Christian Wandt, der til daglig bor i Gentofte, og det er et fast team, der ordner det praktiske. De var rigtig servicemindede, men jeg kunne bestemt ikke genkende nogen jysk accent hos Verdensballettens medarbejdere.

Jordbær og marcipansnitter
I løbet af aftenen gik sandwiches, jordbær og marcipansnitter på runde på rækken foran os. Hver gang kiggede Fritz og Poul anerkendende ned i bøtten, udvalgte sig et stykke og fortærede det med tydelig tilfredshed.
De fulgte meget engageret med i aktiviteterne på scenen: Ballet, opera, step og violineri og var synligt tilfredse med det kunstneriske niveau. Jeg fik det indtryk, at de var kyndige i den finere kultur, og det er der bestemt heller ikke noget galt i.

Dødens Triumf
Selv havde jeg travlt med at følge både opførslen på scenen og på rækken foran mig. Det var høj klasse. Jeg har ikke interesseret mig for ballet siden Dødens Triumf kom frem, men jeg kunne sagtens se, at det var dygtige folk, Jens-Christian Wendt havde samlet. Og det er altså noget ganske særligt i de smukke omgivelser i klitlandskabet ved den halvt begravede kirke.

mandag den 11. juli 2016

Trekant uden drama

Solle og Viktor havde kul på i ro og mag.

I går var vi med Trekantruten. Det lyder dramatisk, men det var total idyl hele vejen igennem.
Ruten går mellem Hobro, Mariager og Handest i det bakkede Himmerland. Det er et fint eksempel på samarbejde mellem forskellige aktører, som kan skabe nye tilbud og øge turistomsætningen.

Græsklædte bakker
Vi startede turen på Hobro Havn i bunden af Mariager Fjord. Her kom hjuldamperen Svanen tøffende og vi gik ombord. Vejret var gråt og næsten tørt, og de søde Svanepiger tørrede den lakerede træbænk af inden afgang, så vi kunne nyde det meste af turen på dækket. Der var hul til ankeret, og Viktor morede sig gevaldigt med at kigge ned i vandet den vej.
Selv i gråvejr er den smalle fjord smuk. Den er omkranset af grønt - træer og græsklædte bakker, hvor der er får, køer eller ingenting.

Æggekage på Postgården
Efter lidt over en time nåede vi postkortbyen Mariager. Der var fem kvarters pause, og jeg havde fået anbefalet den gamle kro Postgården. Vi nappede et bord i den tomme café og bestilte æggekage, burger, fiskefileter, stjerneskud og colaer. Vi nåede et spil Meyer med kroraflebægrene, mens kokken knaldede æg i stykker.
Ned på havnen igen, hvor veterantoget til Handest holdt klar på perronen. Afgangen var et lille tilløbsstykke i byen, og det gik helt rigtigt for sig med damp og os, fløjten fra konduktøren og bagefter fra togføreren.

Herligt langsommelig
Viktor havde gemt kvitteringen fra kroen, og den klippede konduktøren i, så den blev endnu mere værdifuld for ejermanden.
Det var en herligt langsommelig tur gennem det grønne landskab. En gang imellem fik vi et puh røg ind i kupéen i den over 100 år gamle togvogn. Hvert andet vindue kunne trækkes halvt ned, og så kan man stikke hovedet ud og følge turen.

5 kilometer med NT
50 minutter tog det at komme til selve Handest. Her ventede en pæn flok på at køre tilbage til Mariager, mens vi steg ind i en bus, der holdt klar ved stationen. De 5 kilometer ind til Hobro Havn klarede det offentlige regionale trafikselskab NT, som er tredje part i samarbejdet.

Fælles værdigrundlag
Skøn tur, der koster 180 kr. for voksne og det halve for børn på 4-11 år. Det er ikke raketvidenskab at lave sådan et arrangement, men det er den slags, der skal til. Vi var næppe taget til Hobro for at snuppe en tur med Svanen eller til Mariager for at køre frem og tilbage med et veterantog. Men når begge dele kan koordineres, tiden passer og vi kommer tilbage til udgangspunktet, er det nemt og bekvemt.
Og så har skibet og toget et fælles værdigrundlag: Ro.
Tak for turen :-)

tirsdag den 28. juni 2016

Kuglepennens sidste historie

VTs sidste krampetrækning her i huset.

Argh- billigt bras, udbrød jeg spontant, da kuglepennen ikke efterlod blæk på indkøbssedlen. Så vendte jeg den om og så de to kendte bogstaver, der stadig kan give mig en varm følelse i maven: VT.
Det står for Vendsyssel Tidende, min tidligere arbejdsplads.

Adskillige historier
Kuglepennen må være mindst 20 år gammel. I 1990erne havde vi VT-kuglepenne overalt: I skuffer, lommer, skabe, tasker og rygsække. De lå der sammen med de røde journalistblokke, som jeg altid havde inden for rækkevidde.
Denne VT-kuglepen er den sidste, vi har tilbage. Den har sandsynligvis været involveret i mange spændende historier i Frederikshavn og Vendsyssel. Det er næsten sikkert, at den har refereret fra byrådsmøder og fra interviews med udvalgsformænd og mindst én borgmester. Den kan også have noteret nyt fra de første Tordenskioldsdage, Danyards lukning og indvielsen af Det Musiske Hus. Lidt nekrologer og runde fødselsdage har den sikkert også skriblet, lige som færdselsuheld og indbrud i adskillige sommerhuse i Bratten har været den vej af den gode gamle kuglepen.

Fra læser til læser
Det er lidt vemodigt at smide den ud, for VT var noget ganske særligt.
En god arbejdsplads og en god lokalavis. Vi skrev om det, der skete tæt på læserne, og vi havde kontakt med mange af dem. De afleverede små referater fra foreningsmøder, foromtaler af arrangementer i lokalområdet, fødselsdagsomtaler og læserbreve om lokale forhold. Og det hele kom i avisen. Fra læser til læser.
Ved siden af opsøgte vi selvfølgelig selv nyheder, lavede reportager fra begivenheder og dykkede ned i problematiske sager.

VT - Vi Trives
Dronninglund Husmoderforening var på besøg på avisen i 1987 og sendte et referat til lokalredaktionen, hvor de skrev, at VT stod for Vi Trives. Det var et pletskud, for VT var en rigtig god arbejdsplads med et fint sammenhold og arbejdsmiljø. Men ikke en hvileplads. Vi skulle allesammen have meget fra hånden hver dag for at få en god avis ud, og der var en konkurrent henne om hjørnet, som måske havde en endnu bedre historie.

Ud med den - den forsvinder aldrig
Så der var nok at gøre for de små kuglepenne. Jeg har stadig et dødt punkt på indersiden af højre langemand, hvor kuglepennnen har fundet støtte i hundredevis af timer.
Nu skal den ud. Det betyder ikke, at VT forsvinder. I dag er alt digitalt, så kuglepennen bliver bevaret gennem dette lille indlæg.
Som stadig holder blæk om 20 år.

torsdag den 23. juni 2016

Fup eller fup i EU-debatten

Storbritanniens afstemning om EU i dag er lige så spændende som landenes næste kampe ved EM i fodbold: England - Island og Wales - Nordirland.
Plat sammenligning - jaja. Men jeg er sikker på, at rigtig mange mennesker på den vesteuropæiske ø mener, at fodbold har lige så stor betydning for dem som EU. Det kan de godt have ret i.

Vildt overdrevet
Jeg mener, at følgerne af EU-afstemningen er vildt overdrevne.
Både ja- og nejsiden bruger samme argumenter, som vi hører til hudløshed i diverse danske EU-afstemninger. Jeg mener, det er fup og fup.
Det er fup, når EU-tilhængerne forklarer, at et nej er skæbnesvangert for landets økonomi. De britiske virksomheder kan fortsat handle med resten af Verden, formentlig på nogenlunde samme betingelser som i dag.
Og det er fup, når modstanderne hævder, at et nej til EU giver briterne større indflydelse på deres egen politik. De har indflydelse på egne forhold, men verden hænger nu engang sammen i dag, og det kan man ikke afskaffe ved en folkeafstemning. Landene er afhængige af hinanden, og der er beslutninger, vi er nødt til at træffe i fællesskab. Hvis briterne stemmer nej, bestemmer vi andre noget alligevel, og det bliver briterne sikkert nødt til at indrette sig efter.

Behov for samarbejde
EU er ikke svaret på alle Europas problemer. Og EU er en stor og klodset organisation med for meget bureaukrati og uigennemsigtige beslutningsprocesser. EU har også blandet sig i noget, som landene selv kunne klare.
Det må Danmark og de øvrige medlemslande gøre noget ved. Det lykkes måske - men sandsynligvis ikke ret godt. Men det fjerner ikke behovet for samarbejde, og det er et vilkår, at demokrati er besværligt og tager lang tid. Hvis ikke, vi havde EU, havde vi noget andet, der var for tungt og for ufleksibelt.

Handel, politik og livet går videre
Den globale landsby eksisterer også i morgen, uanset hvad briterne stemmer. Det betyder, at samhandlen går videre og at de grænseoverskridende problemer fortsat eksisterer.
Livet går videre i Storbritannien og i resten af Europa på nogenlunde samme vis som i dag. Ja eller nej er ikke en katastrofe på nogen sider af den engelske kanal.
Det er langt værre, hvis Island vinder på mandag:-)

mandag den 20. juni 2016

Unge og ældre spreder energi på Folkemødet

Engageret samtale tidligt søndag morgen i Tankegangs telt

Vi har fået inspiration
til øget politisk aktivisme

Sådan skrev et pensioneret ægtepar fra Aarhus på en af de organge lapper i Tankegangs telt, da vi søndag formiddag holdt hyggesnak og evaluering af Folkemødet.

Farvel til radikal topstyring
Jeg fik en fin snak med dem. Parret har været medlem af de radikale i en årrække, men meldte sig ud i skuffelse over topstyring og er nu blevet aktive i Alternativet. Her føler de, at alle lytter til hinanden, og at man som medlem kan få reel indflydelse.
Bagefter faldt de i snak med fire sociologistuderende fra København om politik, partier, demokrati og klima.
Netop de unge og de ældre var rigt repræsenteret på Folkemødet. Alle os midt imellem er de professionelle. Os, der har en stand eller kommer for at dyrke vores netværk. Men folket på folkemødet - det er mest unge og pensionister eller efterlønnere.
Det skal vi ikke beklage os over. Tværtimod. Det er direkte opløftende for alle med interesse for det, vi kalder samfundsforhold.

Unge visioner og drømme
De unge skal tegne fremtiden, og det er skønt, at de går til opgaven med visioner og drømme og et enormt engagement. Min fornemmelse er, at især de helt store spørgsmål fanger interessen: Klima, miljø, sult og fattigdom, menneskerettigheder og krige ude i Verden.

Ældre vil i dialog
De ældre er meget vigtige for vores demokrati. De er kloge og kan trække tråde tilbage til situationer, de selv har oplevet som unge eller midaldrende. De kan skille skæg og snot. De kan sagtens gennemskue, at Clement Kjærsgaards spørgeteknik og antallet af kampfly ikke er det, der er vigtigt. Og de er - som ægteparret fra Aarhus - meget interesserede i en dialog med de unge.

Partiernes organisatoriske kedsommelighed
Jeg hører til dem, der er bekymret over partiernes faldende medlemstal og deres organisatoriske kedsommelighed. Det er jo partierne, der udpeger vores politikere, og spørgsmålet er, om de er kvalificerede til det.

Væk fra Christiansborg
Derfor tager jeg glad fra Folkemødet og konstaterer, at politikerne og partierne bliver en mindre og mindre del af vores demokrati. De folkelige bevægelser og tusinder af engagerede mennesker spiller en større og større rolle. De spændende politiske debatter, som flytter noget, foregår mindre og mindre på Christiansborg og i byrådssalene og mere og mere der, hvor vi borgere befinder os.


søndag den 12. juni 2016

Tankegang sælger forsnak

Vores program på Folkemødet. Ses vi?

I denne weekend har jeg skrevet fire interviews med personer, der er blevet inddraget i stedet for at blive informeret. Jeg skal bruge dem til en workshop på Folkemødet på fredag, hvor overskriften er kommuneinddragelse.
Det var en skøn oplevelse at tale med de fire kilder - en skoleelev, en spejderleder, en pladsdame og en pensionist. Alle berettede om gode oplevelser og alle forklarede mig, at det var meget bedre at spørge borgere og ansatte på forhånd end blot at informere dem.
Det passer lige ind i sloganet for Tankegangs og Teknologirådets telt på Folkemødet: Forsnak giver mindre bagsnak.

Stadig nyt for mange
Inddragelse bliver en større og større opgave for Tankegang, og derfor er dejligt at opleve, at det giver mening for dem, der bliver udsat for det. Men det er stadig så nyt, at folk ikke rigtigt har vænnet sig til det.
Forleden stod jeg for et dialogmøde om en international kulturdag i Frederikshavn. Vi havde indbudt en række foreninger, som var med til sidste års arrangement, og der var to punkter på programmet: Evaluering af 2015 og planlægning af 2016.

Tak for en god aften
Deltagerne kom med fine input og rigtig gode idéer til forbedringer. Vi fire i den lille arbejdsgruppe, som planlægger dagen, sagde ja til det hele. Vi havde selv en idé, som mødedeltagerne ikke brød sig om, og så skrinlagde vi den. Flere gange sagde folk: Jeg synes, I skal... eller I skulle måske overveje, at ... Og hver gang svarede jeg, at vi taler om det her og finder ud af det sammen. Det var deltagerne lidt forundrede over men meget tilfredse med. Da mødet var slut, kom flere hen og gav hånd og takkede hjerteligt for en god aften.

Vigtigst: Gør det
Der skal ikke så meget til for at involvere folk. Det vigtigste er beslutningen om at gøre det. Og så at huske, at det ikke gælder om at overbevise folk om noget eller få dem til at gøre noget bestemt. Det gælder om at engagere dem, og det gør man ved give dem ordet, lytte til dem og have en fornuftig snak med dem. Det må også gerne være lidt sjovt undervejs.

Kæmpe behov
Det er forsnak, og det er ved at være den vigtigste vare på hylden hos Tankegang. Der er et kæmpe behov hos kommunerne og forsyningsselskaberne for at involvere borgerne i små og store projekter på en åben og lyttende måde. Gør de ikke det, reagerer borgerne på Facebook eller i lokalpressen, og så kommer der alt for meget besværlig, tidskrævende, dyr og skadelig bagsnak. Det er ikke sjovt, og det er ikke en god oplevelse for nogen.

onsdag den 1. juni 2016

Sur gammel journalist

God bette nyhed i Nuuk og Frederikshavn.

I min egen selvforståelse er jeg med på det nye og deltager aldrig i det hylekor, som med sikkerhed ved, at alting var bedre i gamle dage. Jeg kalder den slags mennesker for sure gamle mænd.
Men et par oplevelser i den seneste uge har fået mig til at se på mig selv som en sur gammel journalist. Jeg vil have mere af den slags journalistik, jeg selv er vokset op med og mindre af det, jeg bedrevidende kalder for journalisme.

Gode historier i Grønland
Den gode oplevelse først. Jeg var i Grønland i sidste uge og på en af flyveturene læste jeg avisen Sermitsiaq. Den udkommer hver fredag og har selvfølgelig både nyheder og opfølgning på ugens største historier. I forrige uge offentliggjorde Selvstyret en ny strategi for turisme, som blev omtalt i avisen. Og så var det tid til opfølgning i næste uges avis. Den bestod af en række interviews med folk fra turistbranchen, som fortalte om deres aktiviteter og deres syn på Grønlands muligheder for at få flere turister og skabe flere job i branchen.
Det var blandt andet en hotelejer og en mand med et helikopterfirma. Det var ikke kritisk journalistik, som gik hårdt til dem og deres motiver. Det var såmænd bare god oplysning til dem, der interesserer sig for turisme og for Grønlands udvikling.
I samme avis knipsede jeg en lille artikel om to gutter fra Nuuk, der havde bestået en uddannelse som eventtekniker på EUC Nord i Frederikshavn. God historie i Grønland - og såmænd også i Frederikshavn.
Jeg skal ikke gennemgå hele avisens indhold, men den var fyldt med den slags historier, hvor læseren får noget at vide om en aktuel problemstilling.

Hvad er der sket
Det har alle dage været mit ideal som journalist at fortælle folk, hvad der er sket. Og at fortælle en spændende historie. Den må gerne være overraskende, og den må gerne være kritisk over for en magthaver. Og den må lige så gerne være sjov eller underfundig.

Clement
Sikkert tilbage i Danmark plumper jeg ned i en debat om den kære Clement Kjærsgaard, der endnu engang har haft en politiker på risten, som ikke ville svare på et spørgsmål på lige præcis den måde, intervieweren ønskede.
Det kalder jeg for journalisme. Vi får intet at vide om den sag, interviewet drejer sig om. I stedet oplever vi en - sikkert meget underholdende - oratorisk nævekamp mellem to mediepersonligheder.

PSO-taktik
Den anden form for journalisme er de evindelige analyser, hvor substansen træder helt i baggrunden.
Et dugfrisk eksempel er fra Christiansborg i går, hvor Dansk Folkeparti sagde nej til at hæve bundskatten i stedet for at opkræve PSO-afgift. Et indslag i tv-avisen handlede kun om skattelettelser, og seerne fik ikke at vide, at den foreslåede ændring samlet set betyder færre skatter og afgifter. Vi fik heller ikke Dansk Folkepartis begrundelse at vide - nemlig, at PSO-afgiften betales af både virksomheder og borgere, mens bundskat kun rammer borgere. Men vi fik en masse snak om regeringens problemer med at skaffe flertal og om Dansk Folkepartis taktiske position.

Sådan noget kan godt gøre en ung mand som mig sur et lille øjeblik. Så kan jeg trøste mig med, at jeg har turet rundt i Kolding i dag med blokken og talt med børn, unge og gamle, som alle sammen synes, det er sjovt og meningsfuldt at sortere affald. Fed historie :-)

lørdag den 21. maj 2016

Her er Gugel

Michael Gram fra MapsPeople var vært ved arrangementet i Aalborg.

I/O Extended hed arrangementet. Jeg ved stadig ikke, hvad det betyder, men det var uhyre interessant. Vi var vel et par hundrede mennesker i Aalborg Universitets dejlige lokaler i bunden af Rendsburggade på den nye havnefront.
Vi var kommet for at se en live-transmission fra Googles hovedkontor i San Fransisco, hvor selskabets topchef Sundar Pichai og en stribe andre pæne mennesker i afslappet tøj fortalte om nye programmer og produkter. Alt klappede - også publikum. 175 steder rundt om i Verden sad folk som os og kiggede med. Alene i Kina var der ifølge Google over 1 mio. seere.
Det er lige så hypet som Apples berømte shows, hvor de fortæller om den nye iPhone i6S, og dens uundværligheder.
Som jeg kan bedømme det, var det gedigne nyheder fra Google. Set fra en forbrugers synspunkt var det spændende at se og høre om Google Home. Det er en lille bøtte, man stiller midt i stuen og taler til. Så genkender den din stemme og giver dig det rigtige svar.
Faren kommer ned om morgenen og beder om morgenmusikken. Så lyder den i højttaleren. Mor kommer og siger godmorgen til Google, som straks meddeler, at hendes fly om eftermiddagen er forsinket. Så beder hun bøtten om at ændre sin middagsreservation og øjeblikket efter bekræfter Google-vidunderet, at det er sket.
Børnene bliver vækket ved at musikken bliver tændt på deres værelser, og drengen kommer ned og spørger Google, hvad han skal lave i skolen den dag. Da hele familien går ud af døren, vender drengen sig om og siger Goodbye Google - så slukkes lyset i hele huset.
Smart, sjovt og ikke strengt nødvendigt, men fed lir.
For udviklerne var der nam-nam om virtual reality. Der kommer nyt udstyr og en masse software, man kan lege med. Der var også noget om, at det bliver nemmere at kode mobilsider og apps - hvordan kan jeg ikke forklare, men det lød overbevisende. Og de unge mennesker omkring mig nikkede anerkendende.
De var en anden af dagens fine oplevelser. En række nordjyske firmaer med Tankegangs tidligere søsterfirma MapsPeople i spidsen var sponsorer for arrangementet. De fortalte kort om sig selv, og fælles for dem alle var, at de søgte nye medarbejdere. It, programmering og digitale tjenester er en kæmpe branche i Danmark. Og det er skønt at opleve det drive og den optimisme, der præger arbejdet.
At jeg så bliver stødt på min faglighed, fordi de taler uforståeligt til hinanden og titulerer sig som CEO og FCO og TCO og andre giraf-udtryk, er jo ikke deres problem.

lørdag den 14. maj 2016

PSO-fri energi

 Lad solen skinne

Netop i den uge, hvor regeringen foreslog at afskaffe PSO-afgiften, har jeg stukket en snabel ned i statskassen. Vores nye solcelleanlæg er kommet på nettet og producerer nu strøm til os året rundt.
Vi afregner time for time. Hvis anlægget producerer 1 kilowattime, og jeg bruger 1 kilowattime går det lige op.
Producerer anlægget mere, end vi bruger, betaler Energinet.dk 1,02 pr. kilowattime. Producerer anlægget mindre, end vi bruger, betaler vi almindelig forbrugerpris på ca. 2 kr. pr. kilowattime.

Vil bruge strømmen selv
Ordningen koster Energinet.dk penge, for den reelle elpris er meget lavere end 1,02 kr. Regnestykket bliver lidt kompliceret, fordi vi har jordvarme og derfor får et ukendt ørebeløb i rabat på den del af vores elforbrug, der ligger over 4000 kilowattimer.
Men jeg har samme interesse som Energinet.dk - nemlig at bruge så meget som mulig af strømmen selv. Vores årlige forbrug er højere end det, som solcellerne kan producere.
Hver gang, jeg bruger vores egen strøm, sparer jeg 1,50-2,00 kr., mens jeg kun får 1,02 kr. fra staten for den strøm, jeg må sende ud på nettet. Og så skal jeg betale en højere pris, hvis jeg senere skal købe strøm.
I praksis betyder det, at vi skal bruge mindst mulig strøm om aftenen og om natten og mest muligt, når solen skinner. Så opvaskemaskine og vaskemaskine skal helst køre, når solen skinner.

Batteri på vej
Den høje pris fra Energinet.dk gælder i 10 år. Til den tid, er der kommet et batteri på markedet, hvor jeg kan oplagre min egen strøm og forhåbentlig bruge rub og stub, så økonomien i projektet bliver endnu bedre.
Jeg betaler ikke PSO eller andre afgifter af den strøm, jeg selv producerer. Nu lurer jeg så på regeringens forslag om at lægge PSO-afgiften over på skatten. Bliver det gennemført, udhuler det lidt af den økonomiske fordel ved solcellerne. Jeg sparer meget lidt i PSO, hvis den bliver afskaffet, men skal betale fuld skat. Så strømmen bliver noget dyrere for mig.
Sådan går det op og ned i skatte- og afgiftssystemet, og jeg har fuld forståelse for, at det aldrig kan blive 100 procent retfærdigt.

Selvforsynende
Mit hovedformål med solcellerne er heller ikke at spare penge. Det er at tage endnu et skridt mod at være selvforsynende med energi. Det når jeg sikkert aldrig, men de kinesiske plader på taget er et væsentligt skridt på vejen.

søndag den 8. maj 2016

Solklovnen


Og den virker.

For nogle år siden ønskede jeg mig en solcelleoplader til min telefon. Da den havde stået på ønskesedlen nogle gange, forbarmede en gavegiver sig over mig, og jeg pakkede glad det herlige apparat ud.
Foruden opladeren var der en masse stik, så vidunderet kunne levere strøm til alle typer telefoner, musikafspillere og andet nødvendigt grej. Skønt.
Jeg lagde den lille dimmer i solen i nogle dage, og der skete - intet. Den kunne ikke levere den mindste smule strøm til min telefon. Jeg prøvede igen nogle gange med samme resultat og smed dyret ud.

Markedets bedste
Efter at være kommet mig over skuffelsen, googlede jeg mig frem til markedets bedste solcelleoplader og skrev den på ønskesedlen. Den kom i første hug med nøjagtigt det samme tilbehør som nummer 1.
Desværre også med samme effekt. Første gang fik den kortvarigt lynet frem i toppen af telefonen som tegn på opladning, men ikonet forsvandt hurtigt igen.
Jeg prøvede at aflade og oplade et par gange, men uden resultat. Jeg sendte apparatet til importøren med et lille brev - og fik intet svar.
Så gav jeg op. Jeg er åbenbart en klovn til solenergi.

En lygte til sølle 195 kr.
En anden genganger på min ønskeseddel er lampen Little Sun, som kunstneren Olafur Eliasson har udviklet. Den har ingen villet give mig, men da vi var på Louisana forleden, lå den der og så smækker ud. Så jeg købte en fin lille gaveæske til sølle 195 kr.
Første gang skulle lampen lade op i 8 timer og belært af tidligere erfaringer, fik den en del ekstra tid. Stor var glæden, da jeg trykkede første gang på den lille hvide knap og så det skarpeste, fineste lys fra min nye lampe.
Den fungerer simpelthen perfekt.

En lille detalje
Der er så lige den beklagelige detalje, at jeg ikke har brug for en lommelygte. Jeg sover aldrig i telt, og hvis jeg færdes et sted, hvor der er meget mørkt, kan min telefon altid lyse op. Den har indbygget lygte.
Men pyt med det. Hovedsagen er, at solens gavmilde stråler bliver omdannet til strøm, som giver lys i den lille grimme lampe.

Lys i Afrika
Og så er der feel-good effekten. Når en forbruger i et rigt land køber en Little Sun sollampe, forærer Eliasson en lampe væk til en person i et område i Afrika, hvor der ikke er strøm. På den måde er jeg med til at skabe arbejdspladser i Ethiopen eller Ghana, og det er jo næsten lige så godt som at få strøm på telefonen.