lørdag den 28. marts 2015

De fortryllede nøddeknækkere

Hvad ethvert hjem har brug for

Balletten Nøddeknækkeren er bygget over et tysk eventyr om en magisk nøddeknækkerdukke, som er en af gaverne en juleaften hos familien Stahlbaum. Nøddeknækkeren er en gave, som familiens onkel Drosselmeyer har fremstillet. Den går i stykker i løbet af aftenen og bliver på magisk vis hel igen. I løbet af historien udvikler der sig en krig mellem en hær af mus og en masse legetøj, der bliver levende. Alle vil have fat i nøddeknækkeren.

Smed ud med hård hånd
Tankevækkende for vores lille familie, der i sidste weekend ryddede op i min fars lejlighed. Jeg har hele tiden ment, at det var et forholdsvis let projekt, for den store oprydning fandt sted for 9 år siden, da far efter 40 år i vores barndomshjem flyttede fra parcelhuset i Holstebro til den lækre havnelejlighed i Middelfart.
Der smed vi ud med hård hånd. For hård, syntes far.

Hvor mange ostehøvle har du brug for?
Køkken- og stueskabene var fyldt. Der var ikke én sovsekande, men otte. Der var ikke to duge, men 20. Der var ikke ét sæt service, men fire. Jeg var den hårde hund, og forhandlingen foregik typisk sådan her:
Stener: Hvor mange ostehøvle har du brug for?
Far: Ostehøvle? Ja, 1.
Stener: Fint. Her er 5 ostehøvle. Hvilken én vil du have med?
Så gik far i stå, for det var nogle rigtigt dejlige ostehøvle, og han satte stor pris på hver eneste af dem. Hvis han kom til at pege på én af dem, sagde den ubønhørlige søn "fint!". Så blev den pakket ned, og de fire andre blev smidt ud.

Kun tre oplukkere
Den slags diskussioner havde vi rigtig mange af, og mange fine redskaber endte deres dage på genbrugspladsen. Æggebægre, syltetøjsglas, mellemlægsservietter, lyseslukkere, lightere og meget, meget andet. Det var godt det samme, for der havde ikke været plads til far i lejligheden, hvis vi havde slæbt det hele med.
I årene efter lavede far tit fis med min hårdhændede oprydning. Hvis nogen spurgte, hvor oplukkeren lå, svarede far som en såret hund, at han ikke havde én, for Stener havde smidt dem allesammen ud. (Der var tre oplukkere i Middelfart). Og han måtte rent faktisk ud at købe teskeer, da det viste sig at min tildelte ration på 8 var for lille. (Han havde så 18 sølvteskeer henne i chartollet)

Magi i chatollet
Vi genopfriskede historien aftenen inden oprydningsdagen, og der nævnte jeg så nødeknækkere som eksempel.
"Far, hvor mange nøddeknækkere har du brug for?" Havde jeg spurgt og selv svaret: 1. Og så havde diktatorisk afgjort, hvilken af husets seks nøddeknækkere, der kunne komme i flyttekassen.
Troede jeg.
For søndag formiddag åbnede Flemming en skuffe i et chatol og jublede højt. Side om side lå de 6 gamle nøddeknækkere. Der har de ligget i 9 år og er ikke blevet brugt en eneste gang.
Det er ren magi. Jeg er 100 pct sikker på, at jeg har smidt 5 nøddeknækkere ud, og jeg ved helt sikkert, hvilken én, jeg ville give far lov til at beholde. Herr Drosselmeyer må have været forbi med sin tryllestav.
Eller er det min snedige far, der i et ubevogtet øjeblik har listet de fem overflødige nøddeknækkere ned i en kasse? Det kunne ligne ham at gøre oprør mod en selvbestaltet autoritet. Jeg sender varme tanker til far og en nyere ballettitel dukker op:
Dødens Triumf.

tirsdag den 17. marts 2015

Privat sparefly

Velkommen til ventetiden


Så sidder vi her og glor. I et Norwegianfly.
Det har jeg prøvet så tit.

Denne gang er det en teknisk anordning i et vindue, der ikke duer. Den blev skiftet, men det duede ikke, så nu er håndværkeren tilkaldt igen.

Stewardesse på vej
Normalt hedder det tekniske problemer eller vi får at vide, at vi skal vente på en stewardesse, der er på vej fra Stockholm. Jeg har ikke brug for hende men er tvunget til at vente.
Nogle gange letter og lander Norwegian til tiden. Så sidder vi der og glor og venter på, at der kommer en trappe, vi kan gå ud på. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde er nået rettidigt frem med Norwegian.
Jeg ved ikke, om det er bedre hos SAS. Jeg ved, det er meget dyrere, så derfor lever jeg med Norwegians meget stabile forsinkelser. De er normalt på 15-25 minutter, og det er til at håndtere. I dag er det så 40-50 minutter, og det er så bare undtagelsen, der bekræfter reglen.

Smooth med S-tog og Metro
Men som en, der har det offentlige som kunder, tillader jeg mig at gøre opmærksom på, at private aktører ikke altid er bedre end offentlige. Det gik smooth herud fra Frederikssund med S-tog og Metro. De kørte til tiden, og alt var komfortabelt.
Det var også nemt og billigt. En times transport med det offentlige kostede et træk på 39,20 kr. på mit rejsekort. Og det er pærenemt at billettere sig selv på den måde.

Intet abonnement
Jeg ved godt, at der også nogle gange er forsinkelser med tog, S-tog og metro. Og jeg ved godt, at fly er mere kompliceret end tog.
Men logikken om, at private firmaer af princip løser opgaven bedre end offentlige, abonnerer jeg ikke på. Det kan du takke Norwegian for



fredag den 13. marts 2015

Sjældent drama i KL

Aalborghallen var den fredsommelige kampplads.

Normalt er alt klappet af og aftalt i mindste detalje, når store organisationer holder generalforsamling, årsmøde eller delegeretmøde. Og det gælder især i KL, Kommunernes Landsforening, som er en af landets største og mest effektive interesseorganisationer.

Drama i luften
Men sådan var det ikke i denne uge, hvor KL holdt sit traditionelle og meget velbesøgte topmøde i Aalborg. Der var drama i luften fra morgenstunden torsdag, og spændingen holdt sig helt til fredag middag.
Det helt store samtaleemne var den planlagte fusion mellem KL og søsterorganisationen Danske Regioner. Den blev lanceret for et par måneder siden, men det viste sig hurtigt, at der var uro på bagsmækken hos storebror. Flere medlemmer i KLs bestyrelse var modstander af fusionen. I starten blev det slået lidt hen, men modstanden ville ikke dø, og den viste sig at være bred.

Små og store kommuner
I hovedtræk står konflikten mellem store og små kommuner. De store ønsker fusionen for at få en slagkraftig organisation i det daglige samarbejde med Corydon & co på Slotsholmen. De små ønsker at bevare KL, hvor de mindre kommuner oplever, at de også har indflydelse. De er bange for, at de store sætter sig på alt.

Udvandet forslag
Så det var et udvandet forslag, KLs formand, borgmester Martin Damm (V) fra Kalundborg bragte med til Aalborg. De delegerede skulle stemme om at gennemføre en undersøgelse for mulighederne for at fusionere med Danske Regioner.
Formanden lød lidt som en undskyldning, da han forklarede, at forslaget IKKE betød en fusion, og at en fusion IKKE betød sammenlægning af kommuner og regioner.
Undervejs dukkede et ændringsforslag op. Det gik ud på at udskyde beslutningen om fusion til regionernes fremtid er afklaret i det nye folketing. Det kom til afstemning først og blev vedtaget med et meget snævert flertal: 255 stemmer imod 248.

Konsensus
KLs altoverskyggende varemærke er konsensus. Den store organisation står så stærkt som kommunernes talerør, fordi den taler med én stemme. KL er det samme, uanset om en Venstremand eller en socialdemokrat (mand) er formand. Så et splittet KL er bestemt ikke hverdagskost. Det er faktisk uhørt.
Derfor er det også interessant at se Martin Damms officielle kommentar til nederlaget i afstemningen:
"Jeg er glad for den demokratiske debat, vi har haft her på delegeretmødet. Det bekræfter, at demokratiet lever. For bestyrelsen har det været vigtigt at få en åben debat", udtalte formanden på KLs altid diplomatiske facon.

Kontrol
Afstemningen er naturligvis helt central, og derfor er den heller ikke et udtryk for en generel splittelse i KL. Snarere tværtimod. Både modstandere og tilhængere af fusion er helt enige om, at den førende kommunale organisation fortsat skal gennemsyres af konsensus-kulturen.
Så alle os, der hygger os med at se tingene komme lidt ud af kontrol i så stor en maskine, skal nok ikke forvente os tilsvarende underholdning af KL fremover.


tirsdag den 10. marts 2015

En dag på raskehuset

Så er man en del af systemet


Sygehuse er for de syge, ikke sandt?
Efter en meget fin behandling på Sygehus Vendsyssel i dag, vil jeg gerne slå et slag for ordet raskehus. Det er et sted, hvor de raske kan få ordnet skavanker. Og de bliver behandlet og betragtet som raske personer.

Stort fremskridt
Sådan er det ikke - helt - på sygehusene i dag. Men jeg fornemmer, at udviklingen går den vej. Mit lille besøg skyldes åreknuder. Min mor fik fjernet sine for ca 40 år siden, og jeg mener, hun lå på sygehuset i en lille uge. Jeg kom klokken 8.45 og stemplede ud igen kl. 14. Så det er et stort fremskridt. Raske folk skal selvfølgelig ikke ligge i sengen. De skal i gang og sørge for, at kroppen reparerer skavankerne færdigt.

Mindre forhør
Operation foregik under fuld narkose, og så bliver man behandlet som syg. Da jeg fik undersøgt mit ben for et par måneder siden, havde jeg først svaret på et spørgeskema om mit medicinforbrug, mine øvrige sygdomme, mit alkoholforbrug, rygevaner og andre dårligdomme. Lægen på veneafdelingen spurgte om det samme, og så kom jeg til et mindre forhør hos en narkoselæge, som tog turen for tredje gang. Han sad med mine papirer foran sig og kunne se, at jeg har et fint blodtryk, lav hvilepuls og et BMI under middel.

Sygehustøj
I morges mødte jeg fastende og kom ind til tiden. Dejligt. En meget kompetent læge stregede åreknuderne ud på mit ben. Da jeg havde fået sygehustøj på og havde barberet benet blev jeg lagt i en seng med et drop i armen med saltvand. Jeg kunne lige så godt have siddet i en stol. Jeg fejlede jo ingenting.
Så kom en narkosesygeplejerske og spurgte mig lidt ud om medicinforbrug og allergi, inden jeg blev kørt ind til de søde narkosepiger. Min hvilepuls lå på 36, og det var lige lovligt raskt. Sygeplejersken måtte tilkalde en læge for at høre, om jeg skulle have medicin for at holde pulsen oppe under narkosen. Hun omtalte mig flere gange som en "rask ung mand", og da lægen kom, forklarede hun også, at den lave puls skyldtes god kondi. Så jeg slap for mere medicin en de fire piller, jeg fik udleveret ved ankomsten.

Terrorpuls
Så fik jeg sovemiddel i armen og øjeblikket efter vågnede jeg op efter operationen. Der var koblet et apparat på, og det blev ren terror på den lille afdeling. Det bippede hver gang, min puls nåede under 35, hvilket skete 2-3 gange pr. minut. Sygeplejerskerne kom og trykkede på en knap og spurgte, om jeg havde det godt.
Jeg blev tilbudt mad, og jeg bad om alt, hvad de kunne undvære. Det var tre halve og en lille ostemad. Til en rask mand, der ikke har fået noget at spise i 15 timer :-( Da den smule var sat til livs, fik jeg bevilget en halv mere. Til gengæld var der fri kaffebar, og det var næsten lige så tiltrængt.
Dette er bestemt ikke en klagesang. Operationen ser ud til at være vellykket, og det var det vigtigste. Jeg sætter også pris på, at personalet sikrer sig, at patienterne kan tåle behandlingen, og jeg kan også godt tåle at få lidt for lidt mad.

Mindre seng og mere hverdag
Så dette er ikke en kritik af Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn. Det er bare en lille refleksion over en rask mands besøg på et sygehus. Jeg tror, sygehusene kunne opnå meget ved at betragte og behandle folk som raske - hvis de er det. Og at behandle de syge som nogen, der er raske om et øjeblik.
Mindre seng og hvidt tøj og mere dagligdags aktivitet. Det gamle mundheld om, at det kræver et godt helbred at komme på sygehuset, skulle nødigt blive til en sandhed.