tirsdag den 25. februar 2014

Ventilationsmysteriet

Når man holder ferie i varme lande, er det skønt at have aircondition på værelset.
Da vi for 15 år siden var på Seychellerne med min far, trak det inde fra værelset, når vi sad ude på terrassen. Det var ventilationssystemet, som sikrede en behagelig temperatur indendøre, mens det konstant var over 25 grader uden for.



Men det kræver, at man kan betjene anlægget, og her kniber det noget for os.
For 10 år siden var vi i Barcelona, og vi døjede hele ferien med en frygtelig varme på hotellet. Det gik ikke at åbne vinduet, for der var trafiklarm døgnet rundt.

Et par timers aircondition
Den sidste aften, før vi skulle meget tidligt op og nå et fly hjem, fik jeg øje på et appartur på væggen, og spurgte den teknisk kyndige fru Glamann, hvad det mon var til.
Det viste sig at være airconditionen. Så vi fik skruet ned, og sov de få timer i en behageligt kølig temperatur.
Siden har vi som det første ledt efter styringen til airconditionen, hver gang, vi er kommet ind på et hotelværelse.

Flere funktioner
Således også her i San Diego, hvor Solle hurtigt fandt mekanikken og skruede temperaturen ned på laveste niveau. Der var godt nok stadig lidt varmt om natten - og igen den næste nat. Men det var trods alt rart at vide, at vi havde gjort, hvad vi kunne. Så det føltes ikke så varmt.
Men det var det. For efter et par dage, fandt Solle ud af noget rigtig smart. Man kunne ikke blot indstille temperaturen - man kunne også tænde og slukke for anlægget. Hun valgte så at tænde for det, og som du kan se på billedet, er der en meget velfungerende blæser.
Nu er der helt sikkert blevet mere køligt. Ja, vi har sågar frosset lidt i nogle timer en nat. Men det tager vi gerne med. Bare ventilationen kører.


onsdag den 12. februar 2014

Banken, der ikke kan fejle

Tankegang gør det.
Carlsberg gør det.
Danske Bank gør det
Regeringen gør det.
Du gør det.
Anders Fogh har (måske) gjort det

Den eneste, der tilsyneladende aldrig gør det - er Jyske Bank.
Jyske Bank laver aldrig fejl.

Swap
I dag blev banken dømt i byretten i Aarhus, og dens kommentar lød: Vi anker til landsretten.
22 familier i Skødstrup ved Aarhus fik byrettens ord for, at de var blevet dårligt rådgivet af Jyske Bank, da deres andelsboligforening indgik en såkaldt swap-aftale. De anede ikke, at de risikerede at ende i en bundløs gæld.
Jyske Bank ville ikke kommentere sagen, inden retssagen, og der står heller ikke et menneske klar til at fortælle, hvorfor de 22 familier skal ud i endnu et par års usikkerhed, stavnsbånd og manglende nattesøvn.
På Jyske Banks hjemmeside står der - ingenting.

I mediernes søgelys
Det ligner et led i en kommunikationsstrategi, som er meget bevidst - og meget speciel. Du har nok bemærket, at Jyske Bank har været en del i mediernes søgelys, og attituden er hver gang den samme: Jyske Bank har ikke gjort noget forkert.
Da DR bragte den første dokumentar om skattely, var der ingen undskyldning eller formildende forklaringer fra Jyske Bank, hvis medarbejder på skjult kamera rådgav DRs muldvarp til at slippe for at betale skat i Danmark. Jyske Bank gik til modangreb på DR og forlangte råbåndene udleveret. Jyske Bank bebudede endog en injuriesag mod DR - den blev senere trukket diskret tilbage.
Efter den anden dokumentar om skattely, skrev Jyske Bank en erklæring om, at Jyske Bank ikke medvirker til skattespekulation. Ellers ingen kommentarer.

Hedgefonde
Og vi kan gå tilbage til sagen om hedgefondene, som kørte i årevis. Her havde Jyske Bank i et reklamemateriale fremstillet investeringen som meget sikker. Da papirerne raslede ned i værdi, nægtede banken kategorisk at have gjort noget som helst forkert. Den nægtede, og den nægtede og den nægtede.
Til slut gik Jyske Bank med til at betale nogle penge tilbage - under den udtrykkelige forudsætning, at Jyske Bank ikke havde gjort noget forkert.
Det er menneskeligt at fejle. Det er ummenneskeligt dumt ikke at ville indrømme det.

fredag den 7. februar 2014

Sidste omgang for SF

Jeg giver lige SF en sidste omgang her, og jeg skal nok gøre det kort.
SF vil gerne vende nedgangen i meningsmålingerne. SF vil gerne have mere indflydelse.

Det første kan de klare ved at være i opposition og derfra klart markere SFs politik.
Men mere indflydelse - det kan SF ikke få.

Der er ikke flertal i Folketinget for en rød, økonomisk politik. Det bliver der ikke ændret på med SF i opposition.
Hvis SF havde siddet uden for regeringen kunne partiet ikke have forhindret:
- forringelse af dagpenge
- afskaffelse af efterløn
- selskabsskattelettelser
- pensionsreform
- SU-reform
- skatteaftale med Venstre
- finanslovsaftale med de borgerlige
- salg af DONGs aktier
Føj selv flere punkter til listen.

Så uanset, hvad SF selv siger, så vil partiet nu få endnu mindre indflydelse.

Hvis jeg var SF-leder ville jeg betragte det som en kendsgerning, og så gå efter det, som alle partier til alle tider har brug for: Vælgere. Det er den eneste vej til indflydelse.

Sådan er det jo.