torsdag den 29. maj 2014

Mediehetz og politisk virkelighed

Lars Løkke er midt i en mediehetz.
Den er selvforskyldt, men jeg er helt enig med de kritikere, som mener, at sagen om Venstreformandens ragen til sig er ude af proportioner.
Jeg er helt enig med dem, der synes, at mediecirkusset fylder for meget i den politiske debat og det politiske indhold for lidt.

Der kommer flere fejl
Men det er en virkelighed, som vi ikke lige kan lave om på - og som Venstre må forholde sig til. For Lars Løkke er lige som alle os andre et menneske, og han har ikke begået sit livs sidste fejl. Der kommer flere, og så står medierne på spring for at forstørre sagen og til at kæde den sammen med hele det gamle batteri af Løkkehistorier.

Egenskaber for en statsminister
Synd og skam, at Danmarks dygtigste politiker skal blive ødelagt af sådan nogle småting, siger Løkkes mest inkarnerede fans.
Der vil jeg så godt gnide lidt salt i såret. Er han nu også så blændende dygtig? Lad os se på nogle centrale egenskaber for en statsminister.
Taktik - her er han god. Han har en fin næse for det politiske spil.
Handlekraft - ja, han har gennemført kommunalreform, behandlingsgaranti og tilbagetrækningsreform. Modsat reagerede han alt for sent på finanskrisen, og det kiksede helt for ham med en folkeskolereform.
Mod - ja. Han tør træffe de nødvendige beslutninger.
Kommunikation. Ja og NEJ. Løkke er god i medvind og god til at forklare sig, så vi kan forstå det. Men i modvind er han elendig. Han bliver sur, fornærmet og ondskabsfuld.
Relationer - nej. Han omgås sine politiske venner og er ikke specielt afholdt i brede kredse på og omkring Christiansborg.
Pressen - nej. Den er helt gal. Journalisterne er blevet Lars Løkkes værste modstander, og han behandler dem som sådan.
Folkelighed - Nej og ja Her er der indhold i kritikken. Det er aldeles ufolkeligt at købe tøj for 152.000 kr., rejse på 1. klasse og ryge på hotelværelser - og først alt for sent erkende, at der er noget galt i det. Men ellers er Løkke kendt som en jovial og sjov person, som er helt nede på jorden.

Handlekraftig terrier
Ingen scorer topkarakter på alle egenskaber. Så ville de være overmennesker.
Men alene at bedømme en toppolitiker på hans taktiske evner og politiske resultater, er alt for snævert i dag.
Lars Løkke er en handlekraftig politisk terrier, men han er ikke den oplagte leder for et moderne og stort folkeligt parti og for et lille land, der er afhængig af gode relationer alle vegne.

lørdag den 24. maj 2014

Facebook rykker - også i Grønland

Julie er Qujanaq-kampagnens stjerne. De 200 første
 brugere på Facebook kom, da hun delte siden.

Fra 0 til 1225 Synes godt om på under to uger - og så i et lille samfund som det grønlandske.
Det er status på Qujanaq-kampagnen, som vi netop har skudt i gang med to koncerter i denne uge.
Opdateringen efter koncerten i Nuuk er blevet set af 1500 Facebook-brugere.
Det betyder, at vi kommer bredt ud med budskabet om at bruge skraldespanden, og det er for mig det endegyldige bevis på, at Facebook kan bruges som et seriøst medie.

Arbejd seriøst med Facebook
Vi nævner tit Facebook for vores kunder i den kommunale verden hjemme i Danmark, men vi har svært ved at trænge igennem. Qujanaq-kampagnen viser imidlertid, at der er effekt at hente, hvis man arbejder seriøst med Facebook. Det har vi også gjort sammen med Selvstyret.

En integreret del af kampagnen
Facebook-siden står selvfølgelig ikke alene. Den er knyttet op til ugens to begivenheder, nemlig koncerter med Julie Berthelsen og to skolekor i byerne Maniitsoq og Nuuk. Op til og ikke mindst imellem de to koncerter har vi fået en overvældende medieomtale. Julie og miljøminister Kim Kielsen har optrådt flere gange i radio og tv, og både netmedier og trykte medier har været på pletten med billeder og reportager.
Hver gang har vi fået nævnt Facebooksiden, og hver eneste medieomtale har givet nye likes.

Oppe på tasterne
Selvstyrets Facebookbestyrer har også været hurtig på tasterne. Han har opdateret med friske billeder, og han har aktivt opfordret brugerne til at dele og tagge. Han har to gange på en uge skiftet coverbillede. Det giver rigtig fin opmærksomhed. Og så er han ret hurtig til at svare folk. En del brugere har selv lagt billeder og små kommentarer op, og Steve er kvik til at takke dem. Qujanaq kommer man langt med overalt.

Facebook spiller en hovedrolle
I den kommende tid går kampagnen ind i en ny fase, og her er Facebook et vigtigt omdrejningspunkt. Vi opfordrer skoleklasser i Grønland til at optage en lille video, hvor de optræder til Julies Qujanaq-sang. Klippet skal op på Facebooksiden, og så deltager klassen i en konkurrence om 10.000 kr.
Her skal Facebooksiden have sit eget liv. For de klasser, der lægger en video op, skal også være aktive med at få andre til at synes om dem. Det må absolut gøre indtryk på de dommere, der til efteråret udpeger vinderen.

Jeg slutter lige med 3 tip til Facebookbestyrere:
1. Opfør dig Facebookagtigt. Du skal ikke kun lægge indhold op på siden. Du skal også kommentere, synes godt om og dele andres indhold. Lige som du gør som privat Facebook-bruger.
2. Vær flittig til at kommentere, rose eller svare på de indlæg, brugerne kommer med. Det gør dem glade.
3. Skift coverbillede og profilbillede jævnligt. Det giver opmærksomhed hver gang og holder dig inde i varmen på brugernes nyhedsstribe.

fredag den 23. maj 2014

Syg Christiansborg-logik

Her til morgen læste jeg en bizar artikel i Jyllands-Posten. Den berettede om intern kritik i Venstre af partiets næstformand, Kristian Jensen.
Han skulle ifølge avisens kilder have været halvhjertet i sin støtte til Lars Løkke Rasmussen i sagen om de dyre underhylere.

Weekend-ring
Andre topfolk fra Venstre havde angiveligt brugt det meste af weekenden på at ringe rundt til partikammerater for at fortælle, at de skulle bakke op om Lars Løkke. Det havde Kristian Jensen ikke gjort.
Det var det ene kritikpunkt.
Det andet var det bizarre, nemlig at Kristian Jensen ikke på noget tidspunkt har bakket op om Venstres beslutning om at bevilge Lars Løkke tøj for 152.000 kroner. Næstformanden burde efter Jyllands-Postens kilders mening have sagt, at det var en fornuftig disposition.
Sikke noget fis.

Jysk Venstremoral
Ingen Venstremand med den mindste smule jysk fornuft vil aktivt forsvare ekstravagant tøjindkøb til en mand med en milliongage. Den går ikke i Herning, Hjørring og Haderslev. Uanset, hvor mange stærke kræfter i partiet, der beslutter sig for at bakke op om formanden, var det i strid med almindelig Venstremoral at bruge så mange kontingent- og skattekroner på tøj til Løkke.
Det ville Anders Fogh aldrig have gjort. Ifølge mine kilder kontrollerede han undertiden embedsmændenes bilag fra rejser, og hvis de havde drukket to øl til frokost, blev de bedt om at betale den ene selv. Det var lidt for meget jysk påholdenhed.

En elefant i en danseskole
Kristian Jensen er også jyde, og det vil lyde helt forkert i hans mund, hvis han forsvarede Løkkes tøjindkøb. Claus Hjort Frederiksen kan komme af sted med det, for han mener det sikkert. Men Kristian Jensen ville skulle slå knuder på tungen og ligne en elefant i en danseskole, hvis han skulle gøre det samme.
Det er en syg Christiansborg-logik, at man skal argumentere for noget, man er modstander alene af den grund, at det er i partiets interesse.

Komiske Ali
Og så ville det i øvrigt ikke gavne Venstre, hvis alle deres topnavne rodede sig ud i forsvarstaler for det tåbelige indkøb. Det ville bare gøre partiet endnu mere til grin.

Kristian Jensen har hele tiden sagt, at han bakker Lars Løkke op. Det må være rigeligt. Han passer på sin troværdighed og lader andre om at lege komiske Ali.

søndag den 18. maj 2014

Ugens ord: Qujanaq

Mandag morgen tager jeg en lille uge til Grønland.
Her skal jeg koordinere en stor kampagne, som Tankegang gennemfører for Selvstyret. Vores mål er at få flere til at bruge skraldespanden og lade være med at smide affaldet på gaden eller i naturen.

Vi har valgt den positive vinkel, så hele kampagnen hedder Qujanaq. Det betyder tak, og det ved danskerne i Grønland også. Så kampagnen går ud på at sige tak tusindvis af gange og få folk til at forbinde det med skraldespanden.

Her kommer det andet virkemiddel, Grønlands eneste superstar Julie Berthelsen. Vi har fået lavet en Qujanag-sang, som Julie har indspillet, og som hele Grønland skal have i blodet i de kommende måneder. Det er lidt af en ørehænger, og den skal nok blive populær.

Koncerter med børn
På onsdag og på fredag giver Julie koncert i Maniitsoq og Nuuk sammen med lokale skolebørn, som hun samme dag har øvet Qujanaq-sangen med. Vi regner med, at mange børn og voksne møder op til de to arrangementer, og vi er også ret sikre på, at der kommer en fin presseomtale ud af det.

Ved koncerterne optager vi billeder, som senere klippeø sammen til en lille OBS-reklame, som sendes  på tv. Her indgår også en af de syngende skraldespande, vi har lavet som en del af kampagnen. Når man åbner låget, synger Julie Qujanaq-sangen.

Facebook
Endelig kører vi en konkurrence på Facebook, hvor skolebørn kan optræde til Qujanag-sangen, filme det og lægge klippet op på Qujanaqs Facebookside. Så deltager de i en konkurrence om en præmie på 10.000 kr. til en aktivitet for skoleklasser.

Kampagnen blev lanceret af miljøminister Kim Nielsen ved et pressemøde i torsdags, og allerede nu har vi over 500 følgere på Facebook.

Qujanaq, fordi du læste med.

søndag den 11. maj 2014

Guld-nyheden

 I dag er det en selvfølge, at en stor nyhed kommer på med det samme.

Jeg hørte det direkte i P3, da AaB her til aften sikrede sig sit fjerde mesterskab i fodbold på 15 år. Øjeblikket efter kom der en sms med breaking news fra DR, og da jeg gik ind på nordjyske.dk, var AaB selvfølgelig tophistorie med 14 aktuelle fotos og et guldbanner.

Guldbanner
Så kom jeg til at tænke 15 år tilbage. Da stod jeg for Aalborg Stiftstidendes hjemmeside med nogle få hundrede læsere. Også dengang var et mesterskab til AaB en kæmpe historie, så jeg havde forberedt mig i ugen op til søndagens afgørende kamp.
En grafiker havde lavet et gigantisk guldbanner, som jeg var klar til at lægge på som ny forside i samme øjeblik, dommeren fløjtede kampen af. Hele resten af dagen skulle der ikke være andet på forsiden end guldbanneret. Når man klikkede på det, kom man videre til resten af avisen.
Ret avanceret dengang i internettets barndom.

Diskette og telefon
Banneret lå på en diskette, som jeg havde sat i drevet herhjemme søndag eftermiddag. Det var en dejlig solskinsdag, og jeg gik ude i haven med transistorradioen tændt. Inden dommeren fløjtede kampen af, tændte jeg modemet, som sagde den karakteristiske lyd, som er umulig at gengive på skrift.
Jeg måtte ikke gøre det for tidligt, for forbindelsen via telefonlinjen var ikke særlig stabil. Men det lykkedes, og i samme sekund, som dommeren fløjtede kampen af, flyttede jeg mit banner over i forsidemappen på www.aasti.dk.
Så kunne jeg slå op på siden og se mit værk. Sikke en glæde. For enhver journalist er det en fornøjelse at kunne fortælle en stor nyhed, lige når den er sket. Og det her var en rigtig god nyhed i hele Stiftstidendes område. Det var samtidig en god måde at markere avisens tætte tilhørsforhold til landsdelen på.

Var der nogen læsere?
Så jeg var glad - for AaBs mesterskab og for min mulighed for hurtig og begejstret nyhedsformidling.
Grafikeren var også fint tilfreds, men jeg hørte ikke nogen på redaktionen omtale den usædvanlige forside. Jeg aner heller ikke, om nogen læsere så vidunderet.
Google Analytics og andre avancerede måleredskaber var ikke tilgængelige i 1999, så den dag i dag aner jeg ikke, om der overhovedet var læsere til det lidt pioneragtige arbejde jeg og kollegerne på avisernes webredaktioner hyggede os med.
Til lykke, AaB

søndag den 4. maj 2014

Når ledere snakker sort

Legeplads for fine ord om folks arbejde


Vi skreg af grin på redaktionen, da en kollega i starten af 90'erne kom og fortalte, at Danyards nye personalechef havde fået titel af Human Ressorurce Manager. Den person, der skulle sørge for, at mændene i de blå kedeldragter havde gode og sikre arbejdsforhold, kaldte sig noget, som ingen værftsarbejder forstod.
Jeg er færdig med at grine, og mit smil er stivnet. Siden har begrebet HR vundet i den branche, så der er vel næppe en ærlig personalechef tilbage noget sted. Det er noget møg, synes jeg.
Med avisen i dag fik jeg et lille tillæg om HR- og ledelsesdagen, som en række samarbejdspartnere holder i Aalborg senere på måneden. Der var en række artikler med oplægsholdere, som jeg læste lidt i. Nogle uhyre veluddannede og meget professionelle mennesker gav deres bud på god HR og ledelse.

Akademisk blær?
Alle talte et uforståeligt sprog, hvor jeg hele tiden skulle anstrenge mig for at oversætte abstrakte begreber for at få styr på indholdet.
Det kan være ganske almindeligt akademisk blær, og det kan jeg godt bære over med. Men jeg tror det ikke. Jeg tror, de taler sådan i hverdagen. Jeg tror, de arbejder i en teoretisk verden, hvor de på alle måder er isoleret fra de mennesker, de skal bedrive ledelse og HR overfor.
Sproget er det vigtigste redskab for en leder. Hvis lederen taler et sprog, som medarbejderne ikke forstår, så kan alle vedkommendes fine teorier ikke føres ud i livet. For dem, der skal gøre det, ved ikke, hvad manden taler om.

Vi skal forstå hinanden
Derfor - er det en total misforståelse at kalde en personalechef for HR-etellerandet. Human Ressource  forholder sig teoretisk til medarbejderne. De dygtige folk har udviklet et fælles sprog, som fiser hen over hovedet på de folk, de er til for.
Indholdet i HR er noget med dialog og at skabe ejerskab og begejstring blandt medarbejderne, og det lykkes kun, hvis vi kan forstå hinanden.

Test to bogstaver
Det kunne være interessant at vide, hvor meget medarbejderne i grunden forstår af al den professionelle kommunikation, de bliver udsat for i løbet af en arbejdsuge. Vi kunne starte med at teste to bogstaver: Hvor mange ansatte i Grundfos ved, hvad HR betyder?
Og det kunne være rigtig skægt at hjælpe HR-branchen med at tilbageoversætte alle konferenceordene. Gerne med hjælp fra medarbejderne.
Hr personalechef, god fornøjelse.

torsdag den 1. maj 2014

Argumenterne fløjter i majluften

Det store tema på 1. maj mødet i Fælledparken var fløjtekampagnen imod Helle Thorning-Schmidt. Det har i den grad delt vandene og fået folk op i det røde eller blå felt.
Jeg griner lidt af det.
Selve fløjtekampagnen er helt okay. Det er et politisk budskab til landets statsminister til en mediedækket begivenhed. Lige efter bogen.

Tal uden at blive hørt
Venstrefløjen oplever, at regeringen ikke lytter til dens argumenter. Og så udsætter den statsministeren for det samme. Hun får lov at tale uden at blive hørt. Det må hun tåle i 7 minutter på en af de dage, hvor hun i øvrigt får ekstremt meget presseomtale.
Fløjteriet var en fin politisk happenning, som var helt fredelig og holdt sig inden for den gode danske tradition med at bruge humor i den politiske kamp.

Ytringsfrihed er noget meget større
Det er der ingen som helst grund til at blive forarget over. Det er ikke ballade eller sabotage. Og det er overhovedet ikke et angreb på ytringsfriheden. Helle Thorning har lige som alle andre fuld ytringsfrihed. At fløjte er også at bruge sin ytringsfrihed.
Hvis nogen kom for at høre talen, så må de læse den i 17 udgaver på nettet eller høre indslagene fra Holstebro og Frederikshavn tidligere på dagen.

Argumenternes hampmark
Omvendt har fløjtespillerne bevæget sig ud på argumenternes hampmark med en forklaring om, at de har en særlig ret til at komme til orde denne ene dag, fordi statsministeren har uhindret adgang til medierne alle de andre dage.
Økseskaft.

De har adgang til medierne og til at blive hørt hver eneste dag. Men lige som alle os andre er de ikke så meget i medierne som statsministeren. Det er ikke hendes skyld, og det er ikke politisk. Det er bare sådan, alle verdens medier fungerer. En regeringsleders udtalelser er mere interessante end buschaufførers, lægers, kassedamers og kommunikationsfidusers.
Venstrefløjens synspunkter er ikke blevet underkuet i medierne, hverken de folkestyrede eller dem som journalisterne har magten over.
Man skal ikke have fulgt meget med i de seneste år for at vide, at venstrefløjen er meget utilfreds med regeringens politik. Særligt når det gælder dagpenge. Fløjtetrillere skal ikke have lettere adgang til medierne, fordi statsministeren har det.

En satirisk krølle
Og så kom der en ekstra lille krølle på historien, da et satireprogram på DR fløjtede en af aktivisterne ud af DR-Byen, da hun troede, hun skulle interviewes. Hvad skete der så?
Alle dem, der var forargede over fløjteaktionen, jublede over DR.
Alle dem, der støttede fløjteaktionen, blev forargede over DR.
Og de begyndte at bruge modpartens argumenter om ytringsfrihed og uartig opførsel.

Helt i orden af DR
Selvfølgelig var det helt i orden af DR at lave satire på den sag. Satire skal ikke kun gå ud over magthaverne. Dem, der fører sig frem i den offentlige debat, må også tåle at der bliver lavet grin med dem. Det er beviset på, at de bliver taget alvorligt. 
Jesper Klein sagde engang:
"Det er synd for grønlænderne. Dem må vi ikke lave grin med. Det synes jeg, er diskriminerende."