lørdag den 29. april 2017

Milliardspild med åbne øjne

Overskudsgivende medicin for 500 kr.

Vi kan hurtigt blive enige om, at SKATs spild af vores skattekroner er en gigantisk skandale. Den største i nyere tid. Håber jeg.
I SKATs tilfælde er der tale om et ledelsesmæssigt svigt af dimensioner og vel også et politisk. Folketinget og skiftende regeringer har lidt for blindt troet på, at digitalisering ville kunne spare tusinder af stillinger i SKAT uden at forringe effektiviteten.

Et såkaldt sundhedsvæsen
Mens vi alle sammen slikker sårene over de mange milliarder, der er forsvundet op i den grå luft, spilder vi samtidig milliarder af kroner hvert år. Vi kører videre med et såkaldt sundhedsvæsen, der bare bliver dyrere og dyrere - selv om vi ved,at det kan gøres billigere og bedre.
Krumtappen i det danske sundhedssystem er helbredelse. Samfundet bruger enorme formuer på at forsøge at helbrede de mange mennesker, der bliver syge. Der bliver flere og flere og behandlingerne bliver dyrere og dyrere. I disse år skyder nye supersygehuse op til omkring 100 mia. kr. Det er absurd mange penge.

Sats på forebyggelse
Hvis vi i stedet gjorde forebyggelse til det bærende princip, ville vi på få år kunne stoppe udgifternes evige himmelflugt. Og vi ville gøre livet bedre for tusinder af danskere, som får dårligt hjerte, lungesygdomme og depressioner. Det vil i øvrigt også spare samfundet for udgifter til sygedagpenge, understøttelse, medicin og en række andre følgeudgifter.
Læs her, hvad lægeforeningens formand Andreas Rudkøbing i går udtalte til Nordjyske:
- Vi poster milliarder af kroner i behandling af sygdomme, som kunne forebygges langt billigere.
Rygning og 10.000 skridt
Rygning er stadig en kæmpe synder. Det vil ikke koste noget at sætte afgifterne i vejret og at forbyde rygning endnu flere steder. Det vil forhindre tusinder af unge i at begynde at ryge.
Manglende motion er en anden dræber. 10.000 skridt om dagen har alle tid og mulighed for at klare. Gjorde de det, ville udgifterne til medicin og helbredelse rasle ned.

Vilde med kræftplaner og store byggerier
Kommunerne er klar. Regionerne er klar.
Men det kniber på Christiansborg. Politikerne er bange for forbud og afgifter. Og de er vilde med kræftplaner og store byggerier.
Så vi må blive ved med at betale i dyre domme for behandlinger og medicin, som kunne være undgået. Resultatet er, at de fattige og dårligt uddannede lever et usundt liv, mens de rige og højtuddannede også sundhedsmæssigt kører på 1. klasse.

Fælles plan
Det kan jeg ikke acceptere. Mine skattepenge skal ikke spildes til at øge uligheden, så jeg opfordrer Folketinget, regionerne og kommunerne til at lave en fælles plan for forebyggelse af de mest alvorlige folke- og livsstilssygdomme. Og at sætte penge af til at føre planen ud i livet. Kom så i gang.

søndag den 16. april 2017

Trange tider for karetmagere

Her er noget af det, du ikke får inde i byen

Min fætters onkel var karetmager. Et stolt håndværk, som nu er ved at uddø. På sin vis er det lidt ærgerligt, men på den anden side har jeg aldrig købt en karet og kender ingen, som har gjort det. Så der er nok ikke det store behov.
Det kan vi allesammen blive enige om.

Hjerteløs kommune
Men når det gælder landsbyer i tilbagegang, er sagen en anden. Når Brugsen lukker, er det sørgeligt. Når skolen til slut lukker, protesterer landsbyens beboere vildt og voldsomt over kommunens hjerteløse adfærd.
Forklaringen er ellers den samme som med karetmagerne. Brugsen lukker, fordi omsætningen er for lav. Skolen lukker, fordi der er for få elever. Det er ikke kommunens skyld
Folk flytter fra landsbyerne ind til de større byer. De handler i byerne, arbejder i byerne og deres børn går til sport i byerne - så hvorfor ikke bo der?
Det er trist for de landsbyer, som sygner hen. Men sådan er det. Kommunen har ikke pligt til at opretholde alt det, som ikke bliver brugt længere. Hverken skoler, landsbyer eller karetmagerværksteder.

Trygt, sjovt og billigt
Det betyder ikke, at alle landsbyer skal dø. Tværtimod. Jeg håber, at rigtig mange af dem kommer til at udvikle sig. For en god og aktiv landsby er et trygt og sjovt sted at bo. Og som regel også billigt.
Livet i landsbyen skabes af menneskene i byen. Punktum. Sidder folk inde i stuerne og venter på, at nogen gør noget, dør landsbyen. Lige som Brugsen og karetmageren.

Millarder af kroner
I disse år pibler gode historier frem om aktive landsbyer, der trives og udvikler sig på grund af stærke mennesker, som bor i dem og sætter noget i gang. Og jeg kan forsikre for, at kommunen meget gerne støtter byerne i den udvikling. Der er både penge og opbakning at hente for de byer, der skaber nye aktiviteter i landsbyerne.

Der er masser af puljer og mulighed for at få finansieret store byggerier og anlægsprojekter. Vi taler om milliarder af kroner på landsplan fra EU, staten, kommuner og private fonde. Haller, mountainbike-baner, legepladser, naturstier og multihuse skyder frem overalt, hvor der er folk, som brænder for udviklingen i deres lokalsamfund.
I de byer er der færre til-salg-skilte. Og der er gerne en brugs og en skole.
Men ingen karetmager :-(


onsdag den 12. april 2017

Der er vejr, der skal trækkes

 Ingenting her - og ingenting der

I dag havde jeg en nydelig liste med opgaver, jeg skulle nå på arbejdet. De fleste kom jeg igennem, og så nåede jeg endda et par stykker til uden at have travlt. Det er et nyttigt trick for mig at lave lister, for så når jeg mere end planlagt, og jeg kommer som regel til bunds.

Et skønt program
Billedet her ovenfor er min to-do liste for påskeferien. Ingenting her og ingenting der. Der er mad, der skal spises, der er vejr, der skal trækkes, og der er søvn, der skal soves. Det er et skønt program at have foran sig.
Det betyder ikke fem dage på sofaen. Allerede på den første fridag kommer vi i tanke om et eller andet, og lige pludselig står jeg og saver noget ned eller maler et eller andet sted. Der skal nok dukke et projekt eller to op i påskeferien, og det har jeg intet imod.

Selvbedragerisk glæde
Det er skønnere at lave noget end at kigge ind i væggen. Men det er en særlig glæde at have nogle dage foran sig, hvor der ikke på forhånd ligger et program og en forventning om, at jeg skal nå noget særligt.
Der er en god portion selvbedrag i det, for jeg ved godt, at der er ting herhjemme, som vi ikke kan lade ligge, når vi får fem fridage. Men der er noget berusende ved at tænke på de mange dage, hvor vækkeuret ikke skal ringe og vi bare laver det, der falder os ind.

Frihed fra hvad?
Det er frihed. Men frihed fra hvad?  Jeg lever jo ikke et liv i fangenskab til hverdag. Tværtimod. Jeg bestemmer selv og planlægger selv min tid. Den frihed administrerer jeg ved at arbejde hver dag og sørge for at få noget fra hånden.
Det er hverdagen.
Nu kommer der så fem fridage, hvor jeg garanteret også ender med at bestille en hel del. Det kalder jeg frihed.
Hvis ikke jeg havde arbejde, ville jeg så heller ikke have nogen frihed? Eller ville jeg kun have frihed?
Godt, jeg ikke har tid til at tænke over det.

mandag den 3. april 2017

Havn og hockey


De napper forsiden igen på onsdag

Færger til Norge og Sverige og ishockey.
Det var, hvad jeg vidste om Frederikshavn, da jeg flyttede hertil.
Havn og hockey, kunne jeg have sagt. Det holder stadig stik som det særlige for Frederikshavn. Det er det, vi er mest kendte for. Det er byens identitet.

Noget særligt
Dygtige kommunikationsfiduser har i tidens løbet fundet på andre betegnelser. Vækst og Vilje holdt i lang tid, og det er da også fint nok. Men det er ikke noget særligt for Frederikshavn. Det er havn og hockey.

Biljubel
Jeg kommer sjældent på isstadion, men jeg følger med i White Hawks' kampe. I går aftes var jeg passager i en bil fra Aarhus til Frederikshavn, mens vores hockeydrenge spillede den 6. semifinale nede i Esbjerg. Jeg fulgte med på nettet og fik det meste af bilen til at juble, da kampen endelig blev fløjtet af, og Frederikshavn havde vundet 4-3. Nu gør vi klar til den syvende og afgørende semifinale tirsdag aften på hjemmebane.

Det fordømte DM
Jeg skal ikke derud, men jeg følger med igen, og glæder mig afsindigt, hvis White Hawks kommer i finalen. Så har vi hjemmebanefordel mod Gentofte - den bedste chance i mange år for at vinde det fordømte DM, som hele sæsonen handler om.
Ishockey er en hård og meget speciel sport, som kun dyrkes i få byer i Danmark. Men den er identitetsskabende og har også betydning for en halvstuderet P1 lytter som mig. Det er ikke kun elitesport.

Fritid i kolde haller
Alle her kender en ishockeyspiller. Rigtig mange unge spiller - og så er hele familien med. For der er træning og turneringer hele tiden, og der er mange ture til Herning, Esbjerg, Haderslev og Odense. Ishockeyforældre bruger deres fritid i kolde haller.

Sofafan
Sport er fællesskab og samvær for flere generationer. Og så er det sund fysisk udfoldelse, disciplin og vilje. Det er hjerteblod - men det også kammeratskab, tak for kampen og til lykke med sejren. Op på hesten igen, mere træning og endnu mere disciplin. Denne gang tager vi dem.
Det er min by, og en del af mit liv. Selv om jeg hører til det flertal her, som mest bakker op fra sofaen. Det tror jeg, de kan mærke ude i hallen tirsdag aften. Kom så, drenge.