fredag den 30. december 2011

Endelig: Videre med affaldet

Efter 10 års reel pause med at udvikle det danske affaldssystem, sker der nu igen noget. Miljøminister Ida Auken (SF) har meldt ud, at kommunerne i deres planlægning skal til at betragte affald som en ressource, vi skal udnytte. Der er andet end energi i skidtet - nemlig materialer og stoffer, som vi kan bruge igen.
Tak for det.
Og til alle dem, der mener, at den nye regering ikke foretager sig noget, men kun snakker og bryder løfter - så er det her et af mange eksempler, vi vil se i den kommende tid. På affaldsområdet er der gået 10 år med snak om organisering. Skiftende borgerlige miljøministre lyttede til DIs ønske om at fravriste kommunerne retten til at bestemme over affaldet og til at behandle affaldet. Det brugte politikerne så tiden på, mens sortering og ny teknologi på affaldsområdet blev trængt i baggrunden.
Nu bringer miljøministeren affalds-diskussionen tilbage på sporet. Det betyder, at vi skal til at sortere mere, både derhjemme og på arbejdspladsen. Pap, papir, glas, elektronik og sikkert også plast må ikke komme i den almindelige skraldespand. Madaffald skal sikkert også afleveres for sig selv.
Kommunernes opgave er at gøre det nemt for alle at sortere korrekt. De skal tilbyde flere slags beholdere, og så skal de informere i lange baner for at vænne os til den nye adfærd.
Regeringen vil blive mødt af en masse modstand. Det er for dyrt og besværligt, det betyder en dårlig øknomi for forbrændingsanlæg, og Danmark skal ikke altid være foregangsland, vil kritikerne sige.
Jo, vi må gerne være foregangsland, men det er længe siden, vi var det på affaldsområdet. Vores naboer er kommet meget længere end os. Men det skal da blive spændende at begynde at nærme sig tyske tilstande på affaldsområdet.

onsdag den 28. december 2011

Årets anarkistiske ord

Kåringen af Årets Ord i DR-programmet Sproglaboratoriet blev en anarkistisk affære med et vellykket resultat.
Programmets lyttere og Politikens læsere havde foreslået en række ord fra 2011 og havde også stemt om dem på nettet. Tre havde samlet flest stemmer: Løftebrud, vejvrede og fedtafgift.
Et dommerpanel skulle vælge mellem de tre ord, og vinderen blev.... arabisk forår.
Forklaring: Dommeren kasserede lytternes ord. De var for negative og for spinagtige. Derfor blev dommerne i stedet enige om et andet ord - eller udtryk - som var særligt karakteristisk for 2011. Nemlig arabisk forår. Det udtrykker håb, det giver lytter og læser et klart billede, og det åbner nye sproglige muligheder (arabisk efterår, russisk vinter eller noget tredje, vi endnu ikke kan forudsige).
Ros til de tre dommere, og særligt til forfatteren Merete Pryds Helle, som var topanarkist blandt dommerne. Hun brød sig ikke om nogle af læsernes ord og holdt fast på at bryde reglerne for sin dommervirksomhed. Politikens bagsideredaktør Oliver Stilling var helt med på forfatterens linje og efter at have vredet sig lidt, gav DRs sprogredaktør Martin Kristiansen efter for de to meddommeres pres.
Løftebrud havde vundet, hvis programmets eksperter havde fulgt reglerne. Ordet har været meget brugt efter valget og er vel også et billede på den politiske stemning og debat i Danmark, som har præget tiden med den nye regering. Men det er også et politisk farvet ord, for det er mest højrefløjen, som mener, den nye regering har begået en masse løftebrud.
Vejvrede er et nyt ord for mig. Det er let nok at forstå, for det må vel betyde, at en trafikant hidser sig op over noget, en anden har gjort eller undladt at gøre. Det er ikke spor typisk for 2011.
Fedtafgift er et lidt ulækkert ord for en ny afgift, der trådte i kraft i november. Den var der lidt snak om i et par uger, men så skulle vi købe ind til julen, og så fandt vi noget andet at snakke om. Et kedeligt ord, som bestemt ikke er typisk for 2011.
Derfor: Stor ros til dommerne for at have valgt det rigtige ord. Demokrati er godt, men det har sine begrænsninger. Anarki er bestemt ikke at foragte.

søndag den 25. december 2011

Wozniacki vinder grand slam i 2012

Svømmeren Jeanette Ottesen udtaler kækt, at hendes VM-guldmedalje i 2011 var en større præstation end Caroline Wonzniackis sæson på tennisranglistens førsteplads.
Det vil jeg give hende ret i. Det er helt utroligt, hvad de danske svømmere har præsteret i 2011, og Jeanette Ottesens guldmedalje i 100 meter fri på langbane må være årets danske idrætspræstation.
Det er rigtig flot, at Wozniacki har holdt sig på førstepladsen igennem næsten hele året, men det er sket på en lidt billig baggrund. Konkurrenterne har været skadet eller har meldt afbud til turneringer, og så har de tabt på skift. Overordnet set har Wozniackis 2011-sæson ikke budt på fremgang. Hun er da også gået tibage i point på verdensranglisten.
Jeg tror på, at 2012 bliver året, hvor danskeren vinder en grand slam finale. Eller OL-guld, som må være lige så stort.
Hvorfor? Fordi det først og fremmest kræver en god psyke at kravle helt til tops i en turnering. Den har Wozniacki, og det betyder meget, at hun nu er vant til at være i rampelyset og til at være favorit hver gang. Hun har opbygget rutinen i at være under pres, og det får hun gavn i det nye år. Lige pludselig kommer der en af de store turneringer, hvor alt lykkes for hende.
Mange eksperter vurderer, at Wozniackis defensive spillestil ikke kan føre hende igennem en hel turnering. Det er noget sludder.
Hvis serven bliver lidt bedre, og grundslagene endnu dybere, så er Wozniacki god nok til at slå alle. Det er frygteligt hårdt at spille mod sådan en mur, som slår alting tilbage, og som når de mest utrolige bolde. Selv de allerbedste skal have en fantastisk god dag, hvis de kan holde det høje tempo gennem en hel kamp uden at lave for mange fejl.
Opskriften på succes for Wozniacki er at blive endnu bedre til det, hun er god til. Og så at lukke ørerne for alle dem, der bliver ved med at minde hende om, at hun ikke har vundet en grand slam.
Hvis Wozniacki klarer det, må svømmerne gerne stå for årets idrætspræstation igen i 2012. Et par OL-guldmedaljer vil da bare være fedt.

tirsdag den 20. december 2011

Komisk gråd i Nordkorea

Tv- og radioværter i Nordkorea græd som pisket, da de i går skulle fortælle nyheden om, at Den Kære Leder var død af overanstrengelse, fordi han var så dedikeret til sit folk.
Det var sjovt, ja undskyld, men det var da urkomisk. Ingen mennesker ved deres fulde fem vil i alvor stille sig op på tv og vræle over en diktators død.
Jeg kan til nød forstå, at man kan få ansatte på de statslige medier til at opføre sig sådan.
Men de censurerede tv-klip fra det lukkede land viste, at også folk på gaden var opløst af gråd over dødsfaldet. Hvorfor?
Én forklaring er, at de grædende borgere simpelthen er indforskrevet til lejligheden. De kan alle sammen være ansat i hæren og sikkerhedstjenesten. Styret har jo haft et par dage til at forberede hysteriet, da manden havde været død i halvandet døgn, inden folket måtte få det at vide.
En anden forklaring er, at mange mennesker i Nordkorea tror på historien om Den Kære Leder som nationens frelser. Det kan man faktisk ikke udelukke, og hvis det er tilfældet, er det uhyggeligt.
Manden har sammen med sin far ført landet ned i den dybeste fattigdom. Flere hundrede tusinde er døde af sult, og der er ikke antydning af politisk frihed i Nordkorea.
Militæret og én familie holder magten i et jerngreb, som minder om Saddam, Gadaffi, Mubarak og ham slynglen i Syrien. Det er helt utroligt, at det kan lade sig gøre i den digitale tidsalder, og det kan det kun, fordi landet er så ludfattigt, at befolkningen er afskåret fra omverdenen.
Den Store Efterfølger kan muligvis få magten og beholde den i nogle år. Men han bliver ikke en gammel mand som leder af Nordkorea. Styret vil bryde sammen inde fra lang tid, før han kan komme på lit de parade.
Hvis ikke det sker, er det til at græde over.

lørdag den 17. december 2011

Steve Jobs - sikke en historie

Jeg er ved at læse den store biografi om Steve Jobs, og det er altså en helt fantastisk historie.
I korte træk: Manden starter sammen med Steve Wozniack et computerfirma hjemme i forældrenes garage. I løbet af få år bliver det til et verdensfirma med tusinder af ansatte, som sætter nye standarder for den personlige computer. Så bliver han smidt ud, og starter flere nye firmaer. Han overtager et skrantende firma - Pixar - som får kæmpe succes med aniationsfilm og senere bliver solgt til Disney for 6,9 mia. dollars. Jobs bliver Disneys største aktionær.
I mellemtiden er Apple ved at gå helt ned, og Jobs kommer tilbage og banker firmaet op til at være et af verdens tre største brands. De opfinder iPod, iTunes, iPhone og iPad og udvikler markedets bedste bærbare computere.
Det er det ydre. Læg dertil en meget kompliceret personlighed.
Steve Jobs var frygtet af sine omgivelser. Han stillede sublime krav og brugte sprogets værste gloser om sine folk. Det meste nye, han blev præsenteret for, kaldte han "lort". Den højste ros, han kunne komme op med var "det er da en begyndelse".
Men det var alt sammen båret af en energi, en begejstring og en evig ambition om at lave det bedste. Alt var gennemsyret af hans ønske om at lave produkterne brugervenlige og lækre. Han interesserede sig for hver eneste detalje. Computerne er formstøbte eller boltet til, så man ikke kan komme til indmaden. Alligevel er der brugt hundredevis af timer på at designe kredsløbene, så komponenterne ligger smukt.
Konkurrenter, der forsøgte at efterligne Apples produkter, faldt totalt igennem, og Apple satte gang på gang standarden, både når det gjaldt funktionalitet, design og programmering.
Omkring sig havde Jobs tusinder af dygtige medarbejdere, som han pressede hårdt men også belønnede og roste til skyerne. De kunne alle sammen genkende et virkelighedsfornægtende kraftfelt, som Jobs kunne bygge op omkring sig. Tingene var som Jobs sagde, uanset hvad fakta i øvrigt var. På mirakuløs vis ændrede virkeligheden sig efter Jobs ønsker.
Og så er der manden selv, der var veganer, mediterede og aldrig holdt op med at søge efter livets mening. Han så sig selv som en oprører, selv om han i realiteten var stjernerig. På den ene side gik han altid i slidte cowboybukser og grå sweatshirts. På den anden side insisterede han på at parkere sin afgiftsfri Mercedes på handicapladserne.
Jeg kan ikke fortælle det 1/10 så godt, som Walter Isaacson gør i bogen. Ønsk dig den i julegave, eller gør som jeg: Lån den på ereolen.dk og læs den på din iPad.

onsdag den 14. december 2011

Lækage eller fortalelse?

Var det Jacob Winther eller Søren Gade, der fortalte Rasmus Tantholdt om jægersoldaternes tur til Irak? Det synes at være et meget delikat spørgsmål i den såkaldte lækagesag.
Den er ved at hænge mig langt ud af halsen, og jeg har en stigende fornemmelse af, at der ikke rigtig er noget i den.
Jo, måske har en af de to talt over sig. Det er ikke så godt, men så er det heller ikke værre. De har haft et tillidsforhold til Tantholdt og har talt med ham flere gange om ugen. Det er heller ikke utænkeligt, at de flere gange har givet Tantholdt informationer under hånden. Det er ikke ulovligt og måske heller ikke engang dumt.
Det afgørende i sagen er, om der skulle være tale om en bevidst lækage for at miskreditere oppositionen. Da nyhederne om soldaterne havde været bragt i Jyllands-Posten og på TV2 beskyldte Per Stig Møller (K) SF for at have lækket fortrolige oplysninger fra Udenrigspolitisk Nævn.
Skulle det blive bevist, at Gade/Winther havde lækket nyheden til Tantholdt for senere at kunne angribe SF, er det magtmisbrug.
Men intet tyder på, at det hænger sådan sammen. Jeg kan ikke lige få øje på et ondsindet motiv til at fortælle Rasmus Tantholdt om operationen. Jeg tror bare, det var en lille fejl - og den var i realiteten harmløs.
Forsvaret har ganske vist hævdet, at lækagen kunne bringe danske soldaters liv i fare. Det fortæller medierne i hver en lille omtale af lækage-sagen, men det tror jeg simpelthen ikke på. Taleban kan ikke forberede et eller spidsfindigt, fordi de læser i Jyllands-Posten, at et hold danske jægere er taget til et område.
Det er lige så syret som dengang forsvaret gjorde sig selv til grin ved at erklære, at jægersoldatens bog bragte Danmarks sikkerhed i fare.


fredag den 9. december 2011

24syv - Danmarks bedste snakkeradio

En uge efter Radio 24syvs premiere skrev jeg min uforbeholdne mening om den nye radiostation. Nu er det hele arbejdet bedre ind både på stationen og hos os lyttere. Så her kommer en efteranmeldelse.
24syv blev lanceret som taleradio. Jeg vil hellere kalde den Danmarks bedste snakkeradio.
Snak er mere uforpligtende og ustruktureret men også sjovere end tale. Og det er ret præcist forskellen mellem Radio 24syv og DRs P1.
Radio 24syv er sjovere, friskere og langt mere uhøjtidelig end P1. Til gengæld er P1 mere struktureret, grundig og seriøs. Vi får mere og dybere viden på P1, men der er langt mere slag i bolledejen på 24syv.
Ved de fleste af 24syvs magasinprogrammer kan lytterne ringe ind og kommentere eller stille spørgsmål. Og 24syv har ikke hård censur. Folk kommer igennem, og så må det gå, som det gør.
Et af mine nye yndlingsprogrammer er Iben og Mødregruppen om formiddagen, og her er en af de faste lyttere igennem en 82-årig mand, som fortæller nogle saftige historier, der ikke har så meget med dagens emne at gøre. Det er sjovt, og undertiden fanger Iben og hendes gæster i studiet en pointe, de kan snakke videre om.
Jeg hører FM-radio i bilen, og det er mange timer hver uge. Min foretrukne station er nu 24syv. Men jeg zapper tit over og abonnerer stadig på en stribe P1 programmer på podcast, som jeg hører uge efter uge. Dem vil jeg ikke undvære. Ved at følge dem føler jeg mig virkelig velorienteret om teknologi, erhvervsliv, medier, litteratur, kultur, sprog, historie og politik. Samme fornemmelse har jeg ikke som 24syv lytter. Der føler jeg mig godt underholdt, og jeg får nogle interessante vinkler på store og små problemstillinger.
Om morgenen og om eftermiddagen har de to konkurrerenter næsten ens programmer, og det er bare for dumt. P1 Morgen og Radio 24syv morgen er stort set ens, og det samme gælder til en vis grad Orientering og Radio 24syv Eftermiddag. Her kunne jeg godt tænke mig lidt mod og fornyelse hos en af parterne. Det er altså mange timer om dagen, hvor de er hip som hap.
For en måned siden harcelerede jeg over manglende podcast fra Radio 24syv. Jeg fik omgående svar fra stationen via Twitter :-), og det er nu bragt på plads. Dejligt, at de lytter til lytterne.

tirsdag den 6. december 2011

Forsvar for de stakkels spindoktorer

Når en erhvervsgruppe bliver skældt ud i pressen og får skyld får næsten alverdens ulykker, skal der være nogen til at forsvare dem.
I disse dage går det hårdt ud over spindoktorerne. Det er synd for de kære væsener, så hvis ingen andre vil, så lad da mig tage dem i forsvar. Der er i høj grad brug for spindoktorer i ministerierne. De udfylder en vigtig faglig opgave, som de dygtige embedsmænd i ministeriet ikke kan påtage sig.
Spindoktorerne skal hjælpe ministrene med at sige tingene klart i pressen. Det er altså en vigtig opgave, ikke bare for en minister, der gerne vil genvælges, men for vores demokrati.
Medierne er danskernes suveræne hovedkilde til information om de beslutninger, vores politikere træffer. Vi skal kunne følge med i dem og forstå dem, og jo bedre en minister trænger igennem i pressen, jo bedre information får vi ideelt set om hendes sager.
Spindoktoren er en håndværker, som hjælper med at skære de politiske budskaber til, så de bliver til historier i medierne. Det er der også mange dygtige kommunikationsfolk, som arbejder med i ministerierne, men her handler det udelukkende om det faglige indhold. Spindoktoren er ministerens personlige rådgiver, som også tager politiske og taktiske hensyn.
Ingen stiller spørgsmålstegn ved, at en minister skal have en sekretær - eller rettere: Et helt sekretariat, som tager sig af al praktisk planlægning. Det er en faglighed, som er helt nødvendig for at få alting til at gå op.
På samme måde er den personlige kontakt med pressen en vigtig opgave for ministeren, og der er altså en masse praktiske ting at gøre for at få det til at flaske sig. Det hyrer de nogle eksperter til med tætte forbindelser til pressen og med sikker fornemmelse for politik og den gode historie. Jeg synes, det er helt naturligt.
At der så er brodne kar i alle lejre, ja det ved vi godt.
Der findes dårlige sekretariatsmedarbejdere og dårlige spindoktorer. Når de sidstnævnte jokker i spinaten, er det meget synligt og giver deres chef kæmpe problemer.
Og så er det meget underholdende :-)

søndag den 4. december 2011

Skattesagen eksploderer

Mon der nu er en ny afsløring i sagen om Skatteministeriet? tænkte jeg, da tændte iPadden her til morgen. Det var der.
Og der vil komme flere. Måske i morgen, men helt sikkert i næste uge og ugen efter. Vi kender mekanismen. Når først en sag er betændt, går alle journalister efter den. Og når først mistanken er rettet mod en person - Troels Lund Poulsen - forvitrer forsvarsværket omkring ham dag for dag.
Anonyme eller navngivne kilder vil stå frem og fortælle om den tidligere ministers rolle i sagen. Troels Lund Poulsen kan vælge mellem pest og kolera. Hvis han fastholder sin selvopfundne tavshedspligt, fastholder han billedet af, at der er noget om snakken. Hvis han udtaler sig, skal han svare på hver eneste lille detalje og bliver senere konfronteret med sine svar i én uendelighed.
Og hvis Troels Lund Poulsen indrømmer at have gjort noget forkert, så vendes opmærksomheden mod Lars Løkke. Hvad vidste han? Hvad gjorde han? og hvad gjorde han ikke? Holdt han hånden over Troels Lund Poulsen?
Det bliver en varm vinter for Venstre.
Det er yderst ubehageligt at være midtpunkt i en pressestorm. Men det er altså også en meget alvorlig sag. Hvis det bliver bevist, at ministeren og hans folk har forsøgt at påvirke udfaldet af deres politiske hovedmodstanders skattesag og ovenikøbet har fodret pressen med fortrolige oplysninger, så er det magtmisbrug på Berlusconi-niveau.
Så har Troels Lund Poulsen fortjent at blive ristet over en sagte ild.
Og så må vi forvente af pressen, at den også kigger Lars Løkke efter i sømmene.

mandag den 28. november 2011

Borgen & Broen - DR godt

To millioner tv-seere kan godt tage fejl. Sådan lyder den kække overskrift på Christian Mongaards anmeldelse af Borgen i dag i avisen Information. Læs den her http://www.information.dk/286259
Dejligt, at nogen går imod strømmen, bare jeg må have lov at være blandt de to millioner dumme danskere, der elsker Borgen.
Det er en god historie med nogle rigtig spændende karakterer, og oven i det hele er der lige Sidse Babett Knudsen. Hun er simpelthen fremragende.
Især hendes mimik er jeg helt vild med. I det ene øjeblik ligner hun udskidt æblegrød, sekundet efter skruer hun det formelle smil på og så bryder hun ud i et ægte og varmt smil. Et lille blik, en svag træning i ansigtet, en næsten ikke-eksisterende tøven - det er nogle af hendes stærke virkemidler. Ved at læse hendes ansigt, følger vi hendes tanker og forstår de fleste mellemregninger. Det er simpelthen super.
Så det var hårdt at sige farvel til Borgen blot fire dage efter den dramatiske afslutning på Broen. Den var jeg også helt vild med, og igen var det en af hovedpersonerne, der nappede opmærksomheden.
Den svenske skuespiller Sofie Helin spillede en meget speciel kriminalkommissær Sara Norén. Hun er arbejdsnarkoman og ude af stand til at udtrykke sine følelser. Når hun bliver tvunget til det, jokker hun rundt i spinaten uden selv at opfatte det. Det er en helt forrygende karakter, som jeg ikke har truffet mage til andre steder, og Sofien Helin spillede rollen uovertruffent.
DRs drama er efter min mening i topklasse, og der tager jeg ikke fejl. For det mener jeg. Skidt være med, at kloge folk ved bedre. Jeg synes stadig, det er godt

søndag den 27. november 2011

Endnu en fordel for løbetosser

Jeg skriver gerne om de lyksaligheder, man kan opnå ved at være i god form. I dag har jeg opdaget endnu en fidus: Løb kurerer tømmermænd. Vi var til en dejlig Poul Krebs koncert i aftes i Det Musiske Hus i Frederikshavn. Der røg en del rødvin ned og et par øl til bagsnakken på Baghuset. Hjem i en taxa ved et-tiden, og så var jeg noget rusten her til formiddag. Ikke syg og dårlig, men heller ikke spor frisk. Bilen stod nede i byen, og den havde jeg lovet at hente. Efter et par overspringshandlinger trak jeg i løbetøjet og begav mig ud i novemberstormen. Det meste af turen var ned ad bakke i en gigantisk medvind, så jeg løb i et nogenlunde tempo. De sidste 10 minutter fik den gas, og det endte med at blive en rigtig fin løbetur. Bagefter kunne jeg ikke smage den billige rødvin længere, og jeg var helt frisk. Det er da nemt, og når man er i god form, er det ikke specielt anstrengende at løbe med lidt tømmermænd i kroppen. En løbetur er bestemt ikke den eneste effektive kur. Al motion og frisk luft vil garanteret afspritte kroppen. Solle var frisk igen efter en ridetur, mens andre kommer til kræfter ved en lang travetur. Derved kun en ulempe - at det ikke har nogen afskrækkende effekt. Hvis jeg havde lidt hele dagen, ville jeg love mig selv aldrig mere at drikke for meget billig rødvin. Og jeg ville ikke holde løftet.

tirsdag den 22. november 2011

Løbetosser kan forklare ALT

Vi mennesker har det med at søge enkle svar på komplicerede spørgsmål.
Og når det gælder sundhed, er det så skønt at være løbetosse, for i vores små, primitive hoveder er løb simpelthen medicin og forebyggelse mod alle dårligdomme (undtagen løbeskader).
Forleden vågnede jeg ved, at min klassekammerat fra Holstebro, Klavs Martiny i radioavisen forklarede om de mange mennesker, der får vinterdepression på grund af for lidt lys.
Og så tænkte jeg straks, at det heldigvis ikke rammer mig, fordi jeg meget ofte sørger for at komme ud at løbe, mens det er lyst. Jeg synes faktisk også, jeg har en lidt brun ansigtskulør her i november, og det skyldes garanteret løb. Der er noget med, at der altid trænger lidt sollys igennem, og man får jo røde kinder af at svede.
Så kom vi til at snakke om sygefravær, og her er jeg helt sikker på, at løb spiller en rolle. Når man er i god form, fungerer alle indre organer godt - og de er en slags motor for vores helbred. De fleste løbetosser er meget lidt syge, og vi kommer også hurtigere over en gang influenza end folk, der er i dårlig form.
Så var der en anden klog én i radioen, der fortalte, at søvn og D-vitaminer er det vigtigste for immunforsvaret. Aha, tænkte jeg. Endnu et skvæt vand på min mølle. Vi løbetosser har et højt søvnbehov. Jeg skal helst have 7-8 timer hver nat, og skulle der løbe et par ekstra på i weekenden, er jeg meget veltilpas. Og D-vitaminer får vi jo fra solen, når vi er så meget ude.
Endelig er der den evige diskussion om at være for tyk. Den er ikke aktuel for løbetosser. Selv holder jeg den slanke linje ved at følge det simple princip om at spise tit, men meget. Fed mad er jeg ikke glad for, men kager og slik kører jeg meget gerne ned.
Jeg brænder kalorier af ved at løbe, og så er der den indbyggede uretfærdighed, at folk i god form har en højere forbrænding end andre. Så selv, når jeg ligger på sofaen, kører kalorietælleren baglæns.
Desværre er det sådan, at løbeture ikke løser økonomiske problemer, og alle trakasserierne på Christiansborg kan heller ikke fordufte på en halv eller en hel maraton.
Men de forekommer knap så vigtige, når man kommer herligt træt hjem efter en time eller to i den gratis natur.

fredag den 18. november 2011

Fri hash - fri os for det

Længe leve friheden.
Det er vi allesammen enige om.
Men så kommer der lige et par forbehold, og nogle af mine gælder på sundhedsområdet. Her synes jeg, at fællesskabet har en pligt til at hjælpe folk på nogenlunde fornuftig kurs.
Det er hamrende usundt at ryge, og derfor skal samfundet gøre så meget som muligt for at forhindre, at unge begynder på det.
Nu foreslår Københavns Borgerrepræsentation så at gøre salg af hash lovligt i hovedstaden - lidt a la den hollandske model. Målet er først og fremmest at tage brødet ud af munden på rockere og indvandrerbander, og det er meget sympatisk.
Jeg hører til de gammeldags på det punkt. Jeg er helt klart modstander af fri hash. Hash er meget farligere end cigaretter, så jeg synes, at samfundet skal gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, at folk ryger hash. Min logik siger mig, at jo nemmere et stof er at få fat på, jo flere vil købe det. Jeg har set det med egne øjne i Amsterdam, hvor alle slags mennesker vader ind i en coffeeshop og køber et par joints. Det ville de ikke gøre, hvis de skulle handle med en narkoman eller en rocker i en mørk sidegade.
Jeg er slet ikke forarget over, at folk ryger sig skæve. Det er da meget sjovt, og det skader sikkert heller ikke, at nogle danske turister hiver lidt hash ned i lungerne et par gange i Amsterdam.
Men vi hører, at fem pct. af de unge, som starter med at ryge hash, ryger ud i et egentligt misbrug. Jeg er sikker på, at offentlige hashcaféer i København vil føre til mere misbrug og flere sundhedsproblemer. Og jeg kan ikke få ind i mit hoved, at vi med den ene hånd gør en maksimal indsats for at forhindre tobaksrygning og med den anden stimulerer salget af hash.
Men hvordan dæmmer vi så op for rockerkriminaliteten? Det aner jeg simpelthen ikke, men jeg er ret sikker på, at fri hash heller ikke er en løsning.

tirsdag den 15. november 2011

Tavshedsfriheden længe leve

Tak til Troels Lund Poulsen for at have leveret et fint eksempel til lærebøgerne i statskundskab om emnet tavshedspligt. Den tidligere minister ville ikke udtale sig om sagen om departementchefens indgriben i sagsbehandlingen, fordi der verserede en politisag om en læk fra ministeriet. Lund Poulsen mente, han havde tavshedspligt. Det var forkert. Tavshedspligten gælder personfølsomme oplysninger - aktuelt om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold. Men det betyder ikke, at hele sagen er omfattet af tavshedspligt. Tavshedspligt er en beskyttelse af borgeren, som har pligt til at udlevere sine personlige oplysninger til myndighederne. Det er ikke en beskyttelse af politikere eller embedsmænd. Tværtimod skal de tåle, at borgerne og pressen kan kigge dem over skulderen i deres måde at løse opgaverne på. Det er vigtigt for vores demokrati, og i den konkrete sag har journalister i rigt mål opnået aktindsigt. Så det var en klar misforståelse af den tidligere minister. Da han fik stukket den i næsen, forsøgte han med en vits om, at han havde pålagt sig selv tavshedspligt. Der kunne han såmænd have henvist til sin ytringsfrihed. Den vender begge veje. Enhver har ret til at ytre sig - og til at lade være. Selv en ambitiøs politiker har uindskrænket frihed til at holde sin mund. Det er jeg ikke sikker på, at de allesammen er klar over.

lørdag den 12. november 2011

Tissemyre myrdet af hensysnløs bilist

Hold da op og tjuhej!
Sikke en begivenhedsrig uge for det danske folkestyre.
Anders Samuelsen har betalt penge til nogle rockere, som hans søn havde købt narko af. Kæmpe historie og hovedpersonen selv får naturligvis plads i den bedste sendetid, når han bestiller den.
Og så er der Ole Sohn. En 96-årig tidligere KGB-chef har fortalt Jyllands-Posten, at han for 25 år siden gav Ole Sohn eller Sohns sendebud penge fra Sovjet til DKP. Jamen dog, hvad? Søren Pind mener, at Ole Sohn udgør en sikkerhedsrisiko for Danmark på grund af den historie.
Og en tredje meget betydningsfuld sag for det danske samfund er rullet op. Det viser sig nemlig, at PET har overvåget Henrik Sass Larsen - eller også har de ikke, men alligevel. Det er meget mystisk og kalder på mange kommentarer.
Og så er der gigantsagen om Skatteministeriets departementschef, som har deltaget i nogle møder i SKAT København om Helle Thorning - Schmidts selvangivelse. Han har også skrevet et notat, men han mener selv, at Politikens fremstilling af sagen er forkert. Den rigtige vil han dog ikke ud med, fordi politiet efterforsker en læk til B.T.
Jamen, det er helt fantastisk så mange skelsættende begivenheder, politikerne, pressen og kommentatorerne har kunnet svælge sig i.
PS. Regeringen har fremlagt en ny finanslov, og Europas økonomiske krise ser ud til at stikke meget dybt.
Overskriften på indlægget er et eksempel på proportionsforvrængning.

tirsdag den 8. november 2011

Løbesikkerhed for en halvtredser


Forleden spurgte Nikolaj, hvordan han skulle komme ud at løbe, når det var mørkt ved fyraften. Jeg tog spørgsmålet som en dårlig undskyldning og leverede et par hånlige svar. Undskyld.
For det handlede om lys, og det viste sig senere, at han købte en pandelampe og løb rundt i skoven. Det var dumt. Efter mørkets frembrud skal man kun løbe på asfalt.
Men det fik mig til at tænke lidt over sikkerheden ved at løbe i mørke. Jeg har i flere år haft en dejlig refleksvest, som jeg købte i Fakta for 30 kr. Den slags er jævnligt på tilbud. Forleden så jeg en i Netto.
Lys har jeg aldrig brugt, og jeg har sådan set heller ikke haft problemer. Men det har andre på mine vegne, og flere gange har folk bebrejdet mig, at jeg ikke havde lygter med.
Her til morgen ved 6.30 tiden sneg jeg mig ud på en løbetur til Gærum og til baws. Det var mørkt og diset, og så fik jeg det indfald, at jeg kunne bruge mine små cykellygter fra Tiger-butikken. I begge sider af vesten sidder der en lille elastik, så det var nemt at sno clipslygternes lille snor rundt om elastikken. Vupti. Så havde jeg rødt lys på i højre side og hvidt i venstre. Den hvide lygte kunne jeg lige tage i hånden på ekstra mørke steder.
Cykellygterne har kostet 20 kr. inklusiv batterier, så mit velfungerende sikkerhedsudstyr står samlet i 50 kr.

søndag den 6. november 2011

Bagtanker om forsnak og bagsnak

Tankegang fyldte 25 år forleden.
Det var en skøn dag i firmaet. Gode kolleger havde pyntet lokalet med en æresport af fotos, og der lå billeder strøet rundt i rummet.
Vi fik lidt gæster og gaver i dagens løb og mange hilsner på anden vis. Fredag aften var vi så allesammen til Ørkenens Sønner i Arena Nord.
En rigtig dejlig uge, selv om jeg personligt har det lidt svært med jubilæer. Det er jo ingenting i sig selv, og for et firma i kommunikationsbranchen er der ikke meget at lære af det, vi gjorde for 25 år siden.
Og så alligevel. Mine bagtanker efter jubilæet kredser om noget af det gamle i Kortgruppen, som Tankegang hed for 25 år siden. Det handler om fællesskabet i virksomheden - om at gøre tingene sammen og sammen med vores kunder.
Det var intentionen, da Kortgruppen startede i 1986, og det er intentionen i Tankegang i dag.
Det er flot og rigtigt at sige, og det er hårdt arbejde at leve op til det i hverdagen. Vi har så travlt, og vi skal hver især nå at ekspedere alle dagens opgaver. Så jager vi lige til at gøre noget, selv om vi ikke er helt sikre på det. Jeg skriver lige et par hurtige formuleringer. En kollega sætter et par billeder på, og så håber vi, det går.
I situationen ville det tage længere tid at spørge kunden eller et par kolleger. Men det er netop min hurtige formulering eller de tilfældigt valgte billeder, der skaber problemer hos kunden, og som i den sidste ende kommer til at tage længere tid.
Det kan også være et oplæg, som jeg bedst selv kan lave. Jeg har jo snakket med kunden, og det tager lang tid at forklare til mine kolleger. De har også travlt. Men så bliver oplægget forudsigeligt. Der kommer ikke den overraskende vinkel ind, fordi en af mine kolleger stiller et godt spørgsmål, jeg ikke havde tænkt over.
Eller det kan være os i ledelsen, der i bedste mening træffer beslutninger hen over hovedet på medarbejderne. Vi er gode til at informere bagefter, og så skulle den vel være i orden? Gang på gang viser det sig, at vi lige så godt kunne have spurgt vores kolleger og fået en snak om det, inden vi traf en beslutning. Det ville have givet mere tryghed og større ejerskab til beslutningen og i den sidste ende ville det også have sparet tid.
Forsnak giver ingen bagsnak - siger vi gerne til vores kunder. Det gælder også i Tankegang. Det var der nogle dejlige mennesker, der blev enige om i november 1986. Det var grundlaget for vores virksomhed, og det er det stadig.
Vi øver os videre de næste 25 år.

torsdag den 3. november 2011

Radio 24syv er ikke helt 10-4

Al god formidling handler om at have noget på hjerte. Har man ikke det, kan det være lige meget.
Men for at trænge igennem til sit publikum, skal man have nogle færdigheder.
Musikeren skal kunne betjene et instrument og må ikke være tonedøv, og på samme måde skal en radiomand være en dygtig håndværker.
Det bliver tydeligt demonstreret i den nye Radio 24syv, som har været i luften i snart tre dage. Som inkarneret P1 lytter mærker man en kæmpe forskel i den håndværksmæssige kvalitet. Så markant, at det forstyrrer indholdet.
I mange programmer er der øh og bøh og usikkerhed, fumlen med teknikken og tomgangssnak. En ting er fortroligheden med det tekniske udstyr, men det mere alvorlige er at strukturere et program, afvikle det og improvisere, når tingene ikke går helt som planlagt.
Jeg har i de seneste dage oplevet adskillige eksempler på koncepter, der simpelthen ikke var arbejdet igennem. Studieværter har haft folk inde til længere interviews, hvor de alt for hurtigt løb tør for spørgsmål. De har ikke evnet at forklare for os lyttere, hvad deres program gik ud på og hvilken funktion og rolle, deres interviewofre havde. Og de har frem for alt snakket alt for meget om sig selv og den nye radio. Flere har for eksempel underholdt med, at de kun har haft én prøveudsendelse inden deres program gik i luften for første gang.
Det er uprofessionelt, og det er da besynderligt, at mange måneders forberedelser ikke er mere seriøse.
Det er hamrende ærgerligt, for Radio 24syv har meget fint indhold, mange gode mennesker med noget på hjerte og mange gode historier. Også på det formmæsige præsenterer de fornyelse i forhold til P1.
Nyhederne er mere fikst afviklet end DRs. Radio 24syv går direkte på uden en lang oversigt, og de skal ikke stille om og have fikse lydeffekter. Det er nyheder og intet andet - fortalt og ikke læst op som i Radioavisen.  Her har de øvet sig, for det fungerer.
Samlet set er der plads til forbedringer, og det er positivt ment. Jeg hænger på, og jeg er sikker på, at jeg får mange nye yndlingsprogrammer, når debutanterne har fået slebet deres koncepter til og er blevet mere fortrolige med radiomediet.
At de så kan starte en radiostation i år 2011 uden mulighed for at downloade udsendelserne som podcast - det er direkte pinligt. En meget stor del af kundekredsen lytter til radio via podcast. Det er faktisk en af grundene til, at radio fortsat er et populært medie.
Efter min mening er det torskedumt, at de berlingske radiofolk lægger ud med at skræmme podcastfolket væk. Vi er nemlig aktive, både som lyttere og som meningsdannere.





lørdag den 29. oktober 2011

Ros til EU

Det ligger dybt i mig at være modstander af EU, selv om det efterhånden er en helt antikveret holdning.
Og ugens begivenheder har gjort synspunktet endnu mere håbløst.
For det var direkte flot, at de 17 Eurolande vred armene rundt på hinanden og blev enige om at kappe halvdelen af Grækenlands gæld. Oven i købet fik de en række store banker med på den ubehagelige spøg.
Den sag burde da overbevise mig og de tusinder af andre EU-skeptikere om, at vores fælleseuropæiske foretagende har en berettigelse? Jo, jeg må indrømme, at det gør indtryk.
Men mavefornemmelsen er stadig ikke god. Jeg synes fortsat, at EU er en kæmpe bureaukratisk kolos, og jeg er stadig meget betænkelig ved et helt tæt politisk samarbejde mellem os kolde nordboere, de varmblodede sydeuropæere og de ukendte folk i Østeuropa. Det bliver et meget indirekte og fjernt demokrati, hvis de reelle afgørelser skal træffes i Bruxelles.
Men det er selvfølgelig endnu mere indirekte, når det reelt er Angela Merkel, der trumfer årets og måske årtiers vigtigste fælles beslutning igennem.
Problemet med økonomi er, at hele verden hænger sammen. Derfor kan Danmark ikke bare være sig selv. Det kan selv jeg forstå. Grækenland kunne ikke have løst sin krise selv, og Grækenlands økonomiske morads kan hurtigt få meget konkret indflydelse på vores økonomi.
Derfor er der brug for at kunne træffe fælles beslutninger. Og det kræver altså et eller andet apparat. Man kan ikke bare samle 17 eller 27 statsledere til et møde et par dage, og så bum. Held skal forberedes, og det går ikke at sammensætte et team til lejligheden, hver gang en krise er undervejs. Der skal være struktur på sådan noget. Og i virkeligehedens verden er der opbygget et system, nemlig EU. Her kender nøglepersonerne hinanden og har opbygget et tillidsforhold.
Så det er vist en meget praktisk ting.
Men det er stadig en udemokratisk, dyr og temmelig udansk kolos. Og jeg tror ikke på, at en organisation af den størrelse nogensinde kan blive andet. Så jeg vil have lov til stadig at være skeptisk. Min nye holdning vil være, at vi skal bruge EU der, hvor EU løser opgaven bedst.

onsdag den 26. oktober 2011

Sportsfans elsker at brokke sig

I aftes fulgte jeg en del af Wozniackis kamp på sporten.dk. Det er en glimrende service for os, der ikke har store tv-pakker. En journalist ser kampen på tv og skriver om den på en lille blog nærmest bold for bold.
Læserne kan stille spørgsmål og naturligvis kommentere. Jeg har fulgt det nogle gange, og det svigter aldrig: Der er altid nogle læsere, som undervejs får forklaret, at Wozniacki er en elendig spiller, der slet ikke hører hjemme i verdenseliten. Og hendes far er dum.
Det er egentlig mærkeligt, at man gider følge en blog med opdatering af en tenniskamp, hvis man synes, at spilleren er ringe. Så kunne man vel finde noget andet at bruge sin tid på.
Men det er et meget udbredt fænomen i sportens verden. I mine unge dage gik jeg meget til fodbold. I Holstebro, Struer, Vildbjerg og andre ydmyge steder kunne man altid finde en håndfuld midaldrende mænd ved sidelinjen. De stod der trofast til hver eneste hjemmekamp, og de brokkede sig i ca. 90 minutter. De nød tilsyneladende at ryste på hovedet over det elendige forsvar, den fraværende midtbane og de uduelige angribere. For slet ikke at tale om træneren.
Det samme gjaldt på Århus Stadion, hvor et stort publikum elskede at se AGF vinde og nød at se dem tabe. Så kunne de rigtig brokke sig.
Tænk på fodboldlandsholdet. Det har været elendigt i lang tid. Sidste VM var en katastrofe, og EM-kvalfikationen haltede afsted. Godt, at Morten Olsens kontrakt snart udløb. Han var for gammel og havde kun én måde at spille på - en kedelig.
Så kom de tre afgørende kampe med sejre over Norge, Cypern og til slut Portugal. Nu kræver folket, at VORES Morten bliver på trænerposten.
Jeg forstår ikke den psykologiske mekanisme bag vores trang til at brokke os over dem, vi holder med. Dem, der gør det, er nogle kugleskøre idioter, der har lige så lidt forstand på sport som Richard Møller Nielsen.

lørdag den 22. oktober 2011

Stive løbetosser: Ty til tibetanere

Som alle andre løbetosser har jeg altid troet, at jeg havde en stærk og spændstig krop. Jeg er godt nok ikke så smidig, men jeg er da muskuløs.
Syntes jeg selv. Indtil jeg i månedsvis døjede med en skade i det venstre baglår.
Jeg forsøgte at blive behandlet og jeg holdt lidt løbepause, men skaden kom igen, så snart jeg begyndte at løbe langt eller hurtigt.
Så var jeg i behandling hos min kollega Gitte, og hun forklarede mig på en sød måde, at jeg var for slap. Den var gal med mave- og rygmusklerne.
Derfor anbefalede hun mig at gå i gang med de såkaldte tibetanere. Det er fem små øvelser, hvor man populært sagt træner alle muskler. Der er lidt Østens Mystik over det, for det er noget med nogle chakra-punkter - energihvirvler - der har forbindelse til kroppens hormonkirtler. Så man træner ikke kun muskler men skulle angiveligt også rense udøveren for negative energier. Pis mig i øjet!
Det er lige noget for mig. Øvelser, man skal gøre hver dag. Det taler til mit behov for at udøve selvdisciplin, så i løbet af nogle måneder trænede jeg mig op til at tage de 5 øvelser 21 gange, som er det foreskrevne antal blandt de tibetanske munke, der higer efter evig ungdom.
Det bruger jeg nu 10 minutter på hver morgen, og det er ikke særlig anstrengende. Jeg vil ikke prædike for dig, men blot fortælle, at jeg ikke har mærket noget som helst til skaden i baglåret siden. Og jeg har prøvet at løbe meget langt og temmelig hurtigt mange gange.
Jeg mener også at kunne konstatere, at jeg har fået lidt mavemuskler og at min ryg er blevet stærkere.
Jeg lægger et link til øvelserne her


onsdag den 19. oktober 2011

Gud bevare Grundloven

Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes.
Sådan står der i Grundlovens paragraf 84. Det er et af flere eksempler på, at Grundloven er dybt forældet. Det mest grelle er, at forfatningen slet ikke taler om den tredeling af magten, vi har lært om i skolen. Ifølge Grundloven er den lovgivende magt hos kongen og folketinget (ikke med stort) i forening, den udøvende magt er hos kongen og den dømmende hos domstolene.
Grundloven er fyldt med formuleringer om noget, som kongen bestemmer - og som det i den praktiske virkelighed er regeringen eller Folketinget, der har ansvar for. Derfor er der gode grunde til at lave Grundloven om.
Og så er der to grunde til ikke at ændre den - en rationel og en virkelighedsnær.Den rationelle er, at demokratiet fungerer fremragende på trods af de håbløse formuleringer i Grundloven. Amerikanerne siger: If it ain't broken, don't fix it.
Den virkelighedsnære grund er, at en grundlovsændring ikke vil kunne vedtages af et flertal i befolkningen. Dertil er danskene simpelthen for kongetro. Et kæmpe flertal i befolkningen elsker vores kongehus, og langt de fleste synes garanteret, det er lidt sødt og meget traditionsrigt, at Kong Margrethe og hendes familie har en absolut særstatus i vores forfatning.
Det seneste eksempel så vi ved Folketingets åbning, hvor nogle ministre lidt barnligt lod være med at rejse sig, da den kongelige familie kom ind i deres loge.
Der rejste sig et ramaskrig og rundt omkring i lokalaviserne er der stadig læserbreve om denne forsmædelige adfærd. Så får vi at vide, at dronningen og hendes familie gør det godt, og at kongehuset er en fin forretning for Danmark.Og blabla.
Ethvert anslag mod kongehusets særstatus vil lide skibbrud ved en folkeafstemning. I princippet kan vi alle sammen tilslutte os den smukke formulering fra den amerikanske uafhængighedserklæring: Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige.
Men i praksis synes 80 pct. af danskerne, det ikke skal gælde de kongelige. Dem om det. Vi er nogle stykker, der deler de amerikanske værdier. Så må vi finde os i, at vi fortsat ikke må oprette et fideikommisgods.

søndag den 16. oktober 2011

Kunsten at finde på et løb

Løbeinteressen i Danmark er enorm, og derfor dukker der hele tiden nye løb op. Alene her i Frederikshavn har vi nu knap 10 løb om året. Det er faktisk blevet en kunst i sig selv at hitte på nye løb.
For 10 år siden var det nemt nok. Ville man lave et løb i Dronninglund, fandt man en passende rute, og kaldte det for Dronninglund Løbet.
Nu er udbuddet så stort, at der skal mere til. En særlig rute, et særligt tidspunkt, særlige omgivelser eller noget fjerde må man hitte på for at lokke løbere til. På Læsø er et maratonløb blevet til en hel weekendpakke inklusiv en løberfest. Jeg har hørt om et maratonløb i en frysehal, og så er der Brutalmaraton i Aalborg, som foregår på en særdeles stejl rute.
Her vil jeg gøre reklame for et løbekoncept, som nogle kreative sjæle i Frederikshavn har opfundet. Det hedder Fakkelløbet, og tredje udgave blev afviklet torsdag aften.
Idéen er meget enkel og hyggelig. Turen går gennem den mørke skov, som er oplyst af 200 fakler. Starten går efter mørkets frembrud og det bliver meget hurtigt bælgmørkt. Ruten er på 4 kilometer, og man kan vælge at løbe den én eller to gange. Man er også meget velkommen til at gå den meget kuperede rute gennem Bangsbo.
Efter løbet serverer FDF varm suppe til deltagerne, og man står og udveksler løbehistorier ved bålstederne i Bangsboparken. Det hele varer højst et par timer, så man er hjemme igen og kan nå at se tv-avis. Prisen er 50 kr., og jeg håber da, at den lokale FDF-kreds tjener lidt penge til ungdomsarbejdet på det fine arrangement.
De to første gange har det knebet gevaldigt med at lokke folk til, men i torsdags dukkede over 200 op. Vejret var perfekt, og månen supplerede de 200 fakler. Jeg har aldrig før oplevet så stærk en lugt af petroleum i min skov.
Jeg løb de 8 kilometer og kan jo ikke lade være med at give den fuld gas. På andet gennemløb overhalede jeg alle de gående, så jeg råbte "løber!" 50 gange for at få folk til at flytte sig. Et par steder var faklerne gået ud og en enkelt gang var jeg ved at løbe i en grøft. Dejligt, for så havde jeg nogle fine undskyldninger til at forklare min sluttid. Den var i øvrigt okay.
Jeg kommer meget gerne en anden gang, og skulle nogen andre få lyst til at lave et lignende løb et andet sted i landet, er jeg sikker på, at idémagerne fra Frederikshavn gerne vil tillade det.


onsdag den 12. oktober 2011

Min uvidenhed om guitarpedaler

Det er utroligt, hvad man ikke ved.
Indtil i morges kl. 9 anede jeg ikke, at der var noget, der hed en guitarpedal. Jeg ville nok tro, det var en vits, hvis du havde præsenteret mig for ordet, for jeg har aldrig set pedalen på en guitar.
Men den er god nok. En guitarpedal er en fidus, man sætter til en elektrisk guitar, så man kan få den til at lyde på en særlig måde. Jeg vil tro, den kan spille rocket, jazzet, blueset eller folket.
Det er et nicheprodukt - men et stort et af slagsen. Og et af de førende firmaer i Verden er dansk, og hedder noget så musikalsk som TC Electronics. Deres marketingschef Allan Strand fortalte i morges på et seminar på journalisthøjskolen om firmaets brug af Facebook og andre sociale medier.
Tænk sig engang: TC Electronics er det 5. største musikbrand på Facebook. Firmaet har over 150.000 likere, som det hedder i den verden.
150.000. For en Facebookside om guitarpedaler. Hold kop, en rig verden vi lever i.
Men der er mere. Allans kolleger har nemlig fået den geniale idé at udstyre deres guitarpedal med en usb-port. Så kan man downloade forskellige spillestile til sin pedal fra TC Electronics hjemmeside.
Firmaet laver aftaler med verdensberømte guitarister (hvis navne jeg desværre ikke kender), som udleverer deres specielle guitarsound, omsat til pedalsprog. Det er sikkert helt forkert forklaret, men du forstår det nok. De kommer så ind på hjemmesiden, hvor der indtil videre ligger over 50.
Hver gang, der kommer en ny til, har Allan Strand en god historie at fortælle på Facebook, og der er altså mere end 150.000, der får den direkte på telefon eller computer. Det er meget attraktivt for kunstnerne at blive promoveret over for 150.000 guitarister og det giver ubetalelig PR for verdensfirmaet i Lystrup.
Jeg synes, det er en fantastisk historie. Men jeg har levet i mange år uden at ane noget om guitarpedaler og  TC Electronics, så det er vel ikke ligefrem nødvendigt at kende til for at kunne begå sig her i tilværelsen.
Og jeg er helt sikker på, at ham Allan Strand ikke aner en hujende fis om det meget omdiskuterede administrationsgebyr for virksomheders adgang til kommunale genbrugspladser. Det har der været holdt konferencer om, mens Allan bare sad derude nord for Århus og klimtede sine historier ud på Facebook.

lørdag den 8. oktober 2011

Valgløfter

Før valget skrev jeg, at politikerne ikke skulle love at gennemføre en hel masse konkrete ting. I stedet skulle de love at arbejde for det. Så må virkeligheden på og udenfor Christiansborg vise, hvad der kan gennemføres. Det ser ud til, at den nye regering følger det princip. Det ser også ud til, at medierne ikke bryder sig om det. Hver dag byder på en ny historie om et brudt valgløfte. Til gengæld hyler den nye opposition ikke med. Den koncentrerer sig om politiske uenigheder, og det er bare i orden.

fredag den 7. oktober 2011

Dåreknuder

Min lillebror og jeg har arvet vores mors åreknuder. Det ligner sandorm på bagsiden af benene, for mit vedkommende kun på det venstre.
Gregers er fornuftig og ordentlig, så han har gennemgået et par operationer. Det er ikke noget særligt, og det ser ud til at have hjulpet, ihvert fald her i anden omgang.
Jeg nægter at se sandheden i øjnene og fremsiger mine dødssyge undskyldninger med stor autoritet.

1. Jeg har ikke nogen gener.
Det passer så ikke, for jeg har meget let ved at få krampe i min venstre lægmuskel. Det sker for eksempel hver gang, jeg løber maratonløb. Jeg går meget op i at løbe, og det er hæmmende for min træning, at den venstre lægmuskel har begrænset kapacitet.
2.  Jeg har ikke tid til en operation
Det passer så ikke. Længere. For år tilbage skulle man regne med at være sygemeldt i 1-2 uger og at være ude af stand til at træne i en måned. Der kommer hele tiden nye teknikker til, så nu vil jeg formentlig kunne nøjes med et lillebitte indgreb uden indlæggelse. Det vil måske betyde, at jeg ikke kan træne i to uger.
3. Operationen er nyttesløs
Det kan godt være rigtigt. Her klamrer jeg mig til min mors historie. Ved en kæmpe operation fik hun fjernet åreknuder på begge ben. Jeg kan huske, at jeg besøgte hende på sygehuset, hvor hun lå hjælpeløs hen i en seng med benene strittende op i vejret. Et par år senere havde hun igen sandorm på benene. Billedet af min mor i sygesengen står stærkt, og når det nu ikke hjalp hende, nytter det nok heller ikke noget for mig. Du vil måske indvende, at lægevidenskaben har gjort fremskridt siden 1978, men jeg vil fastholde, at jeg har arvet de fordømte åreknuder efter min mor, så de kommer garanteret igen på mig, hvis jeg bliver opereret.

Og for resten har jeg hørt, at det er lidt sejt at have et handicap. Så jeg er fortsat stædig. Dumstædig, hedder det nok.

lørdag den 1. oktober 2011

En halv Dyremose

I går kom Dyremose-udvalgets forslag til fordeling af den fremtidige mediestøtte. Udvalget anbefaler at omlægge distributionsstøtten på ca 400 mio. kr. til produktionsstøtte. Pengene skal gå til at producere journalistisk indhold i stedet for til at dele aviser ud. I praksis betyder forslaget, at gratisaviserne skal aflevere penge til nogle netmedier med stærke redaktioner. Berlingske og JP/Politiken får hver en klækkelig gevinst. Der bliver også lidt penge til at udvikle nye medier, men samlet set er det en meget lille omfordeling, den tidligere finansminister og udvalgsmedlemmerne er kommet op med. De blev bedt om at tage stilling til den samlede mediestøtte, men den svære opgave krøb de udenom. Den suverænt største klump er licensen, men udvalget konstaterer blot, at DR og TV2-regionerne bruger pengene flot. Dagbladenes momsfritagelse sætter Dyremose & co. heller ikke spørgsmålstegn ved. Jeg synes ikke rigtig, opgaven er løst, men det er sådan set også lige meget. For udvalget var bare en syltekrukke. Folketingets partier skal tage stilling til den fremtidige mediestøtte, og medieordførerne er alle garvede og indsigtsfulde folk, som kender problemstillingen til bunds. De har ikke brug for en masse rapporter. De skal bare bure sig inde og blive enig om at løse den gordiske knude. Problemet i en nøddeskal er, at dagbladene modtager en urimeligt høj erhvervsstøtte, mens netmedierne indtil videre ikke har fået en øre. Samtidig er det et faktum, at dagbladene producerer 71 % af de nyheder, som vi danskere ser, hører og læser. Så hvis de mister støtten, står vi med et stort demokratisk problem. Dyremose-udvalget har ikke knækket nødden. Det har højst leveret lidt inspiration. Nu må mediepolitikerne se at komme til bordet og blive enige om en løsning, der rækker 5-10 år frem. Det gælder ikke kun om at fordele nogle penge. Spørgsmålet er også, om medierne fortsat skal have så høj en erhvervsstøtte.

torsdag den 29. september 2011

Farlige Sass

Dagens nyhed om Henrik Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse er den mest mystiske, jeg har hørt i mange år.
Socialdemokraternes nummer 2 har trukket sig som ministeremne, fordi PET ikke umiddelbart vil sikkerhedsgodkende ham. Begrundelsen er ifølge det oplyste, at Sass Larsen i sommer deltog i et møde med en rockerleder i Køge.
Hvad det møde handlede om, har vi ikke fået at vide. Og hvis det er noget privat, skal vi heller ikke vide det. Det må være straf nok, at manden træder tilbage fra sin fremtrædende position til en anonym post i Folketinget.
Når det er sagt, er det stadig meget mystisk. Hvordan er Henrik Sass Larsen pludselig blevet en farlig mand? Jeg kender ham ikke, men mit indtryk er, at han er en gemytlig person og på alle måder en fredelig og lovlydig mand. Jeg tror ikke, han har nogen forbindelse til rockere, og jeg har svært ved at forstå, at et møde med en rockerlede skulle få Sass Larsen til at udgøre nogen risiko for staten, regeringen eller andre på Christiansborg.
Politiske kommentatorer himler allerede nu op om, at sagen afslører Helle Thornings manglende dømmekraft. Det siger de hver gang, der er den mindste sag i nærheden af S-lederen. Det er en del af VO-blokkens valgstrategi at nedgøre Helle Thornings personlige egenskaber, og borgerlige kommentatorer har beredvilligt hjulpet til.
Det er træls for den kommende statsminister, men det er ikke hende, der har siddet på værtshus i Køge med en Bandidos-leder. Hun har bare taget imod en beklagelig besked og har klogeligt valgt at tage Sass Larsens beslutning til efterretning. Havde hun ikke gjort det, ville pressen have gravet og snaget i "Rockergate" fra nu af og frem til den dag, hvor Henrik Sass Larsen endelig trak sig som minister.
Og så ville de samme kommentatorer beskylde Helle Thorning-Schmidt for ikke for længst at have skilt sig af med sin belastede løjtnant.

fredag den 23. september 2011

To dage i Kulturbyen Holstebro

Torsdag og fredag var jeg til KTCs årsmøde i Holstebro. Lyder det ikke spændende? Jo det gør, for nu skal du bare høre: KTC står for KommunalTeknisk Chefforening. Altså har jeg tilbragt to dage i selskab med tekniske direktører, afdelingsledere fra miljø og teknik samt deres venner og samarbejdspartnere. Tankegang er i den sidste kategori, og det er ren guf for mig at være sammen med alle disse potentielle kunder og at fordybe mig i deres verden.
Jeg synes tilfældigvis, det er spændende og vigtigt, det som teknik og miljø arbejder med.
Men der var en ekstra gevinst ved arrangementet. Værtsbyen benytter altid årsmødet til at prale lidt af sine egne resultater og projekter, og det kan de også godt finde ud af i Vestjylland.
Holstebro er jo min fødeby, så det var skønt at høre om de mange spændende aktiviteter, der foregår i den driftige by. Og jeg blev selv en smule stolt, da borgmesteren fortalte om Giacometti-skulpturen Kvinde på Kærre, som holstebroerne kaldte "Maren å a Wogn". Den købte vores daværende borgmester Kaj K. Nielsen i 1965 for den svimlende sum af 210.000 kr., og folk i Holstebro var forargede. I dag er den over 100 mio. kr. værd og står som symbol for kulturbyen Holstebro.
Men der er kommet meget nyt til siden, og det pibler stadig frem med kunst, teater, musik og underholdning i Holstebro.
Da vi lidt søvndrukne mødte frem fredag morgen blev vi mødt af en række groteske figurer fra Holstebros eksperimenterende egnsteater Odin Teatret. De startede dagens program med en lille performance, som virkede mere opkvikkende end kaffen.
Og minsandten om ikke jeg ved middagen torsdag aften kom til at sidde sammen med to ledere fra Silkeborg Kommune, som jeg kender udmærket. Det viste sig, at de også stammer fra Holstebro, så vi sad lige og svælgede i minder og udvekslede navne fra gymnasiet.
Da jeg var barn stod der en hilsen på byskiltene, når man kørte ud af Holstebro: "Kom snart igen". Det gør jeg meget gerne, selv om skiltene nu er blevet mere kedelige og trafiksikre.

onsdag den 21. september 2011

Jeg tænker, der er pause

De fleste af os havde vist fået mere end nok af politik, da folketingsvalget var overstået forleden. Tre ugers valgkamp er ikke meget, men det blev så massivt dækket af medierne, at det nåede at hænge os trekvart ud af halsen.
Derfor er det dejligt, at de nye topministre har buret sig selv inde og ikke siger et kvidder om politik i en uge eller hvor længe det nu varer at udarbejde et regeringsgrundlag.
Vi kan godt tåle at tænke på andet end politik i et stykke tid. Og så er det i øvrigt helt i orden, at de drikker en masse kaffe, tænker sig godt om og lærer hinanden rigtig godt at kende. Det er også klogt, at de holder tæt, for kommer der først enkeltsager ud at køre i medierne, kan deres bagland hurtigt male sig op i et hjørne og forhindre det kludetæppe af kompromiser, som regeringsgrundlaget nødvendigvis må blive.
Alle tre partier må sluge nogle dromedarer for at få opgaven til at lykkes. Det er de garanteret også klar til, for alternativet er kaos - og et nyt valg lige om et øjeblik.
Så det er godt, at S, SF og radikale holder en tænkepause. Det samme gjorde EU, da franskmændene for nogle år siden stemte nej til Lissabon-traktaten. Da den havde stået på i lang tid, spurgte Uffe Ellemann, om tænkepause var en pause, hvor man tænkte - eller en pause fra tænkningen.
Jeg håber, Thorning og co. tænker, mens vi andre holder pause fra politik.

fredag den 16. september 2011

Valgaften blev til popshow

"Vi stiller direkte om til Østerbro, hvor vores reporter står foran Helle Thorning-Schmidts hjem". Sådan lød det flere gange på valgaftenen, og så blev skærmen overtaget af en entuastisk reporter, som kunne fortælle, at Helle Thorning-Schmidt sad inde i huset og ikke kom ud foreløbig. Huset var badet i projektører og oven over det svævede en helikopter. Sådan gik det meste af valgaftenen på begge tv-kanaler. De politiske ledere blev forvandlet til popstjerner, som skulle svare på helt ligegyldige spørgsmål. Lavmålet var da en DR-reporter først havde spurgt Holger K. hvad han følte nu. Da han venligt havde svaret noget ligegyldigt, fulgte hun op med dette spørgsmål: " Kan du ikke sige lidt mere om, hvad du føler?" Aargh. Når nu de valgte at bruge overdrevent meget tid på at følge ledernes mindste skridt, så var der ikke kræfter til det basale: at fortælle seerne, hvordan valget gik rundt omkring i Danmark. Jeg ville gerne have haft nogle resultater fra Horsens, Helsingør, Odense og Slagelse. Jeg ville gerne have dem forklaret og haft at vide, hvem der stiller op der og ser ud til at have fået et godt eller dårligt valg. Jeg ville godt have haft nogle storkreds resultater og en forklaring på dem. Hvor gik S og V frem og hvor gik de tilbage? Hvorfor? Hvordan gik det Venstre i Vestjylland, hvor Fælleslisten på et tidspunkt voksede sig meget stor? Hvorfor gik Socialdemokraterne så kraftigt tilbage i hovedstaden? Både DR og TV2 har folk der kan levere varen, og de fik resultaterne. Men de foretrak altså pinagtigt lange indslag om Villy Søvndal i en bus og Margrethe Vestager på gåtur gennem byen. Nyhedsformidling hedder det. Det er helt elementært, og på sådan en aften er der masser af rigtige nyheder. Vær venlig at fortælle flere af dem næste gang og drop tomgangs-journalistikken. Sådan føler jeg lissom.

onsdag den 14. september 2011

Jeg stoler på politikerne

Et kontroversielt udsagn i overskriften, hvad?
I dagens samfund er det sådan, at vi skal være på vagt over for alle politikere. De er sikkert ude på at snyde os. De lyver garanteret, og alt hvad de siger, er nøje planlagt af en spindoktor.
Det indtryk får vi i medierne, men også når vi snakker med hinanden om politik. Hvor ofte har vi ikke hørt påstanden om, at de ikke er rigtig kloge inde på Christiansborg.
Drop det fis.
De er kloge - de er faktisk mere veluddannede end resten af befolkningen. De er også flittige. Jeg kender selv et par politikere, og det er utroligt, så meget de ved, og så mange sager, de har dybt kendskab til. Det kommer ikke af sig selv.
Men de er frem for alt samvittighedsfulde og ønsker af et godt hjerte at gøre det bedst muligt for Danmark.  Det tror jeg på.
Efter en meget intens valgkamp bliver det synligt for os, at politik ikke er noget, der foregår isoleret inde bag Christiansborgs tykke mure. Det er et samspil mellem politikerne og vælgerne. De løser opgaver på vores vegne, de reagerer på de behov, vi formulerer, og de står til regnskab over for os.
Jo mere tillid, der er mellem os og politikerne, jo bedre fungerer samspillet. Hvis vi tror på dem, fungerer demokratiet bedre, og så bliver det bedre løsninger.
Tror jeg på.
Derfor synes jeg, du skal give politikerne den første tillidserklæring ved at stemme i morgen. Og så synes jeg, du skal følge op med at vise dem tillid de næste fire år. Hold dig i kontakt med dem og bidrag positivt på de områder, hvor du kommer i berøring med det politiske system.
Så er jeg sikker på, at politikerne kvitterer med at arbejde godt sammen og finde fælles løsninger på Danmarks små og store problemer.

lørdag den 10. september 2011

Når sproget irriterer os

Mange af os kan blive voldsomt irriterede over sprogfejl. Det kan helt fjerne opmærksomheden fra teksten eller sagen.
Jeg har hele fire oplevelser med det fra den seneste uge.
I en annonce skrev jeg: Fem mand anholdt manden.
Da annoncen havde været bragt, fik vi mail fra to personer i kundekredsen, som rettede stavefejlen. Ifølge dem skulle vi have skrevet anholdte. Det har de ikke ret i, og da vi forklarede det, accepterede de det med tilføjelsen "Det ser altså bare helt forkert ud".
Den anden kom fra Twitter, hvor en tweep kaldte en journalist for sprogspasser, fordi vedkommende havde brugt udtrykket idyllerisk. Jeg så ikke selv udsendelsen, men for mig at se, er det et absolut gangbart ord i talesprog, også på tv. Idyllerisk er noget, der er overdrevent idyllisk.
Ugens tredje sproglige oplevelse stammer fra et værdiseminar, jeg holdt forleden. Her skulle vi arbejde med nogle af virksomhedens ord, og et af dem er "proaktiv". En af deltagerne kan ikke fordrage ordet, men det forhindrede ikke en god diskussion om indholdet. Jeg skyndte mig at anerkende hendes modstand, og jeg har selv en lille rem af huden. Der er lidt floskel over "proaktiv".
Den sidste kom fra Tankegangs korrekturlæser, som ville rette stavningen "højst" til "højest". Så kom jeg op i det røde felt. Begge stavemåder er korrekte, og så synes jeg, det er frækt at rette. Den person, der har skrevet "højst", skal ikke korrekses af en, der tilfældigvis bryder sig bedre om den anden korrekte stavemåde. "Højst" giver 2.360.000 hits på Google, mens "højest" kun bonner ud med 1.300.000.
Fælles for de fire oplevelser er, at en person bliver irriteret over en sproglig detalje. Det kan man grine af eller ligefrem blive sur over. Men det er en reel følelse, som blokerer for rationel tænkning.
Sproget er noget meget personligt, og for dem, der ikke kan lide ordet idyllerisk eller proaktiv, er det ikke bare en detalje.
Jeg arbejder selv med ikke at lade mig irritere over sprogfejl. Det vigtigste er, at jeg forstår det, folk siger eller skriver. Siger jeg med hjernen. Men maven kan altså blive sur og sende galde opad i systemet.

onsdag den 7. september 2011

Til nye løbere: Bliv ved

Hver dag ser jeg masser af løbere. Det er ligegyldigt, om jeg er hjemme i Frederikshavn eller om jeg kører rundt i det jysk-fynske land. De er der om morgenen, om eftermiddagen og om aftenen. Og såmænd også nogen om formiddagen.
Det er kvinder og mænd, unge og gamle, tykke og tynde (flest tynde). De fleste løber langsomt og en del af dem ser ud som om, det absolut ikke er nogen fornøjelse.
Det er det heller ikke, før man er kommet ind i en fast rytme. Kroppen skal simpelthen vænne sig til den tilbagevendende hårde belastning, som en løbetur er.
Netop nu begynder det at blive koldt og blæsende, og derfor er det nu, folk begynder at løbe mindre for til sidst at holde helt op. Undskyldningerne er nemme at finde:
- det blæser
- det regner
- det er mørkt
- det er koldt
- jeg har ikke tid
- jeg er lidt forkølet
- jeg har haft en travl dag
Hvis du er en af dem, der er begyndt at løbe her i sommer, og som netop nu har meget let ved at hoppe på undskyldningerne, vil jeg opfordre dig til at holde ud.
Husk på, hvorfor du begyndte at løbe. Var det noget med, at du følte dig i alt for dårlig form og havde været for sløv vinteren igennem? Eller måske var det noget med vægten?
De dårligdomme vender tilbage til vinter, hvis du holder op med at løbe nu. De måneder, du har brugt på din nye hobby, er spildt, hvis du ikke holder ved vinteren igennem. Og det bliver endnu sværere at komme i gang igen næste forår eller sommer.
Det var den løftede pegefinger. Nu kommer der mælk og honning og gyldne løfter.
Hvis du kan trodse regnen en måneds tid endnu, så er du kommet over hurdlen. Så er du ved at blive løber, og så er det pludselig ikke noget problem, at du har ondt i hovedet, og at det blæser. Så er løbeturen svaret på dine problemer. Så giver den energi - mens du løber og bagefter.
Så kan du glæde dig til at opleve et vellugtende og friskt efterår, den klare kolde vinterluft, det flotte hvide snetæppe, det sjapvåde gryende forår, den grønne vår-eksplosion, den lumske april og den lune forsommer. Du kan lære din by og egn at kende ved at løbe nye ture, og du kan med meget stor sandsynlighed slippe for vinterinfluenzaen og et par løse sygedage med ondt i hele kadaveret. En pænere figur undgår du nok heller ikke.
Du behøver hverken at løbe hurtigt eller langt for at opnå alle disse lyksaligheder. Du skal bare løbe 2-3 gange om ugen i det tempo, der passer dig. Tag den længste tur i weekenden - ca. 1,5 gange længere end i hverdagene. Så kommer du automatisk til at løbe hurtigere, og du får også lyst til at løbe længere.
Rigtig god vintersæson til nye og gamle løbere.

søndag den 4. september 2011

Klima - fra hot til not på to år

For bare to år siden var klima og miljø et af de vigtigste emner i den politiske debat. Det var op til klimatopmødet i København, hvor selv Lars Løkke forsøgte at fremstå som interesseret i emnet. Det gjorde han ikke troværdigt, og selv topmødet blev en fiasko for Danmark og den urutinerede statsminister.
Nu er der valgkamp, og vi hører intet om klima og miljø. Intet.
Det er ellers et godt emne, fordi det kalder på følelser, og fordi der er store reelle modsætninger mellem det, som rød og blå blok vil.
Men det hele handler om økonomi, og i det lys er politikerne måske bange for at komme til at fremstå som mindre seriøse, hvis de taler om noget så flippet som klima.
Sandheden er, at klimapolitik i høj grad handler om økonomi. Det er et af svarene på spørgsmålet: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?
Sandheden er desværre også, at det manglende politiske fokus på området er ved at ødelægge Danmarks muligheder for at blive det, Anders Fogh så kækt kaldte en grøn vindernation.
Danmark er ikke duks på miljøområdet. Danmark er ikke det land, der stiller de skrappeste krav. Danmark er ikke det land, der gør mest for at fremme vedvarende energi.
Den grønne tænketank Concito konkluderer, at Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien ligger klart foran Danmark, når det gælder om at reducere CO2 udslippet. De fire lande er for resten Danmarks største eksportmarkeder med en andel på i alt 44 pct.
Herhjemme får vi tit det indtryk, at højere miljøkrav skader industri og landbrug og dermed koster arbejdspladser. Det er et stupidt, kortsigtet argument.
Hvis Danmark for alvor arbejder med at nedsætte CO2 udslippet, vil det betyde et mindre energiforbrug i virksomhederne. Energi koster mange penge, og dermed sparer industrien store udgifter og bliver mere konkurrencedygtig.
Samtidig opmuntrer det virksomhederne til at udvikle nye produkter, som kan udnytte den vedvarende energi og spare på den øvrige. Et godt hjemmemarked er forudsætningen for at sætte en eksport i gang. Her taler vi om tusinder af arbejdspladser, og det er den mulighed, vi er ved at sætte over styr.
Det har de indset i vores fire nabolande, og læg lige mærke til, at det ikke handler om rød og blå blok.
Norge har en socialdemokratisk statsminister. Sverige, Tyskland og Storbritannien har borgerlige regeringer.
Kom i gang!

torsdag den 1. september 2011

Drømmen om et offline liv

Min mor levede et helt liv uden at være på nettet. Hun så ikke en hjemmeside, sendte ikke en mail og modtog aldrig 1 SMS.
Hun levede et rigtig godt liv.
Det er 15 siden, hun døde, og i dag hørte jeg så en syret historie om en amerikansk journalist, som beordrede sin familie til at være offline i et halvt år og siden skrev en bog om denne enestående oplevelse. Seks måneder med tre teenagere uden mobil, pc eller tv. Kun fastnettelefon, bøger, brætspil og mekaniske musikinstrumenter.
15 år. Det er jo ingen tid. Men rent teknologisk er det.
Det interessante er, at teknologien er blevet en større del af vores livsform, end vi er bevidste om. På sin vis synes jeg, at jeg lever nogenlunde det samme liv som min mor, men år vi går i detaljen bruger jeg rigtig, rigtig mange flere timer hver dag med min opmærksomhed rettet mod en skærm, end fru Glamann gjorde.
Hun levede som sagt et godt liv. Det synes jeg også, at jeg gør. Men historien med den ammerikanske journalist giver mig anledning til at spørge, om it har gjort mit liv bedre end min mors - eller nogenlunde lige så godt.
For mig giver det ingen mening at smide grejet ud og vende tilbage skrivemaskinen. Men det er værd at minde mig selv om, at hele det forjættede net-univers skal være en berigelse for mig. Jeg skal ikke bare bruge det, fordi jeg kan.
Og jeg kan ikke have min fulde opmærksomhed to steder, så hvis iPadden eller telefonen får noget af min tilstedeværelse, så får eventuelle mennesker i min nærvær mindre.
Nærvær - det er når jeg er til stede med hud og hår. Fravær - det er når jeg kun er fysisk til stede.
Nå, jeg må smutte. Der kom en mail.

søndag den 28. august 2011

Taktiker Løkke

I flere år lovede han ikke at afskaffe efterlønnen. Så gjorde han det alligevel.
Så lovede han at bevare sine regioner. Nu skal de også slagtes.
Der skulle laves et bredt forlig om fremtidens folkeskole, så Danmark kunne få verdens bedste skole. Det blev ikke til noget.
For et år siden havde han ifølge sin egen vurdering bragt Danmark ud af krisen. Nu gjaldt det i stedet ghettoer, som var det største problem i Danmark. Det kom der ingenting ud af.
Krisen blev værre, og han blev ved med at sige, at han havde løst den. Senest i juni. En måned senere var der så krise, men den måtte endelig ikke løses med en vækstplan - indtil han fremlagde en vækstplan to uger senere.
I den var der en boligpakke. Den ville han ikke forhandle med S og SF om, fordi de ikke var ansvarlige. I dag vil han så gerne.
Portræt af Lars Løkke.
Jeg oplever, at han er god til at sige det, han tror vælgerne gerne vil høre.
Men jeg ser ham ikke som en leder af Danmark.

torsdag den 25. august 2011

Jeg er ikke kommunikationsekspert

Aarhus
Danish for progress


Sådan lyder et nyt slogan for den jyske hovedby, som blev præsenteret forleden.
To kommunikationseksperter roser sloganet over jp.dk, fordi det er anderledes og fordi det ikke fremhæver Aarhus på andres bekostning.
Hvis det er et godt slogan, så er jeg ikke kommunikationsekspert. Jeg er ikke i nærheden af at være det.
Jeg synes, det er intetsigende. Progress betyder fremskridt. Det går alle ind for, så længe vi ikke ved, hvad fremskridtet indebærer. Er det fremskridt i børns tandskader eller i antal studerende på Aarhus Universitet?
Hvad fører fremskridtet til? Hvad er det, der gør Aarhus til særligt progressiv?
Sloganet har ikke en god rytme, og det er ikke nemt at huske. Da jeg skulle skrive det her, havde jeg allerede glemt den præcise ordlyd.
Der er ikke noget i sloganet, som får mig til at tænke på Aarhus, altså bortset fra bynavnet. Der kunne have stået Køge, Sønderborg eller Næstved. Bortset fra, at de stadig slæber rundt på danske bogstaver i bynavnet.
Sloganet har heller ingen humor eller kant. Det er bare - et eller andet slogan.
Jeg er altså ikke ekspert, og her kommer endnu et foruroligende bevis på det: Jeg synes, det er en elendig idé, at Aarhus køber sig et internationalt slogan.
Det flytter ingenting. Det skaber ingen forandring.
En anden ikke-ekspert lærte mig på min første dag på journalisthøjskolen et godt mundheld, som jeg stadig husker og bruger flittigt, selv om det er på engelsk: Don't tell it - show it.
Her ligger nøglen til en vellykket branding-strategi. Byen, virksomheden, organisationen eller hvem der nu vil brande sig - skal bruge energien på at udleve sit brand på en måde så alle opdager det. At starte med et slogan er helt forkert.
Efter en ikke-eksperts opfattelse.
Et eksempel. Tilfældigvis hentet fra Aarhus. Det er Aarhusfestuge, som starter om et øjeblik. Årets udgave hedder Beautiful Mistakes og byder publikum på en masse oplevelser med folk, der laver fejl.
Det har kant. Det har humor. Det har rytme. Det har et budskab, som sætter tanker i gang hos modtageren. Det giver rum for kreativitet og fantasi. Der er et indhold, som festugen viser i praksis.
Hvor der er mennesker er der fejl. Mennesker med noget på hjerte begår smukke fejl, som vi andre kan lære af.
Fejl skaber fremskridt. Progressive mistakes?

tirsdag den 23. august 2011

1-1 i valgkampen efter to selvmål

Uha for en gang panik og vælgerangst, der venter os fra de to store partier, hvis den seneste uges begivenheder bliver målestokken for valgkampen.
Jeg tænker her på de to næsten ens og lige perspektivløse boligpakker, som pludselig skulle lanceres.
Pakkerne skulle lette nogle af omkostningerne ved at handle bolig. Besparelsen for et hus på 2 mio. kr. bliver på 23.000 kr. Hvordan det kan skubbe gange i bolighandlen kan ingen af parterne gøre rede for.
Hvis jeg ikke kunne sælge et hus til 2 mio. kr., ville det ikke være noget problem at sætte prisen 25.000 kr. ned.
Problemet på boligmarkedet er:
1. Husene er for dyre - ikke 23.000 kr., men 200.000, 700.000 eller 2.000.000 kr. for dyre.
2. Køberne er usikre på fremtiden - hvad sker der med understøttelse, efterløn og vores job?
De to problemer løses ikke ved et mindre gebyr. Og heller ikke ved at snakke en boligpakke op.
Det mente Socialdemokraterne tilsyneladende helt frem til weekenden, men så fik de opsnappet en plan fra regeringen om hjælp til boligejerne.
Så gik der vælgerangst i den. De store partier tør simpelthen ikke sige nej til at hjælpe boligejerne - for det er lige præcis den brede midtergruppe, som afgør ethvert valg.
Derfor lancerede Socialdemokraterne deres egen pakke og opfordrede til et nationalt kompromis.
Løkke vil ikke forhandle med S og SF, fordi han i sin valgkamp-retorik betegner dem som uansvarlige. Indtil for kort tid siden hed det fra hans side, at der ikke var råd til nye udgifter. Nu er der pludselig plads til at forøge underskuddet med 10 mia. kr.
Tilbage står indtrykket af total panik i begge lejre. Det gavner kun Dansk Folkeparti, Enhedslisten og De Radikale.
Få lidt ro på, folkens. Fortæl vælgerne, hvad I gerne vil. Husk også at fortælle, at I muligvis ikke kan gennemføre det hele. For det første kræver det flertal, og for det andet ved ingen, hvordan økonomien ser ud om et halvt år.
Og lad være med at drille hinanden med at holde pressemøder på tidspunkter, hvor de andre ville holde et. Det er simpelthen ren børnehave.

lørdag den 20. august 2011

Betalingsring - en sørgelig nyklassiker

Striden om betalingsringen om København er en sørgelig nyklassiker i dansk politik.
S og SF foreslår en afgift på at køre bil i det indre København. Formålet er at give plads i byen, at mindske forureningen og at få flere til at cykle eller bruge bus, tog eller metro.
Regeringen er imod, fordi det er en ny afgift.
Hvis trafik- og miljøproblemerne havde været lige så massive i København for 20 år siden, ville man have indført det nye system uden større sværdslag.
Men i mellemtiden er skat og afgift blevet et fy-ord. De borgerlige fremstiller nærmest deres modstandere som tyvagtige, fordi de vil opkræve afgifter. Det er gået over gevind, og det går ud over en rigtig god sag som bompenge i København.
Flere hundrede mennesker dør hvert år som følge af luftforurening i København. Hovedårsagen er den tætte biltrafik. Det er en skandale, og det er direkte uansvarligt, at politikerne sidder på deres hænder og lader folk dø.
Chauffører spilder hver dag mange tusinde arbejdstimer på at holde i kø i København. Det koster samfundet mange millioner kr. om dagen og belaster chaufførernes helbred.
For turistbyen København er bilhelvedet et kæmpe minus. Mange andre europæiske hovedstæder har for længst gjort noget ved biltrafikken i den indre by. Til glæde for turister og alle de mange, der lever af dem.
Klimamæssigt vil løsningen have enorm effekt. Al erfaring viser, at folk holder op med at køre bil i byen, medmindre det er strengt nødvendigt. Flere vil cykle og flere vil tage bus, tog og metro. Den offentlige transport vil oven i købet blive billigere. Dels fordi bompengene skal gå til det, og dels fordi der er stordriftsfordele med flere passagerer.
Men det kan altså ikke lade sig gøre at løse problemet i København, fordi de tre regeringspartier er modstandere af skat og afgifter.
Der er ingen grund til at argumentere mere for ordningen. For det er ikke argumenter, der tæller her. Det er antallet af mandater i Folketinget. Dansk Folkeparti og dets støttepartier råder over 90. Og så bliver det, som de siger.
Frem til den 13. november.

onsdag den 17. august 2011

Jeg har selv lært det af Frøbert

For mig var det soleklart og pærenemt at gennemskue, at Venstre ikke uden videre måtte bruge et billede af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal i deres mudderkampagne.
Jeg har nemlig lært pressejura på journalisthøjskolen ved salig Knud Aage Frøbert. Det er godt nok mange år siden, men det hænger ved. Frøbert redegjorde for et begreb, der hedder droit moral. Han udtalte det tydeligt, langsomt og mange gange, så ingen kunne undgå at huske det.
Droit morale er ophavsmandens moralske ret til et værk - det kan være et kunstværk, en artikel eller et foto.
Droit moral bliver krænket, hvis en kunstners værk bliver brugt i en sammenhæng, som kunstneren ikke bryder sig om.
Så den er tudeoplagt. Hvis fotografen ikke ønsker at deltage i Venstres kampagne. Hvis fotografen ikke ønsker at medvirke til, at Socialdemokraterne og SF bliver nedgjort, så må Venstre ikke bruge hans billede til det.
Droit moral er en del af ophavsretsloven. Fotografen har ophavsretten til billedet, og derfor må Venstre ikke bruge det uden hans tilladelse. Fotografen kan videregive brugsretten til andre og for eksempel tillade, at man må downloade billedet fra en hjemmeside, hvis man husker at angive fotografens navn.
Jeg kan se Frøbert for mig der i den store aula på skolen i Aarhus i 1983 og sagligt og tørt lede os rundt i de pressejuridiske kroge. Droit moral var en af de små sideveje, og der skulle altså gå 28 år før den næste gang blev aktiveret i min fysiske harddisk.

lørdag den 13. august 2011

Forsøgsbehandling af rask patient

Som de fleste andre danskere har jeg ikke noget nært forhold til regionerne. De løser nogle meget vigtige opgave for samfundet men regionerne som virksomhed nærer jeg ikke dybe følelser for.
Alligevel synes jeg, det er tudetosset, at regeringen nu over hals og hoved vil nedlægge regionerne. Det er der to grunde til.
1. Der er ikke noget problem. Vores sygehuse fungerer udmærket og regionerne har været dygtige til at styre dem.
2. Vi ved ikke, om den nye model overhovedet virker.
For mig at se svarer det til at indlede en eksperimentiel behandling af en rask patient. Det er spild af tid og penge. Det risikerer at gå grueligt galt. I allerheldigste fald bliver vores sundhedsvæsen en anelse bedre.
Vi taler om et område, som hvert år koster samfundet mere end 100 mia. kr. Vi taler om et sundhedsvæsen, som alle danskere betaler til og benytter sig af. Det må ikke gå galt.
Må der da ikke ske forandringer? Jo. Det gør der i allerhøjeste grad også. Sygehusvæsenet har de seneste tre år sat gang iden største forandringsproces i mange år med opbygning af de nye supersygehuse. Det bliver en helt ny organisering af sygehusene.
Er det så ikke netop anledningen til at nedlægge regionerne og finde en anden styreform? Måske. Det kan godt være, at sygehusene skal styres på en anden måde. Det ved jeg ikke. Men det vil da være fint at undersøge mulighederne, studere erfaringer fra andre lande, inddrage eksperter og patienter og få en folkelig debat om det, på samme måde som med kommunalreformen.
Men det får vi ikke. Venstres top har på en uge fundet en ny model for sygehusene, som skal vedtages af det snævrest mulige flertal i Folketinget om to måneder. Regionernes øvrige opgaver vil de tage stilling til bagefter.
Det er overhovedet ikke seriøst eller ansvarligt. Men det følger regeringens logik som er, at de rigtige løsninger er dem, der kan skaffes 90 mandater til.

torsdag den 11. august 2011

Wozniackis vinderpsyke er væk

Caroline Wozniacis pinlige nederlag i aftes i Toronto er endnu et spændende eksempel på, at psyken er en af de vigtigste faktorer i topsport.
Træning, træning og træning er vejen til eliten. Når du er der, afgør psyken, om du kommer helt til tops. Tør du vinde, tør du risikere at tabe for at vinde, tør du blive ved med at tro på, at du kan vinde, udstråler du over for modstanderen, at du vinder - så vinder du. Ellers taber du.
Wozniacki tabte første sæt i går. Det kan ske. Ny turnering. Modstanderen er totalt sat op for at slå verdens nummer 1, og man skal lige i gang. Helt efter planen tog Wozniacki hånd om kampen i andet sæt og kom foran 5-1. Så lavede hun et par dobbeltfejl og tabte et enkelt parti. I det næste havde hun to sætbolde, som hun missede, og så faldt hun helt sammen og tabte resten af partierne. Fra 5-1 til 5-7 mod en dårligere modstander på 20 minutter.
Det er hverken vinden eller modstanderens skyld. Det er alene Wozniacki, som ikke har fundet vinderpsyken frem efter forårets og sommerens dårlige resultater. Hun bliver bange for at tabe - og så taber hun. Hun ved, at hele tennissporten beskylder hende for at være ufortjent nummer 1, fordi hun aldrig har vundet en af de store turneringer. Hun ved, at den kritik får ekstra styrke efter sådan et nederlag. Det pres får hendes spil til at bryde sammen.
Men vi ved, at der ikke kun er en taber-Wozniacki. Der er i høj grad også en vinder. Det er den Wozniacki, vi skal have tilbage. Hun skal vinde den psykiske kamp mod sig selv. Modstanderne skal igen mærke, at Wozniacki aldrig har tabt før det sidste slag er slået. Så kan hun også komme helt til tops i en af de store turneringer i den uge, hvor det hele flasker sig for hende.
Hun er bestemt ikke ene om det. Vi kender det fra fodboldstjerner, der pludselig ikke scorer mål i mange uger. Så bliver det en historie og en belastning for dem, og så kan de slet ikke finde netmaskerne.
Vi kender det fra Tiger Woods, som i flere år var verdens suverænt bedste golfspiller. Han var bedst i alle spillets faser, men da han blev afsløret som en gemen horebuk, brød hans spil totalt sammen. Nu slår han ikke nær så godt som for to år siden.
Der er lige så mange positive eksempler. Svømmeren Lotte Friis har først måttet høre landstræneren fortælle, at hun var for tyk. Senest har han så underholdt med, at hun er doven. Det gjorde han lige efter det VM for nylig, hvor Lotte Friis ydede den flotteste præstation i dansk svømmesports historie med en guld- og en sølvmedalje. Landstræneren kan angle efter pressens opmærksomhed med alle sine besynderlige anklager. Men Lotte Friis griner bare. Hun ved, at hun kan noget særligt nede i det bassin, og hun tror på, at hun kan komme før i mål end de andre.
Måske har de trænet mere. Måske er de slankere. Men de er ikke Lotte Friis. Det ved de selv, og det ved Lotte Friis. Og så vinder hun igen.

mandag den 8. august 2011

Ejer du aktier - så gå en tur i skoven

Tænk sig at gå på pension efter 40 år i et firma, der hedder Standard & Poors og så fortælle sine børnebørn, at man har brugt hele sit arbejdsliv i et kreditvurderingsinstitut.
Det er faneme uhyggeligt, du.
Nå men det institut har altså jaget en skræk i livet på alle i denne verden, som mener, at økonomi er en værdi i tilværelsen.
I fredags nedgraderede Standard & Poors de amerikanske statsobligationer. Det betyder, at obligationerne efter instituttets mening ikke længere er en stensikker investering - kun en meget sikker investering. Det der institut har åbenbart så stor magt, at alene den ringere karakter fik store dele af verdens aktiebørser til at gå agurk i dag. Aktierne blev en hel masse hundrede milliarder mindre værd.
Det udstiller, hvor kunstig hele den verden er. Det er jo ikke sket noget reelt med den amerikanske stats økonomi her i weekenden eller med de mange firmaer, der er noteret på børserne. Kreditvurderingen er en vurdering og ikke andet.
Men dem om det.
Hvis du ejer aktier, har jeg et rigtig godt råd: Slap af. Aktierne stiger nok igen. Vent med at sælge dem til kursen er højere. Du taber først penge, når du sælger aktierne med tab.
Hvis du er bekymret for din pension, har jeg et rigtig godt råd: Slap af. Det går op og ned med afkastet og et enkelt eller to års fald i aktiekurserne ødelægger ikke din pensionsordning.
Hvis du er dybt bekymret for udsigterne til en langvarig krise, har jeg et endnu bedre råd: Gå en tur i skoven. Der er masser af ilt til din bekymrede hjerne. Der er gratis bær, der er spændende dufte, og der er højt til himlen.
Skovturen løser ikke Verdens økonomiske krise, men den er god for sjælen. Og så kan du jo tænke over, hvad formålet er med alle de penge. Hvis du gerne vil være rig, fordi du så kan nyde livet og have det godt - så kan du bare vælge at springe det med pengene over og simpelthen bare nyde livet. Det giver helt sig selv, når du i skoven.

lørdag den 6. august 2011

Kartofler i hestemøg








I dag får vi nyopgravede økologiske, hjemmedyrkede kartofler til middag. Det lyder lækkert, ikke?
Jeg kunne også skrive, at vi får lortekartofler. De er nemlig dyrket på vores mødding, som består af tre ting: Spåner, hestepærer og hestetis.
Det er et af mine vanvittige stunt. I forsommeren skulle jeg smide en pose kartofler ud, som vi desværre ikke havde fået spist. De havde fået spirer og var halvrynkede.
Så kom jeg til at tænke på, at vores søde nabo sidste år forklarede om alt det gode, jeg kunne dyrke i komposten og i møddingen. Og det var jo aspargeskartofler, som var på vej ud i kompostbeholderen, så jeg tænkte, at der da ikke kunne ske noget ved at grave dem ned i møddingen i stedet.
Den har stået i et år, så der var groet ukrudt. Det tog lige 10 minutter at rykke det op, før jeg satte mine rynkede aspargeskartofler.
Nogle uger senere var planterne skudt i vejret, og jeg hyppede dem - det vil sige, at jeg skubbede mødding sammen, så hver plante stod på en tue.
Forleden konstaterede jeg, at de var blomstret af, og her til eftermiddag gik jeg så på høst. Den første plante bød på 6 nydelige aspargeskartofler. Helt rene og fine og meget lækre. Den næste stod dårligt, og der var kun få og små kartofler, men den tredje var endnu bedre end den første.
Det var dagens høst. Jeg har skyllet dem og børstet dem med hænderne, og nu står de og koger. De skal serveres sammen med resterne fra i går.
Jeg er sikker på, at de smager af kartofler. Hvad skulle de ellers smage af?

onsdag den 3. august 2011

Naturen, det billige skidt

Lidt overraskende har jeg oplevet at stå helt isoleret i en diskussion om et af tidens emner. Alle uden undtagelse mener det modsatte af mig. Det er faktisk en rigtig dejlig følelse at indtage det ledige synspunkt.
Det handler om træfældningen i Østerild Plantage. Jeg synes, det er forkert at fælde en fredsskov, men det kan jeg ikke overbevise nogen om.
"Der bliver plantet lige så mange træer og flere til et andet sted"
"Plantagen er ikke naturlig. Det er træer, der er sat i snorlige rækker"
"Hvis man vil have udvikling bliver man nødt til at gøre nogle ofre".
Sådan lyder tre af de fine argumenter, jeg bliver mødt med.
Dem skal jeg ikke jorde her.
Jeg tager dem som et symptom på, at naturfredning ikke er en folkesag. At et område er fredet, betragter mange enten som ligegyldig eller som besværligt og forkert.
Den holdning er ikke ny. Den har været fremherskende i mange år og er skyld i, at den danske natur går katastrofalt tilbage. Søer og vandløb gisper, der bliver færre og færre typer natur, moser, enge og overdrev i tusindvis er pløjet væk og tidligere helt almindelige fugle og dyrearter er stærkt truet. Viben er for eksempel ved at være en sjælden fugl i Danmark, og bestanden af harer er foruroligende lav.
Myndighederne har lukket øjnene for, at danske landmænd har ødelagt hundredevis af små naturperler, de såkaldte paragraf 3 områder. Det kan være et vandhul, en eng, eller en mose. Det skete ikke i 1948 eller 1954, men i 2007-2008.
Naturen i Danmark bliver ikke reddet med hensigtserklæringer og forhandlinger om principper i EU. Der skal handling til.
Sagen om testcentret for vindøller var en mulighed for at tage naturens parti. Men det gik som det plejer. Møllerne kunne ikke stå på landbrugsjord, fordi det ville krænke den private ejendomsret. Den er hellig.
Det er naturen ikke.

søndag den 31. juli 2011

Snørebånd for dummies

Den person, der opfandt snørebåndet, var uden tvivl meget innovativ, selv om det ord ikke eksisterede dengang.
Men i dag ville opfindelsen ikke blive godkendt. Snørebånd opfylder ikke nutidens krav om brugervenlighed. Folk, der ikke er praktisk anlagt, kan ikke betjene snørebånd uden at komme i problemer.
Jeg er en af de snørebåndshandicappede. Jow. Jeg kan da godt binde en sløjfe. Men det er sjældent nok. De fordømte bånd går altid op. Når man løber, er det farligt. Jeg kan fremvise flere spændende ar som følge af styrt på løbeture, hvor jeg snublede i mit snørebånd. Det ser faktisk temmelig dramatisk ud, når 188 cm og 78 kilo pludselig vælter ned på asfalten.
Så jeg binder altid dobbeltknuder. Det kan jeg også godt :-)
Men binde dem op igen? Der går det galt. Forunderligt galt.
Jeg ved med min forstand, at jeg bare skal hive i en bestemt ende - så går hele dobbeltknuden og sløjfen op på én gang.
Jeg ved også, at man kan hive i den forkerte. Det gør jeg sådan cirka 49 gange ud af 50. Og her kommer det forunderlige. I løbet af ét sekund kan sådan en dobbeltknude blive til et uoverskueligt virvar af knuder og sløjfer. Spørg ikke, hvordan jeg gør - jeg gør det bare.
Derfor mener jeg, at Verden ville blive et bedre sted at leve, hvis nogen ville være så søde at opfinde snørebånd for dummies.

lørdag den 30. juli 2011

Amsterdam - Europas bedste cykelby


Efter to år med vores elskede Stockholm var vi lidt nervøse for årets sommerferie, som gik til Amsterdam. Vi foretrækker at cykle rundt i storbyer, og alle havde på forhånd sagt, at Amsterdam er en fed cykelby. Men passer det nu også?
JA.
Amsterdam er den bedste cykelby, jeg kender og jeg tør godt kalde den Europas bedste cykelby.
Der er flere millioner cykler i Amsterdam, og det er nemt, trygt og hyggeligt at cykle rundt i midtbyen. Når man så oven i købet som jeg er anarkistisk anlagt, så finder man ikke noget bedre sted at cykle end den hollandske hovedstad.
Midtbyen er jo domineret af kanaler og vejene er smalle. Så det er helt umuligt, at bilerne kører stærkt. Vejene er ensrettede på hver sin side af kanalen. Men i Amsterdam gælder ensrettet kørsel kun for biler. Cykler må naturligvis køre i begge retninger. Her er vi inde ved kernen af Amsterdams cykelforståelse. Det gælder om at gøre det så nemt som muligt at cykle og at få trafikken til at glide. Det gælder ikke om at overholde en masse regler.
Derfor kører man mod kørselsretningen, hvis man lige er kørt forkert - ellers tager man broen over og kører med retningen, for det er nemmere.
Hvis en bil spærrer vejen, kører man lige op på fortovet (under hensyntagen til fodgængerne, selvfølgelig). Hvis der er fri bane, kører man over vejen, uanset om der er rødt lys. Der er ingen hajstriber. Ved de mange kryds, kører man frem, hvis der er fri bane og holder tilbage for andre. Det kan man gøre ved at regulere fart og retning, lige som fodgængere på en propppet gågade.
Vi kørte gaderne tynde i fem dage, og der var ingen sure miner, skråt-op fingre eller råben og skrigen. Der var kun cyklister, som kom frem uden problemer.
Der var til gengæld nærmest ingen racercykler. De fleste kører på damecykler. Det gælder ikke om at køre stærkt, og der er såmænd heller ingen tid sparet ved at drøne afsted, for der kommer hele tiden et kryds, og der er måske lidt fodgængere på kørebanen/cykelstien længere fremme.
Cykelhjelme er der heller ingen af, og der er heller ikke brug for det, for der sker stort set ingen uheld. Cykelstativer? Jo, der er nogle stænger, du kan sætte din cykel op ad, men ellers stiller du den bare et passende sted. Gerne i nærheden af nogle andre cykler - så kan det vel ikke gå helt galt.
Summa summarum: Flere cyklister, færre regler, påbud og normer - større cykelglæde og færre problemer.
Og så er det forresten billigt at leje cykler. Vi gav 50 kr. pr. døgn, hvor af knap halvdelen gik til forsikring. For det beskedne beløb rådede vi over en funktionel og driftssikker rød damecykel uden dikkedarer.

lørdag den 23. juli 2011

Terror i Oslo - hvad kan vi så lære af det?

En eller anden popstjerne er død i en ung alder.
En eller anden cykelrytter har vundet Tour de France. Han kom ind et stykke tid før en anden.
Det kunne være to store begivenheder, men for os i Norden er de helt ligegyldige. Den eneste nyhed, der fæstner sig, er massakrerne i Oslo.
Når sådan noget sker, vil man jo gerne blive klogere, så Verden kan undgå en gentagelse.
Men der er ikke noget at lære. Gerningsmanden eller gerningsmændene har ikke opnået noget som helst: Jo opmærksomhed, død og traumer. Men det eventuelle politiske budskab, der måtte være knyttet til vanviddet, er ikke nået ud og kommer det næppe. Hvis det sker, vil det ikke betyde flere højreorienterede i Norge eller i Norden.
Har vi lært noget om sikkerhedsniveauet og om efterretningstjenesternes mulighed for at dæmme op for terror? Næe. En enkelt forstyrret person - eller to - vil altid kunne dræbe mange mennesker. Kør over for rødt på H. C. Andersens Boulevard - så kan du hurtigt slå en masse fodgængere ihjel, og det vil hverken aflytning eller videokameraer kunne dæmme op for.
Eneste lyspunkt er, at vi kan glæde os over den fornuftige norske statsminister Jens Stoltenberg. Han farer ikke ud som en anden George Bush med hadefulde erklæringer, når hans land bliver ramt af en ufattelig tragedie. Stoltenberg forsvarer de (gamle) nordiske værdier, og vi ser, at høj og lav i det norske samfund opfører sig fornuftigt.
Gerningsmanden blev overmandet af norske specialstyrker. Det skete uden blodsudgydelser. Sådan vil vi helst have det i Norden. Lur mig, om han ikke var blevet dræbt, hvis det var foregået mange andre steder i Verden.
Tak, Norge. Vi er mange, der bakker jer op.

torsdag den 21. juli 2011

Tihi - politiet snydt igen

Vi danskere synes altid, det er sjovt, når den lille narrer den store. Derfor griner jeg også med, når det dag efter dag lykkes nogle gamle hippier på Thy at forhindre statens motorsavsmassakre mod 286 hektar fredet skov i Østerild Og Hjardemål Klitplantager.
I dag havde demonstranterne kaldt til svampetur, så politiet sendte kun nogle få vognfulde betjente afsted. De snu hippier satte sig på dækkene på de store entreprnørmaskiner, og politiet kunne ikke fjerne dem.
Tihi.
Politiet lover at vende talstærkt tilbage i morgen. Hippierne og deres venner kan så bruge ventetiden på at tilrettelægge deres fredelige modtræk.
Jeg forstår udmærket, at politiet farer med lempe. Der er ingen grund til at skyde med vandkanoner eller slå folk med stave ude i en plantage langt væk fra alting. Politiet skal selvfølgelig undgå at blive en del af konflikten.
Den er i sig selv meget interessant. Det er naturen mod klimaet. De mange tusinde træer i det fredede område skal ned for at gøre plads til et nationalt testcenter for havvindmøller. Der skal opføres 250 meter høje møller i stedet for de gamle træer. Det fremmer Danmarks planer om at blive fri for olie, kul og gas, og det er med til at skabe arbejdspladser hos Siemens og Vestas.
Det er svært at være modstander af sådan et projekt, men det er endnu sværere at forstå, at det lige præcis skal presses ind i et enestående fredeligt naturområde. Danmarks Naturfredningsforening - som i den grad går ind for vindkraft - har længe talt for at opkøbe landbrugsjord til formålet og foreningen har selv udpeget alternative placeringer til testcentret.
Det var dumstædigt, at de ansvarlige politikere ikke ville lytte. Så havde de undgået en rigtig dum konflikt, som til overflod ender med, at en lille gruppe hippier driver gæk med den store statsmagt.
Tihi.