onsdag den 31. december 2014

Hvorfor spiser vi det bras?

Her kan du læse, hvad du propper i munden.
Velbekomme!

Normalt piner jeg ikke mig selv ved at se på vold i tv, lugte til noget fælt eller læse om noget, der går helt galt.
Men her i julen har jeg gjort en undtagelse. Jeg er ved at læse Lone Landmands seneste bog Mad vs Fødevarer. Det er godt nok ulækkert. Fy for den klamme.

Gift, mishandling og penge
Den fortæller om dansk fødevareproduktion. En deprimerende historie om gift i lange baner og om det, man kun kan betegne som dyremishandling.
En trist fortælling om, at penge går forud for alt. Og så oven i købet i et erhverv, der ikke tjener penge, men får massiv støtte via de skattekroner, vi sender til EU.

Læs bogen - så er du færdig med at spise konventionel dansk svinekød. Og du vil få store problemer med at handle til din næste madpakke.
Læs bogen - så er du færdig med at købe frugt og grønt, som ikke er økologisk.
Og du skal ikke leve af fisk. I hvert fald ikke norske laks, tun eller de fine hvide pangasius-fisk. De er blevet vasket i en vaskemaskine, inden du finder dem i supermarkedsdisken. Sushi vil også være svært at få ned gennem løgnhalsen.

Gør noget!
Bogen er et helt nødvendigt forsøg på at råbe os allesammen op. Hallo! Der skal ske noget. Vi kan ikke blive ved med at udpine jorden og forgifte hinanden og dyrene. Det kræver ny lovgivning, nye strategier i fødevarebranchen, og det kræver ny adfærd hos os fobrugere.

De andre skal gøre noget. Ja, de skal. Men det skal du også. Og jeg skal.

Det skal jeg nok. Jeg vil gerne, og det bliver bedre fra min side. Men ikke perfekt fra den ene dag til den anden. Sikkert er det, at jeg kommer til at spise mere mad og færre fødevarer i 2015 end i årene forud.

Lån bogen af mig
Du må gerne låne bogen. Jeg køber gerne nogle ekstra eksemplarer af den og lader den gå på omgang. Så er Verden allerede et lidt bedre sted.

mandag den 22. december 2014

Farvel, far

Ulrik Glamann
9. marts 1929 - 21. december 2014

Min blog har mistet sin mest trofaste og vigtigste læser.
Min far, Ulrik Glamann, døde i aftes kl. 21 på Odense Universitetshospital. Jeg og den øvrige familie stod omkring sengen og fulgte ham de sidste timer, minutter og sekunder af hans liv.
Det var en smuk og højtidelig aften og alt foregik, som far havde ønsket sig.

Et rigt liv
Han har haft et rigt liv, siden han udstødte sit første skrig i Kerteminde den 9. marts 1929.
Min far var en blid og venlig mand og en god kammerat for mig. Han var rigtig god at snakke med, og var selv i den sidste tid med meget lidt energi fantastisk til at følge med i vores liv. Hvis Lærke havde fortalt, at hun skulle til en eksamen, ringede far senest dagen efter og spurgte, hvordan den var gået.

Fondanter fra Bredgade
Han var også noget så gammeldags som charmerende, beleven og gavmild. Og til det sidste, hvor kroppen slet ikke fungerede, kunne han grave gamle historier frem.
Mine brødre og jeg havde den sidste stjernestund med far i tirsdags i hans lejlighed i Middelfart. Her gik snakken over kaffen og julekagerne, og selv om vi (jeg) talte mest, kom der en sidste lille historie fra fars rige lager.
Han fortalte om de lækreste fondanter. Det er nogle særlige chokolader, man engang kunne få hos Søstrene Marstrand, der drev deres fine forretning fra et kælderlokale i Bredgade eller Store Kongensgade. Mente far at kunne huske.
Vi gik på nettet, fandt butikken og slog den op på Google Street View. Den lå ganske rigtigt i en kælder i Bredgade - og den er der stadig. Vi skal have fat i nogle fondanter!

BLL - Bevar Lyst Livssyn
Far kunne lukke sine øjne med god samvittighed og i sikker forvisning om, at han ikke efterlader sig problemer eller stridigheder. Han var elsket af alle, der kendte ham, og det har været rørende i dag at møde folks reaktioner, når jeg fortalte dem om hans bortgang.
Et langt liv er ikke lutter lykke. Der var bestemt også svære perioder i fars liv. Her havde han en fantastisk støtte i sin mor og hendes enkle motto: BLL. Bevar Lyst Livssyn.
Det tager jeg med mig, og det gør Lærke også. Det lovede vi far i går, og det lover vi hinanden. 

torsdag den 18. december 2014

Der er noget galt i Danmark(s Radio)

Politikere på Christiansborg har hygget sig med en sag om DR, der var til at overskue for dem: Nedlæggelsen af Underholdningsorkestret.
Der fik Lars Barfoed vel nok en masse synlighed, og andet kom der ikke ud af det.
Folket lever glad videre uden orkestret. Det er ikke en del af nogen lytteres eller seeres hverdag. Det var mest underholdning på Christiansborg og i pressen.

Politikere med korte arme
Men samtidig har DR lavet en anden omlægning, som rigtig mange licensbetalere er kede af. Og som berører dem i hverdagen. Det interesserer sjovt nok ikke de politikere, som ellers har meget korte arme, når det gælder DR.
DR har nemlig flyttet to af sine populære programmer fra P4 over på DAB og internet: Giro 413 og Danmarksmester.
Programmer kommer og programmer går, og der skal fornyelse til. Det er helt fint, og det er også en del af begrundelsen. P4 har omlagt fladen om eftermiddagen, og der er kommet et andet quizprogram end Danmarksmester.

Lytterne er for gamle
Men den anden del af begrundelsen er skandaløs: P4s lyttere er for gamle.
Gennemsnitsalderen for kanalen skal ned, og det løser man ved at fjerne nogle af de programmer, som tiltrækker gamle og ældre lyttere.
Jeg er ikke én af dem. Jeg lytter til de allerældstes kanal P1. Men jeg synes, det er tudetosset, for netop de ældre lyttere kan ikke finde ud af det der DAB og internet. Hvis DR fortsat vil bruge tid og penge på at producere Giro 413 og Danmarksmester, skal de da distribuere programmerne til lytterne. Og ikke til nogen helt andre, der ikke gider høre dem.
Det er lige så skørt som lægeklinikker, der ligger på anden sal uden elevator. Så kan de raske komme til læge, mens de syge må blive hjemme, fordi de ikke kan stavre op ad trapperne.

Onkel Børges sko
Mange tusinde lyttere har mistet en daglig fornøjelse ved Danmarksmester og mindst lige så mange savner ønskeprogrammet om søndagen, hvor onkel Børges sko gik rundt til Ruth og Oles guldbryllup og gæsterne sagde tak for en dejlig aften med ønsket om at høre den nye med John Mogensen.
Der er noget galt i P4.



søndag den 14. december 2014

Blaffer på nettet

Da jeg var endnu yngre, tog jeg tit på stop fra Århus til Holstebro. Jeg var endda på sommerferie på tomlen en enkelt gang.

Tilskud til kager
Nu om dage foregår den slags blandt andet på nettet. Jeg har tilmeldt mig hjemmesiden gomore.dk, hvor man kan tilbyde og købe et lift. Jeg kører mange tusinde kilometer alene, så jeg vil da gerne have selskab og et lille tilskud til de meget hyppige besøg hos lokale bagermestre og bake-off bestyrere.

Win-win
Indtil videre har jeg kun haft en tur. Det var til gengæld rigtig fint. En 20-årig pige fra Frederikshavn kom til Frederikssund for sølle 111 kr. - og der blev sat 101 kr. ind på min konto hos Gomore. Vi havde begge to selskab og fik en hyggelig snak. Synes jeg.
Det er det, man kalder win-win. Blafferen får en billig tur og kommer hurtigt frem. Chaufføren får selskab og en lille indtægt. Og der er måske en bil mindre på vejene.

Tager få sekunder
Mine ture til og fra Frederikshavn er nok ikke de mest populære. Det er uden tvivl nemmere at få folk med på ture mellem Aarhus og København. Men lidt har også ret, og det tager ikke mange sekunder at lægge et nyt lift op på siden.
Jeg er klar over, at mange er nervøse for blafferi. Chauffører er bange for at tage folk op. Måske er det tyve eller voldsmænd. Og folk kan være nervøse for at blaffe. Hvad nu, hvis man bliver samlet op af en galning.

Nettjeneste er sikker
Her er en nettjeneste mere sikker. Man skal oprette en profil for at købe eller sælge et lift. Hvis noget går galt, kan man anmelde den anden part, så Gomore sørger for, at vedkommende ikke ødelægger det for andre en anden gang.

søndag den 7. december 2014

Skadehistorie kapitel 37


   PROBLEMET

Det er vist en evighedshistorie, jeg har gang i, når jeg nu igen fortæller om min skade.
Denne gang har det stået på i fem måneder, og det er stadig ikke godt. Jeg har ikke fået ordentlig motion, siden det gik galt på en løbetur ned til roklubben på årets varmeste dag. Og jeg føler mig i elendig form :-(

Det er den knortede stang på billedet ovenfor, der er skyld i det hele. Når jeg løber lidt stærkt, i lidt kuperet terræn eller mere end 7 kilometer, starter en smerte i knæet. Hvis jeg fortsætter, kryber skaden op i baglåret, og snart gør det ondt i hele den øverste del af benet.

Opmuntrende fysioterapeut
Nu er jeg startet på fysioterapi, og det var meget opmuntrende. Den gode Hans David kunne mærke med fingrene, at der var knuder i musklerne. Så han vil både massere med hænderne og med et apparat, der slår på musklerne under tryk.

Jeg må gerne løbe. Tak for det, hr fysioterapeut. Lige det, jeg gerne ville høre. Jeg skal bare betragte enhver løbetur som genoptræning - ikke som egentlig løbetræning. Så jeg må ikke give den gas, og jeg skal undgå at få den smerte i knæet, som sætter den dårlige cirkel i gang.

Fed mathed
Og så skal jeg varme op. Hele kroppen må gerne være varm, inden jeg sætter i løb. Det klarede jeg i dag ved et kvarter på kondicyklen ude i roklubben. Derefter løb jeg en flad tur på fem kilometer i behersket tempo. Det var lidt regnvejr, men det var rigtig skønt. Og jeg blev også lidt træt og følte den fede mathed i kroppen her bagefter. Det er ikke godt efter 5 kilometer, men det er bedre end at lade løbetøjet ligge på hylden.

Denne gang...
Tålmodighed siges at være en dyd. Jeg er ikke dydig, men jeg er stærkt motiveret til at blive skaden kvit. Om det så skal tage flere måneder med behandlinger og moderat løbetræning. Så denne gang tror jeg på, at jeg kan holde mig på måtten og kun løbe det, det dumme ben vil være med til. Og så er det så praktisk, at jeg har forrygende travlt for tiden, så det er ikke muligt at presse en hel masse løbeture ind i ugeprogrammet.

Mere ros
Jeg slutter med lidt mere ros til Hans David. Han synes, det er en fin idé at motionere, mens musklerne bliver knudret fri. Det er nye toner fra behandlerne. De plejer altid at ryste på hovedet af min trang til at motionere. Denne dygtige mand betoner, at det er bedre at bruge benet end at hvile det.
Ja, selvfølgelig. Det er da helt oplagt. Musklerne svinder ind og bliver slappe af ikke at blive brugt.



fredag den 21. november 2014

Tudekiks til aktieejere

Det hænger mig langt ud af halsen at læse om vrede aktie-ejere, der vil anlægge erstatningssag mod ledelsen i OW Bunker.
De skulle tage en tudekiks og lade være med at trætte det danske retssystem med en indviklet og langvarig sag, som kun med sikkerhed fører til høje salærer til advokater.
Æd tabet og kom videre.

Det er altså risikabelt
Aktieinvestering er risikabelt. OW Bunker var et lille og forholdsvis ungt selskab, som meget få kendte noget til. Hvis man køber aktier i sådan et foretagende, får man chancen for en stor gevinst. Dem, der købte ved børsintroduktionen i foråret, kunne få uger efter sælge aktierne med 20 pct. fortjeneste. Det er 20 gange så højt som de renter, de fleste betaler på deres huslån. Bare på 14 dage.
Sådan en enorm fortjeneste indebærer naturligvis også en risiko. Og med et lille og forholdsvis ukendt firma, er risikoen større.

Slemt uheldigt
Set i det lys var OW Bunker en højrisiko-aktie. Med mulighed for en fed gevinst og risiko for et stort tab. Det var slemt uheldigt, at firmaet viste sig at være udygtigt ledet i de kritiske måneder, hvor olieprisen raslede ned. Og det var helt usædvanligt, at det hele ramlede sammen på en måned.
Men det er det, der en sjælden gang kan ske, når man investerer i aktier.
Hvis ikke man kan tåle det, må man investere i nogle mere sikre papirer. Dem er der massevis af, og de kan give en rigtig fin forrentning uden større risiko.

Dit eget valg
Hvis man vælger at investere i aktier, skal man sprede sine investeringer, så man både har nogle kedelige, sikre papirer og nogle (få) risikobetonede aktier.
Hvis ikke man gør sådan, tager man en chance, som man ikke selv er herre over. Og så man tåle følgerne af ens eget valg.
Det behøver vi ikke blande domstolene ind i.

onsdag den 12. november 2014

Vil du slå et skrald for skrald?


Her er en skraldespand. Hvad putter man i den?

Her til formiddag fik jeg en sjov mail fra en ven.
Han er kommunikationsfidus i en kommune og boksede lidt med affaldsfolkene om ordet restaffald.
Det foretrækker de at kalde det, man putter i skraldespanden.
Min ven syntes, det var et lidt dumt ord og spurgte, om jeg havde et andet på lager.
Jeg skrev nej med mange ord.

Skrald er til at forstå
Min redegørelse sluttede med, at jeg personligt foretrækker ordet skrald. Det har en sjov lyd, og det er nogenlunde til at forstå. Desværre opfatter de fleste ikke skrald som restaffald eller dagrenovation - men bare som affald.
Papir, dåser og batterier er også skrald. Så jeg vil blive misforstået af mange, hvis jeg brugte ordet skrald om det, vi putter i skraldespanden.
Det er ærgerligt, at vi engang imellem har nogle dumme ord for noget, der burde kunne siges lettere. Men det er ikke sådan at lave om. Hverken Folketinget eller Dansk Sprognævn har magten over vores sprog. Det har vi sprogbrugere.

Umulig og vigtig opgave
Dansk er det sprog, danskerne taler. Det registrerer sprognævnet og opdaterer ordbøgerne, så de stemmer så godt som muligt overens med praksis ude i samfundet.
Det er en umulig opgave, for vi taler meget forskelligt og bruger ordene forskelligt.
Men det er et meget vigtigt arbejde. Ordbøger og sprognævnets formidlingsarbejde er med til at sætte sproget i system og hjælpe os allesammen lidt på vej.

Guf fra ordbøgerne
Jeg slog for eksempel restaffald op i Retskrivningsordbogen. Det stod der ikke. Det gjorde dagrenovation derimod. Så prøvede jeg med skrald og affald.
Skrald er ifølge Den danske Ordbog "noget, der smides væk og tilintetgøres", mens affald er "materiale eller ting, som er smidt væk eller udskilt på grund af ringe værdi".
Der er selvfølgelig en forskel, men rent logisk er der intet problem i at definere affald som alt det, vi sorterer fra til genbrug eller til skrald.

Skrald i skraldespanden
Det vil jeg nu starte en lille kampagne for. Affald er det hele og skrald er det, vi putter i skraldespanden.
Vær sød at bruge ordene på den måde. Det er nemt at huske: Skrald er det, vi putter i skraldespanden. Fortæl dine venner og din familie hvorfor og bed dem om at bruge ordet skrald på den måde. Bed dem også om at få deres venner og familie til at gøre det samme.
Så starter vi en sproglig folkebevægelse for ordet skrald, og når tilstrækkeligt mange har tilsluttet sig, begynder folk at bruge ordet i medierne, og lige pludselig har vi ændret sproget.

Er du med til at slå et skrald for skrald?

søndag den 9. november 2014

Din bil bliver en app


Google er på vej i Californien. Er du med?
Vil du
- spare 30 pct. på dine kørselsudgifter?
- læse, lege, spille eller arbejde, mens du kører bil?
- slippe for kø og parkeringsbøder?
- være med til at afskaffe forurening fra bilkørsel?
Altsammen uden at miste fleksibiliteten og friheden.

De fleste vil svare ja til alle spørgsmål. Du kan sætte V-tegn ud for alle punkter senest om 10 år. Så kan du skifte din benzinsluger ud med en app, der giver dig adgang til at blive transporteret rundt i en selvkørende elbil.

Ikke en vild drøm
Det er ikke en vild vision. De selvkørende biler fiser allerede lystigt rundt på vejene i Californien, hvor staten har udstedt licenser til Google og et par andre selskaber.

Her er din fremtid med en bil-app:
Du skal møde på arbejde kl. 8, og bestiller en bil til at køre dig derned. I god tid kommer der en selvkørende bil forbi og samler dig op. Har du et medkører-abonnement, kører bilen måske forbi og samler et par andre op. Så kører du billigere.
Du kan vælge at køre hjem på et fast tidspunkt, inden for et bestemt tidsrum eller simpelthen bestille en bil spontant. Jo mere fleksibilitet, du giver systemet, jo billigere er det.
Skal du på weekendtur med familien, bestiller I en bil for jer selv og plotter en tur ind. Når du kommer til hotel, sommerhus eller familie og venner, kører bilen ud på andre opgaver. I bestiller en ny, hvis I skal ud at køre en tur - og selvfølgelig til hjemturen.

Glem forsikring, parkering og vinterdæk
Du betaler for app'en og for de ture, du kører. Ingen forsikring, ingen bøvl med vinter- og sommerdæk og med parkering.
Der er ingen spritbilister på vejene, og ingen, der kører for stærkt eller overhaler hasarderet. Der kan godt være nogen, der taler i mobil eller sender mail, mens de kører, men det betyder ingenting for sikkerheden.
Hvad så, hvis man bare skal til bageren søndag morgen? Ja, så bestiller man en bil - hvis ikke bageren har én, der kører rundt til kunderne.

Større end din nabos
Du synes måske, det er ucharmerende, at du ikke kan bruge en årsløn på en rigtig dyr bil, som naboen kan være misundelig på. Så må du købe en luksus-app, hvor du kun kører i de fineste biler. Det kan ikke blive så dyrt som en BMW - så du må finde noget andet at blære dig med.
Google og en række andre teknologi- og bilfirmaer drøner løs med at udvikle teknologien. Jeg er helt sikker på, at den er klar om få år.
Så mangler vi bare det sidste for at gøre visionen til virkelighed: Dig. Hvad siger du?

Kom med den
Jeg er helt sikkert med. Jo før, jo bedre. Jeg kører 40-50.000 km om året til kommuner rundt i landet, og de mange timer bag rattet vil jeg gerne erstatte med skrive-, maile- og holde Skypemøde-tid.

onsdag den 5. november 2014

50 økolandsbyer i Danmark

På en grå dag ser det ikke så fristende ud i udkanten af Hundstrup

I dag besøgte jeg en af Danmarks største økolandsbyer. Den ligger på Sydfyn i den tidligere Egebjerg Kommune temmelig langt ud på landet.
Stedet hedder Den Selvforsynende Landsby og her bor 30 voksne og 37 børn i energivenlige huse, de selv har bygget af genbrugsmaterialer. De dyrker jorden i fællesskab og gør, hvad de kan for at producere så lidt affald som muligt.

A la Bonderøven
Det er ikke flip og hashtåger og maoistiske studiekredse. Det er velfungerende mennesker, som forsøger at indrette sig på en mere bæredygtig måde end os andre. De fleste går på arbejde, men der er også plads til førtidspensionister i det lille samfund.
Den oplagte metafor er, at de lever nogenlunde som Bonderøven fra DR.

Det var regn- og blæsevejr, da jeg var ude på stedet, så det så ikke så charmerende ud. Men en klar sommer- eller forårsdag, hvor alle er ude for at hygge sig eller arbejde i marken, kunne jeg godt blive grebet af idéen.
Den er i hvert fald god nok til, at jeg gør lidt reklame for den i denne snævre kreds.

Et godt liv
Der findes ialt 50 små og store økolandsbyer rundt omkring i landet, og der er hele tiden nye på vej. Jeg har surfet lidt rundt på deres hjemmesider og på omtalen af dem, og det virker på mig som folk, der bare vil leve et godt og harmonisk liv. De er ikke missionærer, som vil pege fingre af os andre eller vil spænde os for en bestemt vogn.
Men det er en god historie, og de har de lokale foreninger i Svendborg også opdaget. Den Selvforsynende Landsby har hvert år ca 50 rundvisninger. Det kan være skoleklasser, foreninger eller virksomheder, som gerne vil se de hjemmebyggede huse og høre om det fællesskab, der er bygget op i landsbyen.

Kommunen som medspiller
Nu nævnte jeg Egebjerg Kommune i indledningen. De gode folk hos Erik Stoumann på kommunekontoret i Vester Skerninge var meget positive medspillere, da initiativtagerne for omkring 10 år siden søgte steder at gøre deres idé til virkelighed.
Dermed fik kommunen et spændende aktiv og nye indbyggere, som bidrager til livet i en af de små landsbyer.
Det er der mindst lige så meget brug for i dag rundt omkring. Derfor håber jeg, at kommunerne ser positivt på ansøgninger fra folk, der vil etablere økolandsbyer. Det passer perfekt ind i kommunens planer om at arbejde for mindre CO2 udledning og lavere energiforbrug. Her er nogle folk, som vil gøre noget ved sagen i praksis.

Du får lige et par links
Den Selvforsynende Landsby på Sydfyn: http://selvforsyning.dk/wordpress/
Landsforeningen for Økosamfund: http://okosamfund.dk/

søndag den 2. november 2014

Affaldsmyten der ikke vil dø

 Det er her, affaldssystemet står sin prøve

I Nordjyske i dag er der en artikel om et affaldsforsøg i Vrå. Her sorterer folk madaffald fra i en særlig beholder, og der florerer nu det rygte på Facebook, at Hjørring Kommune kører det møjsommeligt frasorterede madaffald til forbrænding præcis som det øvrige affald.
Det passer naturligvis ikke. Hjørring Kommune har optaget en video, der dokumenterer, at madaffaldet kommer ud på et miljøanlæg og videre til bioforgasning i Billund.

Dukker op overalt
Historien er ikke enestående. Den dukker op over alt i landet, hver gang en kommune eller affaldsselskab indfører mere sortering hjemme hos fru Jensen.
Så er der nogen, der mener at vide, at det hele bliver brændt af. Og de kan også huske, at der skete noget tilsvarende i Aarhus for 10 år siden.
Det er myten, der ikke vil dø. Jeg hører også historierne. I Sønderjylland, på Sydsjælland, i Vestjylland og på Fyn. Hver gang fortæller folk som en faktuel kendsgerning, at der altså var en historie i Aalborg, Vejle, Herning eller et fjerde sted for nogle år siden.
De historier passer ikke.

Grønne og sorte poser i Aarhus
Aarhus-historien er den sejeste myte. Her blev alle bedt om at putte madaffald i en grøn pose og andet affald i en sort. Poserne skulle i den samme skraldespand, og de blev kørt til et stort sorteringsanlæg nord for Aarhus. Jeg har selv været der flere gange og set de grønne og sorte poser køre op ad båndet.
Anlægget skubbede alle de sorte poser ud over kanten, og så blev de kørt til forbrænding. De grønne poser blev flænset op og indholdet blev rystet og siet, inden det kom til biogasanlægget.
Problemet var - at der var meget andet end madaffald i de grønne poser. Der kunne være paraplyer, batterier og sågar malerdåser.
En paraply kunne få anlægget til at gå i baglås. Det kostede en formue og flere dages driftsstop. Efter et par år gav kommunen op. Det var ikke muligt at få aarhusianerne til at sortere affaldet så godt, som systemet krævede.

Sortering derhjemme
Sorteringen derhjemme er det kritiske, når det gælder madaffald. Hvis folk putter det forkerte i den grønne spand eller pose, er det svært at få systemet til at fungere. Et bilbatteri eller en transistorradio kan ikke laves til biogas, men de kan ødelægge riste og filtre.
Det betyder ikke, at det er umuligt. Tværtimod. I Billund, Vejle, Ikast-Brande og en række sjællandske kommuner afleverer folk deres madaffald til biogas. Det fungerer glimrende, selv med en mindre fejlprocent.

Det sker ikke
Og der er altså ingen steder, hvor det hele bliver blandet sammen og sendt til forbrænding. Hvorfor skulle en kommune bruge millioner af kroner på nye beholdere, aftaler med vognmænd og informationsmateriale for til slut at brænde fint sorteret affald af? Det er helt meningsløst, og det sker ikke.
Punktum.


mandag den 27. oktober 2014

Ytringsfrihedens helte

Ytringsfrihedens helte er for mig først og fremmest dem, der har noget på hjerte.
I den store verden er det kinesere, russere, cubanere, yemenitter og andre indbyggere i lande med ingen eller begrænset ytringsfrihed, som formidler viden og holdninger med fare for at blive sat i fængsel eller myrdet.

Gør vores demokrati bedre
I Danmark er heltene alle dem, der skriver læserbreve, blogs og andre indlæg, hvor de gør os andre klogere. Det er foredragsholdere og kloge folk, der stiller op i radio og tv for at sprede deres viden til os andre. Deres heltegerning er at gøre vores demokrati bedre og mere nuanceret.
Her taler vi om tusindvis af mennesker. De risikerer ikke liv og førlighed og kan ikke blive smidt i kachotten for at udtale sig. Men uden omkostninger er det ikke. Rigtig mange oplever at få hademails, ubehagelige breve eller ondsindede Facebook-kommentarer, når de ytrer sig. Det er desværre en omkostning ved at bruge sin ytringsfrihed.

De skingre stemmer
I den offentlige debat er det ofte de mest skingre stemmer, der bliver hyldet som ytringsfrihedens helte. Det er deres ret til at ytre sig, der bliver fremhævet. For tiden er det en svensk maler, og den sag er vigtig. Det er direkte bizart, at den svenske stat sætter manden i fængsel for nogle billeder, han har malet, og at den bestemmer, at værkerne skal ødelægges. Det må vi protestere imod, alene af den grund, at det ikke må ske i vores demokrati.
Jeg har ikke set de famøse malerier, og jeg gider sådan set heller ikke beskæftige mig med dem. Jeg opfatter dem som en provokation, som har til formål at fremtvinge en debat om indvandring og ytringsfrihed i Sverige.
Det har jeg intet imod, og jeg bebrejder heller ingen danskere, som bidrager til debatten.

Meget mere end provokation og hån
Men jeg har det lidt skidt med, at ytringsfrihed altid skal forbindes med retten til at provokere, håne og udfordre grænser. Det er ytringsfrihed også, men det er så meget mere.
Ytringsfrihed er vores allesammens ret til at sige vores mening. Offentligt. Om hvad som helst. Ikke kun om indvandrere og flygtninge. Men også om kunst, sex, sport, økonomi, familie, venskab, børnepasning, hundetræning, løbesko, filosofi, pottemageri, geocaching og alt muligt andet.

Retten til at bidrage
Ytringsfrihed er ikke kun retten til at brokke sig og hænge andre ud som idioter. Det er endnu mere retten til at bidrage positivt til en debat eller til at udvikle et område eller en idé.
Alle, der gør det, er ytringsfrihedens helte.

mandag den 20. oktober 2014

Obama og Thorning støtter terrorister

I denne uge afsiger Københavns Byret dom i Danmarkshistoriens hidtil største terrorsag. 10 mænd er tiltalt for at have sendt i alt 103 mio. kr. til PKK, der kæmper for en kurdisk stat i Mellemøsten.
PKK står på terrorlisten i EU, i USA og en række andre lande.
I nat smed amerikanske fly våben ned til PKKs folk i Syrien, som bekæmper Islamisk Stat. Og Danmark deltager i den internationale koalition, som hjælper kurderne i Syrien og Irak i kampen mod islamisterne.
Altså: Obama, Helle Thorning-Schmidt og en række andre vestlige lande støtter aktivt en bevægelse, som de selv officielt betegner som en terrororganisation.

Klistermærker kan give fængsel
Hvis du sælger klistermærker på gaden og sender pengene til PKK, risikerer du flere års fængsel. Selv om din regeringsleder aktivt støtter PKK i en verserende krig.
Det er politik.
Men det er også virkelighed. De 10 mænd kan få kæmpestraffe. De kan blive udvist til deres hjemland - er det Kurdistan, som vi ikke anerkender? Og de kan blive pålagt at betale enorme erstatninger.
Hvis retten finder det bevist, at de har sendt penge til PKK, kan mændene kun blive dømt. Der er ingen tvivl om det juridiske. Ifølge gældende dansk lov er PKK en terrororganisation, og de strammede terrorlove forbyder os at sende penge til den slags.

Nyt job til Fogh
Hvornår var det sidst, vi hørte om PKK i den offentlige danske debat? Det var for 5 år siden, da Anders Fogh Rasmussen skulle udnævnes til generalsekretær i NATO. Tyrkiet strittede imod og forlangte i samme åndedrag, at Danmark skulle lukke for PKKs tv-station ROJ-Tv, der sendte fra Danmark.
Der blev fundet en fælles forståelse med Tyrkiet, så Fogh kunne få sit nye job. Kort tid efter inddrog Radio- og Tv-nævnet ROJ-Tvs sendetilladelse. Den afgørelse blev siden stadfæstet i Højesteret.
Begrundelsen for afgørelsen var, at PKK er en terrororganisation.
Nu har kurderne fundet andre informationskanaler, for selv den højeste juridiske visdom i ytringsfrihedens højborg kan ikke forhindre folk i at sprede viden.

Kan du svare?
Tilbage står et par spørgsmål:
1. Hvem er terrorister?
2. Har terrorister ytringsfrihed i Danmark?

Jeg kan ikke svare.
For det er ikke jura eller eksakt viden.
Det er politik.

onsdag den 15. oktober 2014

Et lille smut til den tyrkiske frisør


 Jeg skulle bare klippes, og så skete dette.

På vores lille ferie i Istanbul havde Solle den sidste eftermiddag bestilt massage på hotellet. Det ville nok tage 1-1/2 time, så jeg ville udnytte tiden og smuttede over til den lokale frisør på den anden side af gaden.
Det blev nærmest en halvdagesudflugt.

Han blev ved
Da jeg kom, var frisøren næsten færdig med en kunde - troede jeg. Men uha, som han kunne blive ved med at finde på ting at ordne. Der skulle lige studses lidt ekstra, overskægget skulle trimmes. Så skulle håret vaskes og tørres. Det skulle masseres med noget voks, og siden tørres og friseres. Og så var der lige et par hår i næsen.

En hurtig klipning
Endelig var manden færdig, og jeg fik plads i stolen.
Den unge frisør talte ikke engelsk, men jeg fik forklaret med tegnsprog, at jeg bare skulle have en hurtig klipning. Med maskine bagi og saks på toppen.
En anden gæst fra vores selskab sad og ventede, og ham må jeg rose for en engleblid tålmodighed. Da der var gået 15 minutter var den unge mand endelig færdig med maskinklipningen. Han havde brugt to apparater og havde haft begge to i sving 3-4 gange. Det var meget omstændeligt.

Flere gørmål
Så fulgte turen med saksen, og da jeg troede, behandlingen var forbi, havde frisøren stadig en masse gøremål.
Mit lille skæg blev trimmet og trimmet og trimmet, og der røg også nogle hår i næsen. Så hev han en kraftig sytråd frem og puttede i munden, mens han rev hår af mine øjenbryn. Det gjorde ondt, og det tog temmelig lang tid.
Jeg kunne mærke, at den unge mand hyggede sig. Det var skægt at prøve al grejet, men nu måtte det da snart være forbi.

No, no, no
Han tog hårtørreren frem og børstede hår væk fra kappen og slog den til side. Jeg rejste mig for at gå, men så kunne han pludselig et engelsk ord no, no, no. Jeg skulle bare drikke en slurk af min kaffe, inden han gik videre.
Han smurte mit ansigt ind i creme, som han bagefter tørrede af med en fugtig svamp. Jeg forsøgte igen at rejse mig og blev tvunget tilbage i sædet. Så smurte han ansigtet ind i en fed, grå masse - og kaldte den næste gæst hen i barberstolen.

Min tålmodighed
Jeg kunne pænt sidde og vente på, at den fjollede ansigtsmaske størknede. Nu var min tålmodighed for længst bristet. Men frisøren smilede bare venligt til mig, mens han smurte den næste danskers ansigt ind i barbercreme. Denne forklarede meget myndigt, at han under ingen omstændigheder ønskede en ansigtsbehandling.
Jeg tror, jeg sad der i 15-20 minutter og glanede. Det var lige før, der stod røg op gennem de snittede hår. På det tidspunkt havde jeg opholdt mig i salonen i over to timer.

Klar til løsladelse
Selv uden at forstå engelsk fattede frisøren, at jeg gerne ville løslades. Så han bad den anden gæst vige pladsen, så han kunne skylle masken af mit ansigt, vaske mit hår, tørre det, putte voks i, massere og frisere det. Altsammen klaret på sølle 12-15 minutter.

190 kr.
Så var der sådan set bare tilbage at stå og vente 5 minutter på at få lov at betale. Hele showet kostede 70 tyrkiske lira, omkring 190 kr. Og det var sikkert billigt for alt det, men jeg ville jo bare klippes.
Solle syntes, det var herligt og at min hud var så fin som aldrig før. Ja, selv kvaliteten af klipningen roste hun. Og der gik der heller ikke mange minutter før, jeg godt selv kunne grine lidt af historien.
Det må du også gerne.

mandag den 6. oktober 2014

Hæng alle ekstremister


Kanal Frederikshavn brygger videre på den lille, store historie


Et hold studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har igen været i Frederikshavn i en uge. Denne gang kom der et par virkelig gode historier ud af besøget.
En af journalisterne lavede lidt primitiv research på muslimer ved at skrive "moské Frederikshavn" i Google. Så dukkede der en lille notits op om, at der var indvielse af en ny og større moské en af de kommende dage.

(( Du får først en forklaring på overskriften nede i bunden af teksten))

Journalisten fik fat i en talsmand for trossamfundet, og det blev til en tilsyneladende harmløs artikel om, at folkene bag moskeen ønskede dialog og fælles forståelse mellem trossamfundene.
Den blev publiceret på Kanal Frederikshavn, og det var faktisk en større nyhed end som så. For det har aldrig tidligere været fremme, at der i nogle år har været en moske i Frederikshavn.

Vrede og racisme
Så brød helvede løs. Kanal Frederikshavns Facebookside eksploderede af vrede indlæg. En stor del af dem var så racistiske, at kanalbestyren måtte gøre dem usynlige for os andre. Men jeg nåede blandt andet at læse én, der betegnede det fredsommelige lagerlokale i Vestbyen som en terroristrede.
Samme dag som et sikkert meget lille antal muslimer indviede den nye moské, oprettede en anonym person Facebook-gruppen "Nej til moskeer i Frederikshavn". På et døgn fik den 1500 Synes Godt Om, og tallet vokser time for time.

Interessant fænomen
Det er absurd, og jeg tror, det er helt nyttesløst at blande sig i diskussionen. Det vil kun bekræfte de kære likere i alle deres antagelser.

(( Nu nærmer vi os langsomt overskriften))

Men det er et meget interessant fænomen. Jeg vil tro, det samme ville kunne ske i det meste af provinsen - i flere lande i Europa.

Frygten er oprigtig
Der er jo ikke tale om en koordineret og planlagt indsats. Det er hundredevis af mennesker, som spontant rammes af vrede, fordi en lille gruppe muslimer har lejet et privat kirkelokale. Vreden og frygten er oprigtig. Der er rigtig mange søde og venlige mennesker, som af et godt hjerte mener, at muslimer udgør en reel trussel mod vores samfund.
Hvor kommer det dog fra? Ja, jeg har hørt om tvillingetårnene i New York og om IS i Irak og Syrien. Og om Muhammed-tegninger ogsåvidereidendur.

(( Så er vi der))
 
Men at alt det kan få folk til at gå helt agurk over, at nogle gamle mænd lægger bedetæpper ud i en grå industribygning - der er min kæde hoppet af.
En forklaring kan måske ligge i overskriften på dette indlæg. Vi elsker at hade ekstremister. Og nogen hader dem så meget, at de selv bliver ekstremister på den modsatte fløj.
Det er bestemt ikke den eneste forklaring. Men så fik jeg en anledning til at bringe den fine overskrift.

tirsdag den 23. september 2014

Grønland er noget særligt særligt


Eftermiddagsstemning i Sisimiut.

For anden gang i år er jeg i Grønland, og derfor følger jeg ekstra godt med i medierne, når det store land omtales.

Den helt store dagsorden i Grønland er selvstændighed. Grønland gik fra hjemmestyre til selvstyre i 2009, og aftalte i den forbindelse, at Grønland kan blive en selvstændig stat når som helst.

De fleste danskere vil nok bare trække på skuldrene. Ja, selvfølgelig skal Grønland være en selvstændig stat. Danmark vil ikke være en kolonimagt. Og hvis Danmark kan slippe for at betale 3 mia. kr. om året i bloktilskud, er det bare goodbye.

Selvstændig med tilskud
Så enkelt er det ikke. Grønland kan ikke klare sig uden Danmark og har heller ingen udsigt til at kunne. Men derfor kan Grønland sagtens blive en selvstændig stat, og der kan endda også laves en aftale om tilskud fra Danmark.

Men det er bare ikke nu. Det tager lang tid at vikle sig ud af en statsmagt og etablere sine egne institutioner. Og det er dyrt. En grønlandsk ambassade i et hvilket som helst land vil koste lige så meget som en dansk. Og vi er 100 gange så mange danskere til at betale. Det er bare ét eksempel.
Og Grønland er dyr i drift af den simple grund, at der er enorme afstande og få mennesker.

Fra stormagt til blindtarm
På det seneste er det gået op for mig, at det ikke kun er grønlandske interesser, der står på spil, når vi snakker selvstændighed. Det er i høj grad også danske.

I dag er Danmark en stormagt i Nordatlanten. Det betyder noget i forhold til USA, Rusland, Canada og Storbritannien. Uden Grønland er Danmark en tysk blindtarm. Så kan man altid diskutere, om vi bliver lykkeligere af at have international indflydelse, men vi har det i hvert fald i kraft af Grønlands enorme størrelse.

Arbejdspladser og oplevelser
Og så er det vel heller ikke ligegyldigt, at Grønland er en vigtig dansk arbejdsplads. Samt, at mange danskere har et ganske særligt forhold til Grønland. En ægte kærlighed til det kæmpemæssige land, den storslåede natur og de gode grønlændere. En ægte interesse for landets ve og vel – og bestemt ikke noget ønske om, at danskere og Danmark skal bestemme over Grønland.

Grønland er noget særligt. Og for Danmark er Grønland noget særligt særligt. Men det er og bliver grønlændernes land, uanset styreform.

mandag den 15. september 2014

Har Sverige demokrati?

Langt de fleste vælgere i Sverige stemmer uden at vide, hvem de kan stemme på. Det gør to danske forskere opmærksom på i denne artikel fra Politiken http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE907822/hvor-demokratisk-er-sverige/

De svenske partier skal selv sørge for at dele stemmesedler ud med deres kandidaters navne på alle valgsteder. Og de partier, der ikke sidder i Rigsdagen i forvejen, skal selv betale for at trykke alle stemmesedlerne.

Det er to væsentlige forhold, som alt i alt ville betyde, at valgobservatører fra OSCE næppe ville godkende det svenske valg som retfærdigt.

Spærregrænse
Dertil kommer den svenske spærregrænse på 4 pct. Den ramte i går et af de nye partier, som opnåede 3,1 pct. af stemmerne. I Danmark ville de have fået 5 medlemmer i Folketinget. I Sverige får de 0.

Er det demokrati? Nja. Det er bedre end i Tyskland, hvor man skal have 5 pct. og i Tyrkiet, hvor man skal helt op på 10 pct. for at få sine folk i parlamentet.

I Finland og Holland er der ingen spærregrænse.

Valgobservatører, kom endelig
Af artiklen fremgår det, at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har anbefalet at sende valgobservatører til Sverige for at bedømme valget. Glimrende idé.

De skulle også tage til Danmark. Vi bør tåle, at vores valghandling bliver kigget kritisk efter i sømmene af uvildige internationale eksperter. Det vil også øge troværdigheden af OSCEs kritik af valg i andre lande.

20.000 gennemdokumenterede underskrifter
Og når de er i Danmark, kan de passende se på reglerne for at få godkendt nye partier til et folketingsvalg. Det kræver 20.000 vælgereklæringer, og kravene til dokumentation af underskrifternes rigtighed er strammet så voldsomt, at det kræver en kæmpe organisation og tusindvis af timers arbejde at få lov at stille op.

De etablerede partier skal ikke igennem den mølle. De får til gengæld millioner af kroner i støtte fra staten til deres politiske arbejde. Jo flere stemmer ved det seneste folketingsvalg - jo flere penge.

Er det demokratisk? Muligvis, men det er et reelt problem for vores demokrati.

Demokrati i resten af Verden
Som de fleste andre danskere er jeg stolt af vores demokrati. Og jeg ønsker den styreform udbredt til hele Verden. Det er vigtigt, at vi i Norden yder en indsats for at hjælpe andre lande med at afvikle retfærdige valg. Det er jeg også stolt af.

Derfor har vi en særlig forpligtelse til at feje for egen dør og sørge for, at vores eget system er så godt som muligt. Det er ikke tilfældet i Sverige -  og på nogle punkter heller ikke i Danmark.

Vi er overhovedet ikke i nærheden af at være udemokratiske, men derfor kan der stadig være plads til forbedringer. Dem skal vi gennemføre. Det vil være godt for demokratiet.

lørdag den 13. september 2014

Danmarks vigtigste orkester


 Underholdningsorkestret er sjovt nok
slet ikke nævnt i vores Kulturkanon.

Hvis du for et par uger siden havde spurgt mig, hvilke orkestre og ensembler, DR har, så ville jeg have svaret Symfoniorkestret og Pigekoret. Fik jeg lidt længere tid, var jeg måske kommet i tanke om Radioens Big Band, og så var jeg gået i stå. Hvis du havde sagt, at der også er et underholdningsorkester, ville jeg helt klart have sagt "nå, ja".

Ramaskrig
Jeg har set nogle af DRs egne reklamer for koncerter på Ledreborg. Og det var vist underholdningsorkestret, der optrådte der. Men ellers kendte jeg intet som helst til dette ensembles eksistens, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg nogensinde har set orkestret.
Nu har DR besluttet at nedlægge underholdningsorkestret som en del af en stor spareplan, og det har skabt et ramaskrig.
Det viser sig, at DRs Underholdningsorkester er en del af den danske kulturarv. Det er simpelthen en af de vigtigste kulturinstitutioner, vi har i Danmark. Kan jeg forstå på debatten. DRs næstformand Ole Hyltoft udtalte forleden, at nedlæggelsen er et led i en kamp imod dansk kulturarv.

Hemmelig brobygning
Selv Politiken har været helt oppe at køre. Ifølge den kulturradikale avis har Underholdningsorkestret bygget bro mellem den klassiske musik og ungdommen. Imponerende bedrift, må jeg sige. Og jeg må tilføje, at det er sket i hemmelighed. Vi er mange, der ikke har opdaget dette banebrydende arbejde. Umiddelbart vil jeg tro, at omkring 99 pct af de unge i Danmark ved lige så lidt om DRs Underholdningsorkester som mig. Jeg kan tage fejl. Det kan være 98,9 pct.
DR laver så meget for de få, så jeg er ikke spor sur over, at vores fælles medievirksomhed også har et orkester, der spiller underholdningsmusik. Men det er ikke et folkeligt fælleseje lige som Holger Danske, H. C. Andersen og Tivoli. Det er et orkester, som spiller til koncerter, som nogle gange transmitteres i radio og tv.

Nå!
Så hvis DR ikke har råd til det længere, så trækker jeg på skuldrene. Som jeg forstår det, blev Underholdningsorkestret stiftet i 1939, hvor det ikke var muligt at spille musik i radioen på anden vis. Det er mildest talt ikke noget problem i dag.

Helgenkåring
Vi har en underlig tradition i Danmark med, at alt hvad nogen ønsker at nedlægge, øjeblikkeligt får helgenstatus i den offentlige debat. Vi kender det fra de små skoler, som mangler elever, har stor udskiftning af lærere og er dårligt vedligeholdt. I det øjeblik, der er planer om at lukke sådan en skole, bliver den til kommunens bedste og en lukning vil ifølge forældrene resultere i alverdens ulykker.
Landsbyskolerne lukker, fordi folk flytter fra landsbyerne. Underholdningsorkestret lukker, fordi vi hører musikken på anden vis. Bødkeren, Tatol og sadelmageren er også lukket.

fredag den 5. september 2014

Min farmors bolsjer

Ugens kup i Sønderborg

Min farmor og farfar boede i en lejlighed i Troldegade i Kerteminde. Sådan troede jeg, den hed, og sådan udtales det. Men gaden hedder desværre bare Trollegade, opkaldt efter en søhelt. Hvor ordinært.
Da jeg var barn, var min farmor gammel og sad i rullestol. Og så var hun som alle andre farmødre umådeligt flink.

Glasskål i chatollet
Lejligheden var fuld af spændende ting, og i en glasskål i et chatol havde farmor en skål fuld af Hopjes. Det var nogle brune, søde bolsjer fra Holland, som vi fik lov at smage en enkelt gang eller to, når vi var på besøg hos farmor og farfar i en weekend.
Vi var 5 fætre, som allesammen elskede Hopjes. Det var søde kaffebolsjer, som klistrede så dejligt i tænderne, når man havde knusket dem.

Kun hos farmor
Og så var det helt særlige ved dem, at de kun fandtes i farmors glasskål. Man kunne ikke købe dem i en slikbutik eller et supermarked. Og jeg aldrig siden fundet dem i Danmark.
Men Hopjes er helt klart fra Holland, så da Solle og jeg for et par år siden var i Amsterdam blev hun slæbt rundt til alle byens slikbutikker for at finde de fantastiske kaffebolsjer. Det lykkedes også, og vi købte en pæn stor pose med hjem. De blev spist i små doser og med henførte blikke de kommende måneder.

Tag endelig
Forleden besøgte min kollega Bolette og jeg Sønderborg Kommune, og minsandten om der ikke på vores kundes kontor stod en sød lille skål med farmors bolsjer.
- Neej. Det er Hopjes, udbrød jeg begejstret, og begyndte at udbasunere mine barndomsminder.
- Tag du endelig nogen af dem, lød det tørt fra kontorets indehaver.
Bolette er altid frisk på slik, men jeg kunne forstå på hendes lidt hånlige kommentar, at det var noget sødt stads. Min farmors bolsjer. Hvor vover hun!

Sønderjysk næsevræng
De var to på kontoret og den anden kom efter en halv times tid. Jeg bød selvfølgelig et bolsje og var lidt stolt over, at jeg endnu ikke havde guflet dem allesammen.
- Nej tak. De smager ikke godt. Det er nogen, jeg har fået af en, der har været i Holland, sagde hun og vrængede på næsen.
Hun fik også en lille historie om min farmor, og da jeg var kommet mig over de tre kvinders manglende sans for klassiske hollandske kaffebolsjer gik mødet i øvrigt udmærket.
Og det sluttede perfekt. For de insisterede på at give mig resten af bolsjerne med hjem - hvis jeg nu var så glad for dem.

Selveste Baron Hop
Det er jeg, og jeg er ikke den eneste. Hopjes har været produceret i over 200 år. Inspirationen kommer fra en kaffeglad baron Henrik Hop. Han boede oven på en chokoladeforretning og kom en aften til at efterlade en sjat kaffe med mælk og sukker på en kamin. Næste morgen var vandet fordampet, men den kaffeglade mand spiste resterne, og det smagte himmelsk. Så han overtalte butikken nedenunder til at producere bolsjer af kaffe, fløde, smør og sukker.

Hopjes er industrihistorie
Sådan er nogle af Verdens største opdagelser blevet til. Hopjes er en del af den europæiske industrihistorie og kan ikke sådan afskrives som sukkerstads.

tirsdag den 26. august 2014

Bloggen er død - den længe leve!

På den ene side er bloggen død som et afgørende nyhedsmedie.
På den anden side lever den videre i bedste velgående.

Da webloggen opstod for 8-10 år siden blev fænomenet set som en meget alvorlig konkurrent til de etablerede nyhedsmedier. Nu fik alle mulighed for at lave deres egen avis - ganske gratis. Og på den måde ville der opstå tusinder af konkurrenter, som ville tage tid og annoncekroner fra de etablerede medier. Det endelige brud med journalisternes monopol på nyhedsformidling.

Det skete ikke.

Det blev de trætte af - læserne
Mange oprettede lige som jeg en blog, hvor de skrev lidt af hvert om det, der faldt dem ind. Det blev de fleste hurtigt trætte af - også læserne.

Andre brugte muligheden til at lave en egen hjemmeside om noget, de brænder for og har forstand på. Dem er der stadig masser af. Nogle af dem bliver ikke holdt vedlige, mens andre bliver opdateret hver dag. For et par år siden fandt jeg for eksempel en blog, hvor ophavsmanden rapporterede om skibsulykker overalt i verden. Totalt deprimerende læsning om det ene forlis efter det andet, men imponerende at manden vil bruge sin fritid på at holde 10 eller 1000 mennesker opdateret med den slags viden.

Succesrige modebloggere
På nogle område har bloggerne fået succes: Mode og mad. Her finder vi nogle meget populære hjemmesider, og der er modebloggere som har skabt sig et stort navn og et godt levebrød.

Bloggens funktion som debatforum viste sig også at blive en fuser. I enhver blog er der mulighed for at kommentere, men det bruger vi sjældent. Her har Facebook og Twitter fuldstændig overtaget.

Men det er også i kraft af dem - og af Google - at bloggen lever videre.
Få bloggere kan undvære de sociale medier som reklamesøjle og kommentarkanal. Jeg ved det af egen erfaring. Indtil jeg begyndte at bruge Facebook, Twitter, Google+ og LinkedIn til at gøre opmærksom på mine indlæg, kunne jeg samle 5-20 læsere om hver lille artikel.

Efter et par år er jeg nået op på 50-100 læsere pr. udgydelse. En fantastisk procentmæssig fremgang, men stadig et meget - skal vi sige - eksklusivt publikum :-)

Google glemmer aldrig
Til gengæld glemmer Google aldrig. Så når jeg sidder og bladrer i statistikken over min blog, er der pludselig et flere år gammelt indlæg, der har sneget sig ind på månedens top 10-liste. Det kan være om et emne, der pludselig er oppe i tiden, så folk begynder at Google efter baggrundsviden.

Jeg får undertiden henvendelser om 3-4 år gamle artikler fra min blog, og jeg kan se, at tidløse indlæg om sprog eller løb stadig bliver læst. Det er ikke folk, der opsøger min blog og bladrer ned gennem 500 opslag for at finde noget interessant. De googler et emne og får serveret et link til mit indlæg.

Viden om alt
Så min konklusion er, at bloggen aldrig bliver det medie, der overtager den offentlige debat - men at den får et langt liv som leverandør af baggrundsstof og basisviden om ALT, hvad mennesker på denne jord kan tænkes at interessere sig for.

fredag den 22. august 2014

Krondiamantbryllup - en fed fest

De første gik under bordet efter en time.

Hva så? Var det en fed fest, du var til i går? spurgte flere kolleger med et lidt skævt grin i dag. Jeg havde været til mine svigerforældres krondiamantbryllup i Esbjerg, og der er ikke meget rock og body-tequila over den slags arrangementer.

En særlig dag
Men det var en fed fest. Vi kørte glade hjem fra Esbjerg og vil huske dagen som noget særligt.
65 års bryllupsdag er i sig selv utroligt. Tommy Seebach og Meryl Streep blev født det år, Oda og Hans blev gift. Mao grundlagde Folkerepublikken Kina, og NATO blev dannet. 1949 var også året, hvor det første nummer af Anders And & co udkom i Danmark.

Efterkommere fyldte festsalen
I Zions Kirke i Esbjerg blev den 21-årige Oda fra Thyborøn gift med den tre år ældre fisker Hans fra Fjaltring. Et halvt år efter blev den lille John født, og i går kunne efterkommerne fylde den store sal i Restaurant Sydvesten på havnen i Esbjerg. 4 børn, 10 børnebørn, 12 oldebørn - og så alle os svigerbørn i tre generationer. En herlig forsamling på 2-66 år. Et par stykker er gået på pension, det ældste barnebarn er fyldt 40, og det næste oldebarn ser dagens lys inden en måned.

Vi kommer allesammen
Hvis ikke det var for Oda og Hans, havde vi ikke været samlet. Børnebørnene har gennem flere år talt om at lave en fætter-kusine fest, og det er blevet ved snakken. Der er langt mellem Rødekro, Gedved, Aalborg og Amager.
Men når Oda og Hans holder fest - så kommer vi allesammen. Og vi hygger os.
Vi kunne alle sammen glæde os over de livlige drenge, der legede med traktorer på gulvet, mens der blev holdt taler og optrådt. Og vi kunne fortælle historier om oplevelser i sommerhuset i Grærup, hvor Hans har stegt helt usædvanligt mange fiskefileter. Og om lejligheden i Spanien, hvor vi også allesammen har været. I regnvejr.

Det er bare fedt - at snakke om, mindes og være med til. Og så får man ingen tømmermænd.

søndag den 17. august 2014

Tårnhøj gevinst


 Her skal vi op igen næste år. Og igen og igen og igen.

Den unge dame på billedet her er ikke bare min niece Kamille på 9 år.
Det er en kunstner og en vinder.
Ved hjælp af sine kunstneriske evner har hun netop vundet en tårnhøj gevinst, og da Kamille er et meget gavmildt menneske, har hun givet os 3/4 af præmien.

Fra ældgammel by til det høje Flade
Mens du venter i åndeløs spænding på en forklaring, får du lidt baggrund. Kamille bor til daglig langt fra rigets centrum helt ovre i den østlige udkant af landet i en ældgammel by, der hedder Roskilde. Om sommeren har hun brug for oplevelser, så hun fik lov at tilbringe 4 feriedage her hos os i Flade, som Frederikshavns højest beliggende lokalitet hedder.

Se landsdelen og spis is
En af dagene gik turen over til Cloostårnet, der rager over 60 meter op over Flade. Herfra kan man se det halve Vendsyssel, heriblandt vores ejendom. Det er sjovt og hyggeligt, og man kan købe is i kiosken.
Kamille og jeg tog hele pakken, og da vi sad på bænken og kæmpede os igennem isen, fik vi øje på en postkasse, hvor man kunne aflevere tegninger til en konkurrence.
Vi spurgte tårnpasseren, hvad det gik ud på og fik at vide, at man kunne aflevere en tegning og deltage i en konkurrence, som ville blive afgjort i august.

Er det ikke spændende? Der kommer mere nu.

Madpakker slog tiden ihjel
Dagen efter skulle Kamille slå en halv time ihjel, mens jeg smurte madpakker til en udflugt, så jeg foreslog hende at lave en tegning. Den skulle selvfølgelig forestille Cloostårnet. Det gjorde hun lidt for hurtigt, så jeg fik hende til at tegne os og vores cykler på.
Bummelum, så var den fin og færdig, og det var madpakkerne også. Så vi satte snor på Bertha og gik over til det kære tårn med kunstværket.

Forbløffelse i Roskilde
Kamille havde skrevet navn og adresse og sin fars mobilnummer bag på tegningen, og Gregers blev vist lidt forbløffet, da der en dag i starten af august ringede en tårnvenlig dame fra Frederikshavn og fortalte, at Kamille havde vundet i tegnekonkurrencen.
Kamille og jeg blev stolte. Glæden blev endnu større i dag, da vi modtog et postkort med en beskrivelse af præmien: 4 sæsonkort til Cloostårnet i 2015, 1 nøglering og et par flotte sten. Sådan.

Bare det snart bliver 1. maj
Kamille har beholdt det ene sæsonkort og gavmildt skænket os de tre andre.
Nu kan jeg næsten ikke vente til 1. maj 2015, hvor den nye tårnsæson starter. Vi skal bare drøne op og ned ad den elevator hele sommeren.


tirsdag den 12. august 2014

Derfor skal din kommune spare

I de kommende måneder skal en række kommuner igen igennem en stor sparerunde: Mindre rengøring hos de ældre, lukning af skoler og børnehaver og mindre tilskud til det lokale kulturliv.
Jeg kan love dig, at de byrådsmedlemmer, som skal træffe beslutningerne, ikke glæder sig. De stillede ikke op til valget i november for at forringe servicen.

Visions- og hjerteløse?
Og de vil blive mødt af demonstrationer, sure læserbreve og desværre også ondskabsfulde Facebook-opslag. De vil blive kaldt visionsløse og hjerteløse, og de vil få at vide, at de er ude af trit med virkeligheden og styret af embedsmændene.
Ingen af delene er rigtige.
Din kommune skal spare, fordi der bliver færre indbyggere, som betaler skat og flere, der modtager hjælp og ydelser fra kommunen. Det gælder en lang række kommuner, som ligger langt fra de større byer.
De unge flytter til København, Aarhus, Odense og Aalborg, og der bliver de boende, når de har fået deres uddannelse. Eller også flytter de til trekantsområdet eller Nordsjælland.

Færre indtægter og flere udgifter
Det betyder langt færre indtægter for kommunerne i Sønderjylland, Vestjylland, Vendsyssel, det meste af Fyn, Lolland-Falster samt  Syd- og Vestsjælland. De gamle bliver derimod boende, og der bliver flere af dem end tidligere af den glædelige grund, at de er sundere end deres forfædre. Danskerne bliver ældre end tidligere.

Det sker i hele Verden
Alt det kan dit byråd ikke gøre noget ved. Det er en global tendens. Urbanisering hedder det, og det betyder på jævnt dansk, at folk rykker ind til de store byer og centrene omkring dem, mens der bor færre og færre på landet.
Det sker i Indien, Kina, USA, Rusland, Sydafrika, Tyskland, Danmark og næsten alle andre lande. Og det kan selv den mest visionære lokalpolitikere i de ramte områder ikke forhindre. Selv om de både bygger et ungdomshus og et kulturcenter, flytter de unge og meget få af dem vender hjem igen.

Fedtet er skåret væk
For de fattige kommuner er der kun ét at gøre: at spare på udgifterne. Og det er ikke et fedtlag, der skæres væk. Det er sket for længst.
Det er kerneopgaverne, kommunerne bruger færre penge på. Og det er dem allesammen. Ofte hører man i debatten om for eksempel sammenlægning af børnehaver, at kommunen må spare andre steder. Her er svaret, at det gør kommunen også.

Det nye borgersyn
Er det så bare én stor jammer? Nej, for de stadige besparelser tvinger kommunerne til at tænke nyt, og det behøver ikke at være dårligere. Overskriften hedder "det nye borgersyn", og idéen er at give borgerne ansvaret tilbage for deres eget liv. Kommunen skal ikke stille med penge og hjælp hver gang, vi oplever et problem, men gerne med råd, støtte og i sidste ende måske lidt penge.
Jo bedre, jeg kan klare mig selv, jo mere tilfreds er jeg. Og jo mindre udgift har kommunen. Det er filosofien, og den er rigtig nok i teorien, men det kræver et langt sejt træk at nå derhen.

Længst muligt i eget liv
Det kendte eksempel er på ældreområdet, hvor Fredericia Kommune gik forrest. Når ældre ikke længere kunne klare rengøring eller madlavning, hjalp kommunen dem med at træne sig op til det igen. Det gav en bedre hverdag for mange ældre og færre udgifter for kommunen, og den metode er nu overtaget af de fleste danske kommuner. Metoden kaldes længst muligt i eget liv.

lørdag den 9. august 2014

Ligegyldigt forslag - der virker

Det vigtigste, Venstre har at byde på op til den nye politiske sæson, er et teknisk forslag om at justere på indkomstgrænserne for dem, der får arbejds- og opholdstilladelse i Danmark.
I praksis vil det formentlig ikke have nogen særlig betydning, men det synes heller ikke så vigtigt.

Udlændingepolitik vinder valg
Det egentlige formål er at at spille på regeringens store folkelige svaghed - udlændingepolitikken. Valg på valg har vist, at man vinder stemmer på en stram udlændingepolitik, uanset hvad indholdet i den måtte være.
Så det lægger Venstre op til at gøre igen. Og det ser ud til at virke endnu engang.

Uhyre snedigt
Forslaget er uhyre snedigt, for det udstiller den interne uenighed i regeringen. Hvis alt var frit, ville Socialdemokraterne formentlig verfe sagen af ved at erklære sig enig og forhandle en aftale på plads med Venstre. I praksis har forslaget nemlig ikke rigtig nogen betydning, så det skulle nok kunne gå.

Gift for de radikale
Men det er gift for de radikale. Som kompensation for, at de har fået lov at bestemme regeringens økonomiske politik, har de måttet acceptere en strammere udlændingepolitik, end de egentlig går ind for.
For de radikale er buen spændt til det yderste, og de vil ikke være med til den mindste lille symbolske stramning. Det ved Socialdemokraterne, som derfor bliver nødt til at afvise Venstres forslag.

Konfrontationsfløjen
Og så har Søren Pind og den øvrige konfrontationsfløj i Venstre opnået det, de ville: At få et godt stød ind imod deres politiske modstandere.
At de så i andre sammenhænge hylder globaliseringen, der bringer mennesker sammen på tværs af landegrænser, kommer ikke det smør ved.
Det handler ikke om at indrette samfundet så godt som muligt. Det handler om at bekæmpe en politisk modstander. Og der er udlændingepolitikken desværre fortsat et meget effektivt middel.

PS
De kritiske spørgsmål fra journalisterne til Venstre handler om komiske Inger Støjbergs udfald mod muslimer, men ikke mod substansen i forslaget. Venstre mener, at en kineser, der kommer til Danmark for at få et job til 350.000 kr. ikke ønsker at blive en del af det danske samfund. En amerikaner, der kommer hertil for et job med en løn på 225.000 kr. ønsker det derimod. Hvordan hænger det sammen?

søndag den 3. august 2014

Fire små overraskelser for cyklisterne

Jeg har skrevet det før, så du skal få det med færre ord denne gang: Tag cyklen næste gang, du besøger en storby. Du oplever byen meget bedre, og du får øje på en masse, du ellers ikke ville have set.

Her er fire billeder fra noget, vi var gået glip af i Stockholm, hvis vi havde ladet os nøje med gåben og offentlige transportmidler.

Her ser du et spændende boligbyggeri i et af den svenske hovedstads mange nye havnemiljøer. Her kunne de godt lære noget i København. Der er mere plads og mere liv ved vandet i Stockholm, end der er på Islands Brygge og i Ørestaden.


Så er vi i udkanten af en park på Kungsholmen. Under en af de store broer er der indrettet en lille skaterpark. Genial udnyttelse af pladsen, fine faciliteter for drengene og et hyggeligt og trygt sted.

Vi cykler videre på Kungsholmen i et område, der minder om Søerne i København. Pludselig dukker en flydende planteskole og café op. Den ligger på pontner ude i vandet. Vi må ind og have den næste kop kaffe. Vi gav 45 kr. for et lille glas jordbær men havde en lille stjernestund blandt krukker og smarte bornholmere.




Vi slutter i Hagaparken, 3 kilometers cykeltur fra centrum. Der er en klassisk engelsk park, som Gustav III fik anlagt for over 300 år siden. Han ønskede, at der skulle være overraskelser undervejs, og her er en af dem - et hus beklædt med facade som et romersk hærtelt. Indeni er der en café og et lille museum. Blandt parkens øvrige overraskelser er et kinesisk tempel.

Stockholms bycykler
Til slut ganske kort om Stockholms bycykler. Du køber et kort til 165 svenske kr. - for tiden er det 135 danske kr. Så har du adgang til cykler i 3 døgn. De står i 100 stativer rundt omkring i byen. Du tager en cykel, kører i op til 3 timer og sætter den i et stativ igen. Så kan du tage en ny cykel i op til 3 timer. Du skal ikke bekymre dig om lås, og får du en cykel, der er i stykker, tager du bare en anden.
Se mere på www.citybikes.se

onsdag den 30. juli 2014

Jeg - nu en sur gammel mand


Sure gamle mænd er en betegnelse for Jeronimusser, der beklager sig over sprogets sørgelige udvikling og unge menneskers stavefejl

Sådan én vil jeg ikke være. Og det blev jeg så forleden. Her er historien, og bagefter forsvarer jeg mig.

Jeg fik et nyhedsbrev fra Fabiola. Hun har en fin ugentlig podcast, hvor vidende og engagerede mennesker giver gode råd om personlig udvikling. Den hedder Fabiola Share og er værd at prøve.

Faldgrupper
I emnefeltet stod der "Sådan finder du dine stærke sider - og faldgrupper!"
Er minut senere modtog Fabiola en mail fra mig, hvor jeg gjorde opmærksom på, at det staves faldgruber. Jeg forklarede, at det kommer fra ordet grube, en hule eller en fælde.
Fabiola kunne ikke lige se fejlen, så jeg måtte forklare mig igen, inden hun takkede næsten helt overstadigt.
Jeg var allerede træt af mig selv, men jeg vil da gerne forsvare min lange sproglige pegefinger.

Den røde tusch
Vi bruger sproget for at gøre os forståelige over for hinanden. Hvis du skriver gjordt, norsker eller bolche, er det en stavefejl, men modtageren forstår godt, hvad du mener. Så er det kun sure gamle mænd, der farer frem med den røde tusch.

Men faldgrupper er ikke så nemt at forstå. Især ikke for de mange, der ikke kender ordet faldgruber. Er det en faldskærmsklub eller nogle samtalegrupper for misbrugere? At en faldgruppe skulle være en fælde er i hvert fald svært at gætte. Så det er dårligt sprog, og dermed værd at rette.

Fabiola bør ikke falde i den snare igen.

mandag den 21. juli 2014

Sådan blev Nulskrald født

Ophavsmanden til Nulskrald
har her fotograferet Marianne Jelved

Marianne Jelved er den indirekte årsag til, at Nulskrald eksisterer. Det har ingenting med Kulturministeriet at gøre, og Marianne Jelved har aldrig beskæftiget sig med affaldsområdet. Alligevel spiller hun en helt afgørende rolle for Nulskrald, som på få år har udviklet sig til et brand i affaldsbranchen - og som nu har fået sin egen forretningsfører, Henrik Riisgaard.

Historien startede i Messen i Tankegang, vistnok i starten af 2012. Marianne Jelved, som er valgt i Nordjylland og på det tidspunkt var gruppeformand hos de radikale, besøgte min kollega Casper.
Hun nævnte flere gange, at hun gerne ville hjælpe med at aktivere kontakter, hvis vi havde et godt projekt, som kunne gavne Nordjylland.

Torben frisk på en god idé
Da jeg kom ind ad døren, blev jeg hidkaldt, og Casper spurgte, om jeg havde et projekt, Marianne Jelved kunne hjælpe med. Det talte vi løst om, og jeg kom til at love, at jeg nok skulle finde på et eller andet. Min første indskydelse var, at Torben Nørgaard hos AVV - Affaldsselskabet for Hjørring og Brønderslev - nok var frisk på en god idé.

Uden nærmere plan satte jeg mig om aftenen til computeren og begyndte at skrive. AVV og Tankegang stod der på øverste linje, og så gik jeg i stå. Det skulle være et ambitiøst projekt, som skulle sætte en ny dagsorden. Første indfald var "stop affald", og efter en tur igennem sprogcentret blev det til Nulskrald.

Så piblede ideerne frem, mens fingrene strøg hen over tasterne. Det blev et meget langt dokument efter mine standarder: Halvanden side.




Møde i Miljøstyrelsen
Dagen efter ringede jeg til Torben og fortalte om Marianne Jelveds besøg og mine tanker om Nulskrald. Han syntes, det lød spændende og jeg sendte ham mit notat. Få uger efter var AVV med, og med Marianne Jelveds hjælp fik vi sat et møde i stand i Miljøstyrelsen.

Spændende og skuffende. De venlige folk sagde i første sætning, at alle nye initiativer på affaldsområdet blev regnet igennem i Finansministeriet. Hvis ikke, der var økonomi i dem, blev de ikke gennemført. Det var få måneder inde i Ida Aukens tid som minister. Jeg fornemmer, at det siden blev anderledes.

Marianne Jelved stillede op til endnu et møde,, og her foreslog hun at tage kontakt til Aalborg Universitet. Hun ville gerne formidle kontakten via rektor Finn Kærsdam. Det blev starten på en meget inspirerende tænketank mellem AVV, Tankegang og Aalborg Universitet - og på et forpligtende samarbejde mellem universitetet og AVV.

Hvad har du tænkt?
Men penge til Nulskrald havde vi stadig ikke. Ud på efteråret besluttede vi at gå i gang med det beskrevne pilotprojekt. Alle arbejdede gratis og AVV betalte de faktiske omkostninger.

Det videre forløb kommer jeg ikke ind på her, men jeg vender lige tilbage til mit notat. Når vi sad på møder og planlagde, lænede folk sig tilbage og kiggede på mig. "Hvad har du tænkt, vi skal gøre her?" Forbløffende tit stod svaret i notatet.

Det var lidt syret, for jeg havde bare lavet et par sider, fordi Marianne Jelved havde været på besøg.

mandag den 14. juli 2014

Borgerfjendsk.dk

 Resultatet af mine ærgrelser

Hvis jeg er lidt for gemytlig, skal jeg bare forsøge at bestille noget på nettet hos det offentlige. Så kommer jeg lynhurtigt op i det røde felt.
Her til formiddag ville jeg som lovlydig borger bestille et blåt sygesikringsbevis. Selv om jeg er arg modstander af det. Hvorfor i hhh skal man have et særligt blåt kort for at få hjælp i et andet EU-land? Kan de ikke lægge oplysningerne i det gule, så vi er fri for at have 2? Det er borgerfjendsk.

Digital post
Og det er tjenesten også. Jeg starter på borger.dk, hvor det største og mest dominerende element er tilmelding til digital post. Jeg har haft e-boks i 10 år vil jeg tro, så det er ikke lige aktuelt. Men efter en del søgen på siden finder jeg et lille diskret log-on oppe i højre hjørne.

Velkommen til Java-cirkus
Så starter det sædvanlige Java-cirkus. Jeg skal aktivere den applet, som jeg mange gange tidligere har bedt om at få automatisk aktiveret. Jeg skal to gange sige ja til at køre det program, som jeg mange gange tidligere har bedt om, at den kører automatisk, og så kan jeg ikke taste mit personnummer ind. Jeg skal først opdatere siden.

De bruger cpr!
Så slipper jeg ind og får en advarsel om, at borger.dk vil bruge oplysninger fra cpr. Det skal jeg acceptere, før jeg kan gå videre. Borgerfjendsk tidsspilde. Selvfølgelig bruger de oplysninger fra cpr - det er jo derfor, jeg er logget ind.
Jeg søger lidt rundt på menuerne men kan ikke lige finde et link til det blå kort. Det er ellers en massiv oplysningskampagne, staten fører for at få os til at bestille kortet. Det viser sig senere, at der er et banner i bunden af siden.

Intet blåt i Frederikshavn
Men jeg logger ud og prøver i stedet på Frederikshavn Kommunes hjemmeside. Her leder jeg efter det blå kort, men det eksisterer ikke. Der er heller ikke noget link fra forsiden, men under selvbetjeningsmenuen finder jeg "EU-sygesikringskort - bestille nyt". Den prøver jeg, og efter at have logget ind, får jeg en blank side, der står og arbejder.

En tredje hjemmeside
Jeg roder i papirkurven og finder den kuvert, som det gule kort lå i. Der var en reklame på forsiden for det blå. Her er der en tredje hjemmeside, nemlig huskdetblå.dk. Det prøver jeg så og finder hurtigt bestillingen. Det går selvfølgelig via borger.dk, men jeg kommer højst overraskende direkte ind på den side, hvor jeg kan bestille det blå kort. Jeg trykker på den store grønne Start-knap, og får et par minutter efter en fejlmelding om, at Firefox ikke kan åbne siden.

Vi beklager
Tilbage på menuen ser jeg en besked oppe i højre hjørne om, at der for halvanden time siden var problemer med at bestille et blåt kort. Vi beklager.
Ja, det gør vi.

onsdag den 9. juli 2014

20 sekunder, der gjorde min dag god

Her til formiddag tikkede en lille hilsen ind på min mail.
Tre linjer fra en mand, jeg har gennemført et lille fint projekt med her i foråret.
Han ville bare ønske mig og min familie og en god sommer og sige tak for samarbejdet om projektet.
Mere skulle der ikke til for at redde hele min dag. Det var da helt usædvanligt sødt af ham, sådan lige ud i den blå luft at sende sådan en hilsen. Jeg kender ham kun fra det ene projekt, hvor vi var sammen to gange og talte i telefon et par gange.

20 sekunder
Jeg blev rigtig glad, og sendte straks en hilsen tilbage. Og jeg gik hen og fortalte det til en kollega og har siden fortalt det til flere andre.
Det har nok taget 20 sekunder at skrive den lille hilsen til mig. Men jeg har glædet mig over den hele dagen. Og nu fortæller jeg om den til 20 andre.

Små sensationer
Der skal så lidt til for at glæde andre. En uventet hilsen, et smil, et brev eller en opringning om ingenting.
Ja, jeg vidste det godt i forvejen, og det gjorde du også.
Men nu ved vi det lidt mere.

onsdag den 2. juli 2014

Forferien er i gang

En arbejdsdag i ferietiden endte
 på udsigtsbænken sammen med disse to dejlige damer

Selv om jeg først holder ferie om halvanden uge, er jeg allerede gået lidt i gang.
De første to uger af skolernes sommerferie er noget helt særligt hjemme hos os. Solle har fri, mens jeg arbejder. Det er næsten en halv ferie.

Afslappet
Jeg står senere op end normalt, er mere ude sent om aftenen og er langt mere afslappet med tiden. Vi behøver ikke at spise på et bestemt tidspunkt, og Solle har ordnet en masse små praktiske ting derhjemme, uden at have alt for travlt (håber jeg)
Der kan godt være travlt på arbejde, og det her skriver jeg i Middelfart, fordi jeg skal til et par møder i Sønderjylland i morgen tidlig. Men det føles alligevel som en mere afslappende tid end den normale hverdag.

Stener 20 år
Tirsdag morgen gik der lidt for meget ferie i den. Jeg havde aftalt et møde i Tankegang kl. 8.30, og så var der ingen grund til at sætte vækkeuret. Jeg sov sødt til kl.7.53, og så legede jeg lige 20 årig: Op, vand i hovedet, voks i håret, tøj på, børste tænder og ud på cyklen - afsted på arbejde kl. 8.02. Jeg var der i god tid inden gæsten og havde en dejlig dag, hvor Solle og jeg var på indkøb og spiste sammen i en udvidet frokostpause.

Intelligente væsener
Dagen sluttede på udsigtsbænken, som en af naboerne har sat op på en skøn plet, hvor et bakket landskab bølger frem for blikket. Der går et par heste, som ser ud til at nyde livet.
Så skulle pokker da stå i, at vi intelligente væsener ikke gør det.
God sommer!

søndag den 29. juni 2014

Lobby-fiasko for aviserne

BUM! Her sluttede dagbladenes lobbykampagne uden resultat.

En langvarig og meget intensiv lobbykampagne faldt til jorden med et ordentligt brag, da kulturminister Marianne Jelved (R) her i ugen præsenterede det såkaldte medieforlig. Jeg skriver såkaldt, fordi det i realiteten er et licensforlig.

Masser af opmærksomhed
I over et år har dagbladene og deres forening Danske Medier kæmpet for at stække og svække DR. De har lavet rapporter og eget medieudspil, de har opsøgt mediepolitikerne - mange gange - og de har sprøjtet debatindlæg og kronikker ud.
Det lykkedes for dagbladene at skabe meget opmærksomhed om deres sag, og gennem mediedækningen kunne man få indtryk af, at licensforhandlingerne måske kunne blive starten på enden for DR som den førende danske medievirksomhed.
Sådan gik det ikke. Slet ikke.
DR mister ganske vist 75 mio. kr., men det skyldes alene en vækstpakke, der fritager virksomheder og institutioner for at betale licens.

DR på alle platforme
Men forligspartierne slår fast, at de ønsker et stærkt DR, som er på alle platforme. DR skal være tilgængeligt for danskerne, uanset hvilken slags apparat, de foretrækker. DR skal også lave mere regionalt stof.
Det med platformene var netop Danske Mediers kæphest. De ønskede at begrænse DRs og TV2 regionernes nyhedstjeneste på nettet, fordi den konkurrerer med dagbladene. Logikken er, at aviserne skal tage betaling for indhold på nettet for at overleve, og så er det konkurrenceforvridende, at man bare kan få det gratis på de licensfinansierede mediers sider.
Den køber politikerne ikke.
De mener simpelthen ikke, at DR er skyld i avisernes problemer. Aviserne bliver ikke reddet, fordi der er færre nyheder på DRs hjemmeside, siger både Venstres og Socialdemokraternes medieordførere.

Alle partier er med i fire år
Og nederlaget til aviserne er større end som så. For alle Folketingets partier er med i forliget. Danske Medier har ikke en gang en højtråbende ven i Liberal Alliance. Til overflod er der tale om en fireårig aftale, som altså rækker mindst halvvejs ind i næste folketingsperiode. Så det er et enigt Folketing, der står bag ønsket om at et stærkt, licensfinansieret DR leverer public service til danskerne. Avisernes drømme om at få indirekte del i licensmidlerne og om at begrænse DRs indflydelse er overhovedet ikke på dagsordenen længere.
Den eneste lille kattelem er en formulering i forliget om, at DR og Danske Medier skal søge bedre samarbejde, så DR-stof kan bruges i aviserne og aviserne kan blive eksponeret bedre i DR. Det rykker ikke ved det grundlæggende, men det er da meget fornuftigt.


tirsdag den 24. juni 2014

Løbeturen er en ven

Smil på efter en dejlig løbetur

I går morges holdt jeg møde med en kunde, som bare MÅTTE starte med at fortælle om weekendens store oplevelse. Sammen med 1600 andre havde han deltaget i motionsløbet Coast to Coast fra Skallerup Klit til Palmestranden i Frederikshavn.
Løbet starter, når solen går ned  på Vestkysten og slutter, når den står op igen over Kattegat. I nattens løb er en række landsbyer klar med deres helt egen gæstfrie modtagelse af de mange løbere og cykelryttere.

For meget gas
Det lød rigtig fristende, og jeg må finde en makker, så jeg kan være med næste år. Det er flere år siden, jeg har deltaget i et motionsløb, for jeg har nemlig et alvorligt psykisk handicap. Jeg kan ikke lade være med at give den alt for meget gas, når jeg er til et rigtigt løb.
I Coast to Coast gælder det oplevelsen, samværet og den specielle oplevelse, mens tiden er ligegyldig. Mange nyder endda et glas vin ved flere af de indlagte depoter.

Luksustid
En løbetur skal være en ven, ikke en fjende. Selvfølgelig kan det være hårdt ind imellem, men helt grundlæggende skal det være en fornøjelse at løbe en tur. Det er luksustid, hvor man rører sig, tænker store tanker eller eventyrlige dagdrømme, og hvor man oplever naturen og ens egen krop.
Når man har lært sig selv op, er løbeturen en ren lise. Oven i kommer man i bedre og bedre form, og det kan så ende med at blive et problem.
Så får man ambitioner om at løbe en halv eller en hel maraton på en bestemt tid, og så træner man mere og mere og hårdere og hårdere. Det kan være skønt i en periode, men de hårde træningspas bliver en belastning, både fysisk og mentalt. Jeg har prøvet nogle gange at skulle sparke mig selv bagi for at komme afsted på en 30 kilometers tur for at komme i form til et maratonløb. Det kan faktisk være en mental belastning.

Over gevind
For nogen løbetosser går det over gevind. De skal bare træne hårdere og hårdere, og de får den fikse idé, at de skal løbe en eller flere gange hver dag. Det er usundt for en normal krop, og det tager magten over folks tilværelse.
Så er løbeturen ikke længere en ven.
Vi andre får lidelsen i moderat grad, når formkurven går opad. Så begynder vi at give den for meget gas og få lidt for høje ambitioner. Når man som jeg har løbet i 30 år regulerer det helt sig selv, for der kommer simpelthen en skade, hvis jeg farer for hårdt frem.
Måske skulle jeg begynde at lede efter hyggelige løb som Coast to Coast. Det tror, at jeg vil. Jeg skal bare liiige i lidt bedre form.

mandag den 16. juni 2014

Hurra for Rejsekortet

 Et skønt stykke plastik

Der er nok at brokke sig over, hvis ikke man har rigtige problemer. Et af de største hit i Danmark er Rejsekortet som lider under massiv og elendig presseomtale.


Tid at spare i toget
Det kan jeg ikke rette op på, men jeg fortæller gerne om min glæde ved det lille stykke plastik. Jeg kører med tog ca. en gang om måneden, når jeg skal steder hen, der ikke ligger alt for langt væk fra en station. Toget tager længere tid end bil, men der er alligevel tid at spare for mig. Jeg kan nemlig sidde og arbejde, mens vi bumler afsted. I bilen kan jeg ikke producere noget, kun ordne telefon-arbejde.


Ingen stress
For mig er Rejsekortet genialt. Jeg køber en pladsbillet via DSB-appen på telefonen, og så er billetten fikset. Ikke noget med at købe og betale billet via en computer og printe den ud - for slet ikke at tale om at stresse ned på stationen og købe billet. Der står altid en udenlandsk turist eller en gammel dame i køen foran, som skal have alting forklaret fire gange, og så er man sekunder fra at komme for sent.
Ofte skal jeg videre fra toget med bus eller S-tog. Der finder jeg ruten på rejseplanen, og så bruger jeg igen Rejsekortet som billet.
Det fungerer hver gang uden problemer, og jeg kan finde de togbilletter, Tankegang skal refundere, inde på min side på Rejsekortet.


Et virvar af klippekort
Især hovedstadsområdet er det en lettelse. Tidligere havde jeg et virvar af klippekort og kunne aldrig finde ét, når jeg skulle bruge det. Så lå det i en anden jakke eller taske. Jeg kunne heller ikke finde ud af HTs zonesystem, så jeg tog det antal klip, jeg selv synes var passende, og så forberedte jeg mig på at fortælle en kontrollør, at jeg var fra Frederikshavn.
Det kunne godt være lidt nervepirrende for en lovlydig person som mig at rejse med 6 klip til Høje-Taastrup, uden at vide, om der skulle 7 eller 9 til.
Nu bruger jeg bare Rejsekortet som holder fint styr på zoner og priser.



Én app ville være endnu bedre
Alt kan forbedres. Det ville selvfølgelig være endnu nemmere, hvis Rejseplanen og Rejsekortet var en fælles app - og hvis jeg også kunne købe pladsbilletter derfra. Det kommer nok en dag.
Indtil da glæder jeg mig over en let og velfungerende løsning, hvor jeg altid har en tog- eller busbillet i min pung.