søndag den 30. december 2007

Det store fyrværkeri

I aftes var vi nede i byen, og det var ærligt talt en lidt larmende oplevelse. Der blev fyret raketter og andet fyrværkeri hele aftenen. Vi bor jo ved mark og skov, så den slags narrestreger oplever vi kun nytårsaften. Men vores værter fortalte, at det har stået på hele december, og at en af de mest ivrige raketskydere er deres nabo, ejendomsmægleren.
Så kom vi til at diskutere drenges fascination af krudt og raketter. Små og store drenge. Da jeg var barn, købte vi nogle ulovlige kinesere i en sportsforretning, og der var nogle år, hvor jeg gik meget op i det. Til gengæld fusede det hurtigt ud, og i dag har jeg helt mistet interessen.
Jeg er ikke spor forarget. Det er altid dejligt at se glæden og begejstringen i andres ansigter, også selv om den gælder noget så ligegyldigt som store raketter. Det er jo harmløst.
At folk vil spendere hundredevis af kroner på det, kan heller ikke bringe væsker i kog hos mig. Vi bruger alle sammen penge på fjollede ting, som giver kortvarig glæde. Selvfølgelig er det mere fornuftigt at give 300 kr. til en ged i Afrika end til 2 gigantiske raketter, men hvis vi skal føre den diskussion til ende, er jeg ikke et hår bedre end andre.
Jeg gider ikke moralisere over andres valg, så længe jeg ikke kan forsvare mine egne helt til bunds - og det kan jeg heldigvis ikke.
For jeg kan vældig godt lide nytårsskyts. Nytårsaften kl. 24 spadserer Solle og jeg 500 meter østpå hen til bakken, hvor vi har en pragtfuld udsigt ud over Frederikshavn. Her står vi og nyder det fantastiske syn af de tusindvis af raketter, som gavmilde glade drenge i alle aldre futter af nede i byen. De kan se deres egen og naboens raket - vi kan se dem alle sammen på 1 gang. Det er en kaskade af farver, former og brag - en eksplosion af livsglæde og håb om, at det nye år bliver sprudlende, festligt og fornøjeligt.
Hvis alle var lige så nærige, kedelige og frelste som mig, så blev der ikke fyret én raket af i Frederikshavn. Og så havde vi ikke den gratis fornøjelse henne på bakken.
Derfor siger jeg godt nytår og på forhånd tak for indsatsen til de mange venlige sponsorer i den farvestrålende by.

onsdag den 26. december 2007

Motiver, handlinger og konsekvenser

Så blev jeg færdig med andet bind af Blekingegadebanden. Det er helt vemodigt at lukke en god bog og tænke på, at man ikke skal opleve den igen.
Den stærkeste oplevelse her var små beretninger og korte udsagn fra nogle af ofrene for bandens røverier. Adskillige mennesker har fået ødelagt deres liv eller er blevet mærket for livet, fordi de tilfældigvis har været på arbejde den dag, Blekingegadebanden begik et af sine røverier.
Det ultimative er selvfølgelig den unge betjent, som mistede livet, men i kølvandet på ham følger andre svære skæbner. Hans mor har siden været haft mareridt hver nat, og hendes liv er ødelagt.
Der er mange andre. Oplevelsen af at stå og kigge ind i et pistolløb invaliderer mennesker rent psykisk. En vagtmand på Købmagergade Postkontor kom aldrig mere på arbejde efter røveriet. Han blev sygemeldt, afskediget og alvorligt psykisk syg. Manden blev fritaget for at vidne i retten, også da den schweiziske røver blev dømt fire år senere.
Stemmen i bogen - en af røverne - erkender i 2007, at de lidelser, som banden påførte andre mennesker ikke stod mål med udbyttet. Han erkender i det hele taget, at deres sag var forfejlet.
Men han fortryder ikke. Han følger en avanceret og noget verdensfjern logik, som siger, at bandens handlinger var rigtige for medlemmerne, da de begik dem. Bagefter kan de se, at det var galt, men det fører ikke til fortrydelse.
Motivet til de farlige og voldelige røverier var at skaffe penge til palæstinensiske terrorgruppe PFLP, som brugte midlerne til at slå andre mennesker ihjel med. Bagved lå der det, som alle involverede forhåbentlig opfattede som en god sag.
Intet kan forsvare Blekingegadebandens handlinger. Intet.
Men i hverdagen oplever vi masser af situationer, hvor vi har de gode motiver, men kommer til at udføre handlinger, som får uheldige konsekvenser. Vi kan såre hinanden med en uoverlagt bemærkning eller ved mange af slagsen. Bagefter kan vi reparere ved at forklare, at vi ikke mente det sådan, og det går som regel godt.
Men prøv at tænk tilbage på konflikter, du har været involveret i. Tænk på, om de involverede har haft motiv til at såre hinanden - eller om de bare er kommet til det.

lørdag den 22. december 2007

En lille gave og et stort smil

Ugens bedste oplevelse for mig var et besøg i Ringkøbing - Skjern Kommune i onsdags. Jeg skulle holde tre møder på rådhuset i Ringkøbing, men der var også lidt tid til overs, så jeg kunne gå rundt og ønske folk glædelig jul.
Tirsdag aften spurgte jeg Solle, hvad jeg kunne give de gode vestjyder, og hun foreslog straks, at jeg fik lavet en lækker kurv med slik og frugt, så jeg kunne byde alle et lille stykke mundgodt.
Lotte nede i Tankegang organiserede kurven på et kvarter, og jeg lagde nogle af mine visitkort til folk på rådhuset, der ikke kendte mig.
I løbet af eftermiddagen var jeg vel rundt og dele ud til 75 mennesker, og det blev en kæmpe succes.
"Må man have lov at ønske glædelig jul?", sagde jeg med et smil, og så fik jeg et kæææmpe smil tilbage fra hver og en. Folkene fra planafdelingen sad og julehyggede med æbleskiver - de var simpelthen ellevilde.
Jeg ved ikke, om det er god markedsføring af Tankegang, for jeg fik ikke fortalt ét ord om firmaet. Men det var en pragtfuld oplevelse. Så mange store smil på så kort tid - det er altså en indsprøjtning, der virker.
Denne historie har en kedelig finale. Da jeg satte mig ud i bilen, var jeg som det fremgår i superhumør. Jeg satte kurven på gulvet foran passagersædet og havde overskud nok til ikke at forgribe mig på de søde sager. Jeg ville være hjemme ved 19-tiden, hvor Solle havde kylling og stegte kartofler klar. Desværre var der sket et færdselsuheld nord for tunnelen ved Aalborg, så jeg måtte snegle mig ind igennem den nordjyske hovedstad. Det kostede en times forsinkelse og så brast mine gode intentioner om at holde fingrene væk fra slikkurven. Du kender det sikkert godt: Når først man har syndet, kan det være lige meget - så karameller og chokolade nærmest fløj ned i truget, mens fodgængerne overhalede mig i Nørresundby.

søndag den 16. december 2007

Komik i kirken

Præster og biskopper har vi altid måttet gøre nar af. Men det er der ingen grund til - de klarer det fint selv.
I de seneste uger har vi været vidne til et forrygende satireshow fra Viborg Stift, hvor 10 mandlige præster har kæmpet for retten til ikke at give deres kvindelige kolleger et håndtryk, når en ny præst bliver ordineret.
Sådan en præsteindsættelse er ikke ligefrem noget tilløbsstykke. Der kommer alle de officielle gæster, familien og så de trofaste sognebørn + i heldige tilfældige en fotograf fra den lokale avis. Hvis de mandlige præster nu havde holdt deres bøtte, ville vi andre ikke have opdaget, om der kom et håndtryk mere eller mindre. Men nu skulle den altså have gas.
De 10 mænd henholder sig til nogle breve, en af Jesu' venner Paulus skrev for ca. 1975 år siden. Jesus var faret til himmels, og så havde hans menigheder rundt omkring kun Paulus at støtte sig til, når de skulle afgøre, hvad Gud mente om den ene eller den anden sag. Paulus skrev nogle breve til menighederne, og de er senere blevet en del af Det nye Testamente.
Ifølge den samme bog brugte Jesus en stor del af sin tid på at tage afstand fra de skriftkloge, som hele tiden skulle udlægge teksterne og slå folk i hovedet med formaninger. Ikke desto mindre har præster lige siden ophøjet Paulus' skriverier til kristen lære.
Og i et af brevene skriver den gode mand altså, at kvinder ikke kan være præster. Det er humor af høj klasse, at nogen her i 2007 kan argumentere for den slags med henvisning til et brev, der er næsten 2000 år gammelt.
Men der er flere vitser i Viborg. Når mændene i de sorte kjoler ikke vil trykke hånd, er det endnu en spidsfindig fortolkning af teksterne. De vil nemlig gerne give deres kvindelige kolleger hånden, både i og uden for kirken. De vil endda gerne gøre det til en præsteindsættelse.
Eneste krav er, at biskoppen omfortolker håndtrykket. Ifølge en forklaring, jeg hørte i radioen forleden, betyder håndtrykket nemlig en anerkendelse af kollegaen som præst. Hvis biskoppen i stedet bestemte, at håndtrykket betød "goddag" eller noget andet uskyldigt, ville præsterne gerne stikke næven frem til en kvinde i en sort kjole.
Vi lever i et rigt samfund, når så lille et problem kan blæses op til at fylde så meget. De kære præster må da have sognebørn, som har større problemer end fortolkninger af mørnede breve fra Palæstina.
Eller også har de simpelthen bare en ubændig trang til at underholde den danske befolkning. Tak for underholdningen. Vi ser frem til næste sketch.

tirsdag den 11. december 2007

Diskriminerende humor

Jesper Klein har haft stor indflydelse på min holdning til humor. I et Klydeshow forklarede han, at det var SÅ synd for grønlænderne. De blev diskrimineret i Danmark, fordi de var de eneste, vi ikke måtte gøre nar af.
Præster, direktører, blondiner, tykke, tynde, kloge, spejdere, sportsfolk, skuespillere, politikere, københavnere, jyder, politibetjente og alle mulige andre må man lave grin med - men ikke grønlændere. Det var ifølge Jesper Klein rendyrket diskrimination.
I denne søde juletid er der igen løftede pegefingre imod humoren. I år gælder det DR2s julekalender Yallahrup Færgeby, som gør grin med 2. generations indvandrere, med fordomsfulde danskere og med velmenende tolerante danskere.
I den sidste gruppe er der folk, der har svært ved at se komikken. Jeg har opfattet det sådan, at de har 2 kritikpunkter:
1. Serien bekræfter de stereotype fremstillinger af 2. generationsindvandrere, som medierne i øvrigt tegner.
2. Serien forherliger et grimt sprog - det såkaldte perkerdansk.
Det er umuligt at argumentere imod. Af den simple grund, at det er umuligt at forklare, hvorfor noget et morsomt. De pågældende må have sat sig foran tv-skærmen med arme, ben og alt muligt andet over kors. Så er de heldigvis blevet bekræftet i, at voksenjulekalenderen er plat og primitiv - og det ER da ikke morsomt.
Hele argumentationen er forfejlet. Vi kan ikke tvinge de pågældende til at grine. Men de må ikke forfalde til at tingene for pålydende. Så er de ikke bare humorforladte - så manipulerer de simpelthen.
Humor og satire er ikke bare sjov. Det har en funktion. Det er et sprog, som vi kan bruge til at forstå nogle svære problemstillinger - eller en indgang til at tale om dem.
Hvor tit sidder man og drøfter integration i kaffepausen? Øøh - ikke hos os. Men vi taler ofte om noget sjovt fra tv, og når vi så er færdige med at grine om plathederne, kan vi begynde at reflektere over indholdet.
Nogen vil eller kan ikke forstå det sprog, der hedder humor. De vil ikke øve sig i det, og de ønsker ikke at forstå, at det har en funktion. Dem om det. Vi andre kan bruge det, og jeg synes personligt, vi gør det alt for lidt.
Der er masser at grine af og bagefter reflektere over. Det er da for eksempel hylemorsomt, at Jørgen Poulsen går rundt i 13 år og appellerer til velfærdsdanskernes dårlige samvittighed over vores overforbrug - og når lejligheden byder sig propper manden 750.000 Røde Kors kroner i sine dybe lommer.
Det er også ret sjovt, at vælgerne i Europas største land, Rusland, går til valg uden at vide, hvad de stemmer om. Det kræver virkelig en speciel humor at kalde det for demokrati, når man ikke ved, hvem af Putins mappebærere, der bliver præsident - eller om han selv vil være det, fordi han også har ret til at fortolke forfatningen.
Nej, lad os grine noget mere og lade være med at censurere humoren. Grønlændere, perkerunger og nødhjælpsbaroner fortjener, at vi allesammen frigiver den positive energi, der ligger i et godt grin.

onsdag den 5. december 2007

Fogh har Pia på begge sider

Så er regeringen afhængig af Pia på to sider. Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti vil have ældrechecks og stram udlængingepolitik og den partiløse Christmas-Møller vil bare have indflydelse. Det bliver spændende at følge regeringens balancegang i de kommende måneder og år.
Jeg græder tørre tårer over, at Pia Christmas-Møller nu gør livet sværere for regeringen. Det er en god nyhed for Danmark, at regeringen nu er tvunget til at søge brede flertal i stedet for altid at skulle spørge om lov hos Dansk Folkeparti.
Når det er sagt, er det efter min mening tæt på det uanstændige, at Pia Christmas-Møller forlader sin folketingsgruppe sølle 3 uger efter valget. Den uenighed, hun refererer til, opstod flere måneder før valget. Hvis hun ikke var enig med folketingsgruppen, skulle hun have meldt det ud. Det gjorde hun ikke på de konservatives landsråd og heller ikke i valgkampen.
Efter et flot valg mistede Pia Christmas-Møller posten som politisk ordfører og medlemskabet af gruppeledelsen, og så blev hun fornærmet og smækkede med døren.
Det er for sølle.
Vælgerne har stemt på hende som konservativ, og det arbejde må hun fuldføre. Hvis hun skifter holdning og bliver uenig med partiet, må hun naturligvis sige farvel. Men utilfredshed med manglende topposter - det er ikke en grund til at forlade den gruppe, man er valgt ind i. Så er man ikke holdspiller og arbejder ikke for den fælles sag.
Pia Christmas-Møller burde blive i gruppen og arbejde for at vende tilbage til partiledelsen. Hvis det ikke lykkedes og ikke var tilfredsstillende for hende, kunne hun lade være med at stille op til næste valg.
Demokrati er noget helligt, og vælgernes dom er uigenkaldelig. Den bør alle respektere. Vælgerne har bestemt, at Venstre, Dansk Folkeparti og konservative skal have flertal i Folketinget, og det er uheldigt, at Pia Christmas-Møller laver om på det, bare fordi hun er fornærmet.
Og så er det som sagt fedt, at VKO-blokken vakler.

søndag den 2. december 2007

Pas på den ukritiske journalist

En kritisk journalist- det er en værre baryler. Det er en journalist, der går efter struben på sine ofre, og som hele tiden laver negative historier. Sådan opfatter de fleste mennesker det.
Kun én ting er værre end den kritiske journalist: Den ukritiske journalist - mikrofonholderen, som man kan få til at lave en hvilken som helst historie uden at sætte spørgsmålstegn ved noget som helst.
Fra mit arbejde med kommuner hører jeg ofte folk beklage sig over negative journalister. Der findes embedsmænd, som konsekvent undviger pressen, fordi de er overbevist om, at alt hvad de udtaler til en journalist, bliver forvansket til en negativ historie. De samme mennesker fortæller med fråde om munden om den ene sag efter den anden, som en enkelt journalist eller en hel redaktion har manipuleret med. Selv har de ikke udtalt sig, og set udefra er det netop en af grundene til, at historien har fået en skæv vinkel.
Nok om dem.
De fleste kommuner er åbne over for pressen og er flittige til at informere - også om de sager, der ikke er gået helt efter planen. Her er det min erfaring, at politikere og embedsmænd helst henvender sig til de såkaldte kritiske journalister. Min udlægning er, at de kritiske journalister har en højere troværdighed end mikrofonholderne, og den vil kommunen gerne gøre brug af.
Det bringer mig til en af mine kæpheste - nemlig udtrykket kritisk journalistik. Jeg mener, det bliver misforstået.
Kritisk journalistik er at forholde sig kritisk - ikke negativt - til oplysninger og kilder. Hvis en kommune vil nedlægge en skole, er det ikke kritisk journalistik at lave en historie med folk fra lokalsamfundet, der protesterer. Tværtimod. Hvis forældregruppen bare får lov at plapre løs uden at journalisten undersøger påstadene, er der tale om en helt uansvarligt ukritisk journalistik. Den stortrives desværre.
Kritisk journalistik er at forholde sig kritisk til alle - især til magthaverne, men også til dem, der kritiserer magthaverne.
Målet for en kritisk journalist er ikke at finde nogen, der kan kritisere politikerne eller forældrene ved en sag som en skolelukning. Nej, målet er at finde frem til fakta i de påstande, som sagens parter fremfører. I mange tilfælde er det overhovedet ikke svært. Drejer det sig om en skolelukning, er de fleste interessante oplysninger offentligt tilgængelige. Det kan være fakta om skoledistrikter før og efter lukningen, om klassekvotienter, om økonomien, om den lukningstruede bygnings tilstand, om lærergruppens alder og naturligvis om befolknings-udvikling i det relevante område. Selv en uvildig reportage fra den skole, der skal lukke og den, der skal tage imod eleverne, vil kunne bringe spændende oplysninger frem til læsere, lyttere og seere. Og de kan bringe nye spørgsmål frem, som den kritiske journalist kan fordybe sig i.
Så en kritisk journalist er simpelthen bare én, der ikke laver automat-historier, men som forsøger at finde de fakta, der ikke lige fremgår af pressemeddelelsen. Det er nemlig med til at bringe debatten videre og belyse sagen i rette tid.
Danske kommuner vælter sig i spændende historier og projekter, som fortjener positiv omtale. Det får de automatisk, hvis kommunen selv gør en indsats. Men de fortjener også at blive udsat for kritisk journalistik.

søndag den 25. november 2007

Bjæsken glider ned

Bjesk er navnet på Vendsyssels brændevin. Det er Brøndums tilsat malurt og andre krydderurter. Stavet med æ er Bjæsken er et satirisk julehæfte, Vendsyssels eget svar på Svikmøllen og Blæksprutten.
Gennem nogle år har jeg været medarbejder på Bjæsken. Min tjans består i at skrive tekster fra Frederikshavn og omegn - at gøre lidt gemytligt grin med årets største begivenheder i Frederikshavn.
Søren Svendsen fra Tankegang er tegner til Bjæsken, og i år har vi lokket vores kollega Claus Højbjerg med. Han bor i Aalbæk og er sådan en slags lokalredaktør i Skagen for Bjæsken. Vi 3 har hygget os med at udvikle idéer sammen, og jeg synes godt, vi kan tillade os at være en smule stolte over vores arbejde. Der er i hvert fald en 4-5 virkelig gode historier, hvor tegning og tekst går op i en højere enhed.
Arbejdet bærer som bekendt lønnen i sig selv. Det passer næsten for Bjæskens vedkommende. Medarbejderne får en flaske bjæsk og 5 eksemplarer af hæftet, og så holder redaktionen en julefrokost i forbindelse med udgivelsen af Bjæsken.
Brændevinen har jeg hvert år med til julefrokosten i Solles familie. Flere af familiemedlemmerne holder meget af den tilsyneladende milde brændevin med den karakteristiske eftersmag. Vi får ikke tømt flasken, så jeg tager resten med hjem igen, og hvert år i slutningen af novemeber konstaterer jeg, at jeg ikke fik drukket sidste års bjæsk.
Selve hæfterne har jeg også lidt glæde af. Min far vil gerne følge lidt med i min verden, så han er en meget taknemmelig modtager af Bjæsken. Jeg plejer også at forære et eksemplar til min svigerfar.
Alt i alt en hyggelig juletradition - lige som Bjæsken i sig selv er. Vi i redaktionen siger til hinanden, at vi bider magthaverne i haserne, men vi ved også godt, at det ikke flytter noget. Vi gør godmodigt nar af politikere og erhvervs- og organisationsledere uden at være ondskabsfulde. Vi vil nemlig gerne have ofrene med til udgivelsen, og vi vil gerne omtale dem i næste års udgave.

fredag den 23. november 2007

Mange virksomheder ved ikke, hvad de ved

Overskriften er et af mange guldkorn, som professor Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen i Århus spredte ved et erhvervsarrangement i Det musiske Hus i Frederikshavn torsdag eftermiddag.
Hildebrandt har brugt sit liv på at uddanne cand. merc'er, dygtige forretningsfolk med blikket fast rettet mod bundlinjen. Men det er ikke tal og kolonner, der optager Hildebrandt. Det er viden og mennesker - de mangfoldigt intelligente mennesker.
- Vi skal ikke behandle folk som arbejdskraft. Det er noget, man køber. Vi skal behandle dem som mennesker. Vi skal sætte deres mange intelligenser i spil - ikke mindst de sociale, følelsesmæssige, musikalske og kreative. Ledelse går ud på at sætte mennesker til at tale sammen for at udvikle noget nyt, sagde Hildebrandt.
Han slog fast, at der fortsat vil være masser af industrivirksomheder i Danmark, men ikke dem der konkurrerer på det gamle industrisamfunds præmisser.
- B&O er tilsyneladende en industrivirksomhed - men også kun tilsyneladende. Deres produkter kan alle lave meget billigere end B&O, men de leverer design, æstetik og en historie, forklarede Hildebrandt.
Han talte i over 2 timer med 1 A4 sides håndskrevne noter som eneste støtte. Et af emnerne var LEAN, den japanske rationaliserings-teknik, der er meget populær i Danmark. Også den har Hildebrandt en menneskelig vinkel på.
- LEAN handler om kunden. Vi skal kun gennemføre de processer, der har værdi for kunden. Det kræver igen, at vi ikke behandler mennesker som maskiner. Det fine ved LEAN er at etablere et nyt tankesæt i virksomheden og ændre holdninger. Det tager tid men til gengæld har det en langvarig effekt, mente Hildebrandt.
Han mener, at viden er vejen til succes og vejen til viden er uddannelse. Derfor er en succesfuld virksomhed en skole - også. Som den århusianske virksomhedsleder Michael Holm har sagt:
- Jeg vil hellere uddanne mine medarbejdere med risiko for at de forlader mig - end at undlade at uddanne dem med risiko for, at de bliver.

torsdag den 15. november 2007

Til lykke, Bjarne Laustsen

Ved de to seneste folketingsvalg har Tankegang og jeg haft fornøjelsen at lave kampagnemateriale for Socialdemokraternes mand i Frederikshavn-kredsen, Bjarne Laustsen.
Det har været en udsøgt fornøjelse. Det er altid skønt at være en del af en succes. Begge gange er Bjarne blevet valgt, og begge gange har hans personlige stemmetal været 50 % højere end sidst. Og det er ikke små tal, vi taler om. Bjarne og holdet omkring ham jublede, da han i 2005 opnåede 10.244 stemmer. I tirsdags satte 15.970 nordjyder kryds ud for den 53-årige maskinarbejder og Metal-tillidsmand.
Dermed blev han nummer 16 på stemmeslugernes Top 20. Bjarne fik flere stemmer end 4 partiledere og en halv regering.
Det vil jeg gerne tage æren for, men det ville være fuldstændig vanvittigt. Det tager 4 år at vinde et valg og 3 uger at tabe det. Bjarne har vundet de mange stemmer i hverdagen, og vi har hjulpet ham med ikke at sætte dem til igen i løbet af valgkampen.
Bjarne har nemlig knoklet sig til stemmerne. Han forfølger alle de sager, han får mellem hænderne, og han taler med journalister i Nordjylland hver eneste dag. Året rundt ser vi Bjarne Laustsen i avisen og på tv og hører ham i radioen. En slagteriarbejder fra Sæby bliver fyret på grund af manglende opholdstilladelse - Bjarne stiller spørgsmål og optræder i TV-Nord. En lettere handicappet pige kan ikke få en læreplads på lempelige vilkår - Bjarne bringer sagen frem i avisen. En deltidsbrandmand kan ikke få fuld erstatning efter en arbejdsulykke, fordi han har to arbejdsgivere - Bjarne stiller spørgsmål til ministeren.
Sådan kører det måned efter måned i Folketinget og i medierne. Mandagene tilbringer Bjarne i Frederikshavn - sammen med tillidsfolk, organisationsfolk og på virksomheder. Han er med ved alle større offentlige arrangementer i kredsen, og der står han konstant og taler med folk.
Det er hårdt arbejde uge efter uge, men det er i for sig ikke svært. Det kræver hverken en særlig uddannelse eller en spindoktor. Bjarne er god til at lytte, og der er masser af folk omkring, som kommer med gode råd.
Hvis de 44 øvrige medlemmer af Socialdemokraternes folketingsgruppe bruger samme enkle metoder som Bjarne, så går partiet frem næste gang. Det er stensikkert. Bjarne er en ganske almindelig menig politiker. Den slags får i gennemsnit 5000 stemmer. Bjarne fik 15.000, så hvis bare 25 kolleger gjorde som ham, var der 250.000 ekstra stemmer.
Dem kunne vi ærligt talt godt have brugt i tirsdags.

søndag den 11. november 2007

Det, jeg mente, var...


Vores hund Bertha kan kommunikere på tre måder: Gø, gå og grimasse. Med disse enkle teknikker, kan hun fortælle os ca. 20 ting, fx at hun er sulten, at hun vil ud eller ind eller at der er et interessant dyr inde på marken.
Det går fint. Vi misforstår aldrig hinanden. Bertha kan lige nøjagtigt fortælle det, hun har behov for.

Vi tobenede har et langt mere avanceret kommunikationsapparat til rådighed. Vi har først og fremmest sproget, hvor vi kender op til 120.000 ord. De kan kombineres på så mange måder, at vi taller om milliarder af budskaber, vi kan sende til hinanden. Dertil kommer mimik, grimasser, kropssprog og betoning. Det er så vanvittigt avanceret, at det næsten ikke er til at forstå.
Se bare her:
Solle spørger: Skal vi have rødvin til maden i aften? Jeg svarer ja. Det betyder, at jeg gerne vil have rødvin til maden, og jeg rejser mig op for at hente en flaske.
Solle spørger: Vil du med ned i byen og se den nye tøjforretning, der er åbnet? Jeg svarer ja. Det betyder, at jeg helst er fri, men da godt kan tage med, hvis ikke det kan være anderledes. Og så bliver jeg i øvrigt siddende.
Det første ja er klart og rungende. Det sidste er tøvende og udtalt nærmest mumlende.
Selv om vi mennesker kan udtrykke milliarder af følelser og udsagn, kommer vi gang på gang til kort. Hunden med sine få virkemidler, kan fortælle alt, hvad den har brug for. Men os med alle talenterne kan ikke.
Se bare her:
Du bliver stoppet på gaden af en turist, der spørger om vej til en særlig butik. Du ved, hvor butikken ligger, og kan sagtens finde derhen. Men du er ikke i stand til at beskrive vejen, så turisten kan forstå det.
Eller den her: Du skal fortælle andre om en spændende person, du har mødt. Så spørger de, hvordan hun så ud. Du kan se hende for dig, men kan ikke beskrive hende på en måde, så dine omgivelser forstår det.
Jeg har hørt forfattere fortælle, at de kan gå i stå en hel formiddag, fordi de vil beskrive en særlig følelse hos en person i en bog. De har følelsen i maven og ved lige præcis, hvad den går ud på. Men de er ikke i stand til at sætte ord på den.
Så tror da fa´n, at vi kan misforstå hinanden. Det viser sig simpelthen, at det vi siger ikke altid er det, vi mener. Det vi siger, er det vi kan formulere. Så skal andre til at fortolke det og fortælle det videre. Så er det helt forvansket, og så er der ikke langt til en borgerkrig.
Inden du går helt i sort, så tænk på den dumme hund, der kun kan gø.

tirsdag den 6. november 2007

Hvem myrdede Nanna Birk Larsen?

JA - det er meget langt med 20 afsnit.
JA - vi kommer på mange vildspor.
JA - det er urealistisk, at der sker så meget på 20 døgn.
Men det ændrer altså ikke ved, at Forbrydelsen på DR er aldeles fremragende tv. Vi er blandt dem, der indretter vores søndag aften efter TV Dramas seneste succes. Hunden er luftet, kaffen er klar og weekendens telefonsamtaler er overstået. Intet skal få lov at forstyrre os i en koncentreret times selskab med Sara Lund, Troels Hartmann og alle de andre helte og skurke.
Selv om der kun er 3 afsnit tilbage, er vi stadig helt i vildrede og langt fra at kunne svare på nationens store spørgsmål: Hvem myrdede Nanna Birk Larsen.
Hver søndag drejer sporet i en ny retning, og der dukker også nye mistænkte op. Men er det ikke sådan, at morderen skal findes i det galleri af mennesker, vi har lært at kende søndag efter søndag? Jo, jeg vil mene, det er en uskreven spilleregel, at seeren skal have mulighed for at gætte rigtigt. Det har vi jo ikke, hvis der pludselig dukker en ny flyttemand eller taxachauffør op i afsnit 20.
Vi har et væddemål kørende på min og Solles arbejdsplads. Der ligger en mindre formue og venter på mig, hvis det viser sig, at Troels Hartmann er morderen. Det har vi længe ikke troet, at han var, men der er i hvert nogle spørgsmål om ham, som vi ikke har fået besvaret. Serien er skruet så elegant sammen, at han hele tiden er mistænkt og at vi derfor regner med, at det ikke er ham. Med den dobbelte psykologi ville det være en sand overraskelse, hvis det viste sig, at den dygtige og lidt glatte politiker viser sig at have et drab på samvittigheden.
Jeg tror det - vist ikke helt selv. På søndag kl. 21 er jeg (ikke en skid) klogere.

torsdag den 1. november 2007

Utroligt, at de kan lave det

"Hvad så"? spurgte jeg åndssvagt en kommunal chef, jeg ringede til i dag. Så kom et overraskende svar:
"Ja, det er ved at være ved den tid, hvor jeg skal til at skrive ønskeseddel til jul. Jeg har lige hørt om en elektronisk bænk, der hele tiden vender sig imod solen".
Et herligt eksempel på komplet overflødige ting, som mænd er nødt til at ønske sig, fordi det ikke er nok at skrive "pænt tøj" på ønskesedlen.
Jeg kunne bidrage meget væsentligt til samtalen. Til frokosten havde en af mine kolleger nemlig lige fortalt om et af hendes mands nylige indkøb: En kikkert med indbygget digitalt kamera. Hva'ba'?
Det er utroligt sjældent, man kan få brug for den slags udstyr, og den lykkelige køber har da endnu ikke taget et eneste billede. For slet ikke at tale om videoklip, for det kan vidunderet nemlig også.
Det forunderlige ved kikkerten og bænken er, at nogen kan finde på at sætte det i produktion, og fascinationen hos køberen (manden) er, at det overhovedet kan lade sig gøre at lave den slags ting.
Den kan jeg godt dele, og for mindre beløb har jeg da også gennem årene købt adskillige små smarte apparater, som jeg aldrig har brugt.
Til gengæld fik jeg sidste år en elektronisk dims i julegave, som næsten har ændret mit liv: En I-Pod Nano, en lille lysegrøn flad fætter, som fylder det samme som et lille bundt visitkort.
Min computer fodrer næsten hver dag I-Podden med spændende og berigende programmer fra Danmarks Radios P1. Så kan jeg høre om miljø, medier, historie, sprog, udenrigspolitik, business og ikke mindst interessante mennesker, mens jeg cykler, går tur med hunden, løber, slår græs, ordner have, stryger tøj eller maler.
At gå ude og høre lige de radioprogrammer, man holder mest af -uden at skulle flytte transistoren og uden at genere sine omgivelser. Det er simpelthen genialt.
At det kan lade sig gøre, er ubegribeligt for mig. Der kan mindst være 50 timers radioudsendelser inde i den lille stump metal. Det er lige så fascinerende som den elektroniske bænk - men noget mere meningsfuldt. Synes jeg.

søndag den 28. oktober 2007

Husk lige indholdet

Så er valgkampen i gang, og det er heldigvis et populært samtaleemne blandt danskerne. Det er dejligt, at vi interesserer os levende for vores demokrati.
Forleden sad jeg sammen med et dusin rare mennesker og talte om partilederdebatten, der blev sendt på DR onsdag aften.
De fleste var enige om, at Bodil Kornbek fra Kristendemokraterne var for skinger. Nogen undrede sig over, at Anders Fogh var så passiv, mens flere pegede på, at Helle Thorning-Schmidt var for aggressiv.
Så begyndte vi at diskutere Ny Alliances nye kandidater Jørgen Poulsen og Lars Kolind. Alle var enige om, at Røde Kors chefen får et flot valg, men Kolind kunne vi ikke blive helt enige om. Nogen sagde, at han nærmest var en slags guru i erhvervslivet, mens andre mente at vide, at erhvervsfolk er trætte af Lars Kolind.
Jeg tror, mange andre har deltaget i lignende samtaler de seneste dage. Hvad er det, vi diskuterer, når vi snakker politik? Det er politikernes optræden, fremtoning og kommunikation. Vi analyserer deres image.
Derimod diskuterer vi ikke velfærd, skat, miljø, integration eller EU. Vi er alle sammen blevet små spindoktorer, som kan lide at kloge os på politikernes kommunikations-strategi. Vi interesserer os for det taktiske spil og for det ydre.
Det er helt klart en svækkelse af demokratiet. Vi stemmer på dem, der kan sige tingene på den rigtige måde. Så får de fire år til at gøre, som de har lyst til. Bagefter vil vi hellere have ham med det røde slips og hende med håndtasken, og så flytter de samfundet i en anden retning.
Sådan er det selvfølgelig ikke, men det går i den retning. Det er selvfølgelig mediernes skyld - og politikernes og deres spindoktorer? Ja, men det er også vælgernes skyld.
Det var hverken medier eller spindoktorer, der styrede den diskussion, jeg refererede i starten. Det var os selv.
Jeg er sikker på, at medierne og politikerne påvirker os vælgere, men det er lige så sikkert, at vi påvirker dem. Vi har de medier og politikere, som vi gør os fortjent til. Hvis de registrerer, at vi hellere vil diskutere indhold end form, så skal de nok finde ud af at dække vores behov.
Derfor en lille appel til dig som vælger: Husk lige indholdet.

lørdag den 20. oktober 2007

Gruppeeksamen - en del af den lille forskel

Politiske kommentatorer muntrer sig tit med at fortælle hinanden, at der ikke er nogen forskel på Socialdemokraterne og Venstre. Ja, jeg har endda set den teori, at Socialdemokraterne fører borgerlig politik, når de har magten, mens de borgerlige ministre står for en socialdemokratisk politik.
Det er noget gammelt vrøvl. I månederne op til valget kæmper de to partier om nogle midtervælgere, og i den kamp kan det være svært at kende forskel.
Men når valget er afgjort, og den nye regering er dannet, begynder forskellene at melde sig. På hundredevis af store og små områder.
Et meget kedeligt eksempel er afskaffelse af gruppeeksamen på alle niveauer. Det er et betonideologisk krav fra Dansk Folkeparti, som Pia Kjærsgaards støttepartier har sagt ja til. Rundt omkring på universiteter, gymnasier og højere læreanstalter ærgrer de sig over at sætte udviklingen tilbage.
Desværre preller alle gode argumenter af. Senest har Aalborg Universitet gennemført en lille undersøgelse, som viser at alle involverede er utilfredse med, at der kun må være individuelle eksamener. De mest kritiske er ikke de studerende - nej det er censorerne fra det private erhvervsliv. For dem er det ikke længere så attraktivt at stille op som censor. Nu er eksamen forvandlet til kontrol af viden, mens det tidligere var en spændende proces, som censoren også fik et fagligt udbytte af.
Ude i virksomhederne skal kandidaterne arbejde i grupper - teams. For virksomhederne er det helt afgørende, at de ansatte mestrer det, at de fungerer godt i et team. En elitenørd, der helst vil lave sine opgaver alene, er overhovedet ikke attraktiv i dag.
Aalborg Universitet har i årevis målrettet hele sin pædagogik mod at uddanne kandidater, der arbejder sammen i teams. For 25 år siden blev det betragtet som noget flip. I dag er det en helt igennem anerkendt form, og universitets kandidater vader lige ud og får job.
Alle disse argumenter har Dansk Folkeparti og regeringen hørt igen og igen. Protester fra erhvervslivet preller af. For regeringen og Dansk Folkeparti har nemlig noget, som for dem er det vigtigste: Flertal i Folketinget.
Når man har det, kan man bestemme, at klimatruslen ikke er alvorlig, at indvandrerbørn ikke skal undervises i deres eget sprog, at Kaospiloterne ikke skal anerkendes som uddannelse, at asylansøgeres børn ikke må komme ud i samfundet og at gruppeeksamen skal afskaffes.
Formålet er helt tydeligt ikke at lave de mest fornuftige løsninger for mennesker og samfund. Det er at bevare flertallet i Folketinget.

søndag den 14. oktober 2007

Piphans fra Nordjyske

Journalist Hans Christensen skriver i dagens udgave af Nordjyske Stiftstidende en kommentar, hvor han sammenligner Frederikshavns borgmester Erik Sørensen med DDRs diktator Eric Hoenecker. Baggrunden er to små tekniske sager i forbindelse med en byrådsbeslutning om at lukke 3 skoler, bygge 1 ny og sælge den kommunale el- og varmeforsyning.
Kommentaren fra Hans er efter min mening det rene pip, så når han kan sammenligne borgmesteren med Hoenecker, går det nok an at kalde journalisten for Piphans.
Hans kritik bygger på to forhold. Det ene er en strid fra Socialdemokraternes gruppemøde, hvor 1 af de 15 medlemmer var uenig i den store beslutning om skolestruktur og salg af forsyningen. Det betød, at han måtte melde sig ud af partiet. I den forbindelse fremlagde folk fra Socialdemokraternes partiorganisation et regelsæt, som viser, at menige gruppemedlemmer ikke må udtale sig til pressen om forløbet af gruppemøderne.
Det gør Hans tykt nar af, og det er han velkommen til. Men det er en helt almindelig praksis i alle partier i hele landet. Det er en fast regel i alle folketingsgrupper og almindelig praksis i byrådsgrupper overalt. Formålet er at sikre en fri og åben dialog på gruppemødet, hvor formanden så udtaler sig om resultatet. En del af den normale praksis er at aftale, at folk der er uenige i en vigtig beslutning, har ret til at melde deres egen holdning ud og argumentere for den. Erik Sørensen har i øvrigt selv udtalt til Hans Christensen, at han ikke går ind for at give sine byrådskolleger mundkurv på. Det samme har gruppeformanden.
Hans Christensens anden store anklage mod borgmesteren handler om 2 skriftlige spørgsmål til byrådet, som ikke blev læst op ved onsdagens byrådsmøde. Ifølge Piphans er det et tegn på manglende åbenhed og et ønske om at lukke for kritik fra borgmesteren. Sørensen havde ellers forklaret Hans, at det alene skyldtes noget teknisk. Begge spørgsmål var lange og meget debatterende. Derfor valgte borgmesteren at sende et skriftligt svar til spørgerne, at udlevere det til byrådsmedlemmerne samt at lægge begge dele ud på kommunens hjemmeside.
Jeg har været inde at se dem. Begge spørgsmål er polemiske og meget lange, og de 2 svar er lange, lødige og omstændelige. Det ville være dødkedeligt at indlede et byrådsmøde med en lang oplæsning.
Hans har også haft adgang til de to spørgsmål og svar, men har ikke fundet anledning til at omtale dem i avisen. Er det censuren, der stikker sit grimme fjæs frem her?
Nej. Det er vel bare fordi, Hans fornuftigt har vurderet, at spørgsmål og svar ikke har nogen nyhedsværdi. Borgmesteren må også have ret til at vurdere sagerne - blot vi alle kan følge hans dispositioner. Det er åbenhed. At læse lange tirader op under et byrådsmøde er ikke åbenhed. Det er bare pip.

lørdag den 13. oktober 2007

Nobels formidlingspris

Ugens gode nyhed var, at Nobels Fredspris går til FNs klimapanel og til Al Gore. Jeg kan starte med tre grunde:
1. Begge parter gør et flot arbejde for en nødvendig sag.
2. Indsatsen for vores fælles klima og klode er i den grad fredsskabende.
3. Det er vigtigt, at en totalt uafhængig og indflydelsesrig instans som Nobelkomitéen sætter fokus på miljøindsatsen.
Så fredag var forhåbentlig en god dag for klimaet.
I mange år gik fredsprisen til folk, der havde gjort en helt konkret indsats for at skabe fred i et område eller mellem nogle lande. Det er glædeligt, at den norske komité bag prisen efterhånden har bredt fredsbegrebet ud, så det dækker mere end at bekæmpe konflikter.
Hvad er det så, Al Gore har gjort? I mine øjne er han først og fremmest formidler. Al Gore har udnyttet sin position som tidligere vicepræsident og lige-ved-og-næsten præsident i USA til at formidle et budskab om vores ødelæggelse af kloden. Han har haft en platform, hvor folk lyttede til ham, og den har han holdt fast i hele vejen igennem.
Så har han evnet at fortælle budskabet på en vedkommende måde. I første omgang ved at rejse USA og verden rundt og tale med indflydelsesrige folk, senere ved at skrive en bog og senest med den fantastiske film "En ubekvem sandhed".
Det er bedre dokumentar end Michael Moore. Det er fantastisk godt fortalt, og Al Gore har spillet på hele medieklaveret for at promovere filmen og sine budskaber. Det har flyttet en halv verden.
Gore mangler kun at overbevise 2 personer, Bush og Hu - præsidenter i USA og Kina.

Så i virkeligheden er det en formidlingspris, Gore har vundet. Derfor er det også pudsigt, at den første de danske medier hiver frem for at kommentere nyheden, er Bjørn Lomborg.
Netop Lomborg er en fantastisk formidler, som fik pustet liv i en selvfed miljødebat i Danmark for knap 10 år siden. Han har ikke fornyet sig, og der bliver færre og færre internationale forskere, som deler hans manglende bekymring for klodens sande tilstand.
Al Gore har slået Lomborg af banen. Gore er bedst til formidlingen, men han har også bedre styr på indholdet end den århusianske statistiker. Og så har han noget ægte på hjerte. Han vil ikke bare provokere og debattere. Han vil ændre verden, fordi det er nødvendigt.

fredag den 5. oktober 2007

Jeg fik en gave i dag

Jeg fik en dejlig gave i dag - helt uventet og spontant. Det er den bedste gave, jeg har fået længe.
Hvad kan det være? En Webergrill, en ny mobiltelefon eller en hvid skjorte? Nej, det er endnu bedre: En skovtur i solskin med Solle på hest og med vores hund Bertha halsende bagefter. Jeg var i løbetøj og løb en omvej hjem, mens Solle skridtede sikkert hjem med de to firbenede.
Skovbunden var fugtig med et tyndt lag sprøde blade. Det hele duftede af bark, bær, blade, dyr og frisk luft, og ude på stierne sneg en varm solstråle sig ind hist og pist. Vi talte om dagens oplevelser og om dyrene. Vi stoppede ved et særligt sted, hvor hemmelige kærestepar mødes og kysser i skjul. Lidt længere fremme plukkede jeg et par sorte brombær, der ved at sprænges af saft. Bertha kunne kunne ikke rigtigt følge med. Hendes snude havde alt for travlt, men hun fik lov at give sig god tid.
Efter turen sad vi med en kop kaffe og et stykke hjemmebagt æblekage på en bænk i gårdspladsens sidste solstråle.
Det bedste af det hele var, at det slet ikke var planlagt. 1 time før gaven sad jeg på kontoret og skulle i gang med en lidt indviklet tekst, jeg har udskudt et par gange. Jeg kiggede ud ad vinduet og så, at solen skinnede. Det var varmt, og det var fredag, og klokken var 13.45. Jeg kom i tanke om, at teksten vist ikke SKULLE være færdig i denne uge, og to minutter efter var computeren slukket, tasken pakket og jeg ringede hjem til en noget overrasket Solle. Hun skulle netop til at sadle hesten op og tilbød en fælles skovtur.
Historien har ingen morale, men jeg har en ret høj moral. Så jeg vil da lige fortælle dig, at Solle er til fest her fredag aften, og jeg har blandt andet brugt tiden på at skrive den tekst, som tabte til skovturen.

onsdag den 3. oktober 2007

Maratonløb - hvorfor?

I weekenden tog jeg på solotur til Oslo for at løbe maratonløb. Det er femte gang, jeg gennemfører den hårde distance på 42,195 kilometer, og jeg havde en herlig weekend.
Men så spørger jeg mig selv: Hvorfor gør du det? Det er ikke så nemt at svare på.
Det første løb kan de fleste forklare. Det er en personlig udfordring at træne sig op til at stå igennem den hårde distance. Men anden gang - og tredje, fjerde, femte?
For mit vedkommende er det ikke for at forbedre tiden. Jeg har sat 7 minutter til på 11 år, og det ser ikke ud til at ændre retning. Det er heller ikke et mål for mig at løbe hurtigere.
Jeg bider heller ikke på argumentet om, at jeg har behov for at imponere mine omgivelser. Det har jeg ikke noget ønske om, og det virker heller ikke sådan. Min fornemmelse er, at de fleste betragter det som en lidt skør hobby, men at det er fint, at jeg er glad for det.
Det er heller ikke for at bilde mig selv ind, at jeg stadig er ung. Det ved jeg godt, at jeg er.
Jeg ved også godt, at det er uklogt og kan være farligt at løbe så langt. Det er en stor belastning for kroppen, og jeg risikerer at skade mine muskler.
Hvad er det så?
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det er skønt. Jeg kan mærke, at det gør mig glad, og at det giver mig energi og ro at løbe maraton. Jeg har det simpelthen dejligt i tiden efter et løb og har ekstra overskud.
Det er et meget personligt projekt. At gennemføre et maratonløb handler kun om mig selv. Det er hverken familiens eller omgivelsernes skyld, hvis det går galt - og heller ikke, når det går godt. I løbet (!) af sådan en weekend er jeg meget intenst sammen med mig selv, og jeg renser min hjerne for alt andet end at løbe. Det er vel en slags meditation, og et maratonløb er så en kæmpe dosis meditation.
Næste år bliver det ikke helt et soloprojekt. Da håber jeg at få lov til at løbe i New York, og så tager Solle og jeg derover i en uge. Tiden skal ikke gå med at forberede løbet. Den skal gå med at være sammen i New York, og så er der lige en enkelt dag med verdens bedste maratonløb. Wauw!

lørdag den 22. september 2007

Frygt ikke frygten

Tør du flyve? Tør du flyve med et Dash 8 fly?
Har du en alarm på dit hus og i din bil?
Er du nervøs for, at klimaforandringerne ødelægger dit eller dine børns liv?
Du kan sikkert svare ja til et eller flere af spørgsmålene, og det er hverken forkert eller usædvanligt. Vi er nemlig alle sammen ofre for frygten.
Vi møder den hver dag i tv og aviser. Prøv at lægge mærke til alle de nyheder, der handler om ting, vi kan eller bør frygte. Det er helt vildt. Medierne stopfodrer os med farer og risici og med nye tendenser, der truer vores liv.
Nu hører jeg ikke til dem, der giver journalisterne skylden for alting. Ifølge min logik fortæller de blot de historier, vi helst vil se, høre og læse. Så når vi hele tiden bliver mindet om farer, er det fordi godt kan lide det. Vi labber det i os.
Forleden gjorde en kollega mig opmærksom på en interessant detalje fra bogen om Blekingegadebanden. Da den formodede hovedmand bag denne farlige terrorgruppe i 1989 blev anholdt i sit sommerhus, mødte 5 betjente op i to Volvoer. Den mistænkte og hans lille søn sad stille og roligt og så på, mens betjentene ransagede sommerhuset, og en af betjentene læste en børnebog for sønnen, mens kollegerne rodede i skufferne.
I 2007 møder flere hundrede betjente op med pansrede køretøjer og helikoptere for at jage nogle unge mennesker ud af et hus på Jagtvej i København. Det undrer ingen sig over. Også anholdelserne i de nylige terrorsager foregår som militærlignende operationer.
Terroren har fået os til at skrue op for frygten, og de enorme politiopbud og sikkerhedsforanstaltninger er med til at skrue op for dramaet.
Igen er det ikke politiet, der skaber frygt. Betjentene passer deres arbejde, lige som journalisterne. Det store politi-apparat er et resultat af vores allesammens øgede frygt.
Frygten skaber ikke et trygt samfund. Den må vi ud af, og det starter på det personlige plan med at frygte mindre og leve mere. Brug mere tid på at have det godt og mindre på at gardere dig mod ulykker. Prøv også at springe over artikler om lurende farer og sluk for radio eller fjernsyn, når de rapporterer om ulykker, der lige så godt kunne være sket.
Den stigende frygt er samfundets skyld. Samfundet er ikke regeringen, LO eller A. P. Møller. Det er dig og mig. Vi kan ændre tingene.

onsdag den 19. september 2007

Vi vil gerne involveres

Tirsdag aften var jeg til en turistkonference på Nordsøcentret i Hirtshals. Her hørte vi om Toppen af Danmarks planer for at udvikle helårsturisme. Toppen af Danmark er Frederikshavn, Læsø og Hjørring Kommune.
Det var superspændende, og jeg blev helt høj af at opleve den kæmpe indsats turistforeninger, kommuner og ikke mindst private aktører gør for at hente gæster til landsdelen og give dem en god oplevelse.
Her er markedsføring helt centralt, og Toppen af Danmark har et stort apparat med website og turistbrochurer som basis. Det har 3 gange i træk modtaget VisitDanmarks pris, og det ser meget velfortjent ud.
Men jeg savner en dimension i kommunikationen - nemlig at involvere befolkningen i Vendsyssel. Vi er en særlig målgruppe og markedsføring rettet imod os har dobbelt effekt:
1. Vi er i høj grad potentielle gæster - vi har jo ikke ret langt til de mange gode tilbud.
2. Vi kan blive ambassadører for Toppen af Danmark.
Det sidste kan blive en kæmpe effekt. JEG er den bedste til at sælge Skallerup Klit og Råbjerg Mile over for min familie og mine venner. DU er den bedste til at gøre det over for dine venner og bekendte.
Vi skal have hjælp. Vi skal vide, hvilken mangfoldighed af tilbud, Vendsyssel byder på, og vi skal i høj grad opfordres til at fungere som ambassadører. Måske skal vi også forkæles eller belønnes for vores arbejde.
Der er i hvert fald 1000 mennesker i Vendsyssel, som gerne vil gøre en lille indsats for at lokke folk hertil. Vi sidder derude og venter på at blive involveret, og mange af os er ret skrappe sælgere.
Toppen af Danmark har et mål om at øge turistomsætningen med 30 % indtil år 2015. Her kan 1000 aktiverede borgere virkelig rykke. Forestil dig bare, at hver enkelt aktiverer 2 familier om året. Og læg så til, at de 1000 lokale ambassadører selv vil være flittigere gæster på attraktioner og ved aktiviteter i landsdelen. Det løber hurtigt op, og så er der en række sidegevinster.
1000 turistaktivister kan ikke undgå at få gode idéer, og vi vil også helt naturligt hjælpe med at påpege ting, der ikke fungerer. Dermed kan vi undgå, at vores gæster får dårlige oplevelser i Vendsyssel.

søndag den 16. september 2007

Parkeringsministeriet

Virksomheden bor på en fornem adresse midt i København. Dens budget er på et tocifret milliardbeløb, og der er 1300 ansatte. Så det er bestemt et vigtigt hverv at være chef for Fødevareministeriet. Alligevel har statsministeren brugt det tidligere Landbrugsministerium som parkeringsplads for mislykkede ministre.
I onsdags sagde én fiasko farvel og en anden sagde goddag. Hans Chr. Schmidt (V) har været den nuværende regerings mindst synlige, mindst aktive og mindst forståelige minister. Han var en sand katastrofe som miljøminister, hvor han huskes for at have bevilget penge uden om systemet til sin egen tidligere arbejdsplads, Sommersted Skole ved Vojens. Og så skar han på Thor Pedersens diktat ned på Miljøministeriet, mens han i fuldt alvor forklarede, at han styrkede miljøindsatsen.
Fyresedlen var oplagt, da de konservative bad om at få Connie Hedegaard tilbage i aktiv politik, men Fogh valgte at parkere Hans Chr. Schmidt i Fødevareministeriet. Der har han siddet i anonym glemsel, indtil Fogh forleden fik brug for endnu en rokade for at styrke sit hold med en markant kvinde.
Så røg Schmidt endelig ud og blev parkeret på den politisk indholdsløse post som Venstres gruppeformand. Det er ham, der åbner og lukker døren til gruppemøderne. Schmidt fik det nærmest til at lyde som en forfremmelse, fordi han nu får lejlighed til at beskæftige sig med hele det politiske spektrum.
Hans afløser som minister Eva Kjer Hansen, der lige som Schmidt er en meget sød og rar person. Hun har dummet sig så grundigt som socialminister, at hun har sat sig selv uden for indflydelse. Hun har simpelthen vist sig at være for svag - uden politisk gennemslagskraft. Men hun er jo en yngre kvinde, og de bliver ikke fyret, så Eva Kjer Hansen er kommet over i Parkeringsministeriet. Her administrerer embedsmændene nogle massive EU-tilskud, og en minister har ikke særlig meget indflydelse. Så det gør ikke noget, at det er en letvægter, som sidder i spidsen.
Også Ulla Tørnæs overlevede regeringsrokaden, selv om hun er uden for indflydelse. Hun sidder i en afdeling af Udenrigsministeriet, som kaldes for Udviklingsministeriet. Det er et område, som regeringen ikke prioriterer, og hvor Ulla Tørnæs ikke kan gøre ret meget skade.
Man kan sige, at det er svagt af Anders Fogh at sætte seriespillere på sit superligahold, men på det punkt lever han op til en meget lang politisk tradition. Enhver regering har haft sine anonyme, ligegyldige skikkelser. I 50erne og 60erne var en ministerpost nærmest en præmie for lang og tro tjeneste i Socialdemokratiet.
Det er nærmest omvendt i dag, hvor det er vigtigt at have unge ministre. Når Fogh ikke stiller med det stærkest mulige hold, er det simpelthen fordi, han har så mange hensyn at tage - i Venstre, hos de konservative og ikke mindst i den kønsmæssige, aldersmæssige, erhvervsmæssige og geografiske sammensætning af regeringen.
Og det er helt fint med et par fjumrehoveder i regeringen. Det øger underholdningsværdien. Tak for det.

fredag den 7. september 2007

Amatører overtager nyhedsformidlingen

Hvad er det vigtigste nyhedsmedie for unge under 25 år? - Det er YouTube.

Netop i denne uge er det 25 år siden, jeg startede på Danmarks Journalisthøjskole, så for mig er det en grænseoverskridende oplysning, at en uredigeret samling amatørvidoer slår både aviser, tv og radio.
Men YouTube, MySpace, Wikipedia og millioner af blogs verden over har skabt den mest gennemgribende og hurtigste revolution, mediebranchen til dato har oplevet. Nyhedsformidling er ikke længere overladt til journalister. Alle kan levere nyheder og mange hundrede millioner ikke-journalister verden over sprøjter nyheder ud hver eneste dag.

Nogen journalister mener, det er en dødbringende udvikling for vores fag. Journalistik bliver devalueret, og de mange teknikker, vi har lært om research, prioritering, kildekritik og præsentation går i glemmebogen. Hvis en taxachauffør ser et trafikuheld, griber han mobilen og filmer det på video, og 10 minutter kan han rapportere på YouTube om begivenheden uden at skele til etiske og juridiske problemstillinger.
Det er taxachaufførens problem, og måske YouTubes. Men det skader ikke den gode journalistik, at amatører udøver dårlig journalistik.

Jeg synes, de mange nye medier er en gevinst for journalistikken. De giver flere kilder at øse af og dermed en mere nuanceret journalistik.
På det principielle plan går enhver journalist ind for ytringsfrihed. Hjemmesider, blogs og elektroniske netværk gør ytringsfriheden mere operationel. Det er lettere og lettere at komme til orde. Det bliver stadigt vanskeligere for diktatorer at forhindre folk i at ytre sig. Den udvikling giver de store nyhedsmedier bedre muligheder for at finde oplysninger og bringe dem videre. Det kan forandre verden og vil gøre det.

De nye medier vil også til stadighed forandre journalisters arbejde. Som forbrugere vil vi stille højere krav til mine kære kolleger på tv, radio og aviser. Journalisterne har jo adgang til et hav af oplysninger, som vi forventer, at de opsøger, kontrollerer og bearbejder topprofessionelt. Journalisterne skal være klart dygtigere, mere etiske, kritiske og bedre til at vinkle og prioritere end taxachauffører og bartendere. Så længe det er tilfældet, vil de mange amatører ikke være en trussel men en gevinst for journalistikken.

For det er værd at huske på, at de nye medier netop kun er medier. Det afgørende er stadig indholdet, og på det punkt har journalistikken ikke ændret sig grundlæggende i mit kvarte århundrede som formidler. Den journalistiske grundteknik, som hold E82 B tilegnede sig under Michael Thorbergs kyndige assistance for 25 år siden, kan bruges på TV2 Nyhederne, Lolland-Falsters Folketidende og på Tankegangs hjemmeside.

onsdag den 5. september 2007

Forbier fra mig og alle andre

På min blog skrev jeg fornylig om Anders Foghs taktik i forbindelse med skattepakken. Jeg fik brygget en fin teori sammen om statsmnisterens mulige strategi.
Jeg tog fejl. Grueligt fejl. Lige som mange andre - inklusiv en del kloge hoveder.
Det viser sig nu, at der ikke var nogen strategi. Nu har regeringen indgået forlig med Dansk Folkeparti, og målet med det hele var tilsyneladende at undgå at udskrive valg.
Selve indholdet i skatteaftalen er uden idé og perspektiv. Den giver danskerne nogle få tusinde kroner, som vi ikke har brug for, men skaber sandsynligvis ingen nye job. Og så åbner den en ny invitation til sort arbejde fra dem, der ikke betaler topskat.
Forliget er ligegyldigt makværk, som kun Dansk Folkeparti har glæde af. Partiet mister sandsynligvis sin nøgleposition efter næste valg, så det gælder om at få gennemført så meget som muligt, mens tid er.
Anders Fogh har fastlåst blokpolitikken og har på den måde foræret Socialdemokraterne, radikale og Ny Alliance et fint argument: En stemme på Venstre og konservative er en stemme for mere magt til Pia Kjærsgaard.
Her bagefter er der en alternativ mulighed, som Fogh kunne have benyttet sig af: Sammenbrud i forhandlingerne, men ikke nyvalg. Statsministeren har ret til at udskrive valg - og til at lade være. Han kunne trække på skulderen og konstatere, at det ikke lykkedes at blive enige, og så i øvrigt køre videre med kvalitetsreformen. Så havde han gjort sin pligt over for konservative og Dansk Folkeparti, og så havde han undladt at indgå et meningsløst forlig.
For alle os, der gerne ser et nyt flertal i Folketinget, er det dejligt at se Fogh dumme sig og at grine af Bent Bendtsens pinlige glæde over den ligegyldige skattelettelse. For Danmark gør det såmænd hverken fra eller til. Det er bare underholdning til aftenkaffen.

tirsdag den 28. august 2007

SOSU - en nødvendig uddannelse

I går var jeg i Dianalund og havde fornøjelsen af at holde møde med ledelsen i SOSU Vestsjælland. Vi skulle diskutere deres interne og eksterne kommunikation.
Det VAR en stor fornøjelse. Skolen uddanner plejepersonale til kommunerne, og det er en meget vigtig opgave for samfundet. De gamle, de syge og de handicappede skal passes på en ordentlig måde. Tankegangs opgave som kommunikationsbureau er at hjælpe SOSU Vestsjælland med at tiltrække elever på kort og på lang sigt. Det skal ikke foregå ved en reklamekampagne men ved at skolen konstant fortæller sin omverden om de gode uddannelser og det meningsfulde fag.
På mødet oplevede jeg meget stærkt, at skolens folk brænder for sagen. De synes simpelthen, det er så vigtigt, at de ældre får en professionel pleje. Som en af lederne udtrykte det: "Det er rart at kunne hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv".
Det er selvfølgelig banalt. Men det er vigtigt at holde fast i - for alle ansatte og over for omverdenen - at der er tale om en meningsfuld og nødvendig opgave. Hele grundlaget for uddannelsen er glæden og tilfredsstillelsen ved at kunne hjælpe folk, der ikke kan klare sig selv.
Hvor mange kan sige det om deres arbejde? Hvor mange kan med én simpel sætning udtrykke den dybere mening med det, de bruger 30-40-50 timer på hver uge?
Verden kan leve uden bordfodboldspil, PH-lamper og kommunikationsworkshops. Men vores samfund og vores liv bliver fattigere, hvis vi ikke kan tage os af de gamle på en anstændig måde.
Vi tager den lige igen: "Det er rart at kunne hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv". Det udsagn bliver stående igennem det projekt, Tankegang nu byder ind med hos SOSU Vestsjælland.

onsdag den 22. august 2007

Hvad tænker taktikeren Fogh?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er kendt som Christiansborgs bedste taktiker og skarpeste analytiker. Netop derfor er det så interessant at gætte på hans motiver til at fremlægge en kæmpe velfærds- og skattepakke uden at have et politisk flertal på plads.

Går han efter et valg? Det lyder usandsynligt. Skattelettelser til de rige er ikke nogen magnet hos de vælgere, Venstre kæmper med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om. Det er også en ren foræring til Helle Thorning-Schmidt, som med regeringens udspil kan komme med sit enkle og let forståelige budskab om ikke at klatte overskuddet væk til skattelettelser. Det er et flertal af danskerne enige med hende i.

Nå.

Hvis ikke Fogh går efter et valg, går han vel efter et forlig? Det ser ikke sådan ud. Dansk Folkeparti er ikke taget i ed, og partiet har på forhånd klart sagt nej til skattelettelser. Ved tidligere store udspil fra regeringen, har Dansk Folkeparti principielt tilsluttet sig inden forhandlingerne gik i gang. Ja, de ville have - og fik - indrømmelser, men gik til møderne med Fogh & co. i sikker forvisning om at få en aftale.
Denne gang ej. Hvorfor?

Regeringen har brug for Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne for at opnå flertal. Radikale og Ny Alliance er ikke nok. Hvorfor er der ikke en underforstået aftale med Dansk Folkeparti om denne sag, der rent pr-mæssigt får fuld skrue fra regeringschefen?
Det ved vi måske om en måned eller to.
Min teori er, at statsministeren simpelthen er træt af sit flertal. Konservative og Dansk Folkeparti er i åben krig, og konflikten bliver bare værre og værre. Det er umuligt at lægge en politisk linje og følge en strategi, når to af de tre samarbejdspartnere konstant farer i flæsket på hinanden - og i øvrigt også er politisk uenige på rigtig mange områder.
Så nu tænker Fogh først og fremmest på Venstre. Han vil fremstå som den resultatorienterede, visionære leder, som gerne vil række hen over midten og favne alle danskere. Så overlader han det til konservative og Dansk Folkeparti at tage skylden for sammenbruddet i forhandlingerne. Lykkes det, kan Fogh gå til valg uden blod på hænderne og i valgkampen kan hans to samarbejdspartnere svine hinanden til.
Efter valget er der så en ny parlamentarisk situation. VKO har sikkert mistet sit flertal, og alskens bogstavskombinationer kommer i spil. Her er Foghs bedste håb, at han stadig står som leder af Danmarks største parti, og at det fører til en ren Venstre-regering, som manøvrerer sig frem med skiftende flertal.
En sidegevinst ved den taktik fra Foghs side er, at Dansk Folkeparti og konservative falder til patten og indgår forlig om velfærds- og skattepakken. Så har Fogh igen leveret resultater, og Helle Thorning-Schmidt er endnu engang sat uden for døren.

fredag den 17. august 2007

Rygerne har ordet for en kort bemærkning

I denne uge har rygerne haft ordet i den offentlige debat. Det er de ikke sluppet godt fra. De mangler i den grad en spindoktor, der kan rådgive dem om at fremføre positive budskaber på de rigtige steder og tidspunkter.
Det mest fatale har været, at rygerne næsten konsekvent har ladet sig interviewe på værtshuse. Det var der en vis stemning over for 20-25 år siden, men folk der går på værtshus hver dag, er ikke ligefrem trendsættere i dag. De fleste af talsmændene for rygernes sag ser blege og usunde ud. Vi må gå ud fra, at det er ikke-rygere, de ønsker at overbevise om, at de skal have ret til at ryge på restauranter, værtshuse og arbejdspladser. Når vi ser disse hostende mennesker med gusten hud, er vores højeste ønske sådan set at hjælpe dem med at holde op med at ryge. Det er ikke at give dem flere steder at dyrke deres last.
Demonstrationer, hvor folk pulser løs på overdimensionerede cigarer eller har 2-3 cigaretter i munden ad gangen, kan heller ikke overbevise ikke-rygere om deres medmenneskers gode sag. Det giver presseomtale her og nu, fordi sagen er aktuel. Men det er ikke lykkedes rygerne at trænge igennem med vægtige argumenter. Derfor dør debatten lige så stille ud, og rygerne kan se frem til flere stramninger de kommende år. De fjollede undtagelsesbestemmelser med 40 kvm. forsvinder selvfølgelig, og det bliver sikkert forbud at sælge cigaretter til børn under 18 år.
Den helt store effekt kommer dog først, når skattestoppet bliver ophævet, og Dansk Folkeparti ikke længere regerer landet. Så kan vi over en årrække fordoble afgifterne på tobak, så vi får nordiske priser. Det har en dokumenteret effekt, for det betyder simpelthen at færre begynder at ryge.
Jeg kan godt forstå, at rygerne føler sig forfulgt. Set fra deres synspunkt er det ikke rimeligt, at de skal pålægges strenge restriktioner.
Men målet og hensigten er ikke at forfølge den enkelte ryger. Det er at hjælpe flest muligt med at holde op med at ryge og at forhindre alle andre i at begynde på det. Det er en samfundsopgave, som jeg synes er vigtig at løse. Færre rygere betyder et bedre liv for tusinder af danskere, og det er meget mere værd end skattestop og velfærdsgarantier.

onsdag den 15. august 2007

Skolen har aldrig været bedre

Så er folkeskolen startet igen, og samtidig får vi en skylle af historier i medierne om alskens problemer i skolerne.
Børnene er for dårlige til at læse og regne, lærerne er for dårligt uddannede og lokalerne er nedslidte, hører vi i debatten.
Det er utroligt, at vi bruger så meget energi på at kritisere noget, der er så vigtigt for samfundet. Naturligvis skal alt under kritisk lup en gang imellem, men det er kammet over for folkeskolens vedkommende. Den har nærmest fået et image som kriseramt, og det er dybt uretfærdigt.
For selv om meget kan forbedres - og skal forbedres - så er folkeskolen i dag bedre end nogensinde før. Og den er klasser over standarden i 1970erne, hvor jeg var kunde.
Det var en skole, hvor op til en tredjedel af eleverne var opgivet på forhånd. De behøvede ikke at lære noget særligt. De skulle bare henslæbe 7 eller 9 år i skolen, indtil de kunne komme ud og få job på en fabrik. Vi andre blev udsat for en velmenende men håbløs pædagogik, der var præget af udenadslære og militære omgangsformer.
Lokalerne var gamle, møbler og inventar var slidt, og mange af bøgerne var 15-20 år gamle. Lærerne var uddannet på et seminarium men havde ikke en brøkdel af den pædagogiske indsigt, nutidens lærere har.
Når man i dag hører kendte folk fortælle i radioen eller i aviser om deres skoletid i 60erne og 70erne, forklarer de forbløffende tit, at de slet ikke fulgte med i skolen. De passede ikke ind i systemet, lyder det med et skuldertræk.
Siden er der ofret mange milliarder kroner på at forbedre pensum, pædagogik, lærernes viden og evner og de fysiske rammer. Det har båret frugt. Næsten 80 % af en årgang tager en uddannelse efter folkeskolen og målsætningen er, at skolen tilrettelægger undervisningen efter enkelte elevs forudsætninger. Det er simpelthen en revolution i forhold til den skole, det meste af den voksne danske befolkning har gået i.
Nej, skolens største problem er, at samfundets forventninger er blevet tårnhøje. Der kan skolen ikke følge med - dels fordi der ikke er penge til det, og dels fordi ingen store forandringer kan gennemføres med et fingerknips. De tager tid, og når så de er sket, opdager vi dem slet ikke.
Giv skolen en chance. Det vil i sig selv gøre den bedre.

tirsdag den 7. august 2007

Socialdemokrater analyseret i krise

Nu er den der igen - debatten om Socialdemokraternes dybe krise. Sidste år var Danmarks titallige skare af politiske eksperter enige om, at Socialdemokraterne manglede et projekt. Jeg ved ikke, om det er dukket op, men det er i hvert fald glemt nu.
Det nye problem er manglende synlighed. De andre partier og kommentatorerne er enige om, at Helle Thorning-Schmidt er for lidt synlig i den politiske debat - og at partiets ordførere vist nok også er det.
Politiske kommentatorer skal levere nogle tusinde bogstaver hver dag, så de analyserer flittigt hinandens analyser af Helles og Socialdemokraternes manglende synlighed.
Resultatet er - større synlighed. Hurra for det, men politisk og vælgermæssigt har det ingen betydning. Det er og bliver beskæftigelsesterapi for Christianborgnørder.
Denne særlige race kan vandre rundt i korridorerne i årevis uden at indse, at vælgerne ikke reagerer på taktiske manøvrer, bogstavkombinationer og nye kommunikationsstrategier.
De tager stilling til værdier og holdninger. Vælgerne vil se, høre, føle og mærke, hvad den enkelte politikere og hendes parti står for og hvad de vil på længere sigt.
Det kunne Anker og Auken, Uffe og Fogh, Glistrup og Pia, Jelved og Baunsgaard og mange før dem.
Og det kan Helle Thorning-Schmidt garanteret også. Når valget kommer, og hun kan slå håret ud.
Indtil da må hun affinde sig med, at Socialdemokraterne aldrig har været gode til at være i opposition. Det har Venstre for resten heller ikke.

fredag den 3. august 2007

Rystende dokument

Her mod slutningen af sommerferien har jeg læst Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden. Det er et helt igennem fantastisk dokument, som jeg vil anbefale til alle, der interesserer sig for politik og samfundsforhold.
Bogen er dokumentarisk og fortæller den samlede historie om den bande, der i 1989 røvede postkontoret i Købmagergade og dræbte en politibetjent på flugten. Det er såmænd bare en kriminalhistorie.
Men Øvig Knudsen samler trådene tilbage til midten af 1960erne, hvor bandens medlemmer var helt unge og deltog i Vietnam-demonstrationer. De var tilsluttet Kommunistisk Arbejder Kreds, KAK, som var ledet af en maoistisk ideolog, Godtfred Appel.
På helt surrealistisk vis udviklede det sig til en sekt, og det er skræmmende at læse, hvordan unge meget velfungerende mennesker kastede sig ud i et vanvittigt politisk projekt. Efter et brud med maoismen fik de kontakt med en palæstinensisk terrorgruppe PFLP. Flere af dem kom i træningslejr og medvirkede måske - måske ikke - i terroraktioner.
I alt fald ligger det fast, at de gik ind for vold og drab som led i en politisk kamp. Gruppen gennemførte selv en lille mislykket terroraktion i Danmark. De forsøgte at brænde Bella-Centret af få dage før Verdensbankes topmøde.
Men hovedaktiviteten var professionelt udførte røverier, hvor en stor del af udbyttet blev sendt til PFLP. Banden stod i hvert fald for en håndfuld vellykkede kup med udbytter på hele eller halve millioner, og i alle tilfældene var politiet på bar bund.
Med til historien hører, at Politiets Efterretningstjeneste skyggede og fulgte bandemedlemmerne i lange perioder men undlod at give kriminalpolitiet et vink i forbindelse med de store røverier. Det skete først efter røveriet i Købmagergade, og det stoppede bandens aktiviteter.
Min sommerlæsning var bind 1. Der kommer ét til, og det kan kun gå for langsomt med at få sendt afslutningen på denne fantastiske historie på gaden.
Og så håber jeg, at Danmarks Radio eller en dygtig filminstruktør er på pletten. Der kan laves en fantastisk tv-serie eller film om dette stykke Danmarkshistorie.

lørdag den 28. juli 2007

Barcelona biker


I sidste uge var vi i Barcelona, og her så vi et af Europas bedste bycykel-projekter i funktion.
Bystyret har oprettet en egen organisation, der stiller cykler til rådighed for lokalbefolkningen.
Det koster 50 kr. om året at være med, og for de penge har du fri og gratis adgang til en vedligeholdt og velfungerende cykel.
Brugerne har et kort og en kode, og cyklerne står på særlige stationer. Dem er der indtil videre 150 af i Barcelona.
Du går ned til en station, sætter dit kort i og trykker en kode - og så er cyklen låst op. Så kører du, og parkerer cyklen på en anden station. Det er såre enkelt. Hvis du cykler mere end en halv time ad gangen, skal du betale 2,50 kr. i timen. Du kører naturligvis ikke på den samme cykel hver dag. De røde jernheste er nemme at indstille, så man hurtigt kan tilpasse højden. Punkterer, sætter du cyklen i stativ og tager en anden. Der er et korps af servicefolk, der vedligeholder de mange bycykler.
Systemet er fleksibelt for brugerne, og så er der en vis kontrol med det. For at få kort og kode, skal du opgive dine data, og når du tager en cykel registrerer systemet, at det er dig, der bruger den. Dermed kan du også gøres ansvarlig, hvis cyklen bliver væk eller ødelagt.
Barcelona er ikke overplastret med cykelstier. På nogle af de brede boulevarder er der gang- og cykelstier, og her bliver klokken flittigt brugt. I den øvrige del af byen kører de tohjulede på de brede fortove, og det fungerer egentlig også meget godt. Det forhindrer, at cyklisterne kører uforsvarligt stærkt.
Som gæst i byen har jeg kun det ønske, at Barcelona også åbner cykelordningen for turister. Når nu hele systemet er etableret, må det være muligt at tilbyde turister et ugekort eller et månedskort.

søndag den 22. juli 2007

Der er ting, visse mænd ikke forstår

Så er der igen Tour de France, og debatten om doping har i år været mere intensiv end tidligere - i hvert fald i Danmark. Årsagen er naturligvis Bjarne Riis' tilståelse som dopingmisbruger.
Hjemme hos os holdt vi op med at se Tour de France i fjernsynet for flere år siden, og jeg følger meget overfladisk med i løbet.
Jeg mener imidlertid at kunne registrere, at mange mænd stadig er på, og nu da en dansker er kommet i den gule førertrøje gider de ikke diskutere doping mere.
"Lad cyklerne tale", udtalte en såkaldt almindelig dansker forleden på tv. Blandt andre mænd hører jeg ofte den med, at hvis alle er dopet, er vinderen jo stadig den bedste.
Det kan jeg slet ikke forstå. Slet ikke.
Doping er snyd, simpelthen. Bjarne Riis har snydt sig til en millionformue, og det bliver ikke bedre af, at andre også har snydt. 1 snyder er 1 for meget. 100 snydere er 100 for meget.
Snyder man i sport, så er man ikke sportsmand. Det er simpelthen imod hele sportens idé, hvad enten det er cykling, fodbold eller synkronsvømning. Jeg ved godt, der er gråzoner, og jeg ved også godt, at professionel sport er hård og undertiden kynisk forretning. Men tilbage hos den enkelte person står det moralske spørgsmål - er jeg sportsmand eller snyder? Det tror jeg godt, enhver eliteidrætsudøver kan svare på.
Nu hyler folk så op om, at den danske cykelrytter Michael Rasmussen bliver forfulgt af Danmarks Cykel Union, fordi han er blevet smidt af landsholdet. Årsagen er, at han 2 gange har undladt at fortælle den internationale cykelunions dopingkontrollører, hvor han opholdt sig under træning. "En administrativ fejl" lyder rytterens forklaring.
Det er jo objektivt korrekt. Men det er ikke bare et skema, han har udfyldt forkert. Det er simpelthen betingelserne for at have licens som professionel cykelrytter, Michael Rasmussen ikke har overholdt. Han og alle kollegerne ved udmærket, at de skal holde dopingkontrollørerne orienteret. Det er simpelthen en del af en cykelrytters arbejde, lige som han skal tage hjelm på og huske at have tilstrækkeligt med reservehjul. Bevares, vi kan alle sammen glemme, men to forglemmelser på noget så elementært, er altså meget mistænkeligt.
Derfor er det fint, at den danske cykelunion går solo og udelukker Rasmussen fra landsholdet. Erfaringen fra de seneste 20 år har vist, at det er meget svært at komme dopingsnyd til livs i cykelsporten. Derfor er det vigtigt, at organisationerne tager det alvorligt og ikke holder hånden over nogen.
Det må være i alle sportsinteresseredes interesse, at professionel cykling igen bliver en sportsgren og ikke en konkurrence mellem snydere.

lørdag den 14. juli 2007

Jeg er så glad for min bagdel

Jeg er lidt øm bagi - bare lidt. Men det er intet at regne for den ømhed, jeg kan mærke den første søndag i august. Da afslutter jeg nemlig en todages cykeltur på 325 kilometer sammen med to svogre, Lars og John fra Esbjerg.
Fra lørdag morgen til søndag aften cykler vi fra Frederikshavn til Esbjerg - eller den modsatte vej, hvis det er søndenvind.
Det er fjerde år i træk, vi holder fælles motionsdag. Det startede selvfølgelig ved en julefrokost, hvor vi blev enige om at gå 100 kilometer på 2 dage. I praksis blev det til 75-80 kilometer i den følgende pinse, og det blev en minderig tur, som jeg ikke vil referere her.
Siden fulgte 2 år med endages gåture på 40-50 kilometer, men i år har vi igen skruet ambitionsniveauet op. Ingen af os er motionscykelryttere, og vi kører på almindelige bycykler, så det er en hård udfordring, vi har givet hinanden.
Forleden var jeg på den første træningstur. Jeg tror selv på, at jeg er i form til at klare de 325 kilometer, men jeg ved helt sikkert, at min bagdel ikke er klar. Så jeg kørte ud i det grå sommerland. Turen blev på 101 kilometer, og jeg lærte hele tre ting på de 5 timer, jeg var afsted.
1. Kondien kan godt klare turen.
2. Jeg skal huske at spise rigeligt med frugt og chokolade undervejs.
3. Det gør uhyggeligt ondt bagi.
Jeg planlægger en træningstur på ca 125 kilometer om halvanden uge. Målet er at bygge hård hud op på de strategisk rigtige steder.
Nu sidder du måske tilbage med spørgsmålet: Hvorfor gør I det?
Der fik du mig!

mandag den 9. juli 2007

Bekymrede mænd i det grønne

Forleden var jeg i København og løb en morgentur i et dejligt grønt område ved Kastellet. Det var lige omkring klokken 8, så mange var på vej på arbejde.
Det må være et privilegium at starte dagen med en rolig spadseretur gennem fuglekvidder. Alligevel så det ikke ud til, at folk nød turen. Jeg mødte i hvert fald 10 bekymrede mænd i mørke jakkesæt - blå, grå eller sorte. Måske hører den bekymrede mine med til den uniform, måske har folk i mørkt jakkesæt mange bekymringer eller måske havde de bare allesammen et helt særligt problem, der ventede oppe på kontoret.
Jeg var bare ude at løbe, så jeg kunne frit fantasere over deres bekymringer. En af dem var garanteret ansat i et ministerium, som netop den dag skulle have besøg af en højstående gæst fra Finland. Det er i sig selv ikke sjovt. Jeg forestiller mig, at min bekymrede ven stod for drikkevarerne til frokosten, og nu var kommet i tanke om, at der kun var danskvand med citrus. Sæt nu, hvis finner ikke kan lide citrus.
En anden var måske ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, som ligger på Kastellet. Han havde måske lige fået en oplysning ind om to mørklødede turister, der havde fotograferet Amalienborg klokken 3 om natten. Her ude i parken gik han og bekymrede sig: Hvor højt op i systemet skal jeg viderebringe den oplysning, og hvad sker der, hvis ikke jeg gør det.
Tilbage på løbeturen kom der en meget bekymret mand i mørkt jakkesæt med en lyseblå rygsæk bagpå. Det så spøjst ud, og jeg var sikker på, at det var rygsækken, der bekymrede ham. Måske var han kommet til at have det sjovt med sin søn aftenen før og havde lovet at tage knægtens skoletaske med på arbejde i stedet for sin egen diskrete mappe. Og nu gik han der og så fjollet ud og frygtede mødet med kollegerne, og ikke mindst med chefen. Når man er fuldmægtig i et stort rederi, er det nok ikke lige sagen at rende rundt med lyseblå rygsække. Hvad vil kunderne ikke sige?
Jo, vi mænd har mange bekymringer, og dem må vi endelig ikke give magten. En god kur mod det er en rask vandre- eller løbetur i det grønne.

lørdag den 30. juni 2007

Skøre fyre i Frederikshavn

I denne weekend er der Tordenskioldsdage i Frederikshavn. For 10. år i træk klæder over 1000 mennesker sig ud i 1717-tøj og render rundt nede på havnen og leger Tordenskiolds by. Det er sjovt, og det er efterhånden en ret stor forretning med en millionomsætning. Det er også en vigtig turistaktivitet for Frederikshavn.
Lige som med Palmestranden er det par skøre fyre i byen, der har opfundet Tordenskioldsdagene. Selv da flaskerne var tomme i idéfasen havde de ikke drømt om, at det skulle blive så stort et arrangement, som det siden har udviklet sig til.
Selv fik jeg i ædru tilstand en idé om at udgive en avis om og under Tordenskioldsdagene. Den hedder Hva Dælen, og kører nu på fjerde år. Første gang var det 16 sider, som vi producerede færdig fredag aften efter første halvdel af arrangementet. Så delte vi bladet ud dagen efter i hele Nordjylland.
Nu er det delt op i to, så den første udgave kommer tre uger før arrangementet, mens den aktuelle del på 4 sider kommer lørdag morgen med dugfriske reportager fra fredagen.
I dette års udgave har vi ryddet forsiden for at dokumentere en ny idé, som et par skøre fyre har ført ud i livet under Tordenskioldsdagene: Et skib, der synker og hæver sig selv igen.
Hele foråret har de gået og sat tanke på en gammel fiskekutter, og under fredagens teaterstykker under Tordenskioldsdagene blev deres fartøj skrevet ind i stykket som svenskere, der lå på lur. Skibet blev skudt i sænk, og forsvandt stille og roligt ned under havoverfladen. Efter teaterstykket blev det helt uden besvær hævet igen. Hemmeligheden er nogle store vandtanke, som bliver fyldt og tømt.
Lørdag aften blev skibet sænket igen, og kommer sikkert op til overfladen. Den skøre idé er fuldbragt, men jeg er sikker på, at folkene bag ikke har fået nok. Der er mere vanvid i dem - og i Tordenskioldsdagene, og i mange andre i den by, vi med et fint ord kalder for Freshavn.

søndag den 24. juni 2007

Sunde mænd og lægeskræk

I radioen forleden fortalte en psykiatrisk overlæge fra Rigshospitalet om danske mænds manglende sundhed. Vi lever for sølle, går ikke til læge og dør for tidligt. Vi vil ikke indrømme, at vi er syge. Flere mænd end kvinder begår selvmord, mens flere kvinder end mænd bliver behandlet for depression.
Jeg går selv op i sundhed, og jeg føler mig ikke truffet, når lægerne taler om mændenes dårlige livsstil. Jeg får motion, lever et regelmæssigt liv, ryger ikke og drikker meget lidt.
Alligevel kan jeg genkende mig selv i beskrivelsen af de lægeangste mænd. Jeg kender ikke forklaringen, men der er da ingen grund til at gå til læge, fordi man hoster eller har lidt ondt i ryggen. Det går nok over.
For et par år siden havde jeg gennem længere tid ondt i brystet. Det gik nok over, tænkte jeg, men det gjorde det ikke. Så jeg tog mig sammen og fik en tid hos lægen, der meget hurtigt konstaterede, at mit hjerte i alt fald ikke fejlede noget.
Det viste sig, at jeg havde en forstrækning i ryggen, som gik over skulderen og ned til brystet. Den skulle gå nok gå i sig selv igen, sagde den flinke doktormand med et overbærende smil.
Se selv: Der er ingen grund til at gå til læge

Plejer (ikke at) strejke

FOA = Fuldstændig Overset Arbejde.
Sådan står der på flere af de bannere, strejkende plejere lufter foran deres lokale rådhus eller Christiansborg i disse dage.
Det er en flot aktion, som de fleste danskere har sympati med. Vi falder for de djærve vestjyske kvinder, der efter 20-25 års slid på plejehjemmet er gået i strejke og forklarer om en meget lav løn, der ikke flytter sig ud af stedet.
I starten ville de have 1000 kr. mere om måneden, men det krav er på få dage vokset til både 5- og 7000 kr. Så begynder det at knibe med vores sympati. For der er mange andre, der også trænger til et seriøst løft i lønnen, og hvis (vi) alle får det, har det ingen effekt. Så er vi tilbage i 70ernes superinflation, der mere end åd lønstigningerne.
Lønnen ER et problem for plejepersonalet, men det grundlæggende er teksten på banneret. Arbejdet er overset. Plejerne får simpelthen ingen anerkendelse.
De skal bare passe de gamle. Tv-stationerne løber efter dem med skjulte kameraer, og selv om der er tale om uhyrlige enkeltsager, rammer det hele branchen.
Plejerne skal simpelthen anerkendes - af de pårørende, af kommunal- og landspolitikere og af os, der betaler deres løn gennem skatten.
En del af anerkendelsen er løn, men den vigtigste del er positivt ledelsesmæssig og politisk fokus. Der skal være politisk og ledelsesmæssig prestige i at arbejde for en god pleje i kommunerne. Det starter med politiske visioner og værdier, der afføder krav til ledelserne og ender med en god service hos den enkelte borger.
Fra mit arbejde ved jeg, at en række kommuner sætter spændende og ambitiøse projekter i gang, og jeg er sikker på, at mange af dem vil bære frugt.
Men jeg har også en fornemmelse af, at de ikke er båret af en politisk entusiasme. Den er nødvendig for at opnå anerkendelse af området, og det kan plejestrejkerne forhåbentlig medvirke til at skabe.