torsdag den 31. december 2009

3 x farvel til nullerne

I aften slutter nullerne, århundredets første årti. Så nu gør jeg status over de 10 år med de emner, jeg skriver mest om i denne blog: Verden, sundhed og kommunikation.

Verden
Nullerne blev årtiet, hvor modsætninger mellem den islamiske og den materialistiske verden blussede op og blev til krige. Begge parter mener altid, at de andre startede krigen. Her i Vesten oplever vi, at terrorangrebene den 11. september 2001 satte det hele i gang.
Den forkerte mand sad i Det Hvide Hus, og han havde de helt forkerte folk omkring sig. Så det blev til en krig i Iran, som Bush ret hurtigt erklærede for vundet - selv om der endnu ikke er fred. Det blev også til en langvarig og stadig udsigtsløs krig i Afghanistan. Historien fortæller os, at krige ikke har vindere, kun tabere. Det har også vist sig i Irak og Afghanistan. Verden er ikke blevet fredeligere trods de mange bomber og døde soldater og civile. Modsætningerne er ikke blevet mindre. Tværtimod.
Vi kan håbe - og indtil videre ikke andet - at Obama lever op til sine løfter og afslutter krigen i Afghanistan om et par år.
Håb er også det bedste, vi har, når det gælder klimaet. Årtiet skulle have sluttet med en ny verdensaftale i København, men det gik slet ikke. Alligevel synes jeg, der er sket store fremskridt på energi- og klimaområdet i nullerne. En hel verden er blevet bevidst om, at menneskene er ved at ødelægge kloden. Enkeltpersoner, firmaer og offentlige myndigheder har sat store og små projekter i gang for at spare på energien og bruge vedvarende energi. Jeg tror, elbilen får sit gennembrud i det nye årti og at vi i den vestlige verden nedsætter vores energiforbrug betydeligt uden at fryse eller gå i mørke.

Sundhed
Her kigger jeg på Danmark og konstaterer, at danskerne er blevet sundere i de seneste ti år. Færre ryger og vores samlede vægt er faldet. Tænk på, at Minimælk er blevet danskernes topscorer i køledisken. Jeg tror også, vi er bedre form nu end for 10 år siden og vores levealder bliver højere og højere. Fint nok.
Men der er langt endnu. Vi skal først og fremmest have knækket den sociale kode. De rige og de veluddannede er blevet sundere, mens de fattige og dårligt uddannede stadig ryger, spiser chips og sidder fast i sofaen. Det kan ikke løses med et knips. Regeringen nedsatte for nogle år siden en forebyggelseskommission, som kom med et helt katalog af forslag, som regeringen straks afviste. Det burde nogen gøre noget ved.
Det er i hvert fald skrupskørt, at en pakke cigaretter kan købes for under 30 kr., når vi rent faktuelt ved, at et prishop på 20-30 kr. vil få mange til at stoppe og få mange andre til aldrig at begynde. Det er også tudedumt, at der ikke bliver arbejdet mere med motion og sund mad i skolerne. Hver skole burde have en Chris MacDonald til at sætte fut i foretagendet. Det vil ikke bare give sundere og gladere børn (og voksne). Det vil også give bedre resultater i skolerne, og det trænger vi også til. De fattiges og dårligt uddannedes børn får nemlig heller ingen uddannelse.

Kommunikation
Årtiets store nyskabelse var de sociale medier, som satte en helt ny dagsorden for kommunikation. Vi finder alle oplysninger på nettet, hvor vi flittigt kommenterer og retter. Det er ikke blot de gamle, vrisne læserbrevsskribenter, der boltrer sig på nettet. Det er næsten alle.
Skal vi have løst et problem, spørger vi vores venner på Facebook eller Twitter, og så er hjælpen der omgående. Skal vi købe et produkt, læser vi brugeranmeldelser i netshoppen eller på særlige sider for motionsfreaks, elektronikhajer eller bogorme. Læser vi en spændende nyhed på nettet, får den en kommentar eller en karakter med på vejen, eller vi sender den som link til en ven.
Den gamle model med at sende information ud til nogle brugere er stadig brugbar men ufuldstændig. Brugerne er ikke kun modtagere af information - de er også afsendere. Det skal man naturligvis bruge som kommunikationsmand, og det er både sjovt, spændende og svært, skulle jeg hilse at sige. Der kommer nye kanaler til hele tiden, og det er svært at vide, om de hitter eller bliver en døgnflue.
I de seneste år er mobilen blevet til en computer, og jeg tror, at den udvikling fortsætter en tid frem. Så vi kommunikationsfolk skal vænne os til at målrette vores budskaber til det lille format på en smartphone.

Godt nytår og held og lykke i tierne.

lørdag den 26. december 2009

Så dyrk da motion, for pokker

En af vores venner har i nogle år haft problemer med at motionere. Han har haft forfærdeligt ondt i ryggen, og det var ekstra plagsomt, fordi han på sit job kører meget i bil. Til vores pakkespil forleden sad han så og fortalte, hvordan det hele er vendt nu
Gennem længere tid er han kommet i svømmehallens motionscenter tre gange om ugen. En tur på kondicyklen, en sveder i stepmaskinen og så nogle baner i bassinet. Det har virket.
Han har ikke længere ondt i ryggen, og han har det generelt meget bedre. Han er mere frisk og udadvendt end tidligere. Min ven er sportsmand og har altid dyrket motion, så jeg kender ham kun som frisk og udadvendt, men der har måske været en periode med den dårlige ryg, hvor han var knap så frisk.
Der findes tusindvis af historier som denne. Motion er en helt fantastisk medicin. Den virker efter få uger, og så bliver man et helt andet menneske. Man kan starte fra nul og opnå meget store forbedringer på forholdsvis kort tid. Går man i stå, kan man bare gå i gang igen og høste alle de dejlige fordele ved at motionere.
Det er ikke præk fra en sundhedsapostel. Det er bare fakta.
I starten af det nye år er alle ugebladene fyldt med slankekure, fordi kvinder og mænd vil tabe sig oven på den fede jul. Så går en hel masse mennesker og plager sig med det og træner deres rygrad ved at sige nej til kager og anden hygge. Dem om det.
I stedet kunne de vedtage med sig selv, at de vil motionere i en time tre gange om ugen. Det giver ikke samme hurtige vægttab som en kur uden fedt og fornøjelser. Til gengæld giver det et varigt vægttab, en slankere figur og et bedre humør.
Jeg ved godt, at mange synes, det er frygteligt hårdt at motionere. Det er det også. Men hvis du motionerer i en time, er det måske hårdt i et kvarter. Tre gange om ugen giver tre kvarters hårdt arbejde på en uge. Det er da mindre anstrengende end at gå i 16 timer om dagen og tænke på alt det, du ikke må spise.
Kom i gang nu, mens du har tid og overskud. Så er du allerede en uge henne i træningen, når de andre kommer i tanke om, at det har været nytår.

søndag den 20. december 2009

IPhone er for lækker

Tankegang sætter fokus på digital kommunikation i de kommende år, og vi starter med os selv. Derfor går vi over til IPhone, og alle ansatte får sådan et vidunder her op til jul.
Nu er min to dage gammel, og jeg må sige: Den er lækker.
Jeg har en anden smartphone i forvejen, og den var jeg glad for indtil i forgårs. IPhone er meget nemmere at betjene, og den har meget nemmere adgang til alting. Er man i tvivl, leder man bare med fingrene, og så finder man altid vej.
Uden større besvær har jeg møffet mail, nyhedstjenester, Facebook, Twitter og endda et rimeligt godt bridgespil ind på det lille vidunder. Det betyder også, at jeg begynder at twitte regelmæssigt. Det er jo ingen sag, når man har tjenesten ved hånden.
Alting står med en ordentlig skrift, så det er til at læse. Det jeg ser på den lille skærm, er det jeg har brug for. Ved andre telefoner skal man lære deres logik at kende. IPhone kender tilsyneladende almindelige menneskers logik.
Og så er de dage forbi, hvor en telefon bare var en telefon. Det er en computer. Der er mail og internet, kalender og GPS plus alt muligt andet nødvendigt og sjovt.
Det er spændende at opleve, men det er også forpligtende for en kommunikationsmand. For fremtidens målgruppe har sådan en i hånden - den kan bare endnu mere end min nye IPhone. Det betyder, at vi  skal servere information og tilbyde dialog til borgernes og kundernes computertelefoner. Det skal være tilpasset formatet, og det skal være lige til at gå til som alt andet på IPhone. Det vil vi øve os i, og vi tror sådan set ikke, vi har alverden tid.
Fremtiden er lige om lidt.

torsdag den 17. december 2009

Misløkket

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er dumpet med et brag som international leder. Han måtte opgive at få lavet selv en lille klimaaftale i København. I skrivende stund er det op til Obama at løse opgaven, og det bliver spændende at se, om det lykkes.
Det var en svær opgave, den danske regering havde - måske var den umulig. Det ved vi ikke. Og der er naturligvis ikke en enkel forklaring på, at det ikke lykkedes for vores uøvede regeringsleder at stå med palmerne i hånden på hjemmebanen.
Men set fra den kedelige side af tv-skærmen har Lars Løkke brugt sin sædvanlige Christiansborg-attitude: Lidt hånlig over for modstandere. Det går ikke i FN - slet ikke.
Der er nemlig ingen modstandere. Alle er medspillere, for en aftale kræver enighed. Det er ikke nok at have et flertal eller nøglespillere med sig. Alle skal stemme for. Selv Sudan og Zimbabwe, som nærmest ikke har krav på international respekt.
Det virker, som om Løkke ikke har inddraget u-landene og ikke har taget dem alvorligt. Det har han vredt afvist, hvilket de også har reageret imod.
I den hjemlige politik er der for meget "dem og os", og der er for mange modstandere. Det ser Lars Løkke ud til at nyde. Han er flasket op med det gennem over 25 år som politiker, og han er dygtig til at være ironisk over for modstanderne.
I et internationalt spil er det simpelthen bare en dårlig vane. Der er det langt bedre at møde folk med et "Yes, we can".
Det ser vi frem til. Velkommen, Obama.

tirsdag den 15. december 2009

Olsen-Banden i Blekingegade

TV2 når som sædvanlig ikke op på DR Dramas niveau med sit nye søndagaftentilbud Blekingegade.
Selv om historien ikke er stramt nok fortalt og dramaet ikke er intenst nok, sidder jeg trofast foran skærmen. Historien om banden er simpelthen så fascinerende, forunderlig og foruroligende at jeg aldrig bliver træt af den.
Fascinerende, fordi der er noget Olsen-Banden over kuppene. Alt var timet og tilrettelagt, og det udføres helt efter planen.
Forunderligt, fordi det er en historie om en gruppe idealister, der på 20 år forvandles til hårdkogte kriminelle uden selv at være opmærksom på det.
Foruroligende - fordi sagen afslørede en fatal mangel på samarbejde mellem politiet og dets egen efterretningstjeneste.
Organisationer lever deres eget liv og opbygger deres egen virkelighed, deres egen kultur og deres egne normer.Det gælder både Blekingegadebanden og politiet og for begges vedkommende blev det skæbnesvangert.
Men lad mig lige slå fast: Det var ikke politiet, der begik røverier og skød en ung betjent med vildsvinekugler. Politiet har nok begået kommunikationsfejl, men det var bandens medlemmer, der var og er skurkene i historien.Som jeg tidligere har slået fast: De skylder stadig for et mord.

tirsdag den 8. december 2009

3. generations håndboldpiger

Karin Mortensen var stort set den eneste, vi kendte, da håndbold-VM startede i fjernsynet lørdag eftermiddag. Og hun blev endda skiftet ud.
Men allerede nu er det meget bedre. Vi er ved at kende holdet, og lige om lidt er de unge piger vores nye darlings. Sådan et drama, som de leverede mod Tyskland, er førsteklasses tv-underholdning. Og jeg er sikker på, at vi har mange neglebidere i vente fra Pytlick & co.
Da Anja, Camilla, Anne Dorte og de andre fra Wilbecks guldhold stoppede, troede vi det var slut. Men så kom anden generation med Fruelund, Kiærskou, Karin Mortensen & co. Nu er de alle væk - undtagen Karen Mortensen. Minsandten om ikke tredje generation viser sig at være lige så lovende.
Pytlick er naturligvis en del af forklaringen. Det må han være. Vi ved, at han kan holde hovedet koldt, og at han kan få det bedste frem i holdet. Hans hold har været heldig så mange gange, at det ikke kan være rent held.
Og så er der Kim Jensen fra Aalborg, tre generationers assistenttræner. Manden, der altid kan forklare i pausen, hvad der skal ske i anden halvleg. Manden, der altid bakker op om træneren og pigerne.
Håndbold er et holdspil, og det danske landshold har nu i 15 år været med helt fremme, fordi trænere, spillere og piger har forstået det i dybden. Holdet har været igennem mange små og store kriser og har undertiden ikke haft de store stjerner. Men modstanderne har altid været bange for Danmark, fordi det er Danmark, som har vundet så mange store turneringer.
Bliv ved med det. Vi er med foran skærmen.

tirsdag den 1. december 2009

Kloge folk i god form

Krop og sjæl hører sammen. Det ved vi godt.
Nu er det videnskabeligt påvist, at motion også påvirker vores intelligens. Politiken skriver om en meget omfattende undersøgelse af unge svenske mænd, som var indkaldt til militæret i perioden 1968-1994.
- Jo bedre kondition, de unge mænd havde på sessionstidspunktet, desto højere scorede de også i de psykologiske prøver, der indgik i sessionen. Blandt andet når det gjaldt logisk intelligens, verbal intelligens og teknisk intelligens, fortæller lederen af undersøgelsen professor Georg Kuhn fra Göteborgs Universitet.
Forskerne har sammenlignet 1.200.000 unge svenskere, så det er i hvert fald ikke statistiske tilfældigheder, der er på spil.
Forklaringen på fænomenet er simpelthen, at motion stimulerer hjernen. Det gælder for børn,  unge og garanteret også voksne.
Dejligt med sådan en undersøgelse. Den føjer endnu en gevinst til motionsdyrkerne. I forvejen kan vi glæde os over, at regelmæssig motion giver:
- Bedre humør
- Mere overskud i hverdagen
- Højere velvære
- Højere disciplin
- Færre sygedage
- Bedre overblik
- Bedre helbred
- Styr på vægten
1 mio. medicinalfabrikker kan forske i 1 mio. år. De vil aldrig kunne opfinde en pille med samme effekt.
Til gengæld er motion gratis, og der er ingen bivirkninger.

mandag den 23. november 2009

Kabaleøvelser holder ikke

Sognepræst Flemming Christensen fra Vejle blev landets første SF-borgmester i 1994 ved en nærmest sensationel aftale med de borgerlige. Han beholdt magten i 12 år og havde et fint samarbejde med de øvrige partier i byrådet.
Den unge Andreas Røpke forsøgte forleden en lignende manøvre i Region Hovedstaden, men den blev stoppet af hans partifæller, som hellere ville arbejde sammen med Socialdemokraterne. Andre steder i landet har SFere lavet tilsvarende manøvrer - og har fortrudt igen. Det gælder i Lyngby - Taarbæk og i Randers.
Forskellen på Vejle-modellen og dem, der netop er brudt sammen er den indholdsmæssige substans. I Vejle lavede Flemming Christensen og de borgerlige partier en 8-årig aftale med nogle klare visioner og retningslinjer.
De utraditionelle alliancer, som blev flikket sammen i nattetimerne efter valget i tirsdags, har mere karakter af kabaleøvelser. Tre partier laver en aftale, hvis hovedformål dybest set er at forhindre et fjerde parti i at få borgmester- eller udvalgsposter. Det kan være meget sjovt i situationen, men når man efterfølgende får ansvar for en kompliceret milliardforretning som en kommune, giver det massive problemer. SF og Venstre i Frederikshavn, som jeg har omtalt nedenfor, er for eksempel grundlæggende uenige om kommunens økonomi. Venstre er gået til valg på at spare yderligere 40 mio. kr. og på at privatisere Park & Vej, hvilket SF er lodret imod.
Kommunalpolitik er ikke som på Christiansborg, og derfor kan der sagtens laves alliancer på tværs af blokkene. Men det kræver en fælles plan og en stærk fælles vilje til at føre den ud i livet.
På samme måde som det kræver fælles retning og et godt sammenhold i rød stue og i blå stue for at opnå resultater.

fredag den 20. november 2009

Paul Rodes rustne søm

"Lad mig slå fast med syvtommersøm. SF kan ikke pege på en Venstre-mand som borgmester".
Citat: Paul Rode Andersen, spidskandidat for SF til kommunalvalget i Frederikshavn. Dato: 26. oktober 2009.
23 dage senere - dagen efter valget - pegede Paul Rode Andersen på Venstres Lars Møller som ny borgmester i Frederikshavn.
Det viste sig at være rustne søm, Paul rodede rundt med i sin værktøjskasse.
4971 stemte på SF. Til lykke til dem.

torsdag den 12. november 2009

Kunsten at vaske tøj

Dette er indlæg nummer 200 på min blog, og det enestående jubilæum skal selvfølgelig fejres. Derfor har jeg tænkt mig at skrive om noget, som optager mange mennesker - og som intellektuelt set er det rene vås. Dagens emne er tøjvask.
Det har jeg haft ansvaret for her på matriklen siden 30. august, hvor Solle kom til skade. Overordnet set går det udmærket. Vi har tøj på hver dag. Det er rent og tørt, og der ligger mere i samme tilstand inde i klædeskabet.
Men zoomer vi ind på aktiviteten i vaskekælderen er billedet knap så rosenrødt. Et par hvide sokker er blevet lettere lyseblå. Et lyst håndklæde måtte have en mirakelkur med noget klorin efter en tur i tromlen med de mørkeblå kolleger og flere par uldsukker er gået fra voksen- til børnestørrelse.
Undervejs er der noget tøj, der blev vasket om, fordi det havde ligget for længe i maskinen og var blevet surt, eller fordi jeg hængte for meget op på én gang. Og der er helt sikkert tøj, som er blevet vasket ved forkerte temperaturer.
Ét problem dukker op igen og igen: Jeg får ikke tømt vaskemaskinen og vasketøjskurven ordentligt. Så når jeg har vasket blåt og bagefter vasker sort, så er der lige et par blå sokker, som får en ekstra tur med de sorte venner. Når jeg hænger tøj op, er der altid flere solister blandt sokkerne. Makkerne ligger enten i kurven eller i vaskemaskinen.
Jeg mangler simpelthen de sidste 10 procent af omhu i dette gøremål. Selv om jeg er opmærksom på mit manglende engagement i vaskesagen, laver jeg en ny lille dum fejl dagen efter.
Tro ikke, at der nu kommer en konklusion om, at mænd bør holde sig fra tøjvask. Det er både plat og dumt.
Jeg mangler præcis det samme engagement, når det gælder håndværksmæssige opgaver. Der mangler jeg i øvrigt også evner.
Men jeg synes, det vil være en fornuftig disposition at lade Solle overtage ansvaret for tøjvask, når hun igen kan gå op og ned ad trapper. Det giver simpelthen det bedste resultat og vores tøj holder længere.
Så må jeg prøve at leve med, at jeg slipper for det stykke arbejde.

lørdag den 7. november 2009

Læs den igen

Små børn elsker at få læst op. De vil helst høre og se de historier, de kender i forvejen. Jo bedre, de kender historien, jo gladere er de for at få den læst højt.
Det griner vi voksne af, og så glæder vi os over, at vi får lov at læse den elskede historie endnu engang.
Men i vores egen effektive verden, er der ikke tid til gentagelser. Der er altid bøger, vi gerne ville have læst, og som vi burde have læst. Derfor er det spild af tid at læse den samme bog to gange.
Prøv det alligevel. Det er en rigtig god oplevelse.
Solle er en skrap og flittig læser, så i sommer tog hun hele Millenium-triologien for anden gang. Jeg rystede lidt på hovedet af hende, men da vi i september var i biografen for at se Salanderfilm nummer 2, måtte jeg indrømme, at der var rigtig, rigtig meget i bogen, som jeg havde glemt. Jeg kunne nærmest slet ikke huske handlingen.
Så jeg bestemte mig på stedet til at læse "Luftkastellet, der blev sprængt", inden film 3 kommer i biografen her senere på måneden. Det gik stærkt, selv om Stieg Larssons sidste bog er på over 650 sider. Og det var en kæmpe fornøjelse. Bogen var mindst lige så god som første gang, og jeg glædede mig rigtigt til at komme i seng hver aften, for så skulle jeg være sammen med Salander i en halv times tid.
Jeg har nu erkendt, at jeg aldrig nogensinde når at tygge mig igennem alle de bøger, jeg gerne vil læse. Derfor kan jeg godt bruge tid på at læse nogle af de bedste to eller måske tre gange. Der er jo ingen grund til at kaste sig over en dårlig bog af pligt, når man har en god bog, der byder på en sikker positiv oplevelse.
Vi hører jo også god musik igen og igen.

onsdag den 4. november 2009

Nedrakning af usynlig fjende

Et gammelt kneb i politisk debat er at definere en fiktiv gruppe, tillægge den holdninger og motiver og så jorde dem med sine egne gode argumenter.
Det er i årevis blevet brugt imod noget, man kalder for 68erne. De er blevet beskyldt for at have ødelagt samfundet på alle mulige måder, og det er meget bekvemt, for staklerne kan ikke forsvare sig. Der er jo ikke en gruppe eller en forening, der hedder 68erne.
Der er måske 500.000 danskere, som var 17-25 år i 1968 - men er de 68ere allesammen? Eller var der kun dem, der røg hash på Kulturministeriets trappe? Eller var det måske alle, der havde langt hår eller deltog i en demonstration?
På det seneste har Dansk Folkeparti fremhævet en ny fjendegruppe i samfundet: De kulturradikale.
Igen er det bekvemt at kritisere dem, for de kan ikke tage til genmæle. Ingen har defineret sig selv som kulturradikal, og ingen udtaler sig på vegne af de kulturradikale.
I weekenden angreb Søren Espersen de kulturradikale for at hylde imam Abdul Wahid-Petersen, selv om han ifølge Søren Espersen går ind for dødsstraf og religiøs underkastelse og er modstander af onani, alkohol og fri abort. Efterfølgende konkluderede han, at imamer er de kutlurradikales nye allierede.
Efter det postulat kunne Søren Espersen så fortælle om sit eget syn på islam og om det vanvittige i, at de kulturradikale er tolerante over for ekstrem islamisme.
Elegant formuleret og egentlig meget fornuftigt. Det er da også for galt, at de der kulturradikale sådan forsvarer kvindeundertrykkelse i religionens navn, tænker jeg.
Men så er det, jeg spørger: Er der nogen kulturradikal, der har gjort det? Jeg kan ikke mindes at have læst eller set det noget sted. Altså bortset fra Søren Espersens kronik i Politiken.
Jeg ved ikke helt præcist, hvad en kulturradikal er for en. Men sådan som jeg har forstået det, er det ikke lige islam, der er deres foretrukne diskussionsemne.Søren Espersen fremhæver selv Poul Henningsen, men har mig bekendt aldrig udtalt sig hverken positivt eller negativt om islam.
De kulturradikales knæfald for islamisk fanatisme er simpelthen et problem, Søren Espersen selv har opfundet, og som han nu profilerer sig på at advare imod. Den slags hedder med akademiske ord manipulation eller demagogi.

torsdag den 22. oktober 2009

Ros til Folketinget

Til månedsskiftet starter Folketinget sin egen tv-kanal. Her kan man følge alle møder i tinget og alle åbne høringer.
Medieeksperter mener, at det ikke bliver noget hit. Der kommer ikke ret mange seere, undtagen ved ganske særlige lejligheder. Det har de selvfølgelig ret i, men det er vel heller ikke succeskriteriet.
Jeg synes, det er et fabelagtigt godt tilbud. Folketinget er den vigtigste folkevalgte forsamling i Danmark, og det er kun rimeligt, at vi i den elektroniske tidsalder har direkte adgang til de officielle forhandlinger fra den fornemme sal.
Politisk interesserede kan få et meget mere nuanceret indblik i vores parlaments liv, og folk med interesse for særlige områder kan følge udvalgte debatter om relevante emner.
Bag hver en lille lov ligger der et stort forarbejde og en meget lang proces. Meget af det kan man få indblik i, når loven behandles i Folketinget. Så gennemgår ordførerne på området loven set fra deres synsvinkel. Her vil man opleve, at de folkevalgte har sat sig fantastisk godt ind i stoffet, og at de interesserer sig levende for det.
Det kan være om vandforsyning eller om støtte til teatre. Inden en ny lov kommer op, har politikerne haft besøg af snesevis af kloge folk med interesse i området. De er blevet bombarderet med læsestof, og et eller flere ministerier har samlet materiale sammen med erfaringer fra ind- og udland. Efter en meget grundig politisk forhandling ender det med en lov, som alle ordførere nærmest kender forfra og bagfra.
Nogen gange går det selvfølgelig for stærkt, og Folketinget vedtager nye love uden at medlemmerne eller ordførerne har nået at sætte sig ordentligt ind i stoffet. Det er også fint at få det dokumenteret på tv.
Personligt vil jeg ikke sidde klistret til skærmen i timevis for at følge de politiske debatter, men jeg vil bestemt kigge på kanalen engang imellem. Og jeg er meget tilfreds med, at Folketinget på den måde gør sit vigtige arbejde mere nærværende.
Det er jo ikke politikernes skyld, hvis vi ikke vil benytte os af tilbuddet.

tirsdag den 20. oktober 2009

Løbelegetøj

Efter flere års principrytteri gav jeg i sommer efter og ønskede mig et løbeur i fødselsdagsgave. Nu har jeg nogle måneders erfaring med bæstet, og jeg bliver nødt til at indrømme, at det er et udmærket instrument.
Uret har en indbygget GPS, som hele tiden ved, hvor jeg befinder mig. Derfor kan det beregne hastighed og højdeforskelle. Puls har jeg valgt fra, fordi jeg ikke vil have ekstra udstyr på mig.
På den første tur med uret, fulgte jeg min gennemsnitshastighed hele tiden. Det var dumt. Jeg løb langsommere, end jeg selv troede og pressede derfor mig selv for at nå en anstændig fart. Resultatet var, at jeg kom til at løbe alt for stærkt, så en almindelig løbetur blev til en rigtig udmarvende gang træning.
Jeg vil sådan set gerne træne hårdt - men ikke hver gang. Jeg vil også gerne løbe nogle mere fredelige ture.
Efterhånden trænede jeg mig op til ikke at kigge på uret undervejs. Nu kender jeg nogenlunde min hastighed, så jeg presser ikke mig selv unødvendigt ved at følge med på uret hele tiden. Jeg løber jo for at have det rart - ikke for hele tiden at forbedre mig.
Men straks jeg kommer hjem, tjekker jeg rutens længde og den gennemsnitlige hastighed, og det må nødigt være ringere end en tilsvarende tur ugen før. Det ligger i baghovedet, mens jeg løber, så resultatet er, at jeg presser mig selv mere nu end tidligere. Det er ikke en belastning - det er ret tilfredsstillende.
I søndags løb jeg 25,5 kilometer i jævnt tempo. Det skulle ikke gå stærkt, men det gik godt og på de sidste kilometer satte jeg farten op for at få en fin tid. Det lykkedes, og jeg var glimrende tilfreds med mig selv, da jeg trykkede på stopknappen og så resultatet på mit elektroniske vidunder.
På den måde har løbeuret givet resultater. Jeg presser mig selv en lille smule uden at blive stresset og uden at blive slave af teknikken. Men der gnaver en lille orm, for det er nemt nok at opnå fremskridt her i dette efterår. Jeg var nemlig skadet i et par måneder i sommer, så jeg er ikke ved at komme i topform. Jeg er bare ved at vende tilbage til niveauet fra før skaden.
Hvad mon der sker med min motivation og min tilfredshed med uret, når tempoet på et tidspunkt begynder at dale? For jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke kan forbedre mine tider måned efter måned, år efter år. Tværtimod.

onsdag den 14. oktober 2009

Held, held, dygtighed

I aften slutter en helt fantastisk VM-kvalifikationsturnering for det danske fodboldlandshold. Helt sensationelt har Danmark sikret sig førstepladsen allerede inden sidste kamp. Indtil Ungarn møder op i Parken her til aften har det danske landshold ikke tabt én kamp.
Det er imponerende.
Har de været heldige undervejs, de danske drenge? Ja, de har. Svineheldige endda. Især kampen på udebane mod Portugal står tilbage som usædvanligt heldig for Danmark. Portugal havde stort set al spillet, men kampen sluttede højst ufortjent 3-2 til Danmark.
Selvfølgelig kan man være heldig i én eller to fodboldkampe i løbet af en lang VM-turnering. Men at det hele er held - det er aldeles udelukket.
Den klassiske historie om held og dygtighed i sport har historiens bedste golfspiller Jack Nicklaus i hovedrollen. Han sikrede en af sine 73 store turneringssejre med et rigtigt heldslag. Nicklaus var bagud med ét slag, men i indspillet på det allersidste hul trillede kuglen direkte i hul.
Efter turneringen kom en dame hen til verdensstjernen og sagde: "Det var flot, Nicklaus. Men De må også indrømme, at De var heldig".
Det gjorde den venlige golfspiller på stedet, og så kom den berømte tilføjelse:
"Ved De hvad jeg har erfaret? Jo mere jeg øver mig, jo mere heldig er jeg".
Det danske fodboldlandshold øver sig på at gøre de ting, der skal til for at vinde eller spille uafgjort i svære kampe. Spillerne udviser høj disciplin, og så sørger de for at vinde (næsten) alle kampe mod de ringeste hold.
Centralt står selvfølgelig landstræner Morten Olsen, hvis stil og fremtoning, jeg aldrig rigtig har brudt mig om. Men resultaterne - de taler altså for sig selv.
Realiteten er jo, at det danske landshold stort set består af europæiske 2. divisionsspillere. Mand for mand er svenskerne, portugiserne og ungarerne bedre end danskerne, men vores hold fungerer bedre og har altså klaret sig markant bedre i kvalifikationsturneringen.
Inden Sepp Piontek kom til, havde Danmark i lange perioder en meget stærk trup med internationale topspillere, som ikke kunne skabe resultater. Så kom et par gyldne perioder med flere topspillere og målrettede trænere, der indførte en helt ny mentalitet på det danske landshold.
Den er nu videreudviklet af Morten Olsen, og situationen er helt omvendt. I dag har vi ingen topspillere men et hold i den europæiske elite.
Det bliver sjovt at se kampen i aften - og ekstra skønt, at vi ikke behøver at være nervøse.

torsdag den 8. oktober 2009

Mod i mediekrisen

Dagbladene er i dyb krise, og de nye netmedier har svært ved at tjene penge. Den eneste sikre vinder er Google, min søde sponsor for denne blog. Google omsætter for over 1 mia. kr. i Danmark, og det er penge, annoncørerne tidligere brugte andre steder.
Folketinget har bedt professor Anker Brinck Lund fra CBS beskrive nogle scenarier for fremtidens mediestøtte. Dem offentliggjorde han på en konference forleden. Jeg skal ikke gå ind i alle detaljer, blot hæfte mig ved det scenarie, som er blevet mindst omtalt: Status quo. Det fører ifølge rapporten dagbladene direkte i graven og sikrer heller ikke økonomi i netmedierne.
Det er med dagblade som med landbrug og værfter: Statstøtte gør ikke erhvervet mere bæredygtigt, tværtimod. Men her og nu er det helt umuligt at klare sig uden pengene.
Dagbladene er fritaget for moms, og de får tilskud til den dyre distribution. Det gør andre blade også, men momsfritagelsen gælder kun dagblade.
Det er selvfølgelig konkurrenceforvridende, at én type medier får en støtte, som andre ikke får, og det burde være umuligt at forsvare rent politisk. Problemet er bare, at mange af dagbladene er i meget store økonomiske problemer og ikke vil kunne overleve uden det indirekte statstilskud.
Det vil få andre følger, for i dag er dagbladene den vigtigste fødekæde for uafhængig, kvalificeret journalistik.Forsvinder hver anden avis, vil der kun være nogle hundrede aktive nyhedsjournalister i Danmark, og så vil en væsentlig del af forudsætningen for vores demokrati forsvinde.
Men løsningen er altså ikke at pumpe et automattilskud ud til alle dagblade. Anker Brink Lund peger på en række muligheder for at give støtte til public service indhold, uafhængigt af udgivelsesformen.
Jeg mener, de må i spil, og jeg håber, at politikerne har det nødvendige mod til at træffe de langsigtede beslutninger.
Målet er ikke at redde dagbladene eller at holde fast i papirmedier.
Målet er at sikre uafhængig journalistik af en vis kvalitet. Det ser ikke ud til, at forbrugerne vil betale kostprisen for det, men samfundet har ikke råd til at undvære den. Derfor må der findes en støtteordning, som ikke bliver en sovepude eller en automat, hvor store koncerner kan trække penge.
Problemet er, at der heller ikke skal knyttes et stort kontrolapparat til, som i praksis sidder og bestemmer indholdet i de uafhængige medier.
Det kræver altså mod fra politikerne. Men den mest vidtrækkende beslutning er ingenting at gøre. Den fører til omfattende bladdød og mangel på kritisk journalistik.

torsdag den 1. oktober 2009

Forsvarets Underholdningsafdeling

Ikke siden de glade dage i december, hvor Stein Bagger sagen rullede, har det været så underholdende at følge med i nyhedsstrømmen.
Time for time kommer der nye skægge detaljer frem i Forsvarets comedy-serie om den forsvarsvenlige jægerbog. I weekenden satte forsvarsminister Søren Gade (V) al sin troværdighed ind på at garantere, at den famøse oversættelse af bogen ikke stammede fra forsvaret selv.
Her torsdag kom fakta frem - at det var chefen for informatikafdelingen i Forsvarskommandoen, som stod bag. Og så var minister og generaler i lange baner lynhurtige til at fyre manden, lægge afstand til ham og forklare, at de var blevet svigtet.
Lavinen ruller, og den roder mere snavs op. Det gør de, laviner.
Forsvarets ledelse har fra starten behandlet sagen helt skørt.
Sagen? Bob bob - der var jo slet ingen sag. En jægersoldat skrev en helt igennem ukritisk bog om sit soldaterliv i Irak og Afghanistan. Ifølge anmeldelser af bogen er den rosenrød i sin omtale af det danske forsvar.
Men de høje herrer har åbenbart ledt efter en sag, der kunne give opmærksomhed, og så blev de enige med hinanden om, at bogen afslørede militære hemmeligheder. Det ville ingen have opdaget, hvis ikke forsvaret selv havde gjort opmærksom på det. Her to uger efter offentliggørelsen i Politiken har vi da heller ikke fået at vide, hvad hemmelighederne bestod i.
At en af forsvarets chefer så kører manuskriptet igennem Googles oversætter og sender en arabisk udgave ud af huset, så fjenden kan læse den. Ja, det er fed humor.
Der er stadig ingen skade sket for Danmark og for soldaterne i Afghanistan. For der står stadig ikke noget farligt i den bog. Husk lige det.
Skaden er, at den formastelige har mistet sit job, forsvaret har ramponeret sit image, og Søren Gade er rykket nedad på den politiske rangstige.
Det mere principielle er manglende dømmekraft hos de øverst ansvarlige for en række farlige og kostbare militære aktioner. De færreste danskere ønsker, at deres søn eller datter skal med forsvaret på mission i Afghanistan. Sådan en farce, hvor forsvarets øverste ledelse helt frivilligt gør sig selv til grin i medierne, øger ikke forældrenes tryghed ved hele situationen. Hvis Tim Sloth Jørgensen er den ypperste blandt de mange tusinde ledere i forsvaret - hvor dygtig er delingsføreren i Afghanistan så?

onsdag den 23. september 2009

Medieestunt for elendige arbejdsforhold

Filmdirektør Peter Aalbæk Jensen har igen præsteret et mediestunt for Zentropa. Han fører sig frem med en historie om, at selskabets elever kan få bedre løn og fremme deres karrieremuligheder, hvis de får tatoveret Zentropas logo på deres egen røvballe.
Tilbuddet gælder de såkaldte "småttere", som eleverne kaldes i filmbyen. Af medieomtalen fremgår det, at småtterne starter med at lave forefaldende arbejde uden løn. Senere får de 8.500 kr. om måneden, og det sidste år når hyren op på 13.500 kr. Det er ikke en egentlig uddannelse. Når læretiden er overstået, modtager de et diplom og to ud af tre får et spark bagi. Hver tredje fortsætter i et almindeligt job.
Peter Aalbæk har fået sin medieomtale og den forargelse, han tilsyneladende næres så godt ved.
Den negative sidegevinst er, at medierne nu sætter spotlight på arbejds- og lønforhold i branhcen. De fleste ved vist godt, at man ikke skal tælle timer og kroner, når man laver film. Det er af kunstneriske grunde, man skal bevæge sig ind i den branche. Men at elever ligefrem arbejder uden løn, og at resultatet af tre års knokleri blot er et hjemmelavet diplom og ikke en egentlig uddannelse - det kan godt forarge mig en smule.
Hvad en tatovering kan ændre ved det, er jeg for dum til at indse. Når alle får sådan én, er det vel en slags uniformering. Det kan være sjovt for Peter Aalbæk Jensen at tænke på alle de ens mennesker, han har vandrende rundt omkring. Men folk, der trækker i uniform på chefens ordre, er næppe de kreative genier, som Zentropa skal bruge for at få succes.

onsdag den 16. september 2009

Danmark er i fare

Jeg sidder her på et hotelværelse i Svendborg og holder vejret. Hvor jeg helt præcist befinder mig, tør jeg ikke afsløre, for jeg kan læse i alle nyhedssiderne på nettet, at Danmarks sikkerhed er bragt i fare. Årsagen er, at den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks har skrevet bogen "Jæger - i kamp med eliten". Her fortæller han om sit eget og kollegernes arbejde i Irak og Afghanistan for et par år siden.
Forsvaret vil have nedlagt fogedforbud mod bogen, og de alvorlige mænd fra Forsvarskommandoen i Vedbæk er virkelig ivrige for at få stoppet de farlige bogstaver. De har bedt alle landets chefredaktører om ikke at offentliggøre passager fra bogen.
Det virkede som en rød klud på Politikens Tøger Seidenfaden, så han skyndte sig at trykke hele manuskriptet som tillæg til dagens udgave af avisen.
Forsvaret fastholder, at bogen udgør en risiko for Danmarks sikkerhed. Nu er indholdet sluppet ud, men det er ikke lykkedes generalerne at forklare, hvad faren består i. Er det hvert et bogstav i bogen, der er farligt eller er det særlige kapitler, afsnit eller sætninger? Det vil forsvaret ikke fortælle. Måske er det simpelthen en statshemmelighed.
Jeg gider ikke at læse bogen. Jeg interesserer mig ikke for krigsførelse og soldaterteknik. Men jeg har mere end almindeligt svært ved at forstå, at den ligefrem skulle bringe Danmarks sikkerhed i fare.
Thomas Rathsacks røber, hvordan jægersoldaterne arbejdede i nogle konkrete situationer for et par år siden. Nogle af de teknikker, bruger de sikkert stadig, og når talebanerne i stort modtager dagens udgave af Politiken, kan de lure tricksene af.
Øøøh.
Mon ikke de vidste det i forvejen? Mon ikke, jægersoldaterne er så dygtige og fleksible, at de hele tiden skifter strategi, taktik og teknik? Mon ikke de først og fremmest indretter sig efter situationen? Er den ikke anderledes i dag end for to år siden?
Informationerne flyder i dagens samfund, selv i et krigshærget Afghanistan uden stabile internetforbindelser. Selvfølgelig ved talebanerne, hvordan NATO-soldaterne har gjort i konkrete situationer. Det vigtige er, at de ikke ved, hvad vores udsendte gør i morgen.
Alt det her kan jeg have misforstået totalt. Det kan være, at der virkelig bliver afsløret vigtige hemmeligheder i bogen. Hvordan forhindrer man så det i et moderne kommunikationssamfund med ytringsfrihed? Forsvarets top har valgt den stensikre vej til fiasko - nemlig at lave så meget larm om bogen som overhovedet muligt. Generalernes usædvanlige aktion har skabt den store omtale og interesse, som i sidste ende provokerede Politiken - og som også fik andre medier til at offentliggøre dele af bogen.
Hvis ikke forsvaret havde hylet og skreget op, havde jeg personligt ikke bidt mærke i endnu en bog med soldatererindringer fra Irak og Afghanistan. Nu kører historien i Danmark og sikkert også i andre dele af Vesteuropa. Chancen for, at de farlige ord når ned til talebanerne i Afghanistan er øget mange hundrede gange på få døgn.
Nå, nu sniger jeg mig ned i hotellets restaurant for at få noget at spise. Mens disse linjer er skrevet er der efter mine observationer ikke sket en yderligere forværring af sikkerhedssituationen i Svendborg. Jeg håber, freden holder resten af dagen, for jeg har lidt arbejde, jeg skal have fra hånden i aften.

mandag den 14. september 2009

Knivhysteri

Der er opstået lidt hysteri, fordi op til flere fredelige mennesker nu er blevet idømt 7 dages fængsel for at have en eller flere knive liggende i bilen. En af dem mistede sit arbejde, fordi der kom en plet på straffeattesten.
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) mener, at politi og domstole har misforstået lovens intentioner. Han vil afvente en dom i Højesteret og så muligvis lave loven om.
Misforstået?
Inden loven blev vedtaget, advarede gode kræfter imod den. De havde to hovedargumenter.
1. Loven kan ramme uskyldige, som tilfældigvis har en kniv til fredelige formål på sig eller i bilen.
2. Minimumsstraffen på 7 dages fængsel er et misfoster. Det fratager domstolene mulighed for at vurdere den enkelte lovovertræders personlige forhold.
Brian Mikkelsen og de øvrige politikere afviste begge kritikpunkter. De brugte ord som 0-tolerance og understregede, at de ikke ville være blødsødne, når det gjaldt vold, overfald og knivstikkeri.
Så de ligger, som de har redt.
Politi og domstole skal ikke gætte på politikernes intentioner. Vi har nemlig en tredeling af magten her i landet - den lovgivende, den udøvende og den dømmende.
Den lovgivende udsteder lovene. Det sker ud fra de ønsker og intentioner, som et stort eller lille flertal i Folketinget har. Justitsministeriets dygtige jurister omdanner de politiske tanker til lovtekster og bemærkninger, som ikke er til at misforstå. Dem skal politi og domstole arbejde efter - og ikke andet. Hvis den enkelte politimand og dommer gav sig til at gætte på, hvad et flertal i Folketinget mener i denne uge, så ville vi få en meget utryg retstilstand i Danmark.
Det er meget uheldigt, at et stort flertal i Folketinget med åbne øjne har valgt at kriminalisere fredelige danskere. Men det er direkte pinligt, når de samme politikere skyder skylden over på andre.

lørdag den 5. september 2009

Rigtige venner - det passer

Findes der en mere kvalmende og banal sang end Jodle Birges berygtede "Rigtige venner"? Jeg kan ikke lige komme i tanke om én, men jeg har lige nu dens enkle budskab tæt inde på kroppen. Og det viser sig endnu engang, at de mest klichéagtige banaliteter kan rumme dybe sandheder.
I søndags faldt Solle ned fra en stige i laden og kom slemt til skade. Knoglerne i begge hendes hæle er knust, og efter en stor operation på mandag skal hun sidde i kørestol i 3 måneder. Derefter følger en sej genoptræning, og det er uvist, hvordan hun kommer til at klare sig fremover.
Det er altså en akut krise for os, og det kan blive en blivende forandring af vores liv. Men det har også vist, at vi er omgivet af utroligt kærlige og opofrende mennesker.
Ikke blot vælter det ind med blomster og gæster på sygehuset i Hjørring (og chokolade. Bøvs). Vi får så meget praktisk hjælp og så mange forpligtende løfter om det, at vi langt fra kan tage imod alt. Faktisk har vi talt om, at vi skal være gode til at tage imod hjælp, og at det også kræver en indsats fra os.
Det er så dejligt at opleve folks kærlighed og indlevelse, og det dementerer alle påstandene om, at danskerne er selvoptagede, egoistiske og uhøflige. Vores venner, kolleger og bekendte er i hvert fald ikke, og jeg tror heller ikke dine er.
Jeg kan lige komme op med to forklaringer på fænomenet. Den ene er, at Solle er en dejlig kvinde, som selv er meget omsorgsfuld. Den anden er den helt enkle, at det er en stor tilfredsstillelse at gøre noget godt for andre. Vi har det godt med os selv, når vi gør en god gerning.
Tusind tak.

tirsdag den 18. august 2009

Aburkatid

Så er det blevet politisk agurketid for de konservative. Naser Khader har fået lov at fremsætte et par forslag, som skal give Dansk Folkeparti baghjul på flygtningeområdet, og han foreslår derfor et forbud mod burkaer.
Jeg hørte i radioen i dag, at det vil ramme ca. 50 mennesker i Danmark. Det kan være, det er er 100 - det kan også være 20.
Af dem er der sikkert nogen, der går med burka, fordi de føler sig presset til det af deres mand, og der er sikkert nogen, der gør det af helt fri vilje.
Den lille gruppe mennesker vil de konservative nu kriminalisere. Det ændrer ikke en tøddel ved deres holdning. Det puster til modsætningerne mellem os og dem, og så kan det måske give politiet en ny opgave. Forslaget betyder helt sikkert overhovedet ingenting for integrationen i Danmark.
Nå, men jeg hørte også i radioen, at et flertal af danskerne går ind for at hæve prisen på en pakke cigaretter til 50 kr. Internationale erfaringer viser, at det får antallet af rygere til at falde. Det er bevist i Norge, Sverige og England.
Færre rygere betyder et bedre liv, færre sundhedsudgifter og et sundere samfund. Her taler vi ikke om 50 eller 100 mennesker. 23 % af den voksne danske befolkning ryger. Det er over en halv million mennesker. En stor prisstigning vil formentlig betyde, at 50 - 100.000 holder op med at ryge.
Se, det er en nyhed, der har stor betydning for det danske samfund. Her kan politikerne virkelig gøre en forskel. Her kan de ændre samfundet i en positiv retning og sikre mange danskere et bedre liv.
Så det har ingen interesse.

mandag den 17. august 2009

Det er synd for Finn

Det er synd for Finn Nørbygaard. For et år siden var han - på papiret - god for flere hundrede mio. kr. I dag er han bankerot, og må sælge hus og alt andet af værdi.
Skurken i historien er Stein Bagger, for det var den vurderede værdi af IT Factory, der gjorde Finn Nørbygaards aktier i holdingselskabet JMI så meget værd.
Jeg er helt sikker på, at Finn Nørbygaard ikke har så meget som en lillefinger med i skandalen. Så det er synd for ham.
Men vi skal lige huske, at Finn Nørbygaard ikke har mistet flere hundrede mio. kr. Han har aldrig haft de penge. Han og alle andre end Stein Bagger troede, at Finn Nørbygaards investering var guldrandet.
Jeg har læst, at Finn Nørbygaard har investeret et par mio. kr. i JMI. Det er mange penge, og dem har han tjent på hel ærlig vis. Nu har han tabt dem igen, og han har også tabt de penge, han lånte, fordi han selv og banken troede på, at han var mangemillionær.
Det er synd.
Men det er ikke mere synd for Finn Nørbygaard end det er for borgere i Roskilde, som er blevet lokket eller presset til at låne penge til at købe aktier i Roskilde Bank. Aktier, der siden blev helt værdiløse. De har også tabt de penge, de investerede plus dem de lånte. Det samme gælder anpartshavere i den krakkede Løkken Sparekasse og andre ofre for udygtige forretningsfolk.
Det er synd for dem allesammen.
Du tror måske, at der kommer et men nu - at jeg vil sige, at de er ofre for grådighed, sådan som så mange påstår. Det gør der ikke. Jeg kan jo ikke vide, hvad deres motiv har været til at foretage investeringen. Måske har de lyttet til et godt råd. Måske har de gjort det for at glæde nogen. Måske har de været bundnaive. Men når jeg ikke ved, hvorfor de har foretaget den skæbnesvangre investering, gør jeg mig heller ikke til dommer over dem.
Jeg kan kun glæde mig over, at det ikke er mig.

torsdag den 13. august 2009

Lynudbud på radiokanaler

Radiostationen 100FM har nu fået fremkaldt en lynhurtig udbudsrunde af den sjette radiokanal - den frekvens stationen bruger nu. 100FM betaler en årlig afgift på 22,5 mio. kr. til staten. Det gør den ikke af tvang, men fordi den bød beløbet på en auktion.
Det har vist sig, at økonomien overhovedet ikke hænger sammen. Det er der to grunde til. Den ene er, at dækningen ikke er komplet, så stationen ikke kan komme ud til alle de lyttere, den har betalt for adgang til. Det er en lang teknisk diskussion, som staten og 100FM ikke er enige om. Den anden er den enkle, at der ikke er et stort marked for kommerciel radio i Danmark.
100FM har i flere omgange truet med ikke at betale afgiften. Det har fremkaldt en debat, hvor alle kyndige er enige om, at en afgift på 22,5 mio. kr. er alt, alt for høj. Selv uden en afgift kan det være svært at få indtægter og udgifter til at hænge sammen.
Men staten kan ikke bare fraskrive sig afgiften, når kanalen har været udbudt på auktion. Det vil være direkte snyd over for dem, der bød et lavere beløb.
Derfor foreslår kulturminister Carina Christensen (K) nu et nyt udbud. Og det skal gå stærkt, for 100FM skal betale næste års afgift den 1. november, og stationen kan ikke skaffe pengene. Udbuddet kan være afgjort inden 1. november, så 100FM kan køre videre eller overlade kanalen til en konkurrent uden afbrydelser for lytterne.
Det er sådan set meget fornuftigt. Staten skal naturligvis ikke tage penge for en vare, der ikke er noget værd. Men jeg er overbevist om, at patienten aldrig bliver rask, selv om operationen lykkes. Kommerciel radio i et lille land som Danmark bliver aldrig en fornuftig forretning. Det skal drives så hamrende billigt, at der kun er råd til at spille musik, og så er det ligegyldigt. Lytterne vil gerne have noget indhold.
Trods sin lille størrelse har Danmark et fantastisk radioudbud i form af 4 gode kanaler fra DR. Kommerciel radio skaber ikke højere kvalitet - det er for længst bevist. Derfor er det lidt morsomt, at Folketingets medieordførere bruger så meget energi på at diskutere radio. Alle deres diskussioner fører ikke til mere kvalitetsradio, men kun til mere radio.
For mig er der intet ideologisk i at foretrække DR frem for kommercielle radioer. Private radiostationer skal være hjerteligt velkomne til at sende på nettet og på FM-båndet, hvis der er plads. De må også meget gerne tjene penge.
Men når vi snakker public service og noget så gammeldags som folkeoplysning, så er det ikke kommerciel radio, samfundet skal satse på.

søndag den 9. august 2009

Tre hjælpsomme tosser


For et års tid siden skrev jeg om tre tosser, der havde cyklet rundt på Fyn i en hel weekend i årets værste regnvejr. Året før kørte de 300 kilometer i strid modvind for deres fornøjelses skyld - de tre tosser, hvor af de to er svogre til mig.
I år gik turen rundt om Ringkøbing Fjord, og den var bestemt ikke tosset. Vejret var herligt, der var mere medvind end modvind, og vi havde mange dejlige naturoplevelser.
40 kilometer før mål sad de tre svogre på en bænk i Børsmose og nød en tår vand og en chokoladebar. Lige som de skulle til at rejse sig, kom en dame trækkende med sin cykel. Den var flad på baghjulet.
"Skal du have hjælp? Vi har lappegrejer", lød det fra den mindst praktisk anlagte af de tre. Damen blev glad, og så fandt vi grejerne frem. Hun var 10 kilometer fra sin bil.
Vi fandt hurtigt hullet i slangen, filede lidt på gummiet, smurte lim på og anbragte en stor lap. Den sad ikke for godt, men den praktiske svoger mente nok, at det gik.
Så kunne vi ikke pumpe slangen op. Luften fes ud lige med det samme. Vi prøvede med to cykelpumper og havde også gang i noget med at sætte et nyt stykke ventilgummi over. Så fandt vi endnu et hul i slangen og prøvede forfra med lappen. Det lykkedes ikke, og i mellemtiden konstaterede vi, at der var noget galt med ventilen.
Den venligste svoger kom i tanke om, at han havde en spritny slange, så den ville de tre tosser sætte på for den venlige dame. Det er lidt kringlet med et baghjul, men vi gik frisk i gang med at skrue med det fine værktøj, som havde ligget i rygsækken hele weekenden. Flere og flere stumper blev lagt hen på bordet, men der var hele tiden en ny lille forhindring, så det skøre hjul ville ikke af.
"Er I optimister?", spurgte cykelejeren lidt ængsteligt.
"Ja, ja" lød det uden overbevisning fra tosserne. 5 minutter efter måtte vi meddele, at vi ikke længere havde noget at have optimismen i. Efter mere end 1 times fumlen måtte vi fortælle den tålmodige cyklist, at vi simpelthen ikke kunne hjælpe hende.
Tilbage var en skilt cykel, en masse skruer og møtrikker, en bekymret cyklist og tre optimistiske svogre. Første forhindring var kæden, som vi havde pillet af bagpå. Den ville ikke på igen. Foran sad den i en lukket kasse, så der skulle skrues endnu 6 skruer af for at sætte kæden på. Det lykkedes forbløffende nemt, og det tog faktisk kun godt et kvarter at samle cyklen igen.
Summa summarum: Halvanden times forgæves arbejde, sorte fingre og en forsinket eftermiddagskaffe på den dygtige svogers terrasse. Damen, der var hollænder - lige som hendes besværlige cykel - sagde pænt tak (for hvad?), og de tre tosser grinede af sig selv næsten hele vejen hjem.
Næste år går turen til Sønderjylland. Så er I advaret dernede!

onsdag den 5. august 2009

Kulturpia på scenen

Dansk Folkeparti dominerer altid den politiske scene om sommeren. De har sans for overskrifter, så i Politiken forleden kunne man se Pia Kjærsgaard erklære, at hun vil egne sig fortrinligt som kulturminister. Det tror jeg såmænd, hun har ret i. Hun vil kunne sætte fut i fejemøjet og ruske op i alverdens ting. Det vil der ikke ske noget ved.
Så langt så godt.
Men i interviewet kommer Pia Kjærsgaard med en række beskyldninger og påstande, som vi hver for sig har hørt for. De bliver ikke mere rigtige af at blive samlet og gentaget af en sur partileder.
Den grundlæggende påstand er, at en eller anden socialistisk kulturelite sidder på magten og definerer, hvad der er kunst. Ved siden af står så folket og Pia Kjærsgaard og mener noget helt andet. Men de her kulturradikale får altså lov at bestemme alting i dansk åndsliv, mener altså Pia Kjærsgaard.
Hun sætter også nogle navne på: Klaus Rifbjerg og Bjørn Nørgaard.
De var også skurkene for 10 år siden og for 20, 30 og 40 år. De er altså begge to langt oppe i pensionsalderen, og selv om de fortsat er både aktive og åndsfriske, er de for længst holdt op med at tegne nogen som helst linjer for dansk kulturliv.
De to gamle fyre kommer ikke med de nye trends fra den store verden. De lancerer ikke nye udtryksformer eller fornyr sproget og formsproget. De har ikke fingeren på pulsen i de kreative miljøer.
De er sikkert stadig mere eller mere venstreorienterede, men at tillægge dem og deres gamle kampfæller fra 60erne og 70erne en særlig status i år 2009 - det er langt ude i hampen. Det svarer til at postulere, at Harald Nielsen styrer dansk fodbold.
Jeg har nævnt det før: I de seneste 40 år har vi haft borgerlige regeringer i over halvdelen af tiden. Borgerlige kulturministre har sat deres præg på den statslige del af kulturlivet.
En anden tendens er, at virksomheder i stigende grad engagerer sig i kulturlivet. Jeg tror ikke, Pia Kjærsgaard betrager dansk erhvervsliv som venstreorienteret, men det er i høj grad kulturinteresserede direktører, der er med til at præge kulturlivet.
Det er de meget, meget velkomne til. Alle spændende input til kulturens verden er velkomne. Mangfoldighed er en uomgængelig del af kulturen.
Den mangfoldighed er stærk nok til at overleve en periode med Pia Kjærsgaard som kulturminister. Det er nemlig hverken ministeren, de kulturradikale eller andre enkeltgrupper, der definerer kulturlivet. Det er os allesammen.

søndag den 2. august 2009

Årets sportspræstation

Årets hidtil flotteste danske sportspræstation kom i aftes i Rom, da OL-bronzevinder Lotte Friis vandt VM i 800 meter fri.
Det er den første danske guldmedalje på langbane, og selve løbet var fantastisk. Lotte Friis forbedrede sin egen danske og nordiske rekord med 5,82 sekunder og svømmede de 800 meter på 8 minutter og 15,92 sekunder.
Svømning er en af de mindre sportsgrene i Danmark, men på verdensplan rangerer svømning højt. Det skyldes ikke mindst nogle store navne ved OL. Danmark har altid været godt med. Mette Jacobsen huserede i den absolutte europæiske top i over 10 år, og hun kan dekorere en halv svømmehal med sine medaljer. Men hun har aldrig vundet VM på langbane.
Vejen til sådan et mesterskab går gennem træning, træning og træning. Bane op og bane ned dag ind og dag ud hver uge året rundt. Elitesvømmere indretter hele deres tilværelse efter svømningen, og de tjener ikke en herregård på deres succes.
Desværre er svømning ikke en stor publikumssport i Danmark. Det burde det være, for det er både sjovt og spændende at overvære et mesterskab. Jeg havde fornøjelsen for mange år siden, da svømmeklubben i Holstebro inviterede en sportsjournalist fra den lokale avis med klubbens succesfulde hold til DM i Herlev. Jeg fik turen og en sjov weekend sammen med de glade og dygtige svømmere.
Her oplevede jeg, at den inviduelle sportsgren også er en holdsport. Der var et helt fantastisk sammenhold i hver enkelt klub. Alle fulgte hinanden. Når klubbens svømmer kom op over vandet, heppede hans eller hendes kammerater. Det lød rigtig skægt.
Den gang var Holstebros store stjerne Lars Sørensen. Han er i dag sportschef for svømmeunionen og dermed en del af Lotte Friis' succes. Jeg er sikker på, at der er lige så stor begejstring bag VM-guldvinderen, som der var bag Lars Sørensen, da jeg for 25 år siden var med til at følge nogle af hans triumfer.

torsdag den 30. juli 2009

Ruinkig i Lønstrup


I mange år har Maarup Kirke ved Lønstrup været en stor turistattraktion. Ikke fordi den var flot eller rummede fantastiske kunstværker. Nej, det spændende var alene, at kirken var i fare for at styrte i havet.
Nu er faren så overhængende, at Skov- og Naturstyrelsen er gået i gang med at rive Maarup Kirke ned. Tilbage står en ruin i to meters højde. Da min far var på besøg forleden, kørte vi en tur i Vendsyssel og var blandt andet forbi ruinen ved Lønstrup.
Jeg har aldrig tidligere set så mange mennesker ved Maarup Kirke. Uden bænke, alter og prædikestol er kirken åbenbart endnu mere interessant end tidligere. På skiltene i ruinen kunne vi læse, at Skov- og Naturstyrelsen løbende holder øje med kysten. Rykker ruinen tættere på afgrunden, piller styrelsens folk også de sidste sten ned. Så er der kun et stort anker fra et engelsk krigsskib samt en lille del af kirkegården tilbage. Ja - og så er der stedet, hvor Maarup Kirke stod engang og måske et par skilte, der fortæller om den lille kirke med den farlige placering.
En forening i Lønstrup samler penge ind til at genopføre kirken et sikkert sted. Lykkes det, har Skov- og Naturstyrelsen lovet at give foreningen de sten og inventar fra kirken.
Jeg synes egentlig ikke om idéen. Det var en dramatisk og speciel historie, at havet så hurtigt åd sig ind på kirken. Den historie mister sin magi, hvis kirken genopføres et andet sted i tryg afstand fra det glubske vesterhav. Det kan vel ikke være for gudstjenesternes skyld, at kirkens venner vil rejse det lille bygningsværk igen. Så vidt jeg er orienteret, er der plads nok i de mange kirker på egnen.
En smuk gåtur fra Mårup Kirkeruin ligger Rubjerg Knude Fyr, der også er offer for naturens stærke kræfter. Sandet fyger simpelthen op ad fyret, som er delvist begravet. I mange år betalte myndighederne for at fjerne sandet igen, men nu er det forbi. Naturen må gå sin gang, så om mange år har Vendsyssel både en tilsandet kirke og et tilsandet fyrtårn. Mig bekendt er der ikke en forening, som ønsker at grave Rubjerg Knude Fyr op og genopføre det på et knap så forblæst sted.
Til jer, der ikke har besøgt de to steder: Se at komme afsted. Det er en god historie. Her kan du se, opleve og mærke, at havet og vinden er et mageløst makkerpar, som kan besejre selv den mest avancerede menneskelige teknologi. De næsten ubegribelige kræfter skal vi simpelthen lære at udnytte til gavn for naturen selv.

søndag den 26. juli 2009

Dejlige bycykler i Stockholm


Bycyklerne vinder frem overalt i Europa. For et par år siden mødte vi dem første gang i Barcelona. Her var ordningen dog forbeholdt lokale indbyggere.
I sidste uge var Solle og jeg i Stockholm, og her har bystyret sammen med Clear Channel indført stort set det samme koncept som i Barcelona - dog med den behagelige tilføjelse, at turister kan lege et 3-dages kort for 125 kr. Læs mere på citybikes.se.
Solle og jeg ofrede 2 X 125 svenske kr., og så kørte vi rundt på de fine lavt gearede blå cykler de følgende dage. Det startede temmelig komisk med, at vi skulle løslade en cykel fra de smarte stativer. Vi havde fået et plastikkort og gik rundt og forsøgte at få det til at passe alverdens steder på cyklerne. Intet skete. Et par andre turister kom forbi for at hjælpe, men heller ikke de kunne finde et sted til at aktivere kortet. Lige over for holdt en stribe taxaer, og en af chaufførerne pegede hen mod en konsol for enden af cykelstativet. Der var en lille læser, som man skulle holde sit kort op foran. Så stod der en besked på skærmen om, at en cykel med et bestemt nummer var fri.
Enkelt og genialt. Systemet går så ud på, at man har cyklen i 3 timer. Så skal den parkeres i et af de 78 stativer rundt omkring i Stockholm, og sekundet efter må man tage en ny. Du kan også stille cyklen, gå rundt i byen og så tage en anden cykel i et andet stativ. Cyklerne står på de mest befærdede steder i byen, mange af dem i nærheden af tunnelbanen.
Alle tre dage gav cyklerne os oplevelser, vi ellers ikke ville have fået. En dag kørte vi på øen Djurgården, og pludselig lå der et stort biodynamisk gartneri med butik og café. Her gjorde vi holdt og duftede og kiggede og fik en fin oplevelse.
Om onsdagen for vi vild. Resultatet var en superflot tur på en motionssti langs en af kysterne. Senere på dagen fandt vi en lille park, hvor vi lå og slikkede sol, mens søde svenske børn legede i nærheden. Takket være cyklerne kom vi meget vidt omkring, og der er jo ingen spildtid som i en undergrundsbane. I London og Paris har vi sammenlagt brugt flere timer af hver ferie på at vandre frem og tilbage i varme, lidt skumle underjordiske tunneler til togene.
I Danmark har mange byer indført bycykler. Frederikshavn er i front. Her er det ikke blot gratis at låne en cykel - man får også fri entré til flere turistattraktioner som belønning for, at man tramper vores dejlige by rundt på de organge tohjulede. Det kan du læse mere om på Forsyningens hjemmeside.

lørdag den 18. juli 2009

Sats på indholdet

Unge - det vil sige folk under 35 - kalder lidt hånligt aviser for gamle eller gammeldags medier. De mener, at den trykte avis er tæt på at dø, og at de store dagbladskoncerner selv er skyld i ulykken. Aviserne har simpelthen ikke opdaget de nye medier i tide.
Det sidste har de lidt ret i. Men også kun lidt. Det tog sin tid, men mediehusene i dag har virkelig gode websites, og de er hurtige til at integrere de nye sociale medier og til at tilbyde deres indhold på andre kanaler - mobilen eller iPodden.
Det kniber med at tjene penge på alt det nye, og igen er de unge lettere hånlige over for mediehusene. Når Facebook, Google og MySpace kan skabe overskud, må mediehusene se at tage sig sammen og finde modeller til at få del i kagen.
Det er ikke bare korrekt. Det er også helt nødvendigt - for de sociale medier og for os alle sammen. Det er nemlig journalisterne, der skaber det helt fundamentale i de mange nettjenester: Indhold.
Se på min blog. Jeg har ikke skrevet en eneste nyhed, som har offentlig interesse.
Jeg har kommenteret en masse nyheder. Det kunne jeg ikke gøre, hvis ikke nogen havde produceret selve nyheden. Det kræver en journalistisk indsats, som hverken bloggere, twittere, facebookere eller andre web-aktivister lægger for dagen.
Råstoffet i alt det, der kan tjenes penge på, er journalistisk arbejde. En meget væsentlig del af det kommer fra dagbladene - de gamle medier. DR og TV2 er selvfølgelig også vigtige bidragydere, men det er stadig avishusene, der føder langt de fleste nyheder i Danmark. Og i USA, England og resten af den vestlige verden.
Jeg kan lige så lidt som alle andre forudse, hvad aviserne skal leve af i fremtiden. I USA er nogle meget store aviser bukket under, og noget lignende kan også ske i Danmark. Men derfra og så til at spå de såkaldt gamle medier en sikker død - der er et stykke vej.
Jeg tror, der er tale om en naturlov. Mediehusene dækker et behov, som omverdenen har. Når der er et behov, er der også et marked, så der skal nok komme en fornuftig forretning ud af nyhedsproduktion igen på et tidspunkt.
Mit lille råd til branchen må være at fokusere på indholdet. Så dækker I omverdenens behov, og så klarer I jer i fremtiden. De nye kanaler og det nye forretningsgrundlag dukker såmænd op af sig selv. Udviklingskræfterne skal først og fremmest bruges på at skabe godt indhold. Det vil vi altid gerne købe.

torsdag den 16. juli 2009

500 danskere døde

Uha. Er det svineinfluenza, jeg nu vil skrive om? Er der vaccine nok, og hvem skal have den? Når Tony Blairs kone kan blive smittet kan vi vel allesammen risikere at få sygdommen.
Nej, bare rolig. Det er meget værre.
Det handler om luftforurening i de store danske byer. Bilernes udstødning er skyld i ca. 500 dødsfald om året og i at tusinder lider af bronkitis og andre sygdomme.
Det skal der ikke rigtig gøres noget ved. Jo, vi er i gang med at overbevise EU om, at vi skal have dispensation fra de fælles-europæiske standarder, og det kan en chef i Miljøstyrelsen komme med en lang teknisk redegørelse for.
Tænk, hvis det havde været en influenza, der risikerede at slå 500 danskere ihjel hvert år. Så skulle du se action fra regeringen. Der ville komme en plan på få dage, og der ville følge penge med.
Men nu er det bare en miljøsag, så det har ikke regeringens interesse. Jo, jo, Connie Hedegaard rejser verden rundt på 1. klasse og holder møder med høj og lav om klimatopmødet i København. Også hun kan levere en masse tekniske forklaringer.
Jeg håber virkelig for hende og for verden, at missionen lykkes, og at der kommer en aftale i Bella-Center her til december.
Sker det, må også den danske regering til at leve op til alt det, den prædiker over for andre. Så må vi også i Danmark nedsætte vores energiforbrug. Det kan kun ske ved at stille skrappe krav til alle, der bruger energi og formentlig kun ved at hæve priserne på fossile brændstoffer mærkbart. Altså højere grønne afgifter.
Måske bliver der så også tid til at gøre noget ved luftforureningen i byerne, så de 500 danskere undgår at komme for tidligt på kirkegården. Det kan ske ved at stille krav om partikelfiltre og ved at indføre bompenge og andre restriktioner på biltrafikken i de store byer.
Hylekoret vil indvende, at det koster erhvervslivet penge, og svaret er: ja. Indtil videre har hylekoret fået ret og resultatet er 500 dødsfald hvert år og et invalideret liv for tusinder af danskere.
Både når det gælder klima, energi og forurening har vi brug for en anden tankegang end den hidtidige. Evig vækst giver ikke evig lykke. Det ødelægger jordkloden og slår os ihjel.

mandag den 13. juli 2009

Og så er det gratis


Nina arbejder på Universitarium i Aalborg, og jeg har længe haft lidt dårlig samvittighed over, at vi ikke har været forbi. Det fik vi rådet bod på forleden.
For det første havde vi feriebarn - Eline på 9 år. For det andet var det regnvejr, og for det tredje havde vi lyst til en god oplevelse sammen. Så vi tog til Aalborg, hvor Universitarium ligger i samme bygninger som Utzon Center nede på Havnepladsen.
Det er et helt fantastisk tilbud fra Aalborg Universitet. Universitarium er et naturvidenskabeligt legeland, hvor voksne og børn kan gennemføre små eksperimenter. Studerende fra universitetet står klar med gode råd og videnskabelige forklaringer. Med jævne mellemrum er der shows - og så er det hele gratis.
Vi havde et par spændende timer i Universitarium. Udstillingen for tiden har energi som tema. Vi var i en vindmaskine - på billedet kommer Eline flyvende ud af orkanstyrken - prøvede lidt solvarme og bølgeenergi. Vi havde også et usynlighedstæppe på og testede varme og kulde på kroppen. Et par heldige fik endda en lynnedfrosset skumfidus, og jeg fik selvfølgelig plasket med vand, fordi jeg var lidt utålmodig med en lille opstilling med bølgeenergi.
Lærerig underholdning og fed reklame for de naturvidenskabelige fag. Jeg aner ikke, hvad det koster universitetet, men jeg er helt sikker på, at det har større effekt end reklamefilm og sponsorering af kulturelle begivenheder. Som i så mange andre sammenhænge er INDHOLD altid attraktivt, og det får vi for lidt af i en verden proppet med massekommunikation.
På Universitarium fortæller de studerende ikke unge mennesker, at de skal søge ind på de naturvidenskabelige fag. De spilder ikke tiden med at reklamere. De fortæller begejstret om de spændende ting, de selv beskæftiger sig med, og så kan modtagerne godt tænke selv.
Uden for ferietiden er Universitarium et tilbud til skoleklasser, så det er mange tusinde nordjyder, som hvert år får pirret deres naturvidenskabelige nysgerrighed.

torsdag den 9. juli 2009

Tour de Dope

Da jeg skulle hjem fra København forleden, tog jeg en svensk avis i SAS-skabet. Det er altid sjovt at se, hvad de skriver om i andre lande. Sverige er nu ikke så eksotisk. De har finanskrise, og de har tynde historier om sommeren. Fint nok.
Midt i avisen lå der et lyserødt sportstillæg. Farven stammer fra den kendte italienske sportsavis La Gazetta dello Sport og signalerer, at det er en meget seriøs sportsavis. Jeg synes, den var fin, for på midteropslaget var der et rigtig sjovt interview med Caroline Wozniacki, der i denne uge er topseedet i tennisturneringen Swedish Open i Båstad.
Mine sidemand bladrede i B.T., som også har en sportsavis. Her kunne jeg se, at de første 6 sider handlede om en begivenhedsløs etape i Tour de France. Så kom jeg til at tænke på, at den svenske avis vist ikke havde nævnt det store franske cykelløb. Ved 3. gennembladring af de lyserøde sider fandt jeg en lille artikel om, at Tour de France en af de kommende dage ville blive mødt af 50 demonstrerende nudister.
Interessant. Tour de France er den altoverskyggende sportsbegivenhed i en dansk avis, mens en svensk flygtigt omtaler en lille skæv historie om arrangementet.
En nærliggende forklaring er, at der nok ikke er nogen svenskere med i løbet. Jeg ved ikke, om der er et par danske ryttere, men jeg har da opfattet, at dopingmisbrugeren Bjarne Riis har et hold med i løbet. Den tidligere fupvinder har brugt en del af de penge, han tjente på at dope sig til at investere i et cykelhold, som hvert år stiller op i Tour de France.
B.T. har helt korrekt opfattet, at der er stor interesse for det franske cykelløb i Danmark. Rigtig mange danske mænd synes, løbet er en kæmpe begivenhed.
Det har jeg meget svært ved at forstå. Cykelsporten har overhovedet ikke bevist, at den er fri af doping. Tværtimod myldrer det stadig frem med sager. Så længe det er sådan, har løbene efter min mening ingen sportslig værdi. For mig er det bedøvende ligegyldigt, hvem der vinder. Jeg vil aldrig kunne føle mig sikker på, at vinderen er kommet ærligt til hæderen og de mange penge, der følger med.
Så på det område kunne jeg godt ønske mig svenske tilstande.

søndag den 5. juli 2009

Jeg er blevet klippet langhåret


Jeg holder gerne små belærende foredrag om, at jeg altid er på jagt efter forandringer. Jeg vil gerne have nye opgaver, som jeg ikke har prøvet før, og jeg er helt vild med at gøre tingene på en ny måde. Forandring motiverer mig simpelthen, og jeg hopper meget gerne ud på dybt vand.
Men det gælder altså ikke på alle punkter. I årevis har jeg haft den samme frisure. Eller jeg skulle måske skrive, at jeg er blevet klippet på samme måde: 9 mm i siderne og så kort som muligt på toppen. Det er nemt at have med at gøre og ser såmænd pænt og ordentligt ud.
For et par måneder siden spurgte min frisør Lea lidt kritisk om, jeg stadig ville klippes på samme måde, og så blev jeg selvfølgelig provokeret. Vi blev enige om, at jeg skulle prøve at blive langhåret, så hun studsede mig bare lidt. Det gentog sig ved næste frisørbesøg, og nu er håret vokset pænt.
Jeg står og fumler med noget voks hver morgen. Først skal håret stritte og siden skal det lægges ned uden at være helt glat. Det må gerne stritte lidt.
Det er jeg ikke så god til, og voksens virkning aftager i løbet af dagen, så håret ser enten helt vildt ud eller blev helt fladt. På gode dage kan det sidde ganske pænt i et par timer, og jeg har fået op til flere kommentarer fra folk, som har bemærket min nye frisure. Decideret ros er det ikke blevet til, men al begyndelse er svær.
Som du kan se på billedet trænger høstakken nu til en trimning, og Lea må hjælpe mig med at finde en vej ud af hårkrisen. Jeg har bestilt tid på tirsdag kl. 13 og glæder mig til at se, hvad jeg beslutter mig for.
Det ender ikke med, at jeg går tilbage til den gamle frisure, for jeg har nemlig lige købt en bøtte voks mere, og den kostede næsten 40 kr.

torsdag den 2. juli 2009

Tal dansk, din sorte hund


I går modtog vi et brev i Tankegang med den imponerende overskrift:
"Nordjyllands Erhvervakademi - NOEA skifter navn til Professionshøjskolen Univerversity College Nordjylland - Teknologi & Business".
Jeg måtte tage et billede af brevet. Det var for fantastisk at få sådan en perle mellem hænderne. Tænk sig, at nogen i fuld alvor kan finde på at kalde en uddannelsesinstitution for de seks lange ord. Tre af dem er danske og tre er engelske. Oversætter man dem, får man det samme at vide flere gange. Det burde i hvert fald stå klart for enhver, at der foregår undervisning på det pågældende sted. Der er både højskole, university og college.
Et eller andet sted i Danmark har der siddet nogle mennesker og diskuteret navnet på den nye institution. Gad vidst, hvilken proces, der førte frem til netop dette resultat. Gad vidst, hvad de folk, der deltog i processen, sagde da navnet Professionshøjskolen Univerversity College Nordjylland - Teknologi & Business dukkede op? Var der mon ikke bare en af dem, der var lidt i tvivl? Eller dansede de rundt på bordene i jubel over deres egen genialitet.
Nu skal det retfærdigvis siges, at erhvervsakademiet er fusioneret ind i Professionshøjskolen University College Nordjylland. Det har så valgt Teknologi & Business som sit undernavn.
Men det ændrer ikke ved, at det er plimmelim.
Det er umuligt for potentielle studerende at gætte, hvad Professionshøjskolen Univerversity College Nordjylland - Teknologi & Business tilbyder. Kan man blive programmør eller revisor? Er det for folk med en folkeskoleuddannelse, en studentereksamen eller en faglig eksamen? Er det videreuddannelse af voksne?
Der er kæmpe konkurrence på uddannelsesmarkedet, og skolerne ofrer millioner på at markedsføre sig. Det er meget dumt at vælge så klodset og uforståeligt et navn, at man skal bruge hele sit markedsføringsbudget på at forklare, hvem man er.
Højskoleuniversitscollegefolkene i Nordjylland har ikke fundet på misfostret alene. Seminarierne er fra en side af døbt om til University College. Det er efter min mening et misforstået forsøg på at være smart med de unge og bruge engelske ord. Som kommunikationsmand synes jeg, at opgaven går ud på at fortælle tingene direkte og letforståeligt, så det vender sig i mig, når nogen finder på misvisende engelske betegnelser.
Det er påfaldende, at det mest vellykkede navn på uddannelsesinstitutioner er i den del af branchen, der er mindst prestige i - sosu-uddannelserne. Skolerne hedder simpelthen SOSU Nordjylland, SOSU Vest og så videre. Der uddanner de sosu-assistenter og sosu-medhjælpere, som passer de gamle. Det er da til at forstå.
Da Jeppe på Bjerget vågnede op i baronens seng, begyndte tjenerne at tiltale ham på fransk og latin og morede sig med, at Jeppe ikke forstod, hvad de sagde. Så kom det berømte citat, som jeg husker så tydeligt udtalt af Buster Larsen: "Tal dansk, din sorte hund!"
Det måtte gerne blive pensum på alt fra Tech College til CBS.

tirsdag den 30. juni 2009

Vindermentalitet

I arbejdslivet går jeg sjældent blindt efter et resultat. Der er processen også vigtig. Mine kolleger og jeg skulle meget gerne lære af det, vi foretager os sammen. Så bliver både hver enkelt, teamet og Tankegang dygtigere og har det sjovere.
Men når det gælder sport er jeg til ren vindermentalitet. Jeg er mere glad for et heldigt mål end et rent vristspark. Og jeg kan ikke glæde mig over et velfungerende netspil i badminton, hvis jeg har tabt til en dårligere modstander.
For mig er det simpelthen sportens berettigelse, at det gælder om at vinde. En meget vigtig vej til sejren er modet til at vinde og troen på, at jeg kan vinde.
Jeg er helt vild med Caroline Wozniacki. Hun hamrer til enhver bold, som om det gjaldt om at smadre den, og hun løber efter de mest håbløse returneringer. Hun udstråler i den grad vilje til at vinde. I går gik det galt i ottendelsfinalen mod en kanontysker. Wozniacki var simpelthen et skridt bagud hele tiden og tabte kampen klart. Bagefter var hun skuffet og utilfreds med sig selv.
Det er lige efter mit temperament.
Wozniacki vidste, at hun kunne have gjort det bedre. Hun havde nogle break-chancer, som hun ikke udnyttede, og hun lavede nogle uprovokerede fejl, fordi hun kampen igennem var under hårdt pres. Det skal man ikke være tilfreds med. Det er sundt at være sur på sig selv i et stykke tid - for så senere at lære af sine erfaringer.
Men hun har modet til at vinde - og her ligger den halve sejr. Tiger Woods' modstandere har næsten tabt til golf-ikonet blot de ser ham på banen. Han udstråler i den grad kontrol, styrke og koncentration. Det smitter både af på ham selv og modstanderen.
Du kan også tage kvindelandsholdet i håndbold, som vandt OL-guld i 2004. Det hold var knap nok blandt de 5 bedste i verden, men det var Danmark, som i mange år havde været på toppen. Så både spillerne, publikum og modstanderne troede, at Danmark var de bedste. Og så var de det.
Wozniacki har det mod, og derfor er hun en vinder. Jeg tror på, at hun vinder en af Grand Slam turneringerne inden for de næste 3 år. Det må meget gerne blive Wimbledon.

torsdag den 25. juni 2009

Koldkrigslogik

Lærke blev født for 20 år siden, samme år som Berlinmuren faldt. Hun og hendes jævnaldrende har sikkert svært ved at forstå, at en gruppe eksperter skal forske i 10 år og udgive en 4600 sider lang rapport om Politiets Efterretningstjeneste rolle under den kolde krig. I dag er det fuldstændig til grin, at staten har betalt hundredevis af politifolk løn for at lave optegnelser om medlemmer af VS, SF, SAP, KAP og en række organisationer på venstrefløjen. Mindst 250.000 danskere er registreret for politisk aktivitet. Resultatet af dette enorme arbejde er tæt på at være ingenting. Det viste sig nemlig, at de mange mennesker ikke meldte sig ind i en venstreorienteret forening, fordi de var KGB-agenter. De (vi?) gik ikke fredsmarcher på befaling fra Sovjet eller med tilskud fra DDR. Næ, det var såmænd noget så banalt som holdninger, der drev værket.
Nu om dage er ytringsfrihed hævet op som den vigtigste rettighed overhovedet. Det bakker jeg op om. Men set med de briller, er det uhyrligt at registrere folk, blot fordi de ytrer sig politisk. Og så viste det sig at være helt til grin, fordi de pågældende blot var fredelige venstreorienterede. De var ikke spioner.
Der var enkelte undtagelser, blandt andet de gangstere, der udgjorde Blekingegadebanden. De begik voldelige røverier, hvor de slog uskyldige mennesker ned og truede dem med dræbende våben. Efter deres sidste røveri skød de en betjent med en pistol, der var ladt med ekstremt farlige vildsvinekugler. Alt det gjorde de for at støtte en politisk organisation i Palæstina, som begik terrorhandlinger.
Mens PET-folk landet over sad og nussede med deres hemmelige kartoteker og gik til møder i lokale fredsgrupper, hvor der intet ulovligt foregik, kunne et aktivt samarbejde mellem PET og politiet have stoppet Blekingegadebanden flere år før røveriet i Købmagergade. Det var en glasklar fejl, og for min skyld behøver vi ikke at nedsætte endnu en 10-års kommission for at hitte ud af det.
Set i bakspejlet virker det helt grotesk, at staten sætter et kæmpe apparat i gang for at holde øje med folk, der slet ikke er kriminelle. Det vidste de jo godt, de gæve PET-folk. De afslørede jo ikke landsforræddere hos SFs Ungdom i Støvring eller polske agenter hos Vangede For Fred.
Men bakspejlet viste noget andet i 60erne og 70erne. Det viste en tilsyneladende meget stærk og krigerisk kommunistisk blok i Østeuropa. En sovjetmagt, som i starten af 1960erne balancerede på kanten af en atomkrig ved Cuba, og som slog hårdt ned på folkelig opstand i Ungarn og i Tjekkoslovakiet. Set fra Rusland og Kina var USA og NATO mindst lige så skræmmende, men det er en anden historie. Det var indholdet i den kolde krig. Det var en uvirkelig virkelighed, hvor vi i perioder reelt var bange for, at en atomkrig skulle lægge hele jordkloden øde.
Der var paranoia på begge sider af Jerntæppet og et af de mere pudsige udslag af den var altså at sætte ansatte i PET til at udfylde små kartotekskort om alle, der kunne tænkes at have røde sympatier. Det skulle de ikke have gjort, men de kunne måske undskylde sig med, at FJENDEN havde flere hundrede tusinde mænd beskæftiget med en meget skæbnesvanger overvågning af egne borgere.

torsdag den 18. juni 2009

Retorikken gør en forskel

Det besværlige ved at skrive om konflikten i Mellemøsten er, at man skal stave til navnet på Israels ministerpræsident. Han hedder Benjamin Netanyahu. Forleden kom han med et opsigtsvækkende udspil, som fortjener lidt omtale. For det første sagde han ja til en tostatsløsning - på visse betingelser - og for det andet tilbød han at mødes med de arabiske ledere nårsomhelst og hvorsomhelst.
Det lyder som tom retorik, men netop i den forbandede konflikt mellem Israel og dets naboer har måden at sige tingene på altid spillet en rolle. Flere gang er forhandlinger blevet aflyst, fordi parterne ikke kunne blive enige om et mødested.
Analytikere over hele verden har travlt med at fortolke Netanyahus udspil, og mange har allerede afvist det som et smart taktisk kneb, som alene har til formål at opnå goodwill hos USA. Obama besøgte jo Mellemøsten for nylig uden at komme til Israel, så den jødiske stat er under pres fra dets stærkeste allierede.
Det er meget interessant med alle de analyser, men det vil være endnu bedre, hvis alle parter ville tage den israelske leder på ordet. Han inviterer til forhandinger om fred, og så er det bare om at få arrangeret et møde og få gang i en ordentlig samtale.
Parterne er rigtig gode til at fremsætte barske erklæringer mod hinanden. Alene deres retorik har været med til at forhindre reelle fremskridt. Når Netanyahu nu begynder med en anden sprogbrug, bør palæstinenserne og naboerne tage ham på ordet og give igen af samme positive skuffe.
Konflikten er sandet til hundredevis af gange og kommer nok til at gøre det igen. Men alle forsøg skal gøres, for det handler ikke kun om Israel og Palæstina. Det handler også om Vesten og muslimerne. Muslimske landes ledere bruger Israel som fjendebillede i deres bestræbelser på at holde sig selv ved magten og på at forhindre ytringsfrihed og demokrati i at brede sig.
Der er også rigtig meget skidt at sige om Netanyahu og alle hans forgængere. Men kan kan også vælge at sige noget godt. Retorikken gør nemlig en stor forskel.

mandag den 15. juni 2009

Dagens dumhed

Her er søndagens dumhed fra mig. Eller i hvert fald dagens første.
Den startede nemlig om morgenen. Jeg havde planlagt at løbe ned i Tankegang og hente min cykel. Så kunne jeg tage avisen med oppe fra hovedvejen.
Vejret var fint, så jeg luntede afsted ned af bakken. Dagen før havde jeg løbet en lang tur, så jeg havde en lille forstrækning bag på højre knæ, men de 6 kilometer ned til byen skulle jeg nok kunne komme igennem.
Alt gik fint, indtil jeg nåede Midtpunkt 40. Min cykel stod ikke i stativet. Det var dagens dumhed - jeg måtte jo have sat den ned i cykelkælderen, som jeg ikke havde nøglen med til. Jeg var faktisk lige ved at løbe hjemad på de trætte ben, da jeg kom i tanke om, at nogen måske kunne hjælpe mig med at komme ned i cykelkælderen. Øjeblikket efter kom en ung pige, og hun låste op for mig. Tak, tak. Men cyklen - den var der ikke.
Det var dagens dumhed. Hvornår lærer jeg at bruge den cykelkælder hver gang i stedet for mageligt at stille jernhesten i stativet?
Jeg strakte ud og løb langsomt tilbage. Jeg var forbi Brugsen og hente rugbrød og rundstykker, så det var faktisk lidt besværligt at løbe op ad bakken. Hele vejen hjem ærgrede jeg mig. Ikke så meget over den mistede cykel men over, at jeg nu skulle bruge en halv solskinsdag på at anmelde tyveriet til politi og forsikring.
Derhjemme gik jeg til bekendelse, og da jeg var færdig med min historie sagde jeg pludselig: Det kan være den står ude i laden. 12 sekunder senere kom jeg tilbage og konstaterede, at det gjorde den.
Det var dagens dumhed.

tirsdag den 9. juni 2009

Alle valgets vindere

Næsten alle partier erklærede sig som vinder af EU-valget i søndags. Det mest underholdende var Liberal Alliance, hvis formand mente, at 0,2 % af stemmerne var et vigtigt skridt på vejen for partiet.
Skidt med ham.
Tilbage står, at Socialdemokraterne blev valgets store taber med et minus på 11 %. En del skyldes et rigtigt godt valg sidste gang, hvor Poul Nyrup støvsugede stemmer til liste A. Andet skyldes SFs fremgang, og endelig ser det ud til at der blæser mere højreorienterede vinde over Europa. Æv.
Vinderen var Dansk Folkeparti, som igen har gjort det bragende godt i en valgkamp. Partiet har markedsført Morten Messerschmidt supereffektivt med ét slogan, som kunne rumme næsten alle problemstillinger.
Også Socialdemokraternes Dan Jørgensen fik et meget flot valg. Selv om partiet gik tilbage, var kampagnen for den ikke særligt kendte spidskandidat meget vellykket.
Omvendt må man sige, at Jens Rohde skuffede fælt. Det er ikke godt nok, at spidskandidaten for Danmarks største parti bliver nummer 5 på listen over personlige stemmer. Jeg tror, det hænger sammen med hans personlige udstråling. På mig virker Rohde bedrevidende og en lille smule nedladende. Dertil kommer, at Venstre har sendt et grumset signal - er de begejstrede tilhængere af EU eller er de lidt skeptiske?
Bendt Bendtsen vidste godt, at han stod over for et katastrofevalg, da sagen om hans golf- og jagtture eksploderede. Han forsøgte med en politisk kanin om Tyrkiet - som ikke har en pind med Europaparlamentet at gøre. Det har tilsyneladende givet bonus, og han har fået et overraskende godt valg. Hans tale til partiet søndag aften afslørede, at han ikke har trang til at aflevere politiske budskaber, så fred være med ham.
Læren for alle, der vil vinde valgkampe er:
1. Kom med 1 klart, letforståeligt budskab, som du gentager og gentager.
2. Synliggør spidskandidaten mest muligt.
Det er der for resten ikke noget nyt i, men det gælder stadigvæk. Også til november.

lørdag den 6. juni 2009

Jagten på en iPod - og på Elgiganten

Grundlovsdag var vi på sviptur til Göteborg med Mariean og Ole. Vi skulle lede efter indkøbsbehov, nu da den svenske krone kun koster 70 øre. Det viste sig, at priserne var som i Danmark - eller lidt højere. Men vi havde en meget hyggelig dag.
Vi kørte i sporvogn ind mod byen, og da vi kom til indkøbscentret Nordstan så jeg helt bestemt butikken Elgiganten. Det passede mig fint, for jeg ledte efter en billig iPod til Solle.
Inde i selve centret tjekkede vi først prisen på en iPod hos Expert, og så kiggede vi ellers på alt muligt andet. Om eftermiddagen gik vi i de hyggelige gader, og da der ikke rigtig var træk i tegnebogen, besluttede jeg mig for at gå tilbage til Nordstan for at købe en iPod. Ole gik med, og vi ledte grundigt efter Elgiganten, som jeg mente at have set. Den stod ikke på oversigtstavlen og et par toiletvagter i centret vidste helt sikkert, at Elgiganten havde en forretning flere kilometer væk - men ikke i Norstan.
Så pløjede vi igennem alle centrets elektronikbutikker - uden at finde en iPod til de 999 svenske kr. som Expert forlangte. Til slut vendte vi tilbage til Expert og købte dyret.
Så skulle vi finde tilbage til torvet i byen, hvor vi havde aftalt at mødes med Mariean og Solle. Og hvad kommer vi lige forbi uden for Nordstan? Elgiganten!
Ind i butikken og tjekke priser. Heldigvis viste det sig, at iPodden var dyrere end hos Expert. Det var Ole glad for. Han var godt træt i fødderne og gad helt sikkert ikke endnu en tur ind og ud af det store center.
Fedt køb. I dag har jeg så rigget den til og lagt lydbøger og musik over. Nu viser det sig så, at den fikse maskine desværre ikke kan afspille indholdet. Så jeg må en tur til Göteborg og hente en bytter. Hvad gør man ikke for at spare et par hundrede kroner?
Efterskrift: Det viste sig at være en lille sygdom i computeren, der var skyld i problemerne. IPodden fungerer upåklageligt.

søndag den 31. maj 2009

Samtale med Dalai Lama

En officiel kinesisk talsmand har meddelt, at forholdet mellem Kina og Danmark lider skade, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ført en samtale i København med Tibets religiøse leder Dalai Lama.
Det må vi så tage med.
Det kan endda være, at kineserne ikke vil handle så meget med os på grund af samtalen.
Det må vi også tage med.
Kinesernes besynderlige reaktion hører til i en helt anden verden, hvor kun Kina og nogle få andre diktaturer befinder sig. At blive sur blot fordi en statsleder taler med Dalai Lama - det er absurd. Samtale er godt. Det er fornuftigt at tale med dem, man er nogenlunde enig med og det er mindst lige så vigtigt at være i dialog med dem, man er uenig med.
Det er derfor, alle danske regeringer opretholder samtalen med de kinesiske magthavere. Selv om danskerne ikke går ind for etpartisystemet, dødsstraf, forfølgelse af politiske og religiøse aktivister, begrænsning af ytringsfriheden og mange af de andre kinesiske uretfærdigheder.
Så den egentlige fejl er, at kineserne ikke vil tale med Dalai Lama. Han er en særdeles fredelig og venlig mand, som ikke vil kineserne eller deres stat noget grimt. Han kan tværtimod hjælpe dem. Kina kan få et bedre image, hvis landet forsoner sig med Dalai Lama og befolkningen i hans lille bjergstat. Det vil give rigtig mange point hos os vesterlændinge. Og kineserne - de vil ikke opdage det. De får jo i forvejen kun det at vide, som partiet har lyst til at fortælle.

fredag den 22. maj 2009

Hvorfor gør jeg det her?

For 25-26 timer siden løb jeg hen ad en lang, ensformig sti. Mine ben var som betonklumper, og det venstre var hele tiden på grænsen til krampe. Det var lidt uden for Brædstrup, og jeg havde på det tidspunkt løbet 34 kilometer. Der manglede altså 8 kilometer af maratonløbet. De 8 værste. De 8 helt igennem forfærdelige kilometer.
Foran mig var ingen mennesker at se, og bagved heller ikke. Landskabet var ensformigt og lidt kedeligt, og så var der den her laaaange tynde stribe asfalt, som skulle besejres.
Pludselig begyndte folk at løbe imod mig. Det viste sig, at der var et vendepunkt på ruten et stykke længere nede. Det gjorde som sagt ondt i benene - og i det meste af resten af kroppen. Stien begyndte at hælde lidt nedad. Skønt nok, bortset fra, at jeg så skulle løbe opad på tilbagevejen.
Da jeg havde løbet i en evighed, spurgte jeg en af de seje, der løb imod mig, hvor langt der var til vendepunktet. "Et par kilometer", sagde han med et irriterende overskudsagtigt smil. Det var næsten ikke til at bære.
Jeg forsøgte med alverdens opmuntringsteknikker. Flere gange kiggede jeg på uret og fortalte mig selv, at nu var der kun 45, 40 eller 35 minutter tilbage. Jeg forsøgte også at mobilisere en glæde over, at jeg helt sikkert ville gennemføre løbet, endda i en tilfredsstillende tid. Men det eneste, jeg var i stand til at tænke på, var de ømme ben og den lange kedelige sti.
Efter vendepunktet gik det en smule bedre. Der var fem kilometer igen, men kort efter begyndte jeg at møde folk, som var på vej hen til vendepunktet. Det var helt tydeligt, at de havde det rigtig hårdt, og jeg fik faktisk lidt medlidenhed med dem. Bare lidt.
Ved 40 kilometer sagde en sød ældre herre, at mit løb så rigtig godt ud, og jeg tænkte: Godt, jeg ikke er ham, der først skal 3 kilometer ned ad den lange sti og så 5 kilometer tilbage.
Så var jeg lige pludselig inde i opløbsområdet, og benene kunne mirakuløst klare en lille spurt. Jeg lod dog venligt den foranløbende komme først. Jeg havde først fået øjenkontakt med ham 1 kilometer før, og det ville være demoraliserende for ham at blive passeret på målstregen.
Over målstregen, medalje om halsen, ind i bad og derefter ind i bussen. Her gik snakken livligt, ikke mindst om de ulidelige sidste kilometer. 1 time tidligere var det et lyslevende mareridt. Nu var det bare en sjov historie og en fælles oplevelse, og folk pludrede lystigt om alle mulige andre maratonløb rundt omkring i Danmark.
Selv om jeg har prøvet det før, er det altid chokerende hårdt mellem 32 og 40 kilometer. Det ved alle, der har løbet maraton, og vi glemmer det allesammen igen, når vi melder os til et nyt løb.
Det er måske derfor, det er så tiltrækkende at løbe de forbandede skønne maratonløb.

onsdag den 20. maj 2009

De kaster sten i havet for 35 mio. kr.

Nu skal du bare læse en fantastisk historie, jeg så i DR2 i aftes. Den foregår næsten uden for mit vindue. Lidt nord for Læsø er Skov-og Naturstyrelsen i gang med at kaste for 35 mio. kr. sten i vandet. Det er nogle kæmpe blokke på 1-3 tons, som bliver plumpet ned i Kattegat.
På den måde håber styrelsen, Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Fiskeriundersøgelser at kunne genskabe et kæmpe stenrev, som opstod efter den seneste istid. Ved det rev har det været en gigantisk tangskov med et enestående dyre-og planteliv.
Hvordan kan sådan noget forsvinde? Ja, det kan det fordi vi har bygget havne og moler i Danmark. Den hurtigste og billigste måde at få fat i de store sten til de projekter, var at fiske dem op. Så det gjorde brave danske stenfiskere i forrige århundrede, hvor de danske havne blev sikret mod naturens luner.
Området heroppe hedder Læsø Trindel, og det er klassisficeret som et Natura 2000 område. Derfor har EU også givet et pænt tilskud til arbejdet med at gendanne stenrevet. På Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside står der, at der er tale om et huledannende stenrev på 7 hektar. Når det er kommet til sig selv i år 2012, udgør det halvdelen af de huledannende stenrev i Danmark.
Og så kommer tang, søanemoner og fisk nærmest af sig selv. Om få år er Læsø Trindel et meget atraktivt sted at dykke. Stedet bliver lige så udfordrende og mangfoldigt som et farvestrålende koralrev ved en Bounty-ø.
En del af de 35 mio. kr. går til de forskere, der skal følge udviklingen i og omkring stenrev før, under og efter etableringen. Rundt omkring i Europa prøver naturstyrelser andre metoder til at bygge rev op. En discount-idé med at dumpe bildæk viste sig at være en fiasko, så nu venter de dybtgående eksperter spændt på at se effekten af stenblokkene ved Læsø.

søndag den 17. maj 2009

Klimakvalme - det går over

Et nyt begreb er dukket op i den offentlige debat: Klimakvalme.
Det betyder ganske enkelt, at folk er trætte af at høre om klimaet.
Egentlig handler det om firmaer og foreninger, der forsøger at slå plat på klimaet - lancerer særlige klimaprodukter for at være med på bølgen, men uden at gavne klimaet. Selvfølgelig får vi kvalme over dem, og de får heller ingen succes. Al erfaring viser, at du i det lange løb kun får succes med at tilbyde produkter, du selv går ind for.
Desværre er klimakvalmen ved at brede sig, så folk i almindelighed er trætte af at høre om de menneskeskabte problemer og løsningen på dem. Så kan man gøre, som man plejer og så bliver politikernes ambitioner også derefter. De reagerer lynsnart på folkestemninger.
Et helt kontant praktisk eksempel på klimakvalme er den manglende reaktion på regeringens såkaldte "grøn vækst" pakke. Den blev lanceret med opsmøgede ærmer af daværende statsminister Anders Fogh på Venstres landsmøde. Hans vision var at skabe et samfund, der var uafhængig af fossile brændstoffer. Han indrømmede endda for første gang i sit politiske liv, at han havde taget fejl, når det gjaldt klimapolitik.
Mens og efter, at Fogh søgte nye græsgange, rasede et internt slagsmål i regeringen om ambitionsniveauet i planen for grøn vækst. Regnedrengene vandt, og regeringen kunne som så ofte før præsentere en tynd og uambitiøs plan. Selvfølgelig blev der hældt godt med politiske floskler over den bleggrønne masse, men det kunne ikke skjule, at planen er milevidt fra Anders Foghs gamle vision. Det er stort set bare en nødvendig opdatering - nødvendig for at Danmark kan leve op til de mange forpligtende internationale målsætninger, vi har skrevet under på.
Der har været lidt pip og lidt kuk fra de grønne foreninger om, at planen er meget vækstorienteret end grøn, men der er ikke kommet en egentlig folkelig debat.
Det må skyldes klimakvalmen. Måske er Lars Løkke og hans spindoktorer glade for, at de er sluppet for ballade, men tilbage står, at Danmark fortsætter på en udsigtsløs taberkurs. Vi kan hjælpe klimaet og vi kan fremtidssikre titusindvis af danske arbejdspladser ved at gøre Danmark til en grøn vindernation. Det kræver en reel omstilling af samfundet. Det kræver en helt ny måde at tænke energiforsyning og transport på. Det kræver skrappe krav til den enkelte forbruger og virksomhed, men det kan sagtens lade sig gøre, og det kan på få år blive en fremragende forretning for Danmark. Som sidegevinst giver det et bedre liv for os danskere.
Klimakvalmen går over. Det gør klimaproblemerne ikke. De bliver bare større og større, jo længere tid, vi spilder på floskler uden handling. Strudsen forsvinder heller ikke ved at stikke hovedet i busken.
Det største problem i Danmark er ikke 454 afviste asylansøgere fra Irak eller ministernes kalendere. Se nu at komme i gang med de reelle problemer. Vil I ikke nok?