mandag den 29. december 2008

Stille dage med influenza

Sneen daler sagte ned uden for vinduerne. Jeg sidder i sofaen med computeren og Solle ligger inde i sengen med et blad og en bog.
Vi er ramt af influenza, eller en form for virus, som Lærke havde med hjem til jul. Alle fik den, og for Solles vedkommende har den indtil videre kostet 2 dage i sengen. Selv er jeg mere eller mindre oppegående. Jeg er voldsomt forkølet og skal helst have en snotklud inden for rækkevidde, men jeg kan godt holde husholdningen kørende.
Det er selvfølgelig børletræls (som vi sagde i Holstebro, da jeg var børn) at være syg og snotforkølet. Men det er også lidt hyggeligt med sådan nogle julefridage, hvor vi ikke laver noget som helst. Vi skulle have været i Middelfart og Esbjerg i går, men ellers var der ingen planer. Vi havde nok fundet på noget, hvis vi havde været raske, men meningen var sådan set, at vi skulle lave ingenting. Det gør vi så nu.
Det viser sig, at vi er ret gode til det. Måske skulle man skifte til den branche?

torsdag den 25. december 2008

Grådighed og eftertanke

Stein Bagger og IT Factory er årets historie, og vi mangler stadig at få en masse forklaringer. Så den bliver også et hit i 2009.
Det er først og fremmest historien om en svindler, og den slags bliver som regel opdaget før eller siden.
Men det handler bestemt også om grådighed. Sejlbåde, store villaer, luksuslejligheder, sportsvogne, dyre rejser, ure, tøj og anden luksus var en del af Stein Baggers univers. Asger Jensby, Finn Nørbygaard og sikkert også mange andre var med på vognen.
Nu sidder de tilbage med vreden, men også med eftertanken. Hvorfor var det så vigtigt at jage al den luksus? Hvorfor var det ikke fedt nok at have en formue på 100 mio. kr.? - skulle den absolut belånes, så der kunne komme flere nuller bag?
Her er folkene omkring Stein Bagger ikke alene. Mens den økonomiske optur drønede derudaf, troede flere og flere, at de kunne investere sig til store og små formuer. Alt blev ved med at stige, så det gjaldt om at købe mest muligt. Jo mere - jo rigere!
Det er logisk, at det måtte få en ende. Men der er lige så god grund til eftertanke hos os andre som hos Finn Nørbygaard & co. Vi er jo mange, der har troet på, at vi havde en særlig evne til at få penge til at yngle. Vi er mange, som har stræbt efter at blive unødvendigt rige. Ikke i samme målestok som it-millionærerne og slet ikke med falske fakturarer.
Nu har vi så tabt store og små beløb, og skal nok komme over det. Men vi har lært - håber jeg - at man ikke bliver dobbelt så lykkelig af at få dobbelt så mange penge samt, at intet kommer af sig selv.
Undtagen lommeuld.
I aften, da vi gik tur med Bertha, var der 10.000 stjerner på himlen. Det er da mere fantastisk end alle de penge, jeg kunne have tjent, hvis opturen var fortsat 2, 5 eller 7 år mere.

onsdag den 24. december 2008

Reelle problemer og politiske dagsordener

For tiden er det vigtigste politiske mantra hos regeringspartierne at sænke skatten på arbejde. Det er især topskatten, politikerne vil bekæmpe helt eller delvist.
Så får de en masse tid til at gå med det og sender debatindlæg til aviser og netsteder. Måske får de også en dag ført deres våde drømme ud i livet, og så kan de prale med, at de har opfyldt deres valgløfter til punkt og prikke.
Men de har ikke løst et væsentligt samfundsmæssigt problem.
Der er garanteret hjørner i skattesystemet, som kan pudses til, men grundlæggende fungerer det fint og uproblematisk. Vi danskere er så rige, at vi både har råd til at betale en høj skat og til at have en høj levefod for de penge, skattevæsenet ikke skal have.
Hvis topskatten bliver sænket eller afskaffet, bliver de allerigeste af os endnu rigere. Vi bliver helt sikkert ikke lykkeligere, og det er tvivlsomt, om vi arbejder mere. Det er i øvrigt heller ikke sundt, for vi arbejder rigeligt i forvejen.
Så topskatten er slet ikke noget problem. Det er nedslidte skoler og undervisningssystemer derimod. Et andet væsentligt problem er manglende integration af flygtninge og fysisk og psykisk syge. Og et tredje væsentligt problem er, at Danmark er godt i gang med at sætte sit store forspring på vedvarende energi over styr.
De problemer snakker regeringen også om. På årsmøder og i valgkampe. Men der sker ingenting. Jo, der bliver givet lidt til at renovere nogle skoletoiletter, og der er også sat penge af til at være vært for klimatopmødet. Men en reel og helhjertet indsats for at løse de væsentlige problemer, er der ingen stemning for.
Folketinget løser de problemer, som 90 medlemmer definerer. Derfor har vi fået en lov om, at 20 flygtninge på tålt ophold skal melde sig i Saltholmlejren en gang i døgnet. Den lov forhindrer, at en mistænkt tuneser slår en sød tegner fra Århus ihjel kl. 9 om morgenen.

onsdag den 17. december 2008

In og yt på Facebook

Er det cool at være på Facebook, eller er det allerede blevet håbløst gammeldags? Er man hot nu, hvis man har vinket farvel til det populære sociale netværk og nedlagt sin profil?
Jeg ved det ikke, men det står mere og mere klart, at Facebook ikke blot er et mødested - det er også et modefænomen. Og mode skifter som bekendt.
En overgang var der stor prestige i at have mange venner på Facebook. Havde man under 3-400 var det simpelthen fordi, man ikke havde ret mange interessante venner, og så var man vel selv uinteressant?
Forleden hørte jeg så, at man er overfladisk, hvis man har over 500 venner. Det kan rent fysisk ikke lade sig gøre at følge med i så mange menneskers profiler. Så hvis man har mange hundrede venner er det bare for at fremstille sig selv som en interessant person.
Skal man skrive på folks væg, deltage i spil og sende applikationer til vennerne? Viser det, at man er med på noderne, eller er det et bevis for, at man ikke kan få tiden til at gå med noget fornuftigt?
Det ved jeg heller ikke.
Selv kom jeg ind i ansigtsbogen i starten af året, og jeg er ikke en særlig flittig bruger. Jeg tror, jeg oprettede en profil, fordi jeg forsøger at følge med i alle spændende former for medier.
Siden fandt jeg ud af, at jeg kunne finde gamle klassekammerater, venner og folk jeg havde truffet i forbindelse med sport eller foreningsarbejde. Det er sjovt. Jeg bliver simpelthen glad, når jeg får en helt uventet hilsen fra en person, jeg har haft det skægt med for mange år siden.
Min moral siger mig, at jeg også skal svare dem eller selv gøre en lille indsats for at opsøge gamle venner. Det har jeg desværre ikke gjort endnu, men det kan være, jeg tager mig sammen i juledagene.
Derimod kommer jeg ikke til at deltage i konkurrencer og spøgefulde aktiviteter på siden. Jeg gider heller ikke skrive en ligegyldig sætning om, hvad jeg foretager mig netop nu. Jeg synes, det er ligegyldig information.
Om mit forhold til Facebook er trendy eller ej - det ved jeg ikke. Mon ikke det er lige som med mit tøj: Det har været moderne engang og bliver det sikkert igen.

lørdag den 13. december 2008

Meld dig ud af krisen

I Tankegang knokler vi i disse uger for at blive færdige med årets arbejde til en velfortjent juleferie. Vi har masser af opgaver og får igen i år et fint lille overskud i virksomheden. Udsigterne for 2009 er udmærkede.
Jamen, jamen. Er der ikke krise? Skal I ikke fyre folk?
Nej, det er der så ikke lige hos os. Det er først og fremmest fordi vi handler med kommuner, og de bliver ikke ramt af finanskrisen på kort sigt.
Men jeg tror også, det spiller ind, at vi ikke går og taler hinanden ned i et hul. Det er nemlig en væsentlig del af krisen.
99 procent af danskerne har lige så mange penge mellem hænderne i dag som for 1 år siden. Så der er ingen krise. De fleste af os beholder vores job og vores nuværende løn, så der er heller ingen krise.
Økonomerne forudser en recession i 2009 med en negativ vækst på 0,2 pct. I 2008 har der været en større positiv vækst. Så resultatet er, at 2009 bliver bedre end 2007 - og der gik det som jeg husker det ganske udmærket.
Danmark er altså ikke ved at lukke.
De banker, der har lånt penge ud til oppustede eller ikke-eksisterende projekter, får naturligvis problemer. Det er ikke spor synd for dem.
De privatpersoner, der har lånt flere penge, end de har råd til at betale, må vinke farvel til huset, båden, sommerhuset eller bilen. Det er bestemt synd for dem, men det er altså ikke krisens skyld.
Tilbage er alle os andre, som har en pæn indkomst og stadig har råd til et højt forbrug. Det er de fleste. Husk på, at vi allesammen er meget, meget rigere end vi var i 1980 og i 1990. Det gælder også sosu-assistenterne og sygeplejerskerne.
Vi skal lade være med at grave os ned i et hul af frygt for, at krisen kommer. For hvis vi gør det - så kommer den nemlig for alvor.

tirsdag den 9. december 2008

Bloggens gennembrud

Så er bloggen brudt igennem som nyhedskanal i Danmark. IT-blogger og journalist Dorte Toft har øjensynligt været med til at fælde Stein Bagger og hans leasingcirkus i IT Factory.
Gennem et år har Dorte Toft skrevet om virksomheden og dens direktør og stillet meget alvorlige spørgsmålstegn ved de imponerende resultater, Stein Bagger kunne fremvise.
Det interessante er den måde, bloggen har fungeret på. Dorte Toft har brugt sin side som research-værktøj i tilfælde, hvor hun ikke kunne få viden eller kommentarer ad de officielle kanaler. Hun har offentliggjort sin mistanke på nettet og bedt bloggens læsere om at bidrage. Det har givet pote. Nye informationer er dukket op, og Dorte Toft fik endog en anonym mail fra en insider-kilde, som røbede nogle af hemmelighederne.
Nu er Dorte Toft nomineret til en Cavlingpris, mens andre mediefolk totalt afviser hendes arbejdsmetoder. På sin blog har hun viderebragt udokumenterede anonyme udsagn og i nogle tilfælde slibrige rygter. Dem får journalister mange af, og hvis de trykker dem i avisen uden at tjekke oplysningerne til bunds, mister de hurtigt jobbet.
Men er en weblog et medie, lige som en avis, en radiostation eller en nyhedshjemmeside? Er det ikke snarere en slags personlig kommentar, hvor alle har mulighed for at kigge med? Det er lige netop det interessante spørgsmål. Der findes ikke et enkelt svar på spørgsmålet.
Blogs er som udgangspunkt kommentarer, og for den slags gælder samme regler som et debatindlæg i en avis. Du må ikke komme med usande æreskrænkende påstande om andre, men du må gerne kritisere dem uden at bede om deres kommentar.
Dorte Tofts bloggerier er altså ikke traditionel journalistik, som lever op til de presseetiske regler. Hun spørger ikke den angrebne part, og hun kender ikke i alle tilfælde de anonyme kilder, hun øser af.
Men derfor kan det stadig godt være samfundsnyttigt at bringe nyhederne frem i bloggen. Så er det op til journalister på de etablerede medier at arbejde videre med dem. Det vil Dorte Toft meget gerne have. I en radioudsendelse forleden hørte jeg hende fortælle om 2 andre større historier, som hun har offentliggjort, men som ikke har fået så meget som en 3-linjers notits i en enkelt avis.
Så det lærerige ved sagen er, at nysgerrige journalister kan bruge blogs som fødekæde for spændende nyheder - som en af mange kilder, de skal tjekke i jagten på dagens gode historier. Det er her, Danmark er bagud i forhold til USA. Derovre har store bloggere for længst etableret sig som en del af mediebilledet. I Danmark har vi hidtil mest betragtet blogs som udvidede familiealbums.

lørdag den 6. december 2008

Om at skabe løsninger sammen

I elitesport har træneren nærmest diktatorisk magt. Spillerne på et hold har bare rette sig efter trænerens anvisninger - ellers risikerer de at sidde på bænken næste gang. Sådan er det bare i den verden, og det sætter ingen spørgsmålstegn ved.
Den bedste undtagelse er de danske håndboldlandshold, hvor Ulrik Wilbek har indført moderne dansk ledelse. Her inddrager han spillerne i beslutningerne, mens hans egen fornemste rolle er at sætte retningen samt at lytte, rose og anerkende.
I sportens verden er det uhørt. Ude på arbejdspladserne er det hverdag. Det gælder især i det offentlige men også i rigtig mange private virksomheder. Vi skaber løsningerne sammen og de bliver bedre jo mere medarbejderne kan bidrage med deres egne idéer.
Forklaringen er jo ligetil. Ethvert menneske brænder mest for at udføre sine egne idéer, mens det er knap så fedt bare at gøre det, man får besked på. Derfor er evnen til dialog og samarbejde de vigtigste egenskaber for ledere og mange medarbejdere i moderne virksomheder.
At de ikke vil bruge det i sportens verden, er deres sag, men det værste er, at den effektive teknik med at skabe løsninger sammen alt for sjældent bliver brugt på Christiansborg. Her gælder det fortsat om at skælde ud på hinanden og så mistro.
I medierne omtales det politiske samarbejde med ord fra krigens verden. Der er kamp, våben, stridsbrødre, skyttegrave og flanker. Prøv selv at lægge mærke til ordene næste gang, der opstår en større politisk sag i medierne.
Tænk sig, hvis det foregik sådan i Tankegang, når vi skulle løse en opgave. At vi satte os sammen i en gruppe og så brugte det meste af vores energi på at bekæmpe hinanden. At vi på et tidspunkt lukkede en eller to uden for døren. Bagefter fortalte begge parter om hinandens fejl og manglende evne til at finde løsninger, mens selve løsningen stort set ikke blev diskuteret.
Hvis vi arbejdede sådan i Tankegang, gik vi fallit på under et halvt år.
Det kunne være dejligt for de kære politikere på Christiansborg, hvis de gav sig selv lov til at arbejde lige som os andre. Det kunne også være godt for samfundet, for der ville komme bedre og mere holdbare løsninger ud af det.
Du vil måske indvende, at det ikke kan lade sig gøre i politik - at politikerne netop er valgt til at være uenige. Det er simpelthen ikke rigtigt. Det kan sagtens lade sig gøre. Positivt samarbejde praktiseres i masser af byråd hver eneste uge. Her snakker de sig til rette, lytter til hinanden og finder gode løsninger i dialog, uden at det hele bliver til én grød.
Uden at kunne bevise det, vil jeg endda påstå, at de samarbejdende byråd skaber bedre resultater for deres kommune end de stridende. Lige som Wilbeks hold som regel klarer sig bedre end diktator-trænernes.

tirsdag den 2. december 2008

Årets kalenderhistorie

Time for time oprulles nye detaljer i årets store kalenderhistorie - den om it-direktør Stein Bagger, der er anklaget for at have bedraget for 500 mio. kr.
Det er helt utroligt. Hvis det havde været en bog eller et stykke tv-drama, ville vi have sagt, at det var for langt ude. Det er det måske også. Vi kender jo kun de bedragedes udgave af sandheden, fordi hovedpersonen er pist væk.
Det ER da spændende. Manden har følt jorden brænde under sig efter tre års systematisk svindel, og så forsvinder han ud i den blå luft på en rejse til Dubai. Hustruen ved intet, og de nærmeste samarbejdspartnere har talt med ham samme dag uden at ane uråd. Business as usual - og pludselig er manden forsvundet.
Er han myrdet og ligger begravet i ørkenen? Har han fået falsk identitet og befinder sig i Australien eller Finland? Har han opsøgt en katolsk præst og fået tilgivelse og er nu køkkenassistent i et kloster i Bulgarien? Og hvad er det for noget med nogle rockere, han har haft forbindelse til? Det finder vi måske ud af i næste afsnit af historien.
Imens tårner 1000 andre spørgsmål sig op.
Hvad lavede de 138 ansatte i IT Factory, når det viser sig, at virksomhedens reelle omsætning var meget lavere end de flotte tal, direktøren præsenterede?
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at 1 mand ud af 138 kan sminke et regnskab uden at de andre opdager det? Der må vel være nogen økonomifolk, der rent praktisk skal fakturere og gennemføre transaktionerne.
De ansatte i virksomheden må formodes at kende branchen. Når nu det kommer frem, at fortjenesten på software er meget lille - hvordan kan de så tro på, at deres firma ene af alle kan tjene enorme summer?
Jeg mistænker bestemt ikke nogen men undrer mig bare over, at det overhovedet er muligt at gennemføre den slags svindelnumre i en teknologisk virksomhed i 2008. Jeg kan godt forstå, at 5 svindlere sammen kan lave alverdens julenumre - men at 1 fupmager kan få frit spil, uden at 137 hæderlige folk omkring ham opdager det, det er helt utroligt.
Og til slut kommer 64.000 dollar spørgsmålet: Hvad har Stein Bagger fået ud af at svindle? Har han stukket 500 mio. kr. i lommen, 50 mio. kr. eller 5 mio. kr.? Var det ét lille nummer for at redde sit eget job, der blev til to, syv og til slut 10.000 numre?
Måske får vi aldrig svarene. Men der er stadig 22 dage til jul, så der er masser af spændende oplysninger bag de næste låger.

fredag den 28. november 2008

Minister uden spindoktor

Da Birthe Rønn Hornbech (V) for et år siden blev kirke- og integrationsminister takkede hun fnysende nej til at få ansat en spindoktor.
I disse dage bliver hun igen kritiseret for sin manglende kommunikation med pressen. Den tackler hun på en meget komisk måde, som er svær at gøre sjovere i en revy. Og der har allerede været røster fremme om, at den udskældte minister måske alligevel skulle have ansat en personlig rådgiver.
Det er efter min mening en forkert løsning på problemet. Birthe Rønn Hornbech skal ikke have en spindoktor, alene af den grund, at hun ikke ønsker én. Ingen vil kunne fungere i jobbet, hvis ministeren er modstander af ansættelsen. Derfor er det udelukket.
Men det betyder ikke, at hun er afskåret fra at få råd og vejledning. Tværtimod. En stab af loyale embedsmænd står klar til at hjælpe. Og selv journalister er meget, meget dygtige, så kan en departementschef og en kontorchef altså andet end Karnovs lovbøger. De kender Christiansborg og medieverdenen så godt, at de er meget velkvalificerede til at rådgive om ministerens kommunikation med pressen.
Jeg er helt sikker på, at embedsmændene også har fortalt ministeren at hun aldrig skal klappe i, når hun får stillet et spørgsmål. Hun skal svare - om ikke andet, at hun ikke har nogen kommentarer. Den pinlige scene, hvor hun flygtede ind i elevatoren og den forleden, hvor hun kiggede tavst på alle mikrofonerne er en pind til en politisk ligkiste. Det er en del af jobbet at svare pressen.
Jeg aner ikke, hvorfor Birthe Rønn Hornbech vælger strudsemetoden, når hun er presset. Det kan være, hun selv skriver om det i sine erindringer om nogle år, når hun er kommet på afstand af sin begivenhedsrige tid som minister.
Til gengæld kan jeg heller ikke forklare, hvorfor journalisterne i den grad jagter den tavse minister. Jeg vil nødig være i den hale af reportere, der løb efter hende ned af trappen og hen til elevatoren, velvidende at der ikke kom nogen kommentar ud af det. Det må da være pinligt at fremstå som en lemming, der ikke kan finde sin egen historie, men bare løber sammen med de andre for at forfølge og ydmyge en politiker i problemer.
De flok-journalister kunne godt trænge til en spindoktor, som kunne hjælpe dem med at få en god historie frem.

tirsdag den 25. november 2008

Farvel, Kent

I går fik jeg en uhyggelig mail om, at en af mine gamle klassekammerater, Kent Sørensen, var død af et hjertestop, 47 år.
For mindre end en måned siden var jeg sammen med ham til en rigtig dejlig fest i Holstebro, som markerede 30-året for vores realeksamen. Kent, der boede i Århus, var en af initiativtagerne til arrangmentet, lige som han var for 5 år siden. Sådan var Kent - en rigtig rar fyr, der elskede at organisere noget for folk.
Han var mangeårig formand for vandpolosektionen i Dansk Svømmeunion. På hjemmesiden skriver unionen, at dansk vandpolo har mistet sin store ildsjæl. Det tror jeg på.
Kent spillede vandpolo allerede da vi gik i skole, og han tilbragte en stor del af sin fritid i bassinet og med at organisere kampe. Ved festen fortalte han med et stort grin, at han blev smidt ud af gymnasiet, fordi han havde for mange forsømmelser og alligevel valgte at tage på en 14 dages vandpolotur til Budapest.
Kent havde en enestående evne til at vinde andre menneskers fortrolighed. Jeg synes selv, jeg havde et ganske særligt forhold til Kent - men det tror jeg alle andre i klassen synes, og det gælder garanteret også halvdelen af landets vandpolospillere.
Men det er ikke en nær og dybt fortrolig ven, jeg har mistet. Vi havde nogle dejlige år sammen i folkeskolen, og siden har vi kun mødt hinanden to gange.
Når det er så chokerende, er det naturligvis fordi, det er en mand på min alder, der pludselig falder død om af et hjertestop. Så kommer det tæt på. Så bliver det der med livsstilssygdomme, kost, rygning, alkohol og motion ikke bare noget, man læser om i et blad. Nu er det mine jævnaldrende, klassekammerater og venner, det rammer.
Naturligvis har jeg oplevet alvorlig sygdom blandt venner og dødsfald i familien. Der er også nogle venners venner eller søskende, der er døde i en ung alder. Men Kent er den første lidt tæt på, som det sker for.
Farvel, Kent, gamle dreng. Hav det godt.

torsdag den 20. november 2008

Min kære gamle avis

Da jeg forlod avisverdenen for 8 år siden var det en positiv beslutning om et spændende nyt job. Jeg hørte ikke til dem, der spåede aviserne en snarlig død.
Det gør jeg stadig ikke. Markedet har ændret sig meget. Nedgangen i antallet af avislæsere er stoppet. Der er i dag flere læsere og flere aviser (målt i antal eksemplarer) end i år 2000.
Fremgangen skyldes alene gratis- og trafikaviserne, mens de betalte dagblade har det meget svært. Deres oplag falder støt og kun et massivt opsving i annoncemarkedet har forhindret store økonomiske problemer for betalingsaviserne.
Det meste af min tid som aktiv journalist var jeg på Vendsyssel Tidende, VT. Det var en rigtig god tid, og det var en rigtig god avis. Den er blevet afløst af Nordjyske Stiftstidende, som vi holder og ikke kan undvære.
Men den bevæger sig i en uheldig retning: Mindre og mindre lokalstof. Altså forstået på den måde, at der står mindre om netop det område, jeg bor i. Seneste omlægning betyder, at vi nu får nogle sider fra Brønderslev og Dronninglund plus endnu mere fra Hjørring. Det er billigere for avisen, fordi den så kan genbruge stof fra de andre udgaver, men det skaffer ikke flere læsere.
Min kære gamle avis lavede en større omlægning i starten af 90erne. Der gik vi fra at være regionalaivs til at være lokalavis. Vi lagde lokalstoffet forrest og skrev mere af det. Det var en succes. I Frederikshavn, hvor jeg huserede, steg vores abonnentstal støt i takt med, at der stod mere og mere i avisen om Frederikshavn.
Det er ikke den store videnskab, at folk holder en lokalavis for at læse om deres eget lokalområde. Men det er også videnskab. Professor Jørgen Poulsen på Roskilde Universitet har dokumenteret det i en stor undersøgelse. Der fik lokalaviserne det råd, at de skulle have 1 side om døgnets vigtigste nyheder fra ind- og udland - resten skulle være stof fra en radius af 5 kilometer fra læseren.
Den opskrift fulgte vi stort set på VT. Stiftstidende går den modsatte vej, og oplaget rasler ned. Det er der naturligvis mange forklaringer på. Internet, globalisering og finanskrise er 3 af de bedre bud. Men selv om verden har forandret sig helt utroligt i de seneste 15 år, er interessen for stof fra vores eget lokalområde ikke blevet mindre.
Måske vil nogen finde lokale nyheder på nettet eller mobilen og andre nøjes med det lokale ugeblad, men avisen skal også have det i rigelige mængder. Ellers har den ingen berettigelse.

tirsdag den 18. november 2008

Mere om Fogh og miljøet

Forleden kritiserede jeg regeringens miljøpolitik. Det står jeg ved.
Men minsandten om ikke Venstre skiftede holdning dagen efter, da Anders Fogh holdt sin traditionelle enetale på sit partis landsmøde i Herning. Dejligt. Fedt. Lækkert.
Der er ingen som helst grund til at kritisere Anders Fogh for at ville omstille Danmark til et grønt vækstsamfund. Det gælder bare om at tage ham på ordet og se at få rykket. Et stort flertal af danskerne står bag ønsket om at gøre os uafhængige af kul, olie og gas. Ind med vind, sol, bølger og biogas og ind med smart teknologi, der kan udnytte energien langt bedre end den nuværende.
Det er en god start, at politikerne sætter retningen og går forrest med nye love, som langsomt og sikkert får os allesammen til at ændre adfærd.
Men det er slet ikke nok. Det er netop os allesammen, der skal opføre os anderledes. Det skal vi, når vi er på arbejde, og det skal vi derhjemme. Vi skal købe mere intelligent ind, vi skal indrette vores hjem anderledes, og vi skal transportere os på en anden måde.
Op på cyklen, ind i toget og ind i bussen. Det er ikke forbudt at køre i bil, men de dyre forurenende dråber skal bruges med omtanke.
Kampen for et bedre klima og en effektiv udnyttelse af energien starter hos dig selv. Du kan lige så godt gå i gang i dag, for du skal vænne dig til de nye tider. Punkt 1 er energibesparelser hos den enkelte. Det kan alene nedsætte energiforbruget med 25 pct. uden at vi får mindre velfærd. Punkt 2 er så de nye teknologier, som staten må støtte, og som vi skal betale til via de grønne afgifter. De vil på sigt skaffe os miljøvenlig energi til en fornuftig pris.
Det er bare det, vi skal vi gøre - og fortælle omverdenen om det. Så kan vi håbe, at de finder på det samme i Kina, USA, Indien og Rusland. Og det gør de garanteret også. Når en fejlfri mand som Anders Fogh kan overbevises, så kan det også lade sig gøre at trænge igennem hos magthaverne i de store lande.

lørdag den 15. november 2008

Fugle, frøer, fisk og Fogh har det godt

"Ikke en fugl, ikke en frø, ikke en fisk har fået det dårligere på grund af regeringens miljøpolitik."
Sådan sagde Anders Fogh på Venstres landsmøde for 5 år siden. I dag kan vi tilføje: Til gengæld dør flere tusinde danskere hvert år på grund af luftforurening, som regeringen ikke har gjort noget ved.
En af de mange indsatser, som Dansk Folkeparti satte Hans Chr. Schmidt (V) til at bremse, da han fik besked på at skære ned Miljøministeriet i 2001 var den, der gjaldt luftforuening i de store byer. Det er kun blevet værre siden.
Til gengæld er der opfundet nye teknologier, som kan begrænse skadevirkningerne. Lastbiler og varevogne kan installere filtre, som opfanger de meget små partikler, der sætter sig i luftvejene hos dem, der færdes i storbyen. Det er netop de partikler, der giver københavnerne astma og allergi, og som hvert år koster 2-5000 livet. Op imod 1 mio. danskere er plaget af astma, og det koster samfundet milliarder af kroner.
Regeringen har gang på gang sagt nej til at forlange partikelfiltre på varebilerne. Den mener, at det er et fælles europæisk problem, som skal løses i EU. Andre EU-lande har lavet egne regler på området, men den danske regering foretrækker at fremstille Danmark som duks på miljøområdet i EU frem for at handle.
Så mens fiskene slår med halen i de danske vandløb, fuglene kvidrer lystigt, frøerne kvækker som aldrig før og Fogh fortsat fører sig frem, så er hans regerings manglende indsats med til at slå danskere ihjel.
Nej, det er ikke retfærdigt, for den nye miljøminister Troels Lund Poulsen har skam bebudet en stor plan for at bekæmpe luftforureningen. Den bliver dyr, siger han, og hvis den ikke løser problemet, vil han gøre endnu mere.
Siger han.
Indtil videre er regeringens politik på området hverken fugl eller fisk. Den er nærmest gået i frø.

tirsdag den 11. november 2008

Reklame for Kommunikationscast

I denne snævre kreds vil jeg gerne gøre lidt reklame for et radioprogram, som jeg lytter til hver uge. Jeg modtager ikke penge for denne rosende omtale - dels fordi den nok ikke har den store effekt og dels fordi programmet er aldeles ukommercielt.
Kommunikationscast er titlen, og det produceres af to yngre kommunikationsfolk, som kaster sig over et bredt udsnit af emner inden for kommunikation.
På det seneste har det været så forskellige emner som lyddesign, web-tv og besøg på et stort trykkeri. Programmerne sendes på podcast og udkommer som regel søndag aften. De varer som regel omkring en halv time og er både hyggeligt, underholdende og lærerigt.
For nogle måneder siden indførte værterne en lille nyhedssektion, som indleder hvert program. Katrine Emme Tielke og Mikkel Westerkam har på skift ansvaret for at komme med en lille opdatering af ugens vigtigste nyheder inden for medier og kommunikation, og så småsnakker de lidt om det.
Programmet har også tilknyttet eksperter indenfor reklame, medier og den digitale verden. De kommenterer ugens længere indslag, når det ellers er relevant.
Programmet har naturligvis også sin egen hjemmeside med tilhørende blog og en gruppe på Facebook. Det er en imponerende ulønnet arbejdsindsats de 2 K-castere tilbyder mig og nogle hundrede andre lyttere hver uge.
Jeg glæder mig over, at de gider og spekulerer tit på, hvad der mon driver dem. Måske bliver det en gang en god reference for værterne i deres videre karriere, men det kan ikke være forklaringen. Måske er det bare lyst eller videbegærlighed. Måske er det fascinationen af at kunne oprette sit helt eget radiounivers.
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at alle mennesker bliver motiverede af at få ros. Det gælder garanteret også Katrine og Mikkel, og derfor vil jeg gerne på denne offentlige og næsten hemmelige plads sige mange tak for nogle dejlige programmer. Jeg glæder mig til K-Cast 86 og de kommende udgaver.
I er bare go'e.

mandag den 3. november 2008

Ordkrig eller dialog

Folketingsmedlemmer og kommunalpolitikere er i samme branche - politik - men der er alligevel en verden til forskel på deres arbejdsmetoder og deres kommunikation.
Landspolitikere dyrker modsætninger og kaster sig gerne og meget engageret ud i ordkrig. Kommunalpolitikere forsøger at forene synspunkterne og går i dialog for at finde en løsning. Sådan er det generelt - der er bestemt undtagelser i begge lejre.
Jeg oplevede det meget markant, da jeg lyttede til 2 ugers udgaver af P1 magasinet klima og miljø lige efter hinanden.
Det første handlede om partikeludslip i storbyerne, og her var miljøordførerne Ida Auken (SF) og Per Ørum Jørgensen (K) i studiet til debat. Ida Auken angreb regeringen for at have været ligeglad med sagen i 7 år, og så var Jørgensen skiftevis i forsvars- og angrebsposition. Efter få minutter løb begge parter tør for argumenter. Ingen af dem gav på noget tidspunkt den anden ret eller anerkendte den andens synspunkt. Deres positioner var låst fast, og efter de første to minutter blev resten gentagelser.
Ugen efter gjaldt det fjernvarme. En rapport fra organisationen Dansk Fjernvarme konkluderer, at Danmark på 12 år kan halvere CO2 forbruget fra opvarmning ved at udbygge fjernvarmen. Direktøren for Dansk Fjernvarme Jørgen Jørgensen var i studiet sammen med formand for KLs Teknik og Miljøudvalg Jens Stenbæk (V).
Det blev en helt anden samtale. Stenbæk anerkendte fra starten, at kommunerne ikke havde haft fokus på udbygningen af fjernvarme i de seneste 10-15 år. Han kom med en forklaring, som Jørgen Jørgensen på sin side anerkendte, og så startede en konstruktiv samtale. Den gik på intet tidspunkt i ring, og som lytter følte jeg mig godt oplyst. Sagen blev grundigt belyst, og den endte næsten med en fælles konklusion.
Det er ikke et mål i sig selv, at enhver samtale skal ende med enighed. Men det er tankevækkende, hvor stor forskel der er på resultatet, når begge parter møder op for at få ret - eller når de kommer for at få deltage i en god samtale.

torsdag den 30. oktober 2008

De kristelige er igen kristelige

For os udenforstående har underholdningsværdien været høj i Kristendemokraternes udslettelseskamp. En progressiv ny ledelse ønskede at ændre Kristeligt Folkeparti til et, et, et, øøøh et eller andet andet, som jeg ikke helt har styr på.
Det faldt med et brag på størrelse med det japanske aktiestyrt på weekendens landsmøde.
Et stort flertal af partiets tillidsfolk stemte nogle af de gamle kristelige mærkesager tilbage i partiprogrammet, og så valgte den nye ledelse og deres proselytter at forlade foretagendet.
Jeg er hverken tilhænger af den ene eller den anden udgave af Kristendemokraterne, men hvis jeg skulle rådgive dem om deres fremtidige strategi, ville jeg helt klart råde dem til at vælge den klassiske linje.
Der er nemlig en linje - en identitet og nogle værdier - som en lille, fast kerne af vælgere går ind for og prioriterer højt. For os andre lugter abortmodstand og familiepolitik af gammeldags kvindeundertrykkelse, men det er lige meget. Vi er ikke i målgruppen, hverken til det gammeldags eller det moderniserede parti.
Det går jo ganske godt med de kristne værdier i USA og store dele af Europa, så der skulle vel også nok være plads til lidt Bibelpolitik i vores Folketing. En 4-5 mandater vil partiet nok kunne skrabe sammen, hvis de nye ledere kan samle tropperne og forklare deres budskab entydigt.
Objektivt set har det i hvert fald bedre muligheder end et anonymt midterparti uden mærkesager og uden fælles fodslag.
Hvis det lykkes at få partiet på fode igen, bliver det skægt at se, hvor Kristendemokraterne vil placere sig i det evige spil på Christiansborg. Vil de pege på Helle eller på Anders/Lars/Lene? Det ved vi ikke endnu, og det er heller ikke aktuelt.
Indtil videre skal der knokles og kommunikeres skarpt. Til lykke med arbejdet.

mandag den 27. oktober 2008

Dav, du gamle

I weekenden var jeg til 30 års jubilæum med min gamle realklasse - selv om vi selv synes, det kun er få år siden, vi forlod skolen.
Det var mindst lige så hyggeligt som for fem år siden, og endnu mere udbytterigt. Ved 25 års jubilæet var der en masse fakta, vi skulle have på plads: Job, familie, bopæl og så videre. Det tager sin tid at få på plads og få en ikke-overfladisk samtale i gang. Dertil kommer gensynet med den gamle skole, og den nostalgi, der knytter sig til det.
I lørdags dukkede et par nye op i forhold til 25 års jubilæet, og det var rigtig spændende. Men ellers var det den faste kerne, og vi fik meget hurtigt en meget udbytterig snak.
Teenagebørn er et stort emne i vores aldersgruppe og store og små udfordringer for mellemledere er også et glimrende samtaleemne. Her er det direkte interessant at høre om en bankmand, en jordmoder og en selvstændig kiropraktor, der tumler med medarbejdersamtaler, coaching, vagtplaner og såmænd også om medarbejdernes internetvaner i arbejdstiden.
Det førte igen til diskussioner om værdier og regler - om at sende tydelige signaler og om at involvere medarbejderne.
Det går vi og snakker om i Tankegang, og jeg taler også meget med kunderne om det. Derfor er det uhyre interessant at få nye vinkler på det fra brancher, jeg ikke kender noget til og ikke færdes i til daglig.
Sikke en rigdom af viden, vi har i det danske samfund. I en tilfældig realklasse fra Holstebro sidder 18 kloge hoveder - plus de 7 der ikke kunne komme - med en masse nyttige erfaringer med og kloge refleksioner over livet, familien og arbejdsmarkedet.
Den viden skal spredes, og en klassekomsammen er en rigtig god kanal til det. Nu opretter vi også en gruppe på Facebook, og det kan da være hyggeligt nok. Men det kan altså ikke konkurrere med den gode samtale.
Synes vi fra 3. A anno 1978.

mandag den 20. oktober 2008

5-0 til Margrethe Vestager

Med hiv og sving og lodder og trisser lykkedes det ved det seneste valg Simon Emil Ammitzbøll at blive genvalgt til den radikale folketingsgruppe.
Nu har han forladt foretagendet efter et dobbelt smæk med døren, og kommentatorerne savler over den kæmpe krise Margrethe Vestager er kommet i.
Indtil videre synes jeg nu, det er Ammitzbøll, der er ude i tovene. Min sammentælling viser, at han er bagud 0-5 i forhold til Vestager.
0-1 var et kæmpe selvmål. Ammitzbøll skrev en kronik, hvor han kaldte Margrethe Vestager for en forræder, fordi hun under valgkampen accepterede 24-års reglen som en del af et socialdemokratisk regeringsgrundlag. Da kronikken blev trykt, var skribenten ikke at træffe på Christiansborg, da han var bortrejst til USA i en længere periode.
Det blev 2-0 til partiformanden, da hun reagerede venligt og roligt ved at invitere den vrede unge mand til en snak om hans holdninger og udmeldinger.
Det blev holdt forrige fredag, og her tilbød Ammitzbøll at beklage sit ordvalg og fastholde indholdet af sin kritik. Mødet sluttede ifølge Vestager med en aftale om et nyt møde.
Det kom ikke, for Ammitzbøll lavede 2 dage efter sagens andet selvmål, da han meldte sig ud af gruppen med den begrundelse, at Margrethe Vestager var en uduelig leder. Vil manden opnå resultater - eller har han bare en ustyrlig trang til at markere sig selv? Det er i hvert fald ikke politisk lederskab, der er hans spidskompetence.
Formanden kom på 4-0, da hun igen reagerede roligt og blot beklagede Ammitzbølls farvel til gruppen.
Så gik en uge, hvor det efterhånden lykkedes journalisterne at få folk fra den radikale yderkreds til at udtale sig kritisk om Vestager. Så gik hun på banen i tv-avisen søndag aften og bragte sig på 5-0. Her kom hun nemlig med en elegant udtalelse om, at Ammitzbøll jo er radikal og derfor er velkommen tilbage i gruppen. Blind loyalitet over for lederen og fuld enighed om den politiske linje er ikke en betingelse for at være med i den lille indflydelsesfattige gruppe på Christiansborg.
Når nu Ammitzbøll har skreget sig hæs, står de radikale stadig tilbage med det problem, som sikkert har udløst hans frustration: Afmagten over at være sat uden for indflydelse.
Det er en svær situation at håndtere for det magtvante parti, men for tiden er det et vilkår, som selv ikke den dygtigste leder kan gøre noget ved. Regeringen har sit faste flertal, som kører med klatten, og alt til venstre for de 90 mandater til Dansk Folkeparti og dets støttepartier kan kun få sporadisk indflydelse. Det skal der naturligvis ændres på, men det sker altså ikke ved at skide i sin egen rede.


lørdag den 18. oktober 2008

Efterårets bedste ferie

Når det er forår, og det hele bliver grønt og solen rigtig begynder at varme igennem, starter hele livet på ny.
Når det er højsommer og fuglene kvidrer og jeg kan gå ude dagen lang i bar overkrop, lever jeg livet hvert minut.
Når det er vinter, og jeg kører en tur på ski over marken på Flade Rævdalvej med Bertha efter mig, og kommer hjem til en varm brændeovn, så føler jeg mig som en del af hele verden.
Det er tre svære konkurrenter, efteråret har. De gyldne blade med det flotte farvespil, det skiftende vejr, og de perfekte temperaturer til løbetræningen er bestemt dejlige og attraktive. Men efteråret kan ikke helt slå sommeren og foråret, som er mine favoritter.
Alligevel er efterårsferien helt speciel. Jeg har holdt fri i 3 dage, og det føles næsten som en hel uge. Vi har noget en masse praktisk herhjemme, har været kulturelle en hel eftermiddag og aften, haft gæster, har læst, motioneret og har haft god tid ind imellem.
Det er dejligt.
Derfor er efterårsferien efterårets bedste ferie. Det er godt nok også den eneste, men det kan ikke tage glæden fra mig. Jeg møder glad, mæt og (irriterende) frisk på arbejde mandag morgen.

onsdag den 15. oktober 2008

Nedtælling til Obama

Alt tyder på, at USA snart får sin første sorte præsident. Meningsmålingerne bliver og bedre for Obama. Hele verden og det halve USA venter spændt på den hårdt tiltrængte fornyelse efter George Bushs pinlige regime.
Selv om USA er i dyb økonomisk krise, bliver det en helt ny verden, når Obama træder til som præsident. Dialog og et reelt ønske om at nå fælles løsninger synes at være Obamas arbejdsmetode. Klimaproblemer, finanskrise, terrorbekæmpelse, sultkatastrofer og flygtningestrømme er nogle af de enorme udfordringer, hele verdenssamfundet skal løse sammen. USA er stadig den eneste supermagt, og som sådan har landets præsident afgørende indflydelse på de fælles internationale løsninger. Bush har demonstreret, hvordan det ikke skal gøres - nemlig ved, at USA går enegang og bagefter skælder ud på dem, der ikke blindt følger efter. Invasionen i Irak og USAs nej til klimaaftalen fra Kyoto er absurd kostbare skrækeksempler på Bushs dumstædighed. De har splittet verden og skabt modsætninger, som det kan tage årtier at genoprette. Men arbejdet skal gøres - forhåbentlig af Obama og hans efterfølgere.
Det sjove ved politik er at lade meninger brydes, og mange politikere drives af de modsætninger, som deres verden er fyldt af. Dem har Bush og hans stab dyrket, og det er her Obama skal opfylde sit løfte om fornyelse. USA har brug for en leder, der går i dialog, så alle gode kræfter i det enorme land arbejder sammen om at få økonomien på fode. Verden har brug for en amerikansk præsident, som lytter, bidrager og deltager konstruktivt til at løse konflikter. Vi har brug for en leder af Verdens eneste supermagt, som ikke kun går efter at få ret, men som brænder for at være med til at finde løsninger, som flest mulig kan hjælpe med at bære igennem.
McCain er helt garanteret bedre end Bush, men vi kan ikke nøjes med en lille forbedring. Til gengæld skal der heller ikke gå mange dage med at juble over Obamas valg. For han skal virkelig trække i arbejdstøjet og bevise, at han kan leve op til sine løfter om forandring. Fine ord og gode hensigter er ikke nok. Der skal handling bag, og vi er en hel verden, der tager imod med åbne arme og høje forventninger.

søndag den 12. oktober 2008

Lær at skrive ved at snakke

Hvad ved bønder om agurkesalat?
I dag fik jeg helt ny og overraskende viden om det at skrive. Igen var det et podcastet P1 program, der berigede mig. Programmet hedder Kulturkontoret, og udsendelsens tema var Forfatterskolen. Rektor og 3 tidligere elever var i studiet for at fortælle om den eksklusive uddannelsesinstitution, som hvert år optager 9 elever.
Skolens vigtigste læringsredskab er samtale om hinandens tekster. Det er så omfattende, at en af de medvirkende kaldte stedet for Skafotteskolen - stedet, hvor man lægger sig selv og sine tekster på skafottet.
Jeg blev nærmest lamslået, da jeg hørte det. Jeg havde troet, det var nogle sproglige, tekniske færdigheder, skolen lagde mest vægt på. Men sådan er det ikke. For at kunne skrive godt skal du kunne forklare, det du skriver og måden du skriver på. Det øver du ved at kritisere andres tekster og ved at udsætte dine egne for kritik.
Nu har jeg tænkt over det i et par timer, og brikkerne er faldet på plads. Forfatternes beskrivelse passer til en kreativ proces i Tankegang. Lakmusprøven for den gode idé er at argumentere for den. Jeg har tit oplevet, at den helt fede idé opstod et eller andet sted i lokalet, mens en af deltagerne argumenterede for en knap så god idé.
Det vil jeg gerne korte ned til én sætning: Du skaber kvalitet ved at svare på spørgsmålet "hvorfor?".
Så er vi ved noget generelt, som ikke bare er for avancerede forfattere. Ingeniører, revisorer, advokater, lærere, sygeplejersker, politibetjente, sosu-assistenter og fodboldtrænere kan forbedre deres løsninger ved at sætte ord på dem - ved at forklare, hvorfor de gør, som de gør.
Der sker nemlig noget meget interessant, når man skal forklare sig. Sproget skaber nye sammenhænge. Du går i gang med en forklaring, og mens du formulerer dig, opstår der nye vinkler, idéer og sammenhænge, som du ikke havde tænkt over på forhånd. Sproget sætter altså en kreativ proces i gang, uanset om du taler eller skriver.
At skrive er en ensom proces, og det samme gælder meget af det arbejde, hver enkelt af os udfører. Resultatet bliver ikke bedre ved at gøre det sammen. Men vi bliver voldsomt meget bedre til det ved at beskrive det og diskutere det.
Selvfølgelig forudsat, at vi tør lytte. Det lyder banalt, men det er den helt store forhindring. Når jeg lægger mine ting frem på skafottet, skal det ikke være for at imponere andre men for at lære af mine kolleger. Det kræver, at jeg erkender mine fejl og mangler, og så er det ikke sjovt længere. Så er det pludselig hårdt arbejde.

mandag den 6. oktober 2008

Fra raslebøssen til Etiopien

I går formiddags cyklede jeg en hyggelig tur rundt i Gærum med en fin rød raslebøsse fra Røde Kors. Sammen med 17.000 andre samlede jeg penge ind til hjælpearbejdet rundt omkring i verden. Indtil videre har det givet 17 mio. kr. og Røde Kors fortalte mig i en sms i aftes, at organisationen i dag sender en nødhjælpspakke til Etiopien.
Også flygtninge fra krigen mellem Georgien og Rusland får hjælp via de penge, vi samlede ind i går. Det er dejligt og motiverende for os indsamlere at vide, at de mange bidrag bliver omsat til konkret hjælp til folk i nød.
Jeg må nok indrømme, at humøret ikke var helt i top, da jeg kom hjem fra den solrige cykeltur i går. Jeg havde samlet betydeligt mindre ind end tidligere år. En praktisk årsag var, at usædvanligt mange ikke var hjemme, men der var altså også flere end tidligere, der sagde nej til at spytte i bøssen. Og så synes jeg, at folk gav mindre beløb, end jeg er vant til at få ind.
Måske er det finanskrisen, der er nået til Gærum, eller måske er det modvilje mod hjælpearbejde i almindelighed og Dansk Røde Kors i særdeleshed. Sagen med Jørgen Poulsens fratrædelsesgodtgørelse lurer måske stadig i baghovedet.
Det er i hvert fald synd for de sultne børn i Etiopien og de fordrevne fra de krigshærgede områder i Georgien. De klarer sig ikke bedre, fordi vi andre er forargede over Jørgen Poulsens gårdighed.

fredag den 3. oktober 2008

Enkle budskaber fra topchef

Som kommunikationsmand falder jeg altid for folk, der kan sige tingene ligeud, så alle kan forstå dem. Og jeg fortæller gerne kommunale chefer, hvor vigtigt det er at sende klare budskaber ud - at skære ind til benet og fortælle det væsentligste. Gerne med et billede, der er til at forstå.
En af de bedste i den disciplin er den netop fratrådte adm. direktør for Danfoss Jørgen Mads Clausen. I foråret havde jeg fornøjelsen selv at interviewe ham, og det var i sig selv en oplevelse. Han formåede på en eller anden måde at fremstille alting, som om det var banaliteter. Interviewet handlede om danske virksomheders muligheder for at gøre sig gældende, når det gælder vedvarende energi. Det var faktisk kompliceret stof, men Clausen kunne gøre det gribende enkelt uden at bruge vanskelige ord.
I denne uge hørte jeg et længere interview med ham i radioen, og det var lærerigt og inspirerende. Her fortalte han om sine 12 år som topchef i Danfoss. På det første bestyrelsesmøde fremlagde den nye direktør en vision om, at Danfoss fremover skulle være nummer 1 eller 2 i verden på alle sine produktområder. Enkelt, ikke sandt?
Bestyrelsen nikkede ja, og så satte hr. Clausen sine folk i gang. 30 selskaber og produktlinjer blev solgt fra og 60 andre blev købt til i løbet af en 10-årig periode. Omsætning og overskud blev mangedoblet, så Danfoss i dag har over 30.000 ansatte verden over.
Visionen - den er nu virkelighed. Danfoss er nummer 1 eller 2 på alt, hvad virksomheden sælger. Det er altså uhyggeligt stærkt gået.
Jørgen Mads Clausen er netop fyldt 60 år og er blevet formand for bestyrelsen i stedet for at være administrerende direktør. Også det kunne han forklare med et stærkt billede.
- Som topchef skal du være supermotiveret hele tiden. Topchefen skal være en sulten løve, lød det fra den altid smilende og positive mand.
Nu er hans afløser på plads, og Jørgen Mads Clausen er dyrepasseren, som kærligt og kritisk holder øje med, at løvens kløer er hvæssede.
Skulle jeg lige nævne, at han til sin fødselsdag ønskede sig penge? Det blev til ca. 300.000 kr., som er anbragt i en fond, der skal bevilge mikrolån til iværksættere i udviklingslandene.
Hvis du vil lære noget om ledelse, strategi og kommunikation, så lyt til Jørgen Mads Clausen, når muligheden byder sig. Det er stærkt inspirerende.

onsdag den 1. oktober 2008

TV2 - selvfed fødselar

TV2 fylder 20 år i dag. Stationen, der med en helt ny stil brød DRs monopol, sagde goddag til seerne for første gang 1. oktober 1988.
Det var en lykkelig begivenhed, som betød et større dansk tv-udbud, og som efter et par år satte tiltrængt fut i DR. Især på nyhederne fik TV2 betydning. De så dagens historier fra befolkningens vinkel - og ikke fra eksperternes. Det var - og er - godt tv. Det er nærværende for seerne og gør det simpelthen nemmere at forstå historierne.
TV2 har også fået gjort op med et tåbeligt dogme om, at seertal ikke betyder noget. Selvfølgelig gør det det. Uanset, hvor pengene til programmerne kommer fra, skal der være interesse i den anden ende. Det har DR for længst erkendt, og det betyder også, at DR haler kraftigt ind på TV2.
Fødselaren er dynget til i økonomiske problemer, og jeg synes kan mærkes på udsendelserne. Den gamle særlige energi er væk. Et supereksempel er Nyhedernes måde at fejre jubilæet på. Det vil være i TV2s ånd at spørge garvede tv-kiggere - men nej. Den selvfede station laver indslag med sine egne studieværter med deres refleksioner over jubilæet. Det kunne selv DR ikke finde på i dag.
TV2s økonomiske problemer er tæt på at være lige så massive som Nyhedsavisens var for et par måneder siden. Forretningen kører simpelthen med et løbende underskud, og selv massive sparerunder får ikke økonomien til at hænge sammen. Hvad skal man gøre ved det?
Det korte svar er: Lad falde, hvad der ikke kan stå. TV2 skal hverken have licens eller statsstøtte for at opretholde konkurrencen til DR. TV2 har kun en berettigelse, hvis stationen har et særligt drive - og her er økonomiske udfordringer en meget høj motivitationsfaktor.
Til gengæld kan det godt være, at staten kan gøre det nemmere for TV2 at tjene penge. Der er i dag en række begrænsninger i reglerne for reklame og sponsorering. Dem kan TV2s konkurrenter omgås ved at have hovedkvarter i andre lande, og dermed har den danske station ulige konkurrence.
Giv TV2 større frihed i fødselsdagsgave, men behold checkhæftet i lommen. Tilskud redder ikke en dårlig økonomi.

tirsdag den 30. september 2008

Jesus i Aalborg

Overskriften er et falsum - og det er også en underdrivelse. Det er nemlig en meget større begivenhed, der finder sted i den nordjyske hovedstad netop nu. Det er ikke bare Guds Søn, der har indtaget byen - det er selve Manchester United. Europas bedste fodboldhold og verdens mest berømte fodboldklub.
Alle hoteller er booket i Aalborg. Tyren på Vesterbro er malet i AaBs farver, og de nordjyske medier glemmer fuldstændig finanskrise og EUs overgreb mod det danske demokrati. I disse dage handler alt om KAMPEN, som spilles på det lokale stadion i aften kl. 20.45. Turneringen hedder Champions Leauge, og de fire hold i AaBs og Uniteds pulje spillede 0-0 i første runde, så alt er endnu åbent.
Det er ikke blot fodboldben for milliarder af kroner, der vandrer rundt i Aalborg i disse dage. Det er også en kæmpemæssig markedsføringsmaskine, trukket og drevet af den fantastiske historie, som fodbold er - og som Manchester United er en del af. Klubben, der har fostret verdensnavne og har været med blandt Europas bedste i 50 år. Klubben, som i dag er en af de største arbejdspladser i den gamle engelske industriby og som alene i salg af trøjer omsætter for flere hundrede mio. kr. om året.
Fodbold er en drømmefabrik. Manchester United er den ultimative drøm. For millioner af fodboldpurke i hele Europa er den mest fantastiske drøm at få lov at spille på Uniteds stadion Old Trafford.
Den går i opfyldelse for de bolsjestribede nordjyder, og alle vi andre synes, vi er en lille smule med. Vi er en del af drømmen. Den bedste historie en journalist kan skrive er i kategorien "Bare det var mig". Den lever Manhcester Uniteds besøg i Aalborg til fulde op til. Ikke blot for spillerne og for tilskuerne - men også for os, der bare følger det lidt på afstand.
Go AaB!

fredag den 26. september 2008

Jeg - et skvat

Så stod vi der - 5 duknakkede mænd, i et omklædningsrum i Odense Idrætspark. Inde på stadion spurtede eliteløberne i mål og ude i den fynske hovedstads gader kæmpede ca. 3000 andre løbere med at gennemføre H. C. Andersen Marathon. I omklædningsrummet stod fem tabere, der havde måttet give op før tid. En humpede kraftigt på venstre fod, en havde dårligt knæ, en tredje havde feber, og den fjerde var helt tavs. Jeg selv havde fået krampe i lægmusklen efter knap 24 kilometer, og det var derfor håbløst og uansvarligt at fuldføre.
Men det var et nederlag, og jeg ledte ivrigt efter gode forklaringer. Jeg havde trænet mindst lige så godt som de to tidligere år og skulle være klar til at gennemføre løbet. Mit tempo var en anelse hurtigere end sidste år, men det kunne ikke være forklaringen.
Tirsdag aften kom der så en ny teori. Jeg fik et meget voldsomt maveonde, og det viste sig at være en influenza, som jeg stadig ikke har fået helt ud af kroppen. Måske var bacillen allerede i kroppen i søndags og åd nogle af de kræfter, jeg skulle bruge på at løbe de 42,195 kilometer.
Nu er det tredje dag, jeg bliver hjemme fra arbejde, og jeg føler mig simpelthen som et skvat. I går skulle jeg ordne stald om formiddagen, og jeg gik flere timer og forberedte mig på den lillebitte opgave, som tager under et kvarter. Efter frokost måtte jeg en tur under dynen og sov som en sten. I aftes strøg jeg noget tøj men måtte afbryde arbejdet for at lægge mig hen på sofaen for at slappe af.
Det er slet ikke min stil, men det er interessant at betragte den svækling, som er på besøg i min krop. Ham gad jeg godt nok ikke at være sammen med ret længe, hvis jeg selv kunne vælge.

torsdag den 18. september 2008

Friheden til at glo sig tyk og dvask

Popduoen Souvenirs har netop udgivet cd'en Rækkehuse på Mars. Her rusker de i de lykkelige danskeres uopfindsomme magelighed. Jeg hørte et nummer og lidt snak i går i radioen, hvor sangskriver Nils Torp fortalte om det fængsel, vi frivilligt sætter os selv i. Vi har alle muligheder for inspirerende, livgivende og berigende aktiviteter - og på hylden af spændende tilbud vælger vi så at sætte os i sofaen aften efter aften og kigge ind i tv-skærmen.
Litteratur, teater, naturoplevelser, samvær og nærvær vælger vi fra, fordi der kommer Vild med Dans.
Det er dejligt, at Souvenirs og andre river os i næsen med vores begrænsede opfindsomhed, og jeg vil såmænd heller ikke argumentere imod hovedpointen.
Men udtrykket fængsel skurrer. For det er ikke et fængselsophold at sidde lænket foran tv og følge folk, der danser eller slår hinanden ihjel. Den helt afgørende forskel er, at vi har muligheden for at vælge noget andet. Tv-kigning er et aktivt og helt igennem frit valg. Det er fængsel ikke.
Følelsen af frihed - den sikre viden om, at du selv bestemmer - gør hele forskellen.
At se tv er i høj grad et symbol på frihed. Det er jo blevet så vigtigt at slappe af, og hvordan gør man så det? Personligt kan jeg godt lide at løbe en tur, skrive på min blog, kløve brænde eller ordne noget indendøre. Det er dejligt afslappende, men andre synes, det er anstrengende og hårdt. For dem er afslapning at lave ingenting, og så er tv helt ideelt. Når man ser det, er man meget tæt på nulpunktet rent aktivitetsmæssigt. Man skal kigge og lytte og behøver i mange tilfælde ikke rigtigt at tænke.
Det er efterhånden blevet en vedtaget sandhed, at arbejde og fysisk aktivitet er hårdt, og når man har lavet noget hårdt i et vist stykke tid, har man ret til at slappe af. Den nemmeste måde at gøre det på, er at se harmløs underholdning på tv.
Derfor kigger vi os dvaske og tykke foran den hastigt voksende skærm. Og vi nyder det, for det er den reneste form for frihed, vi kender.
Så er det irriterende, at popmusikere og kunstnere kommer og belærer os om, at vi spilder vores tid. Og det mest irriterende er, at de har fuldstændig ret.

søndag den 14. september 2008

OLes lege

I går afvikledes 2. udgave af OLes lege, opkaldt efter arrangøreren og idémanden, en af Frederikshavns største sportsidioter - Ole Nielsen.
Denne gang var 10 atleter med, og vi måtte igennem 6 hårde discipliner og en laaang votering, udregning og manipulering fra Ole himself, før vinderne kunne træde op på medaljeskamlen.
Nu kan det jo være ligegyldigt, hvem der vandt, hævede pokalen og drak fortjent champagne. Det gælder jo om at deltage, så det er ikke så vigtigt at fortælle, at det faktisk var yderst velfortjent. Årets sejrherre blev nummer 1 i cykelløbet og i freesbeekastningen og var langt fremme i alle øvrige discipliner, så det var en uhyre populær herre, der kunne bestige skamlens øverste trin.
Og i øvrigt en rigtig holdspiller, der trak sin hustru Solveig op på en tredjeplads i den prestigefyldte begivenhed.
Årets nyskabelse fra arrangøren var øvelse på bom. Det foregik på en særdeles hjemmelavet konstruktion, hvor deltagerne i 30 sekunder skulle igennem en fri øvelse. Nogle dansede kækt, en tog armbøjninger, én jonglerede koket med en fluesmækker, og der var også et par stykker, der havde gang i et stripnummer. De kom heldigvis i tidsnød.
Vores ven Ole har brugt timer på at forberede legene, og det var alle tiders hyggelige eftermiddag og aften. Det er simpelthen skønt at have nogen venner, der gider gøre så meget for at skabe en god oplevelse for os andre.
Ole fortjener at vinde næste år, så vi opfordrer ham til at opfinde nogle discipliner, hvor han selv kan gøre sig gældende. Vi ses næste år, Ole.
PS. Skulle dette blive læst af pressen, må vi desværre skuffe. Deltagerne har blandet blod på, at vi ikke udtaler os om arrangementet. Vi lader de sportslige præstationer tale for sig selv. 

lørdag den 13. september 2008

Fodboldkomedien

Barnlige fodboldspillere og barnlige sportsjournalister opførte ugens morsomste og pinligste komedie.
Først var der topunderholdning på grønsværen, hvor det undertippede danske landshold for en gangs skyld havde alt heldet på sin side og vandt 3-2 på udebane over Portugal i VM-kvalifikationen.
Efter kampen lavede spillerne en lille boykot af danske sportsjournalister ved at undlade at udtale sig til dem i et par timer. Det var angiveligt i sympati med landstræner Morten Olsen, som har fået heftig kritik i medierne i den seneste måned.
Det var barnligt at stille sig op som små fornærmede skoledrenge, men det var dog intet imod den reaktion, store dele af sportspressen spillede tilbage med. Den lille sag blev pustet op til en kæmpe strid, og sportsjournalister på stribe udtalte sig til hinanden om det forfærdelige i boykotten. Kritisk journalistik er i den verden at kritisere landstræneren og spillerne - men der var ikke én journalist, der stillede et uddybende og kritisk spørgsmål til de højtråbende sportsjournalister. Deres barnligheder kom ubehandlet igennem den redaktionelle proces.
Den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting kunne med et skævt smil forklare tv-avisen, at spillernes lille aktion i hvert fald havde haft en helt fantastisk effekt. Deres mål var at skabe opmærksomhed om landsholdets forhold til pressen - og det lykkedes ganske fint.
I al det hurlumhej har ingen spurgt, hvad vi som tv-kiggere, radiolyttere og avislæsere er gået glip af. Ja, vi har altså for en gangs skyld måttet undvære de uigennemtænkte, spontane kommentarer fra dødtrætte mænd, der lige har ydet en meget hård fysisk præstation. Vi har ikke hørt, at det var en god kamp, at de var glade for at vinde, at det var rart at få 3 point, og vi har overhovedet ikke fået at vide, hvordan det føltes, da bolden gik i mål.
For de fleste medieforbrugere er det et meget begrænset tab, men sportsjournalisterne må jo holde meget af de hurtige historier, hvor de stikker en mikrofon op i hovedet på en træt mand og forsøger at få ham til at sige noget, der kan bruges som citat eller overskrift.
Jeg håber, at de forkælede, fornærmede drenge har lært noget af ugens sæbeopera. Det gælder både fodboldspillerne og sportsjournalisterne.

onsdag den 10. september 2008

Ufarlig regeringsrokade

Bendt Bendtsen er en høflig og beleven mand, som ikke støder nogen. Det var hans store styrke som leder af et parti med en blodig historie, og det var hans enorme svaghed som politisk frontfigur.
Han har skullet træde tilbage i flere år, men den konfliktsky mand har ventet på det helt rigtige tidspunkt - så det skabte mindst mulig ballade.
Efter sidste valg er Lene Espersen blevet positioneret som klar 2er i partiet, mens Connie Hedegaard har fået en interessant og indholdsrig udfordring med klimatopmødet i København. Så er den interne konflikt til en side.
Oven i kommer en lille krise i Venstre som følge af Birthe Rønn Hornbechs opsigtsvækkende administration af sit ministerembede. Så statsministeren har også brug for ro.
Derfor vælger de konservative og Anders Fogh den sikre og ufarlige udvej. Bendtsen lister lige så stille af, Lene Espersen kommer til, og der bliver byttet lidt rundt på ministertaburetterne blandt kendte ansigter.
Ikke noget med at tage en spændende person udefra, som dengang Schlüter udnævnte Grethe Rostbøll og H. P. Clausen som ministre. Ikke noget med at fyre udvisningsministeren og erstatte hende med en driftssikker person med forstand på politiske hårdknuder.
Nej, vi kører videre med den velfriserede facade og fastholder, at alt er i sin skønneste orden.
Det er da både sødt og sympatisk, at Brian Mikkelsen skal forfremmes til justitsminister, når nu han har passet sit arbejde så trofast i 7 år og offentligt har udtalt, at han hellere ville have et større ministerium. Men det er ikke noget, der rykker.
Det er da også sjovt, at den uerfarne Carina Christensen nu får sit tredje ministerium, når der ikke lige er en oplagt kandidat til Kulturministeriet. Og det er decideret høfligt, at Lars Barfod får en ministerbil igen efter at være blevet fyret af Dansk Folkeparti fra Fødevareministeriet.
Men det gør ikke regeringen stærk.
Anders Fogh lagde ud med brask og bram i 2002 og erklærede, at hans ministre skulle arbejde hårdt og vise resultater for at beholde taburetten. Det var bare snak. 
Det er for længst blevet sådan, som det altid har været. Ministre bliver siddende medmindre de begår kæmpe dumheder eller selv forlader jobbet. Deres fornemste opgave er at styre udenom problemer og kriser - for dem selv og for Anders Fogh.


onsdag den 3. september 2008

Tre tosser på Fyn

Sidste år var tre tosser fra min familie på weekendcykeltur fra Frederikshavn til Esbjerg. De to andre hedder John og Lars og er min svogre, og vi synes selv, det var en hyggelig tur.
Vi havde planlagt den gennem flere måneder, og aftalen var, at vi så vidt muligt skulle cykle i medvind, så vejrudsigten bestemte ruten. Var vinden mest i nord, startede vi i Frederikshavn, var den mest i syd, startede vi i Esbjerg.
Vejrudsigterne meldte om nordenvind både i den aktuelle weekend og i dagene før og efter, så vi besluttede os for at lægge ud i Frederikshavn en dejlig lørdag morgen. Fredag eftermiddag vendte vinden, så hele weekenden stod den nærmest i sydvest. Det var i hvert fald ren modvind.
Turen var på 300 kilometer, og det var hårdt. Modvind er en slem ting på cykel, og når man oplever det i 20 timer ud af 20, er det tæt på at være træls.
Så de tre tosser bestemte sig for, at dette års tur skulle være mindre vindafhængig. Vi ville køre Fyn rundt. Det viste sig at være en meget lang tur, så vi lavede det om til at køre fra Middelfart over Assens, Faaborg og Svendborg til det hyggelige fiskerleje Lunderborg. Dagen efter ville vi køre tværs over Fyn tilbage til Middelfart.
Det gjorde vi så forrige weekend, og lad det være sagt med det samme: Vi var ikke plaget af modvind.
Til gengæld regnede det hele lørdagen. Nej, det gjorde ej - det øs-pis-tissede ned fra morgen til aften. Vi kørte ca. 1 time i tørvejr om lørdagen, 4-5 timer i almindelig regn og 3-4 timer i meget kraftigt regnvejr. Vi var dyng-sjask gennemblødte, da vi nåede Lundeborg, som ikke var spor idyllisk. Det var bare ét stort regnvejr.
Men vi drak en hyggelig middag på Havgassens Kabys og gik glade i seng i bevidstheden om, at det stort set ikke ville regne om søndagen. Det holdt også stik.
Desværre havde en af tosserne - det var hverken John eller Lars - købt en ny cykel og dens hjul kunne desværre ikke tåle at køre rundt. Baghjulet slingrede noget, da vi lagde fra Lundeborg søndag morgen. Det blev desværre værre op ad dagen, så nær landsbyen Fangel måtte vi ind på en ejendom for at låne værktøj. Vi kunne konstatere, at 4 eger var knækket, og vi turde ikke køre videre. Så vi vendte omkring og kørte ind til Odense, hvor vi og cyklerne tog toget tilbage til Middelfart.
Fiasko er et stort ord at bruge om sådan en weekend, for alle tre var begunstiget af godt selskab. Men vi må finde på en aktivitet til næste år, som er mindre afhængig af vejrets luner og af ustyrbar mekanik.

mandag den 1. september 2008

To års dødskamp for Nyhedsavisen

Så kom endelig nyheden om, at Nyhedsavisen giver op, er gået konkurs og at de mondæne lokaler på Holmen bliver lukket af.
Ikke, at jeg holder med de gamle dagblade - ikke, at jeg er modstander af nye medier og nye spillere på markedet.
Men at opretholde en virksomhed, som giver et bragende, drønende underskud, og som ikke har nogen som helst udsigt til at kunne blive rentabel - det er for dumt. I de sidste måneder øgede Nyhedsavisen sit oplag og fik flere annoncer, men økonomien gik mere og mere skævt. De solgte simpelthen annoncerne alt for billigt. Jo flere aviser, de trykte, jo flere penge tabte de.
Lad gå at redaktører og direktører blev ved med at udtale sig som om de troede på projektet. Det skulle de gøre. Men at de måned efter måned tillod dødssejleren at køre videre med massive milliontab - det er ubegribeligt.
I gamle dage, da jeg var en endnu yngre journalist end i dag, var det A-Pressen, der blev drevet som en underskudsforretning på 1. klasse. En lille avis på Bornholm fik større tilskud fra fagbevægelsen, end vi havde i omsætning på Vendsyssel Tidende. Og tilskuddene til Det fri Aktuelt steg i mange år i samme takt som oplaget faldt. Det fik en ende og aviserne lukkede fra en side af.
Tilbage i den trykte presse er kun 1 grelt eksempel: Århus Stiftstidende. Avisen har i årevis givet et stort underskud, oplaget rasler ned, og der er ingen udsigt til forandring. Det er ikke i samme klasse som Nyhedsavisen, men princippet er det samme.
Berlingske ejer Stiften, og det er sikkert på grund af Jyllands-Posten, at den britisk ejede aviskoncern bliver ved med at sende penge til Århus for at udgive en hensygnende lokalavis.
I en fri verden må man bruge sine penge til hvadsomhelst. Men det gavner ikke rigtigt nogen at bruge dem på virksomheder, der aldrig kan komme til at løbe rundt. Både ejerne, kunderne og samfundet har mere gavn af sunde virksomheder, der kan stå på egne ben.

lørdag den 30. august 2008

Vi bliver alle sure gamle mænd

Blandt sprogfolk er "sure gamle mænd" betegnelsen for nidkære sprogrøgtere, som hidser sig op over formelle fejl, sprogets forfald og de mange engelske ord i nydansk.
Forleden var en af dem igennem i P1s sprogmagasin med en beklagelse over vendingen "agtigt", som flere og flere bruger som afslutning på en sætning. For eksempel: "Det er bare så skuffende - agtigt".
Svareren fra Dansk Sprognævn forklarede om betydningen og brugen af vendingen, og tilføjede at han selv ikke havde noget imod udtrykket. Det bliver i hvert fald ikke misforstået.
Jeg bruger aldrig vendingen, men jeg er enig med sprognævnet, som gang på gang påpeger, at styrken ved det danske sprog er dets evne til at udvikle sig. Derfor har de sure gamle mænd aldrig ret, når de påstår, at en ny vending eller sprogbrug er helt ødelæggende. Tværtimod. Når du skriver knuz i stedet for hej i en sms, er du med til at udvikle sproget.
Vi talte om det ved frokosten i Tankegang og en yngre kvindelig kollega nævnte, at hun bliver sur, når hendes børn bruger nogle bestemte ord og taler det, moderen opfatter som grimt sprog. Jeg påpegede, at hun selv som barn brugte ord og vendinger, som hendes forældre absolut ikke brød sig om. Men det var noget andet, mente kollegaen. Så grinte vi lidt af det.
Langt hen ad vejen er det et generationsspørgsmål. Det er fedt for børn og unge at opdage og udvikle et fælles sprog, som ikke er så gammeldags som forældrenes. Det vil forældrene næsten altid opfatte som et grimt sprog - og så er de et eller andet omfang sure gamle mænd.
Sproget er en del af vores identitet, og selv om det kan være anstrengende at høre og læse de næste generationers udgydelser, kan du ikke forbyde dem. Du kan kun trøste dig med, at dine børn taler pænere end dine børnebørn kommer til.

onsdag den 27. august 2008

Krisen kan tales i gang

Inflation, finanskrise, boligkrise, dyre fødevarer, oliekrise og valutakrise.
Jo, det går helt galt for tiden. På få måneder er det uendelige opsving, vi netop har været igennem helt aflyst, og nu står de bekymrede mænd i kø foran mikrofonerne for at fortælle om de mørke skyer, som allerede nu trækker sammen om os.
Det er vist en uangribelig kendsgerning, at den økonomiske vækst ikke bliver så høj i Danmark og de øvrige EU-lande i de kommende år - men at kalde det for en krise er overdrevet.
Langt hovedparten af danskerne er fortsat stinkende rige sammenlignet med resten af verden. Mange kan få det lidt svært sidst på måneden. Det kan gå så galt, at vi må køre mindre i bil og mere på cykel, at vi må give hinanden lidt færre fødselsdags- og julegaver eller at vi må køre i bus på ferie i stedet for at flyve. Ungerne må måske finde sig i at skifte mobiltelefon færre gange om året.
Men krise - nej.
Når huspriserne falder, er det først og fremmest en god nyhed. Så kan yngre mennesker med en almindelig indkomst igen købe et lille hus i nærheden af de store byer. Markedet bliver bare normaliseret.
Stigende rente og lidt inflation er heller ingen katastrofe. For et års tid siden talte økonomerne om en risiko for overophedning af økonomien. Det er nu afværget, og så må vi leve med, at flexlånene bliver lidt dyrere.
Vi er stadig rigere end for 3 år siden og mange gange rigere end i 1990 - og da var vi ikke i krise.
Den største risiko for en reel krise er, at alle de bekymrede mænd får lov at dominere nyhedsbilledet. Dommedagsprofetier har det med at være selvopfyldende. Når vi får at vide, at økonomien er i krise, så begynder vi at opføre os som om, det passer. Vi bruger færre penge, låner mindre og risikerer mindre. Det giver mindre omsætning, færre job og færre indtægter til staten, og så kan der komme gang i den negative spiral.
Men det er der ingen grund til. Danmark og danskerne er ikke i fare for at gå på røven. Vi har et godt og velfungerende land, som ikke sådan lige bukker under på grund af nogle konjunkturer. Det dummeste, vi kan gøre, er at klynke os selv syge. Det får vi ikke engang medfølelse for.

torsdag den 21. august 2008

Hård træning er - hårdt


Glæden ved at løbe er mit motiv for at stolpre rundt på landevejene i timevis. Det har jeg skrevet om før, og det gælder fortsat. Tider og placeringer i motionsløb er ikke min drivkraft, og derfor løber jeg langsommere og langsommere. Det kan jeg godt leve med.
Eneste undtagelse er hvert år på denne tid. Så træner jeg op til at kunne gennemføre et maratonløb. Nogen gange ender det med, at jeg deltager i ét, andre gange bliver jeg skadet.
I år er målet H. C. Andersen Marathon den 21. september eller Berlin Marathon søndagen efter. Træningen skal toppe 3 uger inden løbet, så det er lige nu, det skal være mest intensivt.
Jeg har læst, at der er 2 veje til at forbedre sin kondition: Langt, langsomt løb og tempoløb (eller intervaltræning).
Så i weeekenderne tager jeg en tur på 30 kilometer og i løbet af ugen en hård gang intervaltræning op og ned ad en hård stigning i skoven. Den lange tur er det mindste problem, for den er ikke hård før de sidste 6-7 kilometer. I den halve time kan jeg så godt mærke, at kroppen arbejder og nogle timer efter får jeg en lettere febertilstand. Så ved jeg, at træningen har haft effekt.
Intervaltræningen bliver aldrig min ven. I eftermiddag var det den stejle bakke her op imod Flade Rævdalvej. Det er en kras stigning over et par hundrede meter, som jeg løber i højt tempo. Når jeg når op til vandflasken, er pulsen helt oppe, og så løber jeg langsomt ned igen og når næsten at få pusten, inden turen går opad igen. Jeg tog den 10 gange, og her et par timer efter kan jeg tydeligt mærke på mit åndedræt, at indsatsen har haft effekt.
Det er helt sikkert effektivt, men nej hvor er det hårdt, og nej hvor har man bare lyst til at kaste sig i græsset og slappe af, når pulsen drøner ukontrollabelt derudaf.
Motivationen er, at det simpelthen er nødvendigt for at kunne gennemføre maratonløbet. Den hårde træning øger min iltoptagelse, og den skal være så god som muligt i Odense eller Berlin.
Da jeg løb maraton i Oslo sidste år, havde jeg ikke været flittig nok med den hårde træning, og det kunne jeg tydeligt mærke på de 10 sidste og meget lange kilometer gennem den smukke norske hovedstad. Jeg håber, jeg kan mande mig selv op til at give den en skalle de næste par uger, så det går lidt mere gelinde ved dette års løb.
En maraton er altid en suveræn oplevelse, men jeg vil gerne indrømme, at jeg glæder mig til de fredelige løbeture bagefter, hvor jeg ikke skal presse mig selv for at komme i bedre form.

søndag den 17. august 2008

Trafikken glider i København

Vi hører så tit om timelange køer og permanent trafikkaos i København. Jeg er også helt sikker på, at der er kaos, når titusinder vælger at køre bil ind til hovedstaden om morgenen og skal i blikspanden hjem igen ud på eftermiddagen.
Men bortset fra det - så er der masser af plads på vejene i København.
Jeg var der forleden. Jeg kørte fra Frederikshavn onsdag kl. 13, og holdt i Weidekampsgade ved Islands Brygge kl. 17.20. Der var køer - men ikke øst for Storebælt. Jeg måtte ned i fart ved Limfjordstunellen. Der var decideret kø ved Randers, Århus, Horsens, Vejle, Fredericia, Middelfart og hele vejen forbi Odense.
Men da først jeg var kommet igennem betalingsanlægget på Sjælland, var der masser af plads på vejene. Og det blev nærmest nemmere og nemmere, jo tættere jeg kom på København. Der er jo 8 spor på motorvejene. GPSen førte mig til Amagermotorvejen, og så kørte jeg gennem et halvdødt industrikvarter ind til Amager og videre til Islands Brygge. Parkeringspladser var der masser af. Det eneste problem var faktisk, at det regnede kraftigt, da jeg skulle til at stå ud af bilen.
Næste morgen spadserede jeg først hen til KL, og der var i hvert fald ingen trafikkaos på fortorvet eller foran kommunernes flotte hus. Efter mødet gik jeg tilbage til bilen og hev min cykel frem. Så kørte jeg ad brede cykelstier ind til Københavns Rådhus, hvor jeg satte cyklen i et ledigt stativ lige uden for døren. Et par timer senere cyklede jeg den anden vej, og så var det ud af byen og sydpå til Falster. Igen - ingen kø, masser af plads på de brede motorveje.
Om aftenen gentog historien sig med køkørsel på Fyn og ved de store jyske byer.
Ja, vi har god plads på motorvejene i Vendsyssel, og det er vi glade for. Det er næsten helt københavnske tilstande.

fredag den 15. august 2008

Rytterne kom først

"Vi er da ikke for store til at omtale dressur", lød det hånligt fra en uvidende P3 vært torsdag eftermiddag, da resultatet fra Prinsesse Natalies OL-debut tikkede ind.
Få timer efter var den første danske OL-medalje en realitet, takket være prinsessens fantastisk flotte præstation.
Dressurrytterne er bestemt ikke de højst profilerede danske OL-håb, men de blev altså de første til at indfri forventningerne. De fleste andre har skuffet fælt.
Ridekonkurrencer foregår i Hong Kong langt fra Beijing, og det kan være en af årsagerne til mediernes manglende fokus på sporten. Men det er ikke kun til OL, man skal lede langt efter seriøs omtale af dressur og ridebanespringning. Også i avisers og tvs daglige dækning, bliver sporten ignoreret eller får sporadisk omtale.
Det kan ikke skyldes manglende interesse hos seere og læsere. Dansk Rideforbund har alene 73.000 medlemmer, og dertil kommer flere hundrede tusinde rideinteresserede, som ikke er organiseret. Ridning er en af de helt store folkelige idrætsgrene - konkurrencerne er godt tv-stof, og det er lærerigt for rytterne at følge med.
I Sverige og Tyskland er der en helt anden mediedækning af ridesporten, mens det i Danmark fortsat er noter eller for tvs vedkommende henvist til DR2 og andre sekundære kanaler.
Danmarks bedste rytter, Andreas Helgstrand, er en seriøs medaljekandidat til de individuelle finaler. Han har vundet sølv ved VM på en anden hest. Hvis der kommer en dansker på skamlen, kan det forhåbentlig få medierne til at tage deres brugere mere alvorligt og prioritere ridesporten højere.

søndag den 10. august 2008

OL - nu med sport

Så gik OL i gang. I over et år har vi ventet på begivenheden. Som P1 lytter har jeg fået det helt klare indtryk, at legene handlede om menneskerettigheder i Kina. Det kinesiske diktatur ville bruge legene til at tegne et glansbillede af deres rige, og magthaverne ville gøre alt for at forhindre kritik af menneskerettigheder og manglende demokrati.
Nu er det så i gang - og tænk sig - pludselig handler det om sport. Vi følger med i danskernes gøren og laden og i de sportsgrene, vi i øvrigt interesserer os for. Hver eneste dag er der spændende sport i tv og på nettet, og vi deler sorger og glæder med atleterne.
Sporten sluger al opmærksomheden, og det vil jeg hverken være flov over eller utilfreds med. OL er en sportsbegivenhed, verdens største for resten. Her er det vigtigste konkurrencerne, ikke værtslandets politiske eller økonomiske system.
Det betyder ikke, at sport og politik skal skilles ad. Det er en umulighed. Sport er en del af det politiske liv, lige som alt andet, vi interesserer os for: Kultur, sundhed og børneopdragelse bare for at nævne nogle eksempler.
Men når den ypperste sportsbegivenhed kører på fulde blus, ja så fokuserer vi alle sammen på det sportslige. Sådan skal det være.
I dag var trak håndboldherrerne os hen foran skærmen, og det var en nervepirrende oplevelse næsten hele vejen igennem. Dagens præstation var miserabel, men der er selvfølgelig meget mere i de gulddrenge. Wilbek kommer jo altid hjem med en medalje.
Meget tyder i hvert fald på, at håndboldherrerne byder på 60 minutters intens spænding i hver eneste kamp, og det har vi ikke noget imod. Bare kampene ender med dansk sejr.

torsdag den 7. august 2008

Sidste nyt om ingenting

"Pia K. scannet"
"Pia K. overflyttet til Riget"
"Pia K. udskrevet"
Det var tre af overskrifterne fra tophistorierne på nogle af Danmarks mest læste nyhedssider det seneste døgn - dr.dk, jp.dk og politiken.dk. Alle 3 betragter sig som seriøse nyhedsformidlere, men dækningen af Pia Kjærsgaards ildebefindende er ét af flere eksempler på internetredaktionernes forvrængede nyhedskriterier. Her til morgen var Pia Kjærsgaard rykket ned som historie nummer 2 hos Jyllands-Posten. Tophistorien var breaking news om Danske Banks halvårsregnskab.
Breaking news? Det har været kendt i et halvt år, at regnskabet skulle offentliggøres i dag, og selve indholdet er ikke overraskende. De har tjent en masse penge - men mindre end sidste år, ganske som forventet.
Eksemplerne viser, at aktualiteten er det vigtigste nyhedskriterium, mens væsentligheden er mindre betydningsfuld.
I sidste uge var det Radovan Karadzic, som var breaking news døgnet rundt. Danmarks Radio havde for eksempel en tophistorie med overskriften "Karadzics fly landet i Haag". En nyttig oplysning for dem, der skal transportere den tidligere politiker fra lufthavnen til fængslet - men temmelig ligegyldig for os andre. Vi går ud fra, at piloter og flyveledere passer deres arbejde.
Jeg synes, det er fedt med nyhedstjenesterne på nettet, og efter min mening er næsten ingen nyhed for lille til at blive bragt. Der er jo plads nok på nettet.
Det er alene prioriteringen, jeg undrer mig over.
Tophistorien på en seriøs nyhedsside skal have en vis substans. Som læsere kan vi godt tåle, at den samme historie står i toppen 1 time eller 2, hvis der ikke er sket noget andet væsentligt i mellemtiden.
Politiken, Jyllands-Posten og DR undergraver deres egen troværdighed ved at forfremme aktuelle ligegyldigheder til tophistorier.

søndag den 3. august 2008

Cyklen er mindst 100.000 kr. værd


I Nordjyske i går kunne vi læse, at er er penge at spare ved at tage bussen. Hvis man bor i Aalborg og arbejder i Frederikshavn, er det 100.000 kr. billigere om året at køre med bus end at have egen bil. Regnestykket forudsætter, at man alene køber bilen for at køre på arbejde, og at det er en bil til ca. 200.000 kr.
Det giver mig god samvittighed, for jeg fik nemlig en ny cykel i fødselsdagsgave.
- Jamen har du ikke én i forvejen? spurgte en af aftenens gæster lidt forarget, da han så vidunderet.
Og det måtte jeg indrømme. Tilmed en udmærket cykel, som bringer mig sikkert omkring. Den er ordentligt vedligeholdt og fejler ikke noget, og der er mange gode kilometer tilbage i min gamle cykel.
Men jeg ville altså gerne have én, der var lidt mere sporty og let. Jeg synes, det går lidt tungt op ad den store bakke på vej hjem fra arbejde, og jeg kunne godt tænke mig at køre stærkere hen ad lige vej. Det kan den nye cykel, når jeg ellers får den indstillet og tunet, for den er købt via nettet og har krævet flere timers fjumrearbejde fra min side.
Men med avisens regnestykke i baghovedet er det hamrende billigt at ofre 4600 kr. på en ekstra cykel. Hvis ikke jeg havde en god cykel, skulle vi have bil nummer 2 og dermed en udgift på mange tusinde kroner om året. Jeg har 7,5 kilometer på arbejde, og i de 8 år, jeg har været i Tankegang, har jeg måske sparet 3-500.000 kr. ved kun at have 1 bil. Så er det måske 1 procent af besparelsen, jeg her kaster i grams til fordel for ekstra køreglæde.
Nyanskaffelsen koster nogenlunde det samme som et serviceeftersyn på benzinslugeren.

lørdag den 2. august 2008

Svær sag for pacifisten

Kald mig bare naiv, når jeg nu fortæller, at jeg er pacifist - et af de blåøjede mennesker, der tror på, at ondt skal fordrives med godt, og ikke med ondt.
Verdens stater spilder hvert år flere tusind milliarder dollars på krige og på at forberede sig på krige. Det er et uforsvarligt dumt spild af vores ressourcer, og i den bedste af alle verdener kunne pengene bruges til at afskaffe sult og fattigdom. Den verden kommer aldrig til at eksistere, det ved jeg godt. Alligevel vil jeg fastholde, at krig er forkert.
Synspunktet har det svært netop i denne tid, hvor Radovan Karadzic er blevet pågrebet og sigtet for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved Krigsforbryderdomstolen for det Tidligere Jugoslavien. Igen er vi blevet mindet om, at serbernes planlagte og delvist gennemførte udryddelse af den muslimske befolkning i Bosnien kun kunne lade sig gøre, fordi EU naivt troede på forhandlingslinjen. Da USA satte militær magt ind, blev konflikten stoppet.
Så der er vel tilfælde, hvor krig er nødvendig for at forhindre endnu værre blodsudgydelser. Hvad med nedslagtningen i Rwanda? For slet ikke at tale om Hitler. Kunne han være standset med dialog og forhandling?
Spørgsmålene får mig til at vakle, og det er hverken sort eller hvidt. For mig er det et ægte dilemma - valget mellem to uoverskuelige og dårlige løsninger.
Jeg vil altid vælge den fredelige udvej frem for krigsmaskineriet, og det vil jeg af en meget enkel og moralsk grund: Jeg vil aldrig selv slå et andet menneske ihjel eller sætte mit liv på spil i en højere sags tjeneste. Så kan jeg ikke tillade mig at forlange, at andre skal gøre det.
Jeg vil kæmpe imod ethvert diktatur med ord og med gerninger - men ikke med våben.
Hvis alle i hele verden havde samme holdning, var der ingen krige. Derfor tror jeg også på, at demokrati og åbenhed er den bedste kur for freden. Krige næres af fordomme om fjenden. Fordomme bekæmpes bedst med information. Frie og oplyste mennesker kan ikke gå ind for at slå andre folk ihjel, at slå børn ihjel og at voldtage kvinder.

torsdag den 31. juli 2008

Tabersag helt rigtigt serveret

I mandags trak en af de små sportsgrene de helt store overskrifter i Dannmark, da mountainbikerytteren Peter Riis Andersen måtte erkende, at han havde taget epo som optakt til sommerens OL - farvel Beijing og farvel eliteidræt.
Resultatet af dopingtesten kom i sidste uge, og da bekræftelsen dukkede op, indkaldte Team Danmark til pressemøde med Peter Riis Andersen som hovedperson.
Det var et lærestykke i krisekommunikation. Den 28-årige medicinstuderende lagde kortene på bordet og fortalte åbent om sit snyderi. Mest opsigtsvækkende var det, at han ikke havde samvittighedskvaler med at bruge de små ampuller til at forbedre sine sportspræstationer. Først da han blev fældet af dopingkontrollen, indså han, at det var helt forkert - og at han havde svigtet en masse mennesker ved at bruge epo. Det gælder alle fra familie og venner over foreningsfolk i cykelsporten og til Team Danmark. Selv om eliteidrætsmanden føler sig som en ensom ulv under de mange timers træning, er han også toppen af en kransekage, hvor mange andre gør en indsats. Deres tillid har rytteren brudt ved at tage epo.
Det hele kom frem. Peter Riis Andersen påtog sig ansvaret og drog selv konsekvensen: Færdig med konkurrencesport.
Så har pressen en god historie i 1 dag, men der er ikke noget at følge op på. Der er ikke en mistanke at bore videre i, der er ikke noget uldent, som en kvik journalist kan arbejde videre med. Og den skyldige kan ikke straffes yderligere.
Om få uger har vi glemt, hvad manden hed, og mountainbike som sport lider formentlig heller ingen langvarig skade. Det fremstår i hvert fald ikke som en kultur i den sport - men som en personlig fejl og brist hos en enkelt rytter.
Læren til andre, som skal kommunikere et dårligt budskab ud:
1. Kom med hele den sandfærdige og ubehagelige forklaring på 1 gang.
2. Skyld: Påtag dig det fulde ansvar for de fejl, der er begået.
3. Dom: Tag konsekvensen af fejlene.
Det lyder enkelt, men det er det ikke. Især punkt 2 og 3 er svære, for sagerne er sjældent så rene som denne lille dopingskandale, så det kan være svært for en leder eller en politiker at indrømme fejl, tage ansvaret for dem og drage en konsekvens. Så længe de ikke gør det, lever historien videre, og de er hver dag i fare for at blive konfronteret med nye oplysninger. Tænk bare på Lars Løkkes bilagscirkus. Den sag kunne han selv have kvalt ved at indrømme rod i papirerne, påtage sig skylden og give 25.000 kr. til en velgørende organisation. Men det er jo pokkers vanskeligt, når man ikke selv føler, at man for alvor har gjort noget forkert, og når man som Lars Løkke har haft folk til at tage sig af det praktiske med bilag.

torsdag den 24. juli 2008

50 svalers fødehjem ødelagt

For et par år siden flyttede et svalepar ind i vores lade. Det var da sødt. Tænk sig, at de havde fløjet 5000 kilometer gennem Afrika og Europa og af alle steder valgte vores lille matrikel her i det nordlige Vendsyssel til at etablere deres egen familie.
De sked godt nok temmelig meget på vores haveredskaber og på gulvet i laden, men pyt - vi er dyrevenner og der skal også være plads til små søde svaler.
Sidste år kom der flere par, og de byggede flere reder og sked endnu mere. I år er antallet igen forøget, og vi har haft en temmelig stærk trafik af svaler i og omkring laden i flere måneder. Det lader til, at de får flere kuld unger pr. sæson. På sin vis er det fascinerende at kigge på de flittige fugle. De arbejder simpelthen hele tiden. Enten finder de føde til de mange unger eller også er de i gang med at bygge reder. Det sidste er et stort arbejde. Reden bygges op af ler- og mudderklatter, og den kan sidde på en lodret væg. Så der er sikkert noget saftigt svalespyt i materialet.
Det er helt umuligt at tælle, hvor mange svaler, vi har boende på ejendommen, men her til morgen sad der ca. 20 på taget og sang, mens mindst lige så mange fløj rundt. Altsammen meget hyggeligt, hvis det ikke det var for alle de fordømte klatter. De sidder på ruderne, på havemøbler og på alt udendørs inventar.
Så her til formiddag traf vi den ubarmhjertige beslutning om at lukke svalekolonien for i år. Jeg hev stigen frem og gik i gang med at pille reder ned. På en halv time forsvandt 6 reder og øjeblikket efter fandt jeg to mere. Senere på dagen kom jeg i tanke om endnu 2 reder, så det er i hvert fald 10 omhyggeligt opbyggede fødehjem for mindst 50 svaler, jeg i dag har molestreret, tilintetgjort og kastet på møddingen.
Resten af dagen har svalerne fløjet forvirret rundt. Her til aften var der endda et par stykker inde i huset. Det er muligvis synd for dem, at de ikke kan opfostre flere (skidende) unger i år, men vi synes altså, at vi har ydet vores bidrag til artens overlevelse for denne gang.
Til efteråret skal de ud på den lange flyvetur og næste forår vender en del af dem sikkert tilbage. De skal være velkomne, men 10 reder får de altså ikke lov til at bygge.

tirsdag den 22. juli 2008

Kædefri turisme på Montmartre


Da Solle og jeg var på efterårsferie i Prag i 1990, et lille år efter Murens fald, var McDonald's forlængst rykket ind flere steder i den tjekkiske hovedstad. Siden er byen sikkert kommet til at minde endnu mere om London, Berlin og København.
Derfor var det en meget glædelig overraskelse at opleve Paris her i 2008. Vi er netop kommet hjem fra 4 dages sommerferie, hvor vi boede på et lyserødt hotelværelse ved Place Pigalle. Hver dag og hver aften gik turen op ad bjerget til Montmartre. Det ligner ikke en anden hovedstad - det ligner Montmartre. Det er fransk mentalitet, arkitektur, indretning og livsstil på godt og ondt. På Montmartre er der ikke én international kædebutik. Der er små skæve, hyggelige enmandsforretninger med egne origanale og ordinære navne, egen indretning, eget design og helt egne åbningstider.
Det er ikke specielt gammeldags. Varerne er up to date, og du kan betale med kreditkort uden problemer. Men det er originalt og har et personligt anstrøg. Det er indehaverens egen butik, hendes eller hans eget hjerteblod.
Det er fedt at komme et sted, som de store kæder ikke har kunnet erobre. Jeg tror, bygningerne er for små og for skæve til at kunne leve op til de koncepter, de store kæder udtænker. Og så er der enten en kollektiv standhaftighed eller en skrap lokalplan, som sikrer, at Montmartre bevarer sin helt særlige sjæl.
Det er storcharmerende - også når den franske service viser sig fra sin kedelige side. For en effektiv dansker er det en prøvelse at vente på, at ekspedienten får pludret færdig med makkeren, selv om han har set, at vi gerne vil i kontakt med ham. Det er også træls at blive glemt af en tjener den halve aften, fordi han hellere vil charmere to unge piger, der har sat sig ved nabobordet.
Så er det godt, at man har ferie og kan betragte det som en lærerig oplevelse eller måske et lille feltstudie i fransk mentalitet.

tirsdag den 15. juli 2008

Sjovere end Korsbæk Bank

Jeg tror, de fleste mennesker opfatter banker som lidt kedelige, gammeldags og uhyre solide. Netop derfor er historien om Roskilde Banks kollaps helt usædvanlig.
Der har tilsyneladende siddet gamblere i spidsen for den hæderkronede købstadsbank i den by, som har inspireret Lise Nørgaard til tv-serien Matador. Det er ikke Hans Christian Varnæs' forretningsmoral, der har hersket i Roskilde Bank de senere år.
Mens der var byggeboom og opsving i Danmark, lånte Roskilde Bank en stor del af formuen ud til nogle få ejendomsspekulanter med usikre projekter. Millionerne væltede ind i bankens kasse, mens ejendomspriserne steg, men nu vender kurven nedad, og bankens store kreditorer står med tusinder af tommer kvadratmeter og kan hverken betale renter eller afdrag.
Sort uheld vil nogen mene, men de kedelige og gammeldags bankfolk ved bedre. Mange andre end Roskilde Bank har kunnet låne store summer ud til risikable byggeprojekter med udsigt til en pæn gevinst og risiko for et endnu større tab. De fleste af dem har takket nej, fordi de hellere vil beskyldes for at være kedelige end at sætte hele butikken over styr.
Moralen kom også til udtryk i Roskilde Banks belønning af direktørerne. Også på dette punkt var de langt mere ekstravagante i Roskilde end i de øvrige provinsbanker. Resultatet var, at 3 direktører samlet scorede 55 mio. kr. på aktieoptioner - og udgiften kunne være blevet dobbelt så høj, hvis optionerne var indløst tidligere.
Direktørerne - eller deres gode venner i bestyrelsen - mente tilsyneladende, at de selv var så mange penge værd. Jow, aktien steg lige som alle andre provinsbankers aktier og jow, overskuddet steg lige som alle andres. Sådan er det i opgangstider, og det er ikke ret svært at tjene mange penge på bankdrift, når både private og virksomheder får mange flere penge mellem hænderne. Men at forgylde direktørerne med kæmpe bonusser - det er helt unødvendigt, og Roskilde Bank lagde sig på et amoralsk højt niveau.
Heldigvis er der ingen småsparere, der taber på skandalen. Beten må dækkes af aktionærerne, og de bør have råd til det - ellers skulle de ikke have investeret i aktier.
Så alle vi andre kan bare sige tak for underholdningen. Det er meget sjovere end Korsbæk Bank.

lørdag den 12. juli 2008

Gæsterne får 1 flaske vin


Da jeg fyldte 40 gav Tankegang mig en kæmpe flaske vin, og den lå trygt nede i kælderen i flere år uden at blive drukket. Solle og jeg kæmper os ikke lige igennem 3 liter på en weekend, og vi havde heller ikke et selskab, der passede til størrelsen.
Men forrige sommer bebudede min svoger og svigerinde, John og Ane, deres ankomst i et par dage, og så var anledningen der. De blev skuffede da jeg sagde, at vi kun skulle have 1 flaske vin til maden i 2 dage, men humøret steg mærkbart, da jeg kom slæbende med den store trækasse.
Den viste sig at indeholde en 5-liters flaske, så det blevet et MEGET festligt besøg.
Nu kommer de igen i morgen, og jeg på forhånd lovet at skaffe en voksen flaske vin. Før ferien talte vi i Tankegangs ledergruppe om at give alle ansatte en feriegave, og jeg foreslog lidt selvisk en 5-liters vinflaske. Det er en gave, man husker og som kan være med til at gøre sommeren sjov. Jeg kunne godt høre, at de andre ikke var vilde med idéen, så jeg fortalte historien om John og Ane og de sjove sommerdage med kæmpeflasken. Det overbeviste desværre ikke mine kolleger.
Så jeg glemte alt om det og tog hjem og løb en tur. Da jeg kom tilbage, havde Claus Grøngaard fra Tankegang været forbi med en 5-liters vinflaske til mig. Der stod én nede i Tankegangs vinlager, og den syntes Claus, at jeg havde fortjent, når nu jeg havde talt så varmt for min sag.
Det reddede hele weekenden. Sikke glad jeg blev for gaven - først og fremmest for den søde tanke, der lå bag.
Det er en dejlig chanti fra Italien, og Claus garanterer, at det er prima vin.
John og Ane kommer i morgen eftermiddag, og så skal proppen af. Så det varer nok et par dage, før jeg kan ramme tasterne på computeren igen.

torsdag den 10. juli 2008

Hjælp, vi har myrer


Myremanden var meget begejstret. Det var nogle rigtig flotte, orange myrer, og det var et imponerende bo, de havde bygget.
Vi var mere forbeholdne, for det var altså i hulrummet i vores gæsteværelse, det var foregået. Igennem et stykke tid havde der kravlet myrer i vindueskarmen, men i sidste uge gik de helt amok. Hver morgen lå der flere hundrede døde (ha!) myrer i karmen, i sengen og på gulvet.
Så vi måtte have fat i myremanden. Han målte først fugten og konstaterede, at den var kritisk høj i den ene side. Så han ville gerne komme igennem sammen med en tømrer, der kunne bryde karm, lofter og andet nødvendigt ned.
De var der så i tirsdags og fandt hurtigt frem til det prægtige myrebo med tusindvis af de små ækle skadedyr. Byggematerialerne er planterester og svampesporer, som de har fundet ude i haven og møjsommeligt slæbt ind i vores hulrum. Myremanden kunne fortælle, at de små bæster kan kontrollere svampen helt nøjagtigt, så den ikke breder sig, og så den har lige nøjagtigt den fugtighed, myrerne bedst kan lide. Han fortalte også glædestrålende, at myrerne ikke skider og tisser i boet men pænt kravler et andet sted hen for at forrette deres nødtørft. Det var så på vores badeværelse.
Nu har de fået et ordentligt pulver med myregiftsprøjten (ha igen!), og imens går en murer og reparerer skaderne. Senere kommer tømreren og sætter loft og karm på igen. Det kommer sikkert til at koste det samme som en sommerferie, så vi venter spændt på at få at vide, om myrernes hærgen er dækket af forsikringen.

fredag den 4. juli 2008

Glistrup - fornyer og fantast

I dagens politiske virkelighed har det ingen betydning, at Mogens Glistrup døde tirsdag aften. Men det er alligevel værd at riste en rune over en af dansk politiks mest farverige personer.
Da den forføreriske skatteadvokat væltede ind i Folketinget med 28 mandater ved jordskredsvalget i 1973, kom der en helt ny dagsorden for dansk politik.
Dengang var Glistrup først og fremmest anarkist, og han var en fornyelse på Christiansborg. Gammelpartier og papirnusseri var blot to af de udtryk, han lancerede. Det berømte forslag om at erstatte forsvaret med en automatisk telefonsvarer, som på russisk sagde "Vi overgiver os" var genial politisk kommunikation.
Fremskridtspartiet fik aldrig direkte politisk indflydelse, dels fordi gammelpartierne rottede sig sammen mod det nye parti og dels fordi Glistrup ikke mestrede kompromisets kunst. Han var simpelthen ikke politiker.
Men han fik uden tvivl indirekte indflydelse. Siden 1973 har politikerne fokuseret stærkt på at nedsætte indkomstskatten, og det er også i nogen grad lykkedes. Den debat har Glistrup kickstartet, selv om Fremskridtspartiet faktisk stemte imod konkrete forslag om skattelettelser (de var ikke høje nok).
Og så er der indvandrerpolitikken, som Glistrup kastede sig over, da hans parti var blevet reduceret til en revyforestilling på Christiansborg. Her blev den højt begavede mand mere og mere fanatisk. Han kunne i fuldt alvor påstå, at Danmark om 50 år ville være overtaget af de såkaldte muhammedanere.
Desværre fik Glistrup sat en politisk bevægelse i gang på det område, som i dag er helt dominerende i Danmark. Da Fremskridtspartiet blev for broget for Pia Kjærsgaard, dannede hun sit eget parti, der i dag styrer Danmarks indvandrer- og udlændingepolitik med ubarmhjertig hånd.
Jeg kan ikke få øje på fornyelsen i Dansk Folkeparti, og anarki er simpelthen ikke eksisterende. På den måde er partiet i grel modstrid med alt det, Glistrup stod for, da han gjorde sin charmerende entré på den politiske scene.

mandag den 30. juni 2008

1 skuespiller og 100 amatører

I weekenden var der Tordenskioldsdage i Frederikshavn - et storslået arrangement, som på tre dage samlede over 30.000 deltagere.
Tre aftener i træk opførte arrangørerne et stort anlagt spil på kajen med skibet havnebassinet og skibet Eye of the Wind som aktive elementer. Tidligere år har enorme kanonbrag været spillets højdepunkt, og det har været svært at tage ordet teater i sin mund.
I år havde folkene bag Tordenskioldsdagene engageret skuespilleren Peter Mygind som instruktør og ikke mindst som hovedrolleindehover. Han spillede ikke Tordenskiold men den danske konge i 1717, og det gjorde han fremragende.
Med Peter Mygind i topform kan enhver amatørtilskuer se forskellen på professionelt arbejde og dygtige fritidsskuespillere. Mygind stjal simpelthen billedet og var i en klasse for sig selv. Han fyldte hele scenen, når han var på - med sin stemme, sine bevægelser, sin udstråling og energi.
Det er dejligt at opleve, for oplevelsens egen skyld, men også fordi det endnu engang fortæller, at godt håndværk gør en forskel. Når Peter Mygind er så meget bedre end sine medspillere, er det fordi han er prof. Han har uddannelsen og har fordybet sig i sit fag gennem mange år. Derfor kan han levere varen.
Det samme gælder en tømrer, en tandlæge, en designer eller en hvilken som helst anden håndværker. I nogle fag er det mere tydeligt end i andre. Enhver kan tage et skarpt billede med et digitalt kamera. Mange kan tage gode billeder, men de fotos, vi kan huske mange år efter, er taget af en professionel fotograf.