mandag den 30. juni 2008

1 skuespiller og 100 amatører

I weekenden var der Tordenskioldsdage i Frederikshavn - et storslået arrangement, som på tre dage samlede over 30.000 deltagere.
Tre aftener i træk opførte arrangørerne et stort anlagt spil på kajen med skibet havnebassinet og skibet Eye of the Wind som aktive elementer. Tidligere år har enorme kanonbrag været spillets højdepunkt, og det har været svært at tage ordet teater i sin mund.
I år havde folkene bag Tordenskioldsdagene engageret skuespilleren Peter Mygind som instruktør og ikke mindst som hovedrolleindehover. Han spillede ikke Tordenskiold men den danske konge i 1717, og det gjorde han fremragende.
Med Peter Mygind i topform kan enhver amatørtilskuer se forskellen på professionelt arbejde og dygtige fritidsskuespillere. Mygind stjal simpelthen billedet og var i en klasse for sig selv. Han fyldte hele scenen, når han var på - med sin stemme, sine bevægelser, sin udstråling og energi.
Det er dejligt at opleve, for oplevelsens egen skyld, men også fordi det endnu engang fortæller, at godt håndværk gør en forskel. Når Peter Mygind er så meget bedre end sine medspillere, er det fordi han er prof. Han har uddannelsen og har fordybet sig i sit fag gennem mange år. Derfor kan han levere varen.
Det samme gælder en tømrer, en tandlæge, en designer eller en hvilken som helst anden håndværker. I nogle fag er det mere tydeligt end i andre. Enhver kan tage et skarpt billede med et digitalt kamera. Mange kan tage gode billeder, men de fotos, vi kan huske mange år efter, er taget af en professionel fotograf.

fredag den 27. juni 2008

iPhone hysteriet

Min mobiltelefon kan alt, hvad jeg har brug for - og en masse mere, som jeg ikke bruger.
Alligevel må jeg krybe til korset og indrømme, at jeg er blevet en del af iPhone hysteriet. Apples nye vidunder kommer i handlen i Danmark fra den 11. juli, og jeg følger nøje med. Jeg skal bare have sådan én. Måske har jeg den ikke den 11. juli, men inden alt for længe, så ligger der sådan en lille sød fætter i min jakkelomme.
Apple kan bare det der med brugervenlighed og smart design, og den nye iPhone vil opfylde nogle af de behov, jeg har. For mig er det 3 apparater i 1: Telefon, iPod og navigator. Jeg er en flittig bruger af de 3 apparater, og det vil være meget nemmere for mig at have dem samlet. Så er der en række andre fordele, som jeg ikke vil spilde tid på at skrive om.
Salgs- og markedsføringsmæssigt er det en helt fantastisk historie. Apple har et årligt arrangement, hvor de afslører nyheder. Det er blevet til en verdensbegivenhed, hvor Apple-analytikere i flere uger inden diskuterer, hvad Steve Jobbs nu vil diske op med. I år endte det altså med nyheden om den nye iPhone, som snart kan købes i hele verden.
I Danmark er Telia eneforhandler, og selskabet har minsandten lavet en konkurrence på sin hjemmeside. Hvis man tilmelder sig et nyhedsbrev og svarer på et banalt spørgsmål, kan man vinde retten til at købe en iPhone den 11. juli. Det kan man da kalde Blue Ocean - at kunderne skal trække lod om retten til at købe.
Sådan vil vi gerne have det i Tankegang.

mandag den 23. juni 2008

Jamen - er det ikke?

Forleden var jeg til et arrangement med professor Flemming Poulfelt fra det, der på dansk hedder Handelshøjskolen i København. Det foregik på Energi Randers, og jeg satte mig på forreste række. 5 minutter før kick-off kom en mand målrettet gående hen imod mig, stak næven frem og sagde med et meget stort smil: "Hej Stener".
Jeg gav ham et kraftigt håndtryk, smilede og tænkte som en gal. Der var ikke så meget som en lillebitte juleklokke, der ringede.
"Jeg bliver nødt til at se på dit navneskilt", sagde jeg til den venlige mand. Der stod Jesper Søegaard Sahl, og så bliv mit smil større end hans.
Jesper var en af mine rigtig gode legekammerater hjemme på Snerlevej i Holstebro. De boede i nummer 62, som var henne på næste stikvej, men det var også lige omme på den anden side af vores plankeværk. Vi har gravet huler, kørt race på cykler og lavet en masse ulykker sammen.
Jeg husker specielt en gang, vi skulle på tur til Sahls sommerhus ved Limfjorden. Jesper og jeg forberedte os i en uge med at skære ålerør til. Da vi ankom til sommerhuset, kunne det ikke gå stærkt nok med at lægge rørene ud i vandet, og så skulle vi stå op næste morgen kl. 4 eller 5 for at hente dem ind.
Om natten fik jeg den mest forfærdelige omgangssyge, så Jesper måtte hente alle rørene alene. Og der var ikke én ål i.
Jeg har ikke set ham i 30 år, og kun hørt ganske lidt om ham. Så det var dejligt at konstatere, at han har gennemført en superflot karriere, og i dag sidder som divisionsdirektør i Energi Randers.
Selv om jeg ikke kunne genkende ham, da han stak næven frem, var der intet problem, da jeg først så navneskiltet. Det særlige smil er helt uforandret.
Jeg mener selvfølgelig også, at jeg ligner mig selv på en prik - jeg er måske blevet lidt kønnere!

torsdag den 19. juni 2008

Hindbærsnitter hitter

Appropos sundhed - så smager hindbærsnitter dejligt. Det har været kendt længe, men først i går blev jeg opmærksom på, at man selv kan bage dem. Det er ikke ret svært, og resultatet er... himmelsk.
Solle tager afsked med årets børnehaveklasse om en uge, så hun har lovet at give hjemmebagt kage. En mormor havde bagt hindbærsnitter, som blev et stort hit, så Solle ville gøre hende kunsten efter.
Hindbærsnitter stod ikke på vores bagerepertoire, så Solle fik den glimrende idé at prøvebage en portion, inden hun kastede sig ud i opgaven til børnene.
Man tager en pakke smør, et par æg, en del sukker og lidt mel og ælter og ruller ud til 2 plader, som bager et kvarter i ovnen. Så er man klar med hindbærmarmelade, glasur og det farvede krymmel. Marmeladen på 1 af pladerne, den anden plade ovenpå, glasur på og så krymmel. Mens det er varmt, skæres stangen ud i snitter af passende størrelse.
Jeg kunne næsten ikke vente, til de blev kølige nok til at spise, og de var altså langt bedre end Guldbagerens. Langt bedre. Smør er simpelthen perfekt til al hjemmebag.
Og så er der det med sundheden. Hindbærsnitter og andre kager er en del af en varieret kost. Det er en misforståelse at bilde hinanden ind, at vi ikke må få fedt og sukker. Det skal vi have - det er sundt og smager godt.
Det usunde er, hvis du ikke motionerer, og hvis du ikke spiser kød, grønt og frugt. Men det er ikke syndigt eller usundt at spise en god kage.

tirsdag den 17. juni 2008

Netbutikken var lige i nærheden

Det er nemt og bekvemt at handle på nettet, og jeg hører til en af de tillidsfulde kunder, som uden skrupler opgiver de vitale cifre fra mit Dankort.
For et års tid siden manglede jeg nogle patroner til min printer og googlede mig frem til en side med den rigtige vare til en fornuftig pris. Jeg bestilte og betalte og fik nogle bekræftelser på mailen. Et par dage senere kom posten med blækket, men da jeg ikke var hjemme, lagde han en seddel. Så måtte jeg en tur ned på postkontoret og stå i kø for at hente indkøbet. Da opdagede jeg, at afsenderen boede her i byen, et stenkast fra posthuset.
I forrige uge løb printeren tør igen, og jeg huskede på min gamle historie. Ind på hjemmesiden og sende en mail til firmaet. Her tilbød jeg at hente patronerne i firmaet, så de og jeg slap for besværet med PostDanmark.
Det kunne desværre ikke lade sig gøre, lød det høflige og hurtige svar. Netfirmaet har ingen udlevering og i mange tilfælde bliver varen sendt direkte fra en underleverandør.
Det er helt okay og lidt sjovt. Når man handler på nettet, er det helt ligegyldigt, om leverandøren bor i Vancouver, Værløse eller Vrensted og tit spekulerer man slet ikke på det. Når det så viser sig, at det er lige henne om hjørnet, gør det overhovedet ingen forskel.
Til gengæld benyttede jeg selv anledningen til at tænke mig om, så jeg bestilte mine patroner til levering i Tankegang. Så var jeg i det mindste fri for at tage på posthuset.

lørdag den 14. juni 2008

Mere stat, mindre EU

Hvor mange ører skal EUs topledere have, før de kan høre, hvad Europas befolkning siger? Budskabet, som irerne gentog forleden er helt klart: Mindre EU og mere nationalstat.
Magtbalancen mellem det nationale parlament og EU tipper med den nye traktat, så EU bestemmer mere over Irland end Irland bestemmer i EU. Skift Irland ud med Danmark eller et hvilket som helst andet EU-land.
Statslederne i Europa må gerne være chokerede og skuffede, men de skal ikke komme ud med de sædvanlige svar: At irerne i virkeligheden har stemt om noget andet, at de har ladet følelelserne råde, og at vi derfor hellere må lave det samme på en ny måde, så det glider ned.
Irerne er ikke dumme. Det var franskmændene og hollænderne heller ikke, da de stemte nej til førsteudgaven. De er simpelthen modstandere af traktaten, fordi EU kommer til at bestemme for meget over det enkelte land.
Vi vil gerne samarbejde med andre europæiske lande, og frihandel i Europa - og resten af verden - er en genial i dé. Men vi vil ikke have et parlament og en række ministerråd, der bestemmer over hele Europa. Europa er ikke som USA og bliver det heller ikke de næste mange år. Grækenland, Irland og Danmark er tre vidt forskellige lande, og vi deler ikke hinandens værdier. Derfor skal der være græsk lovgivning i Grækenland, som passer til kulturen, traditionerne og de grundlæggende græske værdier. Der skal hverken Danmark eller EU bestemme.
Så længe EUs ledere ikke vil lytte til befolkningen - så længe vil de få problemer med opbakningen og med irriterende folkeafstemninger.
Så vidt jeg har forstået, går EU ind for demokrati. Derfor er der håb forude. På et eller andet tidspunkt må flertallets holdning trænge igennem hos vores ledere. Når det sker, får vi konstruktivt europæisk samarbejde i stedet for en kunstig overstat.

tirsdag den 10. juni 2008

Gå efter løbeglæden

Her i forårs- og sommermånederne møder jeg altid en masse løbere i skoven og på stierne. Det er hyggeligt, og det er altid skønt at overhale folk med en frisk bemærkning (så sætter jeg farten ned igen, når de er ude af syne).
Desværre tynder det hurtigt ud blandt løbekammeraterne. Hen over sommeren falder antallet, og når bladene er faldet af træerne er det kun den faste flok af løbeglade, der er ude at motionere. De andre er faldet fra, og det er rigtig synd for dem, for det er også herreskønt at løbe om vinteren. Det giver energi, overskud, godt humør og alt det andet gode, der står i de flotte magasiner.
Hvordan holder man gejsten oppe som ny løber?
Mit svar vil være: Gå efter løbeglæden.
Løb, fordi du har lyst. Aftal med dig selv, at du løber 3 gange om ugen og sørg for at finde de 3 x1 time, det tager at løbe. Det vigtigste er, at du kommer ud at løbe - ikke, hvor langt du løber eller hvor hurtigt. Lysten til at træne hårdt kommer af sig selv, men den gode vane skal bygges op, og det kræver en vis disciplin.
Her er 3 fælder, som let fører til frafald:
1. Aftal med et par kammerater, at I skal løbe Copenhagen Marathon næste år.
Glem det. Det kræver jernhård disciplin (eller en helt særlig fysik) at træne til et maratonløb. Når du er kommet lidt bagud med træningen, indser du, at projektet er håbløst, og så holder du helt op med at løbe. Sæt et realistisk mål og lad være med at vædde med nogen.
2. Gå i gang med at løbe, fordi du vil tabe dig 10 kilo.
Forbier. Enten skal du sætte dig som mål at tabe dig, eller også skal du fokusere på at løbe. 2 nye projekter på 1 gang er dømt til at mislykkes. Hvis du vælger at løbetræne, og holder fast i det, vil du ret hurtigt få en pænere figur (fedt bliver til muskler) og senere vil du tabe dig, men det er en sidegevinst.
3. Køb pulsmåler med indbygget gps og det nyeste skrig i løbetøj for at forpligte dig selv.
Pjat. Hvis du gør det, har du fokus det helt forkerte sted. Køb et par fornuftige løbesko, så du ikke får skader, løb en passende tur og lad uret og al dit elektroniske udstyr blive hjemme.
Moralen er ganske enkel: Der er kun én vej til at komme i god form - og det er at træne. Du behøver ikke købe dig fattig i magasiner for at gøre det på den rigtige måde. Gør det på din måde, så du er glad for det. Så virker det.
Hvis du får blod på tanden og vil i endnu bedre form, så er rådet lige så enkelt: Træn mere eller hårdere.
God tur.

søndag den 8. juni 2008

Indgreb nu, Kruckow og Hansen

Nu går den ikke længere. Nu skal strejken på sygehusene stoppe. Vi må have et indgreb, og det skal komme fra Connie Kruckow og Bent Hansen. Det er jo deres konflikt. Det er deres sygehuse, deres offentlige sundhedsvæsen, der lider skade hver eneste dag.
I flere uger har journalisterne på Christiansborg gået og fortalt hinanden, at regeringen snart griber ind i konflikten. Nu er de begyndt at fortælle os andre om det, og hvis de bliver ved tilstrækkeligt længe, kan de også risikere at få ret.
Men det er altså konfliktens parter, der skal gribe ind. De har bare at sætte sig sammen og finde en løsning, og der er ingen undskyldning for at lade være. Opgaven kan endda løses, hvis sygeplejerskerne og regionerne hver for sig vil give sig lidt.
Sygeplejerskerne skal påtage sig et ansvar for at aktivere vikarpengene. Det er ikke rimeligt, at danske sygehuse i meget stort omfang betaler dobbelt løn til sygeplejersker, som er ansat på vikarbureauer. De penge kan bruges bedre, og selv om det ikke direkte er en del af overenskomsten, kan Dansk Sygeplejeråd godt indgå en supplerende aftale med regionerne i forbindelse med forliget. Frem med fleksibiliteten, Connie.
Bent Hansen må erkende, at sygeplejerskerne skal mere i løn, end han hidtil har tilbudt. Begrundelsen ligger lige for: Der er mangel på sygeplejersker. Udbud og efterspørgsel gælder også på dette område, og som arbejdsgiver må man finde sig i at betale ekstra, når der er for få potentielle medarbejdere. I den sidste ende kan det vise sig at være dyrere for regionerne at betale 12,8 pct. i lønstigning end 14,2 pct. for nu at nævne et tal. Mindre lønstigning kan give større problemer med at rekruttere og dermed større pres på vikarbudgettet. Så frem med pengepungen, Bent.

tirsdag den 3. juni 2008

Klimakommunikation = sund fornuft

Hvordan skal kommunerne kommunikere om deres klimaindsats over for borgerne? Det spørgsmål har Tankegangs kommunikationsrådgivere brugt et døgn på at diskutere med 5-7 frontløbere fra vores kundekrds og netværk.
Vi kom frem til et enkelt og overraskende svar: Sund fornuft.
Hvad betyder det? Jo, det betyder først og fremmest, at de store og små projekter, kommunerne giver sig i kast med, skal være præget af sund fornuft. Nok er det for klimaets skyld, at en kommune giver tilskud til at isolere huse, køber elbiler eller sorterer grønt affald fra til kompost. Men det er også sund fornuft. Borgeren, kommunen eller samfundet sparer penge og bruger egne og fælles ressourcer fornuftigt.
Kommunikationen om klima-projekter skal altså have sund fornuft som hovedbudskab, men den skal også i sig selv være præget af sund fornuft. Det er ikke raketvidenskab. Kommunerne fortæller borgerne hvad de gør, og hvorfor.
Et klassisk eksempel: WCet på rådhuset har stort og lille skyl, og på en lille mærkat står der, at det lille skyl koster 3 liter rent drikkevand, mens det store koster 8. Hvor svært kan det være?
Det ER svært. Det kræver nemlig en kommunal organisation, som selv lever efter den sunde fornuft, og som ikke kan lade være med at fortælle sin omverden om det. Altså en kommunikationskultur i kommunen. Det er godt nok ikke raketvidenskab, men det er et stort sejt træk, hvor Tankegang gerne byder sig til med lidt praktisk hjælp.

søndag den 1. juni 2008

Glæden ved et par hjemmesko

For 3-4 år siden gjorde jeg et rent røverkøb i A-Z: To par hjemmesandaler for 60 kr. Lærke fik det ene par, og jeg snuppede selv det andet. Det var nogle dejlige sandaler, som jeg havde meget fornøjelse af.
Desværre holdt vores hund Bertha også af sandalerne, så en dag var den ene gået i stykker. Hele forstykket hang og slaskede. Men de kunne bruges med lidt besvær, og jeg fik ikke lige købt nogle nye. Et halvt års tid efter faldt der endnu mere af den beskadigede sandal, så nu skulle jeg løfte foden ret højt for overhovedet at kunne gå. Det var direkte besværligt - og farligt - når jeg gik op ad trappen.
Men jeg gik videre i dem. Ikke i et par dage eller et par uger, men i månedsvis. Et par gange kiggede jeg på skrømt i butikker efter nye hjemmesko, men jeg kunne ikke finde den samme model.
Endelig en dag for et par måneder siden tog jeg mig sammen. Jeg havde taget fri, og Solle og jeg var ude at handle. Vi kom forbi Bianco Sko, og jeg traf den modige beslutning om én gang for alle at få løst problemet med hjemmeskoene.
Peter i butikken fandt hurtigt et okay par til 250 kr., og de var næsten købt, da jeg fik øje på et endnu pænere par henne på hylden. De kostede vist 400 kr., men jeg var jo kommet i byen, så jeg gik glad hjem med de nydelige og behagelige sandaler.
Jeg har stort set glædet mig over dem hver dag siden. De er bløde at stikke, fødderne i, sidder perfekt, er nemme at gå i, og ser pæne ud.
Tænk sig, at jeg skulle vralte rundt i et par ødelagte sko i et års tid, når der viste sig at være så dejligt et par nede hos Peter i Bianco Sko.
Mænd!