mandag den 30. december 2013

Jeg er korrupt

 Mine juletyvekoster

Billedet her er en ren tilståelse.
Slikket i kurven tilhører Tankegang, og i alle juledagene har jeg gået og guflet af det. Det samme har familien.
Det beklager jeg. Det var forkert. Jeg beklager. Undskyld.
Jeg har godt nok ikke overtrådt nogle regler i Tankegang. Tværtimod tror jeg nok, det er almindelig praksis, at man er lidt god ved sig selv og sin familie, når muligheden byder sig.
Jeg har haft en stor kurv slik med rundt til nogle af vores kunder op til jul og budt en masse medarbejdere et stykke. Det går ikke at komme med en næsten tom kurv - heller ikke den sidste dag. Så det er uundgåeligt, at der må blive noget til overs. Og det har så stået nede i min kælder hele julen, og vi har spist af det.
Det beklager jeg.

Flere hundrede kr
Jeg vil tro, vi har spist for mere end 40 kr. Og sidste år var det mindst lige så meget. Og året før. Det beklager jeg også.
I alt har jeg vel spist Tankegang-slik for et par hundrede kroner. Uden at byde nogle af mine kolleger noget. Uden at opgive noget til skattevæsenet. Det beklager jeg.

Dadel- og appelsinfri
Jaja. Hvorfor tage sådan på vej på grund af en smule juleslik?
Det er skam alvorligt. Forestil dig, at jeg engang stiller op til et offentlig embede. Medlem af et hegnssyn eller et andet hverv, hvor jeg skal være uvildig og folk skal kunne stole på mig. En person, der skal afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, skal da være dadel- og appelsinfri. Samfundet kan da ikke bruge en gemen sliktyv. Beløbet er ikke afgørende - det er princippet.

Mig som finansminister
Forestil den vilde tanke, at jeg blev finansminister, og jeg behandlede statskassen på samme måde som Tankgangs slikbeholdning. Det ville koste skatteyderne millioner.
Og der er mere, nu jeg er i gang med at beklage.

2 selfier
Her i juleferien har jeg taget 2 selfier. Det beklager jeg. Det var forkert. Jeg siger undskyld.
En mand i min position bør ikke række telefonen frem og tage et billede af sig selv og andre personer blot for at vise sig frem. Jeg har oven i købet lagt de to selfier ud på Facebook - som en tarvelig teeangetøs.
Det beklager jeg.
Folk må jeg tro, jeg er en helt almindeligt mand, der bliver glad, når jeg er sammen med mennesker, jeg holder af. Nogen kan få den grimme tanke, at jeg er sådan én, der spiser et stykke slik, når jeg får lyst til det.
Det beklager jeg. Det er selvfølgelig helt forkert af mig at gøre sådan noget.

Undgå forargelse
Så nu bliver jeg aldrig politiker eller på anden måde en fremtrædende person. For det vigtigste ved den slags mennesker er ikke, hvordan de leder den organisation, de er sat i spidsen for, eller om de opnår resultater. Det vigtigste er, at de ikke gør noget, andre kan blive forargede over.
Det beklager jeg. Virkelig dybt.

torsdag den 26. december 2013

Banan-retspleje i Rusland

Her i juledagene kan man kun være glad for, at den danske Greenpeac-aktivist Anne Mie Roer Jensen får lov til at forlade Rusland.
Men når det er sagt, er sagen direkte chokerende. Og den er et tydeligt bevis for, at Rusland nok er et demokrati, men på ingen måde et retssamfund.

En større sags tjeneste
Danskeren var med i en aktion imod en russisk olieboring i Arktis. Greenpeace ville gøre Verden opmærksom på faren ved at udvinde olie i et så sårbart naturområde. Civil ulydighed er en del af Greenpeaces virksomhed, og det betyder, at organisationens folk undertiden overtræder nationale og internationale love i noget, de selv opfatter som en større sags tjeneste.
Så der er sådan set ikke noget mystisk i, at de bliver taget af politiet og slæbt i kachotten. Det er en del af erhvervsrisikoen for Greenpeace-aktivister.

Terrorisme!
Det bizarre var, at de blev anklaget for terroristvirksomhed. Nok ved vi, at terrorbegrebet er bøjet som en elastik efter angrebet i New York i 2001 - men at anklage fredelige miljøaktivister for terrorisme, det er pippelip.
Eller rettere: Det er russisk retslogik. Her gælder ikke paragraffer, men politiske signaler. Og Putin havde åbenbart brug for at slå hårdt ned på Greenpeace, så det blev til en anklage om terrorisme.
Det kunne de være blevet dømt for hele bundtet. Også uden beviser. De kunne sikkert også være blevet dømt for blufærdighedskrænkelse, tyveri, mordforsøg og 17 andre spændende forbrydelser.

Advokater og diplomater
Men de fik lov at sidde varetægtsfængslet i over 1 måned i Sankt Petersborg, mens Greenpeaces advokater og sikkert også en række diplomater arbejdede bag kulisserne. Sagen blev stor i verdenspressen, og Putin blev enig med sig selv om, at han godt lige ville profilere sig som en flink mand.
Så hans parlament vedtog en amnesti for en række dømte. Den omfattede også Greenpeace-aktivisterne, selv om de slet ikke er dømt for noget. Det særlige ved jule-amnestien er nemlig, at den også omfatter folk, der er anklaget.

Politisk udvalgte
Det er naturligvis ikke en generel amnesti, som betyder, at alle anklagede kommer på fri fod. Det er dem, styret gerne vil slippe fri. Kriterierne er som alt andet i Rusland politiske og uigennemsigtige.
Og det sidste kapitel i farcen er så, at sagen nu er droppet helt. Greenpeace-folkene får ikke så meget som en advarsel for at have forstyrret den offentlige orden. Der er overhovedet ingen sag. Om de så kan få erstatning for uberettiget fængsling, er højst tvivlsomt, og det vil være dumt at forsøge.
For ingen ved, hvilket politisk humør den demokratisk valgte diktator er i til den tid.


søndag den 22. december 2013

Synd for mig, mig, mig

Et lidt anstrengt smil, ikke sandt?

Du kan godt se på billedet, at jeg har lidt blanke øjne, og hvad er det for en klud, jeg har taget om halsen?
Det er den 22. december, og jeg er syg. Det er synd for mig. Medynk søges.
Det startede med lidt kriller i halsen først på ugen, og jeg fik en rigtig advarsel torsdag. Der var jeg frygteligt øm i benene efter en løbetur aftenen før. Så er der noget galt.

Frivlligt til lægen
Fredag blev det lidt værre, natten til lørdag havde jeg for alvor ondt i halsen, og i nat var det direkte plagsomt. Så jeg kontaktede vagtlægen helt frivilligt og på eget initiativ.
Det er for resten et udmærket system. Jeg kom igennem telefonslusen på et par minutter, og da min rustne stemme havde forklaret problemet, sagde lægen kort, at jeg skulle komme til vagtlægen i Frederikshavn. Her var der 7 minutters ventetid.

Ondskabsfulde bakterier
Den flinke doktormand konstaterede først, at jeg ikke havde feber. Så stak han en vatpind i min hals, og prøven viste heldigvis, at der sad ondskabsfulde bakterier i drøbelen. De kan nemlig bekæmpes med penicillin. Alternativet var en såkaldt virus, som er lægernes ord for Helligånden - det uforklarlige, som muligvis går væk af sig selv.
Så nu sidder jeg her og venter på, at apoteket skal åbne, så jeg kan få de piller, der kan tage smerten. Jeg har lige slået op på netdoktor, hvor jeg kan se, at jeg har symptomer på halsbetændelse:
"Karakteristiske tegn på halsbetændelse er ondt i halsen og synkesmerter". Hvor får de det fra?
Hvis jeg havde mere tid, ville jeg slå op, hvad symptomerne på hovedpine mon kan være.
God jul fra stakkels, syge mig selv.

fredag den 20. december 2013

Dig, dig, dig - så har du en tale

Her i ugen var jeg til en reception, hvor folk holdt taler om værten. Jeg gik efter en time med ondt i tæerne - så meget havde jeg krummet dem under talerne.
Folk talte nemlig ikke om værten - men 90 pct om sig selv. Det er helt galt, og det er ret utroligt, at så få kender den grundlæggende regel for en tale om en person: Tal om personen, ikke om dig selv.

Omvendt Facebook
En tale til en anden person er det modsatte af en Facebook-opdatering. På Facebook peger alle dine fingre på dig selv. Du skriver, hvor du er, hvad du oplever, hvad du mener og synes om, og du viser billeder af dig selv og dine venner. Mig, mig, mig - er overskriften på Facebook.
Dig, dig, dig er overskriften på en god tale til en anden person.

3 x dig
3 x dig er den perfekte opskrift. Find tre gode egenskaber hos personen. Kom med et eksempel eller en kort historie til hver - og sæt dig så ned igen efter et par minutter Så har du holdt den perfekte tale, som folk husker.
Jo mere, du trækker det i langdrag, jo mindre klart står dine pointer. Lige som med en tekst.
Jeg slutter her.

onsdag den 11. december 2013

Ministre lever på flertallets nåde

Enhver regering er omgivet af en nulfejlskultur. Ministrene arbejder benhårdt men kan til enhver tid blive fældet på grund af en fejltagelse eller en forkert vurdering.
Vi andre laver fejl hver dag, og min personlige erfaring er, at der kommer flere af slagsen, jo flere timer jeg arbejder.

Spillets regler
Jeg skriver det ikke for at forsvare Morten Bødskov eller Annette Wilhelmsen, for når de siger ja til at blive ministre, kender de forhåbentlig også spillets regler. Personligt synes jeg, det var helt rigtigt, at Morten Bødskov måtte stoppe. Han havde ikke bare begået en fejl. Han havde konstrueret en løgnehistorie over for Folketingets Retsudvalg. Det duer bare ikke.
Men forleden hørte jeg en skarp kommentar fra Bettina Post, der er tidligere formand for socialrådgiverne. Hun mindede om, at der er begået langt mere alvorlige fejl af ministre fra den forrige regering.

Venstreministre blev forfremmet
Lars Løkke Rasmussen betalte bevidst 1 mia. kr. i overpris til privathospitalerne. Han blev forfremmet.
Claus Hjort Frederiksen indførte egne regler på beskæftigelsesområdet og administrerede ikke efter loven. Han blev forfremmet.
Hvordan kan to Venstrefolk begå dyre og principielle fejl og blive belønnet for det, mens en socialdemokrat mister jobbet på en dum løgnehistorie?
Svaret er: Det gælder om at tælle til 90.

Tommelen op eller ned
Enhedslisten vendte tommelen nedad for Morten Bødskov, mens Dansk Folkeparti sagde god for Løkkes og Hjorts numre. Længere er den ikke.
Det hedder demokrati.


torsdag den 5. december 2013

Det gode ord gobs

1050 - og de skal ikke hentes.

Vi har lige spillet 10.000 - et hyggeligt terningspil, som min fætter Bjørn og hans familie lærte os for ca. 40 år siden.

Det sjoveste er ordet
Det sjoveste ved spillet er ordet gobs.
Når man slår et slag, der ikke giver point, får man et gobs. Tre gobs i træk giver det store GOBS!, og så bliver ens score nulstillet.
10.000 går ud på at nå til 10.000, og det herligt uretfærdige ved spillet er, at man kan stå på 9950 point, mens modstanderen måske har 2000. Får man så tre gobs, er man tilbage på 0, og det er altså sket mere end én gang for mig.

Reglerne i en fart
Nu vi er i gang, får du lige reglerne. Hver spiller slår med seks terninger, og man skal pille mindst 1 pointgivende terning fra i hvert slag. En 1er giver 100 point og en 5er 50 point. De øvrige giver ikke noget. 3 ens i samme slag giver 100 x øjnenes antal, dog giver tre 1ere 100 point. Tre par i 1 slag giver 1500 point, mens 1-2-3-4-5-6 eller 6 ens i samme slag giver 2000 point.
Man skal mindst bruge 4 terninger og have 350 point for at få scoren godkendt. Ellers får man et gobs. Er der point på alle terninger, skal scoren hentes. Det vil sige, at man slår igen med alle 6 terninger. Når man får fire pointgivende terninger, har man hentet sine point - og får også de nye oveni.
Og så gælder det altså om at nå 10.000 point først.

Ordspil
Sproget er en væsentlig del af spillet (synes jeg). Det er skægt med gobs og det store GOBS! Og der er endnu et fagudtryk: En slæber. Det er, når man har brugt 4-5 terninger og stadig ikke har nået de 350 point. Så er man hele tiden i fare for at få et gobs, og måske lykkes det til sidst at hive den i land.
Der er mange andre trivielle spil, hvor sproget spiller en rolle. Tænk bare på kortspillet UNO, hvor man skal sige UNO, når man lægger det næstsidste kort ned. Det har vi også en lille historie om.
Når man spiller det med almindelige kort, har vi altid kaldt det for Nikodemus. Så skal man sige Niko ved næstsidste kort og demus til slut. Det spillede Solle og jeg engang på en laaang bustur til Spanien, hvor Nikolaj sad på sædet foran. Ham kalder vi bare for Niko.
Hver gang en af os lagde det næstsidste kort ned, sagde vi Niko, og så vendte den unge fyr sig om og spurgte, hvad vi ville. På resten af turen, kaldte vi spillet for Gla-mann. Men det var ikke nær så sjovt.