onsdag den 30. maj 2018

Menneskelig fejl i e-boksen

I går fik jeg et brev i min e-boks fra en fremmed kommune.
Tankegang havde et tilbud ude hos kommunen og jeg tænkte dumt, at svaret måske kom den vej.
Men det var noget ganske andet.
Det var en indkaldelse til en sundhedssamtale. Ikke til mig men til en vidt fremmed person. Det var jo spændende, så jeg ledte straks efter en forklaring.

Ung mand med fire andre cifre
Den stod med lille skrift i toppen af brevet. Nemlig mandens personnummer. Han er født samme dag som mig. De fire sidste cifre er nogle helt andre end mine.
Der stod også navnet på en sagsbehandler, som jeg ringede til her til morgen. Hun beklagede mange gange at jeg havde fået en anden mands brev og hans cpr-nummer og kunne ikke lige på stående fod give en forklaring. Vi aftalte, at jeg slettede brevet fra min e-boks og sendte hende en mail med mine kontaktoplysninger, så hun kunne give et svar.

Flere papirer
Det kom forholdsvis hurtigt. Først i en mail, hvor hun forklarede, at det var en menneskelig fejl fra hendes side. Hun havde haft flere papirer liggende med cpr-numre og var kommet til at kigge på det forkerte, da hun skulle skrive de sidste fire cifre. Og der var så tilfældigvis ét med mine fire slutcifre.
Senere på dagen fik jeg endnu et brev i e-boksen fra den fremmede kommune.

Min makker fik besked
Her beklagede den venlige sagsbehandler igen hændelsen og bad mig slette brevet. Hun oplyste også, at manden der skulle til sundhedssamtalen havde fået at vide, at brevet i første omgang var sendt til en forkert person. Endelig fik jeg navnet på sagsbehandlerens overordnede, som hun havde indberettet hændelsen til.
Det er helt okay for mig.

Fejl 40
Det er lidt betryggende at vide, at der i vores digitale verden stadig begås menneskelige fejl. Og det er rigtig dejligt, at man så kan tale med det fejlende menneske, som både siger undskyld og tager henvendelsen meget alvorligt.
Formelt set er der jo sket et brud på EUs persondataforordning her, men det lever jeg helt fint med.
Det er bare en fejl 40, og den slags kaster tit en god historie af sig.

lørdag den 26. maj 2018

Grav videre i Tibetsagen

Danmarks gode ry som forsvarer af menneskerettigheder og ytringsfrihed har siden 15. juni 2102 været fælt sværtet til. Af os selv.

Verdens største diktatur
Den dag var lederen af verdens største diktatur, Kinas præsident Hu Jintau, på besøg i København. Op imod 200 danskere, som støtter Tibets kamp mod Kinas nu over 60 år lange besættelse af det lille land, var mødt frem for at demonstrere.
Vi har set billeder på tv af betjente, som stjæler tibetanske flag fra fredelige folk, der kommer gående. Politiet gjorde den dag en stor indsats for at forhindre, at diktatoren skulle se tibetanske flag og demonstranter på sin køretur rundt i den danske hovedstad.

Lille og stor skandale
Vi går ind for ytringsfrihed i Danmark. Vi tillader folk at demonstrere.
Hvordan kan nogen så sætte politiet til at stoppe demonstranter, fjerne dem fra gaden og stjæle deres flag?
Det er sådan noget, der kan ske i Kina og i Tibet. Men ikke i det, vi kalder den frie verden.
Det er en lille skandale.
Den store skandale er, at myndighederne lægger røgslør over sagen. De krænkede demonstranters protester over politiets åbenlyse fejl blev i flere år afvist af den ene instans efter den anden.
Folketinget nedsatte en kommission, som brugte et par år på at nå til den oplagte konklusion, at demonstranternes ytringsfrihed og ret til at demonstrere var krænket. Menneskerettighederne var overtrådt. Så gik det endelig op for politiet, som indrømmede, at der var tale om en alvorlig fejl. Og nu venter der en erstatning på 20.000 kr. til 200 demonstranter.
Fint nok.

Hvem gav ordren?
Men på skandaløs vis har vi endnu ikke fået svar på det helt oplagte spørgsmål: Hvem bad politiet om at forhindre demonstrationer og overtræde menneskerettighederne?
Indtil videre hænger aben på skuldrene af to mellemledere i Københavns Politi. Selv os langt ude på landet tror ikke på, at de to herrer har siddet over en citronhalvmåne og planlagt overgreb mod fredelige demonstranter.
Mistanken styrer direkte ind på Slotsholmen - mod daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), udenrigsminister Villy Søvndal (SF) eller justitsminister Morten Bødskov (S).
Tibetkomissionen har ikke kunnet opklare det, fordi mails fra 2012 var slettet. De kan hentes frem fra en backup, men det er den nuværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ikke interesseret i. Han mener, den rygende pistol allerede var kommet frem, hvis den havde været der.

Pressen må grave videre
Så er der kun pressen tilbage. Der skal graves videre i den her sag. Vi har krav på at få at vide, hvem der bad politiet om at bryde Grundloven og menneskerettighederne for at være høflig over for verdens mest magtfulde diktator.
Det er pinligt, at det kunne ske.
Det er endnu mere pinligt, at ingen vil tage ansvar for det.
Og det er topmålet af pinlighed, at vores ellers så troværdige magthavere nærmest modarbejder opklaringen.

Opdatering 7. juni 2018
Her til formiddag har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) meddelt, at han vil genoplive Tibetkommissionen, fordi det er muligt at genskabe gamle mails. Det skal han have ros for. Det er helt okay at blive klogere og at ændre mening.


søndag den 13. maj 2018

Persondataforundring

Jeg er 100 pct. tilhænger af fælleseuropæiske regler om at beskytte vores personlige data mod misbrug. Men det betyder ikke, at EU-landene behøver at lave et så omfattende regelsæt som det,  tusindvis af offentlige og private virksomheder i Danmark i disse uger kæmper med at kunne overholde fra den 25. maj.

Datasikkerhed
Persondataforordningen har allerede kostet skatteyderne og virksomhederne flere mia. kr. Penge, som ikke forbedrer den offentlige service eller styrker virksomhedernes konkurrenceevne. Tværtimod. Forhåbentlig har det en effekt på datasikkerheden, og den er bestemt også værd at ofre ressourcer på. Vores samfund er gennemdigitaliseret, og vi er nødt til at sikre os mod misbrug. Det koster os allesammen lidt timer og penge. Sådan må det være. Det koster også penge at være forsikret.
Og det kan sikkert føre til en mere sikker kultur for vores omgang med data. Det vil ikke skade.

Kriminelle nyhedsbreve
Men reglerne er alt for vidtgående og detaljerede, og de rammer også tusindvis af virksomheder, som i realiteten ikke har andre følsomme data end deres ansattes lønsedler og kontrakter. Når man nærmest skal anses for at være kriminel, fordi man sender et nyhedsbrev ud fire gange om året - så er det for meget. Og når man skal bede om samtykke til at sende en mail til en person, hvis mailadresse man kan finde på organisationens egen hjemmeside - så er vi ude på et overdrev.

Bøde til murermesteren
Jeg håber, at kløgtige politikere har bedt Digitaliseringsstyrelsen om at håndhæve reglerne på en fornuftig måde. Sikkerhed for personfølsomme oplysninger skal være i fokus - ikke den enkelte paragraf. Vores myndigheder skal ikke styrte ud med bøder til murermestre, der ikke har fået lagt en politik for behandling af persondata ud på deres hjemmeside den 25. maj. De skal først og fremmest kontrollere dem, der videresælger eller behandler personfølsomme data.

Gå efter meningen med loven
Det lyder enkelt, når jeg skriver det, men i praksis har danske myndigheder det med at gå efter lovens bogstav -  ikke dens ånd eller mening. Sådan må det ikke blive med Persondataforordningen, for så bliver næsten alle danske virksomheder kriminelle.
Og når jeg siger virksomheder, er det først og fremmest de offentlige. Skoler, børnehaver, plejehjem, sygehuse, træningscentre, svømmehaller, universiteter, domstole, EU-kontorer og Folketingets besøgstjeneste skal have en udførlig politik for behandling af personfølsomme data.
Men det er selvfølgelig også private virksomheder.

Vi ændrer gerne
Vi vil gerne omgå personlige oplysninger forsigtigt, og vi vil gerne håndtere vores data med en høj grad af sikkerhed. Skulle der være noget, vi gør forkert, ændrer vi det gerne. Men vi skal altså ikke overdænges med bøder eller afgifter, som et stort klagesystem kan tage månedsvis om at behandle.
Jeg håber, politikerne er opmærksom på denne problemstilling. Det er ikke nok at henvise til Digitaliseringsstyrelsen eller nogle EU-regler. I den sidste ende er det vores folkevalgte, der bestemmer, hvordan vores samfund skal administreres.