søndag den 27. juni 2010

En lille tår utålelig most

Vores sprog er fuldt af talemåder, som vi knap nok lægger mærke til. En af dem handler om at tåle mosten. Helt konkret betyder det, at man kan drikke en masse øl og spiritus uden at gå under bordet. Der er helt klart noget mandfolkejargon i vendingen.
Det er der også i den overførte betydning. Den, der ikke kan tåle mosten, er sart. Oftest handler det om omgangstonen - i skolen eller på arbejdspladsen. Hvis man (uden d) beklager sig over den, kan møde svaret: Kan du ikke tåle mosten?
Det er ren manipulation, for i spørgsmålet ligger en bebrejdelse. Det er personen, der er noget galt med - ikke mosten, altså omgangstonen.
Politiske kommentatorer bruger tit udtrykket og andre i samme genre. Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt må finde sig i mange grovheder i de to sager, der kører imod dem i pressen. Og der er ikke noget med at klynke, for som partiledere i en verden, hvor "der bliver gået til stålet" må de kunne tåle mosten.
Det tror jeg også, de kan. Men jeg synes, det kunne være befriende, hvis der engang imellem var nogen, der diskuterede, om mosten var for sur eller for gammel. I stedet for at trække overbærende på skuldrene af de skvat, der ikke kan tåle mosten, burde vi smage på den og overveje, om den skal skiftes ud.
Hvordan taler vi sammen her på arbejdspladsen? Hvad gør dig glad og hvad gør dig ked af det? Hvordan forventer du, at andre behandler dig, og hvordan behandler du andre? Det er nogle gode spørgsmål at tage op med jævne mellemrum. Gør man ikke det, får den samme most bare lov til at stå og blive sur, og så er der lige pludselig nogle stykker, der ikke kan tåle den.
Jeg ved godt, det er mere vigtigt på en arbejdsplads end på Christiansborg, for der har de jo ikke et fælles mål om at nå nogle gode resultater sammen. Tværtimod så gælder det om at bekæmpe og latterliggøre modstandere.
Så i den verden er udtrykket "han kunne ikke tåle mosten" alt for søndagsskoleagtigt.  Skal man på forsiden, må man ty til ordet "svagpisser".

torsdag den 24. juni 2010

Gætte, gætte meningsmåling

Solle har en dejlig termokop til te, og ude i bilen råder vi over en flot designet isskraber.
Begge dele har vi erhvervet ved at deltage i meningsmålinger på nettet. Politikens analyseafdeling Webpol sender med jævne mellemrum link til en undersøgelse, og så får man point for at svare. Disse point kan så omveksles til varer.
Det er helt okay, men jeg vil godt sætte et lille spørgsmålstegn ved undersøgelsernes værdi. Jeg tror andre end os har oplevet, at man undervejs i et længere spørgeskema bliver mere og mere irriteret og til slut svarer helt vilkårligt for at få det overstået. Vi har jo en interesse at nå til vejs ende, for der vanker en gevinst i form af point til gavekontoen hos Webpol.
Forleden kom endnu en undersøgelse. Som så mange andre startede den med at spørge til vores avisvaner, og jeg forsøgte at svare nogenlunde det samme, som jeg plejer. Det er tit, Politikens egne produkter, spørgsmålene kommer til handle om, og det var også tilfældet denne gang.
Først ville de vide, om jeg havde læst lørdagsavisen - jeg svarede ja. Så gjaldt det tillægget Lørdagsliv. Også det valgte jeg at bekræfte, at jeg havde læst, selv om det vist nok var en tilsnigelse. Så viste de pludselig nogle boligannoncer fra samme tillæg, og spurgte, hvor tit jeg kiggede på dem.
Her begik jeg så den fejl at svare ærligt - at jeg aldrig ser boligannoncerne i Lørdagsliv.
Bum. Så var undersøgelsen slut. Tak for din deltagelse, du får 40 point.
En komplet undersøgelse giver 100-150 point, og et designerkrus koster 3000, så der skal mange fejlskud til, før næste gave tikker ind. Derfor er det altid ærgerligt at gætte forkert på deres spørgsmål.
Jeg kunne da godt have sagt min mening om nogle lystejendomme i Nordsjælland og et par lejligheder på Østerbro. Herregud, min mening kan vel være lige så god som den, der leveres af en adjunkt fra Birkerød, som sidder og bladrer hver en side i Politiken igennem.
Men nu blev jeg altså dømt ude. Ugen før var det min manglende interesse for Ekstra Bladet, der kostede dyrebare point, og tidligere er jeg blevet bortdømt, fordi jeg ikke kunne genkende nogle annoncer fra et teleselskab.
Jeg vil gerne fortælle min helt uafhængige og ubestikkelige mening om bremseeffekten på en Toyota og om Ekstra Bladets tv-tillæg. Mit motiv er at få nogle dejlige ting til hjemmet, og det er vel ædelt nok. Men jeg bliver altså gang på gang smidt af, fordi jeg ikke kan gætte, hvad undersøgelsen egentlig handler om.
Kære Webpol. Skriv oppe i toppen, at denne undersøgelse handler om boligannoncer i Lørdagsliv. Så skal jeg nok krydse af de rigtige steder, så vi kan gøre en god handel sammen. I får mine meninger, og jeg får tekrusene.
Jeg kan ikke acceptere, at jeg ikke må sige min mening, blot fordi jeg ikke ved noget om emnet. Tænk sig, hvis politikere blev ramt af den samme urimelige begrænsning.

søndag den 20. juni 2010

Proportionsforvrængningens højtid

I denne uge vedtog den svenske rigsdag med to stemmers flertal at videreføre atomkraften. Det var naturligvis en stor skuffelse for a-kraft modstanderne, at den hidtidige beslutning om at afvikle den farlige energiform blev ændret i ly af finanskrisen.
En gruppe demonstranter stod vagt foran rigsdagen i de dage, hvor afgørelsen skulle falde. Radioen rapporterede, at de blev meget opmuntrede, da et udenlandsk tv-hold opsøgte dem. Reporterne ville vide, hvad det betød for Sverige, at der skulle være... prinsessebryllup i Stockholm.
For demonstranterne var det en kold dukkert.
Men historien fortæller helt præcist, hvordan medierne prioriterer. En prinsesse og et halvt (amputeret) kongerige er og bliver alletiders historie. Den er også meget nemmere at forstå end en indviklet historie om principperne for energiforsyning.
Jeg skriver det ikke for at gøre nar af journalisterne, for jeg ville prioritere på samme måde. Ud fra den simple sandhed, at læserne/lytterne/seerne interesserer sig mere for kongestof end for politik.
Medier er én stor proportionsforvrængning. I disse uger står det lysende klart. Ugens største begivenhed i Danmark er VM i fodbold, og nummer to er nu afdøde Finn Hval i Vejle. Resten kan jeg ikke huske. I næste uge bliver hvalen afløst af Caroline Wozniacki, som forhåbentlig skal spille en masse kampe i Wimbledon.
Hjørrings tidligere erhvervschef Jens Jørgen Bolvig underholder gerne med en af de komiske prioriteringer fra Vendsyssel Tidendes tid. En dag i november 1989 blev han forment adgang til et møde på Flådestation Frederikshavn, angiveligt fordi han var fra Hjørring. Det fyldte 3/4 af næste dags forside på vores avis. Nede i bunden fandt vi plads til at fortælle, at Berlinmuren var faldet.

tirsdag den 15. juni 2010

Uddannelse gør den store forskel

Finanskrisen er tilsyneladende ved at ebbe ud, og virksomhederne begynder igen at ansætte folk.
Det betyder desværre ikke, at alle de ledige kommer i job. Vi har for længst erfaret i medierne, at måske op til 100.000 industriarbejdspladser er forsvundet for altid.
Svaret på den udfordring er uddannelse.
I vores familie har vi to nyuddannede ingeniører. Da de stod med eksamensbeviset sidste sommer, var der ingen job at få. De søgte på livet løs vinteren igennem, men fik nærmest ingen respons. For et par måneder siden kom der hul igennem, og de har nu begge oplevet at skulle vælge mellem to job. Fra frustration til luksus på få måneder.
Sådan går det ikke for ufaglærte og folk med kort uddannelse. De oplever fortsat, at der er 250 ansøgere til hver stilling, og at det er en sejr bare at komme til samtale.
Intet tyder på, at den tendens ændrer sig fremover. Tværtimod. Det bliver mere og mere udtalt. Vejen til et job går gennem uddannelse, og når du har fået jobbet, skal du blive ved med at dygtiggøre dig.
Det er vigtigt at vide for hver enkelt, for vi har selv ansvaret for vores eget liv.
Men det er bestemt også en samfundssag. Uddannelse bør have absolut topprioritet hos politikere på alle niveauer. Vores samfund skal simpelthen omstilles til, at uddannelse ikke er et valg, den enkelte træffer. Det er lige så selvfølgeligt som en plads i børnehaven.
I øjeblikket går det katastrofalt på området. Den officielle målsætning er, at 95 % af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, men andelen falder er nu under 80 %.
Selv om vi er foruroligende langt fra målsætningen, er den forældet lige om et øjeblik.  Målet burde være, at alle får en faglig, mellemlang eller videregående uddannelse.
Det er simpelthen forudsætningen for at kunne klare sig på fremtidens arbejdsmarked. Vi skal vide noget, vi skal kende til sammenhænge, og vi skal eje evne til at tilegne os nyt stof, strukturere oplysninger og sætte dem ind i en sammenhæng.
Ellers kan vi ikke forlange at få 200 kr. i timen.
Vi har netop besat et job i Tankegang, og det slog mig virkelig, hvor stor en forskel, uddannelsen gjorde. Vi havde dygtige, sympatiske og rutinerede folk til samtale. Men det var tydeligt at mærke forskellen mellem dem, der kom med en gammel HF-eksamen og en del livs- og joberfaring, og dem der kunne byde på en videregående uddannelse.
Tankegang er ikke en meget elitær eller intellektuel virksomhed, men som alle andre går vi efter de bedste af dem, der byder sig til. Og det var altså i alle tilfælde de veluddannede.
Min bedstefar gik højst 7 år i skole, og hvor har jeg mange gange hørt om prædike om, at vi børnebørn skulle se at få os en uddannelse. Det forstod jeg ikke dengang, for bedstefar var en rig mand.
Men jeg forstår det nu, hvor det bare er 100 gange mere aktuelt end for 40 år siden.
Derfor har jeg lige holdt en lille prædiken om det.

søndag den 13. juni 2010

To vindere i kommuneaftale

I aftes indgik regeringen og Kommunernes Landsforening en aftale om rammerne for kommunernes økonomi i de kommende år.Den aftale har to vindere: Finansminister Claus Hjort Frederiksen og KLs formand Jan Trøjborg.
Begge stod i en meget vanskelig situation, og begge havde en klar interesse i at indgå en aftale i stedet for at fremkalde et sammenbrud.

Sammenbrud = katastrofe
Trøjborg først.Kommunerne mangler penge, mange penge, og der er kun regeringen til at levere. Aftalen for 2009 kunne kommunerne slet ikke overholde. De brugte 5 mia. kr. mere end aftalt.2010 bliver også en gyser. Regeringen og Dansk Folkeparti har rumlet med tanken om at lave individuelle aftaler med kommunerne, hvis ikke KL kan levere varen ved de centrale forhandlinger. Måske var det en tom trussel, måske ikke. Hele KLs magtposition braser sammen, hvis ikke foreningen kan indgå de årlige aftaler med kommunerne.
Så er der Hjort. Ved et sammenbrud vil KL fortælle alverden, at regeringen er skyld i alvorlige serviceforringelser på kerneydelserne - dem som berører de gamle, ungerne og de handicappede. Det kan regeringen ikke holde til lige nu, hvor den har fået alvorlige tæsk i meningsmålingerne på grund af sin spareplan.

Kamelslugning
Begge parter har slugt en kamel i forhandlingerne. Trøjborg har accepteret, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke vil give flere penge til kommunerne. Hjort har slået en streg over overskridelsen fra 2009 og anerkendt, at kommunerne har gjort sig umage med at holde styr på pengene.
Og så har de strikket en løsning sammen, hvor kommunerne får bedre mulighed for at styre udgifterne på det nærmest ustyrbare specialområde. Regeringen gør en aktiv indsats for at give kommunerne bedre værktøjer, så mon ikke det kan lykkes at få i hvert fald regeringspartierne til at kaste sig nidkært over enhver lille sag fra den kommunale verden, som kommer op i medierne?

Prøv igen, Hjort
Jeg tror, det er en fornuftig aftale, og jeg kan se, at begge parter har strakt sig vidt for at nå til den. Det er ikke svært for Jan Trøjborg, for det er han vant til i KL og i Horsens Kommune. Dialog og et reelt ønske om at finde en løsning sammen er den herskende metode i den kommunale verden.
Det kunne være dejligt, hvis Claus Hjort & co. ville prøve metoden af i deres daglige arbejde. Så ville der lutter vindere og ingen tabere på Christiansborg.
Det kunne danskerne godt tænke sig.

torsdag den 10. juni 2010

Jeg - en knap så frejdig kryster

Kæmp for alt, hvad du har kært
Dø om så det gælder.

Sådan synger vi altid frejdigt i en populær salme, og jeg har tit sunget med.
Begivenhederne for de danske soldater i Afghanistan har fået mig til at tænke over ordene, og jeg har erkendt, at jeg ikke kan stå inde for dem.
Jeg ønsker ikke at dø for en større sag, og jeg vil ikke pålægge andre at gøre det på mine vegne.
Kald mig kryster, kylling eller endda forræder. Det ændrer ikke ved, at jeg har det sådan. Jeg forsøger ikke at overbevise dig om, at du skal mene som mig, og den modsatte holdning af min anser jeg ikke for at være forkert.
Hvis nogle røde, gule eller grønne onde mennesker tager magten i Danmark og afskaffer demokrati og ytringsfrihed, så vil det være en katastrofe.
Men jeg vil heller ikke kaste bomber imod dem eller skyde nogen af dem.
Jeg vil ikke kaste mig ud i en modstand, som kan koste mig selv eller mine kære livet. Jeg vil flygte, dukke mig, gemme mig eller gøre noget andet for at redde mit eget liv.
Hvad har det med Afghanistan at gøre?
For mig er sammenhængen helt klar. Når folk af et godt hjerte opfordrer os til at støtte vores soldater, så kan jeg kun bidrage med ét: Ønsket om at få dem hjem så hurtigt som muligt og tilbyde dem en fornuftig hjælp.
Jeg kan ikke forsvare, at unge danskere slår andre ihjel og risikerer deres eget liv for at forhindre terrorisme i Danmark og Vesteuropa. For jeg ved, at jeg aldrig selv vil tilbyde min arbejdskraft til missionen.
Det er ikke fordi, jeg sympatiserer med Taleban eller andre antidemokrater. Det er alene, fordi jeg synes, det er forkert at slå ihjel og sætte sit liv på spil af politiske grunde.
Jamen, vil du sikkert sige, vil du bare give terroristerne frit spil?
Det åbner for en lang diskussion, som jeg vil korte af med at sige, at der ikke findes én rigtig løsning. Verden er fuld af uretfærdighed. Det løser vi ikke ved krig - og heller ikke ved at vende den anden kind til. Vi løser det sikkert aldrig, men vi kan tale om det, og så kan vi hver især og sammen gøre det, vi synes er mindst forkert.

mandag den 7. juni 2010

Kom frit frem, Amdi

Hver gang, jeg kører forbi Ulfborg, skæver jeg ind ad de små sideveje mod Madum og Tvind. Det kunne jo være, at Mogens Amdi-Petersen spadserede rundt på en af stierne tæt ved skolefællesskabets arnested. Måske er han ude at se på den lille vindmølle, der i flere år var verdens største, eller måske går han bare tur med sin hund.
Jeg er klar til at gribe telefonen og skyde et par billeder. Hvis ikke han løber væk, vil jeg også prøve at blokke ham for en kommentar. Jeg lover på FDF-ære at skrive lige nøjagtigt, hvad han siger - uden at redigere eller kommentere.
Sikke et scoop det kunne være. Selv et par grynede billeder, og selv den mindste lyd, der kom ud af Mogens Amdi-Petersens mund, ville være en sensation. Min blog ville gå fra 7 til 700.000 læsere på en uge. Måske den største stigning i hele blogosfærens historie.
Jeg kunne selvfølgelig også for ussel mammon sælge mine billeder til højestbydende avis, men det gør jeg altså ikke. Hvis du læser dette, Mogens, kan vi godt aftale, at jeg ikke skal tjene en øre på at fotografere og citere dig. Skulle der ad omveje komme en skilling ind, donerer jeg den gerne til børn i ulandene eller et andet ædelt formål efter din vilje.
Nu ved jeg tilfældigvis, at Amdi ikke er blandt mine 7 læsere, og chancen for, at han befinder sig på Ulfborg-egnen er nok minimal. Sidst, den tidligere Tvind-leder blev opdaget af en journalist, boede han i en komfortabel lejlighed i Miami. Dengang og ved den senere retssag udtalte han sig stort set ikke til pressen, så chancen for at vride en kommentar ud af den gode Amdi, er nok meget lille.
Men jeg ville gerne.
For jeg synes fortsat, den 71-årige lærer og stifter af Det Nødvendige Seminarium og Den Rejsende Højskole er en interessant historie. På godt og ondt.
Anarkisten i mig synes, det er fantastisk at lave helt nye skoler, som bryder med alle traditioner og opnår fine resultater for unge velfærdsdanskere, som ellers var opgivet af samfundet. Vindmøllen var også et mesterværk, og så fører Amdi Petersen indtil videre 2-0 over den danske stat i retssager.
Først vedtog et flertal i Folketinget en særlov imod Tvindskolerne. Den lov forkastede Højesteret som grundlovsstridig. Siden tabte anklagemyndigheden med et brag en stort anlagt retssag imod Amdi-Petersen. Han var tiltalt for skattesvig og underslæb for i alt 108 mio. kr., og statsadvokaten forlangte Amdi fængslet i fem år og fradømt retten til at sidde i bestyrelser og fonde.
Kort efter forsvandt sagens hovedpersoner, og Mogens Amdi-Petersen er aldrig dukket op. Den ustraffede mand er efterlyst af Interpol, så politiet over alt i verden har pligt til at anholde ham, hvis de ser ham. Anklagemyndigheden har nemlig anket frifindelsen, men sagen kan ikke komme for landsretten, fordi det ikke er lykkedes at forkynde anken (som det hedder på juristsprog) for Amdi-Petersen.
Det er en formalitet, for Amdi har selvfølgelig læst om anken i avisen? Ikke hvis han lever efter et af de råd, han angiveligt skulle have givet lærerne i Tvindkollektivet i 1978:
"Aviser og journalister har ikke noget ordentligt mål. De laver aviser for at tjene penge, og alt det lort, de skriver, skal ikke få lov at gribe ind i vores liv. Vi vil ikke generes af de undermålere." 
Jeg har ikke selv hørt ham sige det, så jeg kan ikke garantere, at citatet er korrekt.
Men jeg kan endnu engang love, at mit eneste mål med et interview med Mogens Amdi-Petersen er at videregive hans historie, og at jeg ikke vil tjene penge på det.
Kom frit frem, Amdi. Vi kan godt mødes et diskret sted.

tirsdag den 1. juni 2010

Spar 1 milliard og yd bedre service

Kommunerne kan spare 1 mia. kr. på jobcentrene. Samtidig kan de hjælpe flere mennesker i arbejde og yde en bedre service overfor jobcentrenes kunder, de ledige og de syge.
Der er kun 1 problem: De må ikke.
Overalt i landet sidder kreative kommunale chefer og medarbejdere og kreerer spareforslag for at få kommunens budgetter til at hænge sammen. Ambitionen er at løse de samme opgaver for færre penge, og mange steder kan det ikke lade sig gøre. I dag måtte Silkeborg Kommune rykke ud med 650 fyresedler.
En oplagt besparelse er at afskaffe unødvendig administration, og det er der masser af på jobcentrene. Ikke på grund af dårlig ledelse eller udygtige medarbejdere, men simpelthen på grund af en jungle af love, cirkulærer og bekendtgørelser. Medarbejderne skal dokumentere og kontrollere og attestere mere end de skal sagsbehandle. Det er sørgeligt af 3 grunde:
1. Det går ud over de arbejdsløse og syge, som ikke får tilstrækkelig vejledning.
2. Det er spild af medarbejdernes evner. De kan meget mere, end de får lov til.
3. Det er spild af samfundets penge.
Jeg er ikke i tvivl om, at der er en god begrundelse for hver eneste regel, men den samlede bunke af regler er meningsløs. Når jeg hører historier fra kunder og medarbejdere får jeg et indtryk af en lovgivning, der er præget af mistillid. Når fru Hansen bliver ledig eller bliver langtidssygemeldt, så møder hun et regelsæt, der skal forhindre, at hun snyder sig til dagpenge eller andet, som hun ikke er berettiget til.
Hun skal møde op til kontrol og ørkesløse møder, skal gå ind på en hjemmeside på bestemte tidspunkter og skal deltage i udsigtsløse kurser og indholdstomme projekter. Alt bliver kontrolleret, og smutter der et enkelt skema, bliver fru Hansen trukket i dagpenge.
Så bliver hun sur eller ked af det, og det gode menneske på jobcentret skal bruge tid på at forklare, at sådan er reglerne, og at han får halen på komedie, hvis ikke han følger dem. Selv om han sandsynligvis synes, det er urimeligt.
Du kender sikkert selv historier af samme type.
Det kan løses. Hvis politikerne vil, og det er dem på Christiansborg, vi snakker om. Sådan skal I gøre:
1. Sæt et fælles mål om at afskaffe overflødig administration. Gerne med samme overskrift som på dette indlæg.
2. Indkald et stort panel af kunder, ansatte, ledere, embedsmænd og politikere, som sammen skal finde de overflødige regler. Giv dem et halvt år at arbejde i.
3. Bed dem om at vende reglerne om, så de tager udgangspunkt i kundens situation og kundens oplevelse og kundens rettighed. Løb risikoen for, at nogle få promille af kunderne forsøger at snyde.
4. Gennemfør forslagene og lad kommunerne beholde besparelserne. De har hårdt brug for pengene.
En reform er et alt for lille ord i denne sammenhæng. Der er brug for et nyt menneskesyn i lovgivningen. Det frigør energi hos de gode mennesker, der så gerne vil hjælpe, og det giver bedre resultater for kunderne.
Mistillid gør noget ved folk. Det gør tillid også.
Stol på det.