onsdag den 31. december 2014

Hvorfor spiser vi det bras?

Her kan du læse, hvad du propper i munden.
Velbekomme!

Normalt piner jeg ikke mig selv ved at se på vold i tv, lugte til noget fælt eller læse om noget, der går helt galt.
Men her i julen har jeg gjort en undtagelse. Jeg er ved at læse Lone Landmands seneste bog Mad vs Fødevarer. Det er godt nok ulækkert. Fy for den klamme.

Gift, mishandling og penge
Den fortæller om dansk fødevareproduktion. En deprimerende historie om gift i lange baner og om det, man kun kan betegne som dyremishandling.
En trist fortælling om, at penge går forud for alt. Og så oven i købet i et erhverv, der ikke tjener penge, men får massiv støtte via de skattekroner, vi sender til EU.

Læs bogen - så er du færdig med at spise konventionel dansk svinekød. Og du vil få store problemer med at handle til din næste madpakke.
Læs bogen - så er du færdig med at købe frugt og grønt, som ikke er økologisk.
Og du skal ikke leve af fisk. I hvert fald ikke norske laks, tun eller de fine hvide pangasius-fisk. De er blevet vasket i en vaskemaskine, inden du finder dem i supermarkedsdisken. Sushi vil også være svært at få ned gennem løgnhalsen.

Gør noget!
Bogen er et helt nødvendigt forsøg på at råbe os allesammen op. Hallo! Der skal ske noget. Vi kan ikke blive ved med at udpine jorden og forgifte hinanden og dyrene. Det kræver ny lovgivning, nye strategier i fødevarebranchen, og det kræver ny adfærd hos os fobrugere.

De andre skal gøre noget. Ja, de skal. Men det skal du også. Og jeg skal.

Det skal jeg nok. Jeg vil gerne, og det bliver bedre fra min side. Men ikke perfekt fra den ene dag til den anden. Sikkert er det, at jeg kommer til at spise mere mad og færre fødevarer i 2015 end i årene forud.

Lån bogen af mig
Du må gerne låne bogen. Jeg køber gerne nogle ekstra eksemplarer af den og lader den gå på omgang. Så er Verden allerede et lidt bedre sted.

mandag den 22. december 2014

Farvel, far

Ulrik Glamann
9. marts 1929 - 21. december 2014

Min blog har mistet sin mest trofaste og vigtigste læser.
Min far, Ulrik Glamann, døde i aftes kl. 21 på Odense Universitetshospital. Jeg og den øvrige familie stod omkring sengen og fulgte ham de sidste timer, minutter og sekunder af hans liv.
Det var en smuk og højtidelig aften og alt foregik, som far havde ønsket sig.

Et rigt liv
Han har haft et rigt liv, siden han udstødte sit første skrig i Kerteminde den 9. marts 1929.
Min far var en blid og venlig mand og en god kammerat for mig. Han var rigtig god at snakke med, og var selv i den sidste tid med meget lidt energi fantastisk til at følge med i vores liv. Hvis Lærke havde fortalt, at hun skulle til en eksamen, ringede far senest dagen efter og spurgte, hvordan den var gået.

Fondanter fra Bredgade
Han var også noget så gammeldags som charmerende, beleven og gavmild. Og til det sidste, hvor kroppen slet ikke fungerede, kunne han grave gamle historier frem.
Mine brødre og jeg havde den sidste stjernestund med far i tirsdags i hans lejlighed i Middelfart. Her gik snakken over kaffen og julekagerne, og selv om vi (jeg) talte mest, kom der en sidste lille historie fra fars rige lager.
Han fortalte om de lækreste fondanter. Det er nogle særlige chokolader, man engang kunne få hos Søstrene Marstrand, der drev deres fine forretning fra et kælderlokale i Bredgade eller Store Kongensgade. Mente far at kunne huske.
Vi gik på nettet, fandt butikken og slog den op på Google Street View. Den lå ganske rigtigt i en kælder i Bredgade - og den er der stadig. Vi skal have fat i nogle fondanter!

BLL - Bevar Lyst Livssyn
Far kunne lukke sine øjne med god samvittighed og i sikker forvisning om, at han ikke efterlader sig problemer eller stridigheder. Han var elsket af alle, der kendte ham, og det har været rørende i dag at møde folks reaktioner, når jeg fortalte dem om hans bortgang.
Et langt liv er ikke lutter lykke. Der var bestemt også svære perioder i fars liv. Her havde han en fantastisk støtte i sin mor og hendes enkle motto: BLL. Bevar Lyst Livssyn.
Det tager jeg med mig, og det gør Lærke også. Det lovede vi far i går, og det lover vi hinanden. 

torsdag den 18. december 2014

Der er noget galt i Danmark(s Radio)

Politikere på Christiansborg har hygget sig med en sag om DR, der var til at overskue for dem: Nedlæggelsen af Underholdningsorkestret.
Der fik Lars Barfoed vel nok en masse synlighed, og andet kom der ikke ud af det.
Folket lever glad videre uden orkestret. Det er ikke en del af nogen lytteres eller seeres hverdag. Det var mest underholdning på Christiansborg og i pressen.

Politikere med korte arme
Men samtidig har DR lavet en anden omlægning, som rigtig mange licensbetalere er kede af. Og som berører dem i hverdagen. Det interesserer sjovt nok ikke de politikere, som ellers har meget korte arme, når det gælder DR.
DR har nemlig flyttet to af sine populære programmer fra P4 over på DAB og internet: Giro 413 og Danmarksmester.
Programmer kommer og programmer går, og der skal fornyelse til. Det er helt fint, og det er også en del af begrundelsen. P4 har omlagt fladen om eftermiddagen, og der er kommet et andet quizprogram end Danmarksmester.

Lytterne er for gamle
Men den anden del af begrundelsen er skandaløs: P4s lyttere er for gamle.
Gennemsnitsalderen for kanalen skal ned, og det løser man ved at fjerne nogle af de programmer, som tiltrækker gamle og ældre lyttere.
Jeg er ikke én af dem. Jeg lytter til de allerældstes kanal P1. Men jeg synes, det er tudetosset, for netop de ældre lyttere kan ikke finde ud af det der DAB og internet. Hvis DR fortsat vil bruge tid og penge på at producere Giro 413 og Danmarksmester, skal de da distribuere programmerne til lytterne. Og ikke til nogen helt andre, der ikke gider høre dem.
Det er lige så skørt som lægeklinikker, der ligger på anden sal uden elevator. Så kan de raske komme til læge, mens de syge må blive hjemme, fordi de ikke kan stavre op ad trapperne.

Onkel Børges sko
Mange tusinde lyttere har mistet en daglig fornøjelse ved Danmarksmester og mindst lige så mange savner ønskeprogrammet om søndagen, hvor onkel Børges sko gik rundt til Ruth og Oles guldbryllup og gæsterne sagde tak for en dejlig aften med ønsket om at høre den nye med John Mogensen.
Der er noget galt i P4.



søndag den 14. december 2014

Blaffer på nettet

Da jeg var endnu yngre, tog jeg tit på stop fra Århus til Holstebro. Jeg var endda på sommerferie på tomlen en enkelt gang.

Tilskud til kager
Nu om dage foregår den slags blandt andet på nettet. Jeg har tilmeldt mig hjemmesiden gomore.dk, hvor man kan tilbyde og købe et lift. Jeg kører mange tusinde kilometer alene, så jeg vil da gerne have selskab og et lille tilskud til de meget hyppige besøg hos lokale bagermestre og bake-off bestyrere.

Win-win
Indtil videre har jeg kun haft en tur. Det var til gengæld rigtig fint. En 20-årig pige fra Frederikshavn kom til Frederikssund for sølle 111 kr. - og der blev sat 101 kr. ind på min konto hos Gomore. Vi havde begge to selskab og fik en hyggelig snak. Synes jeg.
Det er det, man kalder win-win. Blafferen får en billig tur og kommer hurtigt frem. Chaufføren får selskab og en lille indtægt. Og der er måske en bil mindre på vejene.

Tager få sekunder
Mine ture til og fra Frederikshavn er nok ikke de mest populære. Det er uden tvivl nemmere at få folk med på ture mellem Aarhus og København. Men lidt har også ret, og det tager ikke mange sekunder at lægge et nyt lift op på siden.
Jeg er klar over, at mange er nervøse for blafferi. Chauffører er bange for at tage folk op. Måske er det tyve eller voldsmænd. Og folk kan være nervøse for at blaffe. Hvad nu, hvis man bliver samlet op af en galning.

Nettjeneste er sikker
Her er en nettjeneste mere sikker. Man skal oprette en profil for at købe eller sælge et lift. Hvis noget går galt, kan man anmelde den anden part, så Gomore sørger for, at vedkommende ikke ødelægger det for andre en anden gang.

søndag den 7. december 2014

Skadehistorie kapitel 37


   PROBLEMET

Det er vist en evighedshistorie, jeg har gang i, når jeg nu igen fortæller om min skade.
Denne gang har det stået på i fem måneder, og det er stadig ikke godt. Jeg har ikke fået ordentlig motion, siden det gik galt på en løbetur ned til roklubben på årets varmeste dag. Og jeg føler mig i elendig form :-(

Det er den knortede stang på billedet ovenfor, der er skyld i det hele. Når jeg løber lidt stærkt, i lidt kuperet terræn eller mere end 7 kilometer, starter en smerte i knæet. Hvis jeg fortsætter, kryber skaden op i baglåret, og snart gør det ondt i hele den øverste del af benet.

Opmuntrende fysioterapeut
Nu er jeg startet på fysioterapi, og det var meget opmuntrende. Den gode Hans David kunne mærke med fingrene, at der var knuder i musklerne. Så han vil både massere med hænderne og med et apparat, der slår på musklerne under tryk.

Jeg må gerne løbe. Tak for det, hr fysioterapeut. Lige det, jeg gerne ville høre. Jeg skal bare betragte enhver løbetur som genoptræning - ikke som egentlig løbetræning. Så jeg må ikke give den gas, og jeg skal undgå at få den smerte i knæet, som sætter den dårlige cirkel i gang.

Fed mathed
Og så skal jeg varme op. Hele kroppen må gerne være varm, inden jeg sætter i løb. Det klarede jeg i dag ved et kvarter på kondicyklen ude i roklubben. Derefter løb jeg en flad tur på fem kilometer i behersket tempo. Det var lidt regnvejr, men det var rigtig skønt. Og jeg blev også lidt træt og følte den fede mathed i kroppen her bagefter. Det er ikke godt efter 5 kilometer, men det er bedre end at lade løbetøjet ligge på hylden.

Denne gang...
Tålmodighed siges at være en dyd. Jeg er ikke dydig, men jeg er stærkt motiveret til at blive skaden kvit. Om det så skal tage flere måneder med behandlinger og moderat løbetræning. Så denne gang tror jeg på, at jeg kan holde mig på måtten og kun løbe det, det dumme ben vil være med til. Og så er det så praktisk, at jeg har forrygende travlt for tiden, så det er ikke muligt at presse en hel masse løbeture ind i ugeprogrammet.

Mere ros
Jeg slutter med lidt mere ros til Hans David. Han synes, det er en fin idé at motionere, mens musklerne bliver knudret fri. Det er nye toner fra behandlerne. De plejer altid at ryste på hovedet af min trang til at motionere. Denne dygtige mand betoner, at det er bedre at bruge benet end at hvile det.
Ja, selvfølgelig. Det er da helt oplagt. Musklerne svinder ind og bliver slappe af ikke at blive brugt.