Små sensationer

Dadaaa!

Vi har haft en elendig rosæson med kun tre ture indtil videre.
Vejret kan passende få en del af skylden. Når vi har kunnet ro, har det enten være blæse- eller regnvejr. Når der så endelig har været magsvejr, har vi skullet noget andet.
En periode gik der også lidt dovenskab i den. Vi kunne godt have nået det. Det blæste noget, men man kunne godt ro. Så blev vi hjemme.

Tak til Kirsten A.
Men i dag kom vi afsted, takket være Kirsten A., der lagde en invitation ud på roklubbens Facebookside. Der var ingen undskyldning, og vi havde en perfekt tur.
Den hører under kategorien Små Sensationer, som Poul Krebs opfandt for 20 år siden. Der er ikke noget at skrive om, og det gør jeg så.
Vi sad bare der tre personer i Rødspætten. På det blå Kattegat, som for det meste lå badet i solen. Fra starten var der bittesmå bølger, og da vi nærmede os vendepunktet ved øen Deget blev vandet lidt uroligt. Men ikke noget problem.

Ikke noget at skrive om
Så indtraf den lille sensation. En stor sæl stak sit venlige ansigt op 10 meter fra os. Det er altså ikke noget at skrive om. Der er tusindvis af sæler i de danske farvande og masser af dem i Kattegat mellem fastlandet og Læsø.
Men alligevel. Det var da sjovt. Sælen lagde sig nogle få meter bag ved robåden og fulgte os næsten hele vejen rundt om Deget. Jeg var styrmand og sad med ryggen, men Solle og Kirsten fulgte med og sagde hej til sælen, hver gang den stak overskægget op ad vandet.
Jeg har aldrig tidligere set en sæl på en rotur, og det er altså en oplevelse. At der sådan ud af det blå dukker en legesyg svømmer op. Uden at vi har købt en billet.

Ro og oplevelser
Det er en af grundene til, at vi gerne vil ro mere, end vi har gjort i år. Der er både ro og oplevelser derude på vandet. Og så er man i nærkontakt med naturen uden at være i fare.

Ingen Sælfie
Som styrmand skal man være agtpågivende i det lave, strømfyldte vand ved Deget, så jeg tog ikke min telefon frem for at nappe en Sælfie.
Men der skal et billede på indlægget her. Det er også fra en sensationel oplevelse. Viktor og jeg samlede sidste weekend mindst 50 musilingeskaller og 20 rigtig flotte sten, som vi lagde i en lille hule, vi gravede i en banke ved Fjellerup Strand. Er det ikke fantastisk? 50 muslingeskaller og 20 sten. Godt, jeg fik det fotograferet.

Gyldig rejsehjemmel

For et par år somre siden mødte jeg en mand ved en dansk turistattraktion. Han kiggede længe på mig, så lyste hans ansigt op, og han udbrød glad: Gyldig rejsehjemmel! Det er da dig, ikke?
Det måtte jeg så indrømme. Manden var fra Randers Kommune og havde deltaget i et arrangement 7-8 år tidligere, hvor jeg havde fortalt en historie om gyldig rejsehjemmel.
Den kunne han meget tydeligt huske, men både mit og Tankegangs navn stod ikke klart for ham.
Her kommer så historien, som stadig holder.

Alene med tog
Jeg var 11-12 år og skulle til en tennisturnering i Herning. Jeg skulle alene med tog for første gang i mit liv. Jeg var egentlig ikke nervøs, for det var ret simpelt: Holstebro, Aulum, Vildbjerg, Herning. En halv time, og så ville jeg stå på Herning Station.
Min mor fulgte mig til banegården og købte en billet. Det var sådan en gulbrun papskive, som man fik lyst til at bide i. Jeg lagde den et sikkert sted, og da toget kom, fandt jeg hurtigt en tom kupé, hvor ingen pladser var reserveret. Jeg vinkede farvel til min mor, og alt var trygt og godt. Tøftøf.
Jeg hørte konduktøren åbne døren ind til en af de andre kupéer og råbe: Nye passagerer? Og i samme øjeblik så jeg et skilt ude på gangen med den skæbnesvangre tekst:

Gyldig rejsehjemmel  

skal på foranledning 

forevises konduktøren.

Hjælp!
Sådan én havde jeg ikke, og jeg anede ikke, hvad det var. Jeg havde kun den papbillet, vi lige havde købt. Jeg spekulerede ikke over, hvad en gyldig rejsehjemmel kunne være. Her og nu gjaldt det om at overleve mødet med konduktøren.

Tilståelse eller nonchalant
Der var 2 muligheder:
1. Aflægge fuld tilståelse og sige, at jeg kun havde en billet - og ikke vidste, at jeg også skulle have en gyldig rejsehjemmel.
2. Ligne én, der har lommerne fulde af gyldige rejsehjemmeler og nonchalant vise konduktøren billetten.
Jeg valgte det sidste. Og havde heldet med mig. Selv om manden i den sorte uniform kunne se, at jeg svedte tran og havde klamme hænder, godtog han min billet og undlod mirakuløst at spørge til min rejsehjemmel.

ID-kort?
Da skrækken var ude af kroppen, blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok måtte få fat i sådan en karl til næste gang. Jeg forestillede mig, at det var et slags id-kort, man skulle udfylde for at have ret til at køre med DSB.
Det fik jeg aldrig gjort, og siden hen kørte jeg tit med tog uden at spekulere nærmere over den mystiske tekst på skiltet.
Først mange år senere fandt jeg ud af, at gyldig rejsehjemmel er en billet eller et kort.Det kunne de bare have skrevet.

Skræmmer borgerne væk
Pointen i historien er, at fagsprog skræmmer kunder væk. Jeg følte mig som en andenrangs togpassager. Jeg følte mig dum. Og jeg turde ikke engang spørge. For når det står på et skilt, må enhver da vide, hvad det betyder.
Så mit råd til gode kommunale folk i Randers og resten af landet er: Undgå gyldig rejsehjemmel. Brug ord og vendinger, som borgerne forstår. Ellers støder I dem fra jer.
Selv de klogeste mennesker forstår enkle budskaber. Og det gør vi andre også.

Jeg har fået BMW

Så har jeg fået BMW. En fiks lille hvid sag, støjsvag og meget hurtig i acceleration. Modellen hedder BMW i3, og som jeg forstår det, er den allerede meget populær. Så jeg er med på moden.
Jeg skal ikke køre i den herhjemme. Det er en lille bybil, som ikke egner sig til at bumle rundt på grusveje, hvor der pludselig kan komme rådyr, kartoffelavlere og andre mystiske skabninger.

Rart at have
Men når jeg er i København, er det meget rart at have en BMW. Det er der, jeg skal bruge den. Normalt bruger jeg Metro i København, men nogen gange skal man jo et sted hen, som ligger et par kilometer fra nærmeste M. Så fumler jeg rundt med bussen og kører galt og for langt og i den forkerte retning.
Så er det meget skønnere at have en BMW. Så den nupper jeg til de korte ture i København.
Det er selvfølgelig luksus at have en bil bare til det, men en gang imellem skal man være god ved sig selv. Og her er altså et område, hvor jeg gerne vil have en smule luksus. Så det har jeg valgt. Prioritering hedder det vist.

400 BMWer
Indtil videre koster det gratis, for jeg ejer nemlig ikke den nye bil. Det gør Arriva, som driver tjenesten drive-now.com, der stiller min nye BMW til rådighed. Der kommer 400 biler i Dronningens by fra den 3. september, og dem har jeg sikret mig ret til at leje, når jeg får brug for det. Jeg er oprettet og godkendt som bruger via hjemmesiden.
Jeg skal give 2,50 kr. pr. minut. Taxameteret tæller fra jeg åbner bilen med mit Rejsekort, til jeg låser den igen. Bilen har parkeringslicens, så jeg kan stille den overalt i København. Og så kan andre leje den.
Vi ses i København :-)

Sådan får du hjemmedyrkede grønsager

 Vores (og sneglenes) lille køkkenhave

Drømmen om den rige køkkenhave blomstrer hvert forår, og nogle måneder senere viser det sig, at der skulle en vedvarende indsats til for at få den til at gå i opfyldelse :-(
Vi er kommet et pænt skridt videre i år. Alt er ikke gået godt, men det er betydeligt bedre end sidste år.

Fra drivhus til køkkenhave
Kartoflerne har givet glimrende. Næste år finder vi en bedre sort, men ellers er der vist bestået. Også rødbederne får tommelfingre opad. Deres liv startede i drivhuset og i forsommeren satte vi de spæde planter ned i køkkenhaven. Nu høster vi de runde farvebomber i rigt mål.

Sneglene høster
Squashplanter har fulgt samme opskrift. Planterne er rigtig fine, men endnu har vi ikke kunnet høste. Det har sneglene til gengæld, så vi skal have fundet en metode til at snyde de slimede krybere.
Bladselleri ser ud til at gå fint, mens gulerødderne slet ikke fungerer i den tidligere mødding, som vi nu kalder køkkenhave.
Alle erfaringer bærer vi videre til næste år, hvor ambitionerne bliver en lille smule større end i år.
Det er altsammen så fint.

Sådan gør du
Men i overskriften har jeg lovet at give dig opskriften på at få hjemmedyrkede grønsager. Den kommer her:
Bliv venner med nogle dygtige havemennesker, der har brugt flere år på at opbygge en nærmest perfekt køkkenhave. Og vent så på, at de tager på en længere ferie midt i den sæson, hvor herlighederne er klar til at blive høstet. Det har vi gjort, så i dag kunne Solle hente en spand med kartofler, løg, to slags persille, artiskokker og spidskål. Og på søndag henter vi nok en spandfuld mere.
Så er havearbejde en ren fornøjelse :-)

Politisk korrekt manipulation

Et velkendt trick i politiske debatter er at tillægge ens modpart et synspunkt, hun ikke har, og så argumentere imod det. Her er et par eksempler fra hver sin fløj:
"De borgerlige vil undergrave velfærdssamfundet for at give skattelettelser til de rige".
"De røde vil give tusindvis af kroner til enhver muslim, der stiller sig op ved landegrænsen og råber asyl".
Det er næsten umuligt at forsvare sig imod den form for argumentation. For man kommer til at starte med en lang diskussion om selve påstanden - og når den er afsluttet, har folk glemt, hvad det hele startede med.

Stinker til fri afbenyttelse
Et interessant eksempel på den slags manipulation er udtrykket politisk korrekt. Det kan man frit anklage andre for at være. Og det er lidt af en stinker. I alle livets forhold vil vi gerne være nogenlunde korrekte, men politisk korrekt ønsker ingen at være. Som politisk korrekt er du et uselvstændigt væsen, der gør eller mener noget for at tækkes flertallet - eller som i virkeligheden mener noget andet, men ikke tør indrømme det.
Så når man løber tør for argumenter, kan man irriteret udbryde, at modparten er åååh så politisk korrekt.
Der er frit slag, for der er ikke en officiel liste over politiske korrektheder. Derfor kan jeg også fabulere over det uden at komme ret galt afsted.

Det suverænt største problem i Danmark
Det politiske korrekte må være det, som et flertal af politikerne og befolkningen går ind for - og synes er vigtigt. Lige for tiden kan jeg kun komme på én ting: At vi skal have så få flygtninge som muligt. Det går et flertal på Christiansborg ind for, og det mener et flertal i befolkningen.
Hvis du også hører til dem, der mener, at flygtninge er det suverænt største problem i det danske samfund, så vil jeg med god samvittighed beskylde dig for at være politisk korrekt. Eller måske ligefrem politisk stueren.
Flygtninge skal ikke til Danmark. De skal hjælpes i nærområdet, og vi skal samtidig skære ned på ulandshjælpen. Det er politisk korrekt.

Kriminalitet og miljø
Når det gælder kriminalitet, så er den politisk korrekte holdning, at vi skal have hårdere straffe. Så kan de lære det, de mørke og rockerne og den slags.
Og miljø - det er godt nok, men nu skal vi jo ikke tro, at lille Danmark kan løse alle Verdens problemer. Det politiske korrekte synspunkt er, at miljøhensyn ikke må veje alt for tungt. Det er jo heller ikke sikkert, at det passer det der med klimatruslen.
Det er desværre korrekt. Men det kan korrigeres.

Løbetossens svage ben og dumme hoved

Min seneste diagnose

Efter en skade og en operation i starten af året har det knebet med mit løberi. Jeg er nok kommet afsted tre dage om ugen, men det har været både kortere og langsommere end tidligere.
Pyt med det, sagde jeg til mig selv. Som ikke lod sig overbevise.

Stejle bakker i Vandværksskoven
Her i sommerferien har den fået en tand ekstra, og de mange ture op og ned ad de stejle bakker i Vandværksskoven ser nu ud til at give bonus.
I dag løb jeg årets første halvmaraton på en kuperet rute i en fin tid. 1:38:56 for de første 21,071 kilometer. I en konkurrence på en fladere rute vil jeg formentlig kunne komme under 1:35, og det er super af en ung mand på min alder.

Sæson for skader
Nu kommer problemet. Mit hoved og mine ben har ikke samme ambitionsniveau. Jeg var øm i venstre læg og højre lår allerede efter 12 kilometer, men det har kyllingehjernen glemt få sekunder efter, at jeg er holdt op med at løbe.
Det skøre hoved vil træne mere og hårdere. Det vil løbe maraton, selv om jeg egentlig har afskrevet muigheden for at gennemføre den fantastiske distance igen. Hver gang, jeg forsøger at træne op til en maraton, bliver jeg ramt af en skade. Mens jeg er i allerbedst form. Og det sker meget ofte i august.

Bare en langsom tur
Da jeg skulle ud at løbe i dag, erklærede jeg på forhånd, at jeg ville løbe langt og langsomt. Da jeg kom glad hjem og berettede om min fine tid, rystede Solle forståeligt på hovedet: Skulle du ikke løbe langsomt?
Øhh. Jeg forsøgte, og jeg gav den ikke gas. Jeg er bare i bedre form, end jeg havde troet.

Jeg må da være lovligt undskyldt
Og mens benene skriger på pause, kobler hovedet fra som hos en alkoholiker: Giv mig mere løb.
Det er klart, det er svært at styre, når man er en lille dreng på 53 år, der lige er begyndt at løbe her forleden i 1982.