Fornuftig løbetosse

 I mere end halvandet år har jeg nu ladet fornuften styre min træning.

Alt, alt for sent gik det op for mig, at mine ben ikke kunne holde til den ret hårde løbetræning, jeg har nydt siden 1982. Efter 8-9 år med konstante skadesperioder skruede jeg endelig ned for ambitionsniveauet, og her i 20erne har jeg knap nok løbet en tur over 10 kilometer.

Det går efter planen
5-7 kilometer bliver det til to-tre gange om ugen. Dertil en meget lang gåtur hver lørdag morgen plus en masse korte gåture med hunden og en cykeltur i ny og næ.

Det går fuldstændig efter planen. Ingen skader og dermed ingen pauser på to, tre, fire eller mange uger, som jeg tidligere har været plaget af. Jeg kan stadig tage løbetøj med, når jeg overnatter et mystisk sted i landet og udforske nye lokaliteter med pulsen i vejret. Det er en kæmpe fornøjelse. Det er løbeglæde.

Ur og telefon holder styr på skridt og energiforbrug, og det går rigtig godt. Jeg er markant over niveauet for tre-fire år siden, så rent logisk må jeg være i udmærket form. 

Godt - men jeg er ikke tilfreds
Alt ville således være godt, hvis mennesket kun var styret af fornuft. Men sådan er det ikke for mit vedkommende. Jeg er ikke tilfreds med mit løberi. Jeg synes, jeg burde kunne løbe mindst 10 kilometer hver gang i et fornuftigt tempo. Men det går ikke. Jeg skal sætte farten ned for at holde til det i 10 kilometer og gerne gå op ad et par bakker. 

Og selv om jeg er ved at have fattet, at jeg ikke er 42 år, kan jeg ikke acceptere at lunte afsted med under 12 kilometer i timen. Så jeg tager mine 7 kilometer i pænt tempo og aftaler med mig selv, at jeg snupper en 10er næste gang. Der kommer jeg så igen ind i en god rytme og må korte turen ned, fordi jeg løb for hurtigt.

Tiden er dag ligegyldig
Fornuften siger mig, at ingen andre aner eller interesserer sig for, om jeg løber en kilometer på 4:50 eller 5:20. Så jeg kan da bare løbe langsomt og så tage de 10 eller 12 kilometer.

Det bliver spændende at se, om fornuften også vinder denne mentale kamp imod løbetossen.

Løbetossens nytårsønske

 

I 10 år har jeg med jævne mellemrum været plaget af skader, som i perioder på 3-8 uger ad gangen har gjort det umuligt for mig at løbetræne. Men i 2020 har jeg ikke haft en eneste skade.

Hemmeligheden er en særlig disciplin, som er meget vanskelig for løbetosser: Ikke at træne for hårdt.  

Mens andres nytårsforsæt er at træne så meget som muligt var mit løfte til mig selv for et år siden ikke at give den for meget gas. Jeg var så vant til at træne mig op igen efter en pause, og når jeg var ved at føle mig i form igen, steg ambitionsniveauet. Så tog jeg lige en tur på 12, og senere en på 15 kilometer, og bang: Så kom der en ny skade. I låret, i læggen eller i knæet i højre eller venstre ben.

Gåture og en rød racer
Så jeg lovede mig selv at gå meget langsomt og tålmodigt frem samt at erstatte den ugentlige lange løbetur med en lang gåtur. 

Til overflod anskaffede jeg mig en flot, rød racer. Ikke fordi, jeg havde lyst til at cykle, men fordi jeg var så vant til løbeskader, at jeg ville have et alternativ til at ligge stille.

Cyklen hænger nede i kælderen og samler støv. Og det er jeg rigtig glad for. Det er fint nok at cykle, men for mig kan det ikke måle sig med en god løbetur. 

10 kilometer er fint nok
Mit nytårsønske er derfor, at jeg fortsat kan holde mig på måtten. At jeg fortsat vil stille mig tilfreds med løbeture på højst 10 kilometer, at jeg fortsat vil gå de lange ture, og at jeg vil supplere lidt med cykelture. Lykkes det, kan jeg måske holde mig skadesfri i hele det nye år, så jeg til enhver tid kan løbe en frisk og opkvikkende tur. For mig er intet mere surt end en flot forårsdag, hvor folk løber rundt i den spirende skov, mens jeg humper på de gamle stænger og ikke kan få lov at løbe.

Selv om jeg har forbudt mig selv at løbe lange ture, kan jeg se tilbage på et særdeles aktivt år. Sundhedsappen afslører, at jeg har forbrændt næsten 20% flere kalorier ved motion i 2020 i forhold til 2019, som ellers var mit bedste år i nyere tid.

Sund fornuft, men...
Det er gode og stærke argumenter for at fortsætte den nye stil. Det er sund fornuft.

Men det er forbandet ærgerligt, at jeg ikke kan løbe en halv maraton i et fornuftigt tempo. Der er masser af folk, som er 5, 10 og 15 år ældre end mig, som kan det. Men der er vist også en del, som har stillet løbeskoene for længst, fordi bentøjet ikke kan blive ved at klare de mange stød.

Hvad kan vi lære af Wozniacki?

Jeg fik en klump i halsen på størrelse med en håndbold, da Caroline Wozniacki i går kastede sig ned på gulvet på Rod Laver Arena som vinder af Australian Open.
Sikke en triumf. Sikke en forløsning. Og sikke en kamp.
Kampens forløb var lige som Wonzniackis tenniskarriere. Det startede så lyst og nemt. Så kom der lidt modstand, som hun overvandt. Siden fulgte et par meget alvorlige kriser. Og det sluttede med et langt sejt træk, som førte til den ultimative triumf.
Jeg har i mange år været kæmpe fan af Wozniacki. Hun er fremragende tennisspiller, en rigtig god sportsmand og en dygtig forretningskvinde.

Bliv ved
Jeg synes, der er noget at lære af hendes indsats. Også for os, der ikke er topidrætsmænd.
For mig er læren: Bliv ved med det, du er god til. Øv dig i det og bliv endnu bedre. Tro på det. Når du møder modgang, skal du arbejde endnu hårdere med det, du er god til.
Wozniacki er god til at slå tunge grundslag og at løbe bolde op. Det er hun år for år blevet bedre og bedre til. Hendes baghånd er nu helt i verdensklasse, forhånden er god, og det samme er serven. Hendes hurtighed og udholdenhed er legendarisk og frygtet af enhver topspiller.
Hun har haft flere trænere, som ville have hende frem til nettet og til at afgøre flere bolde selv. Det er endt i fiasko, for det er hun ikke god til og bliver heller aldrig.

Teknik, miljø og forsyning
Lige præcis den filosofi med at gøre det, man er god til - og øve sig, så man bliver bedre - arbejder vi efter i Tankegang. Vi er gode til at skabe synlighed og mening for teknik, miljø og forsyning i kommunerne. Vi finder løbende på nye måder at gøre det på, men vi skifter hverken marked eller grundlæggende ydelse. Nogle gange går det godt. Så glæder vi os. Andre gange går det trægt. Så bider vi tænderne sammen og gør en ekstra indsats. Øver os lidt mere.

Jeg øver mig
Personligt prøver jeg at gøre det samme. Detaljeret planlægning bliver jeg aldrig god til. Jeg er heller ikke den, der sætter mig ned og oplister mulige risici eller faresignaler. Til gengæld øver jeg mig hele tiden i at fortælle historier på en vedkommende måde og i at få idéer til nye måder at løse en opgave på.
Jeg bliver aldrig den bedste i verden. Men jeg bliver bedre. Hvis jeg træner.

I sne og slud skal tossen ud

 Man behøver ikke at være tosset for at 

løbe en tur i snestorm. Men det hjælper.

Det ligger altid i baghovedet på mig: Hvornår kan jeg komme ud at løbe i denne uge? Jeg skal finde tre tidspunkter, hvor det passer ind, og det er ikke altid let.
I denne uge har jeg et stramt program, så for at nå de tre løbeture, skulle jeg afsted i dag. Det var ved 16.30 tiden, hvor mørket begyndte at falde på. Det stormede, og der faldt sne. Det var hundekoldt, og der var ild i brændeovnen.

Øjenlågs-studier
Der var kort sagt alle mulige gode undskyldninger for at hoppe fra og sætte sig i sofaen og studere øjenlåg.
Det overvejede jeg overhovedet ikke. Jeg tænkte mest på ruten. Det kan være direkte ubehageligt at løbe i meget hård modvind, så jeg ville gerne ned i skoven. På grund af det fremskredne tidspunkt endte det med en lidt kort tur, for når det bliver mørkt, er det farligt at løbe i skoven på denne årstid.

Dårligt vejr = dejlig tur
Det blev selvfølgelig en vidunderlig tur, og det var overhovedet ikke koldt. Sådan er det hver gang, vejret er hårdt - så bliver løbeturen en fed oplevelse.
Måske er det fordi, jeg slapper mere af og ikke presser mig selv til at løbe langt eller hurtigt. Det kan jo være lige meget i sådan et vejr. Det vigtigste er at komme afsted og at have det rart.

Falsk varebetegnelse
Derfor kalder jeg stadig mig selv for løbetosse, selv om det nærmer sig falsk varebetegnelse. Jeg er efterhånden skadet 2-3 måneder hvert år, og når jeg kommer i gang igen, når jeg i form til at løbe en halv maraton. Der er jeg ikke endnu.
Lige nu løber jeg 7-10 kilometer tre gange om ugen. 13-15 i weekenden, hvis vejret tillader det. Det er ikke meget. Det er ikke fanatisk, og det er slet ikke spor tosset.

Lidt skørt
Jeg indrømmer gerne, at det er lidt skørt at begive sig ud i en snestorm bare for at opfylde et mål om at løbe tre gange om ugen.
Men jeg havde en dejlig tur.

Den ligegyldige gadget-test

 Her er dagens tur på Apple Watch (tv) og Endomondo

I den seneste tid har en grum mistanke gnavet i mig: At mit Apple Watch var lidt for flinkt, når det målte tid og længde på mine løbeture.
Jeg har en tur på omkring 10 kilometer, som uret måler til 10,8, og jeg syntes også, at mine gennemsnitstider var lidt for nydelige.

Dobbelt måling
Så i dag besluttede jeg mig for at gennemføre en gadget-test. Den var uhyre enkel. Jeg løb en tur hjem fra arbejde, som ifølge Apple Watch var knap 12 kilometer. Jeg slog Endomondo til på telefonen og startede en løbetur på uret. Og så løb jeg bare.
Det var en skøn tur. Regnen var holdt op, blæsten løjede af, og solen tittede frem. Det var køligt og friskt, og det var dejligt sejt op ad den stejle Flade Kirkevej.
Jeg kiggede hverken på ur eller telefon undervejs, så jeg anede ikke, hvordan testen spændte af.

Æbleuret stod af
Jeg svedte ret meget, og det bryder æbleuret sig ikke om. Så det stod af ved 11,670 kilometer. Jeg kan se på tiden, at det var lige da jeg kom ind på gårdspladsen. Endomondo viste 11,890 kilometer, så jeg løb lige lidt frem og tilbage for at nå op på de 12 kilometer.
Resultatet var altså lige omvendt end mine forventninger. Turen var et par hundrede meter længere på Endomondo end på Apple Watch.
Men forskellen er meget lille, og ingen af apparaterne er formentlig præcise. Hvis jeg løber den samme tur en anden dag vil både Apple Watch og Endomondo sikkert måle distancen lidt anderledes op.

Gps og skridt
Som jeg har forstået det, bruger Endomondo telefonens gps til at måle afstand med, mens Apple Watch beregner ud fra mine skridt. Jeg er ret imponeret over, at de kan nå nogenlunde samme resultat.
Og jeg er tilfreds med, at Apple Watch viser en nogenlunde rigtig distance. For jeg vil helst løbe uden telefonen, og det er nemt og sjovt at følge med på aktivitets-appen, der hører med det overflødige ur.
Men det allerbedste var, at jeg tænkte over ingenting under hele turen.

Løbetossens svage ben og dumme hoved

Min seneste diagnose

Efter en skade og en operation i starten af året har det knebet med mit løberi. Jeg er nok kommet afsted tre dage om ugen, men det har været både kortere og langsommere end tidligere.
Pyt med det, sagde jeg til mig selv. Som ikke lod sig overbevise.

Stejle bakker i Vandværksskoven
Her i sommerferien har den fået en tand ekstra, og de mange ture op og ned ad de stejle bakker i Vandværksskoven ser nu ud til at give bonus.
I dag løb jeg årets første halvmaraton på en kuperet rute i en fin tid. 1:38:56 for de første 21,071 kilometer. I en konkurrence på en fladere rute vil jeg formentlig kunne komme under 1:35, og det er super af en ung mand på min alder.

Sæson for skader
Nu kommer problemet. Mit hoved og mine ben har ikke samme ambitionsniveau. Jeg var øm i venstre læg og højre lår allerede efter 12 kilometer, men det har kyllingehjernen glemt få sekunder efter, at jeg er holdt op med at løbe.
Det skøre hoved vil træne mere og hårdere. Det vil løbe maraton, selv om jeg egentlig har afskrevet muigheden for at gennemføre den fantastiske distance igen. Hver gang, jeg forsøger at træne op til en maraton, bliver jeg ramt af en skade. Mens jeg er i allerbedst form. Og det sker meget ofte i august.

Bare en langsom tur
Da jeg skulle ud at løbe i dag, erklærede jeg på forhånd, at jeg ville løbe langt og langsomt. Da jeg kom glad hjem og berettede om min fine tid, rystede Solle forståeligt på hovedet: Skulle du ikke løbe langsomt?
Øhh. Jeg forsøgte, og jeg gav den ikke gas. Jeg er bare i bedre form, end jeg havde troet.

Jeg må da være lovligt undskyldt
Og mens benene skriger på pause, kobler hovedet fra som hos en alkoholiker: Giv mig mere løb.
Det er klart, det er svært at styre, når man er en lille dreng på 53 år, der lige er begyndt at løbe her forleden i 1982. 

Løbetossens enkle opskrift

For to måneder siden var jeg i dyb løbekrise. Min snart mangeårige skade i baglåret var brudt op igen, og jeg havde i længere tid kun løbet korte ture på 5-6 kilometer.
En dygtig fysioterapeut bankede løs på det ømme sted, og jeg fik lov at løbe lidt, mens behandlingen stod på. Omkring juletid indstillede jeg mig på en fremtid, hvor jeg skulle være glad for at løbe ture på højst 10 kilometer.
I dag løb jeg uden problemer 17 kilometer med nogle krasse stigninger undervejs. Så måske er jeg på sporet igen :-)

Åreknuder og tortur
Næste milepæl bliver om tre uger, hvor jeg endelig skal have fjernet mine åreknuder i venstre ben. Mit håb er, at den operation kan stoppe den tilbagevendende krampe i lægmusklen, som jeg første gang oplevede ved Århus City Marathon i 1996 - og som jeg aldrig er blevet kvit.
Selv om jeg ikke løber så langt som tidligere, kalder jeg mig stadig løbetosse. Det er sådan én, der altid har den næste uges løbeture i baghovedet. Det er sådan én, der er virkelig bekymret for en operation for åreknuder, fordi den onde sygeplejerske har sagt, at jeg ikke må løbe i to uger efter indgrebet. TO UGER. Hvad tænker hun på? Det er tortur.
Og derfor er jeg nødt til at træne mig op, så jeg ikke er helt til rotterne, når de mange, mange dage uden løbeture er overstået.

Samme opskrift i 25 år
En løbetosse er også én, der uden problemer kan træne sig i bedre form. Jeg følger den samme opskrift, som har været en del af min hverdag i ca 25 år: Tre ture om ugen, én af dem noget længere end de andre. Og det er hver uge. Hver eneste uge. Også, når det sner eller der er hedebølge. Også, når man har travlt eller er træt. Også, når man holder ferie.
Hvis ikke jeg er skadet, følger jeg mønstret. Det glipper måske 2 uger om året, men så er der mindst to andre uger, hvor jeg får 4 ture.

Længere over tid
Jeg følger ikke noget program. Den lange tur er helst om søndagen. Hvis jeg har været i byen lørdag, bliver turen ikke lang. Hvis jeg er rigtig frisk, bliver den længere. Over tid bliver den lange tur længere og længere, og de korte kan også vokse.
I denne uge har jeg løbet 9, 6 og 17 kilometer. Det er ok, men til sommer er jeg måske på 10, 13 og 22. Eller 8, 11 og 20. Det vil være ganske udmærket.
Men det må ikke gå for stærkt. For så kommer den jägla skade, og så sidder jeg der og har ondt af mig selv.

Løbeturen er en ven

Smil på efter en dejlig løbetur

I går morges holdt jeg møde med en kunde, som bare MÅTTE starte med at fortælle om weekendens store oplevelse. Sammen med 1600 andre havde han deltaget i motionsløbet Coast to Coast fra Skallerup Klit til Palmestranden i Frederikshavn.
Løbet starter, når solen går ned  på Vestkysten og slutter, når den står op igen over Kattegat. I nattens løb er en række landsbyer klar med deres helt egen gæstfrie modtagelse af de mange løbere og cykelryttere.

For meget gas
Det lød rigtig fristende, og jeg må finde en makker, så jeg kan være med næste år. Det er flere år siden, jeg har deltaget i et motionsløb, for jeg har nemlig et alvorligt psykisk handicap. Jeg kan ikke lade være med at give den alt for meget gas, når jeg er til et rigtigt løb.
I Coast to Coast gælder det oplevelsen, samværet og den specielle oplevelse, mens tiden er ligegyldig. Mange nyder endda et glas vin ved flere af de indlagte depoter.

Luksustid
En løbetur skal være en ven, ikke en fjende. Selvfølgelig kan det være hårdt ind imellem, men helt grundlæggende skal det være en fornøjelse at løbe en tur. Det er luksustid, hvor man rører sig, tænker store tanker eller eventyrlige dagdrømme, og hvor man oplever naturen og ens egen krop.
Når man har lært sig selv op, er løbeturen en ren lise. Oven i kommer man i bedre og bedre form, og det kan så ende med at blive et problem.
Så får man ambitioner om at løbe en halv eller en hel maraton på en bestemt tid, og så træner man mere og mere og hårdere og hårdere. Det kan være skønt i en periode, men de hårde træningspas bliver en belastning, både fysisk og mentalt. Jeg har prøvet nogle gange at skulle sparke mig selv bagi for at komme afsted på en 30 kilometers tur for at komme i form til et maratonløb. Det kan faktisk være en mental belastning.

Over gevind
For nogen løbetosser går det over gevind. De skal bare træne hårdere og hårdere, og de får den fikse idé, at de skal løbe en eller flere gange hver dag. Det er usundt for en normal krop, og det tager magten over folks tilværelse.
Så er løbeturen ikke længere en ven.
Vi andre får lidelsen i moderat grad, når formkurven går opad. Så begynder vi at give den for meget gas og få lidt for høje ambitioner. Når man som jeg har løbet i 30 år regulerer det helt sig selv, for der kommer simpelthen en skade, hvis jeg farer for hårdt frem.
Måske skulle jeg begynde at lede efter hyggelige løb som Coast to Coast. Det tror, at jeg vil. Jeg skal bare liiige i lidt bedre form.

Endomondo taber til Garmin

Advarsel: Dette er kun for løbetosser.
Igennem et par år har jeg brugt en halv efterløn på at købe løbeure med indbygget GPS, så jeg kan få nøjagtigt svar på rutens længde og mit tempo. Min foretrukne model er en Garmin Forerunner 305. Den er nem at betjene, og jeg har en Garminkonto på nettet, hvor jeg samler alle data op. Det er rigtig sjovt.
Nu er det endelig gået op for mig, at min iPhone kan det samme. Jeg har hentet en app fra Endomondo, og i fredags prøvede jeg så den som løbeur. Det var en af mine kendte ruter på knap 13 kilometer og med nogle balstyriske stigninger i skovene.
Nedad bakke går det jo altid fint, og da jeg stoppede ude i skoven, var gennemsnitshastigheden efter de første 5 kilometer 4:32 minutter pr. kilometer. Da jeg kom hjem, var den faldet til 4:48. Det så helt rigtigt ud. Distancen var kun 11,90 km. Det undrede jeg mig noget over.
Da jeg så tjekkede min Endomondo-konto på nettet her til morgen, var gennemsnitstiden for min tur i fredags faldet til 5:17 pr. kilometer. Det var langsommere end jeg løb ved New York Marathon, og jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har løbet 5:17. Mellemtiden efter de 5 kilometer var i øvrigt også over 5 minutter, så vidt jeg kunne skønne.
Så løb jeg nøjagtigt den samme tur med Garminuret. Her var gennemsnitsfarten 4:46, og distancen var 12,65 kilometer. 700 meter længere og et halvt minut hurtigere pr. kilometer. Hvis du er løbetosse ved du, at der ikke er så stor forskel på tempoet med to dages mellemrum - medmindre der er en helt særlig forklaring.
Da jeg overførte turen til Endomondo, blev gennemsnitshastigheden i øvrigt 4:47, og højdeforholdene var vidt forskellige.
Det er klart, at jeg holder med Garmin. Den giver de bedste tider, men jeg har altså også noget at have min sympati i. Både distance og sluttid passede ved en halvmaraton i Skagen og ved New York Marathon - på nær nogle få meter og et enkelt sekund.
Jeg kender ikke forklaringen. Måske kan iPhonens gps ikke holde forbindelsen til satelitterne, når det går op og ned i Vandværksskoven og i Bangsbo. Men det forklarer jo ikke, at hastigheden efter 5 kilometer og efter hele løbet har ændret sig.
Hvis jeg var ingeniør, ville jeg forske videre i det interessante fænomen og tage begge stykker elektronik med på et par løbeture. Men det er jeg ikke. Jeg har et løbeur, der virker fortrinligt. Det bruger jeg, og hvis jeg så ikke har det med, må jeg klare mig med den utroværdige telefon.

Jeg prøver at linke til turene her, men jeg ved ikke, om siderne er tilgængelige for alle:
Garmin: http://connect.garmin.com/activity/68005134
Endomondo: http://www.endomondo.com/workouts/6224641
Hvis du har en forklaring, hører jeg gerne fra dig.

Tre slags løbetosser

Os, der betaler 3000 kr. for et startnummer til New York Marathon + en halv formue for fly- og hotelophold, vi må finde os i at blive kaldt løbetosser.
Det er vi så.
Min helt private analyse viser, at der er 3 slags løbetosser. Lad os kalde dem fanatikerne, systematikerne og projektløberne.
Fanatikerne er der mange af i et stort løb som i New York. Det er folk, som nærmest lever og ånder for at løbe. Før, under og efter et løb taler de næsten udelukkende om løbet, om udstyr, træning - og om de næste løb. Når de er i New York i en uge, optræder de stort set i løbetøj hele tiden. Hvis man betragter dem med et kritisk blik, kan nogen af dem godt minde om narkomaner - altid på jagt efter det næste løbefix.
Fanatikere kan løbe 10-20 maratonløb om året. De fleste af dem i imponerende tider. Der er mænd på 55 år, som kan klare den lange distance på omkring 3 timer.
Systematikerne er min gruppe løbetosser. Vi kan lide at løbe og har gjort det i mange år. På et tidspunkt har vi givet den en ekstra skalle, og er kommet i form til at løbe maraton. Den form holder vi vedlige ved stabil, men ikke særlig intensiv træning. Vi kan gennemføre et maratonløb i en rimelig tid ved at løbe 40-50 kilometer om ugen - hver uge. Men vi er stadig tosser. For vi kan ikke undvære vores tre ugentlige løbeture, og vi bliver direkte irritable, hvis vi får en skade og må nøjes med at cykle, svømme eller dyrke anden form for ligegyldig sport. Mændene er i overtal i denne gruppe, men der er bestemt også nogle meget søde kvindelige løbetosser.
Projektløbere er typisk mænd, der har passeret de 30 og har indset, at de er i dårlig form. De er vant til at sætte sig store mål, så det er ikke nok at komme i god form. De går efter det ultimative: Maratonløbet.
På nettet finder de et løbeprogram, som på 6 eller 9 måneder skal gøre dem i stand til at gennemføre, og de kaster sig ud i det med krum hals og alt det nyeste udstyr. De første måneder gør de enorme fremskridt og føler sig overbevist om, at de flyver igennem maratonløbet. En lille gruppe af dem fortsætter og bliver rigtig gode løbere, men de fleste mister engagementet undervejs, så de får simpelthen ikke trænet nok. Alligevel stiller de op. De har jo væddet adskillige kasser øl om, at de gennemfører - og det gør de så. Tiden bliver på mellem 4:30 og 5:30, og der er total krise fra 30 kilometer og fremad. Staklerne er ude af stand til at gå en uge efter, og en del af dem holder helt op med at løbe. Men de har det sjovt, og de snakker rigtig meget om deres store præstation.
Det har vi andre nu heller ikke noget imod.

Sportens paragraf 1: Lad den bedste vinde

En af mine Facebook-venner blev skide sur på mig, da jeg forleden skrev om Bjarne Riis og doping. Det var lærerigt, for det viser, at der virkelig er følelser på spil, når det gælder sport.
Min holdning er ikke mere rigtig end andres. Den er bare min.
Men den lille fyndige debat på Facebook har fået mig til at tænke lidt mere over samspillet mellem sport og moral. Så det vil jeg nu belemre dig med.
Jeg er sportsmand og har altid været det. I mange år har min egen hovedsport været løb, og det er en meget enkel sportsgren. Hvis jeg vil forbedre min tid - eller undgå at den bliver dårligere - ja, så er der 1 middel, der virker: Træning.
Jeg vil gerne kunne gennemføre et maratonløb i en tid på omkring 3 timer og 30 minutter, og det kan kun lade sig gøre ved jævn og systematisk træning. Jeg løber tre gange om ugen året rundt, og i perioden op til et maratonløb skruer jeg op for distancen i weekenden og begynder måske også at løbe lidt intervaltræning.
Hvis jeg gør det, og jeg ellers slipper for skader, så når jeg mit mål. Den uge, hvor løbet foregår, er noget ganske særligt for mig. Jeg lader mentalt op hele ugen, drikker meget vand, spiser spaghetti dagen før og er ekstra påpasselig med nattesøvnen. På løbsdagen er alting klar. Jeg møder op i god tid, klæder om, mærker den særlige maratonstemning, udveksler løbehistorier med de andre, går på toilet en ekstra gang - og så er jeg klar.
Løbet er resultatet af mange måneders træning. Jo hårdere og mere systematisk, jeg har trænet, jo bedre går løbet. Nogen løber foran mig. De har trænet hårdere og bedre. Mange løber bagved. De har ikke lagt den samme indsats i det, som mig. Jo, nogen har måske, men de har ikke løbet så mange år som jeg, så de har ikke så stærke muskler og sener og kan måske ikke disponere løbet så godt som jeg.
Min tid bliver, som den bliver, og blot jeg gennemfører maratonløbet er jeg supertilfreds. Bagefter går jeg næsten i en lykkerus, blandet med fysisk udmattelse, og i de følgende dage minder min krop mig hele tiden om den lidt for store anstrengelse, jeg netop har udsat den for. Herligt.
Forestil dig, at jeg havde dopet mig for at opnå et bedre resultat. Det ville være fuldstændig meningsløst. Det ville tage glæden ved resultatet og glæden ved at have gennemført fra mig. Jeg ville have dårlig samvittighed over for alle de andre deltagere, fordi jeg ved, at de har møjsommeligt har trænet sig op og forberedt sig til denne særlige begivenhed.
Doping er en grov overtrædelse af det, jeg betragter som sportens paragraf 1: Lad den bedste vinde.
Sport handler nemlig om at vinde. Jeg kan ikke vinde et maratonløb, men jeg kan få en pæn placering eller en god tid, og det er en sejr for mig.
Hvis jeg spiller badminton, fodbold eller bare et hyggeligt slag petanque, så spiller jeg hver gang for at vinde. Det er sportens væsen. Det er selve meningen med at dyste med hinanden.
Hvis en af deltagerne snyder - så giver dysten ingen mening. Snyd kan være at dømme forkert med vilje, at skyde genvej eller at dope sig.
Jeg er klar til at bruge alverdens psykologiske tricks for at vinde. Det kan være at lyve mig ude af form, at skamrose modstanderen eller at foregive at have givet op for at få modstanderen til at begå fejl. Bluff er en del af spillet.
Men reglerne skal overholdes. Ellers dyster vi ikke på lige vilkår, og så er det ikke den bedste, der vinder. Så er det den bedste snyder, der vinder, og det er usportsligt.
Synes jeg.

Så dyrk da motion, for pokker

En af vores venner har i nogle år haft problemer med at motionere. Han har haft forfærdeligt ondt i ryggen, og det var ekstra plagsomt, fordi han på sit job kører meget i bil. Til vores pakkespil forleden sad han så og fortalte, hvordan det hele er vendt nu
Gennem længere tid er han kommet i svømmehallens motionscenter tre gange om ugen. En tur på kondicyklen, en sveder i stepmaskinen og så nogle baner i bassinet. Det har virket.
Han har ikke længere ondt i ryggen, og han har det generelt meget bedre. Han er mere frisk og udadvendt end tidligere. Min ven er sportsmand og har altid dyrket motion, så jeg kender ham kun som frisk og udadvendt, men der har måske været en periode med den dårlige ryg, hvor han var knap så frisk.
Der findes tusindvis af historier som denne. Motion er en helt fantastisk medicin. Den virker efter få uger, og så bliver man et helt andet menneske. Man kan starte fra nul og opnå meget store forbedringer på forholdsvis kort tid. Går man i stå, kan man bare gå i gang igen og høste alle de dejlige fordele ved at motionere.
Det er ikke præk fra en sundhedsapostel. Det er bare fakta.
I starten af det nye år er alle ugebladene fyldt med slankekure, fordi kvinder og mænd vil tabe sig oven på den fede jul. Så går en hel masse mennesker og plager sig med det og træner deres rygrad ved at sige nej til kager og anden hygge. Dem om det.
I stedet kunne de vedtage med sig selv, at de vil motionere i en time tre gange om ugen. Det giver ikke samme hurtige vægttab som en kur uden fedt og fornøjelser. Til gengæld giver det et varigt vægttab, en slankere figur og et bedre humør.
Jeg ved godt, at mange synes, det er frygteligt hårdt at motionere. Det er det også. Men hvis du motionerer i en time, er det måske hårdt i et kvarter. Tre gange om ugen giver tre kvarters hårdt arbejde på en uge. Det er da mindre anstrengende end at gå i 16 timer om dagen og tænke på alt det, du ikke må spise.
Kom i gang nu, mens du har tid og overskud. Så er du allerede en uge henne i træningen, når de andre kommer i tanke om, at det har været nytår.

New York City Marathon 2009

For et par uger siden kom det brev, jeg har ventet på i månedsvis: Bekræftelsen på, at jeg kan melde mig til verdens største marathonløb - New York City Marathon.
Søndag den 1. november løber jeg rundt på Manhattan sammen med 38.000 andre løbeentusiaster fra hele verden. Vi er hovedpersoner i en gigantisk folkefest, som samler over 2 mio. tilskuere og lukker millionbyen den halve dag. Det bliver bare så fedt.
For to år siden meldte jeg mig til 2008-udgaven af løbet, men fik i foråret 2008 at vide, at jeg ikke havde fået en plads. Til gengæld skulle den være sikker i 2009 - og det er den nu.
Solle og jeg tager afsted sammen. Vi skal være i New York i en uge, og selv om løbet er turens højdepunkt, skal vi også rundt at se og opleve byen. Skulle der ryge en halv flaske vin ned en aften, klarer den veltrænede krop nok også det.
Jeg har fået besked på, at jeg SKAL gennemføre løbet - om så det skal tage 7 timer. Jeg fik lidt af en forskrækkelse, da jeg i oktober måtte udgå af maratonløbet i Odense efter 24 kilometer med krampe i lægmusklen.
Der besluttede jeg mig for, at jeg vil være i bedre form til løbet i New York, så vinteren igennem har jeg så vidt muligt løbet en lang tur hver weekend - på omkring 25 kilometer. Det er glippet nogle gange, hvor jeg har været til arrangementer, men jeg kommer ud af den mørke tid i betydeligt bedre form, end jeg plejer. Det er nemmere at træne om sommeren, fordi der er lyst så dejligt længe.
Jeg har også lovet mig selv, at jeg ikke skal gå efter en supertid i New York. I Odense løb jeg efter 3.20, velvidende at jeg ville løbe langsomt de sidste 10 kilometer og så komme ind på omkring 3.30.
I New York går det bare langsommere, fordi der er så ufatteligt mange deltagere, så jeg vil stile efter at lande på 3.45. Hvis det går rigtig godt med træningen, kan jeg måske sætte 3.30 som mål, men jeg er helt enig med Solle i, at jeg SKAL nå over målstregen.