søndag den 28. november 2010

Duel uden indhold

Var det politik eller underholdning, da Helle Thorning-Schmidt (S) og Pia Kjærsgaard (DF) duellerede på tv forleden aften?
Ingen af delene - synes jeg.
Politik var der i hvert fald ikke meget af. Underholdning - jow, der var da et par muntre bemærkninger.
Jeg synes mest, det var ordkrig. Det gjaldt tilsyneladende kun om at jorde den anden og hendes allierede.
Som kommunikationsmand var det spøjst at opleve, for begge duellanter kom faktisk med et par åbninger og invitationer til hinanden undervejs. Men de greb dem ikke. Tværtimod. Hver gang, der kom en lille positiv bemærkning, greb den anden part fat i et helt andet udsagn, og startede sit indlæg med en hovedrysten. "Det er utroligt at stå og høre, at Pia/Helle siger."
Hvis jeg havde været mødeleder, havde jeg helt sikkert grebet fat i de positive udsagn og de små invitationer til samarbejde og bedt begge parter forholde sig til dem.
Det er sådan, vi gør ude i den virkelighed, som politikerne mener at arbejde for. Det er sådan, lærerne gør i skolen, lederne gør i det offentlige og sådan forskellige parter får et samarbejde til at fungere.
Men på Christiansborg handler det hele om næste valg.
I en diskussion i radioen i torsdag, kaldte en industrimand Christiansborg for en lovfabrik. Han bad politikerne om at passe deres arbejde på fabrikken og få produceret de nødvendige love - i stedet for at gå op i småsager om Lene Espersen, Helle Thorning-Schmidts mand og Ole Sohn.
"I erhvervslivet arbejder vi sammen for at få tingene til at lykkes. Det skal I også gøre på Christiansborg. Jeg er træt af blå blok og rød blok", sagde erhvervslederen.
Jeg kan kun være enig.
Selvfølgelig er politikerne ikke enige om alting. Ellers var det ligegyldigt, hvem vi stemte på. Men det er helt kammet over til den totale ordkrig uden substans. Det er synd - for Danmark og for politikerne selv.
For hvis de fik den gode idé at lytte til hinanden og at sætte sig til bordet med henblik på at finde en løsning sammen, så ville de opdage, at det er sjovt på grænsen til det berusende at arbejde sig frem til en løsning sammen.
De kan også risikere at finde ud af, at modparten ikke er så dum eller har så vanvittige holdninger, som de havde troet. Det må de gøre.
Jeg kan ikke komme i tanke om 1 menneske, jeg har arbejdet seriøst sammen med, som jeg ikke kunne komme overens med eller ikke kunne lide.
Vi vinder ved nærmere bekendtskab.

onsdag den 24. november 2010

Myten om de rationelle beslutninger

Her på egnen har borgerne i vores kære nabokommune Hjørring været vidne til et kaotisk forløb, hvor byrådet skulle bestemme sig for noget, som systemet kalder for "en ny skolestruktur". Det betyder, at der skal lukkes skoler.
For 10 dage siden indgik et flertal et forlig, som betød farvel til 8 skoler og redning af 3 andre, som havde været i farezonen.
I går blev forligskredsen udvidet til at omfatte hele byrådet. 2 af de lukkede skoler blev reddet, mens én af de reddede blev lukket.
Borgmester Arne Boelt (S) beklagede den kaotiske proces over for forældre, elever, lærere og de berørte lokalsamfund. Han forklarede det med et stærkt ønske om at sikre et så bredt flertal som muligt bag den store beslutning.
Kritikken hagler ned over politikerne og frustrerede forældre og lærere spørger sig selv, om hele den høringsproces, de har deltaget i, var rent skuespil. I den sidste ende lavede byrådet jo en studehandel uden at skele til alle høringssvarene, hører jeg folk sige.
Det er muligvis rigtigt, men det kan også være forkert. Ingen kan sige, hvad resultatet var blevet, hvis byrådet havde truffet sin beslutning uden at involvere borgerne. Ingen kan sige, om den beslutning havde været bedre eller dårligere.
Er sagen så ikke et eksempel på, at demokratiet ikke egner sig til at træffe upopulære, men nødvendige beslutninger? Alle er jo enige om, at kommunen må lukke skoler, når børnetallet rasler ned - men ingen ønsker, at netop deres skole rammes.
Nej.
Netop i sådan en situation er det en styrke at have folkevalgte, som tager ansvar for den svære beslutning. Det bliver mere ærligt, for de er jo kun mennesker, og de må gerne varetage særinteresser, ændre mening og forfølge en folkestemning.
De må så finde sig i at blive kritiseret for deres valg, hvilket også er sket.
Skolelukninger berører mange mennesker, påvirker lokalsamfund og involverer stærke følelser. Derfor er det umuligt at forestille sig, at nogen kan træffe en objektiv og rationel beslutning.
Og det er der ingen grund til at begræde. Vi mennesker træffer ikke beslutninger på et rationelt grundlag. Vi lader følelser og fornmmelser styre. Vi bruger maven og hjertet. Tænk på de største beslutninger i dit eget liv. Har du truffet dem efter en grundig analyse af alle alternativer? Nej, vel.
De største opfindelser, de mest geniale kunstværker og de mest udviklende ideer og projekter var aldrig blevet til noget, hvis de skulle analyseres til bunds, inden de ansvarlige besluttede sig for at skubbe skibet i søen.
Det, vi kan forlange af en større beslutning er, at
- den har et formål
- beslutningens ejer(e) tror på den
Det er bestemt ikke alle mine beslutninger i dagligdagen, der kan leve op til disse standarder. Jeg har også før set politiske beslutninger, hvor det kniber med begge punkter.
Hvis du er vred, sur, frustreret eller skuffet over beslutninger, som andre har truffet, bør du først vurdere, om de har levet op til de to pinde. Og så skal du også huske, at en ikke-beslutning også er en beslutning.
Sagt på skolestruktursk: I situationen ville det være mere bekvemt for byrådet at bevare alle skoler. Men det ville være en fuldstændig uansvarlig beslutning.

søndag den 21. november 2010

PS. Underskud på X milliarder

Hvad ved du om indholdet i den finanslov, Dansk Folkeparti, regeringen og Per Ørum Jørgensen er blevet enige om?
Jeg tror, de fleste vil svare, at der kommer et særligt pointsystem for familiesammenføring. Det har været det helt store emne i debatten, og forligsparterne har også flittigt forklaret visdommen i forlsaget.
Men set i forhold til hele statens budget - så er det en lillebitte sag. Den har formentlig næsten ingen økonomisk betydning. Finansloven handler om en masse penge, og sådan som jeg husker debatten fra i foråret, så har staten for få af dem. Alt for få.
Da Claus Hjort Frederiksen i august fremlagde regeringens forslag til finanslov for 2011, regnede han med et underskud på 78 milliarder kr. Siden kom der nogle større og mindre tal frem.
Men hvor meget, forligsparterne budgetterer med i underskud - det er åbenbart lige meget. Jeg har ikke set og hørt noget tal, og jeg har ledt forgæves på Finansministeriets og på Statsministeriets hjemmeside.
For et halvt år siden talte regeringen næsten kun om økonomisk ansvarlighed og balance. Nu er emnet så ligegyldigt, at regeringen ikke engang gider fortælle, hvordan statens husholdningsregnskab ser ud.
De politiske kommentatorer er stort set enige om, at sagen om pointsystemet er et taktisk kneb fra VKO-blokken. Sommerens og efterårets meningsmålinger viste, at der ikke var nogen stemmer i at beskylde S og SF for at være økonomisk uansvarlige. Så nu griber regeringen et af de andre gamle slagnumre, som altid virker: Indvandrerne.
Hvis S og SF kommer til magten, vil Danmarks grænser igen stå pivåbne. VKO sikrer en fast og fair flygtningepolitik, har mantraet lydt i 10 år.
Jeg kan ikke tro, at nogle af vores lands fremmeste politikere er så dumme og så kyniske, at de tænker sådan. At de opfinder nye, unødvendige stramninger alene for at komme til at sende et signal til vælgerne. At de for at vinde næste valg prioriterer et ikke-problem højere end det store og væsentlige problem, vi alle er enige om: Økonomisk ubalance på kort og på lang sigt og tab af tusindvis af arbejdspladser.
Sådan nogle selviske taburetklæbere optræder kun i tv-serier og i dårlige kriminalromaner.
Ik'os'?

onsdag den 17. november 2010

Tre slags løbetosser

Os, der betaler 3000 kr. for et startnummer til New York Marathon + en halv formue for fly- og hotelophold, vi må finde os i at blive kaldt løbetosser.
Det er vi så.
Min helt private analyse viser, at der er 3 slags løbetosser. Lad os kalde dem fanatikerne, systematikerne og projektløberne.
Fanatikerne er der mange af i et stort løb som i New York. Det er folk, som nærmest lever og ånder for at løbe. Før, under og efter et løb taler de næsten udelukkende om løbet, om udstyr, træning - og om de næste løb. Når de er i New York i en uge, optræder de stort set i løbetøj hele tiden. Hvis man betragter dem med et kritisk blik, kan nogen af dem godt minde om narkomaner - altid på jagt efter det næste løbefix.
Fanatikere kan løbe 10-20 maratonløb om året. De fleste af dem i imponerende tider. Der er mænd på 55 år, som kan klare den lange distance på omkring 3 timer.
Systematikerne er min gruppe løbetosser. Vi kan lide at løbe og har gjort det i mange år. På et tidspunkt har vi givet den en ekstra skalle, og er kommet i form til at løbe maraton. Den form holder vi vedlige ved stabil, men ikke særlig intensiv træning. Vi kan gennemføre et maratonløb i en rimelig tid ved at løbe 40-50 kilometer om ugen - hver uge. Men vi er stadig tosser. For vi kan ikke undvære vores tre ugentlige løbeture, og vi bliver direkte irritable, hvis vi får en skade og må nøjes med at cykle, svømme eller dyrke anden form for ligegyldig sport. Mændene er i overtal i denne gruppe, men der er bestemt også nogle meget søde kvindelige løbetosser.
Projektløbere er typisk mænd, der har passeret de 30 og har indset, at de er i dårlig form. De er vant til at sætte sig store mål, så det er ikke nok at komme i god form. De går efter det ultimative: Maratonløbet.
På nettet finder de et løbeprogram, som på 6 eller 9 måneder skal gøre dem i stand til at gennemføre, og de kaster sig ud i det med krum hals og alt det nyeste udstyr. De første måneder gør de enorme fremskridt og føler sig overbevist om, at de flyver igennem maratonløbet. En lille gruppe af dem fortsætter og bliver rigtig gode løbere, men de fleste mister engagementet undervejs, så de får simpelthen ikke trænet nok. Alligevel stiller de op. De har jo væddet adskillige kasser øl om, at de gennemfører - og det gør de så. Tiden bliver på mellem 4:30 og 5:30, og der er total krise fra 30 kilometer og fremad. Staklerne er ude af stand til at gå en uge efter, og en del af dem holder helt op med at løbe. Men de har det sjovt, og de snakker rigtig meget om deres store præstation.
Det har vi andre nu heller ikke noget imod.

tirsdag den 16. november 2010

Hvordan ku de vælge sådan en?

I disse dage er Italien nærmest ved at gå i opløsning, og ministerpræsidenten er kun optaget af at få gennemført nogle love, der forhindrer ham i at blive retsforfulgt for svindel og magtmisbrug.
Det er en gigantisk skandale, men det ubærlige er, at Berlusconi er valgt på fuldt lovlig vis - oven i købet af et flertal af befolkningen, som godt vidste, hvad han var for en klør.
Det oplagte spørgsmål er: Hvordan kan italienerne vælge sådan en fyr to gange? Jeg kan ikke svare på det. For mig er det simpelthen et mysterium.
Men det er ikke enestående. I USA blev George W. Bush valgt som præsident med næstflest stemmer i år 2000. Han viste sig meget hurtigt at være uegnet som leder af Verdens største supermagt, og han kastede landet ud i en vanvittig krig i Irak. Den kostede mindst 50 gange så mange civile menneskers liv som angrebet på World Trade Center. Ved valget i 2004 stod det klart for alverden, at Bush var en ommer. Nej, alverden er en overdrivelse for Tony Blair og Anders Fogh var meget betagede af manden.
Og minsandten om det ikke lykkedes Bush at blive genvalgt - endda med et flertal af vælgerne bag sig. Hvad tænkte de da på - hvis de tænkte?
I 2008 kom amerikanerne til fornuft og valgte en fornuftig person til præsident, og ham er et flertal af befolkningen nu ved at vende ryggen til. Årsagen synes at være, at den menige amerikaner ikke kan mærke nogen forbedring af sine egne vilkår.
Demokrati er og bliver den eneste rigtige styreform, men der er en kritisk faktor, som hedder befolkningens uddannelses- og vidensniveau. Jo mindre, vælgerne ved og forstår, jo mere er de til fals for krigsromantik, ufinansierede skattelettelser og i øvrigt også hån og spot mod fremmede religioner.

onsdag den 10. november 2010

Breaking: Ny skoledirektør i New York

Det er altid interessant at følge de lokale medier, når man er ude at rejse. New York er ingen undtagelse.
Er det Michael Jacksons nye cd, der optager medierne? Sammen med sine brødre trådte han sine musikalske barnesko i Harlem. Er det Bushs nye bog, hvor han endnu engang afslører sine begrænsede evner?
Nej, den største historie, vi endnu har oplevet i New York er, at borgmesteren har udnævnt en ny skoledirektør. Valget faldt på Cathleen P. Black, som du selvfølgelig ikke kender, men lige som New Yorks borgmester Michael Bloomberg har hun gjort en stor karriere i mediverdenen. Hun var en af de ledende kræfter bag avisen USA Today og har siden været blandt de øverste chefer i Hearst koncernen.
En ny topembedsmand i kommunen - er det virkelig breaking news?
Ja, det er det af to grunde. For det første er New Yorks skolevæsen USAs største. New York er ca. tre gange så stor som Danmark. For det andet er undervisning Bloombergs absolutte politiske topprioritet.
Der er sket mange fremskridt i mangemilliardærens 8-årige borgmestertid, men udviklingen er også gået i den gale retning på ét vigtigt område. De sorte og latinoerne klarer sig dårligere nu, end de gjorde tidligere.
Det kunne Bloomberg ikke acceptere, og derfor fyrede han skoledirektøren og hyrede den 66-årige Cathleen Black. Hun har ingen erfaring fra undervisningsverdenen, hun har aldrig været politiker og har aldrig haft et offentligt embede.
Men hun er ifølge Bloomberg "a wolrdclass leader". Og det har New York brug for for at sikre en god start på livet for millioner af unge, uanset hudfarve.
Jeg synes, det er fedt at høre sådan en melding fra en toppolitiker. Selv om Danmark kun er en tredjedel så stor som New York, kan vi godt have visioner. Ikke sådan nogle tomme Lars Løkke floskler om at være verdens bedste til dit og dat, men reelle visioner, som vi sætter handling bag.
Det ville være breaking news, men det ville nok ikke få større dækning end Vild med Dans.

mandag den 8. november 2010

42,195 kilometer glæde

Dem, der påstår, at New York City Marathon er noget ganske særligt - de har fuldstændig ret.
I dag var syvende gang, jeg gennemførte den klassiske distance, og det var uden sammenligning det bedste og sjoveste løb, jeg nogensinde har været med til.
Lige nu kan jeg mærke i mine ben, at det var et løb, og det kan jeg helt sikkert også de kommende dage. Men på store dele af turen gennem Brooklyn, Manhattan, Bronx og Harlem glemte jeg helt at tænke på at løbe. Jeg smilede til tilskuerne og de andre løbere. Jeg så på de skiftende bydele og på menneskene i dem. Og jeg glædede mig over det enorme apparat af frivillige, som var med til at få det enorme arrangement til at klappe.
New York City Marathon er glæde, fællesskab og godt humør. Tilskuerne er ikke bare begejstrede. De er mange steder ellevilde, og man føler sig som en rigtig sportsstjerne, selv om man befinder sig flere kilometer nede af pølsen af løbere fra hele verden.
Løbet blev skudt i gang kl. 9.40 lokal tid, men vi var i startområdet fra klokken 7. Her var der lige fælles morgenmad, opladning og løbersnak for 40.000 mennesker. Det er en by på halvanden gange Frederikshavns størrelse, som lever sit eget liv i 3-4 timer, inden det hele flytter ud på New Yorks lukkede gader. Der er over 6000 frivillige, og det forekommer mig, at hver og en af dem synes, vi løbere er fantastiske.
I målområdet i Central Park står tilskuerne i flere rækker og hepper og råber, og straks man kommer ind, kører den velsmurte maskine videre. Medalje om halsen, pose med frugt, vand og snacks, plastikomslag til at holde varmen, videre til udlevering af de personlige poser, vi efterlod ved startområdet, og så hurtigst muligt ud af parken, så de næste kan komme til.
Jeg kunne blive ved, men det gør jeg ikke, for der skal være plads til en pinlig historie om mig. Jeg havde nemlig ondt i en af tæerne på højre fod. Det var som om, mine strømper lavede en lille klump. Allerede efter få kilometer måtte jeg have skoen af og rette på strømpen, men jeg synes stadig, jeg kunne mærke klumpen. Fra 30 kilometer var jeg rigtig øm, og da jeg kom i mål og havde været nede at gå og stå stille, havde jeg smerter i tåen. Så tog jeg skoen af - og opdagede en lille pose med en plastikdims i. Det var min gamle chip til at måle tid med. Den havde jeg lagt i skoen i en pose, da jeg pakkede kufferten hjemmefra, men havde lykkeligt glemt det igen, for arrangørerne er gået over til en ny slags chip.
Så jeg har altså løbet 42.,195 meter med en 2 liters pose og en plastikchip i den højre sko.
Det har ingen af de andre vindere af løbet præsteret.

torsdag den 4. november 2010

Hende der Frøken gps

Drej til højre. Kør ind i rundkørsel og tag anden frakørsel til højre. Fortsat 800 meter.
Du genkender måske de enkle budskaber fra den lidt bestemte frøken, der sidder inde i gps'en. Jeg har været i selskab med hende de seneste dage, og hun trænger altså til lidt opdragelse.
Tirsdag aften fik jeg lyst til at køre en tur til Nordborg, og jeg tændte for Frøken gps, da jeg var kørt fra Aabenraa. Hun bad mig ret hurtigt dreje til venstre ad en smal vej. Jeg mente egentlig selv, jeg skulle til Sønderborg og nordpå, men hun kendte vel den hurtigste vej?
Fortsæt på Færgevej, bekendtgjorde stemmen. Så kom jeg i tanke om færgen Bitten, der sejler til Nordals. Det var den, hun gik efter, men hun burde vide, at den ikke sejler om aftenen. Så jeg vendte om og kørte til Sønderborg, mens frøkenen rablede løs om, at jeg i stedet skulle køre til højre og venstre.
Dagen efter for vi vild i Sønderborg på grund af et vejarbejde. Over middag skulle jeg så fra Haderslev til Billund, og Frøken gps smed mig af motorvejen ved Kolding. Det så meget fornuftigt ud, og der var også et skilt til Billund. Så skulle jeg pludselig til venstre, og herefter fulgte 15 kilometer på bittesmå, smalle veje med meget skarpe sving. Jeg havde heldigvis god tid, så jeg nød den smukke køretur. Vejen var korrekt og måske en kilometer eller to kortere end hovedvejen, men det var vanvittigt kringlet.
Dagen sluttede med, at hun helt forrykt sendte mig til Vejle hjem fra Billund. Det blev jeg simpelthen opmærksom på for sent. Jeg burde have kørt til Grindsted og videre over til motorvejen ved Horsens.
Moralen er, at jeg må genetablere min stedmæssige fornuft. Jeg skal ikke følge hende blindt, og om galt må være, må jeg kigge i en kortbog. Det har menneskeheden kunnet klare sig med indtil for få år siden.