Barack Obama og demokraterne er på vej til indkassere et kæmpe nederlag ved valget til kongressen om to uger. Det betyder efter alt at dømme, at det politiske system bliver kortsluttet i to år. Republikanerne får flertal i Repræsentanternes Hus, mens demokraterne sidder på Senatet og på præsidentposten. Parterne kan blokere for hinanden, og vil sandsynligvis gøre det, fordi alt peger frem mod næste præsidentvalg.
Set fra Vesteuropa er det et kæmpe mysterium at Obama og demokraterne kommer i knibe. Præsidenten har gjort det godt. Han har taget initiativ til helt nødvendige økonomiske redningspakker, som har reddet verden fra et økonomisk sammenbrud som følge af finanskrisen, og han har gennemført den helt nødvendige sundhedsreform, som skulle være gennemført for mange år siden.
Republikanerne har ikke markeret sig med andet end modstand mod alt, hvad Barack Obama foretager sig. Det går helt uforståeligt godt. Så godt, at 20 pct. af befolkningen mener at vide, at Obama er muslim, og at han er socialist.
Set med vesteuropæiske øjne fører han en borgerlig politik, måske en anelse til venstre for midten.
Obama er ingen Messias, der kan frelse hele verden. Men han er en stærk og viljestærk leder, som har vist sig i stand til at gennemføre det meste af det, han sætter sig for. Han har ændret tonen i internationalt samarbejdet og er på vej til at nedtone nogle af vores største konflikter.
Derfor har verden brug for Obama, og USA har i høj grad. En ny Bush-æra vil være helt ødelæggende for det kriseramte land.
Hvorfor kan amerikanerne ikke indse det?
Meget tyder på, at Obamas største svaghed er hans attitude. Mange almindelige, dårligt uddannede amerikanere føler, at præsidenten har sandheden klar om alle spørgsmål i hele verden og ikke behøver at lytte til vælgerne. De oplever Obama som elitær og bedrevidende, og det gør nok heller ikke sagen bedre, at han er sort.
Det var en glædens dag i hele verden, da Obama blev valgt. Vi ventede spændt på, om han kunne leve op til forventningerne. Det kunne han.
Derfor er det så meningsløst, at han skal straffes nu. Eneste trøst er, at det ikke kan være anderledes. Vælgerne skal bestemme, selv om de er for dumme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar