En af dagens tophistorier handler om aktivering af svage ledige. I perioden 2006-2009 har samfundet brugt 9,4 mia. kr. på at aktivere denne gruppe, og effekten = 0.
Det er ikke spor overraskende, og jeg er grumme nervøs for, at nyheden ikke medfører nogen forandring.
Den dårlige nyhed er symptomet på, at Danmark er blevet et kontrolsamfund, når det handler om sociale ydelser. Politikerne siger, at de stiller krav til de ledige for at hjælpe dem - for at motivere dem mest muligt til at søge arbejde eller tage en uddannelse.
De ledige oplever det helt anderledes. Langt de fleste føler sig mistænkeliggjort og drevet rundt i manegen uden at kunne se noget formål med det.
De svage ledige er folk med sociale problemer. Det kan være misbrug, sygdom eller isolation. De kommer ikke i arbejde, fordi de bliver bedt om at tage sig sammen, eller fordi de bliver tvunget på et kursus i motivation.
Det gør de ikke af den simple grund, at ingen arbejdsgivere vil ansætte dem. De er simpelthen ikke kvalificerede. Og det bliver de ikke ved at komme i gruppe-aktivering.
De pågældende har brug for mere individuel hjælp. Hvis der er 9,4 mia. kr. til rådighed over en fire-årig periode, skulle der være råd til en målrettet hjælp til nogle tusinde af dem.
Det kræver en holdningsændring hos de politikere, der skaber rammerne for samfundets sociale indsats. Mere gulerod og mindre pisk. Mere tillid og mindre kontrol.
Det er åbenlyst, at mistillid, kontrol og pisk ikke hjælper. Politikerne må afgøre, hvad der er vigtigst:
a. at ingen modtager penge uden at yde noget til gengæld
b. at hjælpe den enkelte ud af en svær situation.
Jeg er på b-holdet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar