tirsdag den 27. oktober 2020

Spar håndører for klimaet

 


 

En fiks app har givet mig et nyt og nyttigt tidsfordriv. Jeg er nemlig gået over til elselskabet Barry, hvor man betaler markedsprisen time for time for den strøm man bruger + 35 kr. om måneden i abonnement.

Udbud og efterspørgsel
Prisen følger man på appen, og det er både sjovt, nemt og lærerigt. Udbud og efterspørgsel er direkte til at aflæse på prisen. Om morgenen og sidst på eftermiddagen er strømmen altid dyrest. Om natten er den billigst. Og så er den billig på de dage, hvor det blæser kraftigt og solen skinner. Og på andre dage. Jeg har læst mig til, at vandstanden i norske og svenske vandløb har indflydelse. Jo højere den er, jo mere el producerer deres mange vindkraftværker.

Tøjvask til -7 øre pr. KwH
Her i den første tid er der gået lidt sport i det. Lørdag aften satte jeg en tøjvask over og bad vaskemaskinen vente til kl. 4 søndag nat med at starte. Her var elprisen nemlig på minus 7 øre pr. kilowattime. I løbet af søndagen gik den i plus, og da vi gik i seng søndag aften, var det opvaskerens timer, jeg havde i sving. Ved midnat faldt kilowattprisen med 12 øre, og det er jo værd at tage med.

Det er muligt, jeg kun sparer håndører ved at bruge strøm, når den er billigst. Men så kan jeg trøste mig med, at det er godt for klimaet. For det er helt sikkert, at den billige eller gratis strøm kommer fra vedvarende energi. Ingen tænder en motor for at producere strøm til 0 øre. 

Vedvarende energi til latterlige priser
Det er lidt kedeligt, at vi på nogle tider af døgnet producerer mere vedvarende energi, end vi bruger, mens vi på andre tider må bruge strøm, der er produceret af fossile brændsler, som udleder CO2. Jeg yder mit lille bidrag ved at bruge grøn strøm om natten. Om kort tid får jeg en elbil, og så skal den selvfølgelig også lade op i de billige timer, hvor strømmen kun kommer fra vedvarende energi.
I den grønne omstilling tæller min indsats og din indsats. Hvis to millioner danskere bruger lidt mere vedvarende energi, gør det en forskel. Men det er ikke nok.

Heldigvis arbejder mange gode kræfter på at udnytte den vedvarende energi mere systematisk. Det bliver hurtigt meget teknisk, men ét enkelt princip er at varme vand op med vindmølle- eller solcellestrøm. Det opbevarer man i isolerede tanke og trækker varmen ud, når behovet er størst. Supermarkedernes kølebokse kan det samme. Når strømmen er billig, køler man dem helt ned til - 24 grader, og så slukker man, når strømmen bliver dyrere. Eller udnytter energien i andre sammenhænge.

Elbiler som batteri
Elbilerne kan også bruges som batteri. Idéen er, at du kobler din elbil på nettet, når du kommer hjem fra arbejde. Her er elforbruget højt, så nettet får lov at aflade din bil i de dyre timer. Så kan du lade den helt op igen om natten, når elforbruget falder.

Og der er tusindvis af andre idéer, som allerede er ved at blive realiseret. Smart data er drivkraften i det her, for det hele skal gerne foregå automatisk og så let for den enkelte forbruger som overhovedet muligt.

Det fratager ikke dig og mig for det personlige ansvar. Der kommer hele tiden nye muligheder for at ændre vores vaner og gøre tingene lidt anderledes til gavn for vores fælles jordklode. Det slipper vi ikke for og skal heller ikke.

 


torsdag den 22. oktober 2020

De rette gale


Marianne Jelved er tilbage i en central rolle hos de radikale.

Hun har fået titel af kontaktperson og skal være en slags konsulent for formand og næstformand. Hendes opgave bliver at holde partiet nede fra træerne. Samarbejde og dialog skal have højere prioritet end bombastiske udmeldinger og jævnlige trusler om at vælte regeringen.

Det er godt for partiet, og det er også godt for Danmark. Jeg tror, der kommer flere fornuftige aftaler ud af den radikale krise - og sikkert også flere brede aftaler. De er som bekendt de mest holdbare.

Langt væk fra hvad?
Besserwisserne på TV2 News er rørende enige om, at de radikale er længere væk fra magten nu end nogensinde. Deres argument er, at hverken Mette Frederiksen eller Jacob Ellemann-Jensen vil i regering med de radikale.

Så det er rigtigt, at de er langt væk fra ministerposterne. Men de er stadig en uundværlig del af regeringens flertal. Det giver indflydelse. Regeringen kan ikke få en finanslov igennem uden de radikale, eller for den sags skyld uden Enhedslisten. Hvis Socialdemokratiet går uden om sit parlamentariske grundlag i en vigtig forhandling, er der kun flertal til højre, ikke til venstre. Og så er de radikale med.

Det er en langt bedre position, end de radikale var i fra 2001-11 og fra 2015-19. Der var det Dansk Folkeparti, som sad med de afgørende mandater for de borgerlige regeringer.

Også en slags mennesker
I den periode har de radikale opbygget en identitet, som de rette. Dem, der altid stod for de rigtige, principielle og moralsk opbyggelige holdninger. Nu viser det sig, at de også kunne være galt på den, at de radikale også var en slags mennesker, der begår fejl.

Og det kommer der tilsyneladende det gode ud af, at tonen over for samarbejdspartnerne til højre og venstre på Christiansborg bliver mere fremkommelig. Mindre skinger og mindre bedrevidende. Det er jeg sikker på, for når Marianne Jelved sidder med ved bordet, så opfører man sig ordentligt. Det ved jeg af egen erfaring og fra mange andre, der har oplevet den kloge overlærer fra Jyllinge.