"Anni Fønsby er ankommet til retten"
Det var tophistorien på et af de store danske nyhedsmediers hjemmeside i tirsdags kl. 9.50. Historien var ledsaget af et billede af sagens hovedperson.
Så kan du gætte, om det var B.T., Ekstra-Bladet eller TV2 gossip. Fejlskud.
Det var jp.dk. Websitet for Jyllands-Posten, der tidligere har markedsført sig som "Danmarks internationale avis" og med sloganet "Hvis du vil vide mere".
Der var et lille rødt banner på historien, som fortalte, at nyheden ville blive løbende opdateret.
Det er ikke en maskine, der har kastet historien op på hjemmesiden. En højtlønnet person med stor indflydelse på Jyllands-Posten har truffet beslutning om live-dækning af retssagen og har også bestemt, at historien skulle på toppen af hjemmesiden.
Vedkommende kender Jyllands-Postens nyhedskriterier og redaktionelle linje. Vedkommende ved, hvordan Jyllands-Posten ønsker at brande sig.
Jeg er helt sikker på, at den beslutning ikke holder for en nærmere drøftelse på avisens redaktion. Og det er både okay og uundgåeligt at lave fejl, især når man redigerer en nyhedsside med deadline hvert minut.
Men det er ikke en enlig svale, hverken på Jyllands-Posten, Berlingeren eller Politiken. Jeg kan hver dag finde eksempler på ligegyldige historier, som kommer i top på en af siderne. Ordet "bryster" vil meget ofte få en nyhed til at rykke højt op i hierarkiet, og det er jo også det, der er det eneste interessante ved Anni Fønsby.
Det er populært hos læserne, og webredaktørerne vil gerne have læsere, så det er jo fint nok. Det er også okay at køre en lidt anden stil på nettet end i den trykte avis, men der skal ikke være 100 kilometers afstand mellem de to medier.
De store morgenavisers vigtigste aktiv er deres brand - vores opfattelse af dem som seriøse nyhedsformidlere. Det skal de bevare og styrke, og derfor skal de overlade til andre at svælge i kavalergange hos kendisser.
Der findes også bedre sider med den slags.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar