lørdag den 30. juni 2007

Skøre fyre i Frederikshavn

I denne weekend er der Tordenskioldsdage i Frederikshavn. For 10. år i træk klæder over 1000 mennesker sig ud i 1717-tøj og render rundt nede på havnen og leger Tordenskiolds by. Det er sjovt, og det er efterhånden en ret stor forretning med en millionomsætning. Det er også en vigtig turistaktivitet for Frederikshavn.
Lige som med Palmestranden er det par skøre fyre i byen, der har opfundet Tordenskioldsdagene. Selv da flaskerne var tomme i idéfasen havde de ikke drømt om, at det skulle blive så stort et arrangement, som det siden har udviklet sig til.
Selv fik jeg i ædru tilstand en idé om at udgive en avis om og under Tordenskioldsdagene. Den hedder Hva Dælen, og kører nu på fjerde år. Første gang var det 16 sider, som vi producerede færdig fredag aften efter første halvdel af arrangementet. Så delte vi bladet ud dagen efter i hele Nordjylland.
Nu er det delt op i to, så den første udgave kommer tre uger før arrangementet, mens den aktuelle del på 4 sider kommer lørdag morgen med dugfriske reportager fra fredagen.
I dette års udgave har vi ryddet forsiden for at dokumentere en ny idé, som et par skøre fyre har ført ud i livet under Tordenskioldsdagene: Et skib, der synker og hæver sig selv igen.
Hele foråret har de gået og sat tanke på en gammel fiskekutter, og under fredagens teaterstykker under Tordenskioldsdagene blev deres fartøj skrevet ind i stykket som svenskere, der lå på lur. Skibet blev skudt i sænk, og forsvandt stille og roligt ned under havoverfladen. Efter teaterstykket blev det helt uden besvær hævet igen. Hemmeligheden er nogle store vandtanke, som bliver fyldt og tømt.
Lørdag aften blev skibet sænket igen, og kommer sikkert op til overfladen. Den skøre idé er fuldbragt, men jeg er sikker på, at folkene bag ikke har fået nok. Der er mere vanvid i dem - og i Tordenskioldsdagene, og i mange andre i den by, vi med et fint ord kalder for Freshavn.

søndag den 24. juni 2007

Sunde mænd og lægeskræk

I radioen forleden fortalte en psykiatrisk overlæge fra Rigshospitalet om danske mænds manglende sundhed. Vi lever for sølle, går ikke til læge og dør for tidligt. Vi vil ikke indrømme, at vi er syge. Flere mænd end kvinder begår selvmord, mens flere kvinder end mænd bliver behandlet for depression.
Jeg går selv op i sundhed, og jeg føler mig ikke truffet, når lægerne taler om mændenes dårlige livsstil. Jeg får motion, lever et regelmæssigt liv, ryger ikke og drikker meget lidt.
Alligevel kan jeg genkende mig selv i beskrivelsen af de lægeangste mænd. Jeg kender ikke forklaringen, men der er da ingen grund til at gå til læge, fordi man hoster eller har lidt ondt i ryggen. Det går nok over.
For et par år siden havde jeg gennem længere tid ondt i brystet. Det gik nok over, tænkte jeg, men det gjorde det ikke. Så jeg tog mig sammen og fik en tid hos lægen, der meget hurtigt konstaterede, at mit hjerte i alt fald ikke fejlede noget.
Det viste sig, at jeg havde en forstrækning i ryggen, som gik over skulderen og ned til brystet. Den skulle gå nok gå i sig selv igen, sagde den flinke doktormand med et overbærende smil.
Se selv: Der er ingen grund til at gå til læge

Plejer (ikke at) strejke

FOA = Fuldstændig Overset Arbejde.
Sådan står der på flere af de bannere, strejkende plejere lufter foran deres lokale rådhus eller Christiansborg i disse dage.
Det er en flot aktion, som de fleste danskere har sympati med. Vi falder for de djærve vestjyske kvinder, der efter 20-25 års slid på plejehjemmet er gået i strejke og forklarer om en meget lav løn, der ikke flytter sig ud af stedet.
I starten ville de have 1000 kr. mere om måneden, men det krav er på få dage vokset til både 5- og 7000 kr. Så begynder det at knibe med vores sympati. For der er mange andre, der også trænger til et seriøst løft i lønnen, og hvis (vi) alle får det, har det ingen effekt. Så er vi tilbage i 70ernes superinflation, der mere end åd lønstigningerne.
Lønnen ER et problem for plejepersonalet, men det grundlæggende er teksten på banneret. Arbejdet er overset. Plejerne får simpelthen ingen anerkendelse.
De skal bare passe de gamle. Tv-stationerne løber efter dem med skjulte kameraer, og selv om der er tale om uhyrlige enkeltsager, rammer det hele branchen.
Plejerne skal simpelthen anerkendes - af de pårørende, af kommunal- og landspolitikere og af os, der betaler deres løn gennem skatten.
En del af anerkendelsen er løn, men den vigtigste del er positivt ledelsesmæssig og politisk fokus. Der skal være politisk og ledelsesmæssig prestige i at arbejde for en god pleje i kommunerne. Det starter med politiske visioner og værdier, der afføder krav til ledelserne og ender med en god service hos den enkelte borger.
Fra mit arbejde ved jeg, at en række kommuner sætter spændende og ambitiøse projekter i gang, og jeg er sikker på, at mange af dem vil bære frugt.
Men jeg har også en fornemmelse af, at de ikke er båret af en politisk entusiasme. Den er nødvendig for at opnå anerkendelse af området, og det kan plejestrejkerne forhåbentlig medvirke til at skabe.