tirsdag den 9. juni 2020

To dramaer ved Korskro


 Dette er ikke adr. Det er et billede af et mordvåben.

Korskro er et fredeligt sted tæt på en rundkørsel mellem Grindsted og Esbjerg. Der sker ikke så meget, men denne geografi har dannet ramme om to dramaer i mit liv: Et elegant drab og en offentlig kæmpeprut.

Hed sommerdag i 70erne
Vi starter med drabet. Det var på kroen en sommerdag i 70erne. Familien Glamann havde været på udflugt til Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk, og skulle have lidt mad, inden vi kørte nordpå imod Blåbærhus ved Søndervig.
Der havde været masser af gæster på kroen i løbet af eftermiddagen, så der hang en em af kringle, kaffe og sodavand over den gamle krostue. Vi sad og ventede på maden, da en doven flue kom kravlende hen ad den delvist hvide dug.
"Nu skal jer vise jer noget, som I aldrig selv kommer til at gøre", erklærede min far og tog den tunge kniv frem. Han løftede den forsigtigt og svingede bladet ned mod bordet. Et blink senere lå fluens hoved nydeligt adskilt fra kroppen. Halshugget!

Den eneste i slægten
Min far påstod stolt, at det nærmest er umuligt at halshugge en flue, og det grinede jeg hånligt af. Jeg tog selv kniven og fægtede efter halvdøde fluer, men havde intet held den aften. I de følgende år forsøgte jeg mange gange at gøre min far kunsten efter, men jeg har aldrig været så meget som tæt på at kunne halshugge en levende flue.
Forældre er jo ikke så kloge og dygtige som deres børn, men jeg er glad for at vide, at min far kunne forlade denne verden i visheden om, at han var og blev den eneste i slægten, som havde udført dette ekvilibristiske kunststykke.

Laban fra Fanø
Ca. 25 år senere bragte skæbnen mig igen til Korskro. Lærke og jeg havde været på Fanø for at hente ponyen Laban i en lille hestetrailer, vi havde lånt. Vi havde en aftale med en vognmand, der skulle hente den plettede skønhed på parkeringspladsen ved Korskro for at fragte den sikkert til Vendsyssel.
Som nævnt sker der ikke meget ved Korskro, men lige netop denne ene dag var der Korskro Marked, som naturligvis blev holdt på den parkeringsplads, hvor vi skulle mosle hesten ud af den lånte trailer og op i Jørgen Jensens lastvogn.
Det lykkedes at manøvrere ind og finde en parkeringsplads i virvaret ikke langt fra lastbilen. Der var lidt nerver på med en fremmed pony og en ukendt manøvre, så det var mildest talt ubelejligt, at pladsen var fyldt med mennesker, heraf en del nysgerrige små piger, som var ved at dåne ved synet af den nuttede pony.

Adr
Laban tog det i første omgang roligt. Den gik roligt ned ad rampen og stillede sig på den steghede asfalt på parkeringspladsen uden det mindste vrinsk. Så løftede den halen og kastede en enorm samling grønne hestepærer, der lugtede af Fanø og græs men mest af det, vi med et fint ord kalder for adr. Foran et forbløffet publikum.
Jeg var som lammet og havde ingen skovl med, så jeg lod klatterne ligge og trak den uartige pony hen imod lastbilen og frygtede endnu et show foran et stort publikum. Heldigvis havde Jørgen Jensen et godt tag på stædige heste, så han instruerede mig i at holde ham i hånden bag ved Laban. I det tiendedel af et sekund, pærekasteren ville gå bagud, skulle vi sammen gøre modstand og presse den frem. Det lykkedes og Laban opgav bakgearet og gik pænt op i vognen.

Dårlig samvittighed eller aflad
Jeg listede tilbage til den lille trailer, gik i en bue uden om den stinkende bunke efterladenskaber og lukkede lemmen. Så listede jeg ind i bilen og kørte forsigtigt væk med lidt dårlig samvittighed.
Først bagefter er den dybere mening trængt ind hos mig. Jeg har gjort aflad for min fars udåd. Få meter fra gerningsstedet, hvor en træt spyflue måtte lade livet for Ulrik Glamanns trang til at optræde havde jeg nu efterladt flere dages føde til hundredvis af sødt summende fluer.

torsdag den 28. maj 2020

Velkommen debat om vores spildevand


290 millioner liter urenset spildevand, som skulle være lukket ud i Øresund har skabt en kæmpemæssig og meget velkommen debat om rensning af vores spildevand.
Tankegangs kunder, de gode kommunale spildevandsfolk, følger måbende medieomtalen. De kan jo sætte tallene ind i en sammenhæng og kan se, at den planlagte udledníng i sig selv ikke var spor alvorlig. Den vil ikke gøre fra eller til for havmiljøet i Øresund.

Kompliceret og vigtigt
Det betyder ikke, at sagen er ligegyldig. Tværtimod. Hvor populistisk debatten end er, er den med til at sætte fokus på nogle ret komplicerede men meget vigtig problemstillinger.
1. Renset spildevand er ikke totalt rent vand. Det indeholder fosfor, kvælstof, spor af kemiske stoffer, mikroplast og andet godt.
2. Der er situationer, hvor det er nødvendigt at lede urenset spildevand ud. Først og fremmest ved voldsomme regnskyl.
3. Selv om vi renser og renser og renser, vil udledning fra landbrug og anden menneskelig aktivitet stadig være med til at føre uønskede stoffer ud i havet.

Effektive dansk teknologi
Jeg kan love, at de gode folk på renseanlæggene kun har ét ønske: at rense vandet så effektivt som muligt. De går virkelig op i det, og sammen med en række meget stærke danske virksomheder arbejder de løbende på at forbedre hvert et lillebitte trin i processen. Danmark er blandt de førende lande i verden på dette felt, og det høje ambitionsniveau hos spildevandsfolkene skaber grundlaget for en god eksport af know-how til andre lande.

God rensning er ikke nok
Men et godt renseanlæg gør det ikke alene. Vandet skal fra vores huse, virksomheder og institutioner og hen til renseanlægget. Gennem kloakkerne.
Når det vælter ned med vand fra oven, løber det ned i kloakkerne, som ikke kan holde til trykket. Derfor har forsyningerne udpeget steder, hvor vandet kan løbe over på nogenlunde kontrolleret vis. Det er typisk ved åer, der kan klare meget ekstra vand. Dette vand er ikke renset, men det er heller ikke stinkende kloakvand. Det meste er faktisk regnvand.

Regnvand og spildevand i hvert sit rør
En del af dette problem kan løses ved at skille regnvand og kloakvand ad i hvert sit rør. Det arbejder kommunerne på højtryk med i disse år, men inde i de gamle byer er det mere end almindeligt besværligt og meget dyrt, både for forsyningsselskabet og for grundejerne.
Den moderne løsning ved nybyggeri er at stille krav om, at husejerne skal håndtere regnvand på egen grund. Det kan lade sig gøre rigtig mange steder.

Højt grundvand
Og så er der en del steder i landet, hvor grundvandet står foruroligende højt og trænger ind i kloakrørene. Det er med til at fylde rørene og gøre det nødvendigt at udlede urenset spildevand blandet med regnvand og grundvand ved kraftige regnskyl.
Hvadbehar? Er kloakrørene utætte? Skal de så ikke skiftes? Det er dyrt, og den meget billigere løsning er strømpeforing, men de steder, hvor der er højt grundvand, vil det jo bare give endnu større problemer, for så vil grundvandet skabe oversvømmelser, når det ikke kan løbe i kloakken.

Læs din kommunes spildevandsplan
Alle disse problemer og mange til, arbejder kommuner og forsyninger med hver dag. Hvis du slår op i din kommunes spildevandsplan, vil du se en lang række projekter, som skal sættes i værk for at sikre bedst mulig rensning af spildevandet fra dit område.
Den perfekte løsning findes ikke, og det kan sagtens gøres endnu bedre end i dag. Det bliver så også tilsvarende dyrere. Så når du har stillet alle dine rimelige krav til rensning af spildevand, skal du lige huske, at du også skal betale for det.
Og så er havet ikke rent. For det bliver forurenet fra mange andre kilder. Her er dansk spildevand et lillebitte problem.



mandag den 18. maj 2020

Nu skal alle sortere det samme

 Lea Wermelin og Dan Jørgensen
ved dagens pressemøde i Sydhavn Genbrugscenter

Vi kom sent hjem fra børnefødselsdag søndag, så jeg gik først i seng ved 23-tiden. Der dukkede der en mail op fra Miljø- og Fødevareministeriet med invitation til pressemøde om regeringens ambitiøse plan for fremtidens affaldssortering.
På stedet besluttede jeg mig for at være med, da TV2 samtidig kunne fortælle, at det handlede om en meget omfattende plan: Alle skal sortere 10 affaldstyper fra - både derhjemme, på arbejdspladsen og i sommerhuset.

Stor opgave venter
Så jeg stod tidligt op og kørte østover. Jeg synes, det var lidt historisk, og der venter i hvert fald en stor opgave for kommuner og affaldsselskaber. Regeringen giver dem et år til at have den nye indsamling på plads.
De 10 fraktioner er:
Madaffald og restaffald.
Papir, pap, kartoner og plast
Glas og metal
Tekstiler
Farligt affald
Jeg skriver det på den måde, fordi det meget vel kan blive styrende for beholdervalg. Madaffald og restaffald i en beholder. Papir, pap, kartoner og plast i en anden. Glas og metal i en tredje, tekstiler i en sæk og farligt affald i en kasse for sig selv.

Mælke- og juicekartoner
Der er et par store nyheder. Rigtig mange danskere er irriterede over, at mælke- og juicekartoner i dag kommer i skraldespanden. Det gør de, fordi de er lavet af flere slags materiale, der er svære at skille ad, og fordi de kan indeholde gammel mælk eller juice, som kan ødelægge andet materiale. Hvordan det rent praktisk skal sorteres, skal Miljøstyrelsen nu i gang med at arbejde med. Vi må håbe, det går stærkt - men jeg tvivler.

Tekstiler
Tekstiler har vi masser af, og vi vil meget gerne aflevere dem til genbrug. Hellere det end til en lidt tvivlsom organisation, hvis behandling af tøjet og hvis økonomi, vi ikke helt kan overskue. Problemet er, at markedet for genbrugstøj allerede er totalt oversvømmet, så en stor del af det, vi afleverer ikke bliver brugt igen.

Plast - verdens mindste overraskelse
At alle kommuner nu skal indsamle plast er nok verdens mindste overraskelse. Miljøbevidste danskere har skreget på det i flere år. Her venter en meget svær opgave, nemlig at sikre, at vores sorterede plast rent faktisk bliver brugt til at producere nyt plast. Regeringens mål er, at 80% af vores plast kan genanvendes i 2030. I dag er det 20%. 
Her er jeg optimist. Der er lang tid til 2030, og når først der kommer en masse plast ind, og der er et marked for det, skal der nok blive udviklet fine løsninger. Rundt omkring i landet er kommuner og private virksomheder godt i gang og med dagens udmelding kommer der endnu mere turbo på den udvikling.

Hvad koster det?
Så er der pengene. Hvad koster det? Det kan ingen svare på endnu, men der løber nogle hundrede kroner på det årlige renovationsgebyr. Dertil kommer en spændende diskussion, som Folketingets partier nu skal tage: Hvordan afvikler vi overflødige forbrændingsanlæg.
Klimaminister Dan Jørgensen kaldte det på dagens pressemøde for tudetosset at blive ved med at importere affald for at få anlæggene til at løbe rundt.
 - Vi går en ny vej nu. Vi skal holde op med at brænde noget af, som kan bruges, og det skal vi selvfølgelig heller ikke gøre med affald fra andre lande, lød hans ræsonnement, som jeg er helt enig i.


Stærke pyromaner
Men det bliver svært. Pyromanerne i affaldsbranchen er stærke. De har investeret mange mio. kr. i moderne anlæg, som på meget effektiv vis kan omdanne skrald til varme og el uden at forurene omgivelserne. Jeg håber, at denne del af diskussionen ikke tager al opmærksomheden, for det vigtige er, at vi nu alle sammen kommer til at sortere endnu mere fra.
Og at vi producerer mindre affald, både mad, tøj og emballage.

onsdag den 15. april 2020

Vi kan ikke vælge Coronaen fra

Var det nu rigtigt at bruge 300 milliarder skattekroner på at bremse Corona i Danmark? spørger mange sig selv og hinanden. Og der er læserbreve og kommentarer på nettet, hvor folk forklarer os, hvad vi ellers kunne have fået for de penge.

Alle kommuners udgifter
Spørgsmålet er selvfølgelig relevant. 300 milliarder kroner er ikke bare mange penge. Det er helt vildt, uhyggeligt, ubegribeligt mange penge. Det er langt mere, end der skal til for at bringe Danmark i mål med 70 procent CO2 reduktion i 2030, og det er næsten et helt års udgifter i alle danske kommuner.

Hvad havde det kostet?
Men der er en ubekendt faktor i regnestykket, som ingen kan sige noget kløgtigt om. Hvad var der sket, hvis ikke regeringen havde lukket store dele af landet ned? Hvad havde det kostet?
Jeg tror - men jeg ved det ikke - at det havde været meget dyrere. Vi har set, hvordan Italien og Spanien er blevet totalt lammet af Corona. Vi oplever i disse dage en nærmest ukontrollabel situation i New York.
Danskerne er rejselystne folk, både indenlands og udenlands. Vi er rige, så vi kommer til mange sociale og kulturelle arrangementer. På den måde havde den fordømte virus alle muligheder for at sprede sig med raketfart iblandt os, hvis ikke regeringen i tide havde grebet ind med hjemsendelse og forsamlingsforbud.

Drastisk eller dristigt?
Vi ved stadig ikke, om lukningen har været for drastisk. Lige som vi heller ikke ved, om den planlagte genåbning er for dristig.
Men vi ved med sikkerhed, at det ikke var et valg mellem at bruge få eller mange penge. Coronaen var og er her, og den koster ethvert samfund milliarder af kroner. Corona kan vi ikke vælge fra.

søndag den 29. marts 2020

Klima efter Corona

 Her er noget af det, du kan opleve i Danmark uden at flyve.

Luftforureningen i Europas byer er faldet markant under Coronakrisen. CO2 udledningen er gået samme vej. Det har været mere effektivt end alle klimatopmøder tilsammen. Corona har givet kloden et tiltrængt pusterum.
Spørgsmålet er så, om alt vender tilbage til det gamle, når den fordømte virus på et tidspunkt er kommet under kontrol. Det ved vi ikke, men vi har da lov at håbe, at vi allesammen ændrer en lille smule adfærd.

Flere onlinemøder
Jeg har personligt ét punkt, hvor jeg vil gøre ting anderledes i fremtiden. Jeg vil holde flere online møder med kunder. Det kan spare nogle køreture - ikke alle - og dermed både tid, penge og CO2 udledning.
Når først, man har fået teknikken på plads på sådan et møde, fungerer det udmærket. I hvert fald, hvis man højst er 4 personer, så alle kan se hinanden hele tiden.
Måske gør krisen også noget ved vores generelle forbrugsmønster. Min fornemmelse er, at vi har købt mindre her i de seneste uger. Jeg har ikke manglet noget, så spørgsmålet er, om vi fortsætter på et lidt lavere niveau.

Krydstogt og fly
Så er der krydstogtskibene, som yder et foruroligende højt bidrag til forureningen i havnebyerne. Det må være muligt at stille krav om landstrøm, så de enorme dieselmotorer ikke står der og brøler, mens de kære turister shopper i byen. Anlægget er dyrt, og hvem skal betale? Det må der findes en løsning på. Det kan simpelthen ikke passe, at den forurening skal fortsætte og stige.
Flytrafik bliver der vel også mindre af. I hvert fald på kort sigt. Jeg tror, de fleste danskere vil holde ferie i Danmark til sommer. Det kommer der en god ferie ud af, og kig nu grundigt på kortet. Der er tusindvis af skønne pletter i vores lille land.
Jeg har en god kontakt med Ærø Kommune, som vil gøre lidt ekstra ud af markedsføringen op til sommersæsonen. Det er en skøn ø, og du kan sejle dertil med en elfærge :-)

Billigst at investere
Rent politisk bliver det spændende, om klimaet fortsat står højt på dagsordenen på Christiansborg, nu hvor milliarderne netop er fosset ud af statskassen i et helt uhørt tempo.
Jeg håber det. Det har været dyrt at lukke landet delvist ned - men alternativet kunne blive endnu dyrere. Sådan er det også med klimaet. Vi skal alle sammen investere lidt, betale lidt ekstra og lide lidt afsavn. Gør vi ikke det nu, bliver det meget dyrere om få år.



torsdag den 19. marts 2020

Enighed eller samarbejde?



Enigheden sejrer i byrådene hedder en overskrift i KLs magasin Danske Kommuner. Redaktionen har spurgt landets byrådsmedlemmer, hvordan de oplever samarbejdet i deres kommune. Resultatet er opløftende og ikke overraskende. Byrådsmedlemmerne oplever generelt et godt samarbejde. Bedst i Lejre og Brøndby, hvor samarbejdet får karakteren 4,5 på en skala fra 1-5. Værst i Slagelse, der er nede på 1,8.

Alle får indflydelse
Overskriften er efter min mening uheldig. For samarbejde og enighed er ikke det samme. Et godt samarbejde fører til et fælles resultat, som alle bakker op om og er tilfredse med. Men det behøver ikke at føre til enighed.
Et godt samarbejde betyder, at alle får indflydelse, og at alle føler sig lyttet til. At der har været en god proces og dialog. Det er kommunerne gode til, og de har en kultur for at finde løsninger sammen.
Men det må ikke forveksles med enighed.

Uenighed i forhandlingslokalet
Mange borgere oplever, at et samarbejdende byråd er for enigt. Det er ét fedt, om man har stemt på Socialdemokratiet eller Venstre - de stemmer jo altid sammen. Her glemmer man alt det, der er sket inden afstemningen. I forhandlingen eller dialogen har der været masser af plads til uenighed. Men når alle parter ønsker at få indflydelse, har de fundet en løsning sammen.


Flertalslogikken
Her er det vigtigt at forstå den forudsætning, der ligger til grund for alle politiske forhandlinger: Flertallet bestemmer. I et byråd med 29 medlemmer, gælder det om at tælle til 15. Når man har gjort det, kan de 14 andre få medindflydelse - eller de kan bakke ud og gå ud på gader og stræder og beskylde de 15 for alverdens dumheder.
Flertalsdiskussionen kommer meget sjældent op. Men den ligger på rygraden af enhver politisk forhandler. Er der ikke et flertal, er forhandlingsparterne nogenlunde ligeværdige. Er der et flertal, sidder mindretallet med hatten i hånden.
Jeg håber ikke, det lyder som et kynisk magtspil, for sådan oplever politikerne det meget sjældent. Det er bare en ramme for det daglige samarbejde.

Tillid er kittet
Samarbejde bygger på tillid, og den opnår man kun ved at tale sammen og være åbne. Den gode borgmester bruger en stor del af sin tid på at tale med gruppeformænd og udvalgsformænd og på at holde dem orienteret og spørge til deres holdning til små problemstillinger, der dukker op. Også, selv om borgmesteren sidder på et solidt flertal.
Det er samarbejde.

Også i virksomheder
Og hvis jeg så lige må slå en krølle til private virksomheder, så er det nogenlunde samme mekanismer, der er på spil. Her er vi ikke enige om alting, men har vi et godt samarbejde, finder vi fælles løsninger. Også her er der et magtforhold, som ligger på rygraden og som ikke bliver sat i tale hver gang, vi skal træffe en afgørelse. Også her ønsker den eller dem, der har den afgørende magt at finde fælles løsninger i stedet for at slå i bordet og trumfe egne synspunkter igennem.

fredag den 28. februar 2020

Færdig med Fock

Det er direkte pinagtigt at læse fremtrædende medlemmer af Alternativet, som farer ud i pressen med nådesløse personlige beskyldninger mod den formand, partiet netop har valgt.
Det er eklatant mangel på respekt for medlemmerne, som med et markant flertal fravalgte ledelsens foretrukne valg, Rasmus Nordqvist.

Formanden trækker sig
Men det er politik. Og det er en underholdende historie for medierne, som dyrker den og nu leder med lys og lygte efter medlemmer og folkevalgte, der kan kaste smuds på Josephine Fock. De pibler frem.
Vi har set det før hos andre partier, og udgangen på det er forudsigelig. Den jagtede formand trækker sig tilbage under henvisning til, at hun vil det bedste for sit parti.
Og så er det synd for hende i et par dage.

Umenneskeligt pres
Med det tempo, som konflikten optrappes med i disse dage, vil jeg tro, at Josephine Fock kaster håndklædet i ringen inden 10 dage. Det er et umenneskeligt pres, hun er udsat for, og det er ikke umagen værd at kæmpe imod. Josephine Fock er brændemærket af sine kolleger og står uden mulighed for at udføre reelt politisk arbejde, når alle omkring hende er modstandere.

Selvmord eller genoplivning?
Medierne synes at være enige om, at Alternativet er ved at begå selvmord som parti ved denne udemokratiske magtkamp. Det lyder meget sandsynligt.
Men det er ikke sikkert. Når stormen har lagt sig, og der er valgt en ny partileder, kan det være, at alle har lidt dårlig samvittighed og vælger at arbejde for sagen i stedet for at arbejde imod en person. Og så er det igen politik, hvor alt kan ske.

tirsdag den 18. februar 2020

Læren fra Kaj: Du er leder

Forleden døde en af Frederikshavns kendte skikkelser, Dafolos tidligere direktør Kaj Jørgensen.
En god mand for byen, der var med til at udvikle en stor virksomhed, der har udklækket mange talenter. Et af Dafolos børn er Tankegang. Vores firma blev stiftet i 1986 af syv udbrydere fra Dafolo. De udgjorde hele Dafolos kortgruppe, og gik solo under navnet Kortgruppen.
Denne lille artikel skal ikke handle om forholdet mellem Dafolo og Tankegang, men om Kajs indirekte indflydelse på Tankegang.

Selvstyrende grupper
Hans fremsynede idéer om ledelse er tankegodset bag vores virksomhed, og vi forsøger stadig at leve efter Kajs principper.
På Dafolo var styreformen selvstyrende grupper. Kortgruppen var en af dem, og de bestemte selv, hvordan de ville arbejde, hvordan de ville sælge, udvikle nye services og producere det, de havde solgt. Blot skulle det leve op til Dafolos værdier, og der skulle være forretningsmæssig fornuft i deres dispositioner.
Kajs enkle teori var, at kortfolkene var de bedste til at udvikle, sælge og producere kortløsninger. Bedre end blanketfolkene, trykkerne, ledelseskonsulenterne, forlagsfolkene og administratorerne i Dafolo. Derfor skulle de selvfølgelig bestemme over deres egen del af virksomheden.

Indvid, gruppe og virksomhed
Fælles for alle grupper var, at de arbejdede med at udvikle sig selv. Jeg er ikke skrap i ledelsesteori, men det handlede om forholdet mellem individ, gruppe og virksomhed. Idéen er, at alle tre parter er afhængige af hinanden. Hver medarbejder skal spørge sig selv: Hvad kan jeg bidrage med til gruppen og virksomheden, og hvad kan gruppen og virksomheden bidrage med til min udvikling?
Et centralt begreb her er selvledelse. Enhver er den bedste til et eller andet og skal arbejde med det, hun er god til. Når man øver sig, bliver man endnu bedre, og det gavner både individ, gruppe og virksomhed.

Team bestemmer selv
Tankegang er en mindre virksomhed, og vi består af en lang række små selvstyrende grupper. Her er selvledelse helt basalt. Det enkelte team bestemmer på Tankegangs vegne, hvordan vi gør, hvad det skal koste og hvem, vi i øvrigt vil involvere. Opstår der problemer undervejs, kan teamet bede om gode råd. Fra ledelsen, fra en klog kollega eller fra alle kolleger.
På det individuelle plan gælder princippet om selvledelse. Jeg tror, at hver enkelt ansat i Tankegang er hamrende god, og jeg overlader trygt til enhver kollega at tilrettelægge sine egne opgaver, byde ind på det, hun er bedst til og tage ansvar for egen udvikling. Jo bedre, hver enkelt er, jo bedre er Tankegang.

Der er ikke frit slag
Selvledelse betyder ikke, at alle bare kan gøre, hvad de vil og på deres egen måde. Vi har metoder, normer og rutiner, og vi har vores værdier - at det skal være sjovt, trygt og udviklende at være ansat i og arbejde sammen med Tankegang. Det er op til os alle sammen at leve op til dem. Det udvikler sig naturligvis løbende, og derfor er den interne kommunikation helt afgørende. Vi skal alle sammen være gode til at fortælle hinanden, hvad vi har besluttet.
Det svigter naturligvis en gang i mellem. Vi er kun mennesker, men jeg er helt sikker på, at den værdibaserede og tillidsfulde tilgang skaber en bedre arbejdsplads og bedre resultater end et topstyret regime præget af regler og kontrol.
Det mente Kaj også.


tirsdag den 28. januar 2020

Hvad er der i vejen med at sige undskyld?

Jyllands-Posten har igen bragt sig selv i fokus med en tegning, der bliver misforstået.
Muhammedtegningerne skulle vise, at intet er helligt, når man laver satire i et moderne medie. De skulle demonstrere, at medierne ikke underlægger sig selvcensur.
Nu er det så en tegning af Coronavirus i det kinesiske flag, som har fået kineserne op i det røde felt.

Gør grin med en sygdom
De er tilsyneladende kollektivt forargede over, at en fremtrædende dansk avis på den måde gør grin med en sygdom, som er ude af kontrol.
Jyllands-Posten afviser kritikken og siger, at det bestemt ikke var for at gøre grin med nogen, men blot en illustration, som meget kort indrammer fortællingen.
Den forklaring køber jeg gerne. Hvis det havde været satire, skulle avisen have ramt kineserne med noget politisk, for eksempel deres jerngreb om Hong Kong eller deres systematiske forfølgelse af politiske modstandere. Coronavirus er jo ikke noget, politbureauet eller centralkomiteen har sat i værk for at genere befolkningen.

Sig da undskyld
Men hvorfor er de så stædige i Viby? Sker der noget ved at sige undskyld? Det var ikke ment som en fornærmelse, men sådan kan vi se, at I har opfattet det. Det beklager vi.
Går der nogen skår af Jyllands-Postens ytringsfrihed ved at være lidt høflig? Det kan jeg ikke se.
Avisredaktioner træffer hver dag mange hurtige beslutninger, og de kan ikke bare undlade at gøre noget. For der skal en ny avis ud hver dag og nye opdateringer op hele tiden. Så der må engang imellem komme noget ud, som virker imod hensigten. Noget, som redaktionen ikke lige havde tænkt igennem, inden den ansvarlige trykkede på knappen.

Ny avis ud i morgen
Jeg håber ikke, der går storpolitik i den lille sag, for den bør ikke være politisk. Det er alene en sag for Jyllands-Posten. Hvis avisen ikke undskylder - så er det lidt dumstædigt. Og det er så det. Der skal en ny avis ud igen i morgen, og den skal hellere handle om noget, der sker ude i samfundet end om avisens selvskabte konflikt med nogle hundrede mio. mennesker, som hverken er abonnenter eller annoncører.

fredag den 17. januar 2020

Irans værste fjende

Irans værste fjende er landets eget styre.
Efter mordet i Irak på den åbenbart meget populære general Soleimani har præstestyret begået fire fatale brølere, som fuldstændig har undermineret dets egen troværdighed.

1: 90 trampet ihjel
Den første var at udkommandere alt for mange mennesker til en mindehøjtidelighed for generalen. Der var slet ikke styr på logistikken, så mindst 90 iranere døde ved den lejlighed. Mast eller trampet ihjel. I ethvert almindeligt land ville det være en kæmpe katastrofe, hvis en statslig ceremoni endte med, at 90 af landets egne indbyggere døde.

2: Rutinemæssig løgn om angreb
Få dage efter kom brøler nummer to. Iranerne gennemførte et missilangreb mod to militære baser i Irak som hævn for nedskydningen af Soleimani. Straks efter gik styret ud og forsøgte at bilde befolkningen ind, at 80 amerikanere blev dræbt ved angrebet. Det rigtige antal var 0. Men det ligger åbenbart så dybt i de iranske ypperstepræster, at officielle udmeldinger som standard er løgn.

3: Nedskydning af passagerfly
Tredje katastrofe var Irans nedskydning af et ukrainsk passagerfly, som kostede 176 mennesker livet - de fleste af dem iranere eller folk med tæt tilknytning til Iran.

4: Tre dages gentagne løgne for hele verden
Og den fjerde var endnu en fed og mange gange gentagen løgn over for befolkningen og resten af verden. I tre dage forsøgte styret at bilde omverdenen ind, at flyet var styrtet ned på grund af en motorfejl. De vidste selv bedre. De kendte den reelle årsag fra det øjeblik, flyet faldt ned. Men de løj og løj og løj og løj i tre dage. Da ukrainerne oplyste, at flyets ene sorte boks var fundet, løj de videre og beskyldte amerikanerne for at stå bag en sammensværgelse mod det iranske folk.
Først da en amatørvideo af missilnedskydningen var gået verden rundt, kunne de religiøse løgnhalse ikke narre deres egen befolkning længere. Så måtte de indrømme, at de havde skudt flyet ned ved en beklagelig fejl. På grund af en amerikansk provokation, naturligvis.

Sikkerhedsstyrker slår iranere ihjel
Nu er der igen store demonstrationer imod styret, og de bliver igen brutalt behandlet af det, præsterne kalder for sikkerhedsstyrker. Vi ved, at staten ved demonstrationer i november myrdede omkring 1500 landsmænd. Hvor mange af landets egne indbyggere, der denne gang skal lade livet for at sige deres mening, kan vi kun gætte på. Kun ét er sikkert: Regeringen fortæller ikke sandheden.
Det er absurd og helt vildt bedrøveligt, at et stort og rigt land som Iran skal køres i sænk af en religiøs elite, som er ligeglade med menneskeliv og med sandheden.

Styret må falde
Jeg tillader mig dog at have en vis optimisme. Det må simpelthen styrte sammen, det vanvittige regime. Når den folkelige modstand bliver kraftig nok, viser selv de hårdeste diktaturer sig at være en tom skal. Vi så det i Østeuropa for 30 år siden, og vi så det i Tunesien og Egypten i 10erne.
Den såkaldte åndelige ledelse i Iran er gået så langt over stregen denne gang, at dens styre må forvitre.

Fra diktatur til kaos
Og så burde jeg slutte her med et halleluja.
Desværre ligger lykken ikke lige om hjørnet for de hårdt plagede iranere. Når og hvis præstestyret bliver sendt på porten, bliver det sandsynligvis erstattet af et mangeårigt kaos, som ikke gør hverdagen stort bedre for almindelige mennesker i landet.

mandag den 6. januar 2020

Papiravisens snarlige død



Da jeg gik på Journalisthøjskolen (med stort, for der var kun den samme dengang) i 80erne diskuterede vi ofte papiravisens skrøbelige fremtid. Dagblad efter dagblad havde drejet nøglen rundt, og oplaget på de overlevende faldet med ca. 1 pct. om året.
Den alvorlige trussel var de unge. Disse håbløse væsener, der ikke havde forstået betydningen af en fri og uafhængig presse, men som gik mere op i disko, punk eller det, der var værre.

Internettet
Så kom internettet, og med det de første dødsdomme over den trykte avis. Jeg tror selv, jeg var blandt de kloge, som ikke ville give papiraviserne længere levetid end til år 2010.
Nu er jeg så klog, at jeg ikke tør udtale mig skråsikkert. Men jeg ved, at papiravisernes oplag går støt tilbage, og det skyldes igen de unge. Ingen under 30 holder en avis, så vi kan tælle ned til den sidste gamling sidder og bladrer stædigt i det sværtede papir.
Eller hvad?

Er det kun skærm vs papir?
Logikken holder ikke. De unge læste ikke avis i 80erne, men en stor del af os, der var unge dengang, gør det i dag.
Er det nu helt sikkert, at de unge i dag ikke vil læse papiravis om 10, 15 eller 20 år? Kan vi mon vænne dem til det?
Er det helt bombegranatsikkert, at de altid foretrækker en skærm for papir? Er det skåret i granit, at fremtidens midaldrende ikke interesserer sig for lokale og regionale nyheder? Jeg tror det ikke.
Jeg tror, aviserne skal kigge på indholdet, på temaerne, på vinklingen, på sproget og på formen. En del af dem ser 80er eller 90eragtige ud og henvender sig ret entydigt til sådan nogen som mig. Det er egentlig ret naturligt, for jeg er en typisk avislæser, og det er god latin at give sine kunder det, de vil have.

Spyt de dyre vine ud
Men der skal også nye kunder i butikken, og de kommer ikke med historier til og om midaldrende. Anmeldelser af restauranter og dyre vine, beskrivelse af eksotiske rejsemål og konforme læserbreve fra sure gamle mænd får ikke min kloge datter til at holde avisen.

Mere klima og fitness
Avislæsere vil overraskes og have nye vinkler på tingene. Vi vil også gerne puffes lidt til. Så jeg tror, der skal mere klima, fitness, digitalt og sundhed i spalterne. Mere om Netflix og Apple og mindre om DR og TV2. Mere humor, mere natur, mere videnskab og teknologi. Flere unge stemmer og skribenter og flere børn og unge i spalterne.
Skriv avisen til en yngre målgruppe. Vi andre vil gerne læse med. Hellere end gerne.