Endnu en glad elbilejer

 

I halvanden måned har jeg nu været ejer af en elbil, og mange vil nok mene, det er et dristigt eksperiment, jeg har kastet mig ud i.

Jeg kører nemlig rigtig meget, og jeg kører lange ture. Det er ikke usædvanligt, at jeg lægger 5-600 kilometer asfalt bag mig på en dag. Kan det lade sig gøre i en elbil?

Det korte svar er: Sagtens.

Rækkevidde er en opgave
Rækkevidden er det store kritikpunkt hos dem, der er skeptiske over for elbiler. For elbilister er det ikke noget større problem. Engang imellem er det en opgave, der skal løses. Og det bliver den så.

Jeg synes, det er lidt sjovt at planlægge turen og udpege mulige ladestationer, hvor man lige kan holde ind og få en kop kaffe. Og det er en stor tilfredsstillelse at trille en lang tur og komme sikkert ind på gårdspladsen med lidt strøm på batteriet.

Basen er opladeren herhjemme. Den kan lade mit batteri op på 5-6 timer. Hvor lang tid, det tager, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at den er fuldt opladet om morgenen, når jeg har sat stikket til som det sidste, inden jeg går i seng.

Strøm nok - ikke fuldt opladet
Herfra går øvelsen ud på hele tiden at have strøm nok til at kunne klare dagens besøg hos kommuner og forsyningsselskaber. Det går IKKE ud på hele tiden at have batteriet fyldt med strøm. Forestil dig en tur til Vejen, Horsens og Vejle. Så kører jeg hjemmefra og til Vejen og napper en kaffepause i Randers, hvor der lige kommer 100 kilometer strøm på. I Horsens sætter jeg bilen ved en lader og går eller cykler til rådhuset, og det samme gør jeg i Vejle. Nu er der strøm nok til at køre til Randers eller Haverslev, hvor jeg kan få de sidste 100 kilometers strøm, mens jeg nyder en sandwich og bladrer i mine mails.

En times arbejde
Så let går det ikke altid. En dag, jeg havde det sidste møde i Vejle til kl. 16.30, var der kun 50 kilometer strøm på bilen. Så kørte jeg ind til en lader ved Føtex og sad i caféen i en time med min computer og arbejdede med det, jeg netop havde holdt møde om. Så gik turen nordpå og med et kort stop i Haverslev kom jeg trygt hjem.

Tre typer ladere
Der er groft sagt tre typer ladere. Vi kan kalde dem langsomladere, hurtigladere og lynladere. De langsomme er som den herhjemme. Det giver strøm til 40-50 kilometer på en time. De hurtige giver 100 kilometer på et kvarter og lynladerne giver over 200 kilometer på et kvarter.

Lynladerne er kun nogle få steder i landet, men der kommer flere de kommende år. Det er ren luksus. Ellers er det hurtigladerne, jeg har brug for ude i landet. De må gerne stå tæt ved motorveje og de store landeveje.

Inde i byerne er der brug for mange af de billige langsomladere, så man kan finde et sted at lade sin bil op om natten. Når jeg overnatter i en by, må der meget gerne være en langsomlader i nærheden, så jeg har toptunet batteri næste morgen.

749 kr. pr. måned
Jeg har valgt Clever som leverandør, så jeg har en app med overblik over deres ladekort. Jeg kan også se, hvilke ladere, der er ledige. Jeg tror, det er et heldigt valg, for Clever udbygger sit net meget kraftigt i de kommende år. Jeg betaler 749 kr. om måneden for fri opladning, og jeg får elprisen refunderet for den strøm, jeg tapper hjemmefra. Til overflod har jeg valgt en leverandør af strøm, som har fleksible priser, så jeg næsten altid får mere refunderet end jeg betaler for, når jeg lader bilen op om natten.

Økonomien er også en glæde ved at være elbilejer. Min udmærkede Hyundai Kona kostede lidt mere end 300.000 kr., og jeg kan køre mine 4000 kilometer om måneden for 700 kr. I København, Frederiksberg og snart Aarhus er der gratis parkering for elbiler, og er der en ladestander på en p-plads, er den jo forbeholdt elbiler.

Klima, lyd og fart
Så er der klimaet. Nul udstødning og det meste af strømmen kommer fra vindmøller, da jeg fortrinsvis lader op om natten. Det gør mig glad, at jeg kan køre bil med grøn samvittighed. Rigtig, rigtig glad.

Endelig er der komforten. Det er mere end almindeligt skønt, at bilen er lydløs. Jeg bilder mig ind, at jeg er mindre træt end tidligere, når jeg kommer hjem fra en lang tur. Jeg har ikke siddet hele dagen i støj. Og så er elbiler jo vakse i optrækket, så man kommer hurtigt ud af lyskrydsene og op i den lovlige fart.

Fartbøder - bliver der nok heller ikke noget af. Hurtigkørsel koster strøm og dermed rækkevidde. Den føromtalte tur til Vejen klarer jeg næppe med 130 km/t på motorvejen, men med 110 går det an. Det tager måske 5-10 minutter længere tid men er til gengæld mere afslappende.

Tak til Nordsøoliens fædre og banemænd

  Her er en spandfuld vedvarende energi:
hakket madaffald, blandet med spildevandsslam.
Når det rådner i en tank, udskiller det grøn gas.

 

 

Vi velfærdsdanskere har meget at takke Nordsøoliens fædre for. Dem, der i sin tid satte milliarder af offentlige og private kroner på spil for at udvinde gas og olie fra Nordsøen, er stærkt medvirkende til vores nuværende velstand.

I 1970erne var dansk økonomi på vej ud over afgrunden, og en af hovedårsagerne var stigende energipriser. Oliesheiker i Mellemøsten kunne skrue op for priserne eller ned for forsyningerne, og begge dele havde katastrofale følger for danske virksomheder og forbrugere - og dermed også for statskassen.

Selvforsynende
Olie og gas fra Nordsøen blev svaret på udfordringen, og Danmark blev stort set selvforsynende med energi. Det skabte tusindvis af arbejdspladser og forbedrede virksomheders, privatpersoners og statens økonomi markant. Alene den afgift, oliefirmaerne har betalt staten for at udvinde det sorte guld løber op i over 500 milliarder kroner.

Forleden besluttede et bredt flertal i Folketinget at slukke for olien i Nordsøen senest i år 2050. Jeg mener det er en lige så fremsynet beslutning som satsningen i 70erne. 

EUs største olieproducent
Den vigtigste grund er klimaet. Danmark er den største olieproducent i EU, og selv om det ikke batter meget på verdensplan, er vi med til at sende et signal til omverdenen om at den fossilfri energiforsyning ikke er en utopi. Det er en opgave. Den danske beslutning vil forhåbentlig inspirere andre til at følge samme spor.

Økonomisk tror jeg på, at de manglende indtægter fra olien kommer mangefold igen. Beslutningen sætter skub i en udvikling henimod en fossilfri industri i Danmark, og jo før den kommer, jo bedre kan danske virksomheder klare sig på verdensmarkedet. Vedvarende energi bliver billigere end olie, gas og kul, og flere og flere globale kunder vil ikke handle med virksomheder, der udleder CO2.

Globalt konkurrenceparameter
Klima og bæredygtighed er for længst blevet et konkurrenceparameter i den benhårde globale forretningsverden, og det bliver kun forstærket i de kommende år. Det gælder ikke bare Danmarks fem største virksomheder, men om et øjeblik også deres leverandører og samarbejdspartnere. Hele verden hænger jo sammen i den digitale tidsalder.

Stop for Nordsøolien er endnu et puf til den grønne omstilling, som i øvrigt drøner derudaf uanset, hvad de vedtager på Christiansborg. Heldigvis.

 

Juridisk beskæftigelsesprojekt om TV2 milliarder

En 25 år gammel sag bliver ved og ved og ved med at kaste usikkerhed over TV2. Den er så indviklet, at det næsten ikke er til at forklare, men i værste konsekvens kan den koste TV2 3 milliarder kroner.

Hvor mange retssager og klager, der har været ført i sagen, har jeg for længst mistet overblikket over. Men det er et gigantisk beskæftigelsesprojekt for jurister. Advokatomkostningerne ligger i hvert fald på et tocifret millionbeløb.

Det er skønne spildte penge. Uanset, hvordan sagen ender, betyder det ikke bedre eller dårligere programmer fra TV2. 

TV-reklamer som statsstøtte
Nu til sagen. TV2 havde store økonomiske problemer midt i 90erne, og ejeren - den danske stat - ville gerne hjælpe. Det måtte den ikke, fordi det ville være konkurrenceforvridende over for privatejede kommercielle tv-stationer. Med TV2s hjælp fandt staten en kattelem: At annoncere ekstra meget. Det var ikke statsstøtte, men betaling for en ydelse til TV2s datterselskab TV2 Reklame. Denne indirekte støtte stod på i 7 år.

Efter de første års retssager blev det slået fast, at det IKKE var ulovlig statsstøtte. Det var inden for EUs regler på området. Men staten skulle have anmeldt det til EU, som efterfølgende ville have godkendt ordningen.

Det gjorde staten ikke, og derfor forsøger selskaberne bag to privatejede trv-stationer at få TV2 dømt til at betale 1.75 mia. kr. i såkaldte ulovlighedsrenter - plus 1,2 mia. kr. i procesrenter.

Sagen er afgjort: Den kan køre videre
Sagen bliver beskrevet i medierne med jævne mellemrum, og i dag er der sket en ny udvikling. Nettjenesten MediaWatch rapporterer, at EU-Domstolen har givet de to private firmaer ret i, at staten skulle have anmeldt ordningen til EU.

Det betyder ikke, at TV2 nu skal betale den krævede formue. Det betyder blot, at Østre Landsret kan genoptage den sag, som de to firmaer har anlagt mod TV2.

Hvornår den ender,  er et åbent spørgsmål. Men uanset domstolens afgørelse er sagen garanteret ikke afsluttet, så man kan nemt forestille sig en jurist, der kommer til at bruge hele sit arbejdsliv på denne ene sag. Sikke et liv.

TV2 har afvist kravet. Et af de spidsfindige spørgsmål er, om TV2 skal betale for statens manglende indberetning til EU, eller om staten skal. Det er bestemt ikke ligegyldigt, selv om TV2 er 100% statsejet. For hvis TV2 engang i din alderdom bliver dømt til at betale - så må staten ikke dække tabet for sit selskab. Det ville jo være ulovlig statsstøtte.

Brian laver sjov
Sagen har haft konsekvenser i den virkelige verden. Skiftende borgerlige regeringer har arbejdet for at privatisere TV2. Det var en mærkesag for ham den sjove Brian Mikkelsen, og den kunne han dyrke i årevis, for det er umuligt at sælge en virksomhed, der risikerer at skulle betale 3 mia. kr., hvis en retssag falder uheldigt ud.

 

Spar håndører for klimaet

 

 

En fiks app har givet mig et nyt og nyttigt tidsfordriv. Jeg er nemlig gået over til elselskabet Barry, hvor man betaler markedsprisen time for time for den strøm man bruger + 35 kr. om måneden i abonnement.

Udbud og efterspørgsel
Prisen følger man på appen, og det er både sjovt, nemt og lærerigt. Udbud og efterspørgsel er direkte til at aflæse på prisen. Om morgenen og sidst på eftermiddagen er strømmen altid dyrest. Om natten er den billigst. Og så er den billig på de dage, hvor det blæser kraftigt og solen skinner. Og på andre dage. Jeg har læst mig til, at vandstanden i norske og svenske vandløb har indflydelse. Jo højere den er, jo mere el producerer deres mange vindkraftværker.

Tøjvask til -7 øre pr. KwH
Her i den første tid er der gået lidt sport i det. Lørdag aften satte jeg en tøjvask over og bad vaskemaskinen vente til kl. 4 søndag nat med at starte. Her var elprisen nemlig på minus 7 øre pr. kilowattime. I løbet af søndagen gik den i plus, og da vi gik i seng søndag aften, var det opvaskerens timer, jeg havde i sving. Ved midnat faldt kilowattprisen med 12 øre, og det er jo værd at tage med.

Det er muligt, jeg kun sparer håndører ved at bruge strøm, når den er billigst. Men så kan jeg trøste mig med, at det er godt for klimaet. For det er helt sikkert, at den billige eller gratis strøm kommer fra vedvarende energi. Ingen tænder en motor for at producere strøm til 0 øre. 

Vedvarende energi til latterlige priser
Det er lidt kedeligt, at vi på nogle tider af døgnet producerer mere vedvarende energi, end vi bruger, mens vi på andre tider må bruge strøm, der er produceret af fossile brændsler, som udleder CO2. Jeg yder mit lille bidrag ved at bruge grøn strøm om natten. Om kort tid får jeg en elbil, og så skal den selvfølgelig også lade op i de billige timer, hvor strømmen kun kommer fra vedvarende energi.
I den grønne omstilling tæller min indsats og din indsats. Hvis to millioner danskere bruger lidt mere vedvarende energi, gør det en forskel. Men det er ikke nok.

Heldigvis arbejder mange gode kræfter på at udnytte den vedvarende energi mere systematisk. Det bliver hurtigt meget teknisk, men ét enkelt princip er at varme vand op med vindmølle- eller solcellestrøm. Det opbevarer man i isolerede tanke og trækker varmen ud, når behovet er størst. Supermarkedernes kølebokse kan det samme. Når strømmen er billig, køler man dem helt ned til - 24 grader, og så slukker man, når strømmen bliver dyrere. Eller udnytter energien i andre sammenhænge.

Elbiler som batteri
Elbilerne kan også bruges som batteri. Idéen er, at du kobler din elbil på nettet, når du kommer hjem fra arbejde. Her er elforbruget højt, så nettet får lov at aflade din bil i de dyre timer. Så kan du lade den helt op igen om natten, når elforbruget falder.

Og der er tusindvis af andre idéer, som allerede er ved at blive realiseret. Smart data er drivkraften i det her, for det hele skal gerne foregå automatisk og så let for den enkelte forbruger som overhovedet muligt.

Det fratager ikke dig og mig for det personlige ansvar. Der kommer hele tiden nye muligheder for at ændre vores vaner og gøre tingene lidt anderledes til gavn for vores fælles jordklode. Det slipper vi ikke for og skal heller ikke.

 

De rette gale

Marianne Jelved er tilbage i en central rolle hos de radikale.

Hun har fået titel af kontaktperson og skal være en slags konsulent for formand og næstformand. Hendes opgave bliver at holde partiet nede fra træerne. Samarbejde og dialog skal have højere prioritet end bombastiske udmeldinger og jævnlige trusler om at vælte regeringen.

Det er godt for partiet, og det er også godt for Danmark. Jeg tror, der kommer flere fornuftige aftaler ud af den radikale krise - og sikkert også flere brede aftaler. De er som bekendt de mest holdbare.

Langt væk fra hvad?
Besserwisserne på TV2 News er rørende enige om, at de radikale er længere væk fra magten nu end nogensinde. Deres argument er, at hverken Mette Frederiksen eller Jacob Ellemann-Jensen vil i regering med de radikale.

Så det er rigtigt, at de er langt væk fra ministerposterne. Men de er stadig en uundværlig del af regeringens flertal. Det giver indflydelse. Regeringen kan ikke få en finanslov igennem uden de radikale, eller for den sags skyld uden Enhedslisten. Hvis Socialdemokratiet går uden om sit parlamentariske grundlag i en vigtig forhandling, er der kun flertal til højre, ikke til venstre. Og så er de radikale med.

Det er en langt bedre position, end de radikale var i fra 2001-11 og fra 2015-19. Der var det Dansk Folkeparti, som sad med de afgørende mandater for de borgerlige regeringer.

Også en slags mennesker
I den periode har de radikale opbygget en identitet, som de rette. Dem, der altid stod for de rigtige, principielle og moralsk opbyggelige holdninger. Nu viser det sig, at de også kunne være galt på den, at de radikale også var en slags mennesker, der begår fejl.

Og det kommer der tilsyneladende det gode ud af, at tonen over for samarbejdspartnerne til højre og venstre på Christiansborg bliver mere fremkommelig. Mindre skinger og mindre bedrevidende. Det er jeg sikker på, for når Marianne Jelved sidder med ved bordet, så opfører man sig ordentligt. Det ved jeg af egen erfaring og fra mange andre, der har oplevet den kloge overlærer fra Jyllinge.

Du må gerne være lidt højtidelig

 

I betragtning af, at jeg er hedning, var det ret usædvanligt, at jeg var i kirke to gange i sidste uge. Men det gør jeg meget gerne, når anledningen er til det, og det var den desværre og heldigvis. Det var nemlig en bisættelse og en konfirmation.

Vores dejlige nabo Helle døde i forrige uge, og den lille lokale kirke var fyldt med folk i pænt tøj, der ville markere det sidste farvel. Solen skinnede, og det blev en smuk og enkel ceremoni, som er et godt minde om et særligt menneske.

Kærligt portræt
Konfirmanden var min kære niece Kamille, og der var anderledes schwung over rammerne. Det foregik nemlig i Roskilde Domkirke.

Det blev en meget hyggelig dag for os alle. Det var også en smule højtideligt med nogle indholdsrige taler, der både tegnede et kærligt portræt af Kamille og kom med nogle gode råd uden antydning af løftede pegefingre.

Sig det, før det er for sent
Min fætter Joakim nævnte efter min lille optræden en tale, jeg havde holdt til min fars 85 års fødselsdag. Der startede jeg med at sige, at jeg hellere måtte få sagt noget pænt til ham, for man vidste jo aldrig, hvornår det var for sent. Det blev fars sidste fødselsdag, så Joakim påpegede, at det var rigtigt godt, jeg fik sagt et par kærlige, alvorlige ord ved den anledning.

Det har han ret i.
Selv om jeg absolut går ind for en uformel omgangsform og gerne vil bløde stemningen op med en sjov bemærkning, går jeg også ind for at være højtidelig og sige noget betydningsfuldt til hinanden. At være højtidelig er lidt gammeldags - på en god måde, synes jeg. 

Kærlighed og omsorg er det største, vi kan give hinanden. Og det gør vi i hverdagen med vores handlinger. Det er fint, og sådan skal det være.

Sig det, du mener
Men jeg tror, det er godt at gribe de anledninger, der kommer, til at sætte lidt store ord på følelserne. Det er nyttigt, både for modtageren og afsenderen for nu at bruge nogle banale begreber fra mit arbejde.

Vi skal ikke være bange for at blive højtidelige. Min erfaring er, at det altid falder i god jord hos dem, der hører på det. Vi behøver ikke at overlade det til præster og andre professionelle. Når blot man mener, det man siger, kan det ikke gå helt galt.

Årets drop på Stonefield Road

 

For første gang i en del år var jeg til fodbold i søndags. I en halv halvleg.

Vi besøgte min storebror Flemming og hans kone Annemette i Blokhus og gik en tur ind til Hune. Flemming og jeg skulle passe to hunde, mens cheferne inspicerede Papirmuseet. Lige over lå Hune Stadion, hvor der var gang i en fodboldkamp.

Så der trissede vi over og så 15-20 underholdende minutter. Stedet hedder Stenmarken, men de humoristiske folk fra Hune Boldklub har omdøbt stadion til Stonefield Road.

Bedagede mandagstrænere
Det var ikke divisionsfodbold, men vi to bedagede mandagstrænere blev i vores visdom enige om, at det ikke var serie 5 eller 6. De spillede ganske pænt, og især hjemmeholdets folk havde gode kombinationer. De sad på spillet, og mens måltavlen virkede, viste den 3-0 til Hune Boldklub.

Da jeg skulle lave research til denne vigtige artikel, viste det sig, at det var serie 6. Modstanderen var selveste Jetsmark IF, som måtte køre den tunge vej til Pandrup med et 0-6 nederlag i tasken.

Nu skal jeg grave mine gamle kundskaber som sportsjournalist på Holstebro Dagblad i 1984 frem, for her kommer en beskrivelse af årets drop på Stonefield Road.

Bolden svæver langsomt
Hune er i angreb, og bolden bliver spillet tilbage til en angriber, der lægger an til skud ca. 5 meter udenfor det store målfelt. Det er i strid modvind og han rammer den ikke helt rent. Bolden svæver i en blød bue hen imod venstre side af målet, hvor Jetsmarks målmand står godt placeret og kan følge den hele vejen. Han vurderer, at den blæser ud og for ikke at give et hjørnespark væk, lader han bolden gå. Da han vender sig om for at hente den, ligger den i nettet, og hjemmeholdet fører nu 4-0.

Målmanden stod under 10 centimeter fra den langsomme bold og kunne med en doven bevægelse have prikket den væk. Ville han gribe den, skulle han have hoppet omkring 8 cm.

Høflige spillere - men publikum...
Hunespillerne var høflige nok til næsten ikke at juble. Desværre havde kampens to tilskuere ikke samme pli. Vi kom simpelthen til at grine lidt for højt, og vi stod pinligt tæt på den uheldige målmand. Jeg beklager hermed offentligt vores opførsel.

Men jeg er endnu mere ked af, at jeg ikke optog den fantastiske episode. Den havde fået mange likes. Nu må du i stedet nøjes med et andet dejligt motiv fra søndagsturen i Hune. Billedet har ganske vist ingenting med fodbold at gøre, men jeg ved bare, at artikler med billeder bliver mere læst.

Din kommune er i gang med klimaet

 

 

70% mindre CO2 udledning i 2030 sammenlignet med år 1990. Det er Folketingets og dermed vores alle sammens mål. Hvordan går det i grunden med det? Er det helt umuligt, at vi når det, eller kommer det nærmest af sig selv? Det er svært at få et overblik over, ikke sandt?

Kommunerne tager opgaven på sig
Jeg er optimist, og det er jeg fordi jeg ved, at de danske kommuner tager opgaven på sig. De første 21 har i over år arbejdet med at lave hver deres plan for at nå 70% målet i 2030. Den første var København, og de 20 næste deltager i netværket DK2020. Samsø og Sønderborg har fået deres godkendt, og de sidste 18 kommer her i efteråret.

Landets øvrige kommuner vil også være med. Realdania, der har taget initiativ til DK2020, har aftalt med KL, at landets øvrige kommuner skal tilbydes et tilsvarende forløb. Meget tyder på, at alle kommuner melder sig, og så står vi om et år eller to med 98 konkrete planer, som kommunerne både sætter økonomi af til og handling bag.

Overskudsvarme og afgifter
Er det nu pludselig blevet kommunernes ansvar? Hvad med bilafgifter, havvindmøller og energiøer?

Jo. Kommunerne klarer det ikke alene, og i deres planer skriver de nogle forudsætninger ind, som de ikke selv er herre over.

Når det gælder grøn varme, er det nødvendigt at få lagt afgifterne om, så det bliver økonomisk rentabelt at udnytte overskudsvarme fra industrien. 

Det er ikke muligt for Faaborg - Midtfyn Kommune at få halvdelen af bilisterne i området til at skifte til elbil, blot ved at notere det i en plan. Det kræver en omstilling, som bilfabrikkerne er i gang med, det kræver, at elbilerne falder i pris, og det kræver, at der er ladestandere. Det sidste kan kommunerne hjælpe med, og de er i fuld gang med at lave planer også på dette område.

Landbruget går grønt
Og så er der landbruget. Ingen kommune kan tvinge bønderne til at dyrke færre arealer eller til at omstille hele deres produktion, så den udleder mindre CO2. Men de er på vej selv. Mejerier og slagterier vil være CO2 neutrale, og de skærper løbende kravene til deres leverandører. Rigtig mange landmænd er med på den grønne omstilling, og det er klogt, for det bliver en forudsætning for at kunne levere til de store kæder, der også stiller krav.

Så kommunernes klimaplaner er en beskrivelse af det, kommunen selv vil gøre og vil motivere borgere, virksomheder og staten til at ændre. Men det er ikke kun uforpligtende snak.

Kom til Middelfart på fredag
De kommuner, som har lavet planen, har købt den sidste benzinbil, og de ændrer løbende deres indkøb til at være mere og mere grønne. De stiller krav til leverandører, og de planlægger en varmeforsyning, hvor flest muligt er på fjernvarmen, mens resten får energien fra varmepumper.

Vil du høre mere om det, skal du en tur til Middelfart på fredag. Der er klimafolkemøde og en af de spændende debatter har overskriften "Klarer kommunerne klimaet". Der er jeg ordstyrer, og jeg glæder mig til at høre mere om de effektive kommuners nye opgave.

Stærkt gået af 27 lande

Dette kunstværk i EUs hovedkvarter

illustrerer samarbejdets høje mål.

Gårsdagens store EU-forlig er sommerens helt store positive nyhed.
Det viser, at de 27 lande i EU formår at arbejde sammen og trække i samme retning, når det virkelig gælder.
De fleste af os er skeptiske over for EU med det store bureaukrati og ikke mindst komedien med, at EU-Parlamentet holder flyttedag året rundt mellem to mødesteder. Men aftalen viser, at EU først og fremmest er 27 lande, som gerne vil hjælpe hinanden. Aftalen blev ikke indgået mellem nogle bureaukrater i Bruxelles. Den blev indgået mellem de 27 landes regeringschefer.

Vinderen får det til at lykkes
På fem dage havde de fået nogle få timers søvn, og det lykkedes dem at indgå et kompromis, som alle kunne se sig selv i.
Vinderen i sådan et spil er ikke den, der får de fleste af sine ønsker opfyldt. Vinderen er den, der bidrager til at få tingene til at lykkes.
På trods af store forskelle bakkede alle 27 op om idéen om at oprette en fælles europæisk genopretningsfond, der yder meget store tilskud og lån til de lande, der er hårdest ramt af COVID-19. Danmark kommer til at betale mere til EU, men det er alligevel en rigtig god aftale for os. Vi har en åben økonomi og er dybt afhængig af samhandel med andre.

Sammenbrud er skidt for alle
Et økonomisk sammenbrud i Italien, Spanien eller Grækenland, vil få Euroen og den europæiske samhandel til at vakle, og det vil være meget dyrt for Danmark. Derfor er det af helt egoistiske grunde godt for os at bidrage til at hjælpe de hårdest ramte lande gennem coronakrisen.

Hårdt arbejde giver indflydelse
At historien så oven i købet er et lille lærestykke i demokrati, gør den ikke dårligere. EU-modstandere ynder at underholde med, at Danmark som ét lille land ikke har reel indflydelse. I EU skal Tyskland og Frankrig blive enige - så er flertallet hjemme og de andre må bøje sig.

Sådan gik det ikke denne gang. Danmark var med i en sparebande, som ville reducere EUs budget, og som ville give flest muligt af pengene fra hjælpefonden som lån. Mette Frederiksen og hendes sparekolleger holdt hårdt på deres, og det lykkedes dem at ændre både budget og fordelingen mellem lån og tilskud. Alt blev ikke, som Danmark havde ønsket, men konstruktionen blev ændret en del i den retning, vores udsendte kæmpede for.

Det er en af de oversete pointer ved demokrati. Har man gode argumenter og arbejder man hårdt, kan man opnå resultater, selv om man ikke sidder på flertallet. Det kender vi heldigvis også fra Christiansborg og fra kommunerne.

Og fra vores arbejdsplads. Det duer ikke, hvis chefen bare får ret.

Er du en kom-i-ganger eller en det-er-for-megeter?

 Det hele bliver IKKE blandet sammen.

Tankegang forbereder sig på at tilrettelægge kommunikation om den nye fælles affaldssortering, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.
Vi har ringet rundt til tilfældige mennesker i hele landet for at høre om deres holdning. Det har vi, fordi vi arbejder med designtænkning, hvor vi altid prøver at tage udgangspunkt i brugernes behov.
I stedet for at gætte, spørger vi.

Den gode nyhed er, at budskabet om de 10 typer affald er trængt igennem. Alle, vi talte med, havde hørt om det og tænkt over det. Det er altså en fin start.
Vores lille analyse viser, at befolkningen deler sig i to grupper, som måske er nogenlunde lige store:
Kom-i-gang og Det-er-for-meget.

Kom-i-gang
Kom-i-ganger er dem, der gerne vil sortere affaldet endnu bedre. De nævner alle sammen et højere formål som det første: Klima, grøn omstilling, forurening eller miljø. For dem er koblingen helt ren: Sortering - genanvendelse - klima.
Det praktiske fylder ikke så meget. Kom-i-ganger oplever ingen problemer med affaldssortering, og udsigten til ekstra beholdere ved huset er bare en lille opgave, der skal løses. For dem er sortering en god vane, som gør dem tilfredse, og mere sortering vil gøre dem mere tilfredse.
Ingen kom-i-ganger stiller spørgsmålstegn ved håndteringen af det sorterede affald. De bærer ikke historier videre om, at det hele bare kommer i ét hul. Tværtimod er de helt sikre på, at deres brugte pap bliver til nyt.
De kan blive irriterede over manglende sortering, og her er det især de store mængder plast, som bekymrer dem.

Det-er-for-meget
Tak for kaffe! udbrød en af vores kilder med udsigten til 10 affaldstyper. Han og andre mener, at 10 er alt for meget, og de er meget hurtige til at referere historier om, at det sorterede affald bliver blandet sammen. Historier, de har hørt og gerne fortæller videre uden at vide, om de er sande.
Alle det-er-for-megeter vil gerne sortere af hensyn til miljøet og også gerne lidt mere. Men de synes, det er for voldsomt med 10 fraktioner. Og de er skeptiske, for de er ikke helt sikre på, at det sorterede affald bliver genanvendt. De synes i øvrigt, det er uklart, hvilke typer affald, der skal i hvilke beholdere.
Gruppen her ser for sig, at carporten bliver fyldt med enorme affaldsbeholdere, og at de skal have beholdere og poser over alt i huset for at leve op til de nye krav.

Nyttig pejling
Tankegangs lille analyse er kun en pejling. Hvis vi interviewede flere mennesker og dykkede dybere ned, ville vi helt sikkert finde andre arketyper og rigtig mange, som ikke passede ind i en skabelon.
Vi er ikke et forskningslaboratorium, men et kommunikationsbureau, og vores input fra de gode borgere er nyttige.
De viser, at kommuner og affaldsselskaber står over for en udfordring med kommunikationen. Modtagerne oplever ikke det samme og opfatter tingene meget forskelligt.
I praksis kan man ikke sende én type information ud til én målgruppe og en anden ud til en anden, for det står hverken på dørskiltet eller på dåbsattesten, om man er den ene eller den anden type. Her er en udfordring, vi skal arbejde videre med.

Hvad sker der med affaldet?
Men én ting står klart: Det er ikke nok at fortælle, hvordan affaldet skal sorteres. Begge målgrupper vil gerne vide, hvad der sker med deres affald, når det er blevet hentet. De vil gerne have dokumentation for, at det gør noget godt for miljøet.
Kom-i-gangerne vil vide det, fordi de gerne vil motivere andre til at sortere endnu mere. Det-er-for-megeter vil se håndfaste beviser for, at deres besværlige indsats nytter.

Rusland - det problemløse samfund

Præsident Putin har vundet endnu en sejr i sin utrættelige kamp for at befri russerne for alle problemer. Han kan nu blive genvalgt som præsident frem til år 2036.
I Putins Rusland er der stort set ingen problemer. Det sørger præsidenten for. Valg er for eksempel meget nemmere end her hos os. Det går ud på at genvælge Putin og stemme ja til hans forslag. For at gøre det let, forhindrer han populære modstandere i at stille op, og han sikrer sig, at de mest populære medier næsten kun refererer Putins synspunkter. Der er jo ingen grund til at forplumre billedet for de hårdt prøvede vælgere.
Engang imellem får kritiske medier vind i sejlene, og nogle stædige journalister afslører korruption og magtmisbrug hos livstidsmagthaveren. Det har Putin intet imod, slet ikke.

De pågældende journalister dør eller forsvinder efter kort tid. I nogle tilfælde opdager offentligheden dødsfaldet, som politiet så må efterforske. Det viser sig desværre umuligt at finde de skyldige bag mordene. Så er det problem løst.
Optælling efter valg er også nærmest problemfrit. OECD sender kontrollører ud, og der får Putin og hans folk et halvdårligt valg. Heldigvis vinder de en overvældende sejr alle de steder, hvor der ikke er nogen international kontrol.
Kritikere stiller sig bagefter op og hævder, at der er begået valgsvindel. Det kan Putin klart afvise, da den person, han har indsat som formand for valgkommissionen, garanterer at alt er gået rigtigt for sig.

To dramaer ved Korskro

 Dette er ikke adr. Det er et billede af et mordvåben.

Korskro er et fredeligt sted tæt på en rundkørsel mellem Grindsted og Esbjerg. Der sker ikke så meget, men denne geografi har dannet ramme om to dramaer i mit liv: Et elegant drab og en offentlig kæmpeprut.

Hed sommerdag i 70erne
Vi starter med drabet. Det var på kroen en sommerdag i 70erne. Familien Glamann havde været på udflugt til Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk, og skulle have lidt mad, inden vi kørte nordpå imod Blåbærhus ved Søndervig.
Der havde været masser af gæster på kroen i løbet af eftermiddagen, så der hang en em af kringle, kaffe og sodavand over den gamle krostue. Vi sad og ventede på maden, da en doven flue kom kravlende hen ad den delvist hvide dug.
"Nu skal jer vise jer noget, som I aldrig selv kommer til at gøre", erklærede min far og tog den tunge kniv frem. Han løftede den forsigtigt og svingede bladet ned mod bordet. Et blink senere lå fluens hoved nydeligt adskilt fra kroppen. Halshugget!

Den eneste i slægten
Min far påstod stolt, at det nærmest er umuligt at halshugge en flue, og det grinede jeg hånligt af. Jeg tog selv kniven og fægtede efter halvdøde fluer, men havde intet held den aften. I de følgende år forsøgte jeg mange gange at gøre min far kunsten efter, men jeg har aldrig været så meget som tæt på at kunne halshugge en levende flue.
Forældre er jo ikke så kloge og dygtige som deres børn, men jeg er glad for at vide, at min far kunne forlade denne verden i visheden om, at han var og blev den eneste i slægten, som havde udført dette ekvilibristiske kunststykke.

Laban fra Fanø
Ca. 25 år senere bragte skæbnen mig igen til Korskro. Lærke og jeg havde været på Fanø for at hente ponyen Laban i en lille hestetrailer, vi havde lånt. Vi havde en aftale med en vognmand, der skulle hente den plettede skønhed på parkeringspladsen ved Korskro for at fragte den sikkert til Vendsyssel.
Som nævnt sker der ikke meget ved Korskro, men lige netop denne ene dag var der Korskro Marked, som naturligvis blev holdt på den parkeringsplads, hvor vi skulle mosle hesten ud af den lånte trailer og op i Jørgen Jensens lastvogn.
Det lykkedes at manøvrere ind og finde en parkeringsplads i virvaret ikke langt fra lastbilen. Der var lidt nerver på med en fremmed pony og en ukendt manøvre, så det var mildest talt ubelejligt, at pladsen var fyldt med mennesker, heraf en del nysgerrige små piger, som var ved at dåne ved synet af den nuttede pony.

Adr
Laban tog det i første omgang roligt. Den gik roligt ned ad rampen og stillede sig på den steghede asfalt på parkeringspladsen uden det mindste vrinsk. Så løftede den halen og kastede en enorm samling grønne hestepærer, der lugtede af Fanø og græs men mest af det, vi med et fint ord kalder for adr. Foran et forbløffet publikum.
Jeg var som lammet og havde ingen skovl med, så jeg lod klatterne ligge og trak den uartige pony hen imod lastbilen og frygtede endnu et show foran et stort publikum. Heldigvis havde Jørgen Jensen et godt tag på stædige heste, så han instruerede mig i at holde ham i hånden bag ved Laban. I det tiendedel af et sekund, pærekasteren ville gå bagud, skulle vi sammen gøre modstand og presse den frem. Det lykkedes og Laban opgav bakgearet og gik pænt op i vognen.

Dårlig samvittighed eller aflad
Jeg listede tilbage til den lille trailer, gik i en bue uden om den stinkende bunke efterladenskaber og lukkede lemmen. Så listede jeg ind i bilen og kørte forsigtigt væk med lidt dårlig samvittighed.
Først bagefter er den dybere mening trængt ind hos mig. Jeg har gjort aflad for min fars udåd. Få meter fra gerningsstedet, hvor en træt spyflue måtte lade livet for Ulrik Glamanns trang til at optræde havde jeg nu efterladt flere dages føde til hundredvis af sødt summende fluer.

Velkommen debat om vores spildevand

290 millioner liter urenset spildevand, som skulle være lukket ud i Øresund har skabt en kæmpemæssig og meget velkommen debat om rensning af vores spildevand.
Tankegangs kunder, de gode kommunale spildevandsfolk, følger måbende medieomtalen. De kan jo sætte tallene ind i en sammenhæng og kan se, at den planlagte udledníng i sig selv ikke var spor alvorlig. Den vil ikke gøre fra eller til for havmiljøet i Øresund.

Kompliceret og vigtigt
Det betyder ikke, at sagen er ligegyldig. Tværtimod. Hvor populistisk debatten end er, er den med til at sætte fokus på nogle ret komplicerede men meget vigtig problemstillinger.
1. Renset spildevand er ikke totalt rent vand. Det indeholder fosfor, kvælstof, spor af kemiske stoffer, mikroplast og andet godt.
2. Der er situationer, hvor det er nødvendigt at lede urenset spildevand ud. Først og fremmest ved voldsomme regnskyl.
3. Selv om vi renser og renser og renser, vil udledning fra landbrug og anden menneskelig aktivitet stadig være med til at føre uønskede stoffer ud i havet.

Effektive dansk teknologi
Jeg kan love, at de gode folk på renseanlæggene kun har ét ønske: at rense vandet så effektivt som muligt. De går virkelig op i det, og sammen med en række meget stærke danske virksomheder arbejder de løbende på at forbedre hvert et lillebitte trin i processen. Danmark er blandt de førende lande i verden på dette felt, og det høje ambitionsniveau hos spildevandsfolkene skaber grundlaget for en god eksport af know-how til andre lande.

God rensning er ikke nok
Men et godt renseanlæg gør det ikke alene. Vandet skal fra vores huse, virksomheder og institutioner og hen til renseanlægget. Gennem kloakkerne.
Når det vælter ned med vand fra oven, løber det ned i kloakkerne, som ikke kan holde til trykket. Derfor har forsyningerne udpeget steder, hvor vandet kan løbe over på nogenlunde kontrolleret vis. Det er typisk ved åer, der kan klare meget ekstra vand. Dette vand er ikke renset, men det er heller ikke stinkende kloakvand. Det meste er faktisk regnvand.

Regnvand og spildevand i hvert sit rør
En del af dette problem kan løses ved at skille regnvand og kloakvand ad i hvert sit rør. Det arbejder kommunerne på højtryk med i disse år, men inde i de gamle byer er det mere end almindeligt besværligt og meget dyrt, både for forsyningsselskabet og for grundejerne.
Den moderne løsning ved nybyggeri er at stille krav om, at husejerne skal håndtere regnvand på egen grund. Det kan lade sig gøre rigtig mange steder.

Højt grundvand
Og så er der en del steder i landet, hvor grundvandet står foruroligende højt og trænger ind i kloakrørene. Det er med til at fylde rørene og gøre det nødvendigt at udlede urenset spildevand blandet med regnvand og grundvand ved kraftige regnskyl.
Hvadbehar? Er kloakrørene utætte? Skal de så ikke skiftes? Det er dyrt, og den meget billigere løsning er strømpeforing, men de steder, hvor der er højt grundvand, vil det jo bare give endnu større problemer, for så vil grundvandet skabe oversvømmelser, når det ikke kan løbe i kloakken.

Læs din kommunes spildevandsplan
Alle disse problemer og mange til, arbejder kommuner og forsyninger med hver dag. Hvis du slår op i din kommunes spildevandsplan, vil du se en lang række projekter, som skal sættes i værk for at sikre bedst mulig rensning af spildevandet fra dit område.
Den perfekte løsning findes ikke, og det kan sagtens gøres endnu bedre end i dag. Det bliver så også tilsvarende dyrere. Så når du har stillet alle dine rimelige krav til rensning af spildevand, skal du lige huske, at du også skal betale for det.
Og så er havet ikke rent. For det bliver forurenet fra mange andre kilder. Her er dansk spildevand et lillebitte problem.

Nu skal alle sortere det samme

 Lea Wermelin og Dan Jørgensen
ved dagens pressemøde i Sydhavn Genbrugscenter

Vi kom sent hjem fra børnefødselsdag søndag, så jeg gik først i seng ved 23-tiden. Der dukkede der en mail op fra Miljø- og Fødevareministeriet med invitation til pressemøde om regeringens ambitiøse plan for fremtidens affaldssortering.
På stedet besluttede jeg mig for at være med, da TV2 samtidig kunne fortælle, at det handlede om en meget omfattende plan: Alle skal sortere 10 affaldstyper fra - både derhjemme, på arbejdspladsen og i sommerhuset.

Stor opgave venter
Så jeg stod tidligt op og kørte østover. Jeg synes, det var lidt historisk, og der venter i hvert fald en stor opgave for kommuner og affaldsselskaber. Regeringen giver dem et år til at have den nye indsamling på plads.
De 10 fraktioner er:
Madaffald og restaffald.
Papir, pap, kartoner og plast
Glas og metal
Tekstiler
Farligt affald
Jeg skriver det på den måde, fordi det meget vel kan blive styrende for beholdervalg. Madaffald og restaffald i en beholder. Papir, pap, kartoner og plast i en anden. Glas og metal i en tredje, tekstiler i en sæk og farligt affald i en kasse for sig selv.

Mælke- og juicekartoner
Der er et par store nyheder. Rigtig mange danskere er irriterede over, at mælke- og juicekartoner i dag kommer i skraldespanden. Det gør de, fordi de er lavet af flere slags materiale, der er svære at skille ad, og fordi de kan indeholde gammel mælk eller juice, som kan ødelægge andet materiale. Hvordan det rent praktisk skal sorteres, skal Miljøstyrelsen nu i gang med at arbejde med. Vi må håbe, det går stærkt - men jeg tvivler.

Tekstiler
Tekstiler har vi masser af, og vi vil meget gerne aflevere dem til genbrug. Hellere det end til en lidt tvivlsom organisation, hvis behandling af tøjet og hvis økonomi, vi ikke helt kan overskue. Problemet er, at markedet for genbrugstøj allerede er totalt oversvømmet, så en stor del af det, vi afleverer ikke bliver brugt igen.

Plast - verdens mindste overraskelse
At alle kommuner nu skal indsamle plast er nok verdens mindste overraskelse. Miljøbevidste danskere har skreget på det i flere år. Her venter en meget svær opgave, nemlig at sikre, at vores sorterede plast rent faktisk bliver brugt til at producere nyt plast. Regeringens mål er, at 80% af vores plast kan genanvendes i 2030. I dag er det 20%. 
Her er jeg optimist. Der er lang tid til 2030, og når først der kommer en masse plast ind, og der er et marked for det, skal der nok blive udviklet fine løsninger. Rundt omkring i landet er kommuner og private virksomheder godt i gang og med dagens udmelding kommer der endnu mere turbo på den udvikling.

Hvad koster det?
Så er der pengene. Hvad koster det? Det kan ingen svare på endnu, men der løber nogle hundrede kroner på det årlige renovationsgebyr. Dertil kommer en spændende diskussion, som Folketingets partier nu skal tage: Hvordan afvikler vi overflødige forbrændingsanlæg.
Klimaminister Dan Jørgensen kaldte det på dagens pressemøde for tudetosset at blive ved med at importere affald for at få anlæggene til at løbe rundt.
 - Vi går en ny vej nu. Vi skal holde op med at brænde noget af, som kan bruges, og det skal vi selvfølgelig heller ikke gøre med affald fra andre lande, lød hans ræsonnement, som jeg er helt enig i.


Stærke pyromaner
Men det bliver svært. Pyromanerne i affaldsbranchen er stærke. De har investeret mange mio. kr. i moderne anlæg, som på meget effektiv vis kan omdanne skrald til varme og el uden at forurene omgivelserne. Jeg håber, at denne del af diskussionen ikke tager al opmærksomheden, for det vigtige er, at vi nu alle sammen kommer til at sortere endnu mere fra.
Og at vi producerer mindre affald, både mad, tøj og emballage.

Vi kan ikke vælge Coronaen fra

Var det nu rigtigt at bruge 300 milliarder skattekroner på at bremse Corona i Danmark? spørger mange sig selv og hinanden. Og der er læserbreve og kommentarer på nettet, hvor folk forklarer os, hvad vi ellers kunne have fået for de penge.

Alle kommuners udgifter
Spørgsmålet er selvfølgelig relevant. 300 milliarder kroner er ikke bare mange penge. Det er helt vildt, uhyggeligt, ubegribeligt mange penge. Det er langt mere, end der skal til for at bringe Danmark i mål med 70 procent CO2 reduktion i 2030, og det er næsten et helt års udgifter i alle danske kommuner.

Hvad havde det kostet?
Men der er en ubekendt faktor i regnestykket, som ingen kan sige noget kløgtigt om. Hvad var der sket, hvis ikke regeringen havde lukket store dele af landet ned? Hvad havde det kostet?
Jeg tror - men jeg ved det ikke - at det havde været meget dyrere. Vi har set, hvordan Italien og Spanien er blevet totalt lammet af Corona. Vi oplever i disse dage en nærmest ukontrollabel situation i New York.
Danskerne er rejselystne folk, både indenlands og udenlands. Vi er rige, så vi kommer til mange sociale og kulturelle arrangementer. På den måde havde den fordømte virus alle muligheder for at sprede sig med raketfart iblandt os, hvis ikke regeringen i tide havde grebet ind med hjemsendelse og forsamlingsforbud.

Drastisk eller dristigt?
Vi ved stadig ikke, om lukningen har været for drastisk. Lige som vi heller ikke ved, om den planlagte genåbning er for dristig.
Men vi ved med sikkerhed, at det ikke var et valg mellem at bruge få eller mange penge. Coronaen var og er her, og den koster ethvert samfund milliarder af kroner. Corona kan vi ikke vælge fra.

Klima efter Corona

 Her er noget af det, du kan opleve i Danmark uden at flyve.

Luftforureningen i Europas byer er faldet markant under Coronakrisen. CO2 udledningen er gået samme vej. Det har været mere effektivt end alle klimatopmøder tilsammen. Corona har givet kloden et tiltrængt pusterum.
Spørgsmålet er så, om alt vender tilbage til det gamle, når den fordømte virus på et tidspunkt er kommet under kontrol. Det ved vi ikke, men vi har da lov at håbe, at vi allesammen ændrer en lille smule adfærd.

Flere onlinemøder
Jeg har personligt ét punkt, hvor jeg vil gøre ting anderledes i fremtiden. Jeg vil holde flere online møder med kunder. Det kan spare nogle køreture - ikke alle - og dermed både tid, penge og CO2 udledning.
Når først, man har fået teknikken på plads på sådan et møde, fungerer det udmærket. I hvert fald, hvis man højst er 4 personer, så alle kan se hinanden hele tiden.
Måske gør krisen også noget ved vores generelle forbrugsmønster. Min fornemmelse er, at vi har købt mindre her i de seneste uger. Jeg har ikke manglet noget, så spørgsmålet er, om vi fortsætter på et lidt lavere niveau.

Krydstogt og fly
Så er der krydstogtskibene, som yder et foruroligende højt bidrag til forureningen i havnebyerne. Det må være muligt at stille krav om landstrøm, så de enorme dieselmotorer ikke står der og brøler, mens de kære turister shopper i byen. Anlægget er dyrt, og hvem skal betale? Det må der findes en løsning på. Det kan simpelthen ikke passe, at den forurening skal fortsætte og stige.
Flytrafik bliver der vel også mindre af. I hvert fald på kort sigt. Jeg tror, de fleste danskere vil holde ferie i Danmark til sommer. Det kommer der en god ferie ud af, og kig nu grundigt på kortet. Der er tusindvis af skønne pletter i vores lille land.
Jeg har en god kontakt med Ærø Kommune, som vil gøre lidt ekstra ud af markedsføringen op til sommersæsonen. Det er en skøn ø, og du kan sejle dertil med en elfærge :-)

Billigst at investere
Rent politisk bliver det spændende, om klimaet fortsat står højt på dagsordenen på Christiansborg, nu hvor milliarderne netop er fosset ud af statskassen i et helt uhørt tempo.
Jeg håber det. Det har været dyrt at lukke landet delvist ned - men alternativet kunne blive endnu dyrere. Sådan er det også med klimaet. Vi skal alle sammen investere lidt, betale lidt ekstra og lide lidt afsavn. Gør vi ikke det nu, bliver det meget dyrere om få år.

Enighed eller samarbejde?

Enigheden sejrer i byrådene hedder en overskrift i KLs magasin Danske Kommuner. Redaktionen har spurgt landets byrådsmedlemmer, hvordan de oplever samarbejdet i deres kommune. Resultatet er opløftende og ikke overraskende. Byrådsmedlemmerne oplever generelt et godt samarbejde. Bedst i Lejre og Brøndby, hvor samarbejdet får karakteren 4,5 på en skala fra 1-5. Værst i Slagelse, der er nede på 1,8.

Alle får indflydelse
Overskriften er efter min mening uheldig. For samarbejde og enighed er ikke det samme. Et godt samarbejde fører til et fælles resultat, som alle bakker op om og er tilfredse med. Men det behøver ikke at føre til enighed.
Et godt samarbejde betyder, at alle får indflydelse, og at alle føler sig lyttet til. At der har været en god proces og dialog. Det er kommunerne gode til, og de har en kultur for at finde løsninger sammen.
Men det må ikke forveksles med enighed.

Uenighed i forhandlingslokalet
Mange borgere oplever, at et samarbejdende byråd er for enigt. Det er ét fedt, om man har stemt på Socialdemokratiet eller Venstre - de stemmer jo altid sammen. Her glemmer man alt det, der er sket inden afstemningen. I forhandlingen eller dialogen har der været masser af plads til uenighed. Men når alle parter ønsker at få indflydelse, har de fundet en løsning sammen.


Flertalslogikken
Her er det vigtigt at forstå den forudsætning, der ligger til grund for alle politiske forhandlinger: Flertallet bestemmer. I et byråd med 29 medlemmer, gælder det om at tælle til 15. Når man har gjort det, kan de 14 andre få medindflydelse - eller de kan bakke ud og gå ud på gader og stræder og beskylde de 15 for alverdens dumheder.
Flertalsdiskussionen kommer meget sjældent op. Men den ligger på rygraden af enhver politisk forhandler. Er der ikke et flertal, er forhandlingsparterne nogenlunde ligeværdige. Er der et flertal, sidder mindretallet med hatten i hånden.
Jeg håber ikke, det lyder som et kynisk magtspil, for sådan oplever politikerne det meget sjældent. Det er bare en ramme for det daglige samarbejde.

Tillid er kittet
Samarbejde bygger på tillid, og den opnår man kun ved at tale sammen og være åbne. Den gode borgmester bruger en stor del af sin tid på at tale med gruppeformænd og udvalgsformænd og på at holde dem orienteret og spørge til deres holdning til små problemstillinger, der dukker op. Også, selv om borgmesteren sidder på et solidt flertal.
Det er samarbejde.

Også i virksomheder
Og hvis jeg så lige må slå en krølle til private virksomheder, så er det nogenlunde samme mekanismer, der er på spil. Her er vi ikke enige om alting, men har vi et godt samarbejde, finder vi fælles løsninger. Også her er der et magtforhold, som ligger på rygraden og som ikke bliver sat i tale hver gang, vi skal træffe en afgørelse. Også her ønsker den eller dem, der har den afgørende magt at finde fælles løsninger i stedet for at slå i bordet og trumfe egne synspunkter igennem.

Færdig med Fock

Det er direkte pinagtigt at læse fremtrædende medlemmer af Alternativet, som farer ud i pressen med nådesløse personlige beskyldninger mod den formand, partiet netop har valgt.
Det er eklatant mangel på respekt for medlemmerne, som med et markant flertal fravalgte ledelsens foretrukne valg, Rasmus Nordqvist.

Formanden trækker sig
Men det er politik. Og det er en underholdende historie for medierne, som dyrker den og nu leder med lys og lygte efter medlemmer og folkevalgte, der kan kaste smuds på Josephine Fock. De pibler frem.
Vi har set det før hos andre partier, og udgangen på det er forudsigelig. Den jagtede formand trækker sig tilbage under henvisning til, at hun vil det bedste for sit parti.
Og så er det synd for hende i et par dage.

Umenneskeligt pres
Med det tempo, som konflikten optrappes med i disse dage, vil jeg tro, at Josephine Fock kaster håndklædet i ringen inden 10 dage. Det er et umenneskeligt pres, hun er udsat for, og det er ikke umagen værd at kæmpe imod. Josephine Fock er brændemærket af sine kolleger og står uden mulighed for at udføre reelt politisk arbejde, når alle omkring hende er modstandere.

Selvmord eller genoplivning?
Medierne synes at være enige om, at Alternativet er ved at begå selvmord som parti ved denne udemokratiske magtkamp. Det lyder meget sandsynligt.
Men det er ikke sikkert. Når stormen har lagt sig, og der er valgt en ny partileder, kan det være, at alle har lidt dårlig samvittighed og vælger at arbejde for sagen i stedet for at arbejde imod en person. Og så er det igen politik, hvor alt kan ske.

Læren fra Kaj: Du er leder

Forleden døde en af Frederikshavns kendte skikkelser, Dafolos tidligere direktør Kaj Jørgensen.
En god mand for byen, der var med til at udvikle en stor virksomhed, der har udklækket mange talenter. Et af Dafolos børn er Tankegang. Vores firma blev stiftet i 1986 af syv udbrydere fra Dafolo. De udgjorde hele Dafolos kortgruppe, og gik solo under navnet Kortgruppen.
Denne lille artikel skal ikke handle om forholdet mellem Dafolo og Tankegang, men om Kajs indirekte indflydelse på Tankegang.

Selvstyrende grupper
Hans fremsynede idéer om ledelse er tankegodset bag vores virksomhed, og vi forsøger stadig at leve efter Kajs principper.
På Dafolo var styreformen selvstyrende grupper. Kortgruppen var en af dem, og de bestemte selv, hvordan de ville arbejde, hvordan de ville sælge, udvikle nye services og producere det, de havde solgt. Blot skulle det leve op til Dafolos værdier, og der skulle være forretningsmæssig fornuft i deres dispositioner.
Kajs enkle teori var, at kortfolkene var de bedste til at udvikle, sælge og producere kortløsninger. Bedre end blanketfolkene, trykkerne, ledelseskonsulenterne, forlagsfolkene og administratorerne i Dafolo. Derfor skulle de selvfølgelig bestemme over deres egen del af virksomheden.

Indvid, gruppe og virksomhed
Fælles for alle grupper var, at de arbejdede med at udvikle sig selv. Jeg er ikke skrap i ledelsesteori, men det handlede om forholdet mellem individ, gruppe og virksomhed. Idéen er, at alle tre parter er afhængige af hinanden. Hver medarbejder skal spørge sig selv: Hvad kan jeg bidrage med til gruppen og virksomheden, og hvad kan gruppen og virksomheden bidrage med til min udvikling?
Et centralt begreb her er selvledelse. Enhver er den bedste til et eller andet og skal arbejde med det, hun er god til. Når man øver sig, bliver man endnu bedre, og det gavner både individ, gruppe og virksomhed.

Team bestemmer selv
Tankegang er en mindre virksomhed, og vi består af en lang række små selvstyrende grupper. Her er selvledelse helt basalt. Det enkelte team bestemmer på Tankegangs vegne, hvordan vi gør, hvad det skal koste og hvem, vi i øvrigt vil involvere. Opstår der problemer undervejs, kan teamet bede om gode råd. Fra ledelsen, fra en klog kollega eller fra alle kolleger.
På det individuelle plan gælder princippet om selvledelse. Jeg tror, at hver enkelt ansat i Tankegang er hamrende god, og jeg overlader trygt til enhver kollega at tilrettelægge sine egne opgaver, byde ind på det, hun er bedst til og tage ansvar for egen udvikling. Jo bedre, hver enkelt er, jo bedre er Tankegang.

Der er ikke frit slag
Selvledelse betyder ikke, at alle bare kan gøre, hvad de vil og på deres egen måde. Vi har metoder, normer og rutiner, og vi har vores værdier - at det skal være sjovt, trygt og udviklende at være ansat i og arbejde sammen med Tankegang. Det er op til os alle sammen at leve op til dem. Det udvikler sig naturligvis løbende, og derfor er den interne kommunikation helt afgørende. Vi skal alle sammen være gode til at fortælle hinanden, hvad vi har besluttet.
Det svigter naturligvis en gang i mellem. Vi er kun mennesker, men jeg er helt sikker på, at den værdibaserede og tillidsfulde tilgang skaber en bedre arbejdsplads og bedre resultater end et topstyret regime præget af regler og kontrol.
Det mente Kaj også.

Hvad er der i vejen med at sige undskyld?

Jyllands-Posten har igen bragt sig selv i fokus med en tegning, der bliver misforstået.
Muhammedtegningerne skulle vise, at intet er helligt, når man laver satire i et moderne medie. De skulle demonstrere, at medierne ikke underlægger sig selvcensur.
Nu er det så en tegning af Coronavirus i det kinesiske flag, som har fået kineserne op i det røde felt.

Gør grin med en sygdom
De er tilsyneladende kollektivt forargede over, at en fremtrædende dansk avis på den måde gør grin med en sygdom, som er ude af kontrol.
Jyllands-Posten afviser kritikken og siger, at det bestemt ikke var for at gøre grin med nogen, men blot en illustration, som meget kort indrammer fortællingen.
Den forklaring køber jeg gerne. Hvis det havde været satire, skulle avisen have ramt kineserne med noget politisk, for eksempel deres jerngreb om Hong Kong eller deres systematiske forfølgelse af politiske modstandere. Coronavirus er jo ikke noget, politbureauet eller centralkomiteen har sat i værk for at genere befolkningen.

Sig da undskyld
Men hvorfor er de så stædige i Viby? Sker der noget ved at sige undskyld? Det var ikke ment som en fornærmelse, men sådan kan vi se, at I har opfattet det. Det beklager vi.
Går der nogen skår af Jyllands-Postens ytringsfrihed ved at være lidt høflig? Det kan jeg ikke se.
Avisredaktioner træffer hver dag mange hurtige beslutninger, og de kan ikke bare undlade at gøre noget. For der skal en ny avis ud hver dag og nye opdateringer op hele tiden. Så der må engang imellem komme noget ud, som virker imod hensigten. Noget, som redaktionen ikke lige havde tænkt igennem, inden den ansvarlige trykkede på knappen.

Ny avis ud i morgen
Jeg håber ikke, der går storpolitik i den lille sag, for den bør ikke være politisk. Det er alene en sag for Jyllands-Posten. Hvis avisen ikke undskylder - så er det lidt dumstædigt. Og det er så det. Der skal en ny avis ud igen i morgen, og den skal hellere handle om noget, der sker ude i samfundet end om avisens selvskabte konflikt med nogle hundrede mio. mennesker, som hverken er abonnenter eller annoncører.

Irans værste fjende

Irans værste fjende er landets eget styre.
Efter mordet i Irak på den åbenbart meget populære general Soleimani har præstestyret begået fire fatale brølere, som fuldstændig har undermineret dets egen troværdighed.

1: 90 trampet ihjel
Den første var at udkommandere alt for mange mennesker til en mindehøjtidelighed for generalen. Der var slet ikke styr på logistikken, så mindst 90 iranere døde ved den lejlighed. Mast eller trampet ihjel. I ethvert almindeligt land ville det være en kæmpe katastrofe, hvis en statslig ceremoni endte med, at 90 af landets egne indbyggere døde.

2: Rutinemæssig løgn om angreb
Få dage efter kom brøler nummer to. Iranerne gennemførte et missilangreb mod to militære baser i Irak som hævn for nedskydningen af Soleimani. Straks efter gik styret ud og forsøgte at bilde befolkningen ind, at 80 amerikanere blev dræbt ved angrebet. Det rigtige antal var 0. Men det ligger åbenbart så dybt i de iranske ypperstepræster, at officielle udmeldinger som standard er løgn.

3: Nedskydning af passagerfly
Tredje katastrofe var Irans nedskydning af et ukrainsk passagerfly, som kostede 176 mennesker livet - de fleste af dem iranere eller folk med tæt tilknytning til Iran.

4: Tre dages gentagne løgne for hele verden
Og den fjerde var endnu en fed og mange gange gentagen løgn over for befolkningen og resten af verden. I tre dage forsøgte styret at bilde omverdenen ind, at flyet var styrtet ned på grund af en motorfejl. De vidste selv bedre. De kendte den reelle årsag fra det øjeblik, flyet faldt ned. Men de løj og løj og løj og løj i tre dage. Da ukrainerne oplyste, at flyets ene sorte boks var fundet, løj de videre og beskyldte amerikanerne for at stå bag en sammensværgelse mod det iranske folk.
Først da en amatørvideo af missilnedskydningen var gået verden rundt, kunne de religiøse løgnhalse ikke narre deres egen befolkning længere. Så måtte de indrømme, at de havde skudt flyet ned ved en beklagelig fejl. På grund af en amerikansk provokation, naturligvis.

Sikkerhedsstyrker slår iranere ihjel
Nu er der igen store demonstrationer imod styret, og de bliver igen brutalt behandlet af det, præsterne kalder for sikkerhedsstyrker. Vi ved, at staten ved demonstrationer i november myrdede omkring 1500 landsmænd. Hvor mange af landets egne indbyggere, der denne gang skal lade livet for at sige deres mening, kan vi kun gætte på. Kun ét er sikkert: Regeringen fortæller ikke sandheden.
Det er absurd og helt vildt bedrøveligt, at et stort og rigt land som Iran skal køres i sænk af en religiøs elite, som er ligeglade med menneskeliv og med sandheden.

Styret må falde
Jeg tillader mig dog at have en vis optimisme. Det må simpelthen styrte sammen, det vanvittige regime. Når den folkelige modstand bliver kraftig nok, viser selv de hårdeste diktaturer sig at være en tom skal. Vi så det i Østeuropa for 30 år siden, og vi så det i Tunesien og Egypten i 10erne.
Den såkaldte åndelige ledelse i Iran er gået så langt over stregen denne gang, at dens styre må forvitre.

Fra diktatur til kaos
Og så burde jeg slutte her med et halleluja.
Desværre ligger lykken ikke lige om hjørnet for de hårdt plagede iranere. Når og hvis præstestyret bliver sendt på porten, bliver det sandsynligvis erstattet af et mangeårigt kaos, som ikke gør hverdagen stort bedre for almindelige mennesker i landet.

Papiravisens snarlige død

Da jeg gik på Journalisthøjskolen (med stort, for der var kun den samme dengang) i 80erne diskuterede vi ofte papiravisens skrøbelige fremtid. Dagblad efter dagblad havde drejet nøglen rundt, og oplaget på de overlevende faldet med ca. 1 pct. om året.
Den alvorlige trussel var de unge. Disse håbløse væsener, der ikke havde forstået betydningen af en fri og uafhængig presse, men som gik mere op i disko, punk eller det, der var værre.

Internettet
Så kom internettet, og med det de første dødsdomme over den trykte avis. Jeg tror selv, jeg var blandt de kloge, som ikke ville give papiraviserne længere levetid end til år 2010.
Nu er jeg så klog, at jeg ikke tør udtale mig skråsikkert. Men jeg ved, at papiravisernes oplag går støt tilbage, og det skyldes igen de unge. Ingen under 30 holder en avis, så vi kan tælle ned til den sidste gamling sidder og bladrer stædigt i det sværtede papir.
Eller hvad?

Er det kun skærm vs papir?
Logikken holder ikke. De unge læste ikke avis i 80erne, men en stor del af os, der var unge dengang, gør det i dag.
Er det nu helt sikkert, at de unge i dag ikke vil læse papiravis om 10, 15 eller 20 år? Kan vi mon vænne dem til det?
Er det helt bombegranatsikkert, at de altid foretrækker en skærm for papir? Er det skåret i granit, at fremtidens midaldrende ikke interesserer sig for lokale og regionale nyheder? Jeg tror det ikke.
Jeg tror, aviserne skal kigge på indholdet, på temaerne, på vinklingen, på sproget og på formen. En del af dem ser 80er eller 90eragtige ud og henvender sig ret entydigt til sådan nogen som mig. Det er egentlig ret naturligt, for jeg er en typisk avislæser, og det er god latin at give sine kunder det, de vil have.

Spyt de dyre vine ud
Men der skal også nye kunder i butikken, og de kommer ikke med historier til og om midaldrende. Anmeldelser af restauranter og dyre vine, beskrivelse af eksotiske rejsemål og konforme læserbreve fra sure gamle mænd får ikke min kloge datter til at holde avisen.

Mere klima og fitness
Avislæsere vil overraskes og have nye vinkler på tingene. Vi vil også gerne puffes lidt til. Så jeg tror, der skal mere klima, fitness, digitalt og sundhed i spalterne. Mere om Netflix og Apple og mindre om DR og TV2. Mere humor, mere natur, mere videnskab og teknologi. Flere unge stemmer og skribenter og flere børn og unge i spalterne.
Skriv avisen til en yngre målgruppe. Vi andre vil gerne læse med. Hellere end gerne.