mandag den 30. december 2013

Jeg er korrupt

 Mine juletyvekoster

Billedet her er en ren tilståelse.
Slikket i kurven tilhører Tankegang, og i alle juledagene har jeg gået og guflet af det. Det samme har familien.
Det beklager jeg. Det var forkert. Jeg beklager. Undskyld.
Jeg har godt nok ikke overtrådt nogle regler i Tankegang. Tværtimod tror jeg nok, det er almindelig praksis, at man er lidt god ved sig selv og sin familie, når muligheden byder sig.
Jeg har haft en stor kurv slik med rundt til nogle af vores kunder op til jul og budt en masse medarbejdere et stykke. Det går ikke at komme med en næsten tom kurv - heller ikke den sidste dag. Så det er uundgåeligt, at der må blive noget til overs. Og det har så stået nede i min kælder hele julen, og vi har spist af det.
Det beklager jeg.

Flere hundrede kr
Jeg vil tro, vi har spist for mere end 40 kr. Og sidste år var det mindst lige så meget. Og året før. Det beklager jeg også.
I alt har jeg vel spist Tankegang-slik for et par hundrede kroner. Uden at byde nogle af mine kolleger noget. Uden at opgive noget til skattevæsenet. Det beklager jeg.

Dadel- og appelsinfri
Jaja. Hvorfor tage sådan på vej på grund af en smule juleslik?
Det er skam alvorligt. Forestil dig, at jeg engang stiller op til et offentlig embede. Medlem af et hegnssyn eller et andet hverv, hvor jeg skal være uvildig og folk skal kunne stole på mig. En person, der skal afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, skal da være dadel- og appelsinfri. Samfundet kan da ikke bruge en gemen sliktyv. Beløbet er ikke afgørende - det er princippet.

Mig som finansminister
Forestil den vilde tanke, at jeg blev finansminister, og jeg behandlede statskassen på samme måde som Tankgangs slikbeholdning. Det ville koste skatteyderne millioner.
Og der er mere, nu jeg er i gang med at beklage.

2 selfier
Her i juleferien har jeg taget 2 selfier. Det beklager jeg. Det var forkert. Jeg siger undskyld.
En mand i min position bør ikke række telefonen frem og tage et billede af sig selv og andre personer blot for at vise sig frem. Jeg har oven i købet lagt de to selfier ud på Facebook - som en tarvelig teeangetøs.
Det beklager jeg.
Folk må jeg tro, jeg er en helt almindeligt mand, der bliver glad, når jeg er sammen med mennesker, jeg holder af. Nogen kan få den grimme tanke, at jeg er sådan én, der spiser et stykke slik, når jeg får lyst til det.
Det beklager jeg. Det er selvfølgelig helt forkert af mig at gøre sådan noget.

Undgå forargelse
Så nu bliver jeg aldrig politiker eller på anden måde en fremtrædende person. For det vigtigste ved den slags mennesker er ikke, hvordan de leder den organisation, de er sat i spidsen for, eller om de opnår resultater. Det vigtigste er, at de ikke gør noget, andre kan blive forargede over.
Det beklager jeg. Virkelig dybt.

torsdag den 26. december 2013

Banan-retspleje i Rusland

Her i juledagene kan man kun være glad for, at den danske Greenpeac-aktivist Anne Mie Roer Jensen får lov til at forlade Rusland.
Men når det er sagt, er sagen direkte chokerende. Og den er et tydeligt bevis for, at Rusland nok er et demokrati, men på ingen måde et retssamfund.

En større sags tjeneste
Danskeren var med i en aktion imod en russisk olieboring i Arktis. Greenpeace ville gøre Verden opmærksom på faren ved at udvinde olie i et så sårbart naturområde. Civil ulydighed er en del af Greenpeaces virksomhed, og det betyder, at organisationens folk undertiden overtræder nationale og internationale love i noget, de selv opfatter som en større sags tjeneste.
Så der er sådan set ikke noget mystisk i, at de bliver taget af politiet og slæbt i kachotten. Det er en del af erhvervsrisikoen for Greenpeace-aktivister.

Terrorisme!
Det bizarre var, at de blev anklaget for terroristvirksomhed. Nok ved vi, at terrorbegrebet er bøjet som en elastik efter angrebet i New York i 2001 - men at anklage fredelige miljøaktivister for terrorisme, det er pippelip.
Eller rettere: Det er russisk retslogik. Her gælder ikke paragraffer, men politiske signaler. Og Putin havde åbenbart brug for at slå hårdt ned på Greenpeace, så det blev til en anklage om terrorisme.
Det kunne de være blevet dømt for hele bundtet. Også uden beviser. De kunne sikkert også være blevet dømt for blufærdighedskrænkelse, tyveri, mordforsøg og 17 andre spændende forbrydelser.

Advokater og diplomater
Men de fik lov at sidde varetægtsfængslet i over 1 måned i Sankt Petersborg, mens Greenpeaces advokater og sikkert også en række diplomater arbejdede bag kulisserne. Sagen blev stor i verdenspressen, og Putin blev enig med sig selv om, at han godt lige ville profilere sig som en flink mand.
Så hans parlament vedtog en amnesti for en række dømte. Den omfattede også Greenpeace-aktivisterne, selv om de slet ikke er dømt for noget. Det særlige ved jule-amnestien er nemlig, at den også omfatter folk, der er anklaget.

Politisk udvalgte
Det er naturligvis ikke en generel amnesti, som betyder, at alle anklagede kommer på fri fod. Det er dem, styret gerne vil slippe fri. Kriterierne er som alt andet i Rusland politiske og uigennemsigtige.
Og det sidste kapitel i farcen er så, at sagen nu er droppet helt. Greenpeace-folkene får ikke så meget som en advarsel for at have forstyrret den offentlige orden. Der er overhovedet ingen sag. Om de så kan få erstatning for uberettiget fængsling, er højst tvivlsomt, og det vil være dumt at forsøge.
For ingen ved, hvilket politisk humør den demokratisk valgte diktator er i til den tid.


søndag den 22. december 2013

Synd for mig, mig, mig

Et lidt anstrengt smil, ikke sandt?

Du kan godt se på billedet, at jeg har lidt blanke øjne, og hvad er det for en klud, jeg har taget om halsen?
Det er den 22. december, og jeg er syg. Det er synd for mig. Medynk søges.
Det startede med lidt kriller i halsen først på ugen, og jeg fik en rigtig advarsel torsdag. Der var jeg frygteligt øm i benene efter en løbetur aftenen før. Så er der noget galt.

Frivlligt til lægen
Fredag blev det lidt værre, natten til lørdag havde jeg for alvor ondt i halsen, og i nat var det direkte plagsomt. Så jeg kontaktede vagtlægen helt frivilligt og på eget initiativ.
Det er for resten et udmærket system. Jeg kom igennem telefonslusen på et par minutter, og da min rustne stemme havde forklaret problemet, sagde lægen kort, at jeg skulle komme til vagtlægen i Frederikshavn. Her var der 7 minutters ventetid.

Ondskabsfulde bakterier
Den flinke doktormand konstaterede først, at jeg ikke havde feber. Så stak han en vatpind i min hals, og prøven viste heldigvis, at der sad ondskabsfulde bakterier i drøbelen. De kan nemlig bekæmpes med penicillin. Alternativet var en såkaldt virus, som er lægernes ord for Helligånden - det uforklarlige, som muligvis går væk af sig selv.
Så nu sidder jeg her og venter på, at apoteket skal åbne, så jeg kan få de piller, der kan tage smerten. Jeg har lige slået op på netdoktor, hvor jeg kan se, at jeg har symptomer på halsbetændelse:
"Karakteristiske tegn på halsbetændelse er ondt i halsen og synkesmerter". Hvor får de det fra?
Hvis jeg havde mere tid, ville jeg slå op, hvad symptomerne på hovedpine mon kan være.
God jul fra stakkels, syge mig selv.

fredag den 20. december 2013

Dig, dig, dig - så har du en tale

Her i ugen var jeg til en reception, hvor folk holdt taler om værten. Jeg gik efter en time med ondt i tæerne - så meget havde jeg krummet dem under talerne.
Folk talte nemlig ikke om værten - men 90 pct om sig selv. Det er helt galt, og det er ret utroligt, at så få kender den grundlæggende regel for en tale om en person: Tal om personen, ikke om dig selv.

Omvendt Facebook
En tale til en anden person er det modsatte af en Facebook-opdatering. På Facebook peger alle dine fingre på dig selv. Du skriver, hvor du er, hvad du oplever, hvad du mener og synes om, og du viser billeder af dig selv og dine venner. Mig, mig, mig - er overskriften på Facebook.
Dig, dig, dig er overskriften på en god tale til en anden person.

3 x dig
3 x dig er den perfekte opskrift. Find tre gode egenskaber hos personen. Kom med et eksempel eller en kort historie til hver - og sæt dig så ned igen efter et par minutter Så har du holdt den perfekte tale, som folk husker.
Jo mere, du trækker det i langdrag, jo mindre klart står dine pointer. Lige som med en tekst.
Jeg slutter her.

onsdag den 11. december 2013

Ministre lever på flertallets nåde

Enhver regering er omgivet af en nulfejlskultur. Ministrene arbejder benhårdt men kan til enhver tid blive fældet på grund af en fejltagelse eller en forkert vurdering.
Vi andre laver fejl hver dag, og min personlige erfaring er, at der kommer flere af slagsen, jo flere timer jeg arbejder.

Spillets regler
Jeg skriver det ikke for at forsvare Morten Bødskov eller Annette Wilhelmsen, for når de siger ja til at blive ministre, kender de forhåbentlig også spillets regler. Personligt synes jeg, det var helt rigtigt, at Morten Bødskov måtte stoppe. Han havde ikke bare begået en fejl. Han havde konstrueret en løgnehistorie over for Folketingets Retsudvalg. Det duer bare ikke.
Men forleden hørte jeg en skarp kommentar fra Bettina Post, der er tidligere formand for socialrådgiverne. Hun mindede om, at der er begået langt mere alvorlige fejl af ministre fra den forrige regering.

Venstreministre blev forfremmet
Lars Løkke Rasmussen betalte bevidst 1 mia. kr. i overpris til privathospitalerne. Han blev forfremmet.
Claus Hjort Frederiksen indførte egne regler på beskæftigelsesområdet og administrerede ikke efter loven. Han blev forfremmet.
Hvordan kan to Venstrefolk begå dyre og principielle fejl og blive belønnet for det, mens en socialdemokrat mister jobbet på en dum løgnehistorie?
Svaret er: Det gælder om at tælle til 90.

Tommelen op eller ned
Enhedslisten vendte tommelen nedad for Morten Bødskov, mens Dansk Folkeparti sagde god for Løkkes og Hjorts numre. Længere er den ikke.
Det hedder demokrati.


torsdag den 5. december 2013

Det gode ord gobs

1050 - og de skal ikke hentes.

Vi har lige spillet 10.000 - et hyggeligt terningspil, som min fætter Bjørn og hans familie lærte os for ca. 40 år siden.

Det sjoveste er ordet
Det sjoveste ved spillet er ordet gobs.
Når man slår et slag, der ikke giver point, får man et gobs. Tre gobs i træk giver det store GOBS!, og så bliver ens score nulstillet.
10.000 går ud på at nå til 10.000, og det herligt uretfærdige ved spillet er, at man kan stå på 9950 point, mens modstanderen måske har 2000. Får man så tre gobs, er man tilbage på 0, og det er altså sket mere end én gang for mig.

Reglerne i en fart
Nu vi er i gang, får du lige reglerne. Hver spiller slår med seks terninger, og man skal pille mindst 1 pointgivende terning fra i hvert slag. En 1er giver 100 point og en 5er 50 point. De øvrige giver ikke noget. 3 ens i samme slag giver 100 x øjnenes antal, dog giver tre 1ere 100 point. Tre par i 1 slag giver 1500 point, mens 1-2-3-4-5-6 eller 6 ens i samme slag giver 2000 point.
Man skal mindst bruge 4 terninger og have 350 point for at få scoren godkendt. Ellers får man et gobs. Er der point på alle terninger, skal scoren hentes. Det vil sige, at man slår igen med alle 6 terninger. Når man får fire pointgivende terninger, har man hentet sine point - og får også de nye oveni.
Og så gælder det altså om at nå 10.000 point først.

Ordspil
Sproget er en væsentlig del af spillet (synes jeg). Det er skægt med gobs og det store GOBS! Og der er endnu et fagudtryk: En slæber. Det er, når man har brugt 4-5 terninger og stadig ikke har nået de 350 point. Så er man hele tiden i fare for at få et gobs, og måske lykkes det til sidst at hive den i land.
Der er mange andre trivielle spil, hvor sproget spiller en rolle. Tænk bare på kortspillet UNO, hvor man skal sige UNO, når man lægger det næstsidste kort ned. Det har vi også en lille historie om.
Når man spiller det med almindelige kort, har vi altid kaldt det for Nikodemus. Så skal man sige Niko ved næstsidste kort og demus til slut. Det spillede Solle og jeg engang på en laaang bustur til Spanien, hvor Nikolaj sad på sædet foran. Ham kalder vi bare for Niko.
Hver gang en af os lagde det næstsidste kort ned, sagde vi Niko, og så vendte den unge fyr sig om og spurgte, hvad vi ville. På resten af turen, kaldte vi spillet for Gla-mann. Men det var ikke nær så sjovt.

torsdag den 28. november 2013

En kortvarig drøm om at bo i Vipperød

I går aftes kl. 17.45 købte jeg en slatten sandwich i Vipperød og Omegns Brugsforening.
Den kostede 24,95 kr.
Foran mig stod en ca 35-årig mand, som tydeligvis ordnede familiens indkøb. Lige der, lige i det øjeblik, ønskede jeg, at det var mig, der boede i Vipperød. Jeg ønskede, at jeg bare lige skulle hen om hjørnet med mine varer. Så kunne jeg hygge mig med familien.

Hvor hulen?
Nu spørger du nok: Hvor hulen ligger Vipperød, og hvad lavede Stener da der? Her er historien:
Jeg havde været til et arrangement med Miljøstyrelsen hos et firma i Glostrup. Aftenen før var jeg i Vejen, så jeg tog til Middelfart og overnattede hos far. For at få lidt arbejde fra hånden og slippe for storkøbenhavnske bilkøer valgte jeg at tage tog fra Middelfart til Glostrup.

17.23 i Ringsted
På hjemvejen kunne jeg køre med min kollega Claus, der havde været til et arrangement i Fakse, og som skulle hjem til sig selv i Middelfart. Vi aftalte, at han skulle hente mig i Ringsted.
Da jeg tog fra Glostrup, tjekkede jeg Rejseplanen på telefonen, og det så ud som om, jeg sagtens kunne nå et tog fra Høje-Taastrup, der ville være i Ringsted kl. 17.23. Så det aftalte jeg med Claus.
Bus til Glostrup Station og S-tog videre til Høje-Taastrup. Over i ventelokalet mellem spor 3 og 4. Alt gik efter planen. Mit tog skulle køre 16.55, og der var et med afgang 16.51. Det kom der, og et par minutter kom det næste. Jeg steg ind, fandt en plads og tændte iPadden og begyndte at arbejde.

Har lige været i Tølløse
Efter kort tid kom vi til Roskilde. Jeg arbejdede videre, og der blev nævnt endnu et par stationsnavne, som jeg ikke hæftede mig ved. Det var i hvert fald ikke Ringsted.
Så ringede telefonen. Det var Claus, der ville vide, om toget var forsinket. Klokken var 17.28. Jeg sad jo og arbejdede, så jeg vrissede lidt og forklarede Claus, at jeg altså ikke styrede toget.
- Vi har lige været i Tølløse, så det er nok Ringsted næste gang. Vi ses om fem minutter, sagde jeg, og vi lagde på.
Så meddelte togdamen, at næste station hed Vipperød. Jeg er ikke knivskarp i den sjællandske geografi, men jeg kunne mærke på mit vand, at der var noget helt galt. Så jeg stod af på den forblæste station i Vipperød og orienterede mig.

Fra vrissen til venlig
Det var klogt at stige af, for toget var på vej mod Kalundborg.
Claus tog først telefonen i tredje hug, men nu vrissede jeg ikke af ham længere. Rejseplanen fortalte, at det ville tage mig en time at køre til Ringsted, og jeg kunne se på kortet, at der var ca 25 kilometer til Ringsted.
Så jeg overtalte Claus til at hente mig, og vi havde en hyggelig tur til Middelfart. Derfra gik alting glat. Og jeg kunne ikke drømme om at tage til Vipperød igen!

søndag den 24. november 2013

Først med det halve

For mange år siden skrev jeg en nyhed til Vendsyssel Tidende om, at Vendsyssel Egnsteaters karismatiske kunstneriske leder Helge Reinhardt havde sagt sit job op. Det var en overraskelse i lokalsamfundet - og dermed en god historie for den lokale avis.
Jeg havde oplysningen fra en særdeles troværdig kilde, som ikke selv havde noget i klemme. Han var bare ked af, at Helge stoppede, og han ville gerne hjælpe avisen med gode historier.

Ingen kommentarer
Bestyrelsen havde ingen kommentarer, og Helge Reinhardt selv ville hverken af- eller bekræfte historien. Jeg kunne dog fornemme på ham, at den var god nok.
Så sad jeg der en formiddag op til avisens deadline - skal, skal ikke?
Jeg var sikker på, at historien var sand, men når jeg ikke havde nogen officielle kilder risikerede jeg nemt at skrive noget forkert. Var han blevet fyret? Havde han sagt op? Var de blevet enige om at skilles som venner? Var det private eller faglige grunde? Der kunne være så meget.

Radio og tv
Jeg havde rodet rundt i historien, så jeg var ret sikker på, at teatret selv var på vej med en pressemeddelelse. Hvis jeg undlod at skrive historien i eftermiddagens udgave af VT, risikerede jeg at høre en pressemeddelelse læst op i Nordjyllands Radio og TV Nord om aftenen. Det ville jeg være godt træt af.
Så vi kørte historien, som også var sandfærdig. Bestyrelsen blev sur på mig, fordi jeg absolut ville ud med nyheden, inden teatret ønskede det.

Vent hellere et par dage
Her er vi inde at røre ved et stridspunkt mellem læsere og journalister. Teatrets bestyrelse - og sikkert også mange af VTs læsere - kunne ikke se, det havde nogen som helst betydning, om den nyhed blev bragt i den lokale avis en dag eller to senere. De vil hellere have en rigtig og fuldstændig historie end en halvkvædet vise på anden hånd.
Journalisten vil levere nyheder. Noget nyt. Noget, der lige er sket. Det gør avisen interessant og vedkommende. Det er dens berettigelse. Derfor må man engang imellem tage en lille chance.

Flere timer er en evighed
Historien er som sagt gammel, men dilemmaet er endnu værre i dag. Medier udkommer hele tiden, og det tager ikke mange timer, før en nyhed er gammel. Hvis man konsekvent er nummer to eller tre med historierne, kigger ingen på ens side.

Lokal virksomhed lukker
Vi havde et eksempel i den lokale mediedam i fredags, hvor Kanal Frederikshavn som den første kunne fortælle nyheden om, at en lokal virksomhed lukker. Kanalen fik ikke fat i ejeren og viderebragte et tip om, at virksomheden var gået konkurs. Nyheden kom ud i andre medier, før ejeren fik præciseret, at virksomheden var solgt, lukket på den nuværende adresse og vil blive videreført med nogle få medarbejdere et andet sted i byen.
Skulle Kanal Frederikshavn have ventet med historien? Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, for jeg ved ikke, hvad der helt præcist foregik.

Ny vinkel fra vågen læser
Men jeg kan sige, at man i hvert fald ikke skal vente til historien er fuldstændig. Da nyheden lå ude på nettet, var der en frisk læser, som googlede virksomhedens navn og fandt frem til en interessant oplysning om, at firmaets direktør var en kendt og berygtet forretningsmand, som har nogle politisager kørende imod sig.
Det viser sig at være en specialist i at rekonstruere firmaer, og det fortalte ejeren om i en opfølgende historie på Kanal Frederikshavn.
Det er en af de store fordele ved netjournalistik. Læserne kan bidrage med nye oplysninger og vinkler, og det er ikke pinligt, at journalisten ikke har tænkt på dem, inden han bragte historien.
Jeg slutter med et kendt journalistisk citat, som Lasse Jensen flere gange har tilskrevet en gammel redaktør på Kjerteminde Avis: Det skal ikke være kunst - det skal være færdigt!

søndag den 17. november 2013

Til grin hos Topdanmark



Når jeg får dårlig service et sted, hævner jeg mig ved at hænge synderen ud her på bloggen. Denne gang går det ud over Topdanmark, som ikke behøver at ryste i bukserne, for bloggen har kun ca. 100 læsere.

5,5 mio. kan læse med
Men det er rart for mig at få det ud, og der sidder jo 5,5 mio. potentielle læsere derude.
Nu skal I bare høre, hvor dumme de er i Topdanmark.
Vi var på efterårsferie i Rom, og da vi skulle hjem, var flyet aflyst på grund af strejke. Vi tilbragte en lang dag med at stå i kø i terminalen og endte med at få et fly hjem næste formiddag. Træls - men det var ikke Topdanmarks skyld.

Landbrug og rejse
Vi har en rejseforsikring, så et par dage efter ringede jeg til Topdanmark for at høre, om jeg kunne få dækket udgifterne til hotel og transport.
Der var intet at finde på nettet, så jeg måtte ringe. Telefonslusen gav mig forskellige muligheder. Ingenting om rejseforsikring, men jeg kunne vælge mellem privat, erhverv og landbrug.
Vi er landbrugskunder, så den tog jeg. Efter at have præsenteret problemet fik jeg en lidt studs besked om, at jeg skulle henvende mig til Rejse. Jeg blev stillet om til en dame, der allerede lød meget træt, selv om klokken kun var 9.
Jeg forklarede, at vores fly var blevet aflyst på grund af en strejke, og jeg ville høre, om forsikringen dækkede mine udgifter.

Send en anmeldelse
- Du kan sende en skadesanmeldelse ind. Så kigger vi på det, svarede damen uvenligt.
Jeg spurgte, om hun ikke kunne sige noget om dækningen. Jeg ville ikke til at finde en masse papirer frem, hvis hun på forhånd vidste, at jeg ikke kunne få dækning.
- Det kan vi ikke tage stilling til på forhånd. Du må sende en anmeldelse, sagde hun ret uvenligt.
- Jamen, du sidder i en afdeling, der beskæftiger sig med rejseforsikring. Kan du ikke oplyse, om I normalt dækker den slags med den forsikring, jeg har.
- Nej. Send en anmeldelse, sagde hun og var klar til at lægge røret på.
Jeg bad om lov til at stille endnu et spørgsmål og fik det bevilget. Jeg ville vide, hvilke omkomstninger, de normalt dækker hvis og såfremt. Heller ikke her var der hjælp at hente. Jeg kunne bare sende bilagene.
Jeg bad til allersidst om at få sendt anmeldelsen pr. mail.
- Mail? halvråbte hun i telefonen. Og lidt mere sagte: Jo, det kan jeg godt.

Venlig dame i Rejse
Den kom ikke, så fem dage senere ringede jeg igen. Her var jeg heldig at få en meget venlig person i Rejse. Hun kunne se i systemet, at der var oprettet en anmeldelse, og den havde jeg på mail få minutter senere :-)
Så måtte jeg have fat i flyselskabet for at få en skriftlig bekræftelse på aflysningen. Det gik rimeligt nemt, og jeg fik printet den ud sammen med de oprindelige billetter og kvitteringerne for mine udgifter. Hele møget sendte jeg sammen med skadesanmeldelsen i et brev til Topdanmark.
Forleden kom materialet retur sammen med et kortfattet brev, hvor der står:
"Forsikringen omfatter ikke dækning i forbindelse med strejke og konkurs".

Det er garanteret helt rigtigt. Men hvorfor f##!!#?!!# fortalte de ikke bare det i telefonen? Så kunne de og jeg have sparet en masse tid.

Hvor svært kan det være? Når man sidder i en afdeling, der hedder Rejse, må det være en helt almindelig sag, at en kunde spørger, om forsikringen dækker, når flyet blev aflyst på grund af strejke. Og så skal man da svare kunden.
Hvor svært kan det være?
Jeg sender linket til dette indlæg til Topdanmark, og vender tilbage med et svar, hvis de skulle få lyst til at producere sådan et.

fredag den 8. november 2013

Spiser du stadig?

 Aaaah.

Et par gange om året møder jeg folk, som spørger, om jeg stadig løber.
Så kigger jeg underligt på dem, som om jeg ikke har fattet spørgsmålet. For det har jeg nok heller ikke.
Jeg opfatter spørgsmålet sådan, at folk mener at kunne huske, at der var et par år, hvor jeg gik meget op i at løbe. Og så hører jeg en formodning om, at jeg nok er holdt op med det.
Og hvis den antagelse holder, kan jeg ikke svare meningsfuldt på spørgsmålet. Jo, jeg kan stille og roligt svare ja. Jeg løber stadig.

En del af hverdagen
Men for folk, der ikke er løbetosser, er det svært at forstå, at spørgsmålet er meningsløst. For os er løb ikke en dille eller en mode, vi følger i en periode. Det er en del af hverdagen. Hver uge, hvert år, hele livet. En løbetosse holder ikke op med at løbe. Jo, vi gør det nødtvungent, når der opstår en skade.
I princippet kunne man lige så godt spørge: Spiser du stadig?
Ja, jeg spiser hver dag, medmindre jeg har omgangssyge.





Farvel, skade

Jeg har tidligere underholdt med en usædvanligt lang og træls skadeperiode. Nu føler jeg mig helt sikker på, at jeg er ovre den. Så nu løber jeg igen fast tre gange om ugen. Det går lidt langsommere end for et par år siden, og distancerne er kortere.
Men glæden er den samme. En god løbetur giver energi og klarer hjernen. Skal jeg holde et oplæg for en forsamling eller stå for en workshop, er den bedste forberedelse en løbetur aftenen før. Så taler jeg det hele igennem for mig selv og får altid en god idé til en historie og til en måde at gribe det an på.
Kommer jeg hjem fra en lang, lang køretur, er der ikke noget bedre end at kunne tage et par løbesko på og blive sig selv igen ude i den friske luft. Snevejr, mørke og glatføre er ikke en forhindring, for det gælder ikke om at løbe stærkt. Det gælder bare om at have det godt.

Siden 1982
Jeg startede med at løbe i efteråret 1982 og har kun holdt pause et par vintre i 80erne, og så i de perioder, jeg har været skadet.
Og jeg holder ikke op igen. Hvis du skulle spørge fra nogen.

torsdag den 7. november 2013

En ekstra valgkanal

Fuldt hus på biblioteket i aftes, og alle medierne var der også

I tre dage har vi i Frederikshavn haft en ekstra nyhedskanal. De færreste har nået at opdage den, og nu har den indstillet sin virksomhed.
Men tjek den alligevel ud: http://valgnytnord.mediajungle.dk/

Tre dages arbejde
Valgnytnord er resultatet af tre dages arbejde fra 15 studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. De har dækket den lokale valgkamp med fynd og klem, og jeg er meget imponeret over indsatsen.
Højdepunktet var det store vælgermøde i aftes, hvor 300 vælgere mødte partilederne - og de fleste øvrige kandidater. I øvrigt arrangeret af DR Nordjylland, Nordjyske Medier og TV2 Nord i samarbejde - også en kæmpe tak og ros for det. Bare vores byråd kunne arbejde lige så godt sammen som de tre mediehuse gør i Nordjylland for at få flere til at stemme!

Lukket skole og privat toilet
Tilbage til Valgnyt Nord. Journalisteleverne havde virkelig lyttelapperne ude i aftes. Ikke blot kom der en fin dækning af selve arrangementet. I dag dukkede der også portrætter op af de fire borgmesterkandidater og en meget fin historie om Volstrup Skoles forfald. Den blev nævnt på vælgermødet, og i dag tog et reporterhold ud til Volstrup for at samle op på historien. Der er også en historie om et tidligere offentligt toiltet i Sæby, som nu passes af to skøre pensionister. Også den kom frem på vælgermødet.

Hjemmeside, Facebook, billeder og videoklip
Rent teknisk fungerer Valgnytnord udmærket. Det er skønt for en gammel rotte at se, at 15 studerende som en selvfølge banker en hjemmeside op med mulighed for at kommentere indlæg, link til de mest populære artikler - og naturligvis med en Facebookside til.
Og en journalist i dag er ikke bare en ordjonglør. Der er billeder til alle historier og videoklip til de fleste.

Vi tumlede rundt
Da jeg som journalistelev var med til at lave en avis fra Skanderborg Kommune, husker jeg det sådan, at vi tumlede rundt på må og få. Vi kunne nok finde noget stof, men jeg er ret sikker på, at det ikke var særligt interessant for lokalbefolkningen at læse. Jeg tror bestemt ikke, vi fangede de vigtigste problemstillinger i Skanderborg i 1983.
Men Valgnytnord-folkene har fingeren på den politiske puls i vores kommune. Og så har de suppleret med spændende, sjove og interessante historier.

Journalisters image
Vi hører så tit kritik af medierne - og dermed også af journalisterne. Jeg forsvarer gerne mit fag, men jeg har svært ved at trænge igennem til folk. Vi journalister må leve med et dårligt image.
I stedet for en lang forsvarstale vil jeg bede dig bruge fem minutter på Valgnytnord og så bedømme, om du synes, det er useriøse, sensationshungrende journalister, de opfostrer i Aarhus. 

lørdag den 2. november 2013

Hurra for de dårlige anmeldelser

Politikens forudsigelige bidrag til Grastens image

Jeg er helt sikker på, at filmproducenten Regner Grasten jubler over elendige anmeldelser af filmen Tarok i de landsdækkende dagblade.
Det kan han bruge i sin markedsføring som folkets mand. De fine på parnasset i det indre København synes, Grastens film er dumme og platte, men befolkningen strømmer ind i biografen. Folkets dom er vigtigere end anmeldelsernes, gnækker Grasten i dag i flere medier.
Et par anmeldere har dog skuffet denne gang. De to stiftstidender gav begge Tarok 4 stjerner og Kristeligt Dagblad var også positivt stemt.

Kompetente mennesker
Mekanismen har været kendt i årevis. Filmanmeldere er ikke popularitetsdommere. Det er folk, der elsker film, har set hundredevis af film og derfor stiller høje krav til form og indhold. Jeg tror, det er meget kompetente mennesker, og det giver jo ingen mening at bede dem om at se bort fra deres egen viden og erfaring.
Så det må være sådan, at populært anlagte film uden den høje kunstneriske kvalitet får én på hatten i avisspalterne, mens publikum generelt er udmærket tilfreds.

Hvidsten Gruppen var værre
Grastens forrige film Hvidsten Gruppen fik endnu flere hug end Tarok. Den så jeg, og det var en god oplevelse. Først og fremmest fordi, det var en god historie. En interessant fortælling om nogle temmelig almindelige mennesker ude på landet, der blev aktive i modstandskampen og endte med at blive dømt og dræbt af Værnemagten.
Jeg skal også se Tarok, for det er også en fremragende historie. Om nogle hesteglade folk fra Skive, der skyder papegøjen og får en af Verdens bedste travheste. Travbanen er og var for en lillebitte minoritet, men i Taroks storhedstid interesserede næsten alle danskere sig for travsport. Tarok var vores allesammens stolthed, og det er en rigtig god idé at lave en film om den populære hest og familien Laursen fra Stald Kima.

Alvidende filmvært
Og det er måske netop på det punkt, at kæden nogle gange hopper af for de kære filmanmeldere. At de gransker det filmtekniske så meget, at de glemmer at fokusere på den gode historie. Jeg kan fornemme det i Filmselskabet på DR K. Her er der en nærmest alvidende vært, Maria Månson, som slynger om sig med referencer til film og instruktører, jeg ikke kender. Til gengæld glemmer hun ofte at fortælle, hvad en film handler om.
Jeg er dybt imponeret over Maria Månsons evne til at sætte uforståelige ord på en film og til at sætte den ind i sammenhænge, jeg aldrig har kendt til. Jeg synes, det er fascinerende og morsomt, og jeg håber, at der sidder en masse filmentusiaster ude foran skærmene, som bliver klogere af programmet.
Så kan jeg godt nøjes med den gode historie.


mandag den 28. oktober 2013

Valgfesten er i gang

En let løftet pegefinger - og én til - fra KL

Herligt at se en masse hoveder i lygtepælene overalt i landet. Herligt at læse indlæg her og der og allevegne om store og små problemer i kommunerne, som kandidater gerne vil gøre noget ved. Vores demokrati holder fest de næste tre uger.
Al forskning viser, at valgplakaterne virker. Det er noget nær den eneste kanal, der er dokumentation for effekten af.

Demokrati i krise
Det er også nødvendigt, for vores demokrati er i krise. De politiske partier mister medlemmer, og der er meget stor bekymring for stemmedeltagelsen ved valget har den 19. november.
KL har forsøgt med en ret stor kampagne. Det er al ære værd, men jeg er bange for, at den er forfejlet. Budskabet i kampagnen er: Tænk dig om før du ikke stemmer. Se udformningen på billedet her over fra Ringkøbing Rådhus.
Hvorfor virker det mon ikke? Fordi det kritiserer dem, der ikke stemmer. Ingen målgruppe bryder sig om at blive kritiseret. Kampagnesloganet virker fint på alle os, der stemmer og ikke kunne drømme om at gøre andet. Men det er jo ikke os, kommunerne skal have fat i.

Brug mennesker
Hvad skal man så gøre? Fisk.
Måske skulle man kigge på valgplakaterne igen. Når de virker, er det fordi de er personlige. Måske skulle KL have valgt en kampagne med mennesker - der fortæller et positivt budskab.

Stemmer på Kanten
Lisbeth Zornig og nogle af hendes mange venner kører et flot initiativ med Stemmer på Kanten. Det er simpelthen en opfordring til hjemløse, misbrugere og andre slemme drenge om at stemme. Og de har fået den geniale idé at hænge plakater med hjemløse op i lygtepælene. De stiller ikke op, men de opfordrer til at stemme.
At der så er gået bureaukrati i den i en række kommuner - det viser bare, hvor meget der er brug for nye stemmer i vores demokrati. Der er minsandten nogle kommuner, som ikke vil tillade de alternative valgplakater, fordi de ikke afbilder folk, der rent faktisk stiller op til valget.
Stemmer på Kanten er båret af frivillige og bliver finansieret af små sponsorbidrag. Jeg tipper, at kampagnen koster mindre end 10 pct. af KLs flotte værk - og at effekten er mere end dobbelt så stor.

søndag den 20. oktober 2013

Tre grunde til at køre på cykel i Rom

En modig cyklist på svinkeærinde i Borgheseskoven.

Hvis nogen tror, at alle europæiske storbyer arbejder på at blive cykelbyer, så tag til Rom. Her er der helt håbløse forhold for cyklister.
Vi har netop prøvet det af i tre dage. På trods af alle advarsler lejede vi to glimrende citybikes og manøvrerede os rundt i den italienske hovedstads forvirrende gadenet. Det var spændende!

Derfor skal du ikke køre på cykel i Rom
Her er nogle af de mange argumenter imod cyklisme i Rom:
* Byen er bygget på syv høje, så man kører ret stejlt op og ned meget af tiden
* Mange af de små gader i den indre by er brostensbelagte
* Der er kolossalt mange biler og scootere
* De kører sydeuropæisk, hvor de kører frem, hvis der bare er en smule plads
* De store kryds og rundkørsler er totalt kaotiske
* Cykler er fremmedelementer i trafikken

For meget trafik
Puha. Det lyder halsbrækkende. Det var det sådan set ikke. Ikke én gang var vi tæt på at blive kørt ned, og de småstressede situationer var ikke nær så anstrengende for os som for dem, der sad og svedte og bandede i bilerne.
Der er simpelthen for meget trafik og for mange parkerede biler i de smalle, charmerende gader.
Hvis man tager det som et vilkår, kan man få et par hyggelige dage på cykel i Rom.

Her er tre gode grunde til at køre på cykel i Rom:
1. Transporttiden bliver til oplevelsestid. 
Du ser en masse undervejs og kan stoppe op og se nærmere på en butik eller en seværdighed. Du slipper for ophold og lange vandreture i klamme metrotunneler eller for at blive mast i propfyldte busser.
2. Du kan komme hurtigt frem
Cyklister må køre imod ensretningen i bymidten, så der er hundredevis af små smutveje. Er trafikken alt for slem, kan du køre et stykke på fortovet. Der er så få cykler i Rom, at det ikke generer fodgængerne.
3. Du farer vild på den gode måde
Som ny i en by farer man altid vild. Og så får man øje på noget overraskende, som slet ikke var planlagt. Her får man de bedste oplevelser. Vi kom ad vanvare op på toppen af Den Spanske Trappe lige ved frokosttid og fandt en topcharmerende restaurant på en solbeskinnet altan.

Gør noget, Rom
Når alt det er sagt, bør myndighederne i Rom gøre en indsats for at flere kører på cykel. Trafikken i byen er simpelthen problematisk, og benzinosen er mærkbar. Både for cyklister og gående. Hvis bare 10 pct. af bilisterne kunne flyttes over på cykler, ville det gøre en kæmpe forskel.
Der er ingen cykelstier eller cykelbaner, og der er en forkølet ordning med bycykler. Vi så nogle tomme stativer to steder, men der var ingen forklaring på ordningen.
Her er virkelig noget at hente for bystyret. Både for miljøet og for den oplevelse, turisterne tager med hjem.
Arrividerci!

søndag den 13. oktober 2013

Øllet blev hans skæbne

Dedikationen fra min udgave af Bryggeren

Den dramatiske overskrift har jeg hugget fra en avis, der omtalte en af min onkel Kristofs runde fødselsdage.
Kristof døde forleden, 90 år gammel, og trods overskriften var han slet ikke nogen drukkenbolt. Han var professor i historie, og det skæbnesfulde møde med den skummende drik fandt sted, da han i 1962 skrev en doktorafhandling om bryggeriets historie.

Formand for Carlsberg
Som Danmarks fremmeste ølforsker var det helt naturligt, at han siden blev formand for Carlsbergfondet og samtidig formand for Carlsbergs bestyrelse. Carlsbergs stifter J. C. Jacobsen bestemte nemlig i sit testamente, at videnskabsmænd skulle have flertallet i Carlsbergs bestyrelse. Sådan gik det til, at en humanistisk forsker som min onkel Kristof blev en halvtung dreng i det danske erhvervsliv.

Far til Bryggeren
Han skrev også bøger, og billedet ovenfor er fra flappen på hans største sællert Bryggeren. Du husker måske tv-serien af samme navn fra 1996. Det var dengang DRs største produktion nogensinde. Den blev vist aldrig den store succes, men jeg ved, at Kristof havde stor fornøjelse af at se sin bog omsat til fjernsyn. Instruktør Kaspar Rostrup fandt en dag en lillebitte birolle til Kristof, som familien selvfølgelig husker.

Alle detaljer
Selv mindes jeg Kristof som en klog og sjov mand. Han havde et fint blik for de morsomme detaljer - og han besad en guldgrube af viden, som han ikke kunne lade være med at øse ud af.
Jeg husker engang, vi var på udflugt i det vestjyske. Over alt, hvor vi kom frem kunne Kristof en lille historie om nogle spændende arkæologiske fund, kirkemalerier eller gamle bygninger, som Carlsbergfondet havde givet et lille eller stort tilskud til. Det forbløffede mig, at han kunne huske alle detaljer i de hundredevis af projekter, han i sine år som formand for den rige fond havde givet tilskud til.

Det kongelige toilet
I en periode var Kristof også formand for bestyrelsen på Frederiksborg Slot. Her rådede han over en taglejlighed, som han naturligvis aldrig brugte. Men han viste den frem en enkelt gang, og jeg husker stadig forventningens barnlige glæde i Kristofs ansigt, da han skulle vise os toilettet. Det var et bræt, der var muret ind i væggen. Man kunne lige klemme sig ind og sætte sig på brættet. Men det spektakulære var afløbet. Det var lige som en affaldsskakt, og det gik direkte ned i voldgraven. Sådan gik danske konger på toilet for 4-500 år siden. En herlig måde at lære historie på.

Øllet blev min skæbne
I det hele taget var Kristofs boligforhold perfekte for os nevøer. Da vi var små, var han efor på 4. maj Kollegiet på Frederiksberg, og til den titel hørte en fornem kæmpelejlighed ned til Frederiksberg Have. Et perfekt legested.
Da Kristof blev formand for Carlsberg, flyttede tante Kirsten og han til et af bryggeriets fine gamle huse ude i Valby, og her var den store attraktion for os teenagere et køleskab fyldt med alle slags øl. Og det blev bare fyldt op, når Kristof bad om det. Et sandt paradis, som jeg dog kun har været med til at misbruge én gang.
Der blev øllet min skæbne.


tirsdag den 8. oktober 2013

Vil Miljøministeren have en kanelsnegl?

 Ida og Birgitte faldt hurtigt i snak.

Miljøminister Ida Auken kom her til morgen til kaffe og hjemmebagte kanelsnegle hos familien Glerup Holm på Vinkelvej i Brønderslev. Værterne er nulskraldere og skulle inspirere Ida Auken i arbejdet med regeringens nye ressourcestrategi.
Jeg var med ved morgenbordet, og det var mægtig hyggeligt, selv om hjemmet var fyldt med tv-kameraer og fremmede mennesker.
En af grundene til den gode stemning var sproget og tonen.

Hej!
Hej, sagde Ida Auken og Birgitte Glerup, da de hilste på hinanden for første gang nogensinde, og så talte de afslappet om affald, sortering og livet på Vinkelvej.
De sagde selvfølgelig du og tiltalte hinanden med fornavn. Hvad skulle de ellers gøre? Det gør vi jo i Danmark.
Nej, ikke overalt. Hvis arrangementet var foregået i folketingssalen på Christiansborg, skulle Ida have kaldt Nulskralderen for fru Birgitte Glerup. Hver gang. Og den anden vej skulle Birgitte tiltale Ida som Miljøministeren - i tredje person. Hver gang. Vil Miljøministeren have en kanelsnegl?

Pepdebat med partilederne
Senere på dagen havde Folketinget premiere på den nye pepdebat mellem partilederne og statsministeren. Forbilledet er de kendte slagfærdige debatter i det engelske underhus. At dømme efter presseomtalen var den danske premiere i dag spagfærdig, selv om politikerne forsøgte at være underholdende.
Det skal nok blive bedre - især når der kommer nogle helt aktuelle og vigtige sager at drøfte. I dag var det stort set bare et opkog på sidste uges åbningsdebat.
Men tiltaleformen er en hindring for den slagfærdige debat. Selv for trænede politikere er det kunstigt at skulle kalde hinanden hr., fru, frøken og minister i tredje person. Det er ikke bare gammeldags. Det er oldnordisk. Og det har det været i 40 år.

Naragtige tiltaleformer
Hvis Folketinget vil gøre debatten mere levende, er det helt oplagt at smide de naragtige tiltaleformer på porten og lade medlemmerne tale almindeligt til hinanden. De er jo kolleger, som kender hinanden ganske udmærket.
Jeg kender ikke argumenterne for at fortsætte med et sprogligt ritual fra før verdenskrigene. Men jeg kunne forestille mig, at det handler om værdighed og en god omgangstone.
Men det er det stik modsatte. Det er uværdigt at tiltale hinanden på en falsk, opstyltet måde. Kunstigt, upersonligt sprog er ikke en god omgangstone.

Tal pænt til og om hinanden
Folketinget må gerne holde på formerne og stille krav om, at medlemmerne taler pænt til og om hinanden fra landets fornemste talerstol. Det går jeg 100 pct. ind for, og jeg synes det er fint, at der hele tiden sidder en formand i stolen og kontrollerer, at debatten og tonen er lødig.
Men at stille krav om en tiltaleform, som ingen af medlemmerne selv har oplevet i praksis ude i samfundet - det er for langt ude.
Birgitte og Ida kunne sagtens tale pænt og respektfuldt til hinanden på Vinkelvej uden at tale Matador-sprog. Mon ikke også, det kan lade sig gøre på Slotsholmen?


fredag den 4. oktober 2013

Virksomheders service til staten

Skærmen gik død, og det gjorde jeg også.

Alle virksomheder skal 1. november have en digital postkasse for at kunne modtage post fra stat, region og kommune.
Det synes jeg, er okay.
Men det er absolut ikke i orden, at staten vælger en meget omstændelig procedure, som selv folk med rimelige digitale evner skal bruge lang tid på at få til at fungere.

Ikke sådan lige
Jeg har et lille ApS, som ejer mine aktier i Tankegang, og da der er knyttet et cvr-nummer til, skal jeg også på den offentlige digitale post.
Det gik jeg så ind for at fikse forleden. Men det var ikke sådan lige.
Jeg skulle melde mig som medarbejder i firmaet, som herefter blev ansvarlig for virksomhedens adgang til systemet. Jeg skulle acceptere et alenlangt dokument med vilkår - hvilket er totalt pseudo. For jeg kan som bestyrer af et cvr-nummer ikke vælge løsningen fra.
Da jeg var kommet igennem den procedure, skulle jeg vente på at få en mail fra nets plus et brev fra samme instans.

Java
Begge dele fik jeg så forleden. Her til aften var det tid til at gå videre i proceduren.
Der kom ret hurtigt et Java-vindue op på min 3 år gamle Mac. Da jeg havde indtastet det tilsendte installationsnummer, så jeg et dødt Java-billede midt på skærmen. Jeg sagde ja til at køre Java, og så skete der intet.
Jeg genstartede Macen og prøvede igen. Billedet gik død igen.
Og det gjorde jeg også. Det er besværligt at servicere staten.

Mindre bøvl
Jeg hører med jævne mellemrum politikere forklare, at de ønsker at afbureaukratisere og lave færre regler og forhindringer for virksomheder. Mindre bøvl, kalder de det vist.
Gad vide, om nogen af dem har et cvr-nummer?

torsdag den 3. oktober 2013

Stærke billeder - tør du?



Tør du bruge 5x2 sider i et seriøst blad på stærke billeder, der taler til følelserne, fantasien og humoren?
Måske svarer du ja, men så laver du for få blade. For man ser det meget sjældent i den danske bladskov. I Tankegang laver vi aldrig sådan noget for en kunde, men vi vil meget gerne, så vi gør det til os selv. En gang eller to om året udgiver vi et magasin med den enkle titel Tankegang, og der giver vi den gas.
For kort tid siden ankom udgave nummer 24 fra trykkeriet, og i disse uger dapper vi ud til kommuner og forsyninger og forærer bladene til vores kontaktpersoner.

Bladbud på rådhuset
Det er billigere end at sende dem med posten, og så får vi en fin snak. I dag var jeg bladbud på Frederikshavn Rådhus, og det var en skøn oplevelse. Først og fremmest fordi, det er rigtigt hyggeligt at komme på rådhuset. De gode kommunalarbejdere har indrettet sig med velfungerende, åbne kontorlandskaber af forskellig størrelse, og der kommer masser af folk ind og ud.

Kommentar til billederne
Og så oplevede jeg igen, hvor stærk en tiltrækningskraft billedopslagene i magasinet har. Alle slog straks op på et af billederne og grinede, spærrede øjnene op eller blev lidt chokerede. Alle kom med en kommentar til billederne.
Jeg har selv skrevet nogle tekster i bladet, og det er jo hjerteblod for mig. Men jeg kunne se med det blotte øje, at mine guldkorn ikke var nær så interessante som de store billeder med et kort budskab til.

Blivende effekt
Banalt - vil du måske sige. Selvfølgelig er det sjovere at se et billede end en tekst.
Jovist. Men billedet har også større effekt, og modtageren husker det langt bedre end teksten. Billedet rammer dine følelser og sætter associationer i gang. Når 10 mennesker alle stopper op ved et billede, fremkalder det 10 forskellige følelser og 50 forskellige fortolkninger.

Til at forstå - ikke fortolke
Det gør en tekst meget sjældent - og slet ikke en af mine. Mit journalistiske ideal er, at mine skriverier skal være nemme at forstå. Læseren skal ikke tolke eller anstrenge sig for at tyde, hvad jeg har jeg på hjerte.
Sprognørder og litterater kan diskutere tekster i timevis. Det er herligt.
Men billeder behøver man ikke være fagmand for at kunne fordybe sig i, og jo mere, man leder i billedet, jo mere finder man.

Hvorfor?
Hvorfor er der så mere tekst end billeder i de magasiner, blade og foldere, vi laver for kommuner og forsyninger?
Det nemmeste - og dummeste - er at skyde skylden på vores kunder. De er selvfølgelig ikke Tankegang, der skal sælge kommunikationsløsninger. De er en offentlig instans, der skal informere borgerne om noget vigtigt.
Men når vi nu ved, at et stærkt billede virker bedre end en nok så pædagogisk tekst, hvorfor råder vi så ikke kunderne til at lave billedbøger?
Og hvorfor stabler jeg så mange bogstaver op på denne blog?


lørdag den 28. september 2013

Mandschauvinistisk pis fra Tankegang?

Seriøs affaldskommunikation
eller et forældet kvindesyn?

I torsdags brød en mediestorm ud i Horsens. Kommunens afdeling for Affald og Genbrug havde fået lavet en pinup-kalender til håndværkerlærlinge, og Dansk Kvindesamfund var i oprør.
Tankegang har fået idéen og har lavet kalenderen til og sammen med Horsens Kommune, så vi fulgte naturligvis dagens begivenheder på medierne tæt.
Socialdemokraternes medlem af Europa-Parlamentet Britta Thomsen kaldte kalenderen for noget "mandschauvinistisk pis". Så var debatten i gang.

En vanskelig opgave
Hvorfor laver vi sådan noget i Tankegang?
Det gør vi, fordi Horsens Kommune havde stillet os en meget vanskelig opgave. Affald og Genbrug ville informere  håndværkerlærlinge om sortering og om genbrugspladsen. Det er en målgruppe, som er svær at nå med netop det budskab. De interesserer sig simpelthen ikke for affald og miljø og kan heller ikke tvinges til det.
Derfor så vi det som den første opgave overhovedet at få deres opmærksomhed. Og så var det, at to yngre kvindelige kolleger foreslog en pin-up kalender med flotte piger - og drenge. Den skal hænge på værkstedet, og vi føler os sikre på, at alle kigger på billedet. Når man gør det, skal man lige se, hvad det handler om, og så kan vi være heldige, at nogle af de unge håndværkere også læser vores tekster.
Kalenderens blad vendes hver måned, og så er der en ny flot pige eller fyr og et nyt budskab om affald og genbrug.

Opmærksomhed
Et andet element var selve den opmærksomhed, sådan et initiativ ville skabe. Det er nok aldrig set før, at en kommune og en skole giver eleverne en pinup-kalender. Det vil få lærlingene til at være ekstra opmærksomme på mediet. Og dermed til at se budskabet om at sortere affaldet.
Det var vores begrundelse, som Horsens Kommune kunne følge.

Ikke pornografisk
Vi er selvfølgelig klar til at modtage kritik og at lytte til den. Og vi deltager også gerne i debatten.
Fra starten har vi understreget, at kalenderen ikke måtte være pornografisk. Billederne er temmelig uskyldige. Og så har vi vægten humoren. Der er en lidt sjov overskrift på hvert kalenderblad, og ude i siden står der "nøgne facts fra genbrugspladsen".

Undervisning
Distributionen er også vigtig her. Horsens Kommune deler ikke bare kalenderen ud på må og få og plastrer byen til med bare rygge og maver. Kommunen tilbyder et lille undervisningsforløb, som ender med, at lærlingene får udleveret en kalender.

Forældet kvindesyn
Tilbage står nogle kritikpunkter fra ugens debat.
Mandschauvinistisk og et forældet kvindesyn? Horsens Kommune har ikke et forældet kvindesyn. Horsens Kommune mener ikke, at kvinder skal være sexobjekter. Havde der været et billede af et barn, der spiser en is, ville det heller ikke have været et bevis for, at Horsens Kommune anbefaler, at børn spiser is og slik til alle måltider.
Fordummende? Den forstår jeg ikke. Bliver man dum af at se på en flot pige eller fyr? Eller er det kun dumme mennesker, der kan lide det? I så fald er vi mange, der må falde ind under kategorien. Jeg vil umiddelbart tro, at det er over 99 % af danskerne.

25 % ligeglade
Samme dag, som den lille mediestorm brød løs i Horsens, holdt affaldsforeningen DAKOFA årsmøde i Korsør. Her fortalte Christine Felthaus, at 25 % af borgerne overhovedet ikke interesserer sig for genbrug.
Jeg er sikker på, at håndværkerlærlinge og andre teeangere vejer tungt i den statistik. Som førende kommunikationsbureau inden for affaldsområdet vil Tankegang gerne være med til at højne bevidstheden hos alle i samfundet om, at affald er en nyttig ressource, som vi ikke bare skal smide i skraldespanden eller i naturen.
Engang imellem går vi til kanten for at opnå opmærksomhed. Når vi får den, er den ikke kun positiv. Det er de nøgne kendsgerninger.

lørdag den 21. september 2013

Hej, Kofi Annan

 Han stod lige der, 7 rækker fra mig

Billedet her er grynet og af tvivlsom teknisk kvalitet. Men motivet er enestående. Herren på billedet er den 75-årige ghanesiske diplomat Kofi Annan, som i 10 år frem til 2007 var FNs generalsekretær.
Han holdt tale ved et stort arrangement i Holstebro, som jeg var til i tirsdags. Der var mørkt i  Musikteatret, men de fleste tilhørere tog alligevel et billede med det apparat, de havde ved hånden.
Mit billede viser, at jeg har været sammen med Kofi Annan. Det er stort.
Han er en sjælden personlighed med et ganske særligt format. Lige som Mandela, Bill Clinton og nogle ganske få andre mennesker.

Alle har et ansvar
Talen var blændende på Kofi Annans stilfærdige facon. Ingen fordømmelse over for andre, ingen vilde fagter, ingen blomstrende udtryk - men en venlig insisteren på, at vi alle sammen har et fælles ansvar for miljøet og for freden.
Kofi Annan formår som få at tale for hele Verdenssamfundet, på en måde som er til at forstå og uden at forfalde til tomme floskler.

Syrien: forhandling, forhandling, forhandling
Han holdt en tale på 10-12 minutter og blev bagefter interviewet af Paula Larrain. Til slut spurgte hun til Annans holdning til konflikten i Syrien.
- Det er absolut et stort fremskridt, at USA og Rusland har lavet en aftale. Det er forudsætningen for, at vi kan komme videre. Konflikten kan kun løses politisk. Hverdagen i Syrien er et mareridt for befolkningen, og det bliver ikke bedre af at tilføre flere våben. Det skal løses ved forhandlingsbordet, lød den tidligere generalsekretærs bud.
Han tilføjede, at det bliver meget, meget svært at forhandle en fredsaftale i hus med de mange parter i Syrien. Skulle det lykkes, kommer en endnu sværere opgave, nemlig at føre aftalen ud i livet.

Verden kan blive et bedre sted
Inden den lille ranke mand kom ind i salen, fik vi besked på at rejse os op for at se Prins Joachim sætte sig på første række. Det gjorde vi så.
Da Kofi Annan havde talt, rejste hele salen sig spontant op og klappede for dagens største oplevelse. For en stund fik vi igen en lille smule tro på, at Verden kan blive et bedre sted. Bare der er flere Kofi Annaner - og flere der vil lytte til ham.

onsdag den 11. september 2013

Hvis Bush var præsident i dag

... så var USA nu på anden eller tredje uge i gang med at bombe Syrien. Det er de færreste vist i tvivl om.
Bush kunne træffe hurtige beslutninger og turde føre dem ud i livet. Desværre viste de sig alt for tit at være forkerte. Og fatale.

Zig-zag
Obama er mere tøvende, og man kan med rette beskylde ham for at føre en zig-zag kurs. I lang tid ville han ikke gøre noget i Syrien, så længe der var tale om en almindelig borgerkrig. Grænsen gik ifølge Obama ved kemiske våben.
Da Assad så brugte dem, lagde Obama op til krig. Han fik endda den danske regering til at bakke op. Men så inviterede en rådgiver præsidenten på en spadseretur på plænen omkring Det hvide Hus, og så kom der en ny melding: En amerikansk aktion imod Syrien skulle vedtages af kongressen.

Halmstrå fra russerne
I et par uger har præsidenten og hans rådgivere arbejdet intenst på at opnå flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus, og da det ikke så ud til at lykkes, greb han efter et lille halmstrå fra russerne - nemlig at få syrerne til at aflevere deres kemiske våben.

Tvetydig tale
Og præsidentens tale til befolkningen i nat var tvetydig. På den ene side kan verdenssamfundet ikke tolerere, at en stat gasser sine egne indbyggere. På den anden side kan USA ikke automatisk være Verdens politibetjent. Lød Obamas argumenter i min frie fortolkning.

Den stærke tvivler
Er han en svag leder?
Det synes jeg ikke. Tværtimod. Det er stærkt at tænke sig grundigt om. Det er stærkt at insistere på opbakning. Og det er stærkt at holde alle muligheder åbne så længe som muligt. Krig er ingen løsning. Det er den allersidste mulighed.
Obama skal trykke på knappen eller lade være. Det er en svær og meget ansvarsfuld beslutning, som kan kræve tusinder af menneskers liv, og som kan få alvorlige følger for udviklingen af demokrati i hele Mellemøsten og Nordafrika. Puha, godt det ikke er mig.
Jeg kan godt lide en menneskelig præsident, som viser os andre, at det er svært dilemma, han arbejder med. Jeg kan godt lide, at han ikke fremstiller alting som sort og hvidt, for det er aldrig sandheden.

Krig og sult
Og så håber jeg naturligvis på, at det ikke ender med en international krig. Sporene skræmmer. USA og dets allierede har brugt ubegribelige milliardbeløb på krige i Afghanistan, Irak og Libyen uden at opnå fremskridt for lokalbefolkningen og uden nogen udsigt til, at det kommer.
Vi kunne have udryddet vandmangel og fattigdom i hele verden for de penge, der er eksploderet væk i Mellemøsten de seneste 15 år. Den amerikanske stat skal betale af på Bush' krigsmaskineri i flere årtier endnu. Obama har skåret kraftigt ned i de offentlige udgifter for at kunne afdrage på forgængernes gæld, og jeg tror ikke, han har lyst til at udskrive flere tvivlsomme krigsveksler til fremtidens amerikanere.

Krigens vindere
Og nu vi taler om penge, så det er værd at minde om, at Assads største våbenleverandør er Rusland. Putins venner tjener fedt på borgerkrigen, og Putins ambassadører forsvarer Syriens diktator i FN.
Og Bushs støtter skovlede også milliarder ind på krigene og på den høje oliepris, som var en naturlig følge af dem.
Så kom ikke her og sig, at krig ikke har nogen vindere.

søndag den 8. september 2013

Os fra tifredserne

Pindgrisen gjorde mig tilfreds i dag

Jeg er født i 1962 - så hvaffen generation er min? Er det os fra 60erne, dem fra 55-65 eller hvor går grænsen lige?
Det ved jeg ikke, men jeg synes selv, jeg er en del af en eller anden generation. Og med Shubiduas gamle udtryk er jeg helt med på at kalde den for tilfredserne. Jeg synes, vi er en heldig generation.

Forældre og børn
I modsætning til vores forældre er vi vokset op i en tid med gode fysiske rammer. Vi boede i ordentlige boliger og fik sund og nærende mad hver dag.
I modsætning til vores børn er vi vokset op i en tid, hvor vi fik masser af motion, og hvor vi ikke skulle leve op til en hel masse umulige idealer fra massemedierne.
Vi cyklede i skole og legede ude i frikvartererne. Vi cyklede til fodbold og ungdomsskole. Vi sad inde på værelset og kedede os om eftermiddagen. Der læste vi bøger eller tegneserier, og så løb vi ud og legede. Eller cyklede hen til en kammerat 3-4 kilometer væk.

Lektier og karakterræs
Selvfølgelig var der problemer. Man skulle opføre sig ordentligt i skolen og læse lektier, og det var vi bestemt ikke lige gode til alle sammen. Nogen fik en uddannelse, og de fleste andre fik et job.
Jeg kan godt huske ordene karakterræs og adgangsbegrænsning fra min gymnasietid. Men det står ikke for mig som et problem, der tyngede os ret meget. Vores verden var mere enkel end vores børns er i dag. Vi skulle have den eksamen, og så måtte vi se, hvad vi siden fandt på. Alle undtagen 1 fra min gymnasieklasse fik en uddannelse og har job i dag. Og vi var ikke noget særligt.

Tilfreds eller lalleglad
Jeg er med på, at Shubiduas udtryk med tilfredserne var ironisk. Der er næsten lighedstegn ved at være tilfreds og lalleglad - eller uambitiøs.
Det kan jeg godt leve med.
Problemfindere og folk, der er drevet af ambitioner, skaber ikke nødvendigvis livskvalitet for sig selv og deres nærmeste.

Jeg gjorde noget nyt i dag
Os, der synes vi har det helt godt, behøver jo ikke at gå i frø. Jeg gjorde for eksempel noget helt nyt i dag. Jeg gik en ny omvej med Bertha på turen gennem skoven, og hvad kom der ud af det? Vi mødte et pindsvin, der rullede sig helt sammen og prustede lidt, fordi det blev bange for os.
Det var jeg ganske godt tilfreds med.

fredag den 30. august 2013

Internet:Hver tredje kører på flade dæk

Slibetekniker Henrik Thomsen fra Ørre
er et af ofrene for en forældet telepolitik

Forestil dig, at hver tredje danske bilist skulle køre rundt med punkterede dæk, som de ikke havde mulighed for at lappe eller skifte.
Sådan er situationen på det danske internet. Vi indretter i stigende omfang samfundet efter, at alle har adgang til nettet, men i virkelighedens verden har mindst hver tredje ingen, begrænset eller elendig adgang.

Børn, voksne og virksomheder
Det betyder, at
- børn, der vokser op i landdistrikter, har store problemer med at følge med i skolen, hvor intranet og opload af opgaver er en del af hverdagen.
- tusindvis af mennesker ikke har praktisk mulighed for at arbejde hjemme
- landmænd og håndværkere i netløse områder ikke kan drive en fornuftig forretning
- sommerhuse står tomme i turistsæsonen, fordi lejerne ikke kan komme på nettet
- det offentlige ikke kan digitaliseres, fordi en stor del af brugerne ikke kan modtage og sende filer

Problem i hele Danmark
Vi taler ikke om et isoleret problem i afsides og næsten mennesketomme områder. Det er et reelt problem i mindre byer, landsbyer, forstæder og landdistrikter overalt i Danmark, undtagen i Sønderjylland, hvor SydEnergi ruller fiber ud til alle.
Jeg har tidligere formuleret en vision i Frederikshavn Kommune om bredbånd til alle, og det døde hen for 5-6 år siden. Jeg har fulgt lidt med i området siden og troede egentlig, at problemet var ved at være løst. Måske, fordi vi selv har fået fiber herude på landet, hvor vi altid har haft stort besvær med at se fjernsyn.

Fuptal: 83 %
Men forleden var jeg til en bredbåndskonference i Skjern, og her gik det op for mig, at problemet med ingen eller dårlig internet-forbindelse er kæmpestort. Det er lammende for Udkantsdanmark, og det er en opgave, vores samfund må tage på sig.
Officielt har 83 % af de danske husstande bredbånd. Men det er fup. For de fleste har forbindelse gennem de gamle kobberkabler, som teleselskaberne ganske vist er dygtige til at optimere, men som slet ikke kan give den hastighed, vi har brug for nu og om et øjeblik. Hastigheden bliver ringere, jo længere du bor væk fra en central og jo flere, der er på nettet på din del af linjen.

Teleforlig spænder ben
På konferencen fremgik det, at et teleforlig fra 1999 spænder ben for en beslutning om at rulle fiber ud i hele Danmark. Internet og telefoni har totalt forandret sig på de 14 år, så det virker pinligt, at Folketinget ikke vil opdatere loven.
Den fremtidssikrede løsning kan finansieres på mange måder. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Ét ved jeg dog med sikkerhed: Vi forbrugere og skatteydere kommer til at betale. Sådan skal det også være. En god internetforbindelse er et stykke infrastruktur, som samfundet skal tage ansvar for, at alle danskere har. På samme måde, som vi for længst har bestemt, at vi skal have el og vand.

Sig det til dit folketingsmedlem
Tak til Ringkøbing - Skjern Kommune og Region Midtjylland for en meget oplysende konference. Kender DU et medlem af Folketinget, så vær rar at gøre hende eller ham opmærksom på det her. Når 90 er inde i problemstillingen, kan vi begynde at få luft i alle hjulene i internet-Danmark.

fredag den 23. august 2013

Fem tip til skadede løbeveteraner

Køb nye sko, når de er på tilbud

I de sidste tre år har jeg døjet med en skade i venstre eller højre baglår og har ikke kunnet løbetræne så meget, som jeg gerne vil. I lange perioder har jeg slet ikke kunnet løbe, og det er overhovedet ikke sjovt for en løbetosse med over 30 års anciennitet.
Lige nu er jeg inde i en stabil periode. Jeg løb 15 hårde kilometer i søndags uden smerter, og tempoet er ikke helt tosset.

Den lange skadesperiode har givet mig nogle erfaringer, som jeg gerne deler ud af til andre løbeveteraner, hvis bentøj bliver ved med at drille. Jeg prøver at formidle det som 5 tips, for det er det, de unge vil have.

1. Varm op og stræk ud
Den nemmeste og mest effektive opvarmning er at gå 1 kilometer i raskt tempo, inden du begynder at løbe. Så er dine løbemuskler varme. Udstrækning er en religion, men det virker for mig. Jeg strækker lægmuskler, akillessener samt for- og baglår ud efter løbeturen. 30 sekunder for hver øvelse. I alt 3 minutter, mens jeg står og damper af.

2. Træn tålmodigt op
Hvis du plejer at løbe 10-15 kilometer og måske 20-25 i weekenden, skal du sætte din tålmodighed på en hård prøve for at forhindre skaden i at blusse op igen. Start med at løbe 5 kilometer på en jævn rute i et langsomt tempo. Og fortsæt med det i 2-3 uger, indtil du føler dig helt tryg. Så kan du langsomt øge distancen og tempoet, men regn med, at der går et halvt år, før du er oppe på 20 kilometer.

3. Glem spurterne

Fartleg, spurt og intervaltræning er supereffektivt til at bygge formen op. Og det er gift for skrøbelige stænger. Det er den hurtigste vej til en ny skade. Kan du ikke nære dig, skal du sørge for at være varmet totalt igennem, inden du skruer op for det vilde tempo. Løb mindst 3-4 kilometer, inden du begynder at spurte. Men lad hellere være, hvis du vil være sikker på at løbe igen i næste uge.

4. Dyrk anden motion
Løbere har enormt stærke ben, men vores ryg- og mavemuskler kan godt være decideret slappe. Ben og krop hænger sammen og en skade, du kan mærke i benene, kan godt have sit udspring et andet sted. Jeg træner alle kroppens muskler ved at tage 5 tibetanere 21 gange hver morgen. Læs mere her http://stenerg.blogspot.dk/search?q=tibetanere. I sommer er vi begyndt at ro i robåd. Det er først og fremmest hyggeligt og en god naturoplevelse, men det er også fin træning for ben, arme, skuldre, ryg, mave og bækken. Cykling er også super. Det giver ingen stød i benene.

5. Løb i gode sko
Slid ikke dine løbesko op. Normalt siger man, at de holder i 500 kilometer, men det betragter jeg som maksimum. Lad tvivlen komme dine ben til gode og køb nye, gode sko, når der er nogen på tilbud. Jeg har altid tre par at skifte imellem. Så holder de længere. Du skal selvfølgelig få testet din løbestil, så du køber de rigtige sko. "Selvfølgelig" skriver jeg, som først gjorde det for et par år siden.



søndag den 18. august 2013

Bedre varme til halv pris

 Det lydsvage apparat, som fikser vores varme

For snart halvandet år siden fik vi installeret jordvarme. En masse slanger ligger ude i marken, og der står et lydsvagt apparat nede i kælderen, som jeg kan stille og regere på. Det kan jeg selvfølgelig ikke finde ud af.
Men oliefyret er væk, og det samme er olietanken, og det er bare skønt.
Virker det? spørger folk helt naturligt. Til det kan jeg kun svare et højt og rungende ja. Vi har fået bedre varme i huset med det nye anlæg. Slut med kolde morgener om vinteren, som vi tidligere har oplevet. Og slut med et evigt brummende oliefyr.

Pengesagerne
Men hvad så med pengesagerne?
Mange ville nok løbende følge med i deres elforbrug for at kontrollere, hvad den nye varme koster. Det duer jeg så ikke til.
Vi aflæser elforbruget her i august, så sidste år var det svært at beregne. Vi havde brugt 800 kilowattimer ekstra på de fem måneder - men det var jo forår og sommer
I går kom aflæsningskortet fra EnergiNord, og her til morgen kom det spændende øjeblik. Hvad har den kolde, lange vinter kostet? I forhold til tidligere bruger vi 7000 kilowattimer mere. Vi får lidt rabat på elprisen, så varmeregningen bliver på ca. 11.000 kr. Det er under det halve af vores forbrug med oliefyr - og så endda efter en streng vinter.
Så bedre varme til under halv pris. Det kan jeg kun være tilfreds med.

Fin forrentning
Anlægget har kostet 100.000 kr., når jeg trækker tilskud og skattefradrag fra. En årlig skattefri besparelse på 13.000 kr. er vist en fin forrentning af 100.000 kr.
Med til historien hører, at vi også har et solvarmeanlæg på taget. Det producerer al vores varme vand om sommeren, en del om foråret og efteråret og en smule om vinteren. Vi har haft solvarme i over 10 år. Jeg har ikke lavet beregninger på det, men er ret sikker på, at anlægget har betalt sig selv hjem.

Kan vi blive selvforsynende
Næste projekt tøver jeg lidt med. Indtil videre står valget mellem solceller og en lille vindmølle. Vindmøllen er langt det mest effektive. Den vil kunne lave al vores strøm og mere til og vil gøre os selvforsynende med energi. Det kunne være smukt. Men vingerne larmer, og møllen skal stå tæt på huset for at blive godkendt, så det er ikke populært i hele husstanden.
Solcellerne kan vi ikke have på taget på grund af vores solvarmeanlæg. Vi kan muligvis installere dem på ladens tag, men jeg tøver lidt, fordi jeg hele tiden kan læse, at der er nye, mere effektive og meget billigere solceller på vej.

Skeler til naboen
Mens jeg spekulerer, kan jeg trække på erfaringerne fra vores nabo, som netop nu er ved at få stillet et solcelleanlæg op på marken. Det ser nydeligt ud, og vi kan nemt finde plads til ét, som ikke generer nogen. Så lad os nu se, hvor meget strøm, det kan producere.


lørdag den 10. august 2013

Jeg kender en verdensmester

 Breaking news for alle, der kender Tenna

Her til eftermiddag blev min tidligere kollega Tenna Nørgaard Landsperg verdensmester i orienteringsløb for veteraner.
Stort til lykke til Tenna, som har løbet godt i mange, mange år.

Breaking news på Facebook
Nyheden breakede på danskernes foretrukne kanal - Facebook. Her lagde Tenna simpelthen et billede op, som du kan se herover. Jeg gik bagefter ind på orienteringsforbundets hjemmeside, men de havde endnu ikke opdateret med det fantastiske resultat fra mesterskaberne i Italien.
Det kommer sikkert ikke til at stå i avisen i morgen. Måske kommer der en artikel i det lokale ugeblad, der hvor Tenna bor, men ellers bliver nyheden spredt uden hjælp fra den etablerede presse.

Returinformation
Historien her er bare et af mange hundrede eksempler på en funktion i pressen, som er ved at dø ud. Det hedder returinformation, og mekanismen er enkel.
Den lokale orienteringsklub afleverer resultatet fra sit stævne på avisen, som trykker dem dagen efter. Det er de rigtig glade for i orienteringsklubben, og alle der er nævnt i artiklen, læser den igennem flere gange. Mange klipper den ud og sætter den i en scrapbog.

Venner og familie
Men de har jo ikke fået noget nyt at vide. De har bare fået deres egen information retur. Det kan vel ikke være meningen, at man skal tage en uddannelse som journalist for at ekspedere den slags?
Jo, for pokker.
For artiklen med alle navnene fra orienteringsklubben bliver også læst af deres familie, venner, naboer og kolleger. Og de er glade for at se, at deres kusine eller veninde har klaret sig fint i et løb i Oksbøl Plantage. Næste gang, de ser hende, klapper de hende på skulderen og spørger, om det var en god tur til Oksbøl.

Sjovt at følge Tenna
Er det nu så interessant?
Ja, det er. Beviset ser du på Facebook hver dag. Det er nok 10 år siden, Tenna rejste fra Tankegang, og vi arbejdede ikke ret tæt sammen. Men jeg synes, det er herresjovt at følge hendes opdateringer, når hun fortæller om sine gode løberesultater. Og jeg er lidt stolt af at kende en verdensmester.

Hvad er så problemet? 
Der er ikke noget problem. Facebook og andre digitale medier har bare overtaget en formidling, som aviserne ikke ønsker at påtage sig. Det mister aviserne læsere og annoncører ved, men det forhindrer ikke returinformationen i at blomstre på smukkeste vis.

tirsdag den 6. august 2013

Demokratisk diktatur

Hvad er demokrati?
Svaret på det enkle spørgsmål viser sig igen at være uhyre kompliceret.
Lad os tage Zimbabwe og Egypten.  Har de demokrati?

Ordentligt valg i Egypten
De har begge haft demokratiske valg. I Egypten er alle vist enige om, at det gik helt rigtigt for sig. Det muslimske Broderskab fik flertal, og så gik præsidenten og hans folk i gang med at gøre Egypten til en islamisk stat. Det står Det muslimske Broderskab for, så det er vel i orden?
Nej, det er ej. For en del af et ordentligt demokrati er mindretalsbeskyttelse. Det duer ikke, at 51 % bestemmer 100 %. Så er det demokratisk diktatur, lige som i Rusland.

Hæren smadrer demokratiet
Er det så i orden, at hæren afsætter præsidenten, indsætter en midlertidig leder, laver ny forfatning og indkalder til nyvalg?
Nej, det er hamrende udemokratisk. Det er helt ødelæggende for demokratiet - og for Egypten. Der var en folkelig opstand i gang, og den skulle præsidenten have lyttet til og givet mindretallet indflydelse. Ville han ikke det, måtte egypterne vente et par år til næste valg, og så vælge en mere demokratisk præsident. Det tror jeg, de havde gjort, hvis ikke hæren havde blandet sig utidigt.

En korrupt olding
Hvad så med Zimbabwe. En korrupt olding har netop vundet præsidentvalget med 75 % af stemmerne. Robert Mugabe har på 30 år ruineret det rige land og beriget sig selv og sine nærmeste.
Er det ikke i orden, når tre fjerdedele af landets befolkning stemmer på ham?
Nej, det er ikke i orden at være korrupt og lede et land i ulykke. Men det er også helt udelukket, at valget er gået ærligt for sig. Intet sted i Verden vil 75 % af en fri og oplyst befolkning stemme på en 89-årig mand, der har spredt skræk omkring sig i et en generation. Selv ikke den mest populære amerikanske præsident er kommet i nærheden af 60 %.
I de gamle østlande holdt regeringerne tilsvarende valg. Her var der i flere tilfælde en stemmeprocent over 100, og de forbenede magthavere, der holdt et helt land i fattigdom, fik altid mere end 95 % af stemmerne.

Mugabe kan vedtage sig udødelig
Så Zimbabwe er ikke demokrati. Det er en diktaturstat, hvor præsidenten svindler med demokrtatiet for at klamre sig til magten. Robert Mugabe vil kunne vedtage en lov, der gør ham selv udødelig, og den vil blive godkendt af landets højesteret. Men han vil stadig dø en dag.
Skal han så ikke fjernes fra magten, pløkkes ned af amerikanske specialstyrker og afløses af en rigtig demokrat?
Nej. Det er ikke rigtigt at gøre. I alt fald ikke, hvis man hylder demokrtati som den rigtige styreform. Demokrati i Zimbabwe er ikke, at et andet land bestemmer. Det er besættelse.

Tid, hjælp og håb
Ikke alle problemer i denne verden kan løses med det samme. I Egypten skulle hæren have været mere tålmodig. Så kunne folket have valgt en anden leder.
I Zimbabwe har folket endnu ikke sådan en magt. Så må vi nok vente på, at Mugabe dør. Til den tid må vi hjælpe dem med at tilrettelægge et rigtigt demokratisk valg og så håbe, at de vælger en demokratisk ledelse i stedet for en ny diktator.

søndag den 4. august 2013

Sejlmageren rigger koncerter til

 Rasmus Nøhr i badesandaler og spillehumør

Mikael Wiehe, Allan Olsen, Michael Falch, Bily Cross, Lis Sørensen, Erann DD og Rasmus Nøhr. Det er årets buket af koncertnavne på et af vores foretrukne spillesteder: Havnens Riggerværksted i Skagen.

Sejlmager og gallerist
Til daglig laver Michael Gajhede sejl i den røde værkstedsbygning på Vestre Havnevej 18. Kunder og medarbejdere må finde sig i at kigge på kunst, for riggerværkstedet er også galleri, og så er mester selv både musiker og koncertarrangør. Gennem flere år har han sammen med Lillian budt på intimkoncerter i værkstedet med danske topnavne.

Ikke plads til en dårlig aften
Vi var med til sæsonafslutningen i går - den sidste koncert med Rasmus Nøhr, og det var som altid en fed oplevelse. Vi gætter på, at der var 125-150 gæster, og vi sad allesammen tæt på. Der er ikke plads til en dårlig aften i sådan et koncept, og selv om Rasmus Nøhr koketterede lidt med at have tømmermænd efter fredagens optræden, var han bare på. Han stod jo lige der, og vi sad jo lige der. I sådan et lavloftet lokale skal der ikke ret mange til at klappe, råbe og pifte en stemning i gang, og man skal vist være lavet sejlgarn for ikke at lade sig påvirke.

Intimt lokale
Til november spiller Rasmus Nøhr i  Det musiske Hus. Her er billetterne vist noget billigere end hos riggeren, og der er sikkert også bedre styr på lyden. Det bliver uden tvivl en fin koncert, men den særlige stemning fra et intimt lokale er umuligt at skabe i den store sal på Rådhuspladsen i Frederikshavn.

Tak for en dejlig aften, rigger & Rasmus.

tirsdag den 30. juli 2013

Tak til min headhunter

Teløk fra headhunteren.
Sådan skrev Claus Gundestrup på min Facebookvæg i går på min fødselsdag. Og det er helt rigtigt, at min fine ven også er min headhunter.

Eksotiske egne
Det var han i maj 1986, da han var tillidsmand for journalisterne på Vendsyssel Tidende. Bladet havde to ledige stillinger, og dengang som nu var det svært at lokke nyuddannede til Frederikshavn og andre eksotiske egne af landet. Så Claus fik lov at bruge en arbejdsdag på at tage til Aarhus, hvor journalistforbundet lavede et stævnemøde mellem ledige/nyuddannede og arbejdspladser med job.
Jeg var ved at gøre min hovedopgave færdig og ville gerne have et godt job på en provinsavis. Det kunne for min skyld være i Næstved, Helsingør, Nykøbing Falster, Skive eller Svendborg. Men det blev altså i Frederikshavn, for Claus talte varmt om de gode arbejdsforhold og de dejlige kolleger på Vendsyssel Tidende.

På bølgelængde
Da præsentationsrunden fra bladene var slut, stod Claus alene og kiggede ud over salen. Jeg gik hen til ham, og vi var med det samme på bølgelængde. Han lovede mig nærmest jobbet på stedet, så jeg gik hjem og skrev en ansøgning, sendte den afsted og blev straks kaldt til samtale. Fire dage efter var jeg ansat.

Tavshed i Aarhus
Jeg fortalte selvfølgelig til nogle medstuderende, at jeg havde fået job, og jeg husker en dag efter, jeg kom ind i kantinen på journalisthøjskolen.
"Hææj Stener. Til lykke med jobbet", råbte den glade Svend Bugtrup.
Folk ved bordet jublede og spurgte, hvor jeg skulle arbejde.
Da jeg svarede Vendsyssel Tidende, blev der helt stille, og en enkelt af de hippe folk hviskede et spagt til lykke.

Foretrak ledighed
De allerdygtigste fra vores hold fik drømmejobbet på de landsdækkende aviser eller på DR straks efter uddannelsen. En håndfuld provinsbønder søgte lige som mig ud på et lokalt dagblad, mens mange af de andre gik ledige i Aarhus eller København. Her boede de på et tarveligt værelse og sikrede sig måske engang imellem et vikariat på B.T.s natredaktion, på tekst-tv eller på Amager-Bladet. Imens boltrede jeg mig på Vendsyssel Tidende, der viste sig at være rigtig god ved mig.
Det var Claus også. Han sørgede for en bolig til mig fra dag 1, så jeg kunne tage på ferie lige op til første arbejdsdag, og Claus inviterede mig til dit og dat i byen.

Flere headhuntere
Han rejste kort tid efter til B.T., som havde glæde af hans arbejdskraft og gode kollegaskab i mange år, og lige som jeg blev han boende i Frederikshavn efter jobskiftet.
Vi hører ofte om problemer i Udkantsdanmark - blandt andet med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Som du kan se, er det ikke en ny problemstilling, for det er altså 27 år siden, jeg blev headhuntet.
Jeg var aldrig kommet til Frederikshavn, hvis ikke det var for Claus.
Provinsen har brug for nogle flere headhuntere, for der er folk derude, som godt kan lokkes til Frederikshavn, Præstø og Haderslev. Blot de bliver trykket på maven af den rette person.
Tak for det, Claus.

mandag den 22. juli 2013

Skatten er lige i nærheden

Thomas, Emil, Frederik og Ida fandt den 
- lige her nede i Vandværksskoven.

Uanset, hvor du befinder dig i Danmark, er der en skat lige i nærheden. Og det er alletiders ferieaktivitet at gå på skattejagt i skoven, i byen eller på stranden. Hvad enten du er hjemme eller ude i sommerlandet. Er du på ferie i Vesteuropa, vrimler det også med skjulte, sjove skatte lige i nærheden.

Geocaching
Fænomenet hedder Geocaching, og det er ingen nyhed. Det har eksisteret siden 2000, og det breder sig som ringe i vandet.
Systemet er enkelt. Gode mennesker har skjult en lille plast- eller blikæske bag en sten, under nogle blade eller et andet smart sted og har registreret koordinaterne på hjemmesiden geocaching.com. Så skal du finde skatten.
Du henter app'en geocaching til din smartphone eller tablet - opretter en profil og logger ind. Så kan du bede om en liste over de nærmeste geocaches. Der er sandsynligvis én nogle få hundrede meter fra dig. Der er over 20.000 i Danmark.

Følg afstanden på kortet
Du følger kortet på app'en, som hele tiden fortæller dig, hvor mange meter, du er væk fra skatten. Der er en lille unøjagtighed på din smartphones gps, så når du kommer helt tæt på, skal du til at lede. Ved de fleste geocaches er der et lille hint og der er også hjælp at hente fra folk, der har indrapporteret, hvordan de fandt æsken.

Byt gaver
Når I finder æsken, er der som regel en notesbog, så I kan skrive jer på. Mange gange er der også nogle små gaver. Du må tage én, hvis du selv afleverer én. Det kan være en lille plastikdims eller et stykke legetøj. Fødevarer og alkohol er bandlyst.
Så kan I registrere fundet på app'en og gå videre til den næste skat.

Det var lige nede i skoven
Vi prøvede det forleden, da vores familie fra Rødekro var på besøg. Det var lige her nede i Vandværksskoven, hvor Bertha og jeg går tur hver dag. Mange hundrede gange er vi vadet forbi skattene uden at ænse dem. 5 voksne og 3 børn og Bertha havde en herlig tur gennem skoven, op og ned af bakker på jagt efter de små æsker. Vi fandt fire skatte og måtte opgive én.

Korsstenen på Hirsholmene
I går var Solle og jeg på rotur til Hirsholmene med tre andre. De rutinerede roere havde fortalt op og ned ad døre og stolper om Hirsholmenes natur, historie og planteliv. Da vi andre var ude at bade, gik Solle ind på telefonen og så, at der lå 1 geocache på Hirsholmene, 262 meter fra det sted, hvor vi sad.
Så måtte vi afsted fem mennesker. Turen gik over et stenrev på nordsiden af øen, og vi ledte fortvivlet efter en skjult plastæske. Hintet fortalte om en korssten og en rund stensætning. Efter et stykke tid fandt vi korsstenen - en kæmpe sten med 10 huller i, der dannede et kors. Den runde stensætning lå ca 25 meter derfra, og der var en fin lille geoskat.

Den forbandede smarte telefon
De erfarne Hirsholmen-farere fik en ny oplevelse på deres kære ø. De kendte hverken stenrevet, korsstenen eller den lille fine stensætning. Geochachens navn er i øvrigt Stenhuggeren.
Næste gang, vi skal på tur et sted i landet, slår vi helt sikkert Geocaching til. Det giver lige en ekstra oplevelse. Og så er det en fed kombination af det, vi normalt betragter som modsætninger: Den forbandede smarte telefon, som sluger for meget af vores tid og den utrolige natur, som rummer så mange hemmeligheder.

lørdag den 13. juli 2013

Vi har fået morgenavis

    Min morgenavis - der nu kommer om morgenen.

For første gang i mere end 13 år får vi nu en morgenavis. Og det endda i postkassen lige uden for hoveddøren.
Se, det er ren luksus. Da Stiftstidende i 1999 nedlagde Vendsyssel Tidende og begyndte at udgive Nordjyske hver morgen, fortsatte vi med at få eftermiddagsavis. Nordjyske kom nemlig ved 9- 10- tiden eller senere. Den kom i hvert fald lang tid efter, at vi var taget på arbejde, så vi så den aldrig før om eftermiddagen.

Morgenavis efter kl. 15
Leveringen har været ustabil. I perioder har vi fået den med post, og herude på landet dukker posten op på de morsomste tidspunkter. Vi har oplevet at få Nordjyske efter kl. 15.
Men efter den seneste ændring, kommer der nu en bil hver morgen ca. kl. 5.45 - også i weekenden. Der er to personer i køretøjet. Det ved vi, fordi de snakker højlydt i de 12 sekunder, det tager at gå ud af bilen, hen til postkassen og tilbage til bilen. :-)

Læser mere og er ikke tilfreds
Det er simpelthen hyggeligt at have en frisk avis til morgenkaffen. Og det giver rigtig god mening at få morgenavisen om morgenen. Vi læser helt klart mere i Nordjyske nu, end vi nogensinde har gjort.
Det pudsige ved historien er, at jeg slet ikke er tilfreds med avisens indhold. Jeg holder Nordjyske på grund af det lokale stof, og det er der næsten intet af. Dækningen af Frederikshavn er så sølle, og der står sjældent noget, som jeg ikke har læst på Kanal Frederikshavn 1-2 dage tidligere :-(

Magi i papiret
Hvorfor bliver jeg så ved med at holde den avis? Godt spørgsmål. Forklaringen er vel, at det er dejligt at sidde med en frisk trykt avis. Der er en magi i papiret, som alle vores elektroniske dimser ikke kan hamle op med. De trykte aviser har jo været meldt døde længe, men de rører på sig endnu.
I Tankegang arbejder vi mere og mere digitalt, men vi ved også, at trykt materiale fortsat har en meget stor effekt. Det bliver læst - både af unge og gamle. Når man får det ind ad døren, skal man ikke trykke på nogen knap, man skal bare kigge på det for at få noget at vide.
Det er da genialt.


mandag den 8. juli 2013

Stener Classic

Ingen håndværkere forstår, hvor dum jeg er, når det gælder teknik og værktøj. Jeg er ikke klodset, men jeg ejer simpelthen ikke evnen til at forstå, hvordan tingene hænger sammen og fungerer. Jeg har engang brugt flere timer på at pudse en smule væg op ude i stalden. Det blev ubegribeligt grimt, lavede et farligt svineri, og så ætsede det mine hænder.

Motorsvae og plæneklippere
Her får du det seneste eksempel på min hjælpeløshed - en Stener Classic.
I de første år, vi boede heroppe, havde jeg forskellige plæneklippere til vores to store græsplæner. Når den ene billige brød sammen, købte jeg en anden på tilbud.
Jeg havde haft en lignende erfaring med motorsave og endte med at købe en dyr svend, som stadig fungerer upåklageligt. Så jeg opsøgte eksperten og gik hjem med en Clipper til så vidt jeg husker 4500 kr. Det er vel 6-7 år siden, og jeg har aldrig problemer med dyret. Den skal til eftersyn til 6-700 kr. hvert forår, men æder sig stabilt igennem mine to mosplæner.

Den klipper lidt højt
Jeg har fra starten sat den på nederste trin for at klippe så tæt som muligt, og jeg har et par gange tænkt over, at den klipper lidt højt. Og ikke tænkt videre.
Her for et par uger siden var det grønne blevet temmelig højt, så jeg satte den et par hak op for at være sikker på at komme igennem. Den kørte nogle få meter og gik i stå. Jeg gav den mere gas og klarede 10 meter, før den gik i stå igen.

Hov, det var ultrakort
Til min forbløffelse så jeg, at græsset bag mig var ultrakort, og så begyndte jeg at lege med det håndtag, hvor man indstiller maskinen. Det viser sig, at den klipper højst på det nederste hul og lavest på det øverste. Det kan man mærke på maskinen, når man skifter hul.
Banalt, ikke?
Jeg kan ikke engang ærgre mig over at have brugt min glimrende plæneklipper forkert i årevis. For jeg ved, at det ikke bliver sidste gang, jeg ikke forsøger at sætte mig ind i et apparats funktioner, inden jeg tager det i brug.

Det rigtige udstyr
Nu har jeg klippet plænen ned. Det kræver nogle timers ekstraarbejde her i starten, fordi det efterlader store mængder afklip, som skal fejes sammen.
Men det har jeg det helt rigtige udstyr til, som jeg vist ikke kan betjene forkert.

torsdag den 27. juni 2013

Det flade Danmark

Det hele skal ikke være så trist, så her er et billede
af en sej vestjyde ved landsbyens gadekær i Torrig.

Når tre modne mænd skal cykle en lang tur, så er Lolland et særdeles velegnet sted. Man skal køre virkelig langt for at finde en bakke. Selv en mindre stigning kniber det med at opdrive.
Så vi var godt tilfredse med de fysiske forhold, Lars, John og jeg, da vi i weekenden var på vores sjette tour-de-etellerandetsmuktsted.
Vi startede ved færgen i Tårs på vestsiden af Lolland, og kørte nordpå til Knuthenborg, ned til Maribo og en lille afstikker øst om søerne, inden vi kørte til overnatningsstedet i Rødbyhavn. 105 kilometer stod tælleren på. Dagen efter kørte vi ca. 56 kilometer langs Lollands sydkyst tilbage mod færgen.
Til overflod havde vi for en gangs skyld vejret med os. Overskyet og stærk medvind lørdag formiddag. Sol og svag modvind om eftermiddagen. Søndag var der igen sol og pæn medvind - og så lige et kvarters sagte regn. Derhjemme i Esbjerg og Frederikshavn plaskede det ned med vand.

Forladt, fattigt og forsømt
Lolland levede op til sit rygte som et fladt land, og det var vi godt tilfredse med. Til gengæld levede øen også op til vores forestillinger om et forladt, fattigt og forsømt stykke Danmark.
Vi har snart været Danmark rundt på vores cykelture. Vi går efter naturskønne ruter lidt væk fra hovedvejene, og vi er kun glade, når der ikke kommer alt for mange biler. Vestjylland kan synes øde, men det er altså en overdreven brug af det lille ord, når man har cyklet rundt på Lolland.
Uden for byerne mødte vi højst 10 biler og et par cykler hele lørdagen. Bag de store marker lå en del halvstore gårde, men ud til vejen lå der næsten kun forsumpede huse.

Stort behov men ingen kunder
Hvis du forhandler plæneklippere og byggematerialer skal du ikke slå dig ned i det nordlige Lolland. Der er ganske vist et enormt behov for dine varer, men der er ingen kunder.
Måske bor der nogen i husene. Det er ikke til at sige eller til at se. Under turen fik jeg konstant billedet frem fra Lisbeth Zornigs bog af det hjem - nej hus - nej sted, hvor hun voksede op. Jeg har set flere hundrede af den slags rønner i weekenden, og jeg håber, at der ikke bor en masse små Lisbether inde i dem.

Nakskov: Trist entré, og det blev kun værre
Søndag formiddag trillede vi ind i Nakskov. Vi kom sydfra og startede med at passere det forladte værft, som Vestas senere indtog og forlod igen.
Trist.
Resten af bymidten var værre: Grå, tung og lukket. Vi var god tid, og jeg var kaffetørstig, men det var ikke muligt at finde et hyggeligt sted, hvor man kunne købe kaffe. Et par meget mørke, røgfyldte kælderværtshuse var byens eneste tilbud til de tørstige.
Ad humpede, hullede cykelstier kørte vi ud gennem den spøgelsesagtige by og fandt heldigvis en meget smuk tur langs vandet ud til færgen.

Det er internettets skyld
Hvordan kunne det gå sådan for Lolland - og hvilken egn bliver den næste? Det er jo et mange milliarder kroners spørgsmål, som der er mange svar på.
Det er jo ingens skyld, eller vores allesammens. Overalt i verden rykker folk mod de store byer, og så må der rent logisk være nogle steder, hvor der ikke er så mange dygtige og driftige folk tilbage. Det er internettes og Facebooks skyld, og globaliseringens, og regeringernes og Folketingets. Og det er så gået hårdt ud over Lolland. Ved du forresten, hvor mange medlemmer, Lolland har i Folketinget?: 0.

Invitation til 179 mennesker
De 179 andre skulle tage og bruge en lørdag på cykle rundt på øen. Det er meget lærerigt, og kan sætte nogle af politikernes øvrige diskussioner i relief.
Det ligger faktisk lige på den flade.