torsdag den 29. januar 2009

Se min skole

Her til aften var der skolefest på Privatskolen i Frederikshavn, hvor Solle har den ene børnehaveklasse. Over 1200 mennesker mødte op - cirka 3 pr. elev på skolen.
Det alene er en succes, og det var selve festen også - som altid.
Konceptet er enkelt. 5. klasserne opfører et teaterstykke, så spiser elever og forældre sammen klassevis og bagefter tilbyder rigtig mange af klasserne en aktivitet - en leg eller konkurrence - for alle interesserede. Der er selvfølgelig også kaffe, slik, amerikansk lotteri og diskotek.
Aktiviteterne i klasserne er et hit. Børn og forældre får et ark, og så er der et klip hvert sted, så det gælder om at nå hele arket igennem.
For den enkelte elev er det vigtigt at vise sin aktivitet frem for forældre og kammerater, og eleverne har en tjans med at passe deres bod. I børnehaveklassen var det store hit et terningspil, hvor man fik et stykke slik, hvis man slog 2 ens. Længere henne ad gangen prøvede vi bowling, minigolf, følekasser, gys og gru og Singstar og Nintendo Wii.
Skolefest har altid været et hit for ungerne, men her får det en ekstra dimension med den meget stor opbakning fra forældre og søskende. Det er rigtig sjovt for ungerne, at så mange voksne er med, men det må også være motiverende for lærere og ledelse at opleve den store opbakning til skolen. Endelig er det dejligt for forældrene at opleve, at der er gang i den på deres børns skole, og at den er populær.
Den slags blev kaldt for win-win, indtil udtrykket blev spoleret af en tv-reklame. Men det holder stadig. Vi får det bedre og bliver dygtigere ved at klappe hinanden på skulderen.

lørdag den 24. januar 2009

Ugens sprogperker

Ugens sprogperle kommer fra Københavns Politi, som helt uden at trække på smilebåndet påstod, at politifolk bruger ordet perle om arrestanter og andre, de har kontakt med. Det er et harmløst slangord, som betyder fyr eller gut.
Uheldigvis kom en betjent til at bruge det mod en indvandrer i forbindelse med en demonstration. De mere end 999 promille af befolkningen, der ikke er ansat ved Københavns Politi mente, at betjenten kaldte demonstranten for perker. Men politidirektør Hanne Bech Hansen og alle hendes ansatte kunne tydeligt og helt umisforståeligt høre ordet perle på optagelsen fra TV Kaos.
"Sæt dig ned, perle!", skulle betjenten have sagt under demonstrationen i sidste uge. Demonstranten og folk omkring ham kendte naturligvis ikke det særlige københavnske politislang, så de kunne ikke vide, at det nærmest var en kærlig erklæring fra den rare betjent.
Historien er hylemorsom, og så er den det første eksempel på et virkelig fejlgreb fra den sympatiske og ordentlige politidirektør.
Indtil hun kom på banen, var det ikke en kæmpesag, politiet stod med. Gemytterne var i kog ved en demonstration. Politiet forsøgte at dæmpe dem, og betjentene frygtede, at det ville koge over. Det kunne blive farligt for dem. I den ophidsede situation siger en af dem: "Sæt dig ned, perker". Det skulle han ikke have gjort. Det var en fejl, men ikke en af de store. Den kunne klares med en undskyldning og en henvisning til den opkogte situation. Det er menneskeligt at være bange, og så kommer man til at sige noget dumt.
På side 1 i alle bøger om krisekommunikation står der, at man skal indrømme og undskylde fejl. Så dør sagen af sig selv. Det ved Hanne Bech Hansen alt om. Og sådan en lille sag kræver såmænd bare en lille undskyldning fra en politiinspektør.
Derfor er det mystisk, at hun begår den værste af alle fejl - nemlig at puste til ilden og blæse den lille sag op til en stor. Direktøren henvender sig til medierne og fortæller, at betjenten uden enhver tvivl siger perle i stedet for perker.
Det er at bede om ballade. Medierne spørger naturligvis eksperter i lyd og sprog og kører videre med sagen. Og vupti - handler sagen ikke om perker eller perle - men om Hanne Bech Hansen, der dækker over racistiske politifolk.
Nu bliver der gravet andre sager frem. Demonstrantens klagesag får fuld skrue i alle medier, og det famøse klip bliver spillet hundredevis af gange i tv. Det skader Københavns Politi og øger den mistillid mellem politiet og indvandrermiljøet, som Hanne Bech Hansen og hendes folk så dygtigt har arbejdet på at udviske.

søndag den 18. januar 2009

Seriøst kompromis om TV2

En lille måned før gong-gongen lød for TV2 reddede et stort flertal af Folketingets partier den populære tv-kanal ved at indgå et forlig. Fra 2012 skal TV2 have lov at opkræve 20-25 kr. om måneden i brugerbetaling hos de tv-kiggere, der har en pakkeløsning. Os, der kun kan tage DR og TV2, kan fortsat se TV2 ganske gratis.
Der er tale om et ægte politisk kompromis, som ingen af de involverede jubler over. Opgaven er løst - nemlig at redde TV2 fra konkurs - og selve løsningen er formentlig den mindst ringe.
Partiernes medieordførere har ydet et solidt stykke håndværk, og det er rart at følge deres arbejde. Ja, de er uenige undervejs, men de er helt enige om de udfordringer, de som politikere står over for på medieområdet, og de forsøger af et ærligt hjerte at løse dem. Jeg får ikke indtryk af, at de bare er ude på at score billige point ved at komme med beskyldninger mod modparten. Det er heller ikke et lukket forum, der lige pludselig har indgået et vanvittigt kompromis, som i gamle dage med trafikmafiaen på Christiansborg, der legede bytte-bytte købmand på deres lokalområdes vegne.
Det er et sandt minefelt, de kære mediepolitikere bevæger sig i. TV2 har endnu et par retssager hængende over hovedet, og de kommercielle stationer er allerede begyndt at beklage sig over det nye forlig.
Den svære knast er, at ca. 300.000 husstande slipper for brugerbetalingen. Hvis vi så senere vælger at købe en pakke med TV3 eller TV Super, så skal vi oveni betale 300-400 kr. om året til TV2. Det er vel en slags skævvridning.
Forklaringen på den delvise brugerbetaling er teknisk. Så vidt jeg har forstået sendes DR og TV2 på samme bånd. Hvis jeg betaler licens og kun ønsker at se DR og TV2s regioner, kan jeg også se det landsdækkende TV2, og det er åbenbart ikke så nemt at skille ad.
Jeg tror den undtagelse forsvinder. Det må være muligt at finde en teknisk løsning. Jeg er også sikker på, at langt de fleste af os uden tv-pakker gerne vil betale de 20-25 kr. om måneden for TV2. Det er ikke rimeligt, at nogen skal betale for varen, mens andre får den gratis.
Men nu skal hele dynen til EU, og så er det jo godt at have noget at forhandle med.

torsdag den 15. januar 2009

Længe leve nørderiet

I weekenden var jeg til divisionsweekend i bridge i Århus. Der sad 90 mænd og 10 kvinder i dyb koncentration om 52 spillekort fra lørdag middag til søndag aften. I pauserne var der højlydt diskussion: Meldte du 4 hjerter på de kort? Hvorfor spillede du en lille klør ud? Hvad nu, hvis kongen havde siddet ude af plads?
Der er meget andet i mit liv end bridge, men det er herligt at fordybe sig i det fine spil i en hel weekend. Jeg har spillet i over 30 år, og oplever nye problemstillinger hver gang, jeg er til turnering. Jeg bliver også ved med at lave elementære fejl, som jeg ikke kan forklare bagefter.
For ikke-bridgespillere er det nærmest umuligt at forstå, hvad der er så fantastisk ved netop det spil, så du slipper for en salgstale.
Det er fordybelsen, der er interessant. Det hedder nørderi på nudansk - altså, at man borer sig ned i nogle detaljer og er sammen med en masse folk, som gør det samme. Så er man en nørd, uanset om det er computere, frimærker, bridge eller græsk litteratur, man interesserer sig for.
Jesper Klein har skrevet en bog om tolvtonemusik og en anden om myrer. I begge tilfælde har han levet sig ind i en ny verden og tilegnet sig dyb viden. Det har han garanteret hygget sig med, og det har sikkert også været en glæde for ham at skrive bøgerne. Men det er ikke blevet bestsellere. Tusinder af andre har skrevet bøger om emner, vi andre aldrig skænker en tanke.
I Holstebro kendte jeg en mand, der fotograferede lokomotiver. Han kunne næsten komme i ekstase, hvis han fik nys om, at et særligt lokomotiv kom til stationen. Skete det klokken 3 om natten, stod han klar med kameraet. Manden var i øvrigt særdeles fornuftig, grænsende til det almindelige.
Nørderi er energi for den enkelte og for samfundet. De største opfindelser og vildeste idéer kommer fra folk, som fordyber sig i de mest vanvittige detaljer.

mandag den 12. januar 2009

Mails uden æ, ø og å

Mit liv er igen blevet beriget takket være en teknisk dims.
For to år siden var det i-podden, der gjorde mig mere lykkelig. Jeg fik mere systematisk tilgang til den skat af viden, der gemmer sig i P1s udsendelser.
Her til jul kom et nyt elektronisk vidunder ind i mit liv. Det er en såkaldt smartphone, hvis væsentligste fidus er, at min mailboks og kalender i Tankegang er opdateret på mobilen hele tiden. Det gør livet meget lettere.
Jeg kan også sende mails fra telefonen. Der er et lille tastatur, som jeg betjener med en pind, og det er næsten lige så nemt som at skrive på computeren. Det er i hvert fald hurtigere, fordi jeg ikke skal sætte mig til computeren for at sende en hurtig besked på mailen.
På min nye telefon kan jeg vælge forskellige typer tastatur. Det nemmeste at betjene er et, der er bygget op lige som på computeren. Det har bare den hage, at det er engelsk, så æ, ø og å optræder ikke. Der skal jeg så skifte tastatur og trykke mig frem til de særlige danske bogstaver.
Det gider jeg selvfølgelig ikke, når jeg lige skal sende en kort besked. Så jeg øver mig kraftigt i at brug lutter ord uden æ, ø og å. Det er sådan set rigtig sjovt, når man har den positive indgang til opgaven. Det skærper den sproglige opmærksomhed, at jeg må kassere nogle sætninger, fordi der optræder et ord med æ, ø eller å. Mange gange bliver formulering nummer 2 bedre end den, der ligger forrest i pandelappen, når fingrene danser hen over tastaturet.
Når jeg er blevet rutineret, kan jeg gå videre og skrive ord uden y, q og v, og sådan kan bogstavlegen fortsætte, indtil der kun er 5-10, så det ikke giver mening længere.

fredag den 9. januar 2009

Gaza gak-gak

Nogle få mennesker mener, at israelerne har ret til at sønderbombe Gaza.
Nogle få mennesker mener, at Hamas har ret til at bombe Israel.
Men langt de fleste af os mener, at krig og bomber ikke fører noget godt med sig. Jo værre, de behandler hinanden, jo mere udsigtsløs bliver håbet om fred.
Det store problem er, at de få mennesker, som går ind for bomber, lige præcis er dem, der træffer beslutningerne i Israel og i Hamas.
FNs Sikkherhedsråd har nu vedtaget en resolution om øjeblikkelig våbenhvile. Det er sympatisk og fornuftigt, men det hjælper formentlig overhovedet ikke.
Hvad hjælper så? Det ved jeg ikke. Det forekommer helt håbløst.
Hvad med at boykotte begge parter? Lukke for tilskuddene til Israel og Palæstina og lade dem sejle deres egen sø? Civiliserede stater skal vel ikke betale for deres krigsvanvid.
Problemet er bare, at det går ud over civilbefolkningen. Børnene kommer ikke i skole og familierne får ikke mad. Våben og bomber er der altid råd til.
Så det bedste, jeg kan komme op med, er pres. Internationalt pres på de to regeringer og ikke mindst personligt pres på israelere og palæstinensere over alt i verden. Sig fra over for dem, du kender og hjælp dem til at indse, at krig aldrig fører til en løsning. Den fører kun til død og ødelæggelse.
Fortæl dem, at de ikke skal kigge bagud og henvise til historiske begivenheder og uretmæssigheder. De skal kigge fremad og finde en løsning, så alle kan leve i fred og sikkerhed.
Mit eneste håb er, at den åbne verden og de nye kommunikationskanaler kan være med til at højne vidensniveauet og nedbryde fordomme på begge sider af konflikten. Håbet er lysegrønt.

lørdag den 3. januar 2009

500.000 løbere i Danmark

I 2008 stod 500.200 mennesker bag startsnorene til motionsløb i Danmark. Det viser en opgørelse, som Dansk Atletik har foretaget. Deltagerantallet er det hidtil højeste, og Politiken skrev forleden, at motionsløb nu er Danmarks største idrætsgren.
Sølle 20.000 er medlem af en løbe- eller atletikklub, men Dansk Atletik vurderer, at 200.000 træner seriøst, og at yderligere 300.000 løber nogenlunde regelmæssigt. Så det er næsten hver 10. dansker, der dyrker løbetræning.
Jeg synes, det er nogle pragtfulde tal. For mange af os, der gemmer os i statistikken, er løbetræning en ven for livet. Det er vores genvej til sundhed, velvære, et godt helbred og et langt liv uden livsstilssygdomme.
Jamen - er løbedillen ikke blot det ultimative bevis på den indvidualisering, som vinder mere og mere frem? Er løb ikke en enmandssport, hvor du ikke foretager dig noget sammen med andre?
Jo, og nej.
Du kan løbe alene, lige som jeg gør. Men du kan også træne sammen med andre. Enten i en klub eller blot sammen med en kollega, nabo eller ven.
Motionsløbene er ganske vist konkurrencer, hvor der er præmier til de hurtigste, men det er først og fremmest en lille fest for løbere. Her samles vi og bytter løgnehistorier og vi hjælper hinanden igennem til en god tid. Ved motionsløbet er man en del af et stort fællesskab, hvor alle er vindere. For mig kan det være en stor triumf at løbe 10 kilometer på 40 minutter, mens andre er lykkelige, hvis de kommer under 48 minutter eller 35. Klarer de sig godt, er jeg glad, og så får de en ekstra sjov bemærkning næste gang, jeg møder dem i skoven eller på landevejen.
Den store fordel ved at have løb som sin sportsgren er fleksibiliteten. Du kan løbe når som helst og hvor som helst. Har du løbetøjet med, er det bare at spænde skoene og komme afsted. Jeg har lært mange danske byer at kende ved at løbe rundt i dem om aftenen, inden jeg skulle til et møde i byen dagen efter. Fredericia Vold, Skjern Enge, Kastellet i København og Svendborg Havn er nogle af de steder, jeg har rekogniseret med løbesko, mens andre hotelgæster sad inde og zappede rundt på kanalerne.
Jeg kan løbe en lille tur om morgenen, en længere om eftermiddagen eller et dejligt langt træk i solskin søndag eftermiddag. Jeg kan også tage en luntetur en sen aften eller en sej spurt lige inden aftensmaden.
Derfor er jeg en af de 500.000.

torsdag den 1. januar 2009

En hund i snor

I denne tid skriver alverden om året, der lige er gået eller om deres forventninger og ønsker til det nye år. Så jeg finder på noget andet betydningsfuldt.
Det er for eksempel vigtigt at lufte sin hund. Ellers bliver den for tyk og dvask, og dens sanser og organer svækkes. Her i ferien skal der i hvert fald være tid til det, så vi napper hver dag en dejlig tur ned gennem skoven, som tager 30-40 minutter.
I dag tog jeg tjansen. Der var en del mennesker og hunde i skoven, så jeg måtte have Bertha i snor. Det var hun bestemt ikke glad for, og det gjorde turen meget mere besværlig og langt mindre hyggelig end sædvanligt.
Ustandseligt skulle hun standse op for at snuse og rode i nogle blade eller for at tisse en lillebitte tår. De fleste gange ventede jeg tålmodigt, men det skete da flere gange, at jeg hev i snoren og trak afsted med det lille kræ.
Den sidste kilometer hjemover kommer der sjældent nogen, så jeg lod hende gå uden snor, og så blev det en helt anden tur. Det meste af tiden gik Bertha tæt op ad mig, men enkelte gange var hun 5-10 meter bagude. Hun var aldrig ude af syne og aldrig på gale streger. Sådan er det også, når vi går tur med hende til hverdag uden at holde hende i snor.
Det er lidt tankevækkende, at et dyr som bliver vist tillid, lever op til den og opfører sig betydeligt bedre end det dyr, der holdes i kort snor. Både dyret og mennesket får en bedre oplevelse af at vise hinanden tillid.
Begge mine læsere er meget kløgtige mennesker, så jeg behøver ikke at udpensle min lære af denne lille beretning om tillid og kontrol. Jeg har fuld tillid til, at I forstår den overførte betydning uden at jeg behøver at hive i snoren.