torsdag den 28. november 2013

En kortvarig drøm om at bo i Vipperød

I går aftes kl. 17.45 købte jeg en slatten sandwich i Vipperød og Omegns Brugsforening.
Den kostede 24,95 kr.
Foran mig stod en ca 35-årig mand, som tydeligvis ordnede familiens indkøb. Lige der, lige i det øjeblik, ønskede jeg, at det var mig, der boede i Vipperød. Jeg ønskede, at jeg bare lige skulle hen om hjørnet med mine varer. Så kunne jeg hygge mig med familien.

Hvor hulen?
Nu spørger du nok: Hvor hulen ligger Vipperød, og hvad lavede Stener da der? Her er historien:
Jeg havde været til et arrangement med Miljøstyrelsen hos et firma i Glostrup. Aftenen før var jeg i Vejen, så jeg tog til Middelfart og overnattede hos far. For at få lidt arbejde fra hånden og slippe for storkøbenhavnske bilkøer valgte jeg at tage tog fra Middelfart til Glostrup.

17.23 i Ringsted
På hjemvejen kunne jeg køre med min kollega Claus, der havde været til et arrangement i Fakse, og som skulle hjem til sig selv i Middelfart. Vi aftalte, at han skulle hente mig i Ringsted.
Da jeg tog fra Glostrup, tjekkede jeg Rejseplanen på telefonen, og det så ud som om, jeg sagtens kunne nå et tog fra Høje-Taastrup, der ville være i Ringsted kl. 17.23. Så det aftalte jeg med Claus.
Bus til Glostrup Station og S-tog videre til Høje-Taastrup. Over i ventelokalet mellem spor 3 og 4. Alt gik efter planen. Mit tog skulle køre 16.55, og der var et med afgang 16.51. Det kom der, og et par minutter kom det næste. Jeg steg ind, fandt en plads og tændte iPadden og begyndte at arbejde.

Har lige været i Tølløse
Efter kort tid kom vi til Roskilde. Jeg arbejdede videre, og der blev nævnt endnu et par stationsnavne, som jeg ikke hæftede mig ved. Det var i hvert fald ikke Ringsted.
Så ringede telefonen. Det var Claus, der ville vide, om toget var forsinket. Klokken var 17.28. Jeg sad jo og arbejdede, så jeg vrissede lidt og forklarede Claus, at jeg altså ikke styrede toget.
- Vi har lige været i Tølløse, så det er nok Ringsted næste gang. Vi ses om fem minutter, sagde jeg, og vi lagde på.
Så meddelte togdamen, at næste station hed Vipperød. Jeg er ikke knivskarp i den sjællandske geografi, men jeg kunne mærke på mit vand, at der var noget helt galt. Så jeg stod af på den forblæste station i Vipperød og orienterede mig.

Fra vrissen til venlig
Det var klogt at stige af, for toget var på vej mod Kalundborg.
Claus tog først telefonen i tredje hug, men nu vrissede jeg ikke af ham længere. Rejseplanen fortalte, at det ville tage mig en time at køre til Ringsted, og jeg kunne se på kortet, at der var ca 25 kilometer til Ringsted.
Så jeg overtalte Claus til at hente mig, og vi havde en hyggelig tur til Middelfart. Derfra gik alting glat. Og jeg kunne ikke drømme om at tage til Vipperød igen!

søndag den 24. november 2013

Først med det halve

For mange år siden skrev jeg en nyhed til Vendsyssel Tidende om, at Vendsyssel Egnsteaters karismatiske kunstneriske leder Helge Reinhardt havde sagt sit job op. Det var en overraskelse i lokalsamfundet - og dermed en god historie for den lokale avis.
Jeg havde oplysningen fra en særdeles troværdig kilde, som ikke selv havde noget i klemme. Han var bare ked af, at Helge stoppede, og han ville gerne hjælpe avisen med gode historier.

Ingen kommentarer
Bestyrelsen havde ingen kommentarer, og Helge Reinhardt selv ville hverken af- eller bekræfte historien. Jeg kunne dog fornemme på ham, at den var god nok.
Så sad jeg der en formiddag op til avisens deadline - skal, skal ikke?
Jeg var sikker på, at historien var sand, men når jeg ikke havde nogen officielle kilder risikerede jeg nemt at skrive noget forkert. Var han blevet fyret? Havde han sagt op? Var de blevet enige om at skilles som venner? Var det private eller faglige grunde? Der kunne være så meget.

Radio og tv
Jeg havde rodet rundt i historien, så jeg var ret sikker på, at teatret selv var på vej med en pressemeddelelse. Hvis jeg undlod at skrive historien i eftermiddagens udgave af VT, risikerede jeg at høre en pressemeddelelse læst op i Nordjyllands Radio og TV Nord om aftenen. Det ville jeg være godt træt af.
Så vi kørte historien, som også var sandfærdig. Bestyrelsen blev sur på mig, fordi jeg absolut ville ud med nyheden, inden teatret ønskede det.

Vent hellere et par dage
Her er vi inde at røre ved et stridspunkt mellem læsere og journalister. Teatrets bestyrelse - og sikkert også mange af VTs læsere - kunne ikke se, det havde nogen som helst betydning, om den nyhed blev bragt i den lokale avis en dag eller to senere. De vil hellere have en rigtig og fuldstændig historie end en halvkvædet vise på anden hånd.
Journalisten vil levere nyheder. Noget nyt. Noget, der lige er sket. Det gør avisen interessant og vedkommende. Det er dens berettigelse. Derfor må man engang imellem tage en lille chance.

Flere timer er en evighed
Historien er som sagt gammel, men dilemmaet er endnu værre i dag. Medier udkommer hele tiden, og det tager ikke mange timer, før en nyhed er gammel. Hvis man konsekvent er nummer to eller tre med historierne, kigger ingen på ens side.

Lokal virksomhed lukker
Vi havde et eksempel i den lokale mediedam i fredags, hvor Kanal Frederikshavn som den første kunne fortælle nyheden om, at en lokal virksomhed lukker. Kanalen fik ikke fat i ejeren og viderebragte et tip om, at virksomheden var gået konkurs. Nyheden kom ud i andre medier, før ejeren fik præciseret, at virksomheden var solgt, lukket på den nuværende adresse og vil blive videreført med nogle få medarbejdere et andet sted i byen.
Skulle Kanal Frederikshavn have ventet med historien? Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, for jeg ved ikke, hvad der helt præcist foregik.

Ny vinkel fra vågen læser
Men jeg kan sige, at man i hvert fald ikke skal vente til historien er fuldstændig. Da nyheden lå ude på nettet, var der en frisk læser, som googlede virksomhedens navn og fandt frem til en interessant oplysning om, at firmaets direktør var en kendt og berygtet forretningsmand, som har nogle politisager kørende imod sig.
Det viser sig at være en specialist i at rekonstruere firmaer, og det fortalte ejeren om i en opfølgende historie på Kanal Frederikshavn.
Det er en af de store fordele ved netjournalistik. Læserne kan bidrage med nye oplysninger og vinkler, og det er ikke pinligt, at journalisten ikke har tænkt på dem, inden han bragte historien.
Jeg slutter med et kendt journalistisk citat, som Lasse Jensen flere gange har tilskrevet en gammel redaktør på Kjerteminde Avis: Det skal ikke være kunst - det skal være færdigt!

søndag den 17. november 2013

Til grin hos Topdanmark



Når jeg får dårlig service et sted, hævner jeg mig ved at hænge synderen ud her på bloggen. Denne gang går det ud over Topdanmark, som ikke behøver at ryste i bukserne, for bloggen har kun ca. 100 læsere.

5,5 mio. kan læse med
Men det er rart for mig at få det ud, og der sidder jo 5,5 mio. potentielle læsere derude.
Nu skal I bare høre, hvor dumme de er i Topdanmark.
Vi var på efterårsferie i Rom, og da vi skulle hjem, var flyet aflyst på grund af strejke. Vi tilbragte en lang dag med at stå i kø i terminalen og endte med at få et fly hjem næste formiddag. Træls - men det var ikke Topdanmarks skyld.

Landbrug og rejse
Vi har en rejseforsikring, så et par dage efter ringede jeg til Topdanmark for at høre, om jeg kunne få dækket udgifterne til hotel og transport.
Der var intet at finde på nettet, så jeg måtte ringe. Telefonslusen gav mig forskellige muligheder. Ingenting om rejseforsikring, men jeg kunne vælge mellem privat, erhverv og landbrug.
Vi er landbrugskunder, så den tog jeg. Efter at have præsenteret problemet fik jeg en lidt studs besked om, at jeg skulle henvende mig til Rejse. Jeg blev stillet om til en dame, der allerede lød meget træt, selv om klokken kun var 9.
Jeg forklarede, at vores fly var blevet aflyst på grund af en strejke, og jeg ville høre, om forsikringen dækkede mine udgifter.

Send en anmeldelse
- Du kan sende en skadesanmeldelse ind. Så kigger vi på det, svarede damen uvenligt.
Jeg spurgte, om hun ikke kunne sige noget om dækningen. Jeg ville ikke til at finde en masse papirer frem, hvis hun på forhånd vidste, at jeg ikke kunne få dækning.
- Det kan vi ikke tage stilling til på forhånd. Du må sende en anmeldelse, sagde hun ret uvenligt.
- Jamen, du sidder i en afdeling, der beskæftiger sig med rejseforsikring. Kan du ikke oplyse, om I normalt dækker den slags med den forsikring, jeg har.
- Nej. Send en anmeldelse, sagde hun og var klar til at lægge røret på.
Jeg bad om lov til at stille endnu et spørgsmål og fik det bevilget. Jeg ville vide, hvilke omkomstninger, de normalt dækker hvis og såfremt. Heller ikke her var der hjælp at hente. Jeg kunne bare sende bilagene.
Jeg bad til allersidst om at få sendt anmeldelsen pr. mail.
- Mail? halvråbte hun i telefonen. Og lidt mere sagte: Jo, det kan jeg godt.

Venlig dame i Rejse
Den kom ikke, så fem dage senere ringede jeg igen. Her var jeg heldig at få en meget venlig person i Rejse. Hun kunne se i systemet, at der var oprettet en anmeldelse, og den havde jeg på mail få minutter senere :-)
Så måtte jeg have fat i flyselskabet for at få en skriftlig bekræftelse på aflysningen. Det gik rimeligt nemt, og jeg fik printet den ud sammen med de oprindelige billetter og kvitteringerne for mine udgifter. Hele møget sendte jeg sammen med skadesanmeldelsen i et brev til Topdanmark.
Forleden kom materialet retur sammen med et kortfattet brev, hvor der står:
"Forsikringen omfatter ikke dækning i forbindelse med strejke og konkurs".

Det er garanteret helt rigtigt. Men hvorfor f##!!#?!!# fortalte de ikke bare det i telefonen? Så kunne de og jeg have sparet en masse tid.

Hvor svært kan det være? Når man sidder i en afdeling, der hedder Rejse, må det være en helt almindelig sag, at en kunde spørger, om forsikringen dækker, når flyet blev aflyst på grund af strejke. Og så skal man da svare kunden.
Hvor svært kan det være?
Jeg sender linket til dette indlæg til Topdanmark, og vender tilbage med et svar, hvis de skulle få lyst til at producere sådan et.

fredag den 8. november 2013

Spiser du stadig?

 Aaaah.

Et par gange om året møder jeg folk, som spørger, om jeg stadig løber.
Så kigger jeg underligt på dem, som om jeg ikke har fattet spørgsmålet. For det har jeg nok heller ikke.
Jeg opfatter spørgsmålet sådan, at folk mener at kunne huske, at der var et par år, hvor jeg gik meget op i at løbe. Og så hører jeg en formodning om, at jeg nok er holdt op med det.
Og hvis den antagelse holder, kan jeg ikke svare meningsfuldt på spørgsmålet. Jo, jeg kan stille og roligt svare ja. Jeg løber stadig.

En del af hverdagen
Men for folk, der ikke er løbetosser, er det svært at forstå, at spørgsmålet er meningsløst. For os er løb ikke en dille eller en mode, vi følger i en periode. Det er en del af hverdagen. Hver uge, hvert år, hele livet. En løbetosse holder ikke op med at løbe. Jo, vi gør det nødtvungent, når der opstår en skade.
I princippet kunne man lige så godt spørge: Spiser du stadig?
Ja, jeg spiser hver dag, medmindre jeg har omgangssyge.





Farvel, skade

Jeg har tidligere underholdt med en usædvanligt lang og træls skadeperiode. Nu føler jeg mig helt sikker på, at jeg er ovre den. Så nu løber jeg igen fast tre gange om ugen. Det går lidt langsommere end for et par år siden, og distancerne er kortere.
Men glæden er den samme. En god løbetur giver energi og klarer hjernen. Skal jeg holde et oplæg for en forsamling eller stå for en workshop, er den bedste forberedelse en løbetur aftenen før. Så taler jeg det hele igennem for mig selv og får altid en god idé til en historie og til en måde at gribe det an på.
Kommer jeg hjem fra en lang, lang køretur, er der ikke noget bedre end at kunne tage et par løbesko på og blive sig selv igen ude i den friske luft. Snevejr, mørke og glatføre er ikke en forhindring, for det gælder ikke om at løbe stærkt. Det gælder bare om at have det godt.

Siden 1982
Jeg startede med at løbe i efteråret 1982 og har kun holdt pause et par vintre i 80erne, og så i de perioder, jeg har været skadet.
Og jeg holder ikke op igen. Hvis du skulle spørge fra nogen.

torsdag den 7. november 2013

En ekstra valgkanal

Fuldt hus på biblioteket i aftes, og alle medierne var der også

I tre dage har vi i Frederikshavn haft en ekstra nyhedskanal. De færreste har nået at opdage den, og nu har den indstillet sin virksomhed.
Men tjek den alligevel ud: http://valgnytnord.mediajungle.dk/

Tre dages arbejde
Valgnytnord er resultatet af tre dages arbejde fra 15 studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. De har dækket den lokale valgkamp med fynd og klem, og jeg er meget imponeret over indsatsen.
Højdepunktet var det store vælgermøde i aftes, hvor 300 vælgere mødte partilederne - og de fleste øvrige kandidater. I øvrigt arrangeret af DR Nordjylland, Nordjyske Medier og TV2 Nord i samarbejde - også en kæmpe tak og ros for det. Bare vores byråd kunne arbejde lige så godt sammen som de tre mediehuse gør i Nordjylland for at få flere til at stemme!

Lukket skole og privat toilet
Tilbage til Valgnyt Nord. Journalisteleverne havde virkelig lyttelapperne ude i aftes. Ikke blot kom der en fin dækning af selve arrangementet. I dag dukkede der også portrætter op af de fire borgmesterkandidater og en meget fin historie om Volstrup Skoles forfald. Den blev nævnt på vælgermødet, og i dag tog et reporterhold ud til Volstrup for at samle op på historien. Der er også en historie om et tidligere offentligt toiltet i Sæby, som nu passes af to skøre pensionister. Også den kom frem på vælgermødet.

Hjemmeside, Facebook, billeder og videoklip
Rent teknisk fungerer Valgnytnord udmærket. Det er skønt for en gammel rotte at se, at 15 studerende som en selvfølge banker en hjemmeside op med mulighed for at kommentere indlæg, link til de mest populære artikler - og naturligvis med en Facebookside til.
Og en journalist i dag er ikke bare en ordjonglør. Der er billeder til alle historier og videoklip til de fleste.

Vi tumlede rundt
Da jeg som journalistelev var med til at lave en avis fra Skanderborg Kommune, husker jeg det sådan, at vi tumlede rundt på må og få. Vi kunne nok finde noget stof, men jeg er ret sikker på, at det ikke var særligt interessant for lokalbefolkningen at læse. Jeg tror bestemt ikke, vi fangede de vigtigste problemstillinger i Skanderborg i 1983.
Men Valgnytnord-folkene har fingeren på den politiske puls i vores kommune. Og så har de suppleret med spændende, sjove og interessante historier.

Journalisters image
Vi hører så tit kritik af medierne - og dermed også af journalisterne. Jeg forsvarer gerne mit fag, men jeg har svært ved at trænge igennem til folk. Vi journalister må leve med et dårligt image.
I stedet for en lang forsvarstale vil jeg bede dig bruge fem minutter på Valgnytnord og så bedømme, om du synes, det er useriøse, sensationshungrende journalister, de opfostrer i Aarhus. 

lørdag den 2. november 2013

Hurra for de dårlige anmeldelser

Politikens forudsigelige bidrag til Grastens image

Jeg er helt sikker på, at filmproducenten Regner Grasten jubler over elendige anmeldelser af filmen Tarok i de landsdækkende dagblade.
Det kan han bruge i sin markedsføring som folkets mand. De fine på parnasset i det indre København synes, Grastens film er dumme og platte, men befolkningen strømmer ind i biografen. Folkets dom er vigtigere end anmeldelsernes, gnækker Grasten i dag i flere medier.
Et par anmeldere har dog skuffet denne gang. De to stiftstidender gav begge Tarok 4 stjerner og Kristeligt Dagblad var også positivt stemt.

Kompetente mennesker
Mekanismen har været kendt i årevis. Filmanmeldere er ikke popularitetsdommere. Det er folk, der elsker film, har set hundredevis af film og derfor stiller høje krav til form og indhold. Jeg tror, det er meget kompetente mennesker, og det giver jo ingen mening at bede dem om at se bort fra deres egen viden og erfaring.
Så det må være sådan, at populært anlagte film uden den høje kunstneriske kvalitet får én på hatten i avisspalterne, mens publikum generelt er udmærket tilfreds.

Hvidsten Gruppen var værre
Grastens forrige film Hvidsten Gruppen fik endnu flere hug end Tarok. Den så jeg, og det var en god oplevelse. Først og fremmest fordi, det var en god historie. En interessant fortælling om nogle temmelig almindelige mennesker ude på landet, der blev aktive i modstandskampen og endte med at blive dømt og dræbt af Værnemagten.
Jeg skal også se Tarok, for det er også en fremragende historie. Om nogle hesteglade folk fra Skive, der skyder papegøjen og får en af Verdens bedste travheste. Travbanen er og var for en lillebitte minoritet, men i Taroks storhedstid interesserede næsten alle danskere sig for travsport. Tarok var vores allesammens stolthed, og det er en rigtig god idé at lave en film om den populære hest og familien Laursen fra Stald Kima.

Alvidende filmvært
Og det er måske netop på det punkt, at kæden nogle gange hopper af for de kære filmanmeldere. At de gransker det filmtekniske så meget, at de glemmer at fokusere på den gode historie. Jeg kan fornemme det i Filmselskabet på DR K. Her er der en nærmest alvidende vært, Maria Månson, som slynger om sig med referencer til film og instruktører, jeg ikke kender. Til gengæld glemmer hun ofte at fortælle, hvad en film handler om.
Jeg er dybt imponeret over Maria Månsons evne til at sætte uforståelige ord på en film og til at sætte den ind i sammenhænge, jeg aldrig har kendt til. Jeg synes, det er fascinerende og morsomt, og jeg håber, at der sidder en masse filmentusiaster ude foran skærmene, som bliver klogere af programmet.
Så kan jeg godt nøjes med den gode historie.