Stærkt gået af 27 lande

Dette kunstværk i EUs hovedkvarter

illustrerer samarbejdets høje mål.

Gårsdagens store EU-forlig er sommerens helt store positive nyhed.
Det viser, at de 27 lande i EU formår at arbejde sammen og trække i samme retning, når det virkelig gælder.
De fleste af os er skeptiske over for EU med det store bureaukrati og ikke mindst komedien med, at EU-Parlamentet holder flyttedag året rundt mellem to mødesteder. Men aftalen viser, at EU først og fremmest er 27 lande, som gerne vil hjælpe hinanden. Aftalen blev ikke indgået mellem nogle bureaukrater i Bruxelles. Den blev indgået mellem de 27 landes regeringschefer.

Vinderen får det til at lykkes
På fem dage havde de fået nogle få timers søvn, og det lykkedes dem at indgå et kompromis, som alle kunne se sig selv i.
Vinderen i sådan et spil er ikke den, der får de fleste af sine ønsker opfyldt. Vinderen er den, der bidrager til at få tingene til at lykkes.
På trods af store forskelle bakkede alle 27 op om idéen om at oprette en fælles europæisk genopretningsfond, der yder meget store tilskud og lån til de lande, der er hårdest ramt af COVID-19. Danmark kommer til at betale mere til EU, men det er alligevel en rigtig god aftale for os. Vi har en åben økonomi og er dybt afhængig af samhandel med andre.

Sammenbrud er skidt for alle
Et økonomisk sammenbrud i Italien, Spanien eller Grækenland, vil få Euroen og den europæiske samhandel til at vakle, og det vil være meget dyrt for Danmark. Derfor er det af helt egoistiske grunde godt for os at bidrage til at hjælpe de hårdest ramte lande gennem coronakrisen.

Hårdt arbejde giver indflydelse
At historien så oven i købet er et lille lærestykke i demokrati, gør den ikke dårligere. EU-modstandere ynder at underholde med, at Danmark som ét lille land ikke har reel indflydelse. I EU skal Tyskland og Frankrig blive enige - så er flertallet hjemme og de andre må bøje sig.

Sådan gik det ikke denne gang. Danmark var med i en sparebande, som ville reducere EUs budget, og som ville give flest muligt af pengene fra hjælpefonden som lån. Mette Frederiksen og hendes sparekolleger holdt hårdt på deres, og det lykkedes dem at ændre både budget og fordelingen mellem lån og tilskud. Alt blev ikke, som Danmark havde ønsket, men konstruktionen blev ændret en del i den retning, vores udsendte kæmpede for.

Det er en af de oversete pointer ved demokrati. Har man gode argumenter og arbejder man hårdt, kan man opnå resultater, selv om man ikke sidder på flertallet. Det kender vi heldigvis også fra Christiansborg og fra kommunerne.

Og fra vores arbejdsplads. Det duer ikke, hvis chefen bare får ret.

Er du en kom-i-ganger eller en det-er-for-megeter?

 Det hele bliver IKKE blandet sammen.

Tankegang forbereder sig på at tilrettelægge kommunikation om den nye fælles affaldssortering, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.
Vi har ringet rundt til tilfældige mennesker i hele landet for at høre om deres holdning. Det har vi, fordi vi arbejder med designtænkning, hvor vi altid prøver at tage udgangspunkt i brugernes behov.
I stedet for at gætte, spørger vi.

Den gode nyhed er, at budskabet om de 10 typer affald er trængt igennem. Alle, vi talte med, havde hørt om det og tænkt over det. Det er altså en fin start.
Vores lille analyse viser, at befolkningen deler sig i to grupper, som måske er nogenlunde lige store:
Kom-i-gang og Det-er-for-meget.

Kom-i-gang
Kom-i-ganger er dem, der gerne vil sortere affaldet endnu bedre. De nævner alle sammen et højere formål som det første: Klima, grøn omstilling, forurening eller miljø. For dem er koblingen helt ren: Sortering - genanvendelse - klima.
Det praktiske fylder ikke så meget. Kom-i-ganger oplever ingen problemer med affaldssortering, og udsigten til ekstra beholdere ved huset er bare en lille opgave, der skal løses. For dem er sortering en god vane, som gør dem tilfredse, og mere sortering vil gøre dem mere tilfredse.
Ingen kom-i-ganger stiller spørgsmålstegn ved håndteringen af det sorterede affald. De bærer ikke historier videre om, at det hele bare kommer i ét hul. Tværtimod er de helt sikre på, at deres brugte pap bliver til nyt.
De kan blive irriterede over manglende sortering, og her er det især de store mængder plast, som bekymrer dem.

Det-er-for-meget
Tak for kaffe! udbrød en af vores kilder med udsigten til 10 affaldstyper. Han og andre mener, at 10 er alt for meget, og de er meget hurtige til at referere historier om, at det sorterede affald bliver blandet sammen. Historier, de har hørt og gerne fortæller videre uden at vide, om de er sande.
Alle det-er-for-megeter vil gerne sortere af hensyn til miljøet og også gerne lidt mere. Men de synes, det er for voldsomt med 10 fraktioner. Og de er skeptiske, for de er ikke helt sikre på, at det sorterede affald bliver genanvendt. De synes i øvrigt, det er uklart, hvilke typer affald, der skal i hvilke beholdere.
Gruppen her ser for sig, at carporten bliver fyldt med enorme affaldsbeholdere, og at de skal have beholdere og poser over alt i huset for at leve op til de nye krav.

Nyttig pejling
Tankegangs lille analyse er kun en pejling. Hvis vi interviewede flere mennesker og dykkede dybere ned, ville vi helt sikkert finde andre arketyper og rigtig mange, som ikke passede ind i en skabelon.
Vi er ikke et forskningslaboratorium, men et kommunikationsbureau, og vores input fra de gode borgere er nyttige.
De viser, at kommuner og affaldsselskaber står over for en udfordring med kommunikationen. Modtagerne oplever ikke det samme og opfatter tingene meget forskelligt.
I praksis kan man ikke sende én type information ud til én målgruppe og en anden ud til en anden, for det står hverken på dørskiltet eller på dåbsattesten, om man er den ene eller den anden type. Her er en udfordring, vi skal arbejde videre med.

Hvad sker der med affaldet?
Men én ting står klart: Det er ikke nok at fortælle, hvordan affaldet skal sorteres. Begge målgrupper vil gerne vide, hvad der sker med deres affald, når det er blevet hentet. De vil gerne have dokumentation for, at det gør noget godt for miljøet.
Kom-i-gangerne vil vide det, fordi de gerne vil motivere andre til at sortere endnu mere. Det-er-for-megeter vil se håndfaste beviser for, at deres besværlige indsats nytter.

Rusland - det problemløse samfund

Præsident Putin har vundet endnu en sejr i sin utrættelige kamp for at befri russerne for alle problemer. Han kan nu blive genvalgt som præsident frem til år 2036.
I Putins Rusland er der stort set ingen problemer. Det sørger præsidenten for. Valg er for eksempel meget nemmere end her hos os. Det går ud på at genvælge Putin og stemme ja til hans forslag. For at gøre det let, forhindrer han populære modstandere i at stille op, og han sikrer sig, at de mest populære medier næsten kun refererer Putins synspunkter. Der er jo ingen grund til at forplumre billedet for de hårdt prøvede vælgere.
Engang imellem får kritiske medier vind i sejlene, og nogle stædige journalister afslører korruption og magtmisbrug hos livstidsmagthaveren. Det har Putin intet imod, slet ikke.

De pågældende journalister dør eller forsvinder efter kort tid. I nogle tilfælde opdager offentligheden dødsfaldet, som politiet så må efterforske. Det viser sig desværre umuligt at finde de skyldige bag mordene. Så er det problem løst.
Optælling efter valg er også nærmest problemfrit. OECD sender kontrollører ud, og der får Putin og hans folk et halvdårligt valg. Heldigvis vinder de en overvældende sejr alle de steder, hvor der ikke er nogen international kontrol.
Kritikere stiller sig bagefter op og hævder, at der er begået valgsvindel. Det kan Putin klart afvise, da den person, han har indsat som formand for valgkommissionen, garanterer at alt er gået rigtigt for sig.