tirsdag den 27. marts 2018

Problemer vi ikke kan løse

Verden er fuld af problemer, vi ikke kan løse. Jo klogere, vi bliver og jo mere avanceret teknologi, vi får - jo flere uløselige problemer bliver der.

Israel og Palæstina
Konflikten i Mellemøsten er kongeeksemplet. Den kan ikke løses, men parterne og vi andre kan håndtere den. - bedre end i dag. Men problemet bliver aldrig løst, så israelerne og palæstinenserne hver for sig er tilfredse.
Ulighed i verden kan heller ikke løses. Ikke engang i det rige Danmark. Men vi kan arbejde med uligheden og gøre den mindre.
Sult og fattigdom bliver heller ikke fikset. Aldrig nogensinde. Det går bedre nu end nogensinde før i verdenshistorien, men det er fortsat et massivt problem.
Ligestilling mellem kønnene er også et evigt problem, som vi kan arbejde med, tale om og gøre noget ved. Men løse det kan vi ikke.
Kriminalitet, grådighed, vold, racisme og seksuel undertrykkelse er andre problemer, vi ikke kan løse.

Vi vælger nye problemer
Vi vælger folk til at løse problemerne, men det skaber bare nye problemer. Så beskylder vi dem for at være magtsyge, grådige og verdensfjerne. Og i nogle tilfælde er det desværre også rigtigt. Så er det problemet.
Også på det personlige plan er vores liv fuld af eksempler.
Der er familiesammenkomster, som altid skaber konflikter. Der er små stridigheder om tv-kiggeri, sengetider, rengøring, indkøb og bilkørsel, som ægtefolk aldrig bliver enige om. Det er et problem.

Der er hele tiden noget
Eller også er det ikke. Det er livet. Det er et vilkår i store og små fællesskaber, at der hele tiden er noget, som vi kan gøre bedre. Der er hele tiden menneskelige svigt, fortielser og forglemmelser.
Det forsvinder aldrig, men det priviligerede ved at være menneske er, at vi trods alt kan gøre noget ved mange af de problemer, vi står med. Jeg synes, også det er en forpligtelse.
Problemerne bliver ikke mindre ved at problematisere dem men ved at arbejde med dem og tale om dem. Det er mit ansvar, og jeg skal nok gøre noget ved det.
Konflikten i Mellemøsten går jeg i gang med, når bilen er vasket.



mandag den 19. marts 2018

Den næststørste katastrofe for DR

5 procents besparelse om året de næste fire år er en alvorlig sag for DR. 775 mio. kr. finder ikke sig selv, og det betyder selvfølgelig færre programmer og kanaler. Det er en lille katastrofe, men så er det heller ikke værre.

Vi kan leve med et mindre DR
Danskerne kan nok leve med mindre DR. Vi har jo også TV2, streamingtjenester og YouTube. Jeg kan huske tilbage til 1988, da der var 1 tv-kanal i Danmark. Dengang havde vi også demokrati.
Men der lurer en meget større katastrofe for DR: Nemlig den, at politikere med uforudsigelige og vidt forskellige dagsordener sætter sig tungt på virksomheden. Der er en reel fare for, at et snævert politisk flertal vil bestemme i detaljer, hvilke kanaler og hvilke type programmer, DR skal tilbyde danskerne.
Det kommer der ikke noget godt ud af. Politikerne er ikke professionelle mediefolk, og de er ikke dygtige ledere af en kompleks virksomhed som DR.

Ny strategi
DR skal viske tavlen ren og udarbejde en helt ny strategi. Hvad kan vi få for 3 mia. kr. i den medieverden, vi har i 2020 - med den teknologi, der er på vej og med de nye vaner, brugerne har?
Spændende opgave, som de gode folk i DR kan løse, hvis de får lov.
Men hvis et snævert flertal i Folketinget vil blande sig og regulere DR i detaljer, så bliver DR en rodebutik. Med afskaffelsen af licensen har de DR-fjendtlige politikere et håndtag at skrue på hvert år ved finansloven. Hvis Ole Bornedal får lov til at instruere en tv-serie, kan Dansk Folkeparti benytte de årlige forhandlinger om finansloven til at straffe DR yderligere.

Maksimal indflydelse
De 49 pct. af Folketingets medlemmer, som ikke har fået indflydelse på gårsdagens aftale om at beskære DR, må melde sig ind i forhandlingerne og sikre DR maksimal strategisk og daglig indflydelse på sit eget budget. DR skal løslades fra den stramme politiske styring, og det skal et samlet Folketing stå bag.

lørdag den 10. marts 2018

Storkonflikt er ikke lige om hjørnet

Skoler og børnehaver lukker.
Alle planlagte operationer på sygehusene bliver aflyst.
Slagterierne må lukke ned.
Togene står stille.
Børnene bliver ikke konfirmeret.

Det er nogle af konsekvenserne af en storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked, som fylder medierne i denne tid. Du har måske indtryk af, at det nærmest er sikkert, at konflikten bryder løs den 4. april. Så kommer der ret hurtigt et lovindgreb, og så er den danske model lagt i graven.

Her er lidt distraherende fakta.
Strejkevarsel og lockoutvarsel er helt efter bogen. Det er en del af den danske model.
Forhandlingerne foregår nu i Forligsinstitutionen. Det er ikke en syltekrukke eller noget formelt, der skal overstås.

Forligsmændene styrer
Forligsinstitutionen er en uafhængig statslig institution, hvis eneste formål er at få arbejdsmarkedets parter til at enes. De tre forligsmænd har ingen politiske eller organisatoriske bindinger.
De styrer suverænt forhandlingerne med det ene formål at nå et resultat. Begge parter respekterer Forligsinstitutionen og retter sig efter forligsmændenes anvisninger.
I den aktuelle konflikt har Forligsinstitutionen taget fat i de to værste knaster i forhandlingerne: Spisepausen i staten og lærernes arbejdstid. Her arbejder forligsmændene målrettet på at få parterne til at nå til enighed.

Udskyde i 2 x 14 dage
Uret tikker. Men der behøver ikke være et eller flere forlig på plads den 4. april. Hvis forligsmanden vurderer, at mulighederne for en aftale er til stede, kan hun udskyde konflikten i 14 dage. Det kan hun gøre to gange, og hendes afgørelse kan ikke ankes.
Hvis parterne ikke kan blive enige, kan forligsmanden lave sin egen skitse til en ny overenskomst og bede arbejdsgivere og fagforeninger om at forhandle ud fra den.
Kan det heller ikke give et resultat, må forligsmanden kaste håndklædet i ringen.

De kan altid forhandle
Så kan der komme strejke. Mens den pågår, kan parterne forhandle for en uge senere truer lockouten. Under lockouten kan parterne også forhandle.
Hvis ikke de gør det, er de ansvarlige for, at samfundet går i dvale. Det er ikke Folketingets ansvar.
Det er heller ikke givet, at Folketinget griber ind. I 2008 strejkede sygeplejersker og FOAs medlemmer i 19 dage, og medierne var helt sikre på, at regeringen ville stoppe konflikten med en lov. Men det skete ikke, og til slut indgik parterne forlig.

Vil de forlig eller konflikt
Det afgørende er, om kommunerne, staten, regionerne og fagforeningerne ønsker at indgå en overenskomst. Hvis alle har viljen, kommer der en aftale i hus. Ellers bliver der konflikt.
Hvis og hvis og hvis... konflikten løber i længere tid og det ser ud til, at parterne stadig ikke vil blive enige, kan det ende med et lovindgreb.
Det foregår ikke sådan, at statsministeren hiver en hemmelig plan frem fra skuffen og får den vedtaget i Folketinget. Det mest sandsynlige er, at forligsmanden har lavet en skitse, og at den så bliver ophævet til lov. Hvis der er flertal for det i Folketinget.
Det er endnu en grund til at forhandle sig frem til en løsning.