søndag den 29. juni 2014

Lobby-fiasko for aviserne

BUM! Her sluttede dagbladenes lobbykampagne uden resultat.

En langvarig og meget intensiv lobbykampagne faldt til jorden med et ordentligt brag, da kulturminister Marianne Jelved (R) her i ugen præsenterede det såkaldte medieforlig. Jeg skriver såkaldt, fordi det i realiteten er et licensforlig.

Masser af opmærksomhed
I over et år har dagbladene og deres forening Danske Medier kæmpet for at stække og svække DR. De har lavet rapporter og eget medieudspil, de har opsøgt mediepolitikerne - mange gange - og de har sprøjtet debatindlæg og kronikker ud.
Det lykkedes for dagbladene at skabe meget opmærksomhed om deres sag, og gennem mediedækningen kunne man få indtryk af, at licensforhandlingerne måske kunne blive starten på enden for DR som den førende danske medievirksomhed.
Sådan gik det ikke. Slet ikke.
DR mister ganske vist 75 mio. kr., men det skyldes alene en vækstpakke, der fritager virksomheder og institutioner for at betale licens.

DR på alle platforme
Men forligspartierne slår fast, at de ønsker et stærkt DR, som er på alle platforme. DR skal være tilgængeligt for danskerne, uanset hvilken slags apparat, de foretrækker. DR skal også lave mere regionalt stof.
Det med platformene var netop Danske Mediers kæphest. De ønskede at begrænse DRs og TV2 regionernes nyhedstjeneste på nettet, fordi den konkurrerer med dagbladene. Logikken er, at aviserne skal tage betaling for indhold på nettet for at overleve, og så er det konkurrenceforvridende, at man bare kan få det gratis på de licensfinansierede mediers sider.
Den køber politikerne ikke.
De mener simpelthen ikke, at DR er skyld i avisernes problemer. Aviserne bliver ikke reddet, fordi der er færre nyheder på DRs hjemmeside, siger både Venstres og Socialdemokraternes medieordførere.

Alle partier er med i fire år
Og nederlaget til aviserne er større end som så. For alle Folketingets partier er med i forliget. Danske Medier har ikke en gang en højtråbende ven i Liberal Alliance. Til overflod er der tale om en fireårig aftale, som altså rækker mindst halvvejs ind i næste folketingsperiode. Så det er et enigt Folketing, der står bag ønsket om at et stærkt, licensfinansieret DR leverer public service til danskerne. Avisernes drømme om at få indirekte del i licensmidlerne og om at begrænse DRs indflydelse er overhovedet ikke på dagsordenen længere.
Den eneste lille kattelem er en formulering i forliget om, at DR og Danske Medier skal søge bedre samarbejde, så DR-stof kan bruges i aviserne og aviserne kan blive eksponeret bedre i DR. Det rykker ikke ved det grundlæggende, men det er da meget fornuftigt.


tirsdag den 24. juni 2014

Løbeturen er en ven

Smil på efter en dejlig løbetur

I går morges holdt jeg møde med en kunde, som bare MÅTTE starte med at fortælle om weekendens store oplevelse. Sammen med 1600 andre havde han deltaget i motionsløbet Coast to Coast fra Skallerup Klit til Palmestranden i Frederikshavn.
Løbet starter, når solen går ned  på Vestkysten og slutter, når den står op igen over Kattegat. I nattens løb er en række landsbyer klar med deres helt egen gæstfrie modtagelse af de mange løbere og cykelryttere.

For meget gas
Det lød rigtig fristende, og jeg må finde en makker, så jeg kan være med næste år. Det er flere år siden, jeg har deltaget i et motionsløb, for jeg har nemlig et alvorligt psykisk handicap. Jeg kan ikke lade være med at give den alt for meget gas, når jeg er til et rigtigt løb.
I Coast to Coast gælder det oplevelsen, samværet og den specielle oplevelse, mens tiden er ligegyldig. Mange nyder endda et glas vin ved flere af de indlagte depoter.

Luksustid
En løbetur skal være en ven, ikke en fjende. Selvfølgelig kan det være hårdt ind imellem, men helt grundlæggende skal det være en fornøjelse at løbe en tur. Det er luksustid, hvor man rører sig, tænker store tanker eller eventyrlige dagdrømme, og hvor man oplever naturen og ens egen krop.
Når man har lært sig selv op, er løbeturen en ren lise. Oven i kommer man i bedre og bedre form, og det kan så ende med at blive et problem.
Så får man ambitioner om at løbe en halv eller en hel maraton på en bestemt tid, og så træner man mere og mere og hårdere og hårdere. Det kan være skønt i en periode, men de hårde træningspas bliver en belastning, både fysisk og mentalt. Jeg har prøvet nogle gange at skulle sparke mig selv bagi for at komme afsted på en 30 kilometers tur for at komme i form til et maratonløb. Det kan faktisk være en mental belastning.

Over gevind
For nogen løbetosser går det over gevind. De skal bare træne hårdere og hårdere, og de får den fikse idé, at de skal løbe en eller flere gange hver dag. Det er usundt for en normal krop, og det tager magten over folks tilværelse.
Så er løbeturen ikke længere en ven.
Vi andre får lidelsen i moderat grad, når formkurven går opad. Så begynder vi at give den for meget gas og få lidt for høje ambitioner. Når man som jeg har løbet i 30 år regulerer det helt sig selv, for der kommer simpelthen en skade, hvis jeg farer for hårdt frem.
Måske skulle jeg begynde at lede efter hyggelige løb som Coast to Coast. Det tror, at jeg vil. Jeg skal bare liiige i lidt bedre form.

mandag den 16. juni 2014

Hurra for Rejsekortet

 Et skønt stykke plastik

Der er nok at brokke sig over, hvis ikke man har rigtige problemer. Et af de største hit i Danmark er Rejsekortet som lider under massiv og elendig presseomtale.


Tid at spare i toget
Det kan jeg ikke rette op på, men jeg fortæller gerne om min glæde ved det lille stykke plastik. Jeg kører med tog ca. en gang om måneden, når jeg skal steder hen, der ikke ligger alt for langt væk fra en station. Toget tager længere tid end bil, men der er alligevel tid at spare for mig. Jeg kan nemlig sidde og arbejde, mens vi bumler afsted. I bilen kan jeg ikke producere noget, kun ordne telefon-arbejde.


Ingen stress
For mig er Rejsekortet genialt. Jeg køber en pladsbillet via DSB-appen på telefonen, og så er billetten fikset. Ikke noget med at købe og betale billet via en computer og printe den ud - for slet ikke at tale om at stresse ned på stationen og købe billet. Der står altid en udenlandsk turist eller en gammel dame i køen foran, som skal have alting forklaret fire gange, og så er man sekunder fra at komme for sent.
Ofte skal jeg videre fra toget med bus eller S-tog. Der finder jeg ruten på rejseplanen, og så bruger jeg igen Rejsekortet som billet.
Det fungerer hver gang uden problemer, og jeg kan finde de togbilletter, Tankegang skal refundere, inde på min side på Rejsekortet.


Et virvar af klippekort
Især hovedstadsområdet er det en lettelse. Tidligere havde jeg et virvar af klippekort og kunne aldrig finde ét, når jeg skulle bruge det. Så lå det i en anden jakke eller taske. Jeg kunne heller ikke finde ud af HTs zonesystem, så jeg tog det antal klip, jeg selv synes var passende, og så forberedte jeg mig på at fortælle en kontrollør, at jeg var fra Frederikshavn.
Det kunne godt være lidt nervepirrende for en lovlydig person som mig at rejse med 6 klip til Høje-Taastrup, uden at vide, om der skulle 7 eller 9 til.
Nu bruger jeg bare Rejsekortet som holder fint styr på zoner og priser.



Én app ville være endnu bedre
Alt kan forbedres. Det ville selvfølgelig være endnu nemmere, hvis Rejseplanen og Rejsekortet var en fælles app - og hvis jeg også kunne købe pladsbilletter derfra. Det kommer nok en dag.
Indtil da glæder jeg mig over en let og velfungerende løsning, hvor jeg altid har en tog- eller busbillet i min pung.

søndag den 8. juni 2014

De skylder en historie


Hvad gemmer der sig derude? Ligger der en god historie 
om en kynisk udnyttelse af pressen?

Efter tirsdagens drama i Venstre stod medierne i kø med selvransagelse. Og læserne var klar. Først var vi forargede over Lars Løkkes ragen til sig og bagefter kunne vi være det over den falske historie om, at han ville gå af.
Fint nok, at medierne udøver selvkritik, men det skygger for den historie, som de endnu skylder at fortælle - om den troværdige kilde, som alle byggede deres breaking news på.

Sendt i byen?
Den onde teori er, at kilden blev sendt i byen af Lars Løkke for at lægge maksimalt pres på Kristian Jensen og Venstres hovedbestyrelse. Allerede om eftermiddagen skulle de tro, at Lars Løkke ville gå af og pege på Søren Gade som ny formand. Så var Løkke et offer og havde vundet sympati, og samtidig var der lagt op til en nedbrydende magtkamp mellem Jensen og Gade. Mere splittelse og uro og dermed dårligere meningsmålinger for Venstre.

Taktisk spil
Er det en konspirationsteori? Måske, men den har fået næring af Søren Gade, som åbent har fortalt, at han var bevidst om, at han muligvis blev udnyttet i et taktisk spil.
Hvis teorien er sand, har vi altså en statsministerkandidat, som kynisk stikker pressen en løgn som et led i sin egen magtkamp. Er den historie ikke værd at undersøge?
Jo, selvfølgelig er den det, og de store medier har direkte adgang til den. Elisabeth Svane på Fyens Stiftstidende, Mette Østergaard på Politiken, Thomas Larsen på Berlingske og Jens Ringberg på DR vil sammen kunne opklare sagen, hvis de vil.
De kender kilden. De ved, om kilden selv henvendte sig, og hvad kilden sagde hvornår. Vi må gå ud fra, at de også har stillet kritiske spørgsmål til kilden, for de vidste jo, at det var en af årets største historier, de stod med.

Kilde- eller journalistbeskyttelse?
Måske vil de henvise til kildebeskyttelsen. Den er ukrænkelig, men den er jo ikke til for at beskytte journalisten eller medierne. Hvis 6-7 kommentatorer taler sammen og finder ud af, at deres kilde er den samme og at vedkommende selv har opsøgt dem, så er det mindre vigtigt, om kilden hedder Claus, Troels eller Inger. Måske vil vedkommende ligefrem udtale sig - under kildebeskyttelse - om forløbet.
Kommentatorerne blev en del af spillet tirsdag eftermiddag og aften og dermed også en del af historien. Så det er nok for meget at forlange, at de skal undersøge sig selv. Men redaktionerne har gode folk til den slags.

Kolleger fra presselogen
Hvis embedsmænd i Justitsministeriet havde spillet en fremtrædende rolle, ville en enig presse kræve, at alle oplysninger blev lagt åbent frem. Nu er det gode kolleger fra presselogen, der har fået ørerne i maskinen, og så gælder der åbenbart andre normer.
Kritiske journalister undersøger magthaverne. Men ikke når magthaverne selv er journalister.
Det er tæt på at være skandaløst.
Jeg forlanger ikke, at nogen skal fyres eller straffes. De skal bare bidrage til at få sandheden frem.