tirsdag den 30. juni 2009

Vindermentalitet

I arbejdslivet går jeg sjældent blindt efter et resultat. Der er processen også vigtig. Mine kolleger og jeg skulle meget gerne lære af det, vi foretager os sammen. Så bliver både hver enkelt, teamet og Tankegang dygtigere og har det sjovere.
Men når det gælder sport er jeg til ren vindermentalitet. Jeg er mere glad for et heldigt mål end et rent vristspark. Og jeg kan ikke glæde mig over et velfungerende netspil i badminton, hvis jeg har tabt til en dårligere modstander.
For mig er det simpelthen sportens berettigelse, at det gælder om at vinde. En meget vigtig vej til sejren er modet til at vinde og troen på, at jeg kan vinde.
Jeg er helt vild med Caroline Wozniacki. Hun hamrer til enhver bold, som om det gjaldt om at smadre den, og hun løber efter de mest håbløse returneringer. Hun udstråler i den grad vilje til at vinde. I går gik det galt i ottendelsfinalen mod en kanontysker. Wozniacki var simpelthen et skridt bagud hele tiden og tabte kampen klart. Bagefter var hun skuffet og utilfreds med sig selv.
Det er lige efter mit temperament.
Wozniacki vidste, at hun kunne have gjort det bedre. Hun havde nogle break-chancer, som hun ikke udnyttede, og hun lavede nogle uprovokerede fejl, fordi hun kampen igennem var under hårdt pres. Det skal man ikke være tilfreds med. Det er sundt at være sur på sig selv i et stykke tid - for så senere at lære af sine erfaringer.
Men hun har modet til at vinde - og her ligger den halve sejr. Tiger Woods' modstandere har næsten tabt til golf-ikonet blot de ser ham på banen. Han udstråler i den grad kontrol, styrke og koncentration. Det smitter både af på ham selv og modstanderen.
Du kan også tage kvindelandsholdet i håndbold, som vandt OL-guld i 2004. Det hold var knap nok blandt de 5 bedste i verden, men det var Danmark, som i mange år havde været på toppen. Så både spillerne, publikum og modstanderne troede, at Danmark var de bedste. Og så var de det.
Wozniacki har det mod, og derfor er hun en vinder. Jeg tror på, at hun vinder en af Grand Slam turneringerne inden for de næste 3 år. Det må meget gerne blive Wimbledon.

torsdag den 25. juni 2009

Koldkrigslogik

Lærke blev født for 20 år siden, samme år som Berlinmuren faldt. Hun og hendes jævnaldrende har sikkert svært ved at forstå, at en gruppe eksperter skal forske i 10 år og udgive en 4600 sider lang rapport om Politiets Efterretningstjeneste rolle under den kolde krig. I dag er det fuldstændig til grin, at staten har betalt hundredevis af politifolk løn for at lave optegnelser om medlemmer af VS, SF, SAP, KAP og en række organisationer på venstrefløjen. Mindst 250.000 danskere er registreret for politisk aktivitet. Resultatet af dette enorme arbejde er tæt på at være ingenting. Det viste sig nemlig, at de mange mennesker ikke meldte sig ind i en venstreorienteret forening, fordi de var KGB-agenter. De (vi?) gik ikke fredsmarcher på befaling fra Sovjet eller med tilskud fra DDR. Næ, det var såmænd noget så banalt som holdninger, der drev værket.
Nu om dage er ytringsfrihed hævet op som den vigtigste rettighed overhovedet. Det bakker jeg op om. Men set med de briller, er det uhyrligt at registrere folk, blot fordi de ytrer sig politisk. Og så viste det sig at være helt til grin, fordi de pågældende blot var fredelige venstreorienterede. De var ikke spioner.
Der var enkelte undtagelser, blandt andet de gangstere, der udgjorde Blekingegadebanden. De begik voldelige røverier, hvor de slog uskyldige mennesker ned og truede dem med dræbende våben. Efter deres sidste røveri skød de en betjent med en pistol, der var ladt med ekstremt farlige vildsvinekugler. Alt det gjorde de for at støtte en politisk organisation i Palæstina, som begik terrorhandlinger.
Mens PET-folk landet over sad og nussede med deres hemmelige kartoteker og gik til møder i lokale fredsgrupper, hvor der intet ulovligt foregik, kunne et aktivt samarbejde mellem PET og politiet have stoppet Blekingegadebanden flere år før røveriet i Købmagergade. Det var en glasklar fejl, og for min skyld behøver vi ikke at nedsætte endnu en 10-års kommission for at hitte ud af det.
Set i bakspejlet virker det helt grotesk, at staten sætter et kæmpe apparat i gang for at holde øje med folk, der slet ikke er kriminelle. Det vidste de jo godt, de gæve PET-folk. De afslørede jo ikke landsforræddere hos SFs Ungdom i Støvring eller polske agenter hos Vangede For Fred.
Men bakspejlet viste noget andet i 60erne og 70erne. Det viste en tilsyneladende meget stærk og krigerisk kommunistisk blok i Østeuropa. En sovjetmagt, som i starten af 1960erne balancerede på kanten af en atomkrig ved Cuba, og som slog hårdt ned på folkelig opstand i Ungarn og i Tjekkoslovakiet. Set fra Rusland og Kina var USA og NATO mindst lige så skræmmende, men det er en anden historie. Det var indholdet i den kolde krig. Det var en uvirkelig virkelighed, hvor vi i perioder reelt var bange for, at en atomkrig skulle lægge hele jordkloden øde.
Der var paranoia på begge sider af Jerntæppet og et af de mere pudsige udslag af den var altså at sætte ansatte i PET til at udfylde små kartotekskort om alle, der kunne tænkes at have røde sympatier. Det skulle de ikke have gjort, men de kunne måske undskylde sig med, at FJENDEN havde flere hundrede tusinde mænd beskæftiget med en meget skæbnesvanger overvågning af egne borgere.

torsdag den 18. juni 2009

Retorikken gør en forskel

Det besværlige ved at skrive om konflikten i Mellemøsten er, at man skal stave til navnet på Israels ministerpræsident. Han hedder Benjamin Netanyahu. Forleden kom han med et opsigtsvækkende udspil, som fortjener lidt omtale. For det første sagde han ja til en tostatsløsning - på visse betingelser - og for det andet tilbød han at mødes med de arabiske ledere nårsomhelst og hvorsomhelst.
Det lyder som tom retorik, men netop i den forbandede konflikt mellem Israel og dets naboer har måden at sige tingene på altid spillet en rolle. Flere gang er forhandlinger blevet aflyst, fordi parterne ikke kunne blive enige om et mødested.
Analytikere over hele verden har travlt med at fortolke Netanyahus udspil, og mange har allerede afvist det som et smart taktisk kneb, som alene har til formål at opnå goodwill hos USA. Obama besøgte jo Mellemøsten for nylig uden at komme til Israel, så den jødiske stat er under pres fra dets stærkeste allierede.
Det er meget interessant med alle de analyser, men det vil være endnu bedre, hvis alle parter ville tage den israelske leder på ordet. Han inviterer til forhandinger om fred, og så er det bare om at få arrangeret et møde og få gang i en ordentlig samtale.
Parterne er rigtig gode til at fremsætte barske erklæringer mod hinanden. Alene deres retorik har været med til at forhindre reelle fremskridt. Når Netanyahu nu begynder med en anden sprogbrug, bør palæstinenserne og naboerne tage ham på ordet og give igen af samme positive skuffe.
Konflikten er sandet til hundredevis af gange og kommer nok til at gøre det igen. Men alle forsøg skal gøres, for det handler ikke kun om Israel og Palæstina. Det handler også om Vesten og muslimerne. Muslimske landes ledere bruger Israel som fjendebillede i deres bestræbelser på at holde sig selv ved magten og på at forhindre ytringsfrihed og demokrati i at brede sig.
Der er også rigtig meget skidt at sige om Netanyahu og alle hans forgængere. Men kan kan også vælge at sige noget godt. Retorikken gør nemlig en stor forskel.

mandag den 15. juni 2009

Dagens dumhed

Her er søndagens dumhed fra mig. Eller i hvert fald dagens første.
Den startede nemlig om morgenen. Jeg havde planlagt at løbe ned i Tankegang og hente min cykel. Så kunne jeg tage avisen med oppe fra hovedvejen.
Vejret var fint, så jeg luntede afsted ned af bakken. Dagen før havde jeg løbet en lang tur, så jeg havde en lille forstrækning bag på højre knæ, men de 6 kilometer ned til byen skulle jeg nok kunne komme igennem.
Alt gik fint, indtil jeg nåede Midtpunkt 40. Min cykel stod ikke i stativet. Det var dagens dumhed - jeg måtte jo have sat den ned i cykelkælderen, som jeg ikke havde nøglen med til. Jeg var faktisk lige ved at løbe hjemad på de trætte ben, da jeg kom i tanke om, at nogen måske kunne hjælpe mig med at komme ned i cykelkælderen. Øjeblikket efter kom en ung pige, og hun låste op for mig. Tak, tak. Men cyklen - den var der ikke.
Det var dagens dumhed. Hvornår lærer jeg at bruge den cykelkælder hver gang i stedet for mageligt at stille jernhesten i stativet?
Jeg strakte ud og løb langsomt tilbage. Jeg var forbi Brugsen og hente rugbrød og rundstykker, så det var faktisk lidt besværligt at løbe op ad bakken. Hele vejen hjem ærgrede jeg mig. Ikke så meget over den mistede cykel men over, at jeg nu skulle bruge en halv solskinsdag på at anmelde tyveriet til politi og forsikring.
Derhjemme gik jeg til bekendelse, og da jeg var færdig med min historie sagde jeg pludselig: Det kan være den står ude i laden. 12 sekunder senere kom jeg tilbage og konstaterede, at det gjorde den.
Det var dagens dumhed.

tirsdag den 9. juni 2009

Alle valgets vindere

Næsten alle partier erklærede sig som vinder af EU-valget i søndags. Det mest underholdende var Liberal Alliance, hvis formand mente, at 0,2 % af stemmerne var et vigtigt skridt på vejen for partiet.
Skidt med ham.
Tilbage står, at Socialdemokraterne blev valgets store taber med et minus på 11 %. En del skyldes et rigtigt godt valg sidste gang, hvor Poul Nyrup støvsugede stemmer til liste A. Andet skyldes SFs fremgang, og endelig ser det ud til at der blæser mere højreorienterede vinde over Europa. Æv.
Vinderen var Dansk Folkeparti, som igen har gjort det bragende godt i en valgkamp. Partiet har markedsført Morten Messerschmidt supereffektivt med ét slogan, som kunne rumme næsten alle problemstillinger.
Også Socialdemokraternes Dan Jørgensen fik et meget flot valg. Selv om partiet gik tilbage, var kampagnen for den ikke særligt kendte spidskandidat meget vellykket.
Omvendt må man sige, at Jens Rohde skuffede fælt. Det er ikke godt nok, at spidskandidaten for Danmarks største parti bliver nummer 5 på listen over personlige stemmer. Jeg tror, det hænger sammen med hans personlige udstråling. På mig virker Rohde bedrevidende og en lille smule nedladende. Dertil kommer, at Venstre har sendt et grumset signal - er de begejstrede tilhængere af EU eller er de lidt skeptiske?
Bendt Bendtsen vidste godt, at han stod over for et katastrofevalg, da sagen om hans golf- og jagtture eksploderede. Han forsøgte med en politisk kanin om Tyrkiet - som ikke har en pind med Europaparlamentet at gøre. Det har tilsyneladende givet bonus, og han har fået et overraskende godt valg. Hans tale til partiet søndag aften afslørede, at han ikke har trang til at aflevere politiske budskaber, så fred være med ham.
Læren for alle, der vil vinde valgkampe er:
1. Kom med 1 klart, letforståeligt budskab, som du gentager og gentager.
2. Synliggør spidskandidaten mest muligt.
Det er der for resten ikke noget nyt i, men det gælder stadigvæk. Også til november.

lørdag den 6. juni 2009

Jagten på en iPod - og på Elgiganten

Grundlovsdag var vi på sviptur til Göteborg med Mariean og Ole. Vi skulle lede efter indkøbsbehov, nu da den svenske krone kun koster 70 øre. Det viste sig, at priserne var som i Danmark - eller lidt højere. Men vi havde en meget hyggelig dag.
Vi kørte i sporvogn ind mod byen, og da vi kom til indkøbscentret Nordstan så jeg helt bestemt butikken Elgiganten. Det passede mig fint, for jeg ledte efter en billig iPod til Solle.
Inde i selve centret tjekkede vi først prisen på en iPod hos Expert, og så kiggede vi ellers på alt muligt andet. Om eftermiddagen gik vi i de hyggelige gader, og da der ikke rigtig var træk i tegnebogen, besluttede jeg mig for at gå tilbage til Nordstan for at købe en iPod. Ole gik med, og vi ledte grundigt efter Elgiganten, som jeg mente at have set. Den stod ikke på oversigtstavlen og et par toiletvagter i centret vidste helt sikkert, at Elgiganten havde en forretning flere kilometer væk - men ikke i Norstan.
Så pløjede vi igennem alle centrets elektronikbutikker - uden at finde en iPod til de 999 svenske kr. som Expert forlangte. Til slut vendte vi tilbage til Expert og købte dyret.
Så skulle vi finde tilbage til torvet i byen, hvor vi havde aftalt at mødes med Mariean og Solle. Og hvad kommer vi lige forbi uden for Nordstan? Elgiganten!
Ind i butikken og tjekke priser. Heldigvis viste det sig, at iPodden var dyrere end hos Expert. Det var Ole glad for. Han var godt træt i fødderne og gad helt sikkert ikke endnu en tur ind og ud af det store center.
Fedt køb. I dag har jeg så rigget den til og lagt lydbøger og musik over. Nu viser det sig så, at den fikse maskine desværre ikke kan afspille indholdet. Så jeg må en tur til Göteborg og hente en bytter. Hvad gør man ikke for at spare et par hundrede kroner?
Efterskrift: Det viste sig at være en lille sygdom i computeren, der var skyld i problemerne. IPodden fungerer upåklageligt.