lørdag den 31. oktober 2015

Propfyldt i Maskinhallen

Jeg har haft en lillefinger med i spillet ved et arrangement i Maskinhallen i Frederikshavn i dag: En kulturdag, hvor mennesker fra hele Verden viste deres egen kultur frem. Der var linet op med mad fra hele Verden, dans, musik, hårkunst, spejderliv, fodbold og teater.
Initiativet kom fra Azam Stavad og Melissa Pedersen, der begge er aktive i Integrationsrådet i Frederikshavn Kommune. Integrationsafdelingen har hjulpet rigtig godt til, og jeg har været ordstyrer til en idéaften og hjulpet med markedsføringen.

Fadene var ribbet
Vi var spændte på, om vi kunne samle interesse for arrangementet. Det behøvede vi på ingen måde at være bekymrede for. Det væltede ind med folk, og der var fuld knald på i de første 4-5 timer. Da jeg kom over middag, var det for længst for sent at få smagsprøver fra hele Verden. Fadene var ribbet.
Til gengæld kogte selve Maskinhallen. En sydamerikansk dansegruppe gav den gas på scenen, og inviterede flere og flere med op til at være med. Nede i salen dansede, klappede og hujede folk med. Der var mennesker i alle hudfarver, færrest hvide. Og alle så ud til at hygge sig og leve med i festlighederne. Alle børn var malet i ansigtet, de fleste med flag fra deres forældres fædreland.

Danseglade syriske mænd
Et særligt indslag var en gruppe syriske mænd, som dansede sammen i en stor gruppe. Et par unge mænd i jakkesæt, nogle midaldrende folk i sweatshirts, andre i læderjakker og et par stykker i skjorteærmer. De dansede i en cirkel med hinanden i hænderne og skiftedes til at træde ind i midten af cirklen og lede dansen. De kunne blive ved og ved, og det var fantastisk at se glæden i deres ansigter.
Jeg stod og snakkede med den rare Henrik Carlsen fra Strandby, og vi blev enige om, at det nok ville være vanskeligt at finde 8 danske mænd, der ville stille op til den slags.

En skøn dag for integrationen
Jeg skal ikke komme med vidtløftige konklusioner efter arrangementet. Jeg glæder mig bare over, at flere hundrede flygtninge og indvandrere har haft en skøn dag sammen med nysgerrige frederikshavnere. Det må være godt for den svære integration, vi hører så meget om.

lørdag den 24. oktober 2015

Pyt med regeringen

Grøn energi er en god historie for Frederikshavn og for Danmark

I næste uge sender Energibyen og Tankegang et 24 siders magasin ud i postkasserne i Frederikshavn Kommune. Det hedder Tjek & Tjen og handler om energirenovering af boliger.

En kæmpe fornøjelse
Det består mest af historier om husejere, der fortæller om deres store og små projekter. Dem har jeg lavet, og det har været en kæmpe fornøjelse.
Først og fremmest, fordi dem jeg har talt med, betragter det som en selvfølge, at vi alle sammen skal spare på energien og udnytte vind og sol mest muligt. Husejeren, der havde fået LED-lys, havde tidligere isoleret og installeret solceller. Og den gode mand i Elling, der havde isoleret loft og vægge, var også i gang med at skifte over til LED-lys.

Tre grønne grunde
Næsten alle har tre ligestillede argumenter:
1. Vi sparer penge
2. Det er nødvendigt for miljøet
3. Det er med til at skabe gode arbejdspladser

Tre gode argumenter for en grøn omstilling, som de fleste danskere er enige i. Er jeg temmelig sikker på.
Den regering, vi har for tiden, er helt ude af sync med befolkningen på det område. Det er ærgerligt, men pyt med det. Det er jo bare en regering.

Vi ændrer samfundet imens
Den kan sidde derude på sit sidespor og se på, at vi andre ændrer det danske samfund, så der ikke længere er brug for kul, olie og gas. Den udvikling buldrer derudaf, med eller uden en tilfældig regerings deltagelse.

Energiselskaber fører an
Den vigtigste medspiller er de danske energiselskaber. Over alt i landet er de i gang med ambitiøse projekter med solvarme, solceller, vindmøller, termisk varme, jordvarme, overskudsvarme fra virksomheder og andet smart. De er drevet af ansvarlige folk, som vil tilbyde forbrugerne holdbare og varige løsninger, og det er ikke de gammeldags forurenende kedler.

Kommunerne rykker
Så er der kommunerne, som næsten alle har målsætninger om at reducere udslip af CO2 eller at producere egen energi. To af dem, der er længst fremme, er Lemvig og Ringkøbing-Skjern, som formentlig når 100 % vedvarende energi om 5-7 år. Gode, fornuftige Venstre-kommuner.
Og der er virksomhederne, som for længst har opfattet, at miljørigtig adfærd er et salgsparameter. Og som i øvrigt oplever et pres fra medarbejderne.

Vi klarer den
Endelig er der alle os forbrugere, mennesker, borgere, boligejere, lejere, ansatte, eller hvad vores rolle nu er. Vi er også med til at rykke i den grønne retning.
Alle de kræfter er meget, meget stærkere end en svag og bagudstræbende regering.
Vi skal nok få trukket Danmark i den retning, som er bedst for miljøet, for mennesker i Danmark og for økonomien.

lørdag den 17. oktober 2015

Familiespil på rådhuset

Kunsten i baggrunden er af Paul M. Cederdorff

En skæg dame.
Da jeg forleden kom til Ringkøbing Rådhus hang der en plakat for min formningslærer fra gymnasiet, Paul Cederdorff. Han udstillede malerier og skulpturer i foyeren.
Jeg var i god tid, så jeg ville lige gå en runde og se på den gode mands værker. Det blev imidlertid slet ikke til noget.

Familie har udviklet spillet
For inde i den flotte foyer blev jeg på det sødeste antastet af tre glade mennesker.
- Vil du være med til Verdens Sjoveste Spil? spurgte de.
Det ville jeg naturligvis gerne. Det viste sig at være familien Lindemann fra Balling ved Skive, mor og to børn. De har gennem fire år udviklet spillet, som hedder Skæg og Skøre Briller.
Det er et brætspil, som man køber i en traditionel spilæske. Men for demonstrationens skyld havde de en kæmpeudgave med, som var rullet ud på gulvet i Ringkøbing.
Vi havde det sjovt i de 5-10 minutter, jeg kunne afse inden det vigtige møde. Spillet er en kombination af kendte elementer fra brætspil: Et lykkehjul, en kasse med opgaveark, en terning og et bræt. Man skal udfordre hinanden og kan blive slået hjem. Man skal lave skøre øvelser og gøre sjove ting sammen.
Rammer man et særigt felt, skal man tage Skæg og Skøre Briller på indtil én af de andre spillere rammer feltet.

Happenning og Facebook
Et herligt spil, som jeg ønsker mig til jul.
Og en herlig oplevelse. Det var en rigtig fin idé at lave en lille happenning i foyeren ved et rådhus. Det er dyrt at markedsføre et spil, så den opfindsomme familie er aktiv på Facebook og rykker ud og udfordrer folk til at spille.
Dagen efter var de i Hvide Sande, hvor en del børn og voksne kom forbi til skæg og skør leg. Det kom også på Facebook, hvor der med jævne mellemrum er konkurrencer.
Nu får de lidt omtale på min blog. Det får næppe salgstallene til at eksplodere, men mon ikke også der falder lidt rigtig medieomtale af, når den glade familien Lindemann er på spilletur?
Det håber jeg for dem og ønsker hele og lykke med spillet.
Og så kunne det være dejligt, hvis Pauls kunst stadig er i lokalet næste gang, jeg kommer forbi.

fredag den 9. oktober 2015

Det grønne Danmarks dilemma

Gratis grøn oplevelse, som selv den mest ligegyldige minister ikke kan tage fra mig.

Lige som i 2001 er den borgerlige regering godt i gang med at bremse miljøindsatsen i Danmark. Randzoner skal væk, der skal sprøjtes på hedearealer, landmænd må udlede mere ammoniak, elbiler skal betale afgift, letbanen i Aalborg får ingen penge, færre penge til forskning i grøn energi, og fremme af økologisk landbrug skal ned i fart. Næsten hver dag er der et lille initiativ væk fra det grønne fra den politiske chef for det, der tidligere hed Miljøministeriet.

Det tavse flertal
Det er fuldt lovligt, og regeringen har flertal for sine sorte initiativer. De konservative har pippet lidt om elbilerne, men ellers bliver alt mødt med tavshed. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ser ikke ud til at mene noget om miljø.
Over for det står det grønne Danmark i et kæmpe dilemma.
Den klassiske reaktion er at protestere vildt og voldsomt imod enhver nedskæring. Det nytter ikke noget. Tværtimod gør det ondt værre, for det bekræfter et billede af, at der er sådan en selvgod grøn elite i Danmark, som vil være ååh så økologisk og som vogter over enhver lille bille i den danske natur.

Store koncerner med i klynkekoret
Med til denne grønne klike hører førende danske virksomheder som Novozymes, Grundfos, Danfoss og Vestas, som alle har nydt godt af den danske miljøindsats. Og som har været med til at skabe mange tusinde arbejdspladser på et område, der vil være i vækst mange år fremover.
Jo mere, de grønne pipper, jo mere bekræfter de billedet af et klynkekor, som spiller fornærmet hver gang, der sker den mindste forandring.
Herregud, Danmark behøver ikke være i front på miljøområdet. Det er nok at være iblandt de bedste, lyder det med et skuldetræk fra regeringsfløjen.

Dunk ikke - fortæl
Miljø er ikke et nær så godt emne i den politiske debat som flygtninge. Det kan vi ikke lave om på. Så den eneste vej væk fra det sorte sidespor, Danmark igen er på vej ud af - er oplysning.
Vi, der går ind for den grønne dagsorden, skal ikke dunke regeringen oven i skallen med dommedagsprofetier.
Vi skal i stedet fortælle om alle fordelene ved at bruge ren energi, ved at dyrke og spise økologiske varer, ved at beskytte naturen og ved at udvikle ny teknologi, som trækker langt mindre på Jordens knappe ressourcer.
Det kan påvirke mennesker til at gøre noget andet end i dag. Til at bruge mindre vand, el og energi. Til at sortere affaldet. Til at købe færre overflødige varer. Til at købe mere økologisk og smide mindre mad ud. Til at gå en tur i skoven eller ved stranden.

Vi har magten
Vi kan gøre en forskel privat, på arbejde og i de foreninger, vi er aktive i. Vi borgere har større magt over miljøet end en uengageret miljø- og fødevareminister.
Og så er det sjovt. Og sundt.



søndag den 4. oktober 2015

Muhammedkrisen - hverken sort eller hvid

Selv zebraerne er ikke bare sorte og hvide, når du går tæt på.

Forleden var det 10 år siden, Jyllands-Posten første gang trykte Muhammed-tegningerne. I alle årene har de fyret op under debatter overalt i medierne. Om ytringsfrihed, Islam og stort set hvad som helst.
Da det gik allerhedest for sig, var debatten giftig. Og der var masser af folk med skråsikre meninger.
På den ene side stod ytringsfriheds-fundamentalister som mente, at man ikke kunne være delvist gravid. Enten er der ytringsfrihed eller også er der ikke.
På den anden side hørte vi fra folk, som mente, at tegningerne var en ren provokation fra Jyllands-Postens side. Flemming Rose & co ville bare håne, spotte og latterliggøre muslimer og Islam. De ville bevidst såre troende menneskers følelser og brugte ytringsfriheden som undskyldning.

Redigering og selvcensur
I dag ved vi, at virkeligheden hverken er sort eller hvid. Jyllands-Postens nuværende chefredaktør Jørn Mikkelsen har erkendt, at der altid vil være en eller anden form for selvcensur. Det er en del af enhver redigering på en avis. Man vælger noget til og noget fra, og et af kriterierne kan være at tage hensyn til folk.
Jeg har selv været meget skeptisk over for Jyllands-Posten, så jeg vil gerne nuancere min holdning. Selve projektet med tegningerne var efter min mening helt i orden. Det havde været en debat om selvcensur blandt danske kunstnere, og Jyllands-Posten satte sig for at undersøge det i praksis. De inviterede over 50 danske bladtegnere til at tegne Muhammed. Ikke til at gøre grin med Muhammed eller Islam. Vinklen måtte de helt selv bestemme. 12 tog imod udfordringen, og alle tegninger blev trykt i avisen. Et par stykker af dem var kritiske over for Jyllands-Posten, men de er ikke blevet berømte. Det er alene Kurt Westergaards glimrende motiv med Muhammed med en granat i turbanen.

Sagen eksploderede
Initiativet gav lidt debat i dagene efter offentliggørelsen. Og så gik der 3-4 måneder, før sagen eksploderede. Muslimer i Indien, Mellemøsten og snart resten af Verden begyndte at protestere. Det var ikke blot tegningen. De fandt på alverdens uhyrligheder om Danmark. Det kunne Jyllands-Posten selvfølgelig ikke gøre for.

Fogh havde altid ret
Statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde alt, hvad han kunne, for at puste konflikten op. Han var fra starten 100 % urokkelig. Der er ytringsfrihed i Danmark, og det står ikke til diskussion. Slut.
Ikke noget med at lytte. Ikke noget med at anerkende en vrede og en bekymring. Foghs verden var sort og hvid. Fogh havde altid ret. I hele sin regeringstid indrømmede han kun én fejl.
Da 13 ambassadører fra lande i Mellemøsten bad om et møde med statsministeren for at få ham til at banke Jyllands-Posten på plads, sagde han NEJ!
Fogh havde selvfølgelig ret i, at en statsminister i Danmark ikke kan pålægge en avis noget som helst. Men han kunne da godt mødes med dem, lytte til deres argumenter og stille og roligt forklare det danske synspunkt. Det er almindelig høflighed. Det gør man, når der er kurrer på tråden.

To linjer i den samme regering
Den stejle statsminister var i den grad med til at optrappe konflikten. Og det betød et kæmpe arbejde for Per Stig Møller, der var udenrigsminister i den samme regering, men som Anders Fogh overhovedet ikke respekterede. Da de danske varer blev flået ned fra hylderne i supermarkederne i Mellemøsten, satte Udenrigsministeriet store kampagner og informationsindsatser i værk for at vise det rette billede af Danmark.

Ro - men ikke på JP
Nu er gemytterne faldet til ro - blot ikke på Jyllands-Posten, hvor det hele startede. Avisen har modtaget adskillige dødstrusler og har været udsat for attentatforsøg. Det er så udansk, som noget kan være, og det var overhovedet ikke til at forudse, da de 12 tegninger for første gang mødte en rotationspresse.