søndag den 28. oktober 2007

Husk lige indholdet

Så er valgkampen i gang, og det er heldigvis et populært samtaleemne blandt danskerne. Det er dejligt, at vi interesserer os levende for vores demokrati.
Forleden sad jeg sammen med et dusin rare mennesker og talte om partilederdebatten, der blev sendt på DR onsdag aften.
De fleste var enige om, at Bodil Kornbek fra Kristendemokraterne var for skinger. Nogen undrede sig over, at Anders Fogh var så passiv, mens flere pegede på, at Helle Thorning-Schmidt var for aggressiv.
Så begyndte vi at diskutere Ny Alliances nye kandidater Jørgen Poulsen og Lars Kolind. Alle var enige om, at Røde Kors chefen får et flot valg, men Kolind kunne vi ikke blive helt enige om. Nogen sagde, at han nærmest var en slags guru i erhvervslivet, mens andre mente at vide, at erhvervsfolk er trætte af Lars Kolind.
Jeg tror, mange andre har deltaget i lignende samtaler de seneste dage. Hvad er det, vi diskuterer, når vi snakker politik? Det er politikernes optræden, fremtoning og kommunikation. Vi analyserer deres image.
Derimod diskuterer vi ikke velfærd, skat, miljø, integration eller EU. Vi er alle sammen blevet små spindoktorer, som kan lide at kloge os på politikernes kommunikations-strategi. Vi interesserer os for det taktiske spil og for det ydre.
Det er helt klart en svækkelse af demokratiet. Vi stemmer på dem, der kan sige tingene på den rigtige måde. Så får de fire år til at gøre, som de har lyst til. Bagefter vil vi hellere have ham med det røde slips og hende med håndtasken, og så flytter de samfundet i en anden retning.
Sådan er det selvfølgelig ikke, men det går i den retning. Det er selvfølgelig mediernes skyld - og politikernes og deres spindoktorer? Ja, men det er også vælgernes skyld.
Det var hverken medier eller spindoktorer, der styrede den diskussion, jeg refererede i starten. Det var os selv.
Jeg er sikker på, at medierne og politikerne påvirker os vælgere, men det er lige så sikkert, at vi påvirker dem. Vi har de medier og politikere, som vi gør os fortjent til. Hvis de registrerer, at vi hellere vil diskutere indhold end form, så skal de nok finde ud af at dække vores behov.
Derfor en lille appel til dig som vælger: Husk lige indholdet.

lørdag den 20. oktober 2007

Gruppeeksamen - en del af den lille forskel

Politiske kommentatorer muntrer sig tit med at fortælle hinanden, at der ikke er nogen forskel på Socialdemokraterne og Venstre. Ja, jeg har endda set den teori, at Socialdemokraterne fører borgerlig politik, når de har magten, mens de borgerlige ministre står for en socialdemokratisk politik.
Det er noget gammelt vrøvl. I månederne op til valget kæmper de to partier om nogle midtervælgere, og i den kamp kan det være svært at kende forskel.
Men når valget er afgjort, og den nye regering er dannet, begynder forskellene at melde sig. På hundredevis af store og små områder.
Et meget kedeligt eksempel er afskaffelse af gruppeeksamen på alle niveauer. Det er et betonideologisk krav fra Dansk Folkeparti, som Pia Kjærsgaards støttepartier har sagt ja til. Rundt omkring på universiteter, gymnasier og højere læreanstalter ærgrer de sig over at sætte udviklingen tilbage.
Desværre preller alle gode argumenter af. Senest har Aalborg Universitet gennemført en lille undersøgelse, som viser at alle involverede er utilfredse med, at der kun må være individuelle eksamener. De mest kritiske er ikke de studerende - nej det er censorerne fra det private erhvervsliv. For dem er det ikke længere så attraktivt at stille op som censor. Nu er eksamen forvandlet til kontrol af viden, mens det tidligere var en spændende proces, som censoren også fik et fagligt udbytte af.
Ude i virksomhederne skal kandidaterne arbejde i grupper - teams. For virksomhederne er det helt afgørende, at de ansatte mestrer det, at de fungerer godt i et team. En elitenørd, der helst vil lave sine opgaver alene, er overhovedet ikke attraktiv i dag.
Aalborg Universitet har i årevis målrettet hele sin pædagogik mod at uddanne kandidater, der arbejder sammen i teams. For 25 år siden blev det betragtet som noget flip. I dag er det en helt igennem anerkendt form, og universitets kandidater vader lige ud og får job.
Alle disse argumenter har Dansk Folkeparti og regeringen hørt igen og igen. Protester fra erhvervslivet preller af. For regeringen og Dansk Folkeparti har nemlig noget, som for dem er det vigtigste: Flertal i Folketinget.
Når man har det, kan man bestemme, at klimatruslen ikke er alvorlig, at indvandrerbørn ikke skal undervises i deres eget sprog, at Kaospiloterne ikke skal anerkendes som uddannelse, at asylansøgeres børn ikke må komme ud i samfundet og at gruppeeksamen skal afskaffes.
Formålet er helt tydeligt ikke at lave de mest fornuftige løsninger for mennesker og samfund. Det er at bevare flertallet i Folketinget.

søndag den 14. oktober 2007

Piphans fra Nordjyske

Journalist Hans Christensen skriver i dagens udgave af Nordjyske Stiftstidende en kommentar, hvor han sammenligner Frederikshavns borgmester Erik Sørensen med DDRs diktator Eric Hoenecker. Baggrunden er to små tekniske sager i forbindelse med en byrådsbeslutning om at lukke 3 skoler, bygge 1 ny og sælge den kommunale el- og varmeforsyning.
Kommentaren fra Hans er efter min mening det rene pip, så når han kan sammenligne borgmesteren med Hoenecker, går det nok an at kalde journalisten for Piphans.
Hans kritik bygger på to forhold. Det ene er en strid fra Socialdemokraternes gruppemøde, hvor 1 af de 15 medlemmer var uenig i den store beslutning om skolestruktur og salg af forsyningen. Det betød, at han måtte melde sig ud af partiet. I den forbindelse fremlagde folk fra Socialdemokraternes partiorganisation et regelsæt, som viser, at menige gruppemedlemmer ikke må udtale sig til pressen om forløbet af gruppemøderne.
Det gør Hans tykt nar af, og det er han velkommen til. Men det er en helt almindelig praksis i alle partier i hele landet. Det er en fast regel i alle folketingsgrupper og almindelig praksis i byrådsgrupper overalt. Formålet er at sikre en fri og åben dialog på gruppemødet, hvor formanden så udtaler sig om resultatet. En del af den normale praksis er at aftale, at folk der er uenige i en vigtig beslutning, har ret til at melde deres egen holdning ud og argumentere for den. Erik Sørensen har i øvrigt selv udtalt til Hans Christensen, at han ikke går ind for at give sine byrådskolleger mundkurv på. Det samme har gruppeformanden.
Hans Christensens anden store anklage mod borgmesteren handler om 2 skriftlige spørgsmål til byrådet, som ikke blev læst op ved onsdagens byrådsmøde. Ifølge Piphans er det et tegn på manglende åbenhed og et ønske om at lukke for kritik fra borgmesteren. Sørensen havde ellers forklaret Hans, at det alene skyldtes noget teknisk. Begge spørgsmål var lange og meget debatterende. Derfor valgte borgmesteren at sende et skriftligt svar til spørgerne, at udlevere det til byrådsmedlemmerne samt at lægge begge dele ud på kommunens hjemmeside.
Jeg har været inde at se dem. Begge spørgsmål er polemiske og meget lange, og de 2 svar er lange, lødige og omstændelige. Det ville være dødkedeligt at indlede et byrådsmøde med en lang oplæsning.
Hans har også haft adgang til de to spørgsmål og svar, men har ikke fundet anledning til at omtale dem i avisen. Er det censuren, der stikker sit grimme fjæs frem her?
Nej. Det er vel bare fordi, Hans fornuftigt har vurderet, at spørgsmål og svar ikke har nogen nyhedsværdi. Borgmesteren må også have ret til at vurdere sagerne - blot vi alle kan følge hans dispositioner. Det er åbenhed. At læse lange tirader op under et byrådsmøde er ikke åbenhed. Det er bare pip.

lørdag den 13. oktober 2007

Nobels formidlingspris

Ugens gode nyhed var, at Nobels Fredspris går til FNs klimapanel og til Al Gore. Jeg kan starte med tre grunde:
1. Begge parter gør et flot arbejde for en nødvendig sag.
2. Indsatsen for vores fælles klima og klode er i den grad fredsskabende.
3. Det er vigtigt, at en totalt uafhængig og indflydelsesrig instans som Nobelkomitéen sætter fokus på miljøindsatsen.
Så fredag var forhåbentlig en god dag for klimaet.
I mange år gik fredsprisen til folk, der havde gjort en helt konkret indsats for at skabe fred i et område eller mellem nogle lande. Det er glædeligt, at den norske komité bag prisen efterhånden har bredt fredsbegrebet ud, så det dækker mere end at bekæmpe konflikter.
Hvad er det så, Al Gore har gjort? I mine øjne er han først og fremmest formidler. Al Gore har udnyttet sin position som tidligere vicepræsident og lige-ved-og-næsten præsident i USA til at formidle et budskab om vores ødelæggelse af kloden. Han har haft en platform, hvor folk lyttede til ham, og den har han holdt fast i hele vejen igennem.
Så har han evnet at fortælle budskabet på en vedkommende måde. I første omgang ved at rejse USA og verden rundt og tale med indflydelsesrige folk, senere ved at skrive en bog og senest med den fantastiske film "En ubekvem sandhed".
Det er bedre dokumentar end Michael Moore. Det er fantastisk godt fortalt, og Al Gore har spillet på hele medieklaveret for at promovere filmen og sine budskaber. Det har flyttet en halv verden.
Gore mangler kun at overbevise 2 personer, Bush og Hu - præsidenter i USA og Kina.

Så i virkeligheden er det en formidlingspris, Gore har vundet. Derfor er det også pudsigt, at den første de danske medier hiver frem for at kommentere nyheden, er Bjørn Lomborg.
Netop Lomborg er en fantastisk formidler, som fik pustet liv i en selvfed miljødebat i Danmark for knap 10 år siden. Han har ikke fornyet sig, og der bliver færre og færre internationale forskere, som deler hans manglende bekymring for klodens sande tilstand.
Al Gore har slået Lomborg af banen. Gore er bedst til formidlingen, men han har også bedre styr på indholdet end den århusianske statistiker. Og så har han noget ægte på hjerte. Han vil ikke bare provokere og debattere. Han vil ændre verden, fordi det er nødvendigt.

fredag den 5. oktober 2007

Jeg fik en gave i dag

Jeg fik en dejlig gave i dag - helt uventet og spontant. Det er den bedste gave, jeg har fået længe.
Hvad kan det være? En Webergrill, en ny mobiltelefon eller en hvid skjorte? Nej, det er endnu bedre: En skovtur i solskin med Solle på hest og med vores hund Bertha halsende bagefter. Jeg var i løbetøj og løb en omvej hjem, mens Solle skridtede sikkert hjem med de to firbenede.
Skovbunden var fugtig med et tyndt lag sprøde blade. Det hele duftede af bark, bær, blade, dyr og frisk luft, og ude på stierne sneg en varm solstråle sig ind hist og pist. Vi talte om dagens oplevelser og om dyrene. Vi stoppede ved et særligt sted, hvor hemmelige kærestepar mødes og kysser i skjul. Lidt længere fremme plukkede jeg et par sorte brombær, der ved at sprænges af saft. Bertha kunne kunne ikke rigtigt følge med. Hendes snude havde alt for travlt, men hun fik lov at give sig god tid.
Efter turen sad vi med en kop kaffe og et stykke hjemmebagt æblekage på en bænk i gårdspladsens sidste solstråle.
Det bedste af det hele var, at det slet ikke var planlagt. 1 time før gaven sad jeg på kontoret og skulle i gang med en lidt indviklet tekst, jeg har udskudt et par gange. Jeg kiggede ud ad vinduet og så, at solen skinnede. Det var varmt, og det var fredag, og klokken var 13.45. Jeg kom i tanke om, at teksten vist ikke SKULLE være færdig i denne uge, og to minutter efter var computeren slukket, tasken pakket og jeg ringede hjem til en noget overrasket Solle. Hun skulle netop til at sadle hesten op og tilbød en fælles skovtur.
Historien har ingen morale, men jeg har en ret høj moral. Så jeg vil da lige fortælle dig, at Solle er til fest her fredag aften, og jeg har blandt andet brugt tiden på at skrive den tekst, som tabte til skovturen.

onsdag den 3. oktober 2007

Maratonløb - hvorfor?

I weekenden tog jeg på solotur til Oslo for at løbe maratonløb. Det er femte gang, jeg gennemfører den hårde distance på 42,195 kilometer, og jeg havde en herlig weekend.
Men så spørger jeg mig selv: Hvorfor gør du det? Det er ikke så nemt at svare på.
Det første løb kan de fleste forklare. Det er en personlig udfordring at træne sig op til at stå igennem den hårde distance. Men anden gang - og tredje, fjerde, femte?
For mit vedkommende er det ikke for at forbedre tiden. Jeg har sat 7 minutter til på 11 år, og det ser ikke ud til at ændre retning. Det er heller ikke et mål for mig at løbe hurtigere.
Jeg bider heller ikke på argumentet om, at jeg har behov for at imponere mine omgivelser. Det har jeg ikke noget ønske om, og det virker heller ikke sådan. Min fornemmelse er, at de fleste betragter det som en lidt skør hobby, men at det er fint, at jeg er glad for det.
Det er heller ikke for at bilde mig selv ind, at jeg stadig er ung. Det ved jeg godt, at jeg er.
Jeg ved også godt, at det er uklogt og kan være farligt at løbe så langt. Det er en stor belastning for kroppen, og jeg risikerer at skade mine muskler.
Hvad er det så?
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det er skønt. Jeg kan mærke, at det gør mig glad, og at det giver mig energi og ro at løbe maraton. Jeg har det simpelthen dejligt i tiden efter et løb og har ekstra overskud.
Det er et meget personligt projekt. At gennemføre et maratonløb handler kun om mig selv. Det er hverken familiens eller omgivelsernes skyld, hvis det går galt - og heller ikke, når det går godt. I løbet (!) af sådan en weekend er jeg meget intenst sammen med mig selv, og jeg renser min hjerne for alt andet end at løbe. Det er vel en slags meditation, og et maratonløb er så en kæmpe dosis meditation.
Næste år bliver det ikke helt et soloprojekt. Da håber jeg at få lov til at løbe i New York, og så tager Solle og jeg derover i en uge. Tiden skal ikke gå med at forberede løbet. Den skal gå med at være sammen i New York, og så er der lige en enkelt dag med verdens bedste maratonløb. Wauw!