søndag den 30. december 2007

Det store fyrværkeri

I aftes var vi nede i byen, og det var ærligt talt en lidt larmende oplevelse. Der blev fyret raketter og andet fyrværkeri hele aftenen. Vi bor jo ved mark og skov, så den slags narrestreger oplever vi kun nytårsaften. Men vores værter fortalte, at det har stået på hele december, og at en af de mest ivrige raketskydere er deres nabo, ejendomsmægleren.
Så kom vi til at diskutere drenges fascination af krudt og raketter. Små og store drenge. Da jeg var barn, købte vi nogle ulovlige kinesere i en sportsforretning, og der var nogle år, hvor jeg gik meget op i det. Til gengæld fusede det hurtigt ud, og i dag har jeg helt mistet interessen.
Jeg er ikke spor forarget. Det er altid dejligt at se glæden og begejstringen i andres ansigter, også selv om den gælder noget så ligegyldigt som store raketter. Det er jo harmløst.
At folk vil spendere hundredevis af kroner på det, kan heller ikke bringe væsker i kog hos mig. Vi bruger alle sammen penge på fjollede ting, som giver kortvarig glæde. Selvfølgelig er det mere fornuftigt at give 300 kr. til en ged i Afrika end til 2 gigantiske raketter, men hvis vi skal føre den diskussion til ende, er jeg ikke et hår bedre end andre.
Jeg gider ikke moralisere over andres valg, så længe jeg ikke kan forsvare mine egne helt til bunds - og det kan jeg heldigvis ikke.
For jeg kan vældig godt lide nytårsskyts. Nytårsaften kl. 24 spadserer Solle og jeg 500 meter østpå hen til bakken, hvor vi har en pragtfuld udsigt ud over Frederikshavn. Her står vi og nyder det fantastiske syn af de tusindvis af raketter, som gavmilde glade drenge i alle aldre futter af nede i byen. De kan se deres egen og naboens raket - vi kan se dem alle sammen på 1 gang. Det er en kaskade af farver, former og brag - en eksplosion af livsglæde og håb om, at det nye år bliver sprudlende, festligt og fornøjeligt.
Hvis alle var lige så nærige, kedelige og frelste som mig, så blev der ikke fyret én raket af i Frederikshavn. Og så havde vi ikke den gratis fornøjelse henne på bakken.
Derfor siger jeg godt nytår og på forhånd tak for indsatsen til de mange venlige sponsorer i den farvestrålende by.

onsdag den 26. december 2007

Motiver, handlinger og konsekvenser

Så blev jeg færdig med andet bind af Blekingegadebanden. Det er helt vemodigt at lukke en god bog og tænke på, at man ikke skal opleve den igen.
Den stærkeste oplevelse her var små beretninger og korte udsagn fra nogle af ofrene for bandens røverier. Adskillige mennesker har fået ødelagt deres liv eller er blevet mærket for livet, fordi de tilfældigvis har været på arbejde den dag, Blekingegadebanden begik et af sine røverier.
Det ultimative er selvfølgelig den unge betjent, som mistede livet, men i kølvandet på ham følger andre svære skæbner. Hans mor har siden været haft mareridt hver nat, og hendes liv er ødelagt.
Der er mange andre. Oplevelsen af at stå og kigge ind i et pistolløb invaliderer mennesker rent psykisk. En vagtmand på Købmagergade Postkontor kom aldrig mere på arbejde efter røveriet. Han blev sygemeldt, afskediget og alvorligt psykisk syg. Manden blev fritaget for at vidne i retten, også da den schweiziske røver blev dømt fire år senere.
Stemmen i bogen - en af røverne - erkender i 2007, at de lidelser, som banden påførte andre mennesker ikke stod mål med udbyttet. Han erkender i det hele taget, at deres sag var forfejlet.
Men han fortryder ikke. Han følger en avanceret og noget verdensfjern logik, som siger, at bandens handlinger var rigtige for medlemmerne, da de begik dem. Bagefter kan de se, at det var galt, men det fører ikke til fortrydelse.
Motivet til de farlige og voldelige røverier var at skaffe penge til palæstinensiske terrorgruppe PFLP, som brugte midlerne til at slå andre mennesker ihjel med. Bagved lå der det, som alle involverede forhåbentlig opfattede som en god sag.
Intet kan forsvare Blekingegadebandens handlinger. Intet.
Men i hverdagen oplever vi masser af situationer, hvor vi har de gode motiver, men kommer til at udføre handlinger, som får uheldige konsekvenser. Vi kan såre hinanden med en uoverlagt bemærkning eller ved mange af slagsen. Bagefter kan vi reparere ved at forklare, at vi ikke mente det sådan, og det går som regel godt.
Men prøv at tænk tilbage på konflikter, du har været involveret i. Tænk på, om de involverede har haft motiv til at såre hinanden - eller om de bare er kommet til det.

lørdag den 22. december 2007

En lille gave og et stort smil

Ugens bedste oplevelse for mig var et besøg i Ringkøbing - Skjern Kommune i onsdags. Jeg skulle holde tre møder på rådhuset i Ringkøbing, men der var også lidt tid til overs, så jeg kunne gå rundt og ønske folk glædelig jul.
Tirsdag aften spurgte jeg Solle, hvad jeg kunne give de gode vestjyder, og hun foreslog straks, at jeg fik lavet en lækker kurv med slik og frugt, så jeg kunne byde alle et lille stykke mundgodt.
Lotte nede i Tankegang organiserede kurven på et kvarter, og jeg lagde nogle af mine visitkort til folk på rådhuset, der ikke kendte mig.
I løbet af eftermiddagen var jeg vel rundt og dele ud til 75 mennesker, og det blev en kæmpe succes.
"Må man have lov at ønske glædelig jul?", sagde jeg med et smil, og så fik jeg et kæææmpe smil tilbage fra hver og en. Folkene fra planafdelingen sad og julehyggede med æbleskiver - de var simpelthen ellevilde.
Jeg ved ikke, om det er god markedsføring af Tankegang, for jeg fik ikke fortalt ét ord om firmaet. Men det var en pragtfuld oplevelse. Så mange store smil på så kort tid - det er altså en indsprøjtning, der virker.
Denne historie har en kedelig finale. Da jeg satte mig ud i bilen, var jeg som det fremgår i superhumør. Jeg satte kurven på gulvet foran passagersædet og havde overskud nok til ikke at forgribe mig på de søde sager. Jeg ville være hjemme ved 19-tiden, hvor Solle havde kylling og stegte kartofler klar. Desværre var der sket et færdselsuheld nord for tunnelen ved Aalborg, så jeg måtte snegle mig ind igennem den nordjyske hovedstad. Det kostede en times forsinkelse og så brast mine gode intentioner om at holde fingrene væk fra slikkurven. Du kender det sikkert godt: Når først man har syndet, kan det være lige meget - så karameller og chokolade nærmest fløj ned i truget, mens fodgængerne overhalede mig i Nørresundby.

søndag den 16. december 2007

Komik i kirken

Præster og biskopper har vi altid måttet gøre nar af. Men det er der ingen grund til - de klarer det fint selv.
I de seneste uger har vi været vidne til et forrygende satireshow fra Viborg Stift, hvor 10 mandlige præster har kæmpet for retten til ikke at give deres kvindelige kolleger et håndtryk, når en ny præst bliver ordineret.
Sådan en præsteindsættelse er ikke ligefrem noget tilløbsstykke. Der kommer alle de officielle gæster, familien og så de trofaste sognebørn + i heldige tilfældige en fotograf fra den lokale avis. Hvis de mandlige præster nu havde holdt deres bøtte, ville vi andre ikke have opdaget, om der kom et håndtryk mere eller mindre. Men nu skulle den altså have gas.
De 10 mænd henholder sig til nogle breve, en af Jesu' venner Paulus skrev for ca. 1975 år siden. Jesus var faret til himmels, og så havde hans menigheder rundt omkring kun Paulus at støtte sig til, når de skulle afgøre, hvad Gud mente om den ene eller den anden sag. Paulus skrev nogle breve til menighederne, og de er senere blevet en del af Det nye Testamente.
Ifølge den samme bog brugte Jesus en stor del af sin tid på at tage afstand fra de skriftkloge, som hele tiden skulle udlægge teksterne og slå folk i hovedet med formaninger. Ikke desto mindre har præster lige siden ophøjet Paulus' skriverier til kristen lære.
Og i et af brevene skriver den gode mand altså, at kvinder ikke kan være præster. Det er humor af høj klasse, at nogen her i 2007 kan argumentere for den slags med henvisning til et brev, der er næsten 2000 år gammelt.
Men der er flere vitser i Viborg. Når mændene i de sorte kjoler ikke vil trykke hånd, er det endnu en spidsfindig fortolkning af teksterne. De vil nemlig gerne give deres kvindelige kolleger hånden, både i og uden for kirken. De vil endda gerne gøre det til en præsteindsættelse.
Eneste krav er, at biskoppen omfortolker håndtrykket. Ifølge en forklaring, jeg hørte i radioen forleden, betyder håndtrykket nemlig en anerkendelse af kollegaen som præst. Hvis biskoppen i stedet bestemte, at håndtrykket betød "goddag" eller noget andet uskyldigt, ville præsterne gerne stikke næven frem til en kvinde i en sort kjole.
Vi lever i et rigt samfund, når så lille et problem kan blæses op til at fylde så meget. De kære præster må da have sognebørn, som har større problemer end fortolkninger af mørnede breve fra Palæstina.
Eller også har de simpelthen bare en ubændig trang til at underholde den danske befolkning. Tak for underholdningen. Vi ser frem til næste sketch.

tirsdag den 11. december 2007

Diskriminerende humor

Jesper Klein har haft stor indflydelse på min holdning til humor. I et Klydeshow forklarede han, at det var SÅ synd for grønlænderne. De blev diskrimineret i Danmark, fordi de var de eneste, vi ikke måtte gøre nar af.
Præster, direktører, blondiner, tykke, tynde, kloge, spejdere, sportsfolk, skuespillere, politikere, københavnere, jyder, politibetjente og alle mulige andre må man lave grin med - men ikke grønlændere. Det var ifølge Jesper Klein rendyrket diskrimination.
I denne søde juletid er der igen løftede pegefingre imod humoren. I år gælder det DR2s julekalender Yallahrup Færgeby, som gør grin med 2. generations indvandrere, med fordomsfulde danskere og med velmenende tolerante danskere.
I den sidste gruppe er der folk, der har svært ved at se komikken. Jeg har opfattet det sådan, at de har 2 kritikpunkter:
1. Serien bekræfter de stereotype fremstillinger af 2. generationsindvandrere, som medierne i øvrigt tegner.
2. Serien forherliger et grimt sprog - det såkaldte perkerdansk.
Det er umuligt at argumentere imod. Af den simple grund, at det er umuligt at forklare, hvorfor noget et morsomt. De pågældende må have sat sig foran tv-skærmen med arme, ben og alt muligt andet over kors. Så er de heldigvis blevet bekræftet i, at voksenjulekalenderen er plat og primitiv - og det ER da ikke morsomt.
Hele argumentationen er forfejlet. Vi kan ikke tvinge de pågældende til at grine. Men de må ikke forfalde til at tingene for pålydende. Så er de ikke bare humorforladte - så manipulerer de simpelthen.
Humor og satire er ikke bare sjov. Det har en funktion. Det er et sprog, som vi kan bruge til at forstå nogle svære problemstillinger - eller en indgang til at tale om dem.
Hvor tit sidder man og drøfter integration i kaffepausen? Øøh - ikke hos os. Men vi taler ofte om noget sjovt fra tv, og når vi så er færdige med at grine om plathederne, kan vi begynde at reflektere over indholdet.
Nogen vil eller kan ikke forstå det sprog, der hedder humor. De vil ikke øve sig i det, og de ønsker ikke at forstå, at det har en funktion. Dem om det. Vi andre kan bruge det, og jeg synes personligt, vi gør det alt for lidt.
Der er masser at grine af og bagefter reflektere over. Det er da for eksempel hylemorsomt, at Jørgen Poulsen går rundt i 13 år og appellerer til velfærdsdanskernes dårlige samvittighed over vores overforbrug - og når lejligheden byder sig propper manden 750.000 Røde Kors kroner i sine dybe lommer.
Det er også ret sjovt, at vælgerne i Europas største land, Rusland, går til valg uden at vide, hvad de stemmer om. Det kræver virkelig en speciel humor at kalde det for demokrati, når man ikke ved, hvem af Putins mappebærere, der bliver præsident - eller om han selv vil være det, fordi han også har ret til at fortolke forfatningen.
Nej, lad os grine noget mere og lade være med at censurere humoren. Grønlændere, perkerunger og nødhjælpsbaroner fortjener, at vi allesammen frigiver den positive energi, der ligger i et godt grin.

onsdag den 5. december 2007

Fogh har Pia på begge sider

Så er regeringen afhængig af Pia på to sider. Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti vil have ældrechecks og stram udlængingepolitik og den partiløse Christmas-Møller vil bare have indflydelse. Det bliver spændende at følge regeringens balancegang i de kommende måneder og år.
Jeg græder tørre tårer over, at Pia Christmas-Møller nu gør livet sværere for regeringen. Det er en god nyhed for Danmark, at regeringen nu er tvunget til at søge brede flertal i stedet for altid at skulle spørge om lov hos Dansk Folkeparti.
Når det er sagt, er det efter min mening tæt på det uanstændige, at Pia Christmas-Møller forlader sin folketingsgruppe sølle 3 uger efter valget. Den uenighed, hun refererer til, opstod flere måneder før valget. Hvis hun ikke var enig med folketingsgruppen, skulle hun have meldt det ud. Det gjorde hun ikke på de konservatives landsråd og heller ikke i valgkampen.
Efter et flot valg mistede Pia Christmas-Møller posten som politisk ordfører og medlemskabet af gruppeledelsen, og så blev hun fornærmet og smækkede med døren.
Det er for sølle.
Vælgerne har stemt på hende som konservativ, og det arbejde må hun fuldføre. Hvis hun skifter holdning og bliver uenig med partiet, må hun naturligvis sige farvel. Men utilfredshed med manglende topposter - det er ikke en grund til at forlade den gruppe, man er valgt ind i. Så er man ikke holdspiller og arbejder ikke for den fælles sag.
Pia Christmas-Møller burde blive i gruppen og arbejde for at vende tilbage til partiledelsen. Hvis det ikke lykkedes og ikke var tilfredsstillende for hende, kunne hun lade være med at stille op til næste valg.
Demokrati er noget helligt, og vælgernes dom er uigenkaldelig. Den bør alle respektere. Vælgerne har bestemt, at Venstre, Dansk Folkeparti og konservative skal have flertal i Folketinget, og det er uheldigt, at Pia Christmas-Møller laver om på det, bare fordi hun er fornærmet.
Og så er det som sagt fedt, at VKO-blokken vakler.

søndag den 2. december 2007

Pas på den ukritiske journalist

En kritisk journalist- det er en værre baryler. Det er en journalist, der går efter struben på sine ofre, og som hele tiden laver negative historier. Sådan opfatter de fleste mennesker det.
Kun én ting er værre end den kritiske journalist: Den ukritiske journalist - mikrofonholderen, som man kan få til at lave en hvilken som helst historie uden at sætte spørgsmålstegn ved noget som helst.
Fra mit arbejde med kommuner hører jeg ofte folk beklage sig over negative journalister. Der findes embedsmænd, som konsekvent undviger pressen, fordi de er overbevist om, at alt hvad de udtaler til en journalist, bliver forvansket til en negativ historie. De samme mennesker fortæller med fråde om munden om den ene sag efter den anden, som en enkelt journalist eller en hel redaktion har manipuleret med. Selv har de ikke udtalt sig, og set udefra er det netop en af grundene til, at historien har fået en skæv vinkel.
Nok om dem.
De fleste kommuner er åbne over for pressen og er flittige til at informere - også om de sager, der ikke er gået helt efter planen. Her er det min erfaring, at politikere og embedsmænd helst henvender sig til de såkaldte kritiske journalister. Min udlægning er, at de kritiske journalister har en højere troværdighed end mikrofonholderne, og den vil kommunen gerne gøre brug af.
Det bringer mig til en af mine kæpheste - nemlig udtrykket kritisk journalistik. Jeg mener, det bliver misforstået.
Kritisk journalistik er at forholde sig kritisk - ikke negativt - til oplysninger og kilder. Hvis en kommune vil nedlægge en skole, er det ikke kritisk journalistik at lave en historie med folk fra lokalsamfundet, der protesterer. Tværtimod. Hvis forældregruppen bare får lov at plapre løs uden at journalisten undersøger påstadene, er der tale om en helt uansvarligt ukritisk journalistik. Den stortrives desværre.
Kritisk journalistik er at forholde sig kritisk til alle - især til magthaverne, men også til dem, der kritiserer magthaverne.
Målet for en kritisk journalist er ikke at finde nogen, der kan kritisere politikerne eller forældrene ved en sag som en skolelukning. Nej, målet er at finde frem til fakta i de påstande, som sagens parter fremfører. I mange tilfælde er det overhovedet ikke svært. Drejer det sig om en skolelukning, er de fleste interessante oplysninger offentligt tilgængelige. Det kan være fakta om skoledistrikter før og efter lukningen, om klassekvotienter, om økonomien, om den lukningstruede bygnings tilstand, om lærergruppens alder og naturligvis om befolknings-udvikling i det relevante område. Selv en uvildig reportage fra den skole, der skal lukke og den, der skal tage imod eleverne, vil kunne bringe spændende oplysninger frem til læsere, lyttere og seere. Og de kan bringe nye spørgsmål frem, som den kritiske journalist kan fordybe sig i.
Så en kritisk journalist er simpelthen bare én, der ikke laver automat-historier, men som forsøger at finde de fakta, der ikke lige fremgår af pressemeddelelsen. Det er nemlig med til at bringe debatten videre og belyse sagen i rette tid.
Danske kommuner vælter sig i spændende historier og projekter, som fortjener positiv omtale. Det får de automatisk, hvis kommunen selv gør en indsats. Men de fortjener også at blive udsat for kritisk journalistik.