Nu kommer der masser af vindmøller og solceller

 

Klima har været højt på den politiske dagsorden i mange år, men hvad er der sket? spørger mange kritikere.

Der er lavet målsætninger og planer, og det tager altså tid i et stærkt reguleret og ret kompliceret samfund. Og så er der sket en million små og store ændringer, som vi ikke lægger mærke til: Varmeforsyningen er ved at blive grøn, vi bruger energi mere effektivt, og der er kommet en hel del elbiler. Vi spiser også mindre kød.

Solceller og vindmøller pibler frem
Men den helt store ændring er lige om hjørnet. I de kommende år vil vindmøller og solceller pible frem i landskabet, og solceller forhåbentlig også på tagene.

Kommunerne bliver for tiden bombarderet med ansøgninger fra firmaer og privatpersoner, der vil stille solceller og vindmøller op. Kommunerne har vedtaget klimaplaner, hvor de har forpligtet sig til at nedbringe CO2 udledningen med 70 % inden år 2030. De planer kan kun føres ud i livet, hvis der kommer markant mere vedvarende energi. Derfor ser landets byråd meget mere positivt på ansøgninger om nye anlæg end blot for et par år siden.

Lokalt udbytte er afgørende
MEN. Der er et meget stort men, som samtidig er meget glædeligt.
Kommunerne ønsker, kræver og forventer, at der kommer lokalt udbytte af vindmøller og solceller.

En udenbys udvikler, som betaler en landmand en fin leje af jorden og plastrer den til med vindmøller og solceller for at score kassen, skal ikke regne med at få sit projekt igennem.

Vedvarende energi skal helt eller delvist ejes af lokale. Det kan være enkeltpersoner, firmaer, varmeforsyninger, fonde, lokale energifællesskaber eller kommunalt ejede selskaber.

En del af overskuddet skal meget gerne gå til det lokalsamfund, hvor anlægget står.

OG naboerne skal tages med på råd, når anlæggene skal udformes og placeres.

Solskin og medvind i byrådet
Når de betingelser er opfyldt, vil projekterne nyde både solskin og medvind i kommunalbestyrelsen, og der vil komme mere vedvarende energi.

Der vil stadig være protester, og der kan også være lokale projekter, der falder på grund af placeringen. Men næsten alle byråd i Danmark vil sige ja til solceller eller vindmøller, hvor der er et fornuftigt lokalt udbytte.

VE-modstandere går en hård tid i møde
Det vil de af den simple grund, at lokale politikere er valgt til at varetage lokalsamfundets interesser. Og det er helt klart bedre at producere sin egen energi lokalt, at høste overskuddet lokalt og at få de lokale arbejdspladser, end det er at købe klimabelastende energi fra udlandet.

Så, hvis du af principielle grunde mener, at solceller og vindmøller er grimme, går du en hård tid i møde. Den vedvarende energi bliver meget synlig i vores landskab.

Tilståelse fra en elbilist

 

Når folk spørger om problemer med rækkevidde for en elbil, ryster jeg venligt på hovedet. Der er ingen grund til at diskutere med folk, som bare ved, at elbiler er besværlige. Dem om det.

Jeg er rigtig glad for at køre i elbil og bliver hverken stresset eller irriteret over at bruge tid på at lade.

Lang tur hjem fra Djursland
Men forleden gik det galt, og jeg fik en meget lang tur hjem fra Djursland. Det havde været meget nemmere i en benzinbil. Ikke at jeg ville bytte, men det havde været nemmere.

En kollega og jeg skulle ud til Reno Djurs, der ligger helt ude på næsetippen. Jeg var nervøs for ladesituationen og havde derfor planlagt turen udmærket. Planen var, at vi skulle gøre holdt ved en lynlader i Himmerland og lade bilen op til 80%. Så kunne vi køre til Reno Djurs og tilbage til den samme lynlader.

Desværre blev min kollega lidt forsinket og i morgentrafikken kørte folk sneglelangsomt på de lidt sneklædte hovedveje det første stykke vej. Så vi mistede et kvarter på turen til Himmerland, og da jeg ikke vil komme for sent til aftalte møder, kunne vi kun nå at lade til 62%.

Ak
Det skulle så koste et ekstra ladestop i Randers hjemover, og bilens smarte system fandt også en ledig lynlader, så der var udsigt til et meget lille tidstab.

Men ak.

Så snuppede en anden den ledige lader for næsen af os. Vi kørte nordpå mod et sted ved motorvejen, hvor der er en hurtiglader. Den var ikke ledig, og vi ventede 20 minutter, mens vi ladede lidt med det andet langsomme stik.

Så virkede skidtet ikke. Jeg prøvede på alle mulige måder, men måtte til slut ringe til Clever. Efter at en ung mand havde talt ned til mig i nogle minutter endte han med at genstarte laderen. Det tog lidt tid, men så virkede den. Det tog 10-12 minutter at få strøm nok til at køre op til Himmerland. Deroppe brugte vi 25 minutter. Jeg var nødt til at få rigeligt med strøm på, fordi jeg også skulle til Aalborg om aftenen.

Uheld på motorvejen
Temmelig forsinkede kørte vi nordpå i udmærket humør. Der var lidt kø ved tunnelen og efter Vendsyssel-afkørslen var der så sket et uheld. Det kostede lige 25 minutters stilstand på en af de motorveje i Danmark, der normalt har færrest biler. Men denne eftermiddag var der mange.

Da kollegaen var sat af, måtte jeg opsøge en dyr lynlader i Frederikshavn for at have strøm nok til at køre til Aalborg, og i Aalborg måtte jeg ud på et gåture om aftenen, fordi bilen trængte til at stå i en lader.

Jeg nåede alt det, jeg skulle. Men det var godt nok bøvlet.
Jeg kan tydeligt mærke, at der er kommet flere elbiler, mens det store ryk af lynladere ikke er sat ind endnu. Det kommer forhåbentlig meget snart. 

Indtil da - er det stadig sjovt at være elbilist.

Nej tak til gratis elbiler over Storebælt

Elbilforeningen foreslår, at det bliver gratis for elbiler at køre over Storebælt, og som modtager af foreningens nyhedsbrev har jeg fået en opfordring til at støtte forslaget.

Det har jeg afvist.

Elbilejere har flere penge end gennemsnittet af danskere. Så når staten skal kompensere for energikrisen er det ikke os, der skal modtage penge.

Det er dem, der bliver hårdt ramt. Folk med lave indtægter og høje varmeregninger.

Ja, det er synd for os, at det bliver 2-3 gange så dyrt at køre elbil, end det var for 1 år siden.

Ja, det kan skade salget af elbiler, at elpriserne i nogle år er ekstraordinært høje.

Men det betyder ikke, at staten gennem sin virksomhed Sund & Bælt skal give tilskud til folk, der har en udmærket økonomi.

Hvis det kniber med pengene til opladning, må vi køre noget mindre eller tage passagerer med mod en mindre betaling. Det er et forholdsvis lille afsavn. Og det tåler ingen sammenligning med de desparate danskere, der ikke aner, hvordan de får råd til at komme igennem vinteren, når varmeregningen slår bunden ud af en anstrengt økonomi.

Holdt, stop, tak, nok

 

Manden bag Stenerismen holder oplæg på en sprogkongres i USA. Tak for kaffe, siger jeg bare. Ham vil jeg nødig have mig frabedt. Vi må videre i teksten.

 

Overskriften er min bedstemors. Det var noget, vi altid skulle sige, når hun hældte op til os. Det var ikke nok at sige tak. Næ, hele remsen skulle med. Gerne to gange. Hun havde ikke selv fundet på det. Det havde en bekendt fra hendes ungdom, der hældte alkohol i hendes glas, indtil hun havde sagt holdt, stop, tak nok.

På den måde blev en lille hverdagssituation til noget sjovt. Og jeg fik en talemåde ind under huden, som jeg ikke har kunnet operere væk siden. Hver gang jeg siger det, ser jeg min smilende bedstemor foran mig. Hun syntes, det var SÅ sjovt.

Jeg har utallige af den slags.

Den sprogsikre tysker
På journalisthøjskolen gik jeg på hold med Leif, der er af tysk afstamning. Han talte korrekt dansk med en smule charmerende tysk stød. Lejfs faste vending var: "Det vil jeg nødig have mig frabedt". Og det ekstra sjove var så, når folk begyndte at forklare ham, at sådan hedder det altså ikke på dansk. Så hyggede Leif sig, for han er meget sprogsikker. Jeg bruger altid Leifs finurlige formulering og sender en venlig tanke til min holdkammerat og de gode år på Journalisthøjskolen.

Tøffekar
I Tankegang havde vi en kollega, der med jævne mellemrum fik besøg af en af sine venner. Han fik en kop kaffe og talte lavmælt med min kollega i 10-15 minutter. Så rejste han sig og mumlede noget, der lød som tøffekar. Vi sagde farvel, og tænkte ikke nærmere over det. 

En dag spurgte en anden, hvad det der tøffekar var for noget. Vores kollega var helt uforstående. Han havde aldrig hørt udtrykket, men da han næste gang fik besøg, kunne han høre det. Og oversætte det: Tak for kaffe.

Så det siger jeg nu, når jeg har fået en kop kaffe og sender en taknemmelig tanke til mine første fine år i firmaet.

Østjyske bridgebrødre
Det sidste eksempel er seks enkle ord, der kan få min lillebror og mig til at bryde ud i grin: "Nå, vi skal videre i teksten" gerne sagt på bredt østjysk. Det stammer fra en bridgekamp mod to modne brødre fra Skanderborg, der havde for vane at diskutere med hinanden efter de fleste spil. Da de havde gjort det et stykke tid, sagde den ene eller den anden på et tidspunkt de seks ord. 

Da det havde gentaget sig 5-6 gange, kiggede Gregers og jeg på hinanden og kom til at grine. Efter næste spil kom den igen, og så brød vi begge to ud i høj og helt umotiveret latter. De flinke mænd kiggede forbløffet på os, og vi havde ingen chance for at forklare os. Efter hvert af de følgende spil var vi begge på grænsen til et grineflip og vidste, at vi ikke måtte få øjenkontakt.

Episoden ligger nok 30 år tilbage. Siden da har Gregers og jeg haft det som en fælles frase, der kan få smilet frem.

Nyt sprogbegreb: En Stenerisme
Her har du fået fire eksempler på sproglige vendinger, som har deres egen historie og derfor har en særlig betydning for de mennesker, der har oplevet historien sammen. Det burde hedde et eller andet, og hvis ikke det allerede er navngivet af en sprogforsker, vil jeg ydmygt foreslå betegnelsen en Stenerisme.

 

Det bliver dyrt - og sådan er det

 Energikrise og inflation kommer til at koste penge for hver eneste af os. Mange penge.

Det er prisen for at stå op imod Putins krig i Ukraine. Det er helt nødvendigt, for vi kan ikke acceptere, at en stormagt bare æder det ene land efter det andet hen over hovedet på dets befolkning. 

Vi vil ikke købe gas af Rusland, og så må vi acceptere, at det kommer til at koste penge.

Regningen skal betales, og vi kan ikke bare lægge den over på staten. Ingen bliver rigere af at trykke flere pengesedler. Vi må selv til lommerne, og om nødvendigt skære ned på vores forbrug. Det er træls, men det går nok for langt de fleste af os.

Vi er langt rigere nu end for 20 år siden, så for hovedparten af danskerne er det muligt at finde de ekstra penge i vores budget. Nogen har sat sig lidt hårdt, og de får det svært.

Nogen har så lav en indkomst, at de i forvejen vender hver en femøre for at få det til at hænge sammen. De skal have hjælp, og jeg er sikker på, at kloge folk kan finde den rigtige måde at gøre det på. En af grundene til, at vi er et rigt samfund er, at vi ikke lader nogen i stikken. Vi hjælper dem, der ikke kan klare sig selv.

Men energikrisen er en god anledning til at gøre op med den tanke, at alle skal have kompensation, når noget går galt. Middelklassen - som er langt de fleste af os - behøver ikke få tilskud og fradrag for dit og dat. Det offentliges penge skal gå til den service, som vi er enige om, at fællesskabet yder. Og til at hjælpe de svageste.

Middelklassen skal ikke have udleveret sugerør, vi kan stikke ned i de offentlige kasser. Vi må undvære en charterrejse, et restaurantbesøg eller den nye iPhone. Og vi må lige som alle andre skrue ned for varmen til vinter.

Måske varer det to eller tre vintre. Det må det så gøre.

Det er muligvis synd for os, men vores små problemer tåler ikke sammenligning med ukrainernes. Eller for den sags skyld med russernes.

 

 

Giv sorteringen en kurv

 

Vi skal sortere affald i 10 slags. Uha, tænker mange. Det bliver et helvede med en masse beholdere både inde og ude.

Forkert.

 

Det nye er IKKE, at du skal sortere. Det nye er, at du får hentet mere derhjemme, og dermed slipper for ture på genbrugspladsen.

 

Du får to eller tre beholdere til alle 9 eller 10 typer affald. De bliver tømt hver anden, tredje eller fjerde uge. Du kan få en SMS dagen før, enhver beholder bliver tømt. Så er der ikke mere at huske på der.

 

Tilbage er sorteringen inde i huset, som du også kan gøre meget enkel:

1 dobbeltbeholder under køkkenvasken til madaffald og restaffald + en genbrugskurv et eller andet sted. Så er det løst.

 

Alt, der ikke er rest- eller madaffald, kommer i genbrugskurven. Når du går ud, tager du kurven med og tømmer indholdet i de rigtige rum i beholderne udenfor.

 

Det er så nemt, at det ikke er værd at brokke sig over. Bare gør det.

 

Husk: Du får ikke mere affald, fordi du skal sortere mere. Og det fylder ikke mere.

Derfor går mænd for sjældent til læge

 

Kig på billedet fra Hirsholmene og find en spooky detalje. Den gråhårede mand i forgrunden har en deform venstre albue. Når først, man får øje på det, er det ikke til at se andet på billedet. Ulækkert!

Udposningen opstod her i juli, og som en god samfundsborger bestilte jeg tid hos lægen for at få det undersøgt og afklaret. Jeg bookede på nettet og fik ret overraskende en tid med få dages varsel midt i sommerferien.

Mødte i god tid
Jeg mødte selvfølgelig frem et kvarter før tid, og scannede mit sundhedskort ind. Da jeg havde ventet en halv time, loggede jeg ind hos lægen og tjekkede min reservation. Der stod, at jeg ikke havde nogen tider.

Nå, han er vel forsinket, tænkte jeg overskudsagtigt.

10 minutter senere scannede jeg mit sundhedskort ind igen. Skærmen meddelte, at jeg var kommet for sent til den aftalte tid og skulle henvende mig i receptionen.

Der sad en venlig telefonperson med folk i øresneglen. Efter nogle minutter kunne hun tale med mig, og jeg forklarede mit problem.

- Nå, det er bare skærmen. Den skal du ikke regne med. Lægen er forsinket i dag, men du skal nok komme til, lød svaret. Så jeg satte mig ud og kiggede videre på min telefon.

Det går væk af sig selv
Få minutter senere blev jeg kaldt ind. Jeg viste lægen min bulede, bløde albue. Han mærkede på den, og spurgte, om det gjorde ondt. Det gjorde det ikke.

- Der er en irritation i slimhinden. Det går væk af sig selv i løbet af en måned eller to. Jeg kan godt suge væske ud, men det gør vi ikke, for det risikerer at skade noget. Det der er harmløst, sagde manden uden kittel.

Så sagde han ikke mere.

Jeg rejste mig og ønskede god sommer. Konsultationen tog ca. 1 minut, og jeg gik der fra med en følelse af at have ulejliget et travlt system med en ligegyldig detalje.

1 minut på at blive beroliget
Sidst, jeg var ved læge for et års tid siden, blev jeg undersøgt for en sygdom i familien. Der var heller ikke noget.

Jeg er meget taknemmelig for at have et godt helbred. Jo ældre jeg bliver, jo mere vil jeg opsøge lægen, når der opstår en mistanke eller som her en deformitet. Det er jo bedre at bruge 1 minut (+ 40 i ventetid) på at blive beroliget end at blive hjemme af høflighed, hvis der skulle vise sig at være et reelt problem.

Meningsløse minkmeninger

                                    Milliarder til forsvaret? Nå!
         

Hvor er det skønt at være en del af et demokrati, hvor alle deltager ivrigt i den fælles samtale.

Og hvor er det dejligt, at det emne, vi bruger mest energi på, er en procedurefejl i forbindelse med en kontroversiel beslutning om at slå alle landets mink ned.

Det viser, at vi er et lille lykkeligt land med meget få problemer.

Men det viser også, at politik i lidt for høj grad er blevet proportionsforvrængning. Jaja. Jeg har selvfølgelig opfattet, at sagen ikke handler om de mink men om tillid til politikerne, specielt statsministeren.

Men alligevel.

Historiens største oprustning
I dette forår har et markant flertal i Folketinget vedtaget en helt ny forsvarspolitik. Det er en meget drastisk beslutning som betyder, at vi går i gang med den største oprustning i landets historie. Og hvis vi taler tillid, er det en kovending i forhold til det, de samme politikere mente for få år siden.

I år har næsten hele Folketinget lavet klimaaftaler, som fuldstændigt vil forandre det danske samfund. Grøn omstilling bliver ikke bare et slogan. Det bliver en reel omstilling, som betyder, at vi kommer til at leve på en anden måde. Hele samfundet bliver elektrisk i løbet af få år, og alle virksomheder skal være grønne, også landbrug.

De fleste ved bedre end Mette
Debatten om de to meget principielle og vidtrækkende beslutninger har ikke været nær så omfattende som den om minkene. Alle har tilsyneladende en mening om Mette Frederiksen og de fleste ved bedre end hende, hvordan man er en god statsminister.

Men forsvar, sikkerhed, klima og økonomi? Nå ja. Det var der vist også noget med. Det klarer Nicolai Wammen, og han er så flink og lidt kedelig, så det gider vi ikke hidse os op over.

Det seneste nye om ingenting
Jeg ærgrer mig over, at den offentlige debat i mange tilfælde går helt i selvsving. Bevares, det er underholdende at følge Dansk Folkepartis sammenbrud. Men det burde ikke være breaking news, at Martin Henriksen igen blander sig i partiets debat. Det er nyt, men det er indholdsløst.

Fra min tid som nyhedsjournalist ved jeg, at medier er proportionsforvrængning. Den ene dag kan en ligegyldig historie fylde en halv forside, og dagen efter kæmper fire vigtige historier om opmærksomhed.

Det er vores skyld
Men det er ikke mediernes skyld. Det er vores. Det er os, der diskuterer, om det nu var fair, at Mette Frederiksen holdt pressemøde samme dag, som Tour de France kørte fra Roskilde. Det er os, der trækker på skuldrene af oprustning og klimaomstilling og i stedet klikker på historien om en kredsformand, der forlader Dansk Folkeparti på grund af Pia Kjærsgaard.

Menneskets natur og menneskets fremtid
Vi elsker underholdning. Vi kan lide at blive forargede. Og vi kan ikke lide de selvsikre typer, der ikke vil indrømme en fejl. Det er menneskets natur.

Men vi bør interessere os lidt mere for det væsentlige. Det er menneskets fremtid.

 

Statsstøtte til stenrige mediehuse

    Her er en af dem, der ikke får en rød reje.

 

På 10 år har Danmarks rigeste og mest magtfulde mediekoncern, JP/Politikens Hus mere end fordoblet sin egenkapital. Fra 1,3 mia. kr. i 2012 til 3,2 mia. kr. i 2021. År efter år har koncernen et overskud over 100 mio. kr. 2022 var et rigtig godt år, hvor de dygtige mediefolk tjente 285 mio. kr. hjem til de fonde, der ejer selskabet.

Det er dem vel undt. De har gjort det rigtig godt og traf for mange år siden en kontroversiel beslutning om at fusionere to konkurrerende selskaber for at spare på de kedelige driftsomkostninger og bevare avisernes særpræg.

50 mio. kr. om året
Men det er ikke kun dygtig ledelse og forretning, der får millionerne til at rulle ind. Koncernen har i de seneste 10 år modtaget over 50. mio. kr. om året i statsstøtte. Lige ned på bundlinjen, værsgo.

Politiken, Ekstra-Bladet og Jyllands-Posten har hver modtaget 17,5 mio. kr. Dertil kommer et skiftende beløb til andre medier, som koncernen driver.

En halv milliard af egenkapitalen kommer altså direkte fra Finansministeriet. Flinke folk på Slotsholmen.

Berlingske Media fik i 2021 34,5 mio. kr. til at udgive Berlingske og B.T. Selskabet havde et overskud på 49,2 mio. kr. 

Dagbladet Børsen - som Berlingske Media er medejer af - modtog også maksbeløbet på 17,5 mio. kr. i 2021. Selskabet kom ud af året med et overskud på 43,5 mio. kr.

Endelig kan jeg nævne Det Nordjyske Mediehus, som modtog 17,5 mio. kr. til at udgive Nordjyske Stiftstidende. Selskabet tjente 59,2 mio. kr. i 2021.

Lokale medier gisper
Det hører med til historien, at en lang række lokale og regionale medier ikke havde haft overskud uden det statslige tilskud. De er klemt, og politikerne har også besluttet at øge deres tilskud i år på bekostning af de landsdækkende mediers. Så der bliver kun 14,5 mio. kr. til hvert af de landsdækkende dagblade.

Dagbladene har i årevis haft meget gunstige vilkår, fordi de er en vigtig del af vores demokrati. Lovgivningen er moderniseret, så alle frie medier nu kan få støtte, hvis de opfylder en række kriterier. Men de gamle bladhuse suger stadig størstedelen af støtten til sig. Dertil kommer, at aviser er fritaget for moms.

80% af annoncekronerne til USA
Området er kompliceret. Der er noget galt, når stenrige mediehuse skal have hældt millioner af kroner ned på kistebunden hvert år. Men det er et godt formål at støtte den frie presse, ikke mindst i betragtning af, at Google, Facebook og andre udenlandske medier nu sidder på 80% af annoncemarkedet. Og reglerne skal selvfølgelig være ens for alle. Man skal ikke straffes for at være dygtig.

Alligevel synes jeg, mediepolitikerne skal se kritisk på støtten. De penge må kunne bruges bedre eller også kan det gøres for færre penge. Uden for støttesystemet er der en række små lokale netaviser, som også er en vigtig del af vores demokrati. De har ikke medarbejdere nok til at få del i statsmidlerne, og mange af dem kæmper måned for måned for at få regnskaberne til at hænge sammen. Her vil 50.000 kr. virkelig gøre en forskel. Det er 1 promille af tilskuddet til JP/Politikens Hus.

Undskyld, det var en dum idé

 DR er kommet i strid med en række forskere på grund af ungdomsprogrammer Ellen Imellem. De deltagende forskere har fået besked om, at de skal interviewes af Ellen, og at der indgår “satiriske elementer” i udsendelsen.

Det viser sig, at alle journalistens spørgsmål bliver stillet af en konspirationsteoretiker, som sidder i et andet studie. De forskere, som troede de skulle videreformidle viden til en journalist, deltager i virkeligheden i en debat med en person, der er overbevist om, at jorden er flad eller en anden mystisk mærkesag.

Til grin

Forskerne har intet fået at vide om det koncept, og de føler sig naturligvis til grin. For dem er en samfundsforpligtelse at stille viden til rådighed for medierne, men ikke at være en del af et ligegyldigt underholdningsprogram.

DR forsvarer sig med, at det er satire, og DR er ked af, at forskerne er blevet sure. Det er ikke godt nok.

Hvor svært kan det være at sige undskyld? DR har en vanskelig samfundsopgave med at lave interessant dansk indhold til unge, og Ellen Imellem var et forsøg på det. Det var så et mislykket forsøg. Idéen viste sig at være dum. Det sker, når man er kreativ og eksperimenterende, og så er det bare at erkende sin fejl, sige undskyld og komme videre.

Det er jeg ret sikker på, at forskerne ville acceptere.

En håbløs strid

Nu har DR i stedet kastet sig ud i en håbløs strid med nogle af Danmarks mest anerkendte forskere, som vil have meget svært ved at stille op en anden gang.

Og DR har kastet en del af sin troværdighed over bord.

Som en stor medievirksomhed er DR ofte med til at udstille folk, der har begået fejl. Det gode råd til dem er at erkende fejlen for at stoppe mediemøllen. Rådet er hermed givet videre til DR

Pressehistorie nederst på side 7

 

I sidste uge gengav avisen Nordjyske en pressemeddelelse fra sin ejer.

Indholdet var, at Aalborg Stiftstidendes fond har købt Aalborg Mediefond og Vendsyssel Tidendes Fond ud, så Aalborg Stiftstidende nu er eneejer af avisen og dens selskaber. De er samlet i den koncern, der hedder Det Nordjyske Mediehus.

Slut efter 149 år og 3 måneder
Jeg fik et lille sug i maven. Det var en afgørende del af mit arbejdsliv, der formelt blev lagt i graven der. For handlen betyder, at Vendsyssel Tidende ikke længere har noget med avisudgivelse at gøre. Det er pressehistorie. Avisen nåede at spille en rolle i formidlingen af nyheder i landsdelen i 149 år og 3 måneder.

VT-ånden
Jeg var selv ansat i de sidste 12 år af VTs levetid. Fra 1998 overgik den til at være en del af Nordjyske Stiftstidende.

For mange af os ansatte var VT noget særligt. Der var en ånd og et fællesskab, som er svært at beskrive, men som vi genkender. Måske skal vi helt tilbage til avisens start for at finde en forklaring.

Den blev stiftet i 1873 af Vendsyssels frisindede bønder. Herligt udtryk. Det stod hver dag i avisens kolofon, og jeg tror, det betød noget for os over 100 år senere.

Vendsyssels betyder, at Vendsyssel var avisens centrum. En nok så lille nyhed fra Elling, Sæsing eller Linderum kunne komme i avisen. Kriteriet var, at det var foregået i Vendsyssel. Når nogen kom med et lille referat eller en fødselsdagsomtale, de gerne ville have i avisen, var det vores kære pligt at sige tak. Vi stillede os ikke op som bedrevidende journalister og forklarede dem om moderne nyhedskriterier.

Frisindede vil mange i dag forveksle med liberal og dermed knytte til partiet Venstre, som avisen oprindeligt støttede. Sådan så vi ikke på det. Frisind betød, at vi lavede avisen sådan, som vi syntes, det var rigtigt. Uanset, hvad andre i branchen måtte mene. Vendsyssel Tidende var den første danske avis, der bragte et fotografi, og den første danske avis, der havde en selvstændig internetudgave.

Bønder er ikke bare landmænd. I 1873 var de fleste i Vendsyssel en slags bønder, og det var dem, avisen var til for. Det var det også i 1986, da jeg kom til. Da var almindelige mennesker bare blevet arbejdere og funktionærer, men det var stadig deres avis. Det var deres hverdag, liv og egn, vi skrev om i avisen. Det var godt stof.

Den sidste udgave af Vendsyssel Tidende udkom i 1998, og fra den dag døde VT-ånden. Det tog så 24 år at afvikle det formelle ejerskab.

Alting har sin tid
Når det sådan lige står nederst på side 7, kan jeg godt blive nostalgisk. Men jeg er hverken bitter eller utilfreds. Alting har sin tid, og dygtige mennesker besluttede at lægge de nordjyske aviser sammen til én. Den er i dag en del af et slagkraftigt mediehus, der er kommet igennem en hård omstilling, hvor papiravisen ikke længere er drivkraft.

Oplaget af den trykte avis er så lavt, at det i flere år har været hemmeligt. Jeg er ret sikker på, at det er lavere end de 27.100, de frisindedes bønders sidste årgang præsterede.

De gode milliardærer

Der er en dansk virksomhed, hvor direktøren får en årsløn på over 50 mio. kr. Hvem kan være så mange penge værd?

Virksomheden lever af at sælge sine produkter til 30-40 gange produktionsprisen. Kan det virkelig være rimeligt?

Det er svært at argumentere for, men der er absolut formildende omstændigheder ved Novo Nordisk, som det handler om her. For eksempel kan jeg nævne, at Novo Nordisk og dens ejer hvert år betaler over 8 mia. kr. i selskabsskat.

Pille mod ny pandemi
Ejeren er Novo Nordisk Fonden, som er en velgørende fond, der administrerer en koloenorm formue. Men som også bruger rigtig mange penge på virkelig gode formål. I dag er det således kommet frem, at Novo Nordisk Fonden sammen med to andre fonde vil give mindst 600 mio. kr. til at få udviklet en pille, der kan beskytte menneskeheden mod den næste epidemi eller pandemi, der måtte opstå.

Kravet til dem, der søger penge om at udvikle tabletten er, at de til sin tid tilbyder deres produkt til produktionsprisen til udviklingslande. På den måde kan den nye medicin hurtigt blive bredt ud på hele jordkloden, og vi forhindrer, at sygdom gør de fattige fattigere og de rige rigere.

Skaberen af Novos guldæg
Jeg aner ikke, om projektet er realistisk. Men det er da fantastisk, at en dansk fond stiller sig i spidsen for sådan et projekt. Skulle det lykkes, og skulle der opstå en pandemi igen, så er 600 mio. kr. eller det femdobbelte håndører. Tænk bare på, hvad corona har kostet staten herhjemme i lillebitte Danmark, hvor vi ikke været særligt hårdt ramt.

Manden bag idéen er Novo Nordisk Fondens direktør Mads Krogsgaard Thomsen, der i mange år var forskningsdirektør i Novo Nordisk. Han var leder af det team, der skabte Novos nuværende guldæg, som er et enzym, der producerer insulin. Det har vist sig også at være et slankemiddel og et middel mod hjertesygdomme.

Produktet bygger på mange års forskning, som er præget af professionalisme og af tårnhøje ambitioner. En overgang var der risiko for, at det ikke vil lykkes for Krogsgaard og hans forskere at få deres idé omsat til et produkt, som sundhedsmyndighederne kunne godkende. Men historien endte lykkeligt og er med til at sikre tusindvis af arbejdspladser og helt enorme indtægter til det danske samfund.

Idéen om en pandemi-tablet er måske lige så vild som den om enzymet. Men med Krogsgaard og nogle af verdens førende forskere i ryggen er der en chance for, at det kan lykkes. Nogle gange er det sværeste ikke at løse et problem men at definere det. Og det virker som en rigtig god idé, den stenrige fond har fostret.

Bill Gates er med
Undervejs vil det sikkert vise sig, at de 600 mio. kr. ikke slår til. Så er det godt, at Bill Gates' velgørende fond er med i projektet. I den branche er penge ikke noget problem.

Når man læser om nogle få stinkende rige mennesker og firmaer, som ejer mere end de 90% fattigste i verden, er det nemt at blive socialist. For de fleste er det helt på månen, at der er penge og viden nok til at løse alle fattigdoms- og klimaproblemer, men det sker ikke, fordi de store formuer sidder på alt for få private hænder.

Så er den trøst, at der dog findes gode milliardærer, som deler ud af deres rigdomme for at gøre en reel forskel.

Krigen om sandheden

Mit hoved kan ikke rumme en forklaring på, at Rusland vil æde sig ind på Ukraine og måske snuppe hele landet. Det er et ludfattigt område, som i hvert fald ikke kommer ud af armoden ved at blive en del af Putins rige. Der er i forvejen massive problemer med fattigdom i store dele af Rusland.

Jeg kan godt gætte på Putins motiv, men jeg rammer sikkert forkert. Så det lader jeg være med.

Russisk logik
Jeg er på lidt mere sikker grund, når det gælder krigen om sandheden. Der står det nogenlunde klart, at Putin har en pæn del af befolkningen på sin side.

Spørger man folk på gaden i Moskva eller Sankt Petersborg, vil mange forklare, at Rusland er nødt til at forsvare sig imod NATO, der rykker tættere og tættere på. NATO er ifølge russerne et villigt instrument for USA, som i realiteten forbereder en krig mod Rusland.

Ifølge den russiske logik er Rusland en stormagt, og de har et helt århundredes erfaring med, at stormagter bekæmper hinanden. USA er i evig krig mod Rusland, synes logikken at være. Det er en bekvem historie for Putin at formidle videre, for sandheden vil ikke være behagelig for befolkningen. Den er, at landet økonomisk og udviklingsmæssigt er fuldstændig på hælene og kun klarer skærene på grund af olie og gas, som verden snart ikke har brug for længere.

30 år bagud
De gamle Sovjetrepublikker, som er blevet selvstændige, er ved at komme på fode. Men de er langt fra i mål. I Rusland er de 30 år bagud rigtig mange steder, og der er ingen udsigt til ændring. De lider under et styre, der bruger mere energi på at bevare magten og spille stormagt end på at skabe gode levevilkår for befolkningen.

Rusland er et kleptokrati, hvor magthaverne har stjålet landets rigdomme og foræret dem til deres venner. De såkaldte oligarker, som lever et svinsk liv i amoralsk luksus langt væk fra det kedelige Rusland.

Klimadagsordenen, som også er fremtidens økonomiske rettesnor, har Rusland helt forpasset. Så når resten af verden har omstillet sig til den nye økonomi, står Rusland tilbage som et sort og isoleret hul på landkortet.

Det ultimative spild
Jo mere land, Putin får indlemmet, jo flere mennesker bliver ofre for det enestående spild af muligheder, som diktatoren og hans venner er skyld i.

Krig er det ultimative spild. Men det er desværre et nyttigt instrument til at fastholde magten. Af årsager, som vi har svært ved at fatte i vores fredelige del af verden, går det altid godt for politikere, som fører deres land i krig. Især hvis de vinder den.

 

Bare rolig, der er ladere nok

 

Jeg kører 40-45.000 kilometer om året i min elbil, og jeg har stort set aldrig problemer med at lade den op.

Så enten er jeg en meget heldig person, eller også er det en myte, at der er mangel på ladestandere til elbiler i Danmark. 

Det ER en myte.

Men nu bliver der solgt en masse nye elbiler. Så bliver der vel rift om ladestanderne og timelange køer?

Nej.

For antallet af ladestandere rundt omkring i Margrethes rige vokser hurtigere end den elektriske bilpark. De skyder frem som paddehatte i denne tid.

10.000 ladestandere fra Clever
Alene Clever, som jeg abonnerer på, er i gang med en plan om 10.000 nye ladestandere frem mod år 2025. Der til kommer en række nye aktører. De gamle benzinselskaber er i sving. Supermarkeder er det, og nye selskaber dukker op. Forklaringen er meget enkel: Hvor der er efterspørgsel kommer der udbud.

Lige som der i over 50 år har været nogenlunde det antal tankstationer, bilisterne har brug for. Eller det antal bladkiosker, skrædderværksteder og kommunikationsbureauer, efterspørgslen kan bære.

Forkælede elbilister
Oven i købet er vi elbilister så forkælede, at staten i en overgangsperiode giver tilskud til lynladere langs de største veje, og at kommunerne kan få lov at give tilskud til at etablere ladestandere de steder, hvor der ikke er et kommercielt marked for det.

Det her betyder ikke, at der aldrig bliver kø foran en ladestander. Det gør der i nogle år endnu, især hvis man kommer i den tid, hvor der er flest biler på vejene. Juletrafikken er ekstrem, og ladenetværket har ikke så meget overkapacitet, at det kan klare den mængde elbilister på lange ture. Det vil formentlig blive et problem hvert år et stykke tid endnu.

Men ikke så længe.

Lader på få minutter
Den nye generation af elbiler får større batterier, der kan lade meget hurtigt op. Vi taler om at få 700-1000 kilometer på bilen på 5-7 minutter.

Der er vi ikke endnu, og det varer måske 5-8 år inden, den slags lynladere er i større tal ved motorvejene. Indtil da kan vi elbilister klare os med at få hundrede kilometer på batteriet, mens vi strækker ben, tisser og køber en kop kaffe på tankstationen. Det går nok.

Nærig og utålmodig
Og så er der noget andet, som en nærigpot som jeg skal vænne mig til: Ikke altid at lade hos Clever, hvor jeg har fri strøm på mit abonnement. Skulle der være optaget ved alle Clevers hurtigladere på min rute, er der mange andre firmaer, der byder sig til. Og skulle det så koste mig en hundredelap ekstra at få 100 kilometer på batteriet, er det da langt bedre end at sidde og hidse sig op over manglende Cleverladere.

Smag på et nyt ord: mobilist

 

 

I dag skal du smage på et nyt ord: Mobilist.

Det er IKKE en bilist, der taler i mobil.
Det er en person, der er fleksibel og klimavenlig, når hun eller han transporterer sig fra A til B.

En mobilist cykler eller går i byen, eller tager bus, S-tog eller nærbane, hvis det er muligt. Mobilisten tager måske cyklen med i toget og kører således både i tog og på cykel.

Mobilisten kan godt have egen bil, helst en elbil. Og mobilisten deler gerne sine ture med andre gennem GoMore eller andre tjenester. Mobilisten kan også selv være passager i en delebil.

Lyder det besværligt? Det er det muligvis også, indtil man har rutinerne på plads. Det kræver i hvert fald en telefon, for mange af de services, man skal bruge som mobilist, er brugervenlige apps. Det tager få sekunder at finde et lift på GoMore eller en tur på Rejseplanen, og det er nemt at bestille og betale, når man én gang er logget ind. 

Jeg ser hele fire fordele ved at være mobilist:

1. Du sparer penge på din transport. Det er billigere at vælge den fleksible løsning end altid at tage sin egen bil.

2. Du gør en lille indsats for klimaet. Jo mere, vi kører sammen, jo mindre udledning af CO2.

3. Du afhjælper trængsel i trafikken. Den bliver kun værre og værre. Også i Jylland, skulle jeg hilse at sige.

4. Du får gratis motion, fordi du kommer til at gå og cykle mere.

Din indvending kan være, at det tager længere tid end at køre bil. Det tror jeg ikke på. Jeg tror, det tager nogenlunde den samme tid. Men hvis det koster en 5-10 minutter i ny og næ, så overlever du nok det. Hvor meget tid bruger du på at se fjernsyn eller på at tjekke din telefon. Hvis du lever et liv, hvor 10 minutter er afgørende, så er det din livsstil, du skal gøre noget ved.

Hvis det her var Facebook, ville der omgående komme nogen og fortælle, at de boede 13 kilometer uden for Tønder, hvor der hverken er kollektiv trafik eller delebiler. Ok, så er det ikke aktuelt for dem, men derfor kan vi andre godt prøve at blive mobilister.

Du skal ikke leve op til 100 % klimavenlig transport for at kalde dig mobilist. Du skal bare gøre lidt af det, jeg skriver i indledningen, og så måske lidt mere om nogle måneder og endnu mere om et år.

Hvis du går i gang nu, bliver du first mover. Om få år er det god tone at være mobilist. Så er det noget alle siger, at de gør. Lige som vi siger, at vi spiser økologisk og sorterer alt vores affald.