lørdag den 30. oktober 2010

Forplumret indblanding

Flere medier har beskrevet, at daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) havde en aktiv finger med i spillet, da Kenneth Plummer i 2005 overraskende fik jobbet som Danmarks eneste generaldirektør. Et konsulentfirma, som hjalp DRs bestyrelse med ansættelsen, anbefalede en anden kandidat end Plummer. Så var der en eller anden kontakt til ministeren, som så endte med, at Plummer blev ansat som chef for Danmarks største og mest betydningsfulde mediehus.
Det har siden vist sig, at han ikke var kvalificeret. Den seneste uges begivenheder har slået en tyk streg under det. Da Kurt Lassens bog udkom, sendte Plummer en pressemeddelelse ud, hvor han afviste de centrale beskyldninger i bogen. De blev så bevist, da Lassen gav dele af sine optagelser til B.T., som offentliggjorde dem onsdag formiddag.
Så var Plummer færdig. Det kunne alle se, men det tog halvanden dag, før han meddelte bestyrelsen sin afgang.
Skidt med ham.
Det er den politiske indblanding, der er interessant. Det bliver sikkert aldrig helt opklaret, hvilken finger Brian Mikkelsen og den øvrige regeringstop har haft med i spillet om ansættelsen af Plummer i 2005. Men regeringen skulle have holdt fingrene væk - ja faktisk hele armen. De har selv formuleret det såkaldte armslængde-princip, som betyder, at politikerne ikke er direkte involveret i driften af statslige virksomheder.
Regeringen, Folketinget og medarbejdere i DR udpeger bestyrelsen. Formand og næstformand udpeges af regeringen, og så er den ikke længere. Er regeringen utilfreds med bestyrelsens arbejde, kan den udpege ny formand og nye bestyrelsesmedlemmer, men direktionen og den daglige drift er niks pille.
Det er ikke bare formaliteter. Det handler om noget så vigtigt som ytringsfrihed, som regeringen i andre sammenhænge kæmper indædt for. DR er uafhængig. DR vælger selv, hvilke emner, virksomheden vil tage op, og hvordan den vil behandle dem. DR definerer selv sine journalistiske retningslinjer og metoder. Selvfølgelig inden for de rammer, som er sat op i DRs kontrakt med Kulturministeriet og i loven.
Hvis en regering begynder at bestemme, hvem der skal sidde i direktionen for DR, så er det et alvorligt indgreb i DRs redaktionelle frihed. DR er ikke et regeringsorgan, og må aldrig nogensinde blive det, uanset hvem, der har hovednøglerne til Slotsholmen. Det vil simpelthen være ødelæggende for DRs troværdighed.
Det er jeg helt sikker på, at den nuværende kulturminister Per Stig Møller ved, forstår og respekterer. De øvrige ministre skal bare undgå at lave alt for store fejl, så de blander sig garanteret heller ikke.
Der er sådan set kun Dansk Folkeparti, der kan politisere ansættelsen af en rigtig chef i DR.
Det kunne de også godt finde på, og deres vælgere vil elske det. Men vi er andre er helst fri.
Der har været forplumret nok i DR.

tirsdag den 26. oktober 2010

Verden er god underholdning

Her til aften så vi et virkelig underholdende program på tv. DR2 Udland - en halv time for dem, der ikke vil se de kortvarige regionale afbrydelser af TV2s reklamer.
Her fik vi et rigtig sjovt indslag om en række fjollede italienske borgmestre, der har indført spøjse særlove. Den helt aktuelle var en lov om, at kvinder ikke må gå udfordrende klædt i badebyen Castellamare di Stabia nær Napoli. Det vil sige ingen nedringede bluser, korte nederdele eller høje hæle. De kan straffes med bøde på 500 Euro. I en anden by må børn ikke sidde på blomsterbænkene og en tredje borgmester har forbudt mænd at bruge netundertrøjer som t-shirt.
En lov fra 2008 giver ifølge programmet borgmestrene mulighed for at indføre lokale særlove af den beskrevne slags. Ham, der ikke kan tåle at se korte nederdele, mener at loven kan give hans by så meget opmærksomhed, at den vil tiltrække turister.
Næste morsomme indslag var en finsk toppolitiker, som i fuldt alvor har udtalt, at man ikke bør udleve homoseksualitet, fordi det er imod kristen moral og livsstil. En biskop har støttet hende, og det har indtil videre betydet, at 40.000 har meldt sig ud af den finske folkekirke.
En finsk journalist fortalte i indslaget, at finnerne har nogenlunde den samme moral og holdning til homoseksualitet som os i de andre nordiske lande. Så er det jo sjovt at møde sådan en holdning fra en svunden tid.
Til slut bragte programmet en nekrolog over den blæksprutte, der i sommer var bedre til at forudse resultaterne af VM-fodbold end alverdens eksperter.
Og så var der for resten oplysende og interessante indslag ind imellem, blandt andet om befolkningssammensætningen i Israel og mediemagnaten Rudolph Murdoch.
Verden er og bliver et underholdende og spændende sted, især når man betragter den lidt udefra.
Måske kan man i britisk tv snart se et eksotisk indslag om en regering i et sjovt lille land, som sætter fem ministre og hele sin politiske prestige ind på at bekæmpe noget, de kalder ghetto-problemer. Men som set med engelske eller franske øjne nærmest ikke kan fortjene betegnelsen skærmydsler.

fredag den 22. oktober 2010

Messias fra Århus

De politiske kandestøbere havde en stor dag forleden, da Nikolai Wammen bekendtgjorde, at han vil vende tilbage til Christiansborg. Hele vejen rundt var kommentatorerne enige om, at det var en ren vindersag for Århus-borgmesteren. Her er deres logik:
1. Hvis Socialdemokraterne vinder regeringsmagten efter næste valg, bliver Nikolai Wammen topminister. Måske finansminister.
2. Hvis Socialdemokraterne ikke får regeringsmagten, er Helle Thorning-Schmidt færdig som formand, og så kan Wammen blive hendes afløser.
Begge dele kan godt være rigtigt, men det kan også være skruphamrende forkert. Lad os tage punkt 1 først.
For det første skal Nikolai Wammen igennem en valgkamp, og i sådan én er der altid risiko for at dumme sig. For det andet er popularitet i Århus ikke nok til at stige til tops i et stort parti. Hvis Thorning-Schmidt bliver statsminister, udpeger hun de socialdemokratiske ministre, og der er mange hensyn at tage. Nikolai Wammen har kun siddet i Folketinget i 5 år, og selv om han har gjort det fint i Århus, behøver han ikke at være en dygtig toppolitiker.
Jeg tror såmænd nok, han kan blive minister, men han behøver ikke at brage direkte ind på andenpladsen i partiet.
Så er der punkt 2, hvor der er to ubekendte. Den første er, at Helle Thorning-Schmidt trækker sig, hvis ikke hun bliver statsminister. Det kan godt være, men det er ikke sikkert. Det kommer under alle omstændigheder an på det konkrete valgresultat. Selv om ingen kommentatorer ser det komme, kan vi godt få et grumset folketing, hvor de radikale sidder med nøglen til regeringsmagten, og så er det ikke 100 % givet, at Danmark får en S-SF regering. Der kan gå meget kludder i sådan nogle dronningerunder, selv om det er mange år siden sidst.
Det andet punkt er, at Nikolai Wammen ikke nødvendigvis bliver formand efter Helle Thorning-Schmidt. Han kan være en mulighed, men det kunne også være Dan Jørgensen, Jan Trøjborg, Pernille Blach-Hansen eller en fjerde, vi ikke lige har tænkt på.
Det er spændende, sjovt og interessant, at borgmesteren fra Århus vil i Folketinget, og hans ambition er helt sikkert ikke at slappe af på bageste række.
Men den enslydende analyse fra kommentatorerne fortæller mere om lemming-effekten blandt dem end om den politiske virkelighed i meningsmålingernes største parti.
Wammen er dygtig og nem at forstå. Men han er ingen Messias.

mandag den 18. oktober 2010

Så meget, vi vesteuropæere ikke forstår

Barack Obama og demokraterne er på vej til indkassere et kæmpe nederlag ved valget til kongressen om to uger. Det betyder efter alt at dømme, at det politiske system bliver kortsluttet i to år. Republikanerne får flertal i Repræsentanternes Hus, mens demokraterne sidder på Senatet og på præsidentposten. Parterne kan blokere for hinanden, og vil sandsynligvis gøre det, fordi alt peger frem mod næste præsidentvalg.
Set fra Vesteuropa er det et kæmpe mysterium at Obama og demokraterne kommer i knibe. Præsidenten har gjort det godt. Han har taget initiativ til helt nødvendige økonomiske redningspakker, som har reddet verden fra et økonomisk sammenbrud som følge af finanskrisen, og han har gennemført den helt nødvendige sundhedsreform, som skulle være gennemført for mange år siden.
Republikanerne har ikke markeret sig med andet end modstand mod alt, hvad Barack Obama foretager sig. Det går helt uforståeligt godt. Så godt, at 20 pct. af befolkningen mener at vide, at Obama er muslim, og at han er socialist.
Set med vesteuropæiske øjne fører han en borgerlig politik, måske en anelse til venstre for midten.
Obama er ingen Messias, der kan frelse hele verden. Men han er en stærk og viljestærk leder, som har vist sig i stand til at gennemføre det meste af det, han sætter sig for. Han har ændret tonen i internationalt samarbejdet og er på vej til at nedtone nogle af vores største konflikter.
Derfor har verden brug for Obama, og USA har i høj grad. En ny Bush-æra vil være helt ødelæggende for det kriseramte land.
Hvorfor kan amerikanerne ikke indse det?
Meget tyder på, at Obamas største svaghed er hans attitude. Mange almindelige, dårligt uddannede amerikanere føler, at præsidenten har sandheden klar om alle spørgsmål i hele verden og ikke behøver at lytte til vælgerne. De oplever Obama som elitær og bedrevidende, og det gør nok heller ikke sagen bedre, at han er sort.
Det var en glædens dag i hele verden, da Obama blev valgt. Vi ventede spændt på, om han kunne leve op til forventningerne. Det kunne han.
Derfor er det så meningsløst, at han skal straffes nu. Eneste trøst er, at det ikke kan være anderledes. Vælgerne skal bestemme, selv om de er for dumme.

torsdag den 14. oktober 2010

Rapport fra et kontrolsamfund

En af dagens tophistorier handler om aktivering af svage ledige. I perioden 2006-2009 har samfundet brugt 9,4 mia. kr. på at aktivere denne gruppe, og effekten = 0.
Det er ikke spor overraskende, og jeg er grumme nervøs for, at nyheden ikke medfører nogen forandring.
Den dårlige nyhed er symptomet på, at Danmark er blevet et kontrolsamfund, når det handler om sociale ydelser. Politikerne siger, at de stiller krav til de ledige for at hjælpe dem - for at motivere dem mest muligt til at søge arbejde eller tage en uddannelse.
De ledige oplever det helt anderledes. Langt de fleste føler sig mistænkeliggjort og drevet rundt i manegen uden at kunne se noget formål med det.
De svage ledige er folk med sociale problemer. Det kan være misbrug, sygdom eller isolation. De kommer ikke i arbejde, fordi de bliver bedt om at tage sig sammen, eller fordi de bliver tvunget på et kursus i motivation.
Det gør de ikke af den simple grund, at ingen arbejdsgivere vil ansætte dem. De er simpelthen ikke kvalificerede. Og det bliver de ikke ved at komme i gruppe-aktivering.
De pågældende har brug for mere individuel hjælp. Hvis der er 9,4 mia. kr. til rådighed over en fire-årig periode, skulle der være råd til en målrettet hjælp til nogle tusinde af dem.
Det kræver en holdningsændring hos de politikere, der skaber rammerne for samfundets sociale indsats. Mere gulerod og mindre pisk. Mere tillid og mindre kontrol.
Det er åbenlyst, at mistillid, kontrol og pisk ikke hjælper. Politikerne må afgøre, hvad der er vigtigst:
a. at ingen modtager penge uden at yde noget til gengæld
b. at hjælpe den enkelte ud af en svær situation.
Jeg er på b-holdet.

mandag den 11. oktober 2010

Den bedste - eller bare nummer 1

Er Caroline Wozniacki verdens bedste tennisspiller i dag - eller er hun bare nummer 1 på verdensranglisten?
Det spørgsmål optager tennisfans verden over. Den 20-årige danske indtager førstepladsen på listen, fordi hun har samlet flest point, men flere af konkurrenterne har hun endnu ikke slået. Hun har heller aldrig vundet en af de fire store turneringer, Grand Slam.
Det er umuligt at sige, om Wozniacki er verdens bedste. Er det bedre at vinde en af de store turneringer og ikke andet end at vinde seks af de halvstore? Kunne Wozniacki have vundet Wimbledon eller US Open, hvis hun havde tilrettelagt sin træningsindsats på netop det mål?
Jeg kan ikke svare på det, og jeg tvivler på, at andre kan levere SVARET.
Vi ved, at Caroline Wozniacki har gået målrettet efter at blive nummer 1 i verden, og at hun har trænet hårdt og deltaget i rigtig mange turneringer. Det kræver en helt ekstraordinær disciplin og en fantastisk psyke at kunne klare sig så godt gennem så lang tid. Det er verdensklasse, og jeg tør ikke sige, om Serena Williams kunne have gjort det samme. Det ved du vist heller ikke.
Men vi får se. For Caroline Wozniacki har sat sig et nyt mål - at vinde en Grand Slam. Når det sker ikke, vil hun have overbevist den sidste skeptiker.
Indtil da må hun trøste sig med at være Danmarks bedst betalte sportsstjerne og med at være alle tiders bedste danske tennisspiller. I en alder af 20 år.

fredag den 8. oktober 2010

Demokrati = fred

Indrømmet: Indtil i går havde jeg aldrig hørt navnet Liu Xiaobo. Da blev han nævnt i alle medier som favorit til Nobels Fredspris, og her til formiddag kom den glædelige meddelelse.
Liu Xiaobo afsoner 11 års fængsel for at have skrevet et udkast til en demokratisk forfatning i Kina. Det er forbudt i den store udemokratiske stat, og derfor kan den kinesiske ambassadør i Danmark helt objektivt kalde fredsprismodtageren for kriminel.
Det var Nelson Mandela også i det gamle Sydafrika og Aung San Suu Kyi er det i Burma. De har også modtaget Nobels Fredspris.
Jeg synes, det er fedt, at Nobelkomiteen giver prisen til en forkæmper for demokrati i Kina. Det er lidt forstemmende, at alverdens regeringer er så tilbageholdende med at påpege, at verdens største land undertrykker menneskerettighederne på det groveste ved at fængsle og myrde politiske modstander.
Så er det rart, at en magtfuld og meget synlig privat komité kan rette verdens øjne mod problemet.
I mine øjne er det fredsarbejde at kæmpe for demokrati. Demokrati og ytringsfrihed er en forudsætning for fred. Der kan ikke være fred i et udemokratisk land, for der er staten jo i krig med de borgere, der ikke affinder sig med forholdene.
Den kinesiske regerings reaktion viser også, at vi har at gøre med et helt usædvanligt styre. Nu vil kineserne straffe Norge. Hallo! Den norske stat har ikke blandet sig i kinesiske forhold. Den lægger blot jord til en fri forening, som har valgt at hædre en politisk fange for hans kamp for demokrati og ytringsfrihed.
Den norske stat blander sig ikke i den uafhængige komites beslutning, lige som den danske stat ikke redigerer Jyllands-Posten.
Et-partistaten kan puste en konflikt op med lille Norge. Gør bare det. Det giver mere opmærksomhed til Liu Xiaobo og hans gode sag.

tirsdag den 5. oktober 2010

Men det var dumt

Manden bag Muhammedtegningerne, Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose har netop udgivet en bog om hele forløbet og om ham selv. Jeg har ikke læst den, men jeg har hørt Rose i flere interviews.
Jeg synes, han fremstår som en både sympatisk og tænksom mand. Mit overfladiske indtryk af en lidt fanatisk skikkelse er helt blevet visket væk. Rose har beskæftiget sig meget dybt med alle de problemstillinger, Muhammedkrisen har kastet af sig - og det er han blevet klogere af.
Muhammedkrisen, ytringsfrihed og forholdet mellem religion, politik og samfund er blevet Flemming Roses store sag. Jeg gætter på, at det holder ham beskæftiget resten af hans arbejdsliv.
Der er et par ting, der skurrer i mine ører. Det ene er udtrykket "hån, spot og latterliggørelse". Det er noget, som vi i følge Rose må tåle, når vi har ytringsfrihed.
Det er principielt rigtigt, men jeg synes, det er en besynderlig sag at gå på barrikaderne for. Jeg vil til enhver tid forsvare alle menneskers ret til at sige deres mening. Men at udtrykke det på den måde, at enhver har ret til at håne, spotte og latterliggøre andre - det bryder jeg mig ikke om.
Målet med ytringsfriheden er ikke, at vi skal være onde mod hinanden. Målet er et retfærdigt samfund. Det får vi, når alle har og oplever den fundamentale ret at kunne sige deres mening.
Mit andet svage punkt i forhold til Rose er hans anklager om selvcensur i det danske samfund. Når et museum fjerner et kunstværk fra en udstilling, når et teater tager en forestilling af plakaten eller når et forlag ikke vil trykke en bog på grund af frygt for repressalier fra muslimer (eller andre) - så er det ifølge Rose en farlig indskrænkelse af ytringsfriheden. Det mener jeg ikke.
Jeg mener, det er en almindelig ledelsesmæssig vurdering, som man både har ret og pligt til at foretage. Hvis den skade, man påfører sig selv ved at udgive en bestemt bog, er større end det udbytte, man kan få - så har man ret til ikke at udgive den. Ytringsfriheden er netop en frihed. Det betyder, at jeg har ret til at ytre mig - og til at lade være. Rose og andre må gerne være uenige i de konkrete dispositioner, men de kan ikke nægte forlag, museer eller andre retten til ikke at ytre sig.
På samme måde er det med de famøse tegninger. Selvfølgelig var det lovligt at bringe dem. Selvfølgelig skal det være lovligt i fremtiden. Man må tegne både Muhammed og Dronning Margrethe, som man vil og vise sit værk offentligt.
Det var heller ikke ulovligt at genoptrykke Muhammedtegningerne, da selve konflikten kørte på sit højeste. Men det var benzin på bålet. Det vidste Rose og Jyllands-Posten. Alligevel fremturede de.
Det var dumt. Synes jeg.

lørdag den 2. oktober 2010

Godt, jeg ikke er Lene Espersen

Lene Espersen er i realiteten færdig som konservativ partileder. Selv om hun er en fighter, selv om hun er meget erfaren, og selv om hun er blevet uretfærdigt behandlet, så er der ingen udsigt til, at hun kan genvinde troværdigheden og autoriteten som partileder og vicestatsminister.
Jo længere tid, hun holder fast, jo mere pinefuldt bliver det.
Journalister, politiske fjender og politiske venner vil komme med små og store historier om fejltrin. Den store lup er fremme, og selv den mindste sag bliver blæst op til en ny Lene-skandale.
Det er ikke retfærdigt. Men sådan er vilkårene i dansk politik anno 2010.
Lene Espersens helt aktuelle problem er, at hun skal finde en udgang. Hun skal finde en anledning til at gå. Den oplagte forklaring er, at hun mod sin vilje er blevet en belastning for partiet. Jeg tror, det passer dårligt til hendes fighterhjerte at træde tilbage på den måde.
Det andet - og større - problem er, at der ikke er nogen naturlig afløser. Connie Hedegaard har meldt sig ud af dansk politik, selv om man aldrig skal sige aldrig. Og den tidligere Frederiksberg-borgmester Mads Lebech er ikke så anvendelig, fordi han ikke er og aldrig har været medlem af Folketinget.
Oven i kommer, at partiet har en mere end 50 år lang tradition for magtkampe før, under og efter et formandsskifte. Det har været ondt og blodigt for dem selv og underholdende for os andre.
Lene Espersen står ikke engang stærkt nok i partiet til, at hun vil kunne anbefale en ny leder og hjælpe vedkommende i gang.
Som jeg ser det, er den bedste strategi, at Lene Espersen simpelthen går af nu. Det vil skabe kaos i nogle måneder og det er ikke sikkert, det er overstået ved næste valg. Men det er svært at se, at det er værre end at fortsætte med den forkerte leder.