Fra mit arbejde ved jeg, at kommunale affaldsmedarbejdere landet over hader snevejr. Så bliver de bombarderet med telefonopkald fra vrede borgere, som ikke har fået tømt deres affaldsbeholder eller skiftet deres affaldssæk. Ukvemsordene fyger gennem telefonerne. Borgerne beskylder både skraldemænd og administrative medarbejdere for at være dovne og dumme, og de forlanger at få deres store problem løst lige med det samme.
Andre kommunale medarbejdere tager sig af hjemmeplejen, som hver dag har personlig kontakt med mange hundrede personer. Rigtig mange af dem er afhængige af hjælpen. Gæt, hvor mange klager, der kommer over forsinkelser og manglende besøg? Det er nogle få om ugen. Til gengæld er de ældre glade og taknemmelige, når hjælpen når frem, selv om den er forsinket.
Synes du ikke, det er pinligt? Vi kan finde på at råbe og skrige over en affaldssæk, der ikke er blevet hentet. Men en gammel kone, som sidder med en stor ble på, lyser op i et stort smil, når hjemmehjælperen når frem 12 timer senere end sædvanligt.
Det er selvfølgelig ikke dig, kære læser, der ringer og klager over det med affaldssækken. Det er din nabo.
Der er masser af andet, vi brokker os over. Og når det gælder offentligt ansatte, er der intet filter. Vi betaler jo en formue i skat, og så har vi også ret til at brokke os, hver gang vi finder den mindste fejl. Det er simpelthen ikke i orden over for de mennesker, der skal tage imod brokkeriet. Og det gør ikke servicen bedre.
Hjemmehjælperen, der får et stort smil for at komme for sent, vil selvfølgelig være mere motiveret end den affaldsmedarbejder, der har brugt hele sin arbejdsdag på at få skældud.
Når det sner, er busserne, skraldemændene, hjemmehjælperne og mange andre forsinkede. Det er logik, og det behøver vi ikke at brokke os over.
Når kommunen er fattig, kan al sneen heller ikke blive ryddet alle vegne med det samme. Vi kan ikke beskylde kommunen for at være økonomisk uansvarlig og bagefter brokke os over manglende snerydning.
I de kommende år bliver der mere, som kommunerne ikke kan tage sig af. Der bliver måske færre tilskud til aktiviteter og projekter og mere brug for frivilligt arbejde. Det kan vi vælge at brokke os over eller at gå ind i. Hvis vi brokker os, får vi selv og andre helt sikkert en dårlig oplevelse, og der sker ingen forandring. Hvis vi i stedet går positivt ind i det og griber malerpenslen i børnehaven, kan vi glæde andre og få gode fælles oplevelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar