søndag den 27. januar 2008

Sørgelig uge på Christiansborg

Det blev en af de sørgelige uger på Christiansborg. Først og fremmest på grund af det uværdige forlig om de afviste asylansøgere.
Det er uværdigt, fordi vi ikke kan være bekendt at behandle de få hundrede familier så dårligt. Vi taler om mennesker, der er flygtet hertil, og som ikke kan vende hjem. De har ikke gjort noget ulovligt eller forkert men er havnet i ingenmandsmandland. De opfylder ikke betingelserne for asyl i Danmark, men deres hjemland vil ikke have dem tilbage.
Så spærrer vi dem inde i en lejr og nægter dem adgang til at klare sig selv. Børnene kan få livsvarige psykiske men i løbet af nogle måneder. Alligevel har regeringen og Dansk Folkeparti bestemt, at de skal være i Sandholmlejren i 3 år, før de kan flytte ud.
Jeg ved, at Venstre hylder den personlige frihed og det enkelte menneskes ret til at udfolde sig. Kan Venstres 47 medlemmer af Folketinget holde hånden på grundloven og love at stemme efter deres overbevisning for et forslag om at frarøve voksne og børn deres personlige frihed, selv om de ikke har gjort noget ulovligt?
Jeg ved, at de konservative som grundholdning går ind for en stat, der er ordentlig og redelig og hjælper de svageste i vores samfund. Hvordan hulen kan de stemme for sådan et umenneskeligt forslag?
Det er sørgeligt.
Oven i kommer det triste, at politikere og presse sammen fjerner fokus fra sagens indhold og forvandler det til et spil om taktik, spin og strategi. Nu handler det ikke om at spærre uskyldige børn inde i 3 år - men om Ny Alliances frygt for valg og minsandten også om grønlandske folketingsmedlemmers ret til at blande sig.
Det er kynisk og dygtigt arbejde, at Dansk Folkeparti får debatten fjernet fra det egentlige indhold. Og det er direkte pinligt, at journalisterne på Christiansborg kun interesserer sig for spil og strategi og glemmer alt om indhold.
Så snart der er rygter om valg, går Christiansborg i selvsving. Hvor er de kritiske spørgsmål til statsministeren og til regeringspartierne? Hvis ikke de kan skaffe et flertal for deres politik, skal de da ikke blive fornærmede og true med valg. Så skal de da forhandle for at opnå et flertal. Det er hele ideen i demokratiet. Men det bliver de ikke spurgt om.
Puha.
Lad os se noget håndbold i stedet for.

mandag den 21. januar 2008

Hjemmeplejen er en drøngod arbejdsplads

Hjemmeplejen er bedre end sit rygte. Langt bedre.
Det ved jeg helt bestemt, for i dag har jeg været sammen med 80 dejlige kvinder fra hjemmeplejen i Frederikshavn Kommune. De har fortalt mig om deres meningsfulde og udfordrende arbejde, og vi har lovet hinanden at sprede de gode historier. Jeg starter her, og så må vi håbe, at læserne strømmer til.
Min opgave ved arrangementet var at sætte gang i dialogen om en attraktiv arbejdsplads. Det gjorde jeg ved hjælp af 10 myter om hjemmeplejen, som de 80 ledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter fik til opgave at punktere.
Hør bare her:
- Alle fastansatte i hjemmeplejen har mindst 2 års uddannelse bag sig. Vikarer får en særlig oplæring, og de får tilbudt en uddannelsesplan efter senest et halvt år.
- Der er ALTID tid til en snak, når hjemmehjælperen kommer ud. Altid. Hjemmehjælperen kan tale med den gamle, mens hun arbejder, og hvis hun vurderer, at der er mere brug for en samtale end for rengøring - så tager hun samtalen.
- De ældre er meget tilfredse med hjemmeplejen. En spørgeskemaundersøgelse viser ca. 90 % tilfredshed. De pårørende roser meget tit hjemmeplejen, som oplever ganske få klager.
- Det er udfordrende at arbejde i hjemmeplejen, fordi man hele tiden tager stilling til den ældres situation og behov. Man skal ikke bare gøre det, der står på skemaet - men har også et ansvar for at følge med i brugerens udvikling og helbred.
- Det er dejligt at være ansat i hjemmeplejen, fordi man gør så stor gavn og får så meget hjertevarme og så meget ros fra de gamle. Langt de fleste går glade hjem fra arbejde hver dag.

Og der er meget mere, men det kan jeg ikke fortælle nu. For jeg skal lige huske at sige, at de gode mennesker altså får for lidt i løn. Vær venlig at huske det, jer der skal forhandle om overenskomster her lige om et øjeblik.

lørdag den 19. januar 2008

Ny Fajance

Efter to dages intensivt strategimøde på et hotel i Korsør har Ny Alliance fundet sig selv. Naser Khader kunne afsløre over for alle de pressefolk, som også havde fundet partiet, at Ny Alliance nu vil være et klart borgerligt parti. Ved næste valg vil partiet uden tøven pege på en borgerlig statsminister, lyder meldingen.
Nå.
Sikke en strategi. Sikke en overraskelse.
Vi andre har hele tiden troet, at Ny Alliance var et borgerligt parti, som ville pege på en borgerlig statsminister. Det sagde de fra dag 1, og det var netop det, der gjorde partiet så interessant. Det udfyldte et hul i den borgerlige lejr. Ny Alliance appellerede til borgerlige, som var trætte af Dansk Folkepartis massive indflydelse.
I løbet af valgkampen sagde Khader & co en hel masse andet, som de så ikke skulle have sagt. Alt det, der drejer sig om dronningerunder, har de nu trukket tilbage.
Men det ændrer ikke ved indtrykket af et parti, der har mistet pusten, formatet, gejsten og berettigelsen.
Det er ikke meget ved at kalde sig Ny Alliance, når man ikke engang kan holde sammen på sig selv. Så er man en vanskelig alliancepartner. Tilbage er facaden - så vi skulle måske bare kalde partiet Ny Fajance.
Partiet fik chancen i 2007 - og forpurrede den ved en talentløs valgkamp. Spørgsmålet er, om løbet er kørt. Tilbagemeldingen fra strategimødet i Korsør sender ikke noget signal om et frisk pust og en ny politisk mulighed i Danmark. Ny Alliance er fortsat i defensiven, og der opnår man ingenting.

onsdag den 16. januar 2008

Det farlige ved Ritt: Hun har ret

Hvordan vinder man en valgkamp?
Ved at sige helt klart og let forståeligt, hvad man vil arbejde for, ved at argumentere for sin egen sag i stedet for at gå imod andres og ved at markere en tydelig forskel på sig selv og de andre kandidater eller partier.
Pia Kjærsgaard gør det til UG hver gang, og Ritt Bjerregaard gjorde det lige så brillant ved kommunalvalget sidste gang. Hun vandt en tårnhøj sejr i hovedstaden på et godt program, hvor hun satte dagsordenen alle andre enten var for eller imod.
Nu går hun så ud og kritiserer Socialdemokraterne for ikke at have en tilstrækkelig skarp profil i det seneste folketingsvalg. Den tilbagegang på to mandater, som partiet nærmest har udråbt som en sejr, er ifølge Ritt et nederlag, som skyldes en dårlig valgkamp.
Skide irriterende med hende Ritt. Det er ikke intern kiv og strid, Socialdemokraterne har brug for.
Men det mest irriterende er, at hun har fuldstændig ret.
Socialdemokraterne fremstod som konfliktsky. De skulle ikke støde nogen fra sig. Det gjorde de så heller ikke, men desværre trak de heller ikke nogen til sig. Resultatet blev en lille tilbagegang - det dårligste valg i ca. 100 år.
Ritt Bjerregaard får altid enorm opmærksomhed, når hun kommer med sine kontroversielle udsagn. Det ved hun, og derfor ved hun også, at hun kaster sit parti ud i endnu en krise ved sin udmelding. Pressen kaster sig over sagen og alle medier vil være fyldt med nyheder og opfølgende interviews om Ritts angreb på Helle.
Det vil skade partiet i meningsmålingerne, men det går nok an. Der er lang tid til næste valg. Det er godt at tage slagsmålet nu. Der skal ikke rulle hoveder og holdes ekstraordinære kongresser, men partiet skal have en skarpere profil. Det bliver også resultatet, når bølgerne har lagt sig. Helle Thorning-Schmidt er naturligvis nødt til at afvise kritikken på en venlig facon, men så vil hun og de øvrige ledere i partiet langsomt og sikkert vende skuden frem mod næste valg.
En del af partiets problem er netop det manglende modspil til ledelsen. Der er simpelthen ikke en autoritet i folketingsgruppen, der kan sætte sig op imod ledelsen uden at udløse en krig.
Men der er én på Københavns Rådhus - oven i købet en af Helle Thorning-Schmidts støtter. Ritt tør kalde et graveaggregat for en spade, og hun tør tage tævene, fordi hun synes, hendes kamp er retfærdig.
... og fordi Ritt gerne selv vil have opmærksomhed.

fredag den 11. januar 2008

Tilståelse: Jeg har en kniv

Efter et helt uforståeligt knivdrab i København i weekenden står politikerne nu i kø for at stramme alverdens regler. I spidsen for det populistiske kor står justitsminister Lene Espersen (K), som i fulde alvor har foreslået, at man skal kunne blive idømt syv dages fængsel for at gå med kniv.
Det er menneskeligt at overreagere på så meningsløs en forbrydelse som knivdrabet på Strøget. Men det løser altså ingen problemer.
Jeg går kun med kniv, når jeg er ude at fiske, og det er jeg meget sjældent. Men jeg har en kniv - ja jeg har endda flere. Dem har jeg købt i en butik og transporteret hjem, hvilket Lene Espersen nu vil forbyde. Jeg må se, om jeg kan smugle dem hjem uden at blive afsløret af politiet.
Jeg har andre farlige våben, som kan slå folk ihjel. I den brutale ende kan jeg nævne motorsav, elektrisk hækkesaks og en buskrydder. Også vores bil kan bruges som mordvåben.
Men i min værktøjskasse er der op til flere skruetrækkere, hammere, file og en enkelt mejsel. Hvis jeg stikker dem meget hårdt ind i en anden mands krop 30 gange, kan han dø af det.
Jeg må færdes hvor som helst og når som helst med en skruetrækker i baglommen. Den er nøjagtigt lige så velegnet til at slå ihjel som en kniv. Derfor er det uden mening at begynde at sætte folk i fængsel, fordi de har en kniv på sig.
Det er derimod meget fornuftigt at tale om det, for der er ingen som helst grund til at gå med kniv eller andet, der kan bruges som våben. Det er fint at piske en stemning op om, at det er idiotisk at gå med kniv. Efter drabet er der oprettet en side på Facebook, hvor man kan opfordre folk til ikke at gå med kniv. Jeg håber, det kan skabe en ny trend.

onsdag den 9. januar 2008

Hurra - jeg har vundet

I går havde posten en pakke med til mig. Den var Danmarks Bridgeforbund, som jeg ikke havde bestilt noget hos, så jeg åbnede den med stor interesse. Det viste, at jeg havde vundet 1 sæt meldekasser ved at svare på en opgave på bridgeforbundets hjemmeside.
Sikke glad, jeg blev. Ganske vist har jeg et sæt meldekasser i forvejen, og jeg har ikke brugt dem i mange år. Men det er skønt at vinde.
Det er altid dejligt at blive nummer 1, at vinde en badmintonkamp eller for den sags skyld en bridgeturnering.
Men at vinde i en lodtrækning er en særlig glæde. Det er noget uventet og noget ekstra. Tænk sig, at det lige blev mig.
Jeg spiller Lotto hver uge. Det foregår via Danske Spils hjemmeside, og jeg spiller på de samme tal året rundt. Søndag morgen kigger jeg efter i avisen. Hvis 2 af mine tal er kommet ud, har jeg næsten helt sikkert vundet omkring 40 kr. Er der kun 1, har jeg muligvis vundet. Jeg vinder ca. 5 gange om året, og det giver drønende underskud. Alligevel er der en særlig glæde, når der popper en mail op med besked om, at "du har vundet i et spil på Danske Spil". Jeg ved det godt i forvejen, og jeg har også en fornemmelse af, at det drejer sig om 36 eller 42 kr., men det giver alligevel en rar følelse i maven.
Da jeg en dag for mange år siden lå hjemme og var syg, kom min far med en konkurrencekupon fra et schweizisk firma. Det var nogle ret svære spørgsmål om Schweiz' geografi, så jeg brugte en dag med leksikon og atlas på at finde de rigtige svar. Vi sendte kuponen ind, og jeg lå i sengen og drømte om de fine præmier, jeg ville indkassere.
Så blev jeg rask og glemte alt om Alpelandets bjergkæder og gederacer. Men nogle måneder senere kom posten med en tung pakke. Jeg havde vundet!
Præmien var et stort bogværk om schweizisk natur. Der var mange flotte billeder i og en uforståelig tekst. Jeg mente, værket måtte have stor værdi, siden det blev udloddet i en konkurrence, så jeg gemte bogen i adskillige år uden at kigge i den. Jeg er sikker på, at den har flyttet med mig 5 gange.
Nu er den væk og jeg savner den ikke et sekund. Selv om jeg stort set aldrig har bladret i bogen, har jeg haft meget glæde af den. Senest i dag, hvor den får en fremtrædende plads i denne lille historie.

mandag den 7. januar 2008

Politisk klynk i DR

Danmarks Radio skal spare, og det betyder dårligere programmer eller færre gode programmer. Det er træls, synes jeg. Jeg er en meget flittig DR-bruger, først og fremmest af P1, men også af tv og nettet. Jeg kan meget bedre lide TV-Avisen fra DR1 end Nyhederne fra TV2. De er for platte og overfladiske på Kvægtorvet efter min smag.
Derfor beklager jeg naturligvis, at Danmarks Radio skal spare, men det er altså ikke Verdens undergang, og det er slet ikke den altoverskyggende katastrofe, mange medarbejdere og ledere i Danmarks Radio forsøger at gøre det til.
Senest har dramachef Ingolf Gabold udtalt til Politiken, at DR gisper som en strandet hval. Det er et stærkt og skræmmende billede, som kan være med til at hive motivationen ud af medarbejderne, men som ellers ikke tjener noget formål.
Gabold og andre appellerer til politikerne på Christiansborg om at bevilge flere penge til DR. Og så kommer der direkte og indirekte anklager om, at regeringen i virkeligheden ønsker at udsulte og svække DR. Ifølge disse tågede konspirationsteorier synes Anders Fogh og Brian Mikkelsen, at DR er for venstreorienteret og derfor arbejder de på at styrke TV2 på DRs bekostning.
Drop alt det pjat. DR skal klare sig selv og være så uafhængig som muligt af politikerne på Christiansborg. Derfor skal DR også løse sine egne økonomiske problemer. Det kræver en særlig indsats i nogle år. Det betyder fyringer og omlægning af arbejdsgange, og det betyder også farvel til nogle programmer.
Det er træls, men det er et ganske almindeligt driftsmæssigt problem i en stor virksomhed. DR har brugt for mange penge - på programmer og på et byggeri. En del af hullet lappes med højere licensindtægter på grund af tekniske omlægninger, men resten må DR selv klare.
Det er ikke regering og folketing, der har truffet de beslutninger, som belaster DRs økonomi. Det er DR selv. Derfor må DR også selv klare ærterne.
Og skal vi så ikke blive enige om, at DR stadig har masser af penge til at lave hundredevis af gode programmer? Virksomheden er ikke ved at forbløde, men må blot skrue lidt ned for ambitionerne samtidig med, at driften bliver endnu mere effektiv og rationel. Det skal vi som seere og lyttere nok overleve.

tirsdag den 1. januar 2008

Dronningen vandt igen

Dronningen og statsministeren konkurrerer på ingen måde om at holde den bedste nytårstale, men talerne holdes altså på 2 fridage lige efter hinanden, så vi kan nærmest ikke undgå at sammenligne de 2 præstationer.
I år blev Dronning Margrethe efter min mening en glasklar vinder.
De to overhoveder har en ting til fælles: De er begge to lidt stive og formelle i det.
Dronningen kløjs også lidt i teksten, men alligevel fremstår hun mere hjertevarm og nærværende. Jeg føler, at hun taler til mig, og at hun siger noget, der kommer mig ved. Hun taler også om følelser, om hjertevarme og om at forstå hinanden.
Anders Fogh afleverer nogle budskaber til den danske befolkning , som han har brug for i den situation, han og hans regering befinder sig lige nu. Vi skal være taknemmelige for soldaternes indsats i Afghanistan, vi skal ikke kræve for meget i løn, og så skal vi stemme EU-forbeholdene væk.
Det er imponerende, at Dronning Margrethe kan vinde den ikke-eksisterende dyst. For hun er låst på hænder og fødder. For det første må hun ikke sige noget, der bare kan tolkes som et politisk budskab, og for det andet har hun en række takkepligter i løbet af talen. Hun skal rose hæren, politiet og offentligt ansatte. Hun skal også sende hilsener til danskere i udlandet og ikke mindst til de kære grønlændere og færinger.
Statsministeren har frit slag. Han behøver ikke engang at spørge Bent Bendtsen, Pia Kjærsgaard eller Venstres hovedbestyrelse. Han har et kvarters uredigeret taletid i den bedste sendetid uden nogen form for restriktioner.
Alligevel blev det kedeligt, uhyre formelt og meget lidt nærværende. Jeg følte ikke, at det var mig, han talte til. Jeg følte ikke, at han brændte for noget, og jeg følte i høj grad, at han var i forsvarsposition.
På min tv-skærm stod der, at statsministerens nytårstale har været holdt siden 1965. Da var jeg 3 år. Det er vist på tide, at Danmarks førstemand finder en ny form at henvende sig til seerne på. Det må kunne gøres mere interessant end den træmandsoptræden Anders Fogh leverer.