søndag den 28. august 2011

Taktiker Løkke

I flere år lovede han ikke at afskaffe efterlønnen. Så gjorde han det alligevel.
Så lovede han at bevare sine regioner. Nu skal de også slagtes.
Der skulle laves et bredt forlig om fremtidens folkeskole, så Danmark kunne få verdens bedste skole. Det blev ikke til noget.
For et år siden havde han ifølge sin egen vurdering bragt Danmark ud af krisen. Nu gjaldt det i stedet ghettoer, som var det største problem i Danmark. Det kom der ingenting ud af.
Krisen blev værre, og han blev ved med at sige, at han havde løst den. Senest i juni. En måned senere var der så krise, men den måtte endelig ikke løses med en vækstplan - indtil han fremlagde en vækstplan to uger senere.
I den var der en boligpakke. Den ville han ikke forhandle med S og SF om, fordi de ikke var ansvarlige. I dag vil han så gerne.
Portræt af Lars Løkke.
Jeg oplever, at han er god til at sige det, han tror vælgerne gerne vil høre.
Men jeg ser ham ikke som en leder af Danmark.

torsdag den 25. august 2011

Jeg er ikke kommunikationsekspert

Aarhus
Danish for progress


Sådan lyder et nyt slogan for den jyske hovedby, som blev præsenteret forleden.
To kommunikationseksperter roser sloganet over jp.dk, fordi det er anderledes og fordi det ikke fremhæver Aarhus på andres bekostning.
Hvis det er et godt slogan, så er jeg ikke kommunikationsekspert. Jeg er ikke i nærheden af at være det.
Jeg synes, det er intetsigende. Progress betyder fremskridt. Det går alle ind for, så længe vi ikke ved, hvad fremskridtet indebærer. Er det fremskridt i børns tandskader eller i antal studerende på Aarhus Universitet?
Hvad fører fremskridtet til? Hvad er det, der gør Aarhus til særligt progressiv?
Sloganet har ikke en god rytme, og det er ikke nemt at huske. Da jeg skulle skrive det her, havde jeg allerede glemt den præcise ordlyd.
Der er ikke noget i sloganet, som får mig til at tænke på Aarhus, altså bortset fra bynavnet. Der kunne have stået Køge, Sønderborg eller Næstved. Bortset fra, at de stadig slæber rundt på danske bogstaver i bynavnet.
Sloganet har heller ingen humor eller kant. Det er bare - et eller andet slogan.
Jeg er altså ikke ekspert, og her kommer endnu et foruroligende bevis på det: Jeg synes, det er en elendig idé, at Aarhus køber sig et internationalt slogan.
Det flytter ingenting. Det skaber ingen forandring.
En anden ikke-ekspert lærte mig på min første dag på journalisthøjskolen et godt mundheld, som jeg stadig husker og bruger flittigt, selv om det er på engelsk: Don't tell it - show it.
Her ligger nøglen til en vellykket branding-strategi. Byen, virksomheden, organisationen eller hvem der nu vil brande sig - skal bruge energien på at udleve sit brand på en måde så alle opdager det. At starte med et slogan er helt forkert.
Efter en ikke-eksperts opfattelse.
Et eksempel. Tilfældigvis hentet fra Aarhus. Det er Aarhusfestuge, som starter om et øjeblik. Årets udgave hedder Beautiful Mistakes og byder publikum på en masse oplevelser med folk, der laver fejl.
Det har kant. Det har humor. Det har rytme. Det har et budskab, som sætter tanker i gang hos modtageren. Det giver rum for kreativitet og fantasi. Der er et indhold, som festugen viser i praksis.
Hvor der er mennesker er der fejl. Mennesker med noget på hjerte begår smukke fejl, som vi andre kan lære af.
Fejl skaber fremskridt. Progressive mistakes?

tirsdag den 23. august 2011

1-1 i valgkampen efter to selvmål

Uha for en gang panik og vælgerangst, der venter os fra de to store partier, hvis den seneste uges begivenheder bliver målestokken for valgkampen.
Jeg tænker her på de to næsten ens og lige perspektivløse boligpakker, som pludselig skulle lanceres.
Pakkerne skulle lette nogle af omkostningerne ved at handle bolig. Besparelsen for et hus på 2 mio. kr. bliver på 23.000 kr. Hvordan det kan skubbe gange i bolighandlen kan ingen af parterne gøre rede for.
Hvis jeg ikke kunne sælge et hus til 2 mio. kr., ville det ikke være noget problem at sætte prisen 25.000 kr. ned.
Problemet på boligmarkedet er:
1. Husene er for dyre - ikke 23.000 kr., men 200.000, 700.000 eller 2.000.000 kr. for dyre.
2. Køberne er usikre på fremtiden - hvad sker der med understøttelse, efterløn og vores job?
De to problemer løses ikke ved et mindre gebyr. Og heller ikke ved at snakke en boligpakke op.
Det mente Socialdemokraterne tilsyneladende helt frem til weekenden, men så fik de opsnappet en plan fra regeringen om hjælp til boligejerne.
Så gik der vælgerangst i den. De store partier tør simpelthen ikke sige nej til at hjælpe boligejerne - for det er lige præcis den brede midtergruppe, som afgør ethvert valg.
Derfor lancerede Socialdemokraterne deres egen pakke og opfordrede til et nationalt kompromis.
Løkke vil ikke forhandle med S og SF, fordi han i sin valgkamp-retorik betegner dem som uansvarlige. Indtil for kort tid siden hed det fra hans side, at der ikke var råd til nye udgifter. Nu er der pludselig plads til at forøge underskuddet med 10 mia. kr.
Tilbage står indtrykket af total panik i begge lejre. Det gavner kun Dansk Folkeparti, Enhedslisten og De Radikale.
Få lidt ro på, folkens. Fortæl vælgerne, hvad I gerne vil. Husk også at fortælle, at I muligvis ikke kan gennemføre det hele. For det første kræver det flertal, og for det andet ved ingen, hvordan økonomien ser ud om et halvt år.
Og lad være med at drille hinanden med at holde pressemøder på tidspunkter, hvor de andre ville holde et. Det er simpelthen ren børnehave.

lørdag den 20. august 2011

Betalingsring - en sørgelig nyklassiker

Striden om betalingsringen om København er en sørgelig nyklassiker i dansk politik.
S og SF foreslår en afgift på at køre bil i det indre København. Formålet er at give plads i byen, at mindske forureningen og at få flere til at cykle eller bruge bus, tog eller metro.
Regeringen er imod, fordi det er en ny afgift.
Hvis trafik- og miljøproblemerne havde været lige så massive i København for 20 år siden, ville man have indført det nye system uden større sværdslag.
Men i mellemtiden er skat og afgift blevet et fy-ord. De borgerlige fremstiller nærmest deres modstandere som tyvagtige, fordi de vil opkræve afgifter. Det er gået over gevind, og det går ud over en rigtig god sag som bompenge i København.
Flere hundrede mennesker dør hvert år som følge af luftforurening i København. Hovedårsagen er den tætte biltrafik. Det er en skandale, og det er direkte uansvarligt, at politikerne sidder på deres hænder og lader folk dø.
Chauffører spilder hver dag mange tusinde arbejdstimer på at holde i kø i København. Det koster samfundet mange millioner kr. om dagen og belaster chaufførernes helbred.
For turistbyen København er bilhelvedet et kæmpe minus. Mange andre europæiske hovedstæder har for længst gjort noget ved biltrafikken i den indre by. Til glæde for turister og alle de mange, der lever af dem.
Klimamæssigt vil løsningen have enorm effekt. Al erfaring viser, at folk holder op med at køre bil i byen, medmindre det er strengt nødvendigt. Flere vil cykle og flere vil tage bus, tog og metro. Den offentlige transport vil oven i købet blive billigere. Dels fordi bompengene skal gå til det, og dels fordi der er stordriftsfordele med flere passagerer.
Men det kan altså ikke lade sig gøre at løse problemet i København, fordi de tre regeringspartier er modstandere af skat og afgifter.
Der er ingen grund til at argumentere mere for ordningen. For det er ikke argumenter, der tæller her. Det er antallet af mandater i Folketinget. Dansk Folkeparti og dets støttepartier råder over 90. Og så bliver det, som de siger.
Frem til den 13. november.

onsdag den 17. august 2011

Jeg har selv lært det af Frøbert

For mig var det soleklart og pærenemt at gennemskue, at Venstre ikke uden videre måtte bruge et billede af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal i deres mudderkampagne.
Jeg har nemlig lært pressejura på journalisthøjskolen ved salig Knud Aage Frøbert. Det er godt nok mange år siden, men det hænger ved. Frøbert redegjorde for et begreb, der hedder droit moral. Han udtalte det tydeligt, langsomt og mange gange, så ingen kunne undgå at huske det.
Droit morale er ophavsmandens moralske ret til et værk - det kan være et kunstværk, en artikel eller et foto.
Droit moral bliver krænket, hvis en kunstners værk bliver brugt i en sammenhæng, som kunstneren ikke bryder sig om.
Så den er tudeoplagt. Hvis fotografen ikke ønsker at deltage i Venstres kampagne. Hvis fotografen ikke ønsker at medvirke til, at Socialdemokraterne og SF bliver nedgjort, så må Venstre ikke bruge hans billede til det.
Droit moral er en del af ophavsretsloven. Fotografen har ophavsretten til billedet, og derfor må Venstre ikke bruge det uden hans tilladelse. Fotografen kan videregive brugsretten til andre og for eksempel tillade, at man må downloade billedet fra en hjemmeside, hvis man husker at angive fotografens navn.
Jeg kan se Frøbert for mig der i den store aula på skolen i Aarhus i 1983 og sagligt og tørt lede os rundt i de pressejuridiske kroge. Droit moral var en af de små sideveje, og der skulle altså gå 28 år før den næste gang blev aktiveret i min fysiske harddisk.

lørdag den 13. august 2011

Forsøgsbehandling af rask patient

Som de fleste andre danskere har jeg ikke noget nært forhold til regionerne. De løser nogle meget vigtige opgave for samfundet men regionerne som virksomhed nærer jeg ikke dybe følelser for.
Alligevel synes jeg, det er tudetosset, at regeringen nu over hals og hoved vil nedlægge regionerne. Det er der to grunde til.
1. Der er ikke noget problem. Vores sygehuse fungerer udmærket og regionerne har været dygtige til at styre dem.
2. Vi ved ikke, om den nye model overhovedet virker.
For mig at se svarer det til at indlede en eksperimentiel behandling af en rask patient. Det er spild af tid og penge. Det risikerer at gå grueligt galt. I allerheldigste fald bliver vores sundhedsvæsen en anelse bedre.
Vi taler om et område, som hvert år koster samfundet mere end 100 mia. kr. Vi taler om et sundhedsvæsen, som alle danskere betaler til og benytter sig af. Det må ikke gå galt.
Må der da ikke ske forandringer? Jo. Det gør der i allerhøjeste grad også. Sygehusvæsenet har de seneste tre år sat gang iden største forandringsproces i mange år med opbygning af de nye supersygehuse. Det bliver en helt ny organisering af sygehusene.
Er det så ikke netop anledningen til at nedlægge regionerne og finde en anden styreform? Måske. Det kan godt være, at sygehusene skal styres på en anden måde. Det ved jeg ikke. Men det vil da være fint at undersøge mulighederne, studere erfaringer fra andre lande, inddrage eksperter og patienter og få en folkelig debat om det, på samme måde som med kommunalreformen.
Men det får vi ikke. Venstres top har på en uge fundet en ny model for sygehusene, som skal vedtages af det snævrest mulige flertal i Folketinget om to måneder. Regionernes øvrige opgaver vil de tage stilling til bagefter.
Det er overhovedet ikke seriøst eller ansvarligt. Men det følger regeringens logik som er, at de rigtige løsninger er dem, der kan skaffes 90 mandater til.

torsdag den 11. august 2011

Wozniackis vinderpsyke er væk

Caroline Wozniacis pinlige nederlag i aftes i Toronto er endnu et spændende eksempel på, at psyken er en af de vigtigste faktorer i topsport.
Træning, træning og træning er vejen til eliten. Når du er der, afgør psyken, om du kommer helt til tops. Tør du vinde, tør du risikere at tabe for at vinde, tør du blive ved med at tro på, at du kan vinde, udstråler du over for modstanderen, at du vinder - så vinder du. Ellers taber du.
Wozniacki tabte første sæt i går. Det kan ske. Ny turnering. Modstanderen er totalt sat op for at slå verdens nummer 1, og man skal lige i gang. Helt efter planen tog Wozniacki hånd om kampen i andet sæt og kom foran 5-1. Så lavede hun et par dobbeltfejl og tabte et enkelt parti. I det næste havde hun to sætbolde, som hun missede, og så faldt hun helt sammen og tabte resten af partierne. Fra 5-1 til 5-7 mod en dårligere modstander på 20 minutter.
Det er hverken vinden eller modstanderens skyld. Det er alene Wozniacki, som ikke har fundet vinderpsyken frem efter forårets og sommerens dårlige resultater. Hun bliver bange for at tabe - og så taber hun. Hun ved, at hele tennissporten beskylder hende for at være ufortjent nummer 1, fordi hun aldrig har vundet en af de store turneringer. Hun ved, at den kritik får ekstra styrke efter sådan et nederlag. Det pres får hendes spil til at bryde sammen.
Men vi ved, at der ikke kun er en taber-Wozniacki. Der er i høj grad også en vinder. Det er den Wozniacki, vi skal have tilbage. Hun skal vinde den psykiske kamp mod sig selv. Modstanderne skal igen mærke, at Wozniacki aldrig har tabt før det sidste slag er slået. Så kan hun også komme helt til tops i en af de store turneringer i den uge, hvor det hele flasker sig for hende.
Hun er bestemt ikke ene om det. Vi kender det fra fodboldstjerner, der pludselig ikke scorer mål i mange uger. Så bliver det en historie og en belastning for dem, og så kan de slet ikke finde netmaskerne.
Vi kender det fra Tiger Woods, som i flere år var verdens suverænt bedste golfspiller. Han var bedst i alle spillets faser, men da han blev afsløret som en gemen horebuk, brød hans spil totalt sammen. Nu slår han ikke nær så godt som for to år siden.
Der er lige så mange positive eksempler. Svømmeren Lotte Friis har først måttet høre landstræneren fortælle, at hun var for tyk. Senest har han så underholdt med, at hun er doven. Det gjorde han lige efter det VM for nylig, hvor Lotte Friis ydede den flotteste præstation i dansk svømmesports historie med en guld- og en sølvmedalje. Landstræneren kan angle efter pressens opmærksomhed med alle sine besynderlige anklager. Men Lotte Friis griner bare. Hun ved, at hun kan noget særligt nede i det bassin, og hun tror på, at hun kan komme før i mål end de andre.
Måske har de trænet mere. Måske er de slankere. Men de er ikke Lotte Friis. Det ved de selv, og det ved Lotte Friis. Og så vinder hun igen.

mandag den 8. august 2011

Ejer du aktier - så gå en tur i skoven

Tænk sig at gå på pension efter 40 år i et firma, der hedder Standard & Poors og så fortælle sine børnebørn, at man har brugt hele sit arbejdsliv i et kreditvurderingsinstitut.
Det er faneme uhyggeligt, du.
Nå men det institut har altså jaget en skræk i livet på alle i denne verden, som mener, at økonomi er en værdi i tilværelsen.
I fredags nedgraderede Standard & Poors de amerikanske statsobligationer. Det betyder, at obligationerne efter instituttets mening ikke længere er en stensikker investering - kun en meget sikker investering. Det der institut har åbenbart så stor magt, at alene den ringere karakter fik store dele af verdens aktiebørser til at gå agurk i dag. Aktierne blev en hel masse hundrede milliarder mindre værd.
Det udstiller, hvor kunstig hele den verden er. Det er jo ikke sket noget reelt med den amerikanske stats økonomi her i weekenden eller med de mange firmaer, der er noteret på børserne. Kreditvurderingen er en vurdering og ikke andet.
Men dem om det.
Hvis du ejer aktier, har jeg et rigtig godt råd: Slap af. Aktierne stiger nok igen. Vent med at sælge dem til kursen er højere. Du taber først penge, når du sælger aktierne med tab.
Hvis du er bekymret for din pension, har jeg et rigtig godt råd: Slap af. Det går op og ned med afkastet og et enkelt eller to års fald i aktiekurserne ødelægger ikke din pensionsordning.
Hvis du er dybt bekymret for udsigterne til en langvarig krise, har jeg et endnu bedre råd: Gå en tur i skoven. Der er masser af ilt til din bekymrede hjerne. Der er gratis bær, der er spændende dufte, og der er højt til himlen.
Skovturen løser ikke Verdens økonomiske krise, men den er god for sjælen. Og så kan du jo tænke over, hvad formålet er med alle de penge. Hvis du gerne vil være rig, fordi du så kan nyde livet og have det godt - så kan du bare vælge at springe det med pengene over og simpelthen bare nyde livet. Det giver helt sig selv, når du i skoven.

lørdag den 6. august 2011

Kartofler i hestemøg








I dag får vi nyopgravede økologiske, hjemmedyrkede kartofler til middag. Det lyder lækkert, ikke?
Jeg kunne også skrive, at vi får lortekartofler. De er nemlig dyrket på vores mødding, som består af tre ting: Spåner, hestepærer og hestetis.
Det er et af mine vanvittige stunt. I forsommeren skulle jeg smide en pose kartofler ud, som vi desværre ikke havde fået spist. De havde fået spirer og var halvrynkede.
Så kom jeg til at tænke på, at vores søde nabo sidste år forklarede om alt det gode, jeg kunne dyrke i komposten og i møddingen. Og det var jo aspargeskartofler, som var på vej ud i kompostbeholderen, så jeg tænkte, at der da ikke kunne ske noget ved at grave dem ned i møddingen i stedet.
Den har stået i et år, så der var groet ukrudt. Det tog lige 10 minutter at rykke det op, før jeg satte mine rynkede aspargeskartofler.
Nogle uger senere var planterne skudt i vejret, og jeg hyppede dem - det vil sige, at jeg skubbede mødding sammen, så hver plante stod på en tue.
Forleden konstaterede jeg, at de var blomstret af, og her til eftermiddag gik jeg så på høst. Den første plante bød på 6 nydelige aspargeskartofler. Helt rene og fine og meget lækre. Den næste stod dårligt, og der var kun få og små kartofler, men den tredje var endnu bedre end den første.
Det var dagens høst. Jeg har skyllet dem og børstet dem med hænderne, og nu står de og koger. De skal serveres sammen med resterne fra i går.
Jeg er sikker på, at de smager af kartofler. Hvad skulle de ellers smage af?

onsdag den 3. august 2011

Naturen, det billige skidt

Lidt overraskende har jeg oplevet at stå helt isoleret i en diskussion om et af tidens emner. Alle uden undtagelse mener det modsatte af mig. Det er faktisk en rigtig dejlig følelse at indtage det ledige synspunkt.
Det handler om træfældningen i Østerild Plantage. Jeg synes, det er forkert at fælde en fredsskov, men det kan jeg ikke overbevise nogen om.
"Der bliver plantet lige så mange træer og flere til et andet sted"
"Plantagen er ikke naturlig. Det er træer, der er sat i snorlige rækker"
"Hvis man vil have udvikling bliver man nødt til at gøre nogle ofre".
Sådan lyder tre af de fine argumenter, jeg bliver mødt med.
Dem skal jeg ikke jorde her.
Jeg tager dem som et symptom på, at naturfredning ikke er en folkesag. At et område er fredet, betragter mange enten som ligegyldig eller som besværligt og forkert.
Den holdning er ikke ny. Den har været fremherskende i mange år og er skyld i, at den danske natur går katastrofalt tilbage. Søer og vandløb gisper, der bliver færre og færre typer natur, moser, enge og overdrev i tusindvis er pløjet væk og tidligere helt almindelige fugle og dyrearter er stærkt truet. Viben er for eksempel ved at være en sjælden fugl i Danmark, og bestanden af harer er foruroligende lav.
Myndighederne har lukket øjnene for, at danske landmænd har ødelagt hundredevis af små naturperler, de såkaldte paragraf 3 områder. Det kan være et vandhul, en eng, eller en mose. Det skete ikke i 1948 eller 1954, men i 2007-2008.
Naturen i Danmark bliver ikke reddet med hensigtserklæringer og forhandlinger om principper i EU. Der skal handling til.
Sagen om testcentret for vindøller var en mulighed for at tage naturens parti. Men det gik som det plejer. Møllerne kunne ikke stå på landbrugsjord, fordi det ville krænke den private ejendomsret. Den er hellig.
Det er naturen ikke.